torsdag den 27. august 2015

Japanturen 2015 - del 6: Udflugt til Kamakura og Enoshima

Jeg havde læst, at hvis man ikke havde tid til at tage til Nikko, skulle man lægge turen forbi Kamakura. Eftersom jeg var i Nikko på min sidste tur til Japan, og jeg ikke følte, at jeg behøvede besøge det igen, vendte jeg snuden sydpå sammen med Morten og Stefan.

Jeg var ikke sikker på, at vi kunne nå både Kamakura og Enoshima på samme dag, men jeg satsede på det. Jeg havde derfor udvalgt to seværdigheder i det vestlige Kamakura, som man kunne kombinere, en i det nordlige og en shoppinggade, som førte nordpå. Vi startede med at gå vestpå. Jeg havde dog undervurderet afstanden, så vi endte med at gå ca. 1,5 km i høj sol. ^^; Heldigvis var der en rar brise, og så fik vi set nogle almindelige boligområder med mere traditionelle huse også.


Efter vores gåtur ankom vi til den store bronze Buddha. Oprindeligt havde den stået inde i en bygning, men den havde vejrguderne taget sig af i årenes løb, så nu stod statuen i det fri. Foran var der stillet en stor krukke til røgelsespinde og en "kasse" til at ofre penge i.


Der var en god sjat turister - både japanske og udlændige, som I kan se på billedet herover. I bygningen til højre kunne man bl.a. købe postkort, lykkeamuletter, små Buddhafigurer og lignende souvenirs.

Der var sågar mulighed for at komme ind i statuen. Jeg tror kun, det kostede kun 20 yen, men der var ingen af os, der havde lyst til at blive bagt yderligere... selvom der var udluftning bag på Buddhaen. XD Indgangen til statuen så nemlig også ret lille ud. Vi kunne også kun se én indgang, så vi tænkte desuden, at det ikke ville være praktisk, hvis vi skulle til at gå forbi andre derinde. Der var dog japanere som begav sig indenfor i det varme mørke.




Bagefter gik vi videre til Hasedera Temple, som skulle ligge et par 100 meter fra Buddhaen. Vi fandt det ret let, for der var godt skiltet (med bogstaver). Udenfor Hasedera var der en port med en papirlanterne i, og det var åbenbart et populært sted at få taget billeder. Der stod i hvert fald to grupper af kvinder og forsøgte at komme til. På den anden side af porten var der en have med en lille dam i. Rundt omkring i haven stod der forskellige statuer - de fleste af dem var Buddhaer. Lidt oppe af bakken på vej op til Hasedera, var der et lille shrine. Vi tror, det var for døde børn, for der lå legetøj inde i det. Rundt om det stod der en masse statuer. Der var også vaser, som man kunne sætte blomster i ligesom på danske kirkegårde.


På toppen af bakken lå Hasedera så. Det var et rigtig naturskønt område, og der var mange fine ting at se på på tempelområdet, men selve Hasedera var faktisk ikke så spændende, som jeg havde regnet med. Vi fik dog mulighed for at kigge lidt ud over byen deroppefra og se havet. Der var også en grotte med helligdomme indeni, hvilket var meget interessant at se. Man skulle dog passe på hovedet i visse dele af grotten.


Bagefter tog vi toget tilbage til Kamakura station, hvorfra vi gik nordpå af en shoppinggade. Ved starten af gaden lå der faktisk en hyggelig Ghiblibutik, men nøj hvor var den tætpakket med mennesker på underetagen. Da vi alle tre godt kunne spise noget, fandt vi en soba-tempura-restaurant, inden vi gav os til at udforske Hachimangu Shrine.


Billedet herover er taget foran Hachimangu Shrine og sydpå ned mod byen. Den åbne bygning på billedet er en dansescene, som stadig bruges ind imellem til festlige lejligheder. Da vi havde set os om ved shrinet, gik vi tilbage til stationen gennem shoppinggade. Så tog vi toget til Enoshima - denne strækning var ikke dækket af Japan Rail Pass, men det kostede ikke det helt vilde. Fra Enoshima Station gik vi gennem et turistområde, over en bro og ud på øen.
Det blæste en del ved vandet, men det var bare rart med noget vind, for solen varmede fortsat meget. Jeg havde egentlig skrevet en 2-3 seværdigheder på Enoshima ned, men vi kunne ikke nå dem alle sammen, for de lukkede allerede inden for den næste times tid. Så jeg valgte at prioritere Enoshima Shrine, som lå måske halvvejs eller 2/3 oppe af bjerget.


