Hvilken karakter skal anime'en have..?

I løbet af den seneste måneds tid har jeg faktisk lavet en (form for) anmeldelse af 4 animeserier. Det hele startede med My Hero Academia. Den overraskede mig helt vildt positivt. Den gav mig kriblen i fingrene, så jeg simpelthen bare måtte dele min glæde for serien med andre. Det satte gang i min skrivekløe. Jeg delte således mine følelser omkring både My Hero Academia S2, Wellcome to the Ballroom og de fire første episoder af Gundam Wing. 

Jeg gav dog aldrig nogen af serierne en karakter. Selvom det ellers er det, jeg typisk selv kigger først på i andres anmeldelser, så er jeg ikke særlig vild med selv at sætte et tal på. Af samme grund uddeler jeg sjældent stjerner på Goodreads til de bøger, jeg læser. De har også kun en skala på 1-5. 

MyAnimeList (MAL), hvor jeg holder styr på det anime, jeg ser, har en skala på 1-10. Det har fandt jeg mere medgørligt. 

1. lort - kun én anime har den tvivlsomme ære af at have den karakter på min MAL
2. lidt mindre lort
3. dårlig anime
4. anime under middel 
5. midten af skalaen og forbeholdt den gennemsnitlige serie, som var okay, men nok hurtigt blev glemt. 
6. anime, der var lige en tand bedre.
7. gav jeg til en god serie. 
8. god anime med lidt ekstra.
9. uddelte jeg til anime, jeg lige præcis ikke kategoriserede som yndlingsanime
10. brugte jeg kun til yndlingsanime

Sådan brugte jeg skalaen. Hos mig skulle en anime virkelig have noget ekstra for at bevæge sig over 7.

Jeg kastede mig således ud i at forsøge og rate Wellcome to the Ballroom og begge sæsoner af My Hero Academia. Ballroom havde jo skuffet, så min umiddelbare tanke var, at den skulle have 6. 

Så opdagede jeg, at jeg havde givet Golden Kamuy 6 - og Ballroom var alligevel bedre end den. Så måtte Ballroom jo få 7, men det havde jeg det alligevel lidt stramt med... Der var jo en del spildt potentiale. Jeg havde heller ikke lydt særlig begejstret i min anmeldelse - og 7 var det, gode anime fik. Alligevel endte Ballroom der. 

Det betød så, at jeg i hvert fald var nødt til at give My Hero Academia 8. Her var mit dilemma så, at sæson 1 var bedre end sæson 2. Skulle sæson 1 så have 9...? 

Den karakter havde jeg ikke givet til en animeserie siden Bakuman S3. Faktisk havde de to første sæsoner af Bakuman fået 8... det opjusterede jeg så til 9 med det samme... ^^; Jeg endte med at give både S1 og S2 af My Hero Academia 8. 

Jeg begyndte for alvor at se anime i 2006-2007. Det betyder, at mange serier fra den periode blev mit grundlag for, hvordan jeg brugte skalaen - og hvordan jeg vurderer anime i dag. Kommer der f.eks. en ny action (med guns) anime, bliver den sammenlignet med Black Lagoon. Jeg opdagede så lige i samme omgang, at jeg faktisk kun har givet Black Lagoon 6 i sin tid. ^^; Oprindeligt gav jeg vist også kun Code Geass 7... 

Det jeg forsøger at sige er, at min karaktergivning sejler - eller sådan føles det i hvert fald. Jeg burde nok gennemgå hele min liste og revurderer alle bedømmelserne. 

Jeg ved, at jeg er blevet mere gavmild hen over de seneste par år, fordi jeg føler, at jeg er nødt til at belønne serier, som bare har interesseret mig på den ene eller den anden måde. Det kan være med sine karakterer, humoren, plottet... bare et eller andet, der har fanget mig. 

For der kommer simpelthen bare så meget... ja jeg plejer at sige gennemsnitligt anime, men måske jeg faktisk skulle sige dårligt - og kalde en spade for spade. Måske skulle jeg rent faktisk tage og bruge karaktererne under 5 noget mere. Eller bare droppe at se de anime færdige, som jeg ville give den karakter... ligesom jeg gjorde i gamle dage. 

