tirsdag den 29. maj 2018

Anime forår: del 4

Vi er ca. halvvejs i forårssæsonen. Det varierer dog meget, hvor langt jeg er nået med mine serier. Jeg er også lige startet på endnu en ny serie, og så er en enkelt kommet på hold. Nederst har jeg inkluderet en opdateret rangliste.

Amanchu! Advance eps. 4-7
Amanchu! Advance startede rigtig fint, men siden er fornøjelsen gået op og ned. Amanchu! Advance har ikke været decideret dårlig. Jeg har bare ikke nydt de seneste episoder så meget som sæson 1. Jeg er ikke begejstret for tilføjelsen af Kokoro (pigen med det blå hår på billedet) og "konkurrencen" mellem hende og Teko. Jeg har også lidt svært ved at forholde mig til inkluderingen af fantasy-elementet. 


Comic Girls eps. 3
Jeg er stadig skeptisk mht. Comic Girls, men den får gode anmeldelser to steder, som jeg plejer at lytte til. Altså får den fortsat en chance, selvom den stadig er meget fjollet.


Golden Kamuy eps. 3-7
Humoren og dynamikken mellem Asirpa og Sugimoto er helt klart Golden Kamuys største styrker. Stærkt efterfuldt kommer indblikket i ainu-kulturen. Dog har jeg ikke nok kendskab til den til at kunne sige, hvor troværdig skildringen er. Golden Kamuys historie er indtil videre ikke det mest spændende. Så det er helt klart karaktererne, man skal se serien for. 


Full Metal Panic! Invisible Victory eps. 3-6
Nu hvor vi er halvvejs, må jeg indrømme, at mine følelser mht. Invisible Victory er blandede. Angrebet på Mithril var en fin episode, men samtidig betød det også en pause i Sosuke og Chidoris storyline. Og de sidste to episoder har vi så fuldt Sousuke uden at vide, præcis hvordan det gik Mithril. 


Gurazeni: Money Pitch eps. 3
Jeg har virkelig svært ved at ignorere de dårlige animationer. Den billige produktion irriterer mig - nok især fordi jeg ikke føler, at der er nok i den positive vægtskål til at opveje for den. Jeg kan stadig godt lide den anderledes tilgang til baseball, men det er også det eneste plus. Karaktererne siger mig nemlig heller ikke rigtig noget. Det er ikke annonceret, hvor lang serien bliver. Så jeg kan ikke engang vurdere, om jeg ville kunne holde ud til slut. Ergo har jeg valgt at sætte Gurazuni: Money Pitch på hold og prioritere andre serier. 


Hinamatsuri eps. 1
Den unge pige og den voksne mand er efterhånden en duo, vi ser mange steder - bare kig lidt længere op *host* Golden Kamuy *host*. Her i Hinamatsuri befinder vi os dog i en helt anden setting. Nitta og Hinas forhold ser også ud til at være mere far-datter-agtigt. Dynamikken imellem dem fungerer godt her i eps. 1, og der hintes også til, at serien vil vise lidt hjertevarme. Det kan jeg godt lide. Hinamatsuri eps. 1 var fin underholdning, og jeg ser frem til at, hvad der ellers vil blive kastet efter den umage duo. 


Legend of the Galactic Heroes: Die Neue These eps. 4-8
Denne serie er fortsat interessant at følge. Jeg kan godt lide, at vi ser begge sider - og at der tydeligvis er gode og dårlige ting ved dem. Jeg havde egentlig regnet med, at Alliance ville blive portrætteret som de gode, men nej. Hos dem er der også undertrykkelse. Jeg har valgt at tage det store persongalleri lidt med et gran salt og går derfor ikke op i at huske navnene (og rang) på dem alle sammen. Jeg (og Morten) refererer derimod til dem med f.eks. "ham den gamle admiral, der er på hans side". Jeg er spændt på at se, om vi får en form for afrunding i de sidste fire episoder eller om serien bare leder os direkte videre til den efterfølgende film, som først er sat til at udkomme næste år.


Megalobox eps. 4-8
Wauw, jeg er blevet noget mere begejstret for Megalobox, end jeg først havde regnet med. Det er underligt, for jeg har svært ved at forklare, hvad det helt præcist er, jeg så godt kan lide ved serien. Seriens stil spiller dog helt klart en rolle. Go Team Nowhere!


Yotsuiro Biyori / Rokuhoudou Yotsuiro Biyori eps. 4-7
Ah... selvom det var en lidt underlig detour, vi fik i anden halvdel af eps. 5, så synes jeg fortsat rigtig godt om Yotsuiro Biyori. Den er rar at koble af til. Det skyldes dels det rolige tempo, dels den lækre mad og de skønne desserter, den traditionelle feel i caféen - ja bare atmosfæren. Nyd serien med en god kop te i hånden.


Rangliste
Seriens placering på den forrige rangliste står i ().
1. (2) Megalobox
2. (1) Legend of the Galactic Heroes: Die Neue These
3. (4) Yosuiro Biyori / Rokuhoudou Yotsuiro Biyori
4. (6) Golden Kamuy
5. (3) Full Metal Panic! Invisible Victory
6. (5) Amanchu! Advance
7. (ny) Hinamatsuri
8. (8) Comic Girls

Gurazeni: Money Pitch er som sagt sat på hold, så den er dermed røget af listen.

torsdag den 3. maj 2018

Anime forår: del 3

Så har jeg fået set lidt mere af den nye sæson. Nederst har jeg lavet en foreløbig rangliste over de nu otte animeserier, jeg ser.


Amanchu! Advance eps. 3
Denne episode har fokus på Tekos svage side og hendes indre kamp. Jeg må indrømme, at jeg slet ikke husker Teko som SÅ usikker. Hun gennemgik - eller startede i hvert fald godt på - en personlig udvikling i sæson 1. Derfor følte jeg, at det var lidt malplaceret, at hun var ved at panikke over, at hun skulle adskilles fra Pikari. Det var som om, at hun startede fra nul igen.


Comic Girls eps. 2
Eps. 2 ændrede ikke meget på mit indtryk af Comic Girls - hverken til det bedre eller det værre for den sags skyld. Jeg er stadig ikke begejstret for hovedpersonen, og jeg håber, at der snart sker noget mht. hendes udvikling. For hun må da ændre sig. Please... Hendes ynkelige usikre form for nuttethed preller totalt af på mig.


Golden Kamuy eps. 2
Her i eps. 2 får vi set lidt mere af humoren i serien. Det er især i dynamikken mellem Asirpa og Sugimoto. Indtil videre fungerer de fint som umage makkerpar. De supplerer hinanden godt, både når det gælder deres færdigheder og deres mentalitet.
Første episode sprang OP'en over, men den er med her i eps. 2. At dømme ud fra den bliver Asirpa det eneste kvindelige input. Det ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg har det med. 


Full Metal Panic! Invisible Victory eps. 2

Fra de gamle FMP huskede jeg Chidori som den hårdtslående pige med ben i næsen, imens Tessa var den stille og fine pige. Her i eps. 2 af FMP IV er rollerne fordelt anderledes. Tessa viser sig fra sin bestemte og selvsikre side i episodens bedste scene efter min mening.
Samtidig slæber Sagara rundt på en flæbende Chidori. Det virker ret underligt for mig, for det er jo på ingen måde første gang, der er nogen efter hende. Det er som om, at Chidori indtil nu har været helt uvidende omkring konsekvenserne af de tidligere militære sammenstød - og det klæder hende ikke. I min optik gør det hende til seriens svage punkt, som derudover dog leverer udmærket.


Gurazeni: Money Pitch eps. 1-2
Da sæsonen begyndte, gik jeg uden om denne serie, fordi animationen så ret dårlig ud. Efter at have læst en minianmeldelse på Crunchyroll, valgte jeg dog at give den en chance alligevel pga. dens historie og fokus. Det er sjældent man ser en anime med en voksen hovedperson i en sportsanime. Præmissen for Gurazeni tiltaler mig altså, men selve udførelsen har plads til forbedring.
Animationen i kampsituationerne er fesne. Det er ikke, fordi jeg vil have Prince of Tennis, hvor action og intensitet overdrives. Men lidt mere følelse kunne der godt være - det kunne også se bedre ud!
Indtil videre er der heller ikke nogen af karakterne, der rigtig siger mig det store. Hovedpersonens character design piner mig også lidt. Han er tydeligvis lavet, så han ser "voksen" ud. I mine øjne ligner han dog mere en i midt 30'erne til 40'erne frem for en midt i 20'erne. Kort sagt: serien får mig virkelig til at føle mig gammel. ^^;


Legend of the Galactic Heroes: Die Neue These eps. 2-3
Det var rart at få lidt mere baggrundsviden. Det har også gjort mig mere interesseret i i hvert fald Reinhard von Lohengramm og Siegfried Kircheis. Disse to episoder giver mig også forhåbning om, at vi får en større kompleks historie og noget interessant personudvikling. At serien tager sin tid til at fortælle og opbygge sin historie er et plus for mig.
Eps. 4 ser ud til at følge Alliance sidens Wen-li Yang. Jeg kan godt lide, at vi kommer til at følge begge sider. Jeg har som sagt ikke set den originale anime, men dens eksistens gør, at jeg jeg kan se så meget potentiale i Die Neue These. 


Megalobox eps. 2-3
Okay, eps. 3 gav mig fornemmelsen af, at der nogle referencer, der flyver hen over hovedet på mig... Jeg har det som om, at jeg burde genkende Sachio (drengen med den orange kasket) eller i hvert fald hans forældre. På trods af det har serien stadig fanget mig. Jeg nyder at blive ført tilbage i tiden med seriens look, og jeg ser frem til at se den klassiske underdog historie udfolde sig. Her er der nemlig maser af intensitet.


Yotsuiro Biyori / Rokuhoudou Yotsuiro Biyori eps. 3
Yotsuiro Biyori fungerer stadig godt som healing anime, omend der i slutningen af eps. 3 hentydes til en smule drama. Jeg tror dog ikke, det bliver det store forkromede drama, og jeg er sikker på, at der kommer en forsoning til sidst. Så jeg tror ikke, det vil ødelægge healing oplevelsen. Der er stadig mange skønne lækkerier i form af kager og japanske desserter plus en kat. ^^ Man bliver virkelig lækkersulten af at se serien.


Rangliste
1. Legend of the Galactic Heroes: Die Neue These
2. Megalobox
3. Full Metal Panic! Invisible Victory
4. Yosuiro Biyori / Rokuhoudou Yotsuiro Biyori
5. Amanchu! Advance
6. Golden Kamuy
7. Gurazeni: Money Pitch
8. Comic Girls