fredag den 24. februar 2012

Hvor er deltagerne blevet af...?

Det går lidt sløvt med betalingerne og især tilmeldingerne til dette års SVScon. På samme tidspunkt sidste år var der mange flere tilmeldte og lidt flere betalende. Det er da lidt tankevækkende, og jeg kan ikke lade være med at overveje, om det betyder, at der vil komme færre til dette års SVS end sidste år. Inden vi åbnede tilmeldingen, havde vi faktisk regnet med, at der ville komme en stigning, og vi havde hovedbrud, da det kom til, hvad vi skulle gøre med hensyn til opstillingen i cosplayhallen, så flest mulige kunne se showet. Men umiddelbart ser det jo ud til at gå den anden vej... :( 

Vi havde regnet med en stigning, fordi der ikke ligger Sakura festival i samme weekend, hvilket der gjorde sidste år. Så vi er ret uforstående over, hvorfor der i år er færre tilmeldte end på samme tidspunkt sidste år. Personligt kender jeg ikke til andre arrangementer, som ligger tæt på os og kunne "stjæle" deltagere" - bortset fra Animecon i Holland, men det er da alligevel begrænset, hvor mange der tager derned.

Jeg kunne også forstå faldet, hvis vi havde afholdt en dårlig con sidste år, men jeg synes faktisk, at det var den bedste SVScon til dato. Der var ikke de store problemer, ingen skulle på skadestuen - generelt gled connen og vores events godt - plus at arrangørerne ikke blev kørt ned. 

Måske skyldes det, at folk er blevet endnu dårligere til at binde sig til noget - der kunne jo komme noget mere interessant. Men mit indtryk er, at for størstedelen af SVScons deltagere er SVScon (og de andre conner) årets begivenhed og noget de bare skal med til. Så hvorfor tilmelder de sig så ikke...? De behøver jo ikke betale med det samme, når de tilmelder sig ligesom til J-Popcon. De kan jo sagtens tilmelde sig og så betale, når de har pengene til det. 

Jeg har dog bemærket en tendens. Både til HAF Event 15 var der færre tilmeldte og færre deltagere end vi havde regnet med, og til Kita Træf 11.2 nåede de heller ikke deres max antal deltagere. Til Kita Træf 12.1 er der også meget færre tilmeldte og betalende end der normalt er lidt under en måned til et træf. Pt. er der 32, som har betalt, og 27 tilmeldte. Så umiddelbart kunne de gå hen kun og blive en 60 stykker, hvilket er halvdelen af deres max. 
Jeg forstår ikke disse fald, for mit indtryk er, at miljøet hele tiden vokser. Så hvor bliver de nye fans af...? Måske flyder folk ud til private arrangementer i stedet for, og har ikke lyst til at bruge penge på de organiserede events og conner...? Måske er en generation af fans stoppet med at tage til conner, fordi de har fået andre prioriteter i livet? Måske er folk flyttet længere væk og har ikke tid eller råd til den ekstra transport? Spekulationerne kunne fortsætte. Jeg er meget interesseret i at høre jeres bud på mulige forklaringer.

onsdag den 22. februar 2012

HAF Event 15 er forbi.

I weekenden fandt ca. 50 glade anime- og mangafans vejen til Kulturellen i Herning til HAF Event 15. Der blev spillet - både på konsoller og med kort. Blyanterne fløj hen over papiret, og Comic Party gav gode råd. Der blev quizzet, sunget/nynnet og dystet i forskellige konsolspil. Som noget nyt havde vi surprise konsolkonkurrence, hvor der blev valgt random spil til alle runder. 

Selvom der ikke mødte så mange op, som vi havde regnet med, så dem der kom ud til at hygge sig, og det er jo det vigtigste. Der var også nogle nye ansigter iblandt deltagerne. De fleste var hvis blevet slæbt med af tidligere deltagere. 