Ved shrinet var der også en stor flettet krans, som vi så nogle kvinder bede foran og så gå igennem. Der var dog ingen skiltning på engelsk, så vi anede ikke, hvad det gik ud op. Det var hårdt med de stejle trapper, men vi var for nærige til at betale for rulletrappen. Vi var dog godt tørstige, da vi kom op, men der var ikke mere vand i de to vending machines, så vi trak juice i stedet for.
Vi hilste også på en kat, som nærmest virkede til at være en hel seværdighed i sig selv. Den sad rigtig fint og viste sig frem. Vi satte os ved siden af den, imens vi drak juice og hvilede benene lidt. Da der kom et barn på et par år, som gik hen mod katten, flygtede katten op i skødet på Stefan. XD Den havde nok haft nogle dårlige oplevelser med andre småbørn. Katten blev rigtig glad for Stefan, og da han ville rejse sig, blev den ved med at kravle længere op af ham. Den lagde også hovedet imod hans mave.



Da vi som sagt ikke kunne nå de andre ting, gik vi ned af bjerget igen og tilbage gennem en gade med små butikker. Jeg ville  gerne i Enoshima Island Spa, men det så ud til, at man skulle bruge badetøj derinde, og det havde vi ikke med. Man kunne godt leje noget, men det var meget pebret og oveni det, var indgangsprisen heller ikke helt lille, så vi valgte at droppe det. Vi satsede og sprang på en bus, og krydsede fingre for, at den kørte mod fastlandet - vi forstod nemlig intet af busplanen, da den kun stod med tegn. Heldigvis kørte den i den rigtige retning, og vi kunne stå af, så snart vi var ovre broen. Derefter gik turen igen gennem et turistområde hen til stationen. Det var sjovt at se, hvor meget påklædningen havde ændret sig i forhold til i Tokyo. Ved Enoshima gik folk meget mere afslappet klædt. Det virkede også mere som et ferieområde med mange små kiosker og butikker.

Jeg vil gerne anbefale at tage en tur til Kamakura. Hvis jeg skulle gøre det igen, ville jeg nok have droppet Enoshima og bare set noget mere i Kamakura, for det blev for presset med begge steder på en dag, når seværdighederne lukker allerede i tidsrummet kl. 16:30-18:00. 

søndag den 23. august 2015

Cosplayshow til DR Frit Spil

Søndag den 27. september åbnes dørene til DR Frit Spil. Det er et arrangement, som er blevet til i samarbejde mellem DR, Copenhagen Games, w00t – Copenhagen Play Festival, slap.dk, J-Popcon, Vallekilde Højskole og Guldbrikken. Til arrangementet er der mulighed for at se og snakke om Counter Strike, League of Legends og Hearthstone. Der er også mulighed for selv at game forskellige spil på de opstillede konsoller. De bevægelsesglade kan dyste i Just Dance og være med i kampen om at blive kåret som den bedste Just Dancer. Derudover kan man også møde en række danske spiludviklere og derigennem få et indblik i spiludviklingsbranchen. Det er dog ikke kun digitale spil, det drejer sig om. Der kan også spilles brætspil, og så uddeles Guldbrikken i forskellige kategorier.
Dørene åbnes kl. 12 til Frit Spil i DR Koncerthuset, Studie 2, Studie 3 og foyerområderne. Kl. 17 er der så Gulbrikken prisoverrækkelse, og kl. 17:45 rundes arrangementet af med et cosplayshow. Der vil først være en introduktion til cosplay efterfuldt af en optræden fra Hobitten - mon ikke det er et gensyn med Fili og Kili fra J-Popcon 2015. Derefter indtager deltagerne catwalken - så der er altså ikke et decideret "show", som vi kender det med acts. Der vil være en kort præsentation af cosplayerens karakter og kostume. Deltagerne har selv haft mulighed for at vælge, hvad der særligt skal lægges fokus på i præsentationen.

