onsdag den 22. juli 2020

Årtiets anime: Comedy

Al smag er jo subjektiv, men det gælder især humor, synes jeg. Dette blogindlæg skal derfor ikke ses, som "De største animekomedier", men i stedet dem jeg har moret mig mest over. Alligevel vil jeg lige give et skud ud til Nichijou - My Ordinary Life, som jeg kun har set nogle få klip fra, men som har virket populær også måske kan kaldes 10'ernes Azumanga Daioh.

I denne omgang har jeg valgt 7 animeserier ud, hvoraf én er en fortsættelse. Vi tager dem i kronologisk rækkefølge. 


Princess Jellyfish / Kuragehime (2010)
Det er sjældent, at kvindelige nørder får en plads i spotlyset - altså i flertal på samme tid, men det gør de her i Princess Jellyfish. Deres angst for andre mennesker, primært hipsters er sjov, men kan også være relaterbar. XD 
Seriens stjerne er helt klart Tsukimi, som udvikler både på sine evner og sig selv i løbet af serien. Den flamboyante crossdresser Kuranosuke fylder også en del, og stjæler måske lidt showet til tider, men det er mest på overfladen. 




Genshiken Nidaime (2013)
Den første Genshiken-anime udkom i 2004. Siden da har serierne afbilledet, hvordan fankulturen har udviklet sig i Japan. Genshiken Nidaime byder således på full blown fujoshi madness. Samtidig er der forviklinger men også personudvikling. For tidligere fans er der ydermere et godt gensyn med de gamle karakterer. 
Jeg vil anbefale Genshiken Nidaime til animefans, der har været i gamet et stykke tid, da man så vil få mest ud af den. Man vil godt kunne springe på Genshiken-vognen her, da serien primært har fokus på nye karakterer på nær Madarame. 




Interview with Monster Girls / Demi-chan wa Kataritai (2017) 
Serien foregår i en verden, hvor der findes "Ajin" også kaldet "Demi". Disse halvmonstre indgår som en almindelig del af samfundet, dog i fåtal. Læreren Tetsuo Takahashi interesserer sig for dem og deres relation/rolle i samfundet, så han går i gang med at lave interviews med de tre piger på hans skole. Deraf titlen. 
Interview with Monster Girls er en rigtig sød serie, som overraskede mig positivt. Jeg havde frygtet, at monster-elementet ville blive for fetisheret, og at især vampyrpigen ville blive for meget. Men serien er faktisk ret jordnær og vedkommende. Demi-chans har bare andre eller flere udfordringer i forhold til at være sammen med andre mennesker og opbygge en relation til dem. 




Miss Kobayashi's Dragon Maid (2017)
Jeg havde ikke regnet med at få to gode komedieserier i samme sæson, men det gjorde jeg altså, for Miss Kobayashi's Dragon Maid udkom samtidig med Interview with Monster Girls. Tonemæssigt afviger de dog lidt fra hinanden. Miss Kobayashi's Dragon Maid trækker nemlig i højere grad på sit fantasyelement og har således nogle større armbevægelser. Samtidig byder serien dog også på rolige og varme øjeblikke i familiens skød. 
For det er især det Miss Kobayashi's Dragon Maid handler om: familie. Ikke den man er født ind i men den man skaber omkring sig i sit voksne liv. Klippet herunder viser en af mine yndlingsscenarier fra serien. 




Gamers! (2017)
Jeg tror aldrig, jeg har set en serie med så mange misforståelser mellem karaktererne. Alt hvad der kan misforstås eller mistolkes, bliver det. Så der kommer i den grad rod i kærligheden. I Gamers! er det hverken let at være gamer eller forelsket - eller forelsket i en gamer for den sags skyld. Og det er så god underholdning. 
Det betyder også sit, at man generelt er i godt selskab hele vejen igennem. De fem hovedpersoner er alle sympatiske og har hver deres styrker og svagheder, og områder, de gerne vil arbejde med. Fælles for dem alle er som sagt, at de stinker til kommunikation. Men selvom de kommer i tvivl og i problemer, så giver de ikke op. De gør deres bedste for at sejre i kærligheden. Gamers! er en romantisk komedie med stort fedt tryk på "komedie", hvorfor den er endt her og ikke under Romance. 




Recovery of an MMO Junkie (2017)
Denne serie har også sin sjat af misforståelser og forviklinger, men ikke helt på samme niveau som Gamers! (ingen er deroppe). Udgangspunktet for Recovery of an MMO Junkie virker dog mere oplagt for det. Det er ikke sådan, når man som kvinde spiller en hot bishounen i sit MMO-spil, og "falder for" den nuttede pige, som i virkeligheden er en flot mand. 
Hovedpersonen i Recovery of an MMO Junkie gemmer på en mere dyster fortid, men vi kommer aldrig rigtig i dybden med den. Tonen forbliver forholdsvis let i Recovery of an MMO Junkie, og det er de sjove øjeblikke, der fylder mest. Det bedste ved serien er relationerne mellem karaktererne både in-game og IRL. 




Hinamatsuri (2018) 
Ved første øjekast tænkte jeg, at Hinamatsuri måske lige var tåbelig nok til mig, men nøj hvor overraskede serien mig positivt. Selvfølgelig viste den sig at være underholdende og sjov, men den har faktisk også rigtig meget hjerte. Og på forunderlig vis kommer den til at handle om familie. Igen ikke den man er født ind i, men den man møder og knytter sig til. 
Hina selv kan godt blive lidt belastende, og man føler ofte med Nitta, som til gengæld fungerer rigtig godt som hovedperson, fordi han har flere lag. Jeg er også stor fan af Anzu og hendes storyline. Hitomi og Utako er en umage duo bag baren til stor morskab. Om man kan lide Hinamatsuri afhænger altså både af, om humoren falder i ens smag, og om man kan lide karaktererne. 


søndag den 28. juni 2020

Årtiets anime: Sport

Den eneste sportsgren jeg har set meget på tv, har været håndbold - og kun landskampe. Når det gælder sportsanime har jeg dog efterhånden været vidt omkring: 
  • badminton: Hanebado (2018)
  • baseball: Moshidora (2011)
  • basket: Kuroko no Basket (2012, 2013)
  • boksning: Megalobox (2019)
  • bordtennis: Ping Pong the Animation (2014)
  • bueskydning: Tsurune (2018)
  • dans: Welcome to the Ballroom (2017) 
  • fodbold: Days (2016), The Knight in the Area (2012)
  • rugby: All Out!! (2016)
  • sumobrydning: Hinomaru Sumo (2018)
  • svømning: Free! (2013)
  • soft tennis: Stars Align (2019)
Selvom der dog er en del, jeg ikke har set til ende, har jeg udviklet en generel interesse for sportsanime. Når der kommer en ny, er jeg nysgerrig omkring, hvordan den vil gøre den givne sportsgren interessant. 
Historien i sportsanime ligner typisk hinanden. Så det der ofte bærer dem er karaktererne, og jeg værdsætter som sagt et godt og interessant persongalleri. Og når underdogen skal bevise sit værd, følger der som oftest noget personudvikling med. Nogle gange er det mest fokuseret på få karakterer, andre gange får hele holdet lov til at shine på forskellige tidspunkter og måder. 

