torsdag den 19. februar 2015

Til J-Popcon for 1. gang - nu skulle det opleves

Med kun 1 dag til J-Popcon 2015 bringer jeg her mit femte og sidste optaktsinterview. Så til jer, der sidder og venter utålmodigt, er der lidt at fordrive ventetiden med. Interviewet er med 18-årige Louise, der bor i Randers. Som I nok har regnet ud, bliver dette hendes første J-Popcon.


Hvordan blev du interesseret i anime og manga?
Jeg tror, at det var efter, at jeg havde set det så mange forskellige steder og hørt om det fra mine venner, at jeg så endte med at tjekke det ud og blev meget fanget af det. Jeg kan dog ikke huske præcis hvornår det var, da det har været sket gradvist.

Hvor længe har du været en del af fanmiljøet omkring anime og manga, og hvilke arrangementer har du været med til? 
Jeg mener at jeg har været en del af miljøet siden 2012, så det er ikke så længe igen. Men jeg har måske kendt til det hele i længere tid uden at være klar over det. Dog var det i 2012, hvor jeg ligesom helt fik øjnene op for miljøet og opdagede, at der var conventions i Danmark, da jeg i mange år har kendt til Comic Con i San Diego. Jeg har deltaget i en Higashi weekend, KōyōCon 2013, SVScon 2014, Genki 2014 og KōyōCon 2014. Nu skal jeg så til J-Popcon 2015 som det næste.

Hvordan hørte du om J-Popcon?
Det var nogle af mine venner som fortalte mig om det. De havde enten lige været til J-Pop eller skulle derover, og så snakkede de bare om det. Jeg synes det lød meget spændende.

Hvorfor har du valgt at tage med til J-Popcon 2015?
Jeg besluttede, at nu når jeg havde hørt så meget om J-Pop, så ville jeg gerne selv over og opleve J-Pop i stedet for kun at have hørt om, hvordan det var. Der plejer ikke at være så mange af mine venner som tager med til J-Pop af forskellige grunde, men i år var der faktisk en del af mine venner som skulle med, og så tog jeg mig sammen og købte billetten.

Skal du følges med nogen til J-Popcon?
Jeg skal ikke følges med nogen derover, da de fleste jeg kender som deltager i J-Pop bor længere sydpå, end jeg selv gør eller bor på enten Fyn eller Sjælland, og så tager de også meget tidligere afsted end jeg, men jeg skal følges med nogle af mine venner ovre til selve J-Pop.

Hvordan er dine forventninger til J-Popcon? Hvad ser du mest frem til og hvorfor?
Jeg tænker, at det er meget større, end jeg er vant til med andre conventions. Både med hensyn til stedet det bliver afholdt men også med antal gæster. Jeg ser som altid meget frem til at se mine venner igen, da jeg ikke ser dem så ofte.

Er der nogen specielle events eller områder, som du ser frem til?
Jeg glæder mig meget til at se J-Pops dealer room, da jeg har hørt en del om det. Jeg har hørt, at der er meget godt merchandise og generelt bare mange ting at købe. Det er en meget god mulighed for mig at få købt nogle af de ting, som jeg jo ellers ville skulle bestille hjem over nettet eller at få fat i mine yndlingsmangaer, som er svære at finde. 
Derudover glæder jeg mig meget til at se de store cosplayshows, da det ser ud til at være meget højere kvalitet både cosplay- og skuespilsmæssigt.

Hvad synes du om programmet?
Jeg synes, at det ser rigtig godt ud. Der er en del spændende events, og der er rigeligt med ting alle tre dage. Ofte er der ikke så mange ting om fredagen og søndagen, da der fokuseres på lørdagen, men det virker ikke til at være et problem her. Jeg er dog lidt ked af, at jeg kommer til at gå glip af så mange ting om fredagen. Jeg ville meget gerne have været med til den store cosplay walk, men der er jeg stadig i skole, så det kan jeg jo desværre ikke.

Hvad synes du om temaet?
Jeg er faktisk ikke helt sikker på, om jeg helt har forstået deres tema, så jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde for connen.