Jeg har valgt at lave et interview med en af deltagerne. Hun hedder Anne Sofie Andersen, og det er bestemt ikke første gang, hun skal på en scene. Hun har nemlig cosplayet siden 2006 og deltaget i flere cosplaykonkurrencer - også i udlandet. 

Hvordan kom du i gang med at cosplaye?
Jeg læste om fænomenet på et forum, der hed Mangamania. Det lød som det mest spændende i verden, og der var tilfældigvis et event i Cinemateket kort tid efter, hvortil jeg lavede mit første cosplay: en OC fra Tokyo Mew Mew.

Hvad går du mest op i mht. cosplay?
Jeg går mest op i at have det sjovt med mine venner, men jeg går også meget op i den kreative del ved at skabe et kostume. I den forbindelse er det vigtigt for mig at blive udfordret på mine færdigheder. Jeg går også meget op i konkurrencer og stiller som regel op for at vinde.

Hvorfor har du valgt at stille op i cosplayshowet til DR Frit Spil?
Jeg er et konkurrencemenneske og stiller op i alt, jeg kan komme til. Frit Spil er nyt, spændende, og jeg har ikke før stillet op i en konkurrence, der "kun" er en catwalk, som den lader til at være.

Hvordan er dine forventninger til cosplayshowet?
Jeg forventer, der er styr på det tekniske. At det tekststykke, jeg har skulle sende ind, bliver læst korrekt op, og at de siger mit navn rigtigt. Ellers håber jeg på, der vil blive taget en masse billeder af mit kostume.

Hvem skal du cosplaye som, og hvorfor er valget faldet på denne karakter?
Jeg skal cosplaye som Merida fra Disneys Brave, som jeg også havde på til SVScon 2015. Jeg har valgt hende, fordi jeg ikke føler, jeg har fået vist kostumet nok frem, men også fordi jeg er meget stolt af netop dette kostume.

Publikummet til DR Frit Spil er måske ikke så bekendt med cosplay. Har det haft en betydning for dit valg af karakter? 
Jeg lærte for længe siden, at min smag i karakterer er en smule obskur, så jeg er vant til ikke at blive genkendt. Men Merida har da sit eget spil OG er med i Disney Infinity. Så hun er vel en form for spilkarakter. XD

Er der nogen af de fire kategorier (Best look-a-like, Best craft, Best Prop, Judges favorit), du går specielt efter at vinde?
Jeg går efter Best Craft eller Best look-a-like. Jeg har lagt utroligt mange timer i kostumet på det håndværksmæssige plan, men jeg har også lavet cosplayet, fordi folk synes, jeg ligner Merida.

Hvilke forventninger har du ellers til DR Frit Spil?
Jeg forventer, at det er lidt ligesom CPHgames bare i mindre format. Og så er jeg spændt på at se hvordan de vil bruge koncertsalen!

Ville du være taget til DR Frit Spil, hvis du ikke skulle have været med i cosplayshowet?
Nej, det ville jeg ikke, så meget spiller jeg ikke.

onsdag den 19. august 2015

Opsamling på sommersæsonen

Så... sommersæsonen har det med at være lidt bleh. Der plejer at være godt med fan service fra storbarmede piger og beroligende moe - letfordøjeligt anime, som ikke kræver den store tankevirksomhed. 