Herunder vil jeg fremhæve de sportsanime, der har gjort indtryk på mig igennem det sidste årti. Det kan både være gennem intense opgør, karakterernes glæde for deres sport og udviklingen af dem som atleter og personer. 


Cross Game (2009): 
Med hjertet på rette sted
Med en blanding af drama, sport og komedie sørgede Cross Game i den grad for, at jeg begyndte at synes om baseball. Cross Game formår at integrere sporten som en del af historien, og selvom vi følger træning og kampe, så er det karakterernes udvikling og relationer, der er seriens fokus. I den henseende er det også interessant at se, hvordan serien evner at gøre en død person relevant hele vejen igennem. Wakaba dør allerede i episode 1, men den hun var og den tomhed hun efterlader påvirker resten af karaktererne, deres valg og udvikling. Hun er faktisk også central i forhold til nogle af karakterernes forhold til baseball. 
Stilen i Cross Game er mere gammeldags, og den skal nogle måske vende sig til. Humoren er også mere gammeldags. Der er heller ikke vilde overdrivelser i animationerne i baseballkampene, men animationen er flydende og vellavet. Cross Game bør nok nærmere kaldes underspillet. 
Cross Game er en skøn coming-of-age historie med baseball. Et godt sted at begynde, hvis man vil snuse til baseballanime.




Chihayafuru (2011, 2013, 2019): 
Sindsoprivende digtoplæsning
Ved første øjekast vil folk nok ikke kalde Chihayafuru for en sportsanime, men der en klub, spillerne træner og deltager i turneringer. Det er faktisk også et spil, der er fysisk krævende. Man skal holde koncentrationen siddende i samme position hele vejen igennem og kunne eksplodere med en hurtig reaktion konstant. Der er strategi og taktik inde over også. 
Ligesom i Cross Game starter serien, imens hovedpersonerne er børn og laver så et spring i tid til high school. Barndomsdelen er den svageste del i Chihayafuru, men det er også grundstenen for de tre hovedpersoners relationer indbyrdes og til seriens sport karuta. 
Det er også gennem karuta, at karaktererne skaber bånd til hinanden i løbet af serien. De forenes i deres begejstring ved spillet men også det sociale i et spille sammen som et hold. Det er også denne begejstring, der fangede mig. Serien har en enorm positivitet og formår virkelig at formidle glæden ved karuta. Humoren er god, og Chihaya er en underholdende hovedperson. Generelt fungerer persongalleriet rigtig godt. Den er en serie, man bliver glad af at se. 




Ace of the Diamond (2013, 2015, 2019): 
Energisk, entusiastisk, intens
Der er langt mellem Cross Game og Ace of the Diamond i tone, stil og fokus, men de har baseballen til fælles. Da jeg begyndte på Ace of the Diamond var jeg ikke videre imponeret, men lige så stille blev jeg draget ind i den. Og nu har jeg snart set 178 episoder i selskab med Seidos baseballhold og deres rivaler. 
Hvor Cross Game er nedtonet, er Ace of the Diamond meget intens og dramatisk i sit udtryk. Det ses både i animationen - smukt arbejde af Production I.G og Madhouse - men høres også især i soundtracket. Ace of the Diamond oser af testosteron, kammeratskab og manly tears. 
Ace of the Diamond udvikler sine karakterer som personer og sportsudøvere. Samtidig formår serien at levere en glidende overgang mellem årgange. Der kommer nye spillere til, men samtidig er der også ældre, der begynder at træde i karakter. Øverst på skamlen over personudvikling står vores hovedperson Eiji Sawamura helt klart. 
Ace of the Diamond er til jer, der gerne vil have en rendyrket sportsanime med fuld knald på. Den giver også et godt indblik i alt det taktiske. 




Haikyu!! inkl. OVA'er (2014, 2015, 2015, 2016, 2016): 
Flyv!
Hvor der gik lidt tid, før jeg varmede op over for Ace of the Diamond, var jeg hooked på Haikyu!! fra start. Hinatas entusiasme er total smittende. Ham og Kageyama danner en fantastisk duo - ja, hele Karasuno-holdet går godt i spænd. Både som personer og på banen. Det er persongalleriet, der bærer serien, og karaktererne spænder vidt i deres personligheder, styrker og svagheder. De har forskellige elementer, de skal arbejde med ift. volleyball. Og gennem volleyball udvikler de sig også som personer. De opbygger relationer. De udfordrer hinanden. De gror sammen. De får også alle sammen deres chance i spotlightet. 
En anden styrke ved Haikyu!! er helt klart musikken. Soundtracket er mindeværdigt, medrivende  og passer virkelig godt ind. Det brillerer i de intense og spændingsfyldte øjeblikke i kampene. Jeg blev totalt revet med og sad og heppede. Nogle gange holdt jeg nærmest vejret. 
Sæson 2 eps. 24 leverer en af mine yndlingsscener ikke bare i Haikyu!! men i det hele taget. Den er så intens, og musikken bygger op og bygger op. Stemmeskuespillet er i top, og i de korte øjeblikke illustrerer den så tydeligt de forskellige karakteres personligheder. Og sæson 3 eps. 10 følger op med endnu en fantastisk og nervepirrende scene, som bakkes op med visuel symbolik. Jeg elsker også, hvordan det at Karasunos spiller rækker armene bagud inden de hopper visuelt ligner, at de får vinger. Haikyu!! har gjort krager seje! 




Yuri!!! on Ice (2016): 
Om at lære at elske
Apropos medrivende scener, så leverer Yuri!! on Ice også en i eps. 5 med tilhørende smuk musik. Yuri!! on Ice har også en virkelig god startepisode. Faktisk vil jeg sige, at den starter bedre ud end den slutter. Animationen er så flot i starten men hen af vejen... kommer det til at se lidt underligt ud. Historien lægger godt ud med en rivalisering mellem de to Yuri'er. Jeg synes egentlig, det er fint, at vi også ser lidt mere til de andre deltagere, men J.J. præsenteres som lidt for perfekt, og hans "udvikling" giver ikke rigtig mening. 
Ligesom Haikyu!! formår Yuri!! on Ice at formidle sin kærlighed til sin sport. Med serien dukkede lillepigedrømmen om at være skøjteprinsesse op igen. Således er det også en skam, at animationerne af skøjteløbene ikke er så flydende hen mod slutningen. 
Ud over kærlighed til skøjteløb, føler Yuri Katsuki også kærlighed overfor sin træner Victor. I starten troede jeg mest, det var beundring, og jeg var lidt trist over, at der begyndte at dukke så meget yaoi bait op. Jeg følte, at serien fanservicerede lidt for meget. Det udviklede sig dog til en reel kærlighedshistorie, og med de briller på det, kommer der et anderledes positivt syn på serien. 
Yuri!! on Ice har super elegante elementer og øjeblikke, men i andre stunder er den klodset. Men sådan er vi mennesker også, og det er måske derfor, den fandt så stor genklang hos publikum. 




Run with the Wind (2018): 
Mærk suset
Da jeg først så promotionbilledet for Run with the Wind, tænkte jeg: "wtf, er Kageyama gået over til en anden sport", for Kakeru fra Run with the Wind og Haikyu!!'s Kageyama ligner virkelig hinanden. I løbet af serien skulle det viser sig, at de også minder om hinanden personlighedsmæssigt. 
Dette character design er heller ikke det eneste, de to serier har til fælles. Yuki Hayashi har lavet soundtrack til begge, og det kan virkelig høres. Der er ligheder, men Run with the Wind soundtracket vækker alligevel en anden følelse i mig, når jeg hører det. Jeg får en fornemmelse af natur, vind og fremdrift. 
Run with the Wind har ydermere mange af de samme styrker som Haikyu!! har. Et varieret og interessant persongalleri. En evne til at gøre sin sport spændende og medrivende - hvem havde troet det om langdistanceløb...? Ikke mig. Jeg fik ligefrem lyst til selv at finde løbeskoene frem. 
Jeg er også vild med, hvordan sporten bliver en måde eller en hjælp til at tackle de andre problemer som karaktererne står overfor. Selvom man løber ene mand på distancen, skabes der en klar holdånd og et sammenhold blandt Kansei University's hold. Selvom det tager lidt tid for Haiji at overbevise dem alle sammen om at være med. I mødet med sporten og hinanden gennemgår karaktererne personlig udvikling. 
Noget jeg også godt kan lide ved Run with the Wind er, at det er en afsluttet historie. Ja, man kunne godt lave en sæson 2, men det er ikke nødvendigt. Denne udgave af Kansei University's hold er nået i mål. 


mandag den 15. juni 2020

Årtiets anime: Action

Med dette blogindlæg tager vi hul på genreindlæggene. Jeg ved endnu ikke præcis, hvor mange, der bliver, og det er heller ikke sikkert, at de bliver udformet på samme måde.

Nogle - okay, de fleste - anime tilhører mere end en genre, men jeg har placeret dem i den, jeg føler, er den primære. En anime optræder altså kun en gang i de genrefokuserede indlæg. 

Sportsanime plejer generelt også at have en god portion action, men da der kommer et separat blogindlæg med fokus på dem, er de ikke med her. 

For mig leverer en god action anime intens og spændende action, hvor man kan mærke, at der er noget på spil. Det skal også gerne fungere visuelt. I nogle tilfælde er det dog også fint med et actionbrag, hvor der er eksplosioner, fordi eksplosioner er fede. Ligesom man ikke stiller spørgsmål ved, hvorfor mecha er den bedste løsning ift. at bekæmpe en trussel. Det er, fordi mecha er seje. 

I dette blogindlæg har jeg valgt at fremhæve seks action anime, som faktisk adskiller sig en del fra hinanden i tone og historie, når man kigger ud over det actionmæssige. Jeg overvejede at rangere serierne, men jeg gik fra det igen. Det ville nemlig nærmere blive en rangering baseret på serierne som helhed og ikke bare actionelementerne. Så de står i alfabetisk rækkefølge. 


Attack on Titan (2013, 2017, 2018, 2019): 
Højtflyvende højrisiko action
Der er i den grad noget på spil for menneskeheden, når recon corpset drager på mission i Attack on Titan. Og der er mistes mange liv i kampen mod titanerne - nogle med mere mening end andre. 
Attack on Titan skinner i sine actionfyldte scener, og det er tydeligt at se, hvor pengene bliver brugt. Således måtte vi overvære "vi står og taler i trætoppene"-episoden... så krudtet kunne blive skudt af i den efterfølgende konfrontation inde i skoven. Vi måtte sikkert også leve med CGI-heste til gengæld for den smukke animation af Krista. 
Witt Studio kan levere action med høj intensitet og flot animation i Attack on Titan. Samtidig drives historien også videre i disse scener. Det er også fascinerende, hvordan titanerne fremstilles som både tåbelige men også utrolig skræmmende. 



Bungo Stray Dogs (2016, 2016, 2019): 
Actionkomedie med dramatiske træk
Jeg var lige ved at droppe Bungo Stray Dogs, fordi jeg fandt den for fjollet, men det flotte håndværk fra BONES fik mig til at blive. Serien var velproduceret og havde flotte actionscener. Som tiden gik, blev jeg også mere engageret i historien og dens karakterer, hvilket gjorde actionsekvenserne bedre. Nu var det ikke bare flashy evner. Der var noget på spil. 
Dramaet i begyndelsen af sæson 2 gav især et bedre indblik i karaktererne. Indsigten i karaktererne gjorde også, at forståelsen for deres evner udviklede sig. Og med det udviklede actionscenerne sig også. 
Bungo Stray Dogs er mere end en vartiger og Danzai, der hele tiden forsøger at begå selvmord. Det er karakterer med fejl, som er voldsomt beskyttende over for dem de holder af og deres hjem Yokohama. 



Demon Slayer: Kimetsu no Yaiba (2019): 
Action med æstetiske valg
ufotable kan lave andet end Fate! Og det gør de godt. Virkelig flot animation - både i de stille stemningsfulde scener og naturligvis actionscenerne. Jeg er stor fan af, at der taget nogle æstetiske valg mht. afbildningen af Tanjiros vandteknikker. Jeg hører, at det er sådan i mangaen, men ufotable har virkelig fået det til at fungere i animeserien også. Det tilføjer actionen et nyt og frisk look efter min mening. 
Demon Slayer er en af de mest omtalte serier fra sidste år. Nogle mener, at den er en potentiel kandidat til at fylde pladsen efter Bleach blandt "de tre store". Funimation har endda kåret den som Anime of the Decade via en fanafstemning. Der er jeg ikke helt, må jeg indrømme. Demon Slayer var en udmærket action fantasy serie, og jeg kommer da nok også til at se filmen, når den engang kommer. Actionen er flot, og de enkelte karakterers evner ser ud til at blive brugt godt i den forbindelse. Vi skal bare lige have aflivet Zenitsu - eller i det mindste gjort ham stum. 
Derudover er det faktisk lidt et problem for mig, at vores hovedpersoner virker overpowered. Jo, de får brækkede ribben osv, men ingen har fået alvorlige men, selvom de har været oppe imod virkelig farlige og stærke dæmoner. Intensiteten forsvinder lidt, når det føles som om, der er mindre på spil. 




Fate/Stay Night Unlimited Blade Works TV (2014, 2015): 
Flot action fra ufotable
Denne serie er del af en større (forvirrende) franchise, og for at få mest muligt ud af den, bør man faktisk starte et andet sted. Nok Fate/stay night (2006). Unlimited Blade Works serien er dog den mest spektakulære mht. action efter min mening. 
Starten byder på en del "tell" i stedet for "show", men det er for at give seeren en forståelse for rammerne, som historien udspiller sig inden for - især hvis man er nytilkommen. Kunne det være gjort mere elegant - ja helt klart. Hen af vejen bliver der dog mere plads til, at ufotable kan spille med animationsmusklerne. 
Personligt er jeg ikke den store Saber fan, så denne rute appellerer mere til mig. Selvom historien lidt bliver noget rod. Jeg kan nemlig godt lide dynamikken mellem Shirou Emiya og Rin Tohsaka. 




Hunter x Hunter (2011): 
Nostalgisk action adventure
Som jeg på bloggen tidligere har nævnt, gav Hunter x Hunter (2011) mig en nostalgisk følelse, da jeg så den. Det virkede som action og shounen fra en anden tid. F.eks. tages dødsfald ikke så tungt medmindre det direkte påvirker vores hovedpersoner og dermed deres udvikling. Kampe finder sted for sjov skyld nærmest. Det er ikke altid et spørgsmål om liv eller død i starten. Det handler om at afprøve sig selv og sine egne styrker og svagheder. 
Hunter x Hunter har dog også sine mørkere sider. Efter min mening fungerer noget af det bedre end andet. Sådan har jeg det egentlig med flere elementer. Tilføjelsen af nen giver flere muligheder i kampscenerne, da det giver karaktererne flere våben/færdigheder at udvikle på. Chimera ants åbner også op for flere former for angreb. Deres story arc(s) fungerer bare ikke rigtig for mig. 
Overordnet set er Hunter x Hunter et sjovt action adventure i godt selskab. 





Jormungand (2012, 2012): 
Guns, bigger guns & bombs!
"Her name is Koko. She is loco. I said oh no." Våbenhandleren Koko Hekmatyar har samlet sig en umage gruppe, og den nyeste tilføjelse er barnesoldaten Jonah. 
Om man kan lide Jormungand afhænger af, om man kan lide karaktererne. Hen af vejen tegner der sig et mere sammenhængende plot, men det er karaktererne og actionen, der bærer serien. Hver karakter har sin egen styrke og måde at kæmpe på og sin egen specialisering inden for våben. 
Begge OP'er viser tydeligt, at der er knald på i Jormungand. Men der er også humor at finde - spørgsmålet er bare, om det falder i ens smag. Nogle ting er sikkert tilført, for at få seeren til at tænke "wtf". 
Hvis jeg skal sammenligne Jormungand med en action anime, fra 00'erne må det blive Black Lagoon.  




My Hero Academia (2016, 2017, 2018, 2019): 
Japansk superhelteaction med hjerte
Jeg blev virkelig positivt overrasket over My Hero Academia. Karaktererne og deres udvikling rev mig totalt med, selvom det er den klassiske underdog historie. Det er bare så veludført. Samtidig bliver der fyret op for en masse action. Musikken gør virkelig også sit arbejde i actionscener. Hold kæft hvor elsker jeg You say run! Det musiknummer kan virkelig bygge intensitet og følelser op. 
De forskellige quirks giver mulighed for mange former for action - nogen udnyttes bedre end andre. Det er også interessant at se karaktererne blive klogere omkring, hvordan de bedst kan bruge deres quirk og udvikle den.
My Hero Academia falder lidt af på den i sæson 4, når der kommer til at animere actionscenerne desværre, men jeg mærkede stadig intensiteten i kampen mod Overhaul. Sæson 4 er generelt ikke på højde med de andre, men får alligevel leveret en god afslutning med eps. 25 "His Start".




Der er selvfølgelig andre store action anime derude (som jeg ikke har set) heriblandt One Punch Man, Jojo, Kill la Kill og Mob Psycho, men de ovenstående er dem, der er blevet hængende i min bevidsthed. 

tirsdag den 2. juni 2020

Årtiets anime: Trendsætterne

Jeg syntes, det var meget passende at indlede denne kavalkade om årtiets anime med årtiets trendsættere. Listen er på ingen måde ment som en Top 5 over bedste anime. Det er animeserier, som har influeret anime i 10'erne på forskellig vis. 


1. Sword Art Online (2012), A-1 Pictures
Sword Art Online er uden tvivl den mest indflydelsesrige anime fra 10'erne. Bare kast et blik på en tilfældig oversigt over en given animesæson, og tæl så antallet af isekai... Suuuuuk... Hvilket forresten ikke var en genre førhen. Samtidig er Sword Art Online blevet i seernes bevidsthed med fortsættelser og spin-offs (som jeg ikke har set, da jeg fik nok efter Alfheim-delen, urgh). 



2. K-ON! (2009), Kyoto Animation
Ja, jeg ved godt, K-ON! udkom i 2009 og dermed ikke er en del af det netop afsluttede årti. Seriens indflydelse er dog ikke til at komme udenom. Det er takket være K-ON! at vi i dag ser serier med søde piger, der laver alle mulige former for klubaktiviteter. Nogle vil sige, at kimen til "cute girls doing cute things/stuff-genren" blev lagt allerede med Lucky Star i 2007, men jeg synes først, at "genren" tog fat for alvor efter K-ON!

Sidebemærkning: K-ON! er den eneste anime i på listen her, som jeg ikke har set. 



3. Attack on Titan (2013), Wit Studio
Attack on Titan har ikke skabt en ny genre. I stedet har den ændret en: shounen. Og sikke en titanisk genre at ændre. Med Attack on Titan blev shounen mørk og gritty. Den klassiske glade, positive og måske lidt naive hovedperson blev skiftet ud med en hævngerrig skrighals. Denne vurdering kommer fra en, der meget sjældent ser shounen, så måske det ikke har slået igennem i bredden, men det er de indtryk, der når videre til mig her på sidelinjen. 
Og det var netop også noget Attack on Titan formåede. At nå længere ud end det traditionelle animepublikum. Dette er også en af grundene til, at den er nr. 3 på listen. 
Wit Studio, som står bag Attack on Titan, sov dog i timen og lod os vente 4 år på sæson 2. På det tidspunkt var hypen droslet væsentlig ned. Det virker dog som om, at den hurtigere opfølgning med sæson 3 i 2018 og 2019 er ved at bygge den op igen. 



4. Free! - Iwatobi Swim Club (2013), Kyoto Animation
Omvendte haremsanime er ikke noget nyt, men med Free! røg den kvindelige hovedperson ud med badevandet. Free! viste, at hotte bishounen - gerne i bar overkrop i tæt relation til hinanden - er det kvinderne vil ha'. Og de kvindelige otakus kaldet fujoshi har i den grad købekraft. Så med Free! kom startskuddet til et væld af anime til kvinder og et hav af merchandise med karaktererne. 
I kølvandet kunne man blive helt i tvivl om, om en anime var tiltænkt fujoshi eller shounen... De mandlige otakus brokkede sig selvfølgelig over, at deres elskede Kyoto Animation pludselig lavede anime med hotte fyrer i stedet for søde piger. XD



5. Puella Magi Madoka Magica (2011), SHAFT
Madoka kom med et nyt og mørkt bud på mahou shoujo genren. Allerede fra start er det tydeligt, at noget dystert lurer under overfladen, men det er jo mahou shoujo med søde piger, en nuttet maskot og pastelfarver. Alvoren bliver dog tydelig i løbet af serien, som leverer flere chokerende og overraskende scener. 
Siden har flere serier forsøgt at efterligne Madoka med sin dark mahou shoujo. De har genbrugt farvepaletten, stereotyperne og "det er ikke som det ser ud"-elementet. Mahou shoujo comes with a price, så at sige. Dark mahou shoujo genren har dog ikke formået at levere noget bemærkelsesværdigt og er lige så stille fladet ud. 

torsdag den 28. maj 2020

Årtiets anime kavalkade

Jeg lagde allerede op til dette i september sidste år i blogindlægget Der er noget på vej, og nu tager jeg altså (endelig) hul på det. I en række indlæg vil jeg se tilbage på det forgangne årti med anime-øjne. Serien kommer til at hedde Årtiets anime. Jeg arbejder stadig på indlæggene og har endnu ikke udformet dem alle sammen endnu (overhovedet ^^;). Men ved at sætte det i gang sådan officielt på bloggen, håber jeg at få sat skub i det. 

Med få undtagelser vil anime'erne i Årtiets anime enten være afsluttet eller påbegyndt i årene 2010-2019. Serier med flere sæsoner betragtes generelt som én serie, medmindre tidligere sæsoner er udkommet før 2010 eller andet er angivet.

Jeg plejer egentlig at sige, at min smag indenfor anime er meget bred, men... når jeg ser tilbage på dette årti, er der helt klart genrer og typer af serier, jeg foretrækker og omvendt nogle, jeg går udenom og sjældent giver en chance. 


For mig har en god anime følgende:

1. Interessante karakterer, der udvikler sig, som jeg engagerer mig i. Dette kriterium står helt klart allerøverst.

2. En velfortalt historie. Der behøver ikke være vilde plot twists og en dybere mening. Det vigtigste er, at historien bliver fortalt på fængende og engagerende vis. Naturligvis værdsætter jeg en spændende historie, men jeg kan også finde glæde i historier, der er totalt ligetil. 

3. Et soundtrack der passer til serien og løfter den et niveau op. For mig betyder musikken i en anime rigtig meget. Det er faktisk vigtigere end selve animationen. Jeg kan acceptere panorering hen over stilbilleder, så længe det akkompagneres af et godt soundtrack. 

Det er mine hovedkriterier, når jeg bedømmer anime sådan generelt. 


Som forberedelse til Årtiets anime har jeg set tilbage på, hvilke animeserier, jeg i sin tid sprang over, og så har jeg givet nogle af dem en chance. Det er dog ret få, som jeg har set til ende i den forbindelse. Baseret på det ser det ud som om, at jeg ikke bryder mig om serier der er alt for wacky med overdrevne og/eller excentriske karakterer. 


En genre jeg er vendt tilbage til igen og igen og virkelig haft lyst til at se ind imellem er mecha. Men den har været svær at få øje på i det forgangne årti. Er mecha dødt? Jeg kan slet ikke komme på nogen virkelig gode mecha-serier. 
Iron-blooded Orphans (Gundam) var okay, men ikke noget at råbe totalt hurra for. Break Blade var god og havde potentiale, men historien blev afbrudt midt i det hele. Og så havde jo lige lige et crush på Darling in the FranXX.
Så ikke noget blogindlæg om mecha. Til gengæld kommer der nogle andre genre-fokuserede indlæg. I hvert fald et om sport, tænker jeg, for det er altså en genre, jeg har kastet mig noget mere over her i 10'erne. Jeg giver Cross Game skylden!


Jeg vil gerne give noget opmærksomhed til så mange af årtiets gode serier som muligt. Dog bliver der helt sikkert nogle, der vil gå igen flere steder og fylde mere, fordi de netop opfylder mine tre bedømmelseskriterier. 

Da jeg ikke er afklaret omkring, hvor mange blogindlæg der kommer i serien Årtiets anime, kan jeg heller ikke sige, hvor lang en periode de vil strække sig over. Men de kommer nok ikke i uafbrudt rækkefølge. 

fredag den 22. maj 2020

Anime forår 2020: del 2

Siden sidst har jeg fået set Fruits Basket 1st season, så jeg har også kastet mig ud i 2nd season. Derudover er der ikke kommet flere serier til fra forårssæsonen. Til gengæld har jeg droppet to serier. Så nu følger jeg 9. Et par er jeg dog stadig i tvivl om. Serierne står i rangeret rækkefølge.


My Next Life as a Villainess: All Routes Lead to Doom!
Set: eps. 3-7 på Crunchyroll
Okay, My Next Life as a Villainess: All Routes Lead to Doom! er gået hen og blevet min favorit fra denne sæson. Det er klart den serie, jeg ser mest frem til hver uge. Det er utrolig underholdende at følge Catarina Claes i hendes forsøg på at undgå sin doom ending som villainess. Catarina er en herlig og skøn karakter i sig selv, men resten af persongalleriet fungerer også godt. Der er sjov, ballede og hjerte i den her serie. Varm, varm anbefaling herfra. 



Sing "Yesterday" for me
Set: eps. 4-/7 på Crunchyroll
Jeg kan stadig godt lide Sing "Yesterday" for me. Dog foretrækker jeg fortsat helt klart de to voksne hovedpersoner frem for teenagerne. Måske fordi jeg nemmere kan sætte mig i deres sted. 
Vi har dog heller ikke fået særlig meget af Harus baggrundshistorie endnu. Jeg håber, det kommer, så hun ikke bare er den der mystiske/quirky pige, der dukker op ud af ingenting og er vild med hovedpersonen. Jeg tror lidt, det er en af grundene til min issue med Haru. Hun er ikke en person endnu, hun er stadig en type. 
På den anden side fik vi et bedre indblik i Rous tanker og motiver i eps. 7, og jeg er stadig ikke fan af ham. Overordnet nyder jeg dog som sagt stadig dramaet og historien. 



Ascendance of a Bookworm S2
Set: eps. 4-7 på Crunchyroll
Det er stadig en god serie, og jeg hygger mig i Mains og de andre karakterers selskab. Der er dog kommet et par til, som jeg ikke er så begejstret for, men Main er godt på vej til at få dem omvendt. Hehe. 



Fruits Basket 2nd season
Set: eps. 1-7 på Crunchyroll
Jeg anbefaler helt klart, at man ser 1st sæson først. Men har man set den, vil man også synes om 2nd season. Den fortsætter i samme tone og udvikler både på historien og ikke mindst karaktererne. Fruits Basket bæres primært af sine karakterer, så hvis man kan lide dem, vil man også synes om serien. Vigtigst er det nok, om man kan lide Tohru. 
Hun var i hvert fald grunden til, at jeg i sin tid droppede Fruits Basket, da jeg kastede mig ud i den for... 12-13 år siden...? XD Jeg kan ikke engang huske, om det var animeserien eller mangaen, jeg forsøgte mig med dengang. Jeg ved ikke, om hun er blevet ændret i forhold til denne reboot eller om jeg har fået nemmere ved hendes type, men jeg kan i hvert fald godt acceptere hende nu. 



Kakushigoto
Set: eps. 2-4 på Wakanim
Jeg må sige, at episode 3 ændrede mit syn på serien og eps. 4 fulgte godt op. Fra at være en gakket komedie, er der nu glimt af noget mere. Og det mere går direkte i hjertet. Hold da op. Jeg havde ikke regnet med at blive ramt på den måde. Det er stadig klart det gakkede og overdrevne, der fylder mest, men jeg håber, at det måske kan ændre sig lige så stille. Jeg håber også, at vi får noget mere af teenage-Himes timeline. Men alt i alt er Kakushigoto kun blevet bedre. 



Wave, Listen to Me!
Set: eps. 3-4 på Wakanim
Wave, Listen to Me! adskiller sig tydeligt fra resten af sæsonens serier. Jeg ved heller ikke rigtig, hvad jeg ellers skulle sammenligne den med - og det er nok noget af det, der holder min interesse fanget. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal forvente, når jeg sætter mig til at se en episode, og efterhånden tyder det på, at det er en god ting i det her tilfælde. Jeg er ikke super hooked på serien, men jeg er nysgerrig. Serien bliver på 12 episoder, og så må vi se om konceptet og karaktererne kan holde hele vejen hjem. 



Arte
Set: eps. 3-4 på Wakanim
Arte er en ganske fin gennemsnitlig serie med nogle enkelte gode og sjove øjeblikke. Jeg havde ikke forventet det romantiske element, og jeg er faktisk lidt ked af, at det er blevet en ting. Jeg er nemlig bange for, at det vil føre til en kedeligere udvikling af Arte og Leos relation. Arte er en ret stille og rolig serie, som man måske godt kunne bruge som healing anime. 




Måske...

Gleipnir
Set: eps. 2 på Wakanim
Jeg kan godt se potentiale i Gleipnir. Jeg er positiv overrasket over Claire. Det ser nemlig ud til, at hendes karakter har flere lag, og hun ikke bare er til for at dåne over og tease den mandlige hovedperson. Hun har også sin egen agenda, opdager vi, da der afsløres lidt mere om plottet. Selvom hendes hovedformål dog stadig virker til at være at tilfredsstille mandlige seere...
Det falder sammen med det, jeg virkelig ikke bryder mig om, men som der desværre nok heller ikke blive mindre af: panty og boob shots - i det hele taget seksualiseringen af pigerne. SUK mand....! Kammer det (mere) over, kunne det bestemt godt få mig til at droppe serien. 



Listeners
Set: eps. 2-3 på Wakanim
Jeg er så forvirret over den verden, som Listeners udspiller sig i. Fjenderne kaldes Earless, men skyggefigurerne har tydeligvis ører...!? Hvorfor står de på skulderen af robotten i stedet for at have et cockpit? Hvor er vi henne geografisk? Hvordan er playere forskellige fra almindelige mennesker, og behøver de være det?
Jeg ved godt, at vi kun er 3 episoder inde i serien, men den world building altså... jeg er ikke imponeret. I eps. 3 møder vi heldigvis to karakterer, som jeg bedre kan lide end vores hovedduo. Så jeg håber, at vi kommer til at se mere til dem. Listeners får 1-2 episoder mere maks. til at forbedre sig. 



Nope

Tamayomi: The Baseball Girls
Episode set: 2 på Wakanim
Jeg tror godt nok, at vi stadig har et par karakterer til gode, men jeg magtede simpelthen ikke mere efter eps. 2. Jeg kunne intet positivt finde. Der er stadig ingen karakterer, jeg kan lide, og den ene tvilling går mig virkelig på nerverne. Character designet er dårligt. Det irriterer mig, at pigernes frisurer er totalt upraktiske i forhold til sport. Animationen er ringe og mangelfuld. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst så så dårlig en anime. 



Woodpecker Detective's Office
Episode set: 3 på Crunchyroll
På sin vis er jeg tilfreds med at have set eps. 3, så jeg fik en forløsning på mysteriet. Det var rart, at der kom nogle nye karakterer på banen, men samtidig sagde de mig ikke rigtig noget nogen af dem. Og jeg synes stadig, at Ishikawa er en idiot. Således tager jeg afsked med Woodpecker Detective's Office. Det var ikke noget for mig. 


mandag den 27. april 2020

Anime forår 2020: del 1

I vinters startede jeg på 10 serier og endte med at se 5 færdige - og var som sagt på ingen måde imponeret på nær mht. Haikyu! To the Top. Altså skal der ikke meget til, før forårssæsonen gør det bedre. Der var da også rigtig mange serier, som fangede min opmærksomhed her i den nye sæson. Hele 13, og der er kun én fortsættelse og én reboot. Så 11 helt nye bekendtskaber.

Jeg har valgt at gå til dette første indlæg om forårssæsonen på en lidt ny måde. Jeg skal nok komme omkring alle de serier, jeg er begyndt på, men jeg har delt dem lidt op i kategorier.

Vi har haft nogle problemer med Wakanim. Det er ikke altid, at siden vil afspille en given episode. Så det går lidt langsomt med at få set serier hos dem. Vi har f.eks. først lige fået begyndt på Gleipnir her til aften. Det er en skam, for de har faktisk størstedelen af de serier, jeg ser i denne sæson.



Min favorit
Sing "Yesterday" for me
Episoder set: 1-3 på Crunchyroll
Status: ser fortsat
Jeg kan godt lide tegnestilen, tonen og dramaet, som serien allerede har vist og lægger op til. Jeg værdsætter også, at to af vores hovedpersoner er voksne. Det gjorde mig også mildere stemt, at det i eps. 3 bliver afsløret, at Haru Nonoka er 18. Jeg havde egentlig troet, at hun skulle forestille at være 16. Det er jeg glad for, hun ikke er. Jeg håber således, at Sing "Yesterday" for me udvikler sig til et voksent drama frem for high school drama. Jeg ser frem til at komme ind under huden på karaktererne og se deres relationer udvikle sig. Jeg kan dog helt klart bedst lide de to voksne karakterer: Rikuo Uozumi og Shinako Morinome.
Serien bliver på 18 episoder, hvilket jeg ser som positivt. Dels at vi får mere end en sæson, men især at serien falder uden for normen med det antal. Det ser man sjældent. Så jeg vover at tolke det som om, at der er tiltro til serien og dens skabere, og at skaberne har styr på historien. De ved at de skal bruge lige præcis 18 episoder til at fortælle den. Det ville i hvert fald være fedt, hvis det var tilfældet.




Største positive overraskelse
My Next Life as a Villainess: All Routes Lead to Doom!
Episoder set: 1-2 på Crunchyroll
Status: ser fortsat
Da jeg så traileren til denne serie, tænkte jeg egentlig, at det ikke var noget for mig. De positive anmeldelser på ANN, fik mig dog til at give den en chance alligevel. Inden for de første par minutter, når jeg dog at tænke "nope", for hvor er Catarina Claes, da godt nok forfærdelig. Heldigvis bliver det meget bedre, da Catarina slår sit hoved, og pludselig husker, at hun er en død otaku, der er blevet reinkarneret i en verden, der minder om et otome spil, hun engang spillede.
Derefter bliver Catarina totalt anderledes, og det gør SÅ meget for serien. Det er sjovt at se, den klassiske omvendte haremsserie fra rivalindens side og se hende forsøge at undgå sine mange mulige veje til DOOM. Indtil videre har vi befundet os i Catarinas barndom, og det har jeg det faktisk fint med. Jeg er spændt på, hvordan det bliver, når heltinden Maria introduceres, men det er også rart at se, hvordan Catarinas relationer til de andre karakterer bliver skabt og udviklet.
Dette er den anden isekai med en kvindelig hovedperson inden for det de sidste sæsoner, og jeg er blevet meget positivt overrasket over dem begge. My Next Life as a Villainess: All Routes Lead to Doom! bæres meget af Catarina, men indtil videre fungerer det, for hun er en sjov og sød karakter. Klippet herunder er fra første episode.





Den gode fortsættelse
Ascendance of a Bookworm S2
Episoder set: 1-3 på Crunchyroll
Status: ser fortsat
Ascendance of a Bookworm S2 fortsætter, hvor sæson 1 slap. Man bør altså starte der i stedet for at springe på vognen her. Jo, man kunne sikkert godt lige læse sig hurtigt frem til, hvem de forskellige personer er, og hvad der er sket (for der er jo ikke sket det store), men det ville være synd. Jeg synes det er en del af charmen ved serien at være med på Mains "rejse". Ascendance of a Bookworm er den anden isekai med en kvindelig hovedperson, som jeg refererede til ovenfor.





Lad os se tiden an
Arte
Episoder set: 1-2 på Wakanim
Status: ser fortsat
Jeg fik øje på Arte, fordi den kvindelige hovedperson, som serien er opkaldt efter, ligner Nodame fra Nodame Cantabile. Desværre er det kun den fysiske fremtoning, der er sammenfaldende. Arte beskrives godt nok som a weird one af den mandlige hovedperson Leo, men... der er et stykke vej op til Nodame-niveau. Nodame er selvfølgelig også en af mine all-time yndlingskarakterer.
Historien i Arte starter okay ud. Jeg er ikke vildt imponeret men heller ikke totalt afvisende. Jeg håber, der bliver lidt mere gods i serien - enten i form af noget drama eller bedre komedie.




Gleipnir
Episoder set: 1 på Wakanim
Status: ser fortsat
Jo, ja... Jeg er hverken totalt på eller totalt afvisende. Gleipnir afslører ikke det store om hverken sin historie eller sin setting her i episode 1. Ud fra omtalen om serien havde jeg regnet med, at jeg ville hade den kvindelige hovedperson Claire Aoki ved første øjekast, fordi hun angiveligt skulle være lidt af en yandere a la Yuno Gasai fra Mirai Nikki. Jeg er lidt skeptisk, men har ikke besluttet mig 100 % endnu. Den mandlige hovedperson Shuichi Kagaya er svær at blive klog på her i eps. 1, selvom vi ellers får del i hans tanker. Han deler stemme med Tanjiro Kamado fra Demon Slayer, som jeg efterhånden synes, jeg hører alle steder for tiden... XD Stemmeskuespilleren har dog en bred vifte af roller på sit CV, så det siger ikke nødvendigvis noget om Shuichis karaktertype.
Der lægges op til en større omgang action. Spørgsmålet er så bare, hvordan det bliver, når det er animatronics, der slås. En ting er dog sikkert. Den er henvendt til et ældre publikum, for inden selve episoden tonede frem på skærmen var der en advarsel om "mature content".




Kakushigoto
Episoder set: 1 på Wakanim
Status: ser fortsat
Man kan godt se, at den originale skaber Kouji Kumeta også har lavet Sayonara Zetsubou Sensei. Humoren ser dog ikke ud til at være helt så morbid i Kakushigoto, men humor det er der. Jeg skal så bare have fundet ud af, om det er min form for humor. Jeg havde håbet på en sammenhængende historie, men episode 1 er delt op i to dele med hver sin lille historie / sketch. På sin vis er det godt at gøre det på den måde frem for at strække en joke ud på en hel episode, som ikke kan bære det. Det viser noget selverkendelse fra skabernes side.




Listeners
Episoder set: 1 på Wakanim
Status: ser fortsat
Jeg så en youtuber nævne, at han fik en Eureka Seven vibe fra Listeners, og efter at have set eps. 1 forstår jeg det godt (selvom jeg kun har set 7 episoder af Eureka Seven). Stilen ligner. Historiemæssigt er der mange klassiske træk i eps. 1 af Listeners. Dreng finder mystisk pige. Dreng er lidt af en fanboy og en drømmer (selvom han ikke vil indrømme det sidste). Dreng og mystisk pige drager på eventyr sammen. Jeg har det okay med vores to hovedpersoner indtil videre, men nu må vi se. Hvad jeg er mere spændt på er world buildingen! Vi får nemlig ikke forklaret særlig meget her i eps. 1. Og noget af det de nævner, giver heller ikke så meget mening endnu.




Wave, Listen to Me!
Episoder set: 1-2 på Wakanim
Status: ser fortsat
Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om den her, men wow et godt stykke stemmelægningsarbejde! Wave, Listen to Me! er en komedie, og jeg ved endnu ikke rigtig om dens humor er min humor. Igennem eps. 1 oplevede jeg nemlig forskellige wtf-øjeblikke og generel forvirring omkring, hvad i al verden jeg havde kastet mig ud i, og hvor serien vil hen. Og eps. 2 gjorde mig heller ikke rigtig klogere... ^^;




Woodpecker Detective's Office
Episoder set: 1-2 på Crunchyroll
Status: ser fortsat
Efter eps. 1 var jeg forvirret over, hvilken tidsperiode vi befinder os i. Efter eps. 2 er jeg blevet mere klar på det, men nu er jeg forvirret over hvor historien vil hen. Jeg bryder mig også mindre og mindre om den ene hovedperson Takuboku Ishikawa. Han er da godt nok en... ja, det ved jeg ikke... men en eller anden form for ulidelig idiot. Jeg håber, at nogle af de andre karakterer kan banke ham på plads. Det virker også utrolig underligt, at hvad der skulle forestille to bedste venner, seriøst anklager hinanden så groft i eps. 2. OP'en lægger op til, at det skal være et ensemble cast, og jeg håber, at de andre karakterer kan gøre serien mere fornøjelig og seværdig. Woodpecker Detective's Office får en episode mere at løbe på.




Største skuffelse
Tamayomi: The Baseball Girls
Episoder set: 1 på Wakanim
Status: ser fortsat
Jeg havde set frem til at se en sportsanime med fokus på et pigehold. Det ser man nemlig yderst sjældent. Efter eps. 1 er forventningerne dog sat noget ned. Dels virker det mere som en "cute girls playing baseball" serie end en sportsserie. Dels siger karaktererne mig ikke noget. Faktisk tangerer et par allerede til det trælse... men nu må vi se, hvem der kommer til at fylde, når holdet er samlet. Tamayomi: The Baseball Girls får altså et par episoder mere til at bringe nogle flere karakterer i spil, men jeg forventer ikke længere noget.




Forsinket pga. covid-19
Appare-Ranman!
Episoder set: 1 på Wakanim
Status: udskudt på ubestemt tid
P.A. Works... I lokker mig. Hver. Gang. Animationen er flydende. Farverne stærke. Karaktererne... nedern, stereotypiske rød vs. blå. Og hvorfor er Appare Sorano rød i begge mundvige...?! Settingen er underlig, men kunne godt fungere. Det kommer helt an på karaktererne, for historien ser ret klassisk ud. Og som sagt er jeg på ingen måde fan af nogen af de to hovedpersoner. Men måske er der nogle interessante imellem bipersonerne. Vi så korte glimt af dem alle (tror jeg), men en replik er ikke meget at bedømme ud fra. Appare-Ranman! får således nok en episode mere til at folde sit persongalleri ud. Det bliver bare ikke en prioritet lige nu, selvom der er to episoder mere tilgængelige, da serien er udskudt på ubestemt tid.




Digimon Adventure: 2020
Episoder set: 1-3 på Crunchyroll
Status: udskudt på ubestemt tid
Det var med blandede følelser, jeg satte mig til at se rebooten af Digimon. Dels blev jeg meget skuffet over jubilæumsfilmserien Digimon Tri. Dels har jeg det stadig svært med at se Digimon på japansk. ^^;  Og nu skulle jeg så endda se noget jeg kender med japanske stemmer - eller det troede jeg. Digimon Adventure: 2020 er vitterligt en reboot og ikke en remake! Vi er tilbage ved start, men det er en helt anden historie, der har udspillet sig indtil videre. Der er heller ikke blevet forklaret noget om digimonernes forskellige power levels.
Jeg har hørt, at Digimon Adventure: 2020 både er tiltænkt nostalgi-seere og nye. Indtil videre kan jeg sagtens se en ny generation falde for Digimon. Det er den gamle tegnestil men i bedre kvalitet. Personligt savner jeg dog lydeffekterne fra de gamle serier. XD Selvom meget er nyt, må jeg faktisk sige, at jeg generelt er positiv stemt overfor Digimon Adventure: 2020, og jeg er spændt på, hvordan historien kommer til at udfolde sig. Jeg var også fan af, at der blev lagt op til, at Kari allerede skulle være med fra eps. 3 - det blev så desværre ikke helt aktuelt, men der var gode hints. 




The Millionaire Detective – Balance: UNLIMITED
Episoder set: 1 på Wakanim
Status: udskudt til sommersæsonen
En samling afvigere og ideologier, der støder sammen. Det var, hvad jeg forventede af denne serie. Vi får dog kun rigtig set en af afdelingens betjente i aktion, men ud fra character design og korte glimt af resten, virker afvigerne harmløse og kedelige. Det ligner mere, at de er endt i den afdeling, fordi de havde for travlt med at spise donuts, frem for at have stærke holdninger eller deres egen måde at gøre tingene på - bortset fra vores hovedperson Haru Katou.
Ind fra siden kommer så den tåbeligt rige Daisuke Kanbe, som bestemt har sin egen måde at gøre tingene på - og han løser alle sine problemer med penge. Ligesom Batman er hans superkræfter, at han er rig. Daisuke Kanbe præsenteres dog som en egoistisk idiot. Jeg ved ikke, om det er meningen, han skal være charmerende, men hans charme virker ikke på mig.
Grundet covid-19 er produktionen dog blevet forsinket, så serien er blevet rykket til sommersæsonen. Ergo ryger den på hold. Så må vi se, om jeg finder den frem igen, når sommeren er over os.