Hvordan forstår du da temaet?
Jeg tænker, at det vel har noget med den tidsperiode at gøre. Men jeg ved ikke lige helt, om det er, fordi de laver events baseret på det, eller om det er, hvordan de pynter op på connen. Jeg lægger ikke sådan mærke til, hvis der er et tema til en con, eller også har jeg måske bare ikke været til en con med tema før.

Hvor meget betyder de internationale cosplaygæster for dig?
Jeg synes, det er virkelig spændende, at der kommer gæster fra andre lande, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at møde dem, da nogle af dem er cosplayere, som jeg har fulgt og ser op til og sådan. Jeg ville meget gerne have mødt Reika sidste år.
Jeg synes også, at det er ret fedt at Marios voice actor kommer til J-Pop.

Skal du cosplaye - hvis ja, hvem?
Ja, det skal jeg, og det glæder jeg mig meget til. Det er noget, jeg altid ser meget frem til. Det kan sagtens være, at der kommer ændringer, men min plan er på nuværende tidspunkt:
Fredag: Nok bare noget hverdagstøj og måske en wig, da jeg ankommer meget sent.
Lørdag: Megumi Shimizu fra Shiki

Hvad synes du om prisen på 395 kr. for hele connen? 
For at være helt ærlig synes jeg, at det er ret dyrt. Nu var jeg dog heldig og få en early bird billet. Men det er stadig 345 kr. og det er ikke engang inkl. soveplads. Til SVS betalte jeg kun 275 kr. og det var med soveplads. Jeg kommer til at skulle af med rimelig mange penge til J-Pop bare til entré og overnatning. Jeg tænker dog, at grunden til, at prisen er så høj, er, fordi J-Pop er så stor, og de har f.eks. internationale gæster og et stort show. Men hvis jeg skal til J-Pop hvert år fremover skal jeg spare op, da jeg jo skal rejse fra Jylland, så det kommer op på over 1000 kr., og det er uden mad og merchandise.

Benytter du dig af sovesalen? 
Nej, det gør jeg ikke. Det blev meldt ud meget sent, så på det tidspunkt havde jeg allerede betalt for hotelværelse. Hvis jeg skal med næste år kunne det godt være, at jeg måske benytter mig af det, da jeg ville spare lidt, da det trods alt er billigere end et hotelværelse og så ligger det på selve connen. Men 195 kr. er stadig ret meget for en soveplads.

Til J-Popcon for 1. gang sammen med sin datter - drevet af nysgerrighed

Normalvis plejer jeg at betegne mig selv som hørende til blandt "de ældre condeltagere", men jeg alligevel et stykke op til den næste deltager, som jeg har interviewet. Nynne er 47 år. Hun bor i Svømmehalskvarteret på Frederiksberg. Det er første gang, hun skal deltage til J-Popcon. Hun skal sidde med sin tegneskole i Artist Alley, men hun kunne også godt have fundet på at tage af sted som almindelige deltager. Hun blev introduceret til manga af sin datter på nu 19 år.


Fortæl lidt mere om, hvordan din datter introducerede dig til manga.
Min datter blev tidligt interesseret i serier som Pokémon og Naruto og samlede både på kort og bøgerne. Jeg tror, at interessen for Pokémonkortene allerede startede, da hun gik i børnehave, hvor de byttede kort med hinanden. Med hendes øgede bevægelsesfrihed på internettet fulgte også flere serier. For mig er det naturligt at interessere mig for, hvad hun er interesseret i, og her har hun åbnet en ny verden for mig.

Læser du også selv manga og ser anime?
Jeg læser ikke manga som sådan, men jeg ser en del, som jeg bliver jævnligt præsenteret for af min datter - og jeg er ret vild med at se historier, der bliver præsenteret på en helt anden måde, end vi er vandt til i Vesteuropa.

Har du en yndlingsanime?
Jeg blev bjergtaget af Count of Monte Christo, fordi den kunstnerisk eksperimenterer med et visuelt udtryk, som jeg ikke har set før, og fordi den gav en nyfortolkning og en vinkling af en historie, som jeg som ung fulgte trofast med i, da den blev vist som serie i DR - hele Danmarks eneste kanal dengang. Serien fra min ungdom var muligvis mere tro mod det oprindelige forlæg - en bog - men når man nu vælger at genfortælle en klassiker, mener jeg, at denne er tro mod selve kernen af historien (nogen spænder ben for andre for egen vindings skyld med alvorlige konsekvenser), og så er en nyfortolkning på sin plads.