Gensyn med min første Gundam

Som barn så jeg et par episoder hist og her af Gundam Wing på tysk tv. Serien kørte ikke på RTL2, som var min primære animekanal, hvilket nok var grunden til, at jeg kun så den sporadisk. Jeg fik dog set tilstrækkeligt til at hitte rundt i historien og dens karakterer i store træk:

• Rumkolonierne er i krig med Jorden.
• Relena er den rige smukke pige med politiske forbindelser.
• Der er fem Gundampiloter, og Heero er hovedpersonen.
• Maskemanden er Heeros nemesis. 

Jeg fandt serien spændende, selvom jeg aldrig fik set den i sin helhed. Den var nok også med til at antænde min interesse for mecha. 

For nyligt valgte jeg så at begynde på Gundam Wing fra start på Crunchyroll. Nostalgien strømmede mig i møde allerede ved første beat i Two-Mix' Just Communication. Som jeg jo så var vant til at høre på tysk... "Zeit und Raum, wir besuchen die Sterne. Hand in Hand reisen wir mit dem Licht." Og så er der robotlydene... ak ja, det var dengang den slags hørtes som en del af OP'en. Nostalgiens slør lå dog kun kort over mit udsyn...

Allerede efter første episode var mine to hovedkonklusioner:

• Nøj, hvor er Heero nedern! Jeg troede ikke, han havde et dødsønske fra start.
• WTF sker der for Relena. Hvem opfører sig sådan..?

Alligevel satte jeg mig til at se eps. 2-3 med det samme bagefter. Gundam Wing er jo en lang serie. 49 episoder. Den skulle jo lige have lov til at komme i gang. Desværre forstærkede disse to episoder blot mit oprindelige indtryk. Så jeg var glad, da Duo trådte ind på scenen. Jeg ville også gerne se mere af Quatre (som jeg forestiller mig, er den arketype, Armin fra AoT er blevet udviklet fra). 

Eps. 4 introducerer en kvindelig officer: Noin. Interessant, tænkte jeg. Rart med en kvindelig karakter, der er anderledes end Relena. Hvem råber ud over et hav: "Heero! Jeg er lige her, så skynd dig, kom og slå mig ihjel!"?! Desværre bruger Gundam Wing Noin til at pointere, at kvinder er svage. Wufei bliver i hvert fald ved med at køre i, at Noin fejler, fordi hun er kvinde. Suk... endnu en nedern Gundampilot. Det tegner ikke godt.

For mig er karaktererne i en anime meget vigtige. Jeg har brug for, at der er bare en, jeg godt kan lide. Det kan være, fordi karakteren er sympatisk, interessant, sjov og eller fordi jeg kan reflektere mig selv i den. Pt. er der INGEN i Gundam Wing, jeg godt kan lide. 

Af de fem Gundampiloter er der to, som er direkte nedern. Trowa virker meh. Duo er acceptable, men det er også nemt, når han sættes op direkte ved siden af Heero. Quatre er den mest sympatiske, men han har haft meget lidt skærmtid. 

Relena "ojou-sama" er direkte forfærdelig. Treize havde potentiale til at være interessant, men hans badescene i eps. 4 fik ham til at fremstå som en douche. Tilbage er så Zechs. Jeg er på ingen måde ovenud begejstret for Zechs, men set i lyset af alle de andre karakterer, er han den mest interessante. Indtil videre virker han også mere som hovedpersonen, da det nærmere har været ham, vi som seer har fulgt. 

I kan måske godt fornemme det, men jeg har virkelig svært ved at finde noget positivt ved Gundam Wing her efter at have set fire episoder. Det mest interessante har været at se, hvor anderledes den er i forhold til anime i dag. Her snakker jeg både character design, arketyper, animation, lyd men også  især voice acting. Jeg har dog svært ved at se det element bærer mig igennem 45 episoder mere. ^^;

Anime efterår: del 1

Sommersæsonen er heldigvis ved at lakke med enden. Jeg har taget et hurtigt kig på den kommende efterårssæson, og den ser mere spændende ud. For mit vedkommende er det især sport og sci-fi mystery, der trækker. Jeg har valgt syv serier ud, som jeg regner med at se nærmere på, hvoraf den ene er en fortsættelse.