Jeg er således kun startet på seks serier i denne sæson, hvoraf den ene bare er en 2-minuters. De seks serier er (i alfabetisk rækkefølge):
  1. Akagami no Shirayuki-hime / Snow White with the Red Hair
  2. Gangsta.
  3. Gatchaman Crowds Insight
  4. God Eater
  5. Rokka no Yuusha / Rokka: Braves of the Six Flowers
  6. Wakako-zake
Shirayuki-hime har jeg kun set en eps. af indtil videre. Pga. hendes hår, den middelalderlige fantasy-agtige verden og hendes snarrådighed minder den kvindelige hovedperson mig om Yona fra Akatsuki no Yona. Det kunne også godt tyde en lille smule på, at Shirayuki-hime godt kunne gå hen og blive en omvendt haremsserie ligesom Akatsuki no Yona. Inden jeg gik i gang med serien, havde jeg læst en anmeldelse, hvor der stod noget lignende, at det var Disney møder anime - og jeg kan godt se, hvor anmelderen ville hen. Der mangler bare et sødt væsen af en art, og ikke mindst at nogen bryder ud i sang - men det kan jo nå at ske endnu. ^^ Shirayuki-hime har indtil videre ikke imponeret mig synderligt, men jeg er frisk på at give den et par episoder mere for at se, hvor det fører hen.

Gangsta. er det blevet til to eps. af. Gangsta. var nok den serie i denne sæson, som jeg så mest frem til, fordi det er en seinen serie. Jeg valgte at begynde på serien, fordi jeg fik en "Black Lagoon vibe" fra den i traileren, og her efter to eps. passer det stadig meget godt. Jeg er lidt spændt på, om der kommer en større sammenhængende historie, eller det bare bliver et indblik i, hvordan hverdagen nu engang er i en korrupt by. I slutningen af eps. 2 så vi lidt til en mulig big bad guy i form af en mand og hans to håndlangere, der slagter en af de ellers stærke i byen. Nu må vi dog se, hvor det fører hen, men Gangsta. har min interesse.

Gatchaman Crowds Insight er en direkte fortsættelse til Gatchaman Crowds. Så har man ikke set sæson 1, vil jeg klart anbefale, at man starter der. Ved at se sæson 2 har jeg dog måtte sande, at der var visse ting fra sæson 1, hvor jeg bare måtte acceptere, at sådan hænger verden sammen. Det skete dog ret hurtigt, og så kunne jeg give mig hen til den nye historie, som indtil videre er rigtig interessant. Gatchaman Crowds Insight er en serie, som man ikke skal skue på hårene. Den kan virke tåbelig med sine helte i flashy kostumer, aliens osv., men det er faktisk en ret intelligent serie, som formår at stille nogle samfundsrelaterede spørgsmål og give en noget at tænke over.

God Eater har jeg set alle fem tilgængelig eps. af. Jeg var meget i tvivl om, om jeg skulle se denne serie, så jeg gav mig til at læse anmeldelser på ANN. Der lød det til, at den først rigtig kom op i gear i eps. 4, og at der var nogle ting man lige skulle se igennem fingre med. Der blev også trukket paralleler til Shingeki no Kyojin. Jeg valgte at springe ud i det og give God Eater en chance. Jeg vidste dog, at hvis jeg ikke skulle gå i stå med den, skulle jeg se de fire eps., der på det tidspunkt var tilgængelige ret kort efter hinanden - så det gjorde jeg. Da personerne stoppede med at tale til patter, og vi var kommet igennem introduktionen af alle figurerne, ser serien nu ud til at have potentiale. Jeg ryster dog stadig på hovedet hver gang jeg ser de to kvinders "kampuniformer". Lige nu bæres serien af sin flotte visuelle side, som tilføjer det der ekstra til actionsekvenserne, og sit mystery element. Der er nemlig ikke rigtig nogen af personerne, som rigtig siger mig det store.

Rokka no Yuusha har jeg set to eps. af. Jeg gik i gang med denne serie, fordi jeg havde lyst til at se en god gang fantasy. Indtil videre har vi kun for alvor mødt to af personerne, og prinsessen var ikke den klassiske tsundere - hurra. Jeg er derfor spændt på at møde resten af de seks (eller skulle jeg sige syv) "braves". Ud fra beskrivelsen af serien i forskellige databaser, havde jeg faktisk regnet med, at hele gruppen ville være samlet allerede, således at det på nuværende tidspunkt ville handle om, hvem der udgav sig for at være en "brave" - men nej, der ser ud til at være et stykke endnu. Jeg håber dog, at serien rubber sig i de næste eps., ellers har jeg svært ved at se, hvordan den skulle nå at levere en slutning på kun 12 eps. - men det er jo også muligt, at det bliver en 2x12 serie.

Wakako-zake er serien med de korte eps, som jeg har set fem af. Det er en afslappende lille serie om mad - og det er derfor jeg ser den. Mere er der ikke rigtig at sige. ^^;

fredag den 14. august 2015

Japanturen 2015 - del 5: Til baseballkamp

Efter min tur til Japan i 2011 lavede jeg nogle blogindlæg, hvor jeg fortalte forholdsvis overordnet om at rejse til Japan. I denne omgang har jeg i stedet valgt nogle anderledes ting ud fra turen her i sommers, som jeg vil fortælle om.

Jeg har igennem årene fået set en sjat sportsanime, og størstedelen af dem har haft baseball som fokus. Hovedpersonerne har gået i high school, spillet på skolens hold og for de fleste har drømmen været koshien. Den første baseballanime, jeg så, var Princess Nine. Det er faktisk også den eneste baseballanime, jeg har set, der handler om et pigehold. Det var dog først med Cross Game, at jeg begyndte at interessere mig lidt mere for sporten og fik en forståelse for, hvordan det fungerer og de strategier, der ligger bag. For tiden ser jeg faktisk også en baseballanime, nemlig Ace of Diamond. Den har mange manly moments og manly tears. Jeg ser serien sammen med Morten, som også har set Cross Game. 

Da vi planlagde rejsen til Japan snakkede vi to om, at det kunne være sjovt at prøve og se en baseballkamp. I en guidebog faldt jeg så over en passage om Jingu Stadium i Harajuku-Aoyama-området. Efterfølgende gik jeg ind på deres hjemmeside, som de heldigvis havde en ganske udmærket engelsk udgave af. Jeg kunne se i kampprogrammet, at der kun var én dag, som ville passe ind i vores rejseplan. Jeg fandt også ud af, hvor man købte billetter, men jeg kunne ikke hitte ud af om, man burde bestille eller købe billetter i god tid.
Morten og jeg valgte dog at vove pelsen og gå derhen på kampdagen for at købe billetter. Der var ingen af de andre, der ville med. Vi fandt det rette gate, og billetdamen var rigtig god til engelsk, så det gik super nemt. Vi valgte at sidde infield på hjemmebanesiden. Vi tænkte, at det ville være sjovest. 
Kampen begyndte kl. 18:00, men man kunne komme ind allerede kl. 16:30. Vi ankom en tre kvarter før kampstart, efter vi havde spist tidlig aftensmad og købt snacks, drikkevarer samt en paraply. På vej til Jingu Stadium var der dog rig mulighed for at købe mad og tage med derhen. Vi fandt vores pladser, og jeg følte mig lidt stor, for klapsædderne var ret små, og der var ikke meget plads mellem rækkerne til ens ben. Heldigvis kom der aldrig nogen ved siden af mig, så vi kunne fylde lidt ekstra. Pladsen ved siden af Morten var også fri, da kampen begyndte, men der kom faktisk en del tilskuere i løbet af kampen.


Under opvarmningen trissede hjemmeholdets to maskotter rundt på banen. Vi havde det begge to varmt, så vi turde slet ikke forestille os, hvor varmt det var at have maskotdragten på. Vi gætter på, at det var en af cheerleaderne, der var inden i hun-svalemaskotten, for hun dansede med på alle cheerleaderdansene.


Hjemmeholdet Yakult Swallows tog imod Dragons. Inden kampen gik i gang var der en kort velkomst afholdt af en vestlænding. Han var i uniform, så vi gættede på, at han var en tidligere spiller. Han talte både japansk og engelsk. Under kampen speakede han også, når der skulle heppes på hjemmeholdet. Man kunne virkelig mærke, hvem der var hjemmehold, og hvem der var udehold. Der var kun fokus på Swallows, og deres spillere havde en fed præsentation på storskærmen, når de skulle på.
Når Swallows scorede havde tilskuerne et ritual: de slog paraplyer op og løftede dem op og ned i luften. Langt de fleste havde specielle Swallows paraplyer med. De var i Swallows farver med et billede af maskotten på, og så var de ret små. Efter 7. inning kom cheerleaderne også på banen og lavede fællesdans/-sang med paraplyerne, hvor hjemmebanetilskuerne selvfølgelig var med.



Som I kan se ud fra billederne og videoen, blev det mørkt, imens vi sad på stadion. Efter, jeg tror det var, 5. inning blev der fyret lidt fyrværkeri af. Jeg ved ikke rigtig hvad anledningen var - om der var en, eller det bare skyldtes, at det var sommer - men det var fint, at vi også fik det med.

Jeg fulgte ikke kampen totalt intensivt. Jeg syntes nemlig, at det også var sjovt at kigge rundt på stadion for at se på fansene osv. Bandet og de hardcore fans stod faktisk på tilskuerpladser i outfield. Jeg havde egentlig regnet med, at de ville være i infield, men vi snakkede om, at det måske var af hensyn til familier, at de blev placeret "derude". Der var nemlig en del børnefamilier blandt tilskuerne. På stadion var der forskellige små butikker, der solgte snacks og drikkevarer, men der gik også "ølpiger og -drenge" rundt. Nogle havde en tank med øl på ryggen og andre gik rundt med dåser. Det var helt klart dem, der fik gået flest skridt den aften.
Baseballspillere er faktisk ikke vildt aktive igennem sådan en kamp. Mange af dem står stille det meste af tiden, men når der så kommer action deres vej, skal de til gengæld kunne eksplodere og yde lige på stedet.

Vi tænkte begge to, at det ville blive tætpakket med mennesker, når kampen sluttede og alle skulle ud, så vi valgte at forlade stadion, da der kun manglede 2 outs. Den ene kom faktisk lige som vi rejste os, og da vi gik forbi butikken med Swallows-ting lidt væk fra stadion, kunne vi se på skærmen derinde, at de sagde tak for kamp. Vi kunne faktisk også høre på publikum, da den sidste out kom, selvom vi var kommet lidt væk fra stadion.

Jeg synes, at det var en rigtig god aften. Det var bare en oplevelse i sig selv at være der. Jeg vil dog sige, at man får mest ud af det, hvis man kender reglerne i baseball og ved hvordan spillet fungerer. Som en bonus fik Morten også fat i en baseball, ^^ så vi fik en særlig souvenir med derfra. Efter at have set en baseballkamp med voksne mænd, der det meste af kampen kastede med en hastighed på 120-145 km/t, virkede det dog liiidt underligt, at der ofte i baseballanime er en pitcher på en 16-18 år, der kan kaste med 150 km/t eller mere...

tirsdag den 11. august 2015

Livstegn - hjemme fra Japan igen

Jeg er hjemme! Eller jeg kom sådan set hjem til Danmark i onsdags om aftenen - men jetlag, mangel på energi etc. og pludselig var det blevet tirsdag. ^^; Hovsa, tiden flyver.

Det her bliver da heller ikke det store blogindlæg. Jeg vil sådan set bare puste liv i bloggen og give tegn til, at der snart begynder at komme blogindlæg fra mig igen jævnligt. Der er faktisk gået en hel måned, siden jeg sidst skrev. Sidst bloggen lå stille så længe, var sidst jeg var i Japan. Dengang i 2011 gik der faktisk også præcis en måned imellem mit sidste blogindlæg før turen og mit første, da jeg var kommet hjem. 
Denne gang har I dog fået lidt af optakten til min Japantur her på bloggen. Der skal også nok komme nogle indlæg her bagefter, men jeg skal lige have fundet ud af, hvordan de skal struktureres. 

Lige før jeg tog af sted begyndte animesommersæsonen så småt. Jeg har fået startet på tre serier indtil videre, og når jeg er kommet i gang med flere og får set lidt mere, regner jeg med at skrive noget om dem. Om det bliver et samlet indlæg eller nogle delanmeldelser har jeg ikke bestemt mig for endnu. Det specielle ved denne sæson er dog, at der kun er en fortsættelse blandt de serier, jeg vil se.