Hvordan hørte du om J-Popcon?
Det har været i forbindelse med, at min datter deltog i et konvent i Herning for ca. 2 år siden, og vi efterfølgende var i Farum for at opleve noget af det, hun havde oplevet i Herning, at vi snakkede om, at der var noget, der hed J-Popcon.

Har det været SVScon, hun var til i Herning – og Genki i Farum?
Ja, det var det. ;)

Hvorfor har du valgt at deltage til dette års J-Popcon?
Der er to dagsordener: 
1) I år var det oplagt at prøve at få et bord ved Artist Aley, fordi en stor del af mine elever er vilde med manga, og da de i forvejen skulle derind tænker jeg, at de ved bordet netop får mulighed for at afprøve deres egne evner under pres samtidigt med at de øver købmandsskabet bag enhver kunstner – det har kunstnere per erfaring ellers svært ved.
2) I de stunder, hvor eleverne ikke sidder ved bordet, er min dagsorden at reklamere for tegneskolen. Jeg glæder mig til at møde potentielle elever, som jeg har indtryk af, at der er en del af i disse miljøer. Min tese er, at mange visuelt mindet børn har det svært i det danske skolesystem, fordi de ikke bliver tilgodeset i undervisningsmiljøet. Det gør de ikke af modvilje fra systemets side, men fordi der måske sidder én elev i hver anden klasse på hver tredje årgang, der er visuelt mindet i en sådan grad, at de lærer bedst på en hel anden måde end de fleste andre. Derfor er det svært at tilgodese lige deres behov. På tegneskolen bliver de bevidste om denne måde at opfatte på i et miljø, hvor der er plads til alle. De elever vil jeg gerne have fat i.

Kunne du have fundet på at tage af sted som almindelig deltager til J-Popcon? 
Det kunne jeg måske godt - jeg er nysgerrig efter hvad der rør sig hos de unge. Så har jeg også været i Japan for et par år siden med min datter. Der slog det mig, at min indfaldsvinkel til landet var præget af de gamle Kurosawafilm, som jeg så så meget, da jeg var ung, mens min datters indfaldsvinkel var gennem manga. Jeg er fascineret af begge verdener.

Er det første gang, at du skal med til et arrangement i fanmiljøet omkring anime og manga?
Som tidligere nævnt, har jeg været i Farum. Desuden var min datter og jeg som sagt i Japan for 5 ½ år siden, hvor vi bl.a. besøgte nogle Pokémoncentre og var til premiere på Ariettys hemmelige verden. Det var en stor oplevelse, fordi vi fik reddet os de 2 sidste billetter til premieren. Køen var alen lang, så man kan sige, at folk var dedikeret ud i at se filmen.

Hvad siger din datter ellers til at have sin mor med til con? 
Vi kommer til at sidde ved hver vores bord, men bortset fra det, tror jeg, at hun syntes, det er ok, at jeg får indblik i en kultur og mangaverden, som hun er interesseret i. Som forælder tror jeg, at det er vigtigt at interessere sig for sine børns interesser fordomsfrit og på deres betingelser. Tænk, læring går begge veje på tværs af generationer. ;)

Hvordan er dine forventninger til J-Popcon 2015?
Jeg forventer, at mine elever får en stor oplevelse af at sidde ved bordet, at jeg får kontakt med en masse nye interessenter, og at jeg får mere indblik i denne verden.

Er der noget bestemt mht. ”denne verden”, som du håber på at blive klogere omkring?
Jeg har en tese om, at de unge har et godt sammenhold og er søde mod hinanden i det fællesskab, der er skabt omkring en kultur. Den vil jeg gerne have bekræftet. Sprogligt tror jeg, at der er en masse begreber, som de bruger i forbindelse med mangaverdenen, og som jeg ikke kender til. Her glæder jeg mig til at blive udfordret.

Er der noget du ser specielt frem til?
Alle de cosplayende unge mennesker, et stort show og atmosfæren.

Hvad synes du om programmet for connen?
Det ser fint varieret ud med mange intentioner.