Golden Kamuy 2nd Season

Første sæson udviklede sig til at være okay. Det bedste var dynamikken mellem Asirpa og Sugimoto. Deres eventyr er langt fra afsluttet, så derfor regner jeg med også at se sæson 2. 

Hinomaruzumou

Dette er den første sportsanime med sumo som fokus, jeg nogensinde er stødt på. Traileren præsenterer de gængse stereotyper, og vores hovedperson ser da også ud til at være den klassiske underdog. Så det er egentlig ikke, fordi jeg forventer mig en hel masse af den her serie. Jeg synes blot, det kunne være interessant at se en anime håndtere sumo. Derfor skal den have en chance. 

Ingress the Animation

Ingress... Ingres... hvor var det nu, jeg havde hørt det navn før...? Nå ja, det var det spil Niantic lavede, før de kom med PokéMon Go. Beskrivelsen af serien lyder interessant nok: "This world around you is not what it seems. Our future is at stake, and you must choose a side. A mysterious energy has been unearthed by a team of scientists in Europe. The origin and purpose of this force is unknown, but some researchers believe it is influencing the way we think. We must control it or it will control us. "The Enlightened" seek to embrace the power that this energy may bestow upon us. "The Resistance" struggle to defend, and protect what's left of our humanity." Jeg forventer noget sci-fi mystery. Traileren efterlader dog ikke det store indtryk. 

Irozuku Sekai no Ashita kara

P.A. Works laver generelt smukke serier. Traileren har da også nogle flotte scener, men derudover fanger den mig ikke rigtigt. Hovedpersonen Hitomi virker flad. Jeg ved godt, at hun skal forestille at mangle følelser, men derfor kan hun godt fremstilles som en interessant figur. Netop det skiller hende jo ud og burde gøre seeren nysgerrig omkring hende. Jeg regner dog stadig med at give Irozuku Sekai no Ashita kara en chance og så må vi se.

Kaze ga Tsuyoku Fuiteiru

Denne serie fangede egentlig min opmærksomhed, fordi drengen med det mørke hår i forgrunden på promobilledet ligner Kageyama fra Haikyu! og så stod der Production I.G. Sportsanime lavet af Production I.G plejer at være dynamiske og se godt ud i hvert fald. Så jeg er spændt på at se, hvordan maratonløb kan blive gjort spændende og actionfyldt. Character designet appellerer allerede til mig.

RErideD

En interessant og spændende sci-fi action serie. Det er mit håb for RErideD. Traileren giver mig lidt en Erased-vibe mht. at redde en pige (med pagehår i en rød jakke) og måske noget med tidsrejser...? "Timeride" bliver i hvert fald nævnt. Jeg ser noget potentiale her. Og så er det en original anime serie. :)

Tsurune: Kazemai Koukou Kyuudou-bu

Character designet, musikken og den smukke enkelthed i trailen og ikke mindst lyden, da buen spændes sidst i traileren, er grundene til, at jeg skal se Tsurune: Kazemai Koukou Kyuudou-bu.

Hvor ville jeg ønske, Ballroom gav mig lyst til at danse

Siden jeg var barn har jeg elsket at danse. Så da jeg hørte om Welcome to the Ballroom blev jeg meget begejstret. En anime om dans! Den måtte jeg se! At det var Production I.G, der stod bag gjorde det endnu bedre.

I dag er det desuden sjældent, at animeserier laves på mere end 11-13 episoder fra start. Så når der kommer en anime på 24 episoder, kan det tolkes som, at det er en serie, som studiet virkelig tror på. 

Jeg var SÅ spændt. 

Og så slog Anime Strike sine klamme kløer i Welcome to the Ballroom og destruerede mine dansedrømme. 

Det er et års tid siden nu. Anime Strike er blevet aflivet, og anime findes nu som del af Amazon Prime Video i stedet for. Eftersom Morten ikke bryder sig om dans, har det betydet, at jeg kunne åbne døren ind til Ballroom alene. Jeg har således fået set hele serien siden i søndags. ^^;

MEN

Det betyder faktisk ikke, at Ballroom er en super god serie. Den starter meget fint, omend også ret klassisk for sportsanime. Vi har en gut uden interesser, som pludselig får øjnene op for noget særligt - i dette tilfælde dans - og han virker til at have et skjult talent for det. Samtidig er han så heldig at få en mentor, som er udøver i topklasse. Der er en vis Victor og Yuri vibe over Sengoku og Tatara Fujitas forhold - uden de romantiske undertoner altså!
Selvom de første episoder bruges til at skabe en kliché opsætning, så er Ballroom succesfuld mht. det vigtigste element: glæden ved sin sport. Fujitas omend naive begejstring for dans er smittende. Sportsanime bør gøre seeren interesseret i den givne sport. Måske endda give seeren lyst til at udforske den selv.

Efter Ballroom har etableret sin setting, sin hovedperson, hovedrivalen og "den smukke pige" karakteren, bevæger serien sig over i en 7-episoders story arc. Her er omdrejningspunktet en ny rival og dennes søster. Vi følger de to nye par gennem Tenpei Cup - det er altså et turneringsformat.

Story arc'en bruges til flere ting:
- udvikling af Fujita som danser
- lidt udvikling af Mako som danser og person
- indblik i dynamikken i et dansepar
- Shizuku går fra at være "den smukke pige" og lidt et trofæ til at være en rival
- at vise hvor fysisk krævende dans egentlig er

Især det sidste fylder meget. Det er normalt, at sportsanime viser hård træning og udøvere der yder lige det sidste. I Ballroom føler jeg dog, at det desværre fjerner fokus fra glæden ved dans. Jeg er mere efterladt med indtrykket "Dans er f*cking hårdt!" frem for "Hvor er dans sjovt!" Det bedste ville være, hvis de to blev kombineret. Så det blev til "Dans er sjovt, selvom det er hårdt."
Jo, der er nogle øjeblikke, hvor danseglæden skinner igennem. Og ja, det er også interessant at følge Fujitas kamp og udvikling. Selvfølgelig hepper jeg på ham og Mako. Det er bare som om, der er noget, der mangler. Jeg synes også, at turneringen blev strukket for langt. Jeg ved godt, at der er flashbacks og baggrundshistorie ind imellem, men når man genbruger scener igen og igen, mindskes effekten.
Når alt det så er sagt, så er de 11 første episoder faktisk den bedste del af Ballroom efter min mening.

I sidste halvdel går Gaju fra at være "ham naren, der er en rival" til at være "han er måske en nar, men nu er han min nar, for han er min ven." Det virker liiidt underligt, men uden den overgang kunne vi selvfølgelig ikke få den nye gruppedynamik med de seks unge dansere og henholdsvis pige- og drengesnakkene.

Lad os blive ved karaktererne. Fujita fungerer fint nok som seriens hovedperson. Jeg synes bare, det er en skam, at vi ikke får mere af hans baggrundshistorie. Hvorfor vil han stadig ikke fortælle sin far og bedstemor om sin passion for dans? Der kunne også gøres så meget mere ud af hans iver efter, at få nogen til at lægge mærke til ham. Skyldes det, at hans mor vendte ham ryggen som lille?
Den karakter, jeg bedst kan lide, er Kiyoharu Hyodo. Han er en anderledes rivaltype. Jeg er således glad for, at han ikke bliver bænket mere end en konkurrence - og selvom han ikke danser i den, påvirker han den stadig. Jeg havde således nok i Hyodo som rival i kombination med Shizuku. Jeg havde ikke brug for Kugimiya... som jeg egentlig også synes er ret nedern.

Med tilføjelsen af Chinatsu Hiyama åbnes der op for en hel masse muligheder. Hendes karakter irriterede mig dog desværre fra start, hvilket gjorde, at det føltes som en lang og sej kamp at følge hendes og Fujitas udvikling som par. Danseglæden viger også for frustration og stereotype mandschauvinistiske synspunkter, som f.eks. at Chinatsu er en hoppe, der skal tæmmes. Anden halvdel føles således som en masse spildt potentiale.

Alt i alt har Ballroom sine gode og dårlige sider - jeg havde bare forventet så meget mere! Jeg ved heller ikke rigtigt hvilket publikum, jeg skulle anbefale den til.