Folk var gode til at hjælpe med at stille op fredag. Der var også nye gophere. Generelt var der flere nye der var involveret i forberedelserne og der var nye påfund i de planlagte events. Jeg er dog ved at have affundet mig med, at der nok ikke kommer nogen, som kan "overtage HAF". Så selvom det er trist, så stopper HAF nok, når jeg engang ikke har tiden eller lysten til det frivillige arbejde mere.Så indtil da er det bare at nyde de events der kommer.

mandag den 6. februar 2012

Anime tøj

I har måske set "Azumanga trøjen" i Vero Moda eller Vila butikkerne for ca. 5 år siden. Trøjen havde print af forskellige hoveder på, hvoraf nogle af dem mindede mistænkeligt meget om Chiyo-chan og Osaka fra Azumanga Daioh.

Nu er turen så kommet til drenge T-shirts. Jeg var på udkig efter en T-shirt til kæresten og stødte på en T-shirt med en animefigur. Det var dog ikke bare en random animepige, som vi har set på andre T-shirts til både drenge og piger. Det var heller ikke velkendte animefigurer blandet sammen med random animepiger. Det var et billede, som jeg havde set på Internettet. 


Jeg fandt billedet af T-shirt ved at søge på smartguy.dk. Den findes også i lilla med præcis det samme billede af Haruhi. Min første tanke var "WTF?!" efterfuldt af "Har de rettighederne til det...?" og "Ved de mon hvem hun er...?"













I min søgning på smartguy.dk faldt jeg også over andre "animeinspirerede" T-shirts - nogle af dem desværre i den mere lumre ende. Printet på den T-shirt ligner noget fra en manga, men jeg ved ikke om det ligesom Haruhi billedet, er noget de har taget direkte eller selv har lavet. T-shirts som den og især  denne kan bestemt være med til forstærke fordommene omkring anime. Jeg tror dog ikke, at de er ude i butikkerne - heldigvis.

Denne T-shirt minder mig om Ghost in the Shell med kablerne og cyborg- pigen, selvom hun på ingen måde ligner Mokoto Kusanagi. Jeg synes dog ikke at teksten matcher billedet, selvom jeg ikke kan læse det sidste ord i "God save the ge..."?

Som animefan er det både underligt og sjovt at se disse T-shirts - især når folk der ikke aner, hvad det er, går med dem.

Hvad synes I om det? Og ville I købe nogen af de her T-shirts?



onsdag den 1. februar 2012

Cosplay walks i februar

På trods af at vinteren nu ser ud til at være kommet over os (i hvert fald i dele af Jylland), bliver der i februar afholdt mindst 4 forskellige cosplay walks (måske er der flere, men det her er dem, jeg lige fandt). De bliver arrangeret af privat personer over Facebook, og det virker til, at der er nogle faste grupper af personer, som kommer - eller i hvert fald folk, der ved hvad det går ud på. Der er nemlig utrolig lidt information, om hvad der skal ske til de forskellige walks. En af dem har ingen beskrivelse, en anden skriver bare "Så er jeg her igen, med en ny walk. Jeg vil, som jeg plejer, være der ca. 11. Jeg håber på, at se mange, der vil med". Et af arrangementerne har dog en lidt bedre beskrivelse: "Hey. Så er det på tide at jeg laver mit andet walk! Sidste gang var det i København og nu holder jeg det i Århus! :)

Alle er velkommen! ABJD ejer, cosplayer, freaks og photonørder.


Jeg regner med at vi mødes på bandegården i Århus kl. 12 og går lidt rundt i byen for at gøre byen usikker. Vi tager nogle billeder hist og pist.


Folk søger selv for mad og for at finde rundt. Man vælger selv om man vil følges med os andre eller om man vil lulle rundt selv.


Jeg håber at vi får en sjov dag.
" Det beskriver egentlig cosplay walks ret godt. Mit kendskab til dem er dog ikke så stort, da jeg kun har deltaget i en, men mit indtryk er, at det er en hyggelig gåtur måske forbi et par planlagte butikker og steder til at tage billeder.

Her er en oversigt over de forskellige cosplay walks og et link til deres Facebook events.
Lørdag den 11. februar: walk i århus
Lørdag den 11. februar: Cosplay walk (i København)
Lørdag den 18. februar: COSPLAY WALK ÅRHUS
Lørdag den 18. februar (endnu ikke fastsat): cosplay walk i rosengårdscentret (i Odense)

Mit indtryk er, at det især er de yngre fans, der bruger den her slags arrangementer til at mødes og holde kontakten ved lige. Det er uformelt og nemt at arrangere.