Kan du uddybe, hvad du mener med ”med mange intentioner”? 
På papiret ser det ud til, at man gerne vil vise mange forskellige sider af japansk kultur med alt fra kampsport over sprogundervisning og tegnebord. Jeg håber, at de unge mennesker også bliver inspireret til at fordybe sig.

Er der nogle bestemte events, som du gerne vil overvære?
Jeg vil rigtigt gerne se cosplayshowet – det syntes jeg er rigtigt interessant.

Hvad synes du om prisen på de 395 kr. for at deltage til J-Popcon alle tre dage?
Jeg ved, at flere af mine elever har beklaget sig over, at det var så dyrt. Jeg synes også, det er mange penge.

søndag den 15. februar 2015

Til J-Popcon for 6. gang - det er det sociale, der trækker.

Mit 3. optaktsinterview til dette års J-Popcon er med Kathrine på 22 år. Hun bor dejlig belejligt i København. Det bliver 6. gang, hun deltager til J-Popcon.


Hvordan blev du interesseret i anime og manga?
Da jeg var omkring de 10 år, købte min mor Dragon Ball nr. 10 og 30 til mig. Da jeg havde læst dem, begyndte jeg at købe resten af serien. ; )

Hvor længe har du været en del af fanmiljøet omkring anime og manga?
Jeg har været en del af miljøet siden 2009. Det var der, jeg kom til J-popcon for første gang.

Har du holdt dig mest til fanmiljøet på Sjælland, eller har du også været med til arrangementer på Fyn og i Jylland?
Jeg kommer også til SVScon, som bliver holdt i Jylland. Jeg har været med siden 2010.

Hvordan hørte du om J-Popcon i sin tid?
Jeg hørte første gang om det fra en veninde, da jeg gik på gymnasium. Det var hende, som tog mig med til J-popcon i 2009.

Hvilke J-Popconner har du været med til?
2009, 2010, 2011, (der var ingen J-popcon i 2012) 2013 og 2014

Hvad får dig til at vende tilbage til J-Popcon år efter år?
Det er nok for at være sammen med andre, som kan lide manga og anime. Der er ikke ret mange af mine venner, som kan lide manga/anime. Så det er altid dejligt, når man kommer til connerne, at være omgivet af andre, der kan lide det.

Så det er primært pga. det sociale, at du tager til J-Popcon?
Ja. Noget af det bedste ved at tage til con er, at man kan gå fra gruppe til gruppe og snakke/være med dem, uden at man behøver at kende dem.

Hvordan synes du, at J-Popcon har udviklet sig gennem årene?
Det var rigtig godt, at J-popcon flyttede til DGI-byen, så der var mere plads, og selvom der er kommet mange nye ting/oplevelser, så bevarer de stadig mange af ting/oplevelser, som folk holder af som f.eks. Dating game, mangacafe og Epic Rap Battle.

Hvilken J-Popcon har efter din mening været den bedste indtil videre, og hvorfor?
2010 – da J-popcon flyttede til DGI-byen. Det var også det år, hvor jeg for første gang cosplayede. Jeg var Chikane fra Kannazuki No Miko.

Skal du følges med nogen til J-Popcon?
Jeg regner med, at en af mine veninder kommer en af dagene, men ellers er jeg nok for mig selv i år.

Hvordan er dine forventninger til J-Popcon 2015? Hvad ser du mest frem til og hvorfor?
Jeg ser meget frem til cosplayshowet, AMV-konkurrencen og auktionen til J-popcon, fordi det altid er sprændende at se, hvad der bliver lavet til cosplayshowet og AMV-konkurrencen. Til auktionen er der tit ting til salg, som man gerne vil have, og så er det sjovt at byde mod hinanden.

Når du siger ”cosplayshowet” mener du så Danish Cosplay Championship om lørdagen? Der er jo også J-Popcons eget cosplayshow om søndagen.
De er først lige begyndt med at dele cosplayshowet op i to dele, men jeg kan lide dem begge.

Hvad synes du om programmet for connen?
Der er en masse på programmet, som jeg skal deltage i eller se. Hvad er f.eks Labyrinten konkurrence om lørdagen og Gæt en Yokai. Desværre ligger Epic Rap Battie og Anime Dating Game samtidig, så jeg skal vælge en af dem.

Hvad synes du om temaet?
Det lyder sprændende, jeg kan ikke vente med at se, hvad de har lavet.

Hvor meget betyder de internationale cosplaygæster for dig?
Udover at se deres cosplay (og blive helt vild misunderlig på det,) så ser jeg dem ikke.

Skal du cosplaye - hvis ja, hvem?
Ja, jeg skal cosplaye, men det er kun om lørdagen, at jeg cosplayer en bestemt figur.
Fredag: Stor, rød, goth (galla) kjole
Lørdag: Suigintou fra Rozen Maiden
Søndag: Stor, blå, goth (galla) kjole

Hvorfor har du valgt at cosplaye?
Jeg ville gerne være med i det fællesskab, der bliver skabt hvor man er sammen med andre, der cosplayer. Man bliver altid glad, når der kommer en hen og spørger, om de må tage et billede af ens kostume.

fredag den 13. februar 2015

Til J-Popcon for 1. gang og som gopher

Mit næste optaktsinterview er med Mickel på 21 år, som bor i Århus. Han har været interesseret i anime og manga i 6 år. Det er første gang, han har valgt at begive sig til J-Popcon. Samtidig har han valgt at melde sig som gopher.


Hvordan opstod din interesse for anime og manga?
Jeg startede i Pokémonmiljøet, da det dengang var, hvad jeg interesserede mig mest for. Det officielle danske Pokémonforum havde en hel afdeling til de anime/manga-interesserede, og der fandt jeg ud af, der fandtes langt mere end bare Pokémon.

Hvor længe har du været en del af fanmiljøet omkring anime og manga, og hvilke arrangementer har du været med til?
- 5 år
- Omkring 11 conventions fordelt på SVScon, Genki, KoyoCon og Shiroi-Con
- Lokale begivenheder: Kita, Anime Higashi, OBAA og HAF

Hvorfor har du valgt at melde dig som gopher til J-Popcon 2015? 
For at få erfaring med en større convention samt i håb om en god social oplevelse med andre gophere.

Har du prøvet at være hjælper andre steder?
Jeg har været hjælper eller højere oppe i hierarkiet til alle conventions, jeg har deltaget i, hvilket ikke før har inkluderet J-Popcon. :-)

Hvorfor har du valgt at tage til J-Popcon i år?
Jeg ønsker at opleve de fleste forskellige større conventions i Danmark som hjælper. På den måde kan jeg lære hvordan de forskellige gør tingene, og hvad de hver især fokuserer på. Desuden har jeg udviklet mig meget pga. andre conventions, så jeg faktisk nu kan holde ud at tage til noget så stort som J-Popcon. Det er jeg ikke sikker på, jeg ville kunne tidligere. :-)

Havde det indflydelse på dit valg om at melde dig som gopher, at du får gratis adgang og soveplads? Ville du have meldt dig, hvis du ikke fik det? 
Ja. Jeg betaler gerne en smule, selvom jeg er hjælper, men J-Popcons pris er langt over hvad jeg er villig til at betale. :-)

Hvor meget ville du være villig til at betale?
100-150 kr. om nødvendigt – men helst mindre. :-)

Skal du følges med nogen til J-Popcon? 
Nej - men jeg er sikker på jeg møder mange, som jeg kender. :-)

Hvornår regner du med at ankomme til og tage fra J-Popcon?
Jeg regner med at være til connen kl. 14 fredag til kl. 18 søndag. Jeg ville gerne blive længere, men den sidste bus kører kl. 19. :-)

Hvilke informationer om gopherarbejdet har du fået på forhånd?
Typiske gopherarbejdsopgaver, dvs. vagt (og hvilke områder), hjælp til arrangementer og konkurrencer samt forefaldende arbejde og let oprydning. Dette står på hjemmesiden.

Så der har ikke været yderlige kommunikation fra J-Popcons side omkring gopherarbejdet? Har du heller ikke fået en vagtplan?
Ingen vagtplan endnu. Vi har dog fået opdateringer, navnlig vedrørende at vi skulle sende børneattestblanketter, og at vi skulle udfylde T-shirt størrelse.

Hvordan er dine forventninger til gopherarbejdet?
Travle stunder en del af tiden, men også mulighed for fritid. Desuden mulighed for socialisering med andre gophere. :-)

Hvordan tror du, det vil være at være gopher til J-Popcon sammenlignet med de andre steder, du har været hjælper?
Hårdere. Der er rigtig mange mennesker samlet på et sted, og de skal tages hånd om. Jeg har hørt, at alting er meget mere fyldt, f.eks.

Hvordan er dine forventninger til connen generelt? Hvad ser du mest frem til og hvorfor? 
Jeg er spændt på at kigge rundt for at se, hvad der foregår på lige J-Popcon med den størrelse, den har. Desuden ser jeg meget frem til gopherarbejdet, da det især er erfaringer derfra jeg er interesseret i. :-)

Hvad synes du om temaet?
Jeg synes, det er fedt, at der er et tema, hvor man også blander traditionel kultur ind. Mine personlige interesser ligger dog andre steder, så det er ikke noget, der fanger lige netop mig.

onsdag den 11. februar 2015

Interview med den nye formand Louisa

Det er lykkedes det mig at få en aftale omkring et interview i hus med J-Popcons eller nærmere J-Popkais nye formand Louisa Paulsen. Hun er 28 år og bor i København. Det er dog ikke mit første interview med hende. Sidste år i min optakt til J-Popcon 2014, interviewede jeg hende omkring at være arrangør. Dengang var hendes ansvarsområder receptionen og gopherne. Siden da er hun altså rykket opad.


Fortæl lidt om, hvordan det er at være formand for J-Popkai (i forhold til da du tidligere stod for reception og gophere).
Ud over at være med i bestyrelsen, som mødes ca. 1 gang om måneden, så går der da en del mere tid på at holde overblik over de forskellige grupper, som jeg ikke gjorde før. Jeg synes, det er en opgave der hører sig til formanden - at man mere eller mindre har styr på, hvad de forskellige grupper laver, hvor langt de er med opgaverne, og hvordan budgettet kører. Der er også nogle koordineringsopgaver med forskellige eksterne, bl.a. DGI-byen, som der skal ligges timer til, kontrakter der skal holdes styr på, større indkøb skal gennem mig (og bestyrelsen) osv.
Jeg har ikke rigtig styr på, hvor mange flere timer jeg bruger, da jeg også har påtaget mig nogle andre opgaver, der ikke er pga. formandsskabet. Men det er helt klart mærkbart flere timer om ugen, især her de sidste 4-5 måneder op til connen.

Er de månedlige bestyrelsesmøder fysiske møder?
Det svinger lidt. Vi prøver at mødes fysisk, men nogle gange kan det også fint fungere over Skype.

Hvilke opgaver har du påtaget dig ud over dem, der fulgte med formandskabet?
Jeg har bl.a. været med inde i PR-gruppen, står for sovesalen, lidt af temaet/udsmykning, en del mere af vores bestillings-/indkøbsarbejde osv. - og en masse andre små ting.

Hvorfor valgte du at stille op til posten som formand?
Jeg tænkte, det kunne være en sjov udfordring, og en måde hvorpå jeg kunne komme helt ind under huden, på hvordan planlægningen i løbet af året foregår. Så tænkte jeg, at jeg havde nogle evner og ideer, som kunne være med til forhåbentlig at gøre J-Popcon endnu bedre, både udadtil og indadtil.

Hvordan vil du selv sige, at du adskiller dig fra den forrige formand Niels Minamizawa Mathiesen, og hvordan minder I om hinanden?
Da jeg ikke har været med i bestyrelsen før nu, har jeg ikke den store viden om, hvordan Niels har ageret som formand i løbet af året og planlægningsdelen - og jeg har endnu ikke selv stået prøven som formand under connen. Så det er lidt svært for mig at sammenligne på nuværende tidspunkt. Men jeg vil nu sige, at jeg synes, vi begge er gode til at holde hovedet koldt i pressede situationer, og at vi begge har et ret godt energiniveau under connen. ;)

Hvor vil du gerne føre J-Popcon hen i fremtiden - altså hvad er dine ambitioner, drømme og forestillinger for connen? 
Selvom jeg ikke bare er en kransekagefigur, så er det en beslutning der tages i bestyrelsen. Dog med udgangspunkt i ideer og forslag fra resten af arrangørgruppen. Men mine egne drømme for connen er, at der kommer mere fokus på mangaen og det lidt ældre publikum (som jeg jo selv er en del af). Vi er startet lidt ud med at få vores gæster mere med i det i form af en større Artist Alley, og næste år ser jeg gerne, at vi få fingrene i en spændende manga-ka.

Hvis du frit kunne vælge, hvilken manga-ka ville du så hente hjem til J-Popcon?
Uhh, det er næsten for svært at skulle vælge. Af de mere kendte ville jeg nok gerne have Arakawa Hiromu, Kishimoto Masashi, Tite Kubo, Oda Eiichirō eller Konomi Takeshi. De er desværre ikke rigtig inden for vores budget, så det er mere drømmescenariet. ;)

Hvad er forskellen på bestyrelsen og arrangørerne, og er bestyrelsen også arrangører?
Bestyrelsen består af arrangører. Det er nogle af de tunge "drenge", som har været med i en del år efterhånden. Så de sidder med en god mængde erfaringer, og har derfor sidste ord i de store beslutninger. Da J-Popcon har den størrelse, vi har, så er det nødvendigt med flere arrangører end bare dem i bestyrelsen. Grunden til, at der er et max antal på bestyrelsesmedlemmer, er, så det er muligt at få diskuteret beslutninger igennem, hvilket kan være svært hvis alle arrangører, skal med ind over alt. Så det handler om de store træk på bestyrelsesniveau, og så er der arrangørgrupper til at tage sig af de mindre beslutninger inden for deres område.

Hvor mange medlemmer er der i bestyrelsen?
7

Er du den eneste af hunkøn i bestyrelsen?
Pt., ja. Der har været andre i løbet af årene, men jeg er den eneste lige nu.

Hvor mange arrangører er der pt., og hvordan er de fordelt på de forskellige ansvarsområder?
Vi har pt. 40 arrangører plus det løse. De er fordelt ud fra en kombination af, hvor mange der er brug for i gruppen, og hvor mange der har meldt sig til gruppen. Nogle grupper, såsom event, har behov for flere arrangører end eksempelvis garderoben eller biografen.

Hvem tæller I med som arrangører? 
Der er arrangørerne som er med til at planlægge connen i løbet af året, og så er der trustees, som ligger mellem gophere og arrangørerne. De lægger en stor mængde arbejde under selve connen, men er knap så meget med under forberedelser i løbet af året.

Hvilke tanker har I gjort jer omkring valget af tema? Både hvorfor J-Popcon fortsat skal have et tema, og hvorfor det blev Edo.
Vi fortsætter vores ide om at have et tema både for at give lidt ekstra til hver con, så de bliver deres egen, men også for at give det mere end et enkelt forsøg. De fleste gæster virkede til at kunne lide det sidste år, så derfor fortsætter vi med det. I år faldt valget så på Edo-perioden. Vi havde nogle andre temaer oppe at vende, men vi synes, at vi vil prøve at lægge lidt vægt på det japanske, fordi det kunne være fedt at give lidt andet japansk kultur end ”kun” popkultur til connen.

Hvordan vil temaet komme til udtryk? 
Vi har flere planer for udsmykningen af connen i temaet. Vi har bl.a. givet maid caféen en anden uniform i år. Vores eventhold har også gjort deres for at indarbejde temaet i vores paneler og konkurrencer. Desværre har vi jo nogle begrænsninger, ellers ville vi helt klart have puttet alle arrangørerne i kimonoer. ;)

Hvilke nye tiltag kan vi ellers forvente til den kommende J-Popcon?
Som noget nyt forsøger vi os med en sovesal, ovenikøbet på connens område! Det er kun en mindre sal i år, da vi lige skal have prøvet de praktisk ting af, før end vi kaster os ud i det helt store. Vi vil hellere tage evt. ”børnesygdomme” nu, hvor de er i en størrelsesorden, vi nemmere kan fikse og så have styr på tingene når vi står med flere end 200 pladser. Vi er også gået med i et europæisk con-samarbejde mod bootlegs i vores dealerroom, da vi gerne vil, at vores gæster kan vide sig sikre på at de ikke køber bootlegs. Ellers er der nogle mindre ting, såsom muligheden for VIP-pladser til cosplayshowet om lørdagen og et nyt set-up i receptionskøen (som gerne skulle få det til at glide bedre). Så har vi et event med japansk whisky til det ældre publikum.

Hvilke forventninger har du selv til J-Popcon 2015, og hvad ser du selv frem til? 
At overleve. ;) Ej, jeg håber da, at vores gæster får en rigtig god oplevelse. Jeg ser personligt frem til vores internationale gæster, især Mario, men ellers sådan lidt af det hele, som jeg nu får tid til det.

Hvilke opgaver har du under connen?
Først og fremmest at være formand med alt, hvad der nu hører til det. Desuden er jeg stadig overordnet ansvarlig for gophere og receptionen/check-ind, men jeg har heldigvis nogle, jeg kan uddelegere til, da jeg ikke selv kan stå der konstant i år, som jeg plejer. Men jeg får nok at se til. ;)

Hvis du skulle fremhæve nogle punkter ved lige præcis J-Popcon 2015, hvad skulle det så være?
Charles Martinet. Jeg vil så meget gerne have en omgang Mario Kart mod ham!

søndag den 8. februar 2015

Soukyuu no Fafner: Dead Aggressor - Exodus (delanmeldelse)

Antal sete episoder: 5/13 på Crunchyroll
Genrer: action, drama, mecha, sci.fi.

Jeg er gået ind til Fafner Exodus uden egentlig kendskab til den foregående serie og film. Normalt kaster jeg mig ikke ud i fortsættelser (når ikke har set noget af det foregående), men i mangel på andet interessant her i vintersæsonen, valgte jeg at give Fafner Exodus en chance. Da den første Fafner-serie kom for over 10 år siden, var det også min tanke, at jeg sikkert ikke var den eneste, som ikke havde set den, og jeg derfor kunne være behjælpelig over for andre ved at begynde på serien og så fortælle om mine erfaringer som nybegynder.

Exodus foregår 2 år efter Heaven and Earth-filmen ifølge MAL. Vi møder personerne på en lille menneskeskabt øgruppe. De lever i skjul fra omverdenen bag barrierer, som holder de fjendtlige aliens kaldet festum ude.


Menneskene på øgruppen forsvarer sig med mecha'er, som kun få kan styre. De er i gang med at optræne 3. generation af teenagepiloter. Hovedpersonen Kazuki har trukket sig tilbage fra Fafner-livet og har i stedet sin egen restaurant. På hovedøen er der en lille pige (der ser ud til at være datter af nogle af personerne fra de forrige Fafner-historier), som taler med, hvad de voksne tror, er en imaginær usynlig ven. Det viser sig dog, at hun faktisk har været i kontakt med en anden lille pige, som er på vej til øen, og der lægges op til, at de to og øens kerne (som også har form som en lille pige) vil komme til at få en særlig betydning, da de har specielle evner. 

I eps. 1 får vi præsenteret en masse forskellige personer, og der er også en lille smule omkring forhistorien, så det gælder om at holde tungen lige i munden. Da jeg som sagt ikke har kendskab til den foregående historie, er der sikkert nogle relationer, der er gået hen over hovedet på mig. Jeg føler dog, at jeg er lige så informeret, som jeg har været mht. personer og teknologi i andre mecha-serier, hvor man også nogle gange bare bliver smidt ind midt i det hele (ligesom hovedpersonen) og så løbende får af vide, hvordan mecha'erne fungerer, hvem fjenden er osv. I eps. 4 får seeren således en fin kort gennemgang af, hvordan Fafner fungerer, af en af de nye piloter.


Så hvis man hører til den type, der følger godt med, når man ser anime, vil jeg mene, at man godt kan kaste sig ud i Fafner Exodus uden at have set forgængerne. Vil man få mere ud af serien, hvis man har set dem - ja, det tror jeg bestemt. Jeg tror også, at man nemmere vil kunne kende forskel på de forskellige personer. Her 5 eps. inde, har jeg stadig ikke lært navnene på særlig mange, og i scenerne hvor vi kun ser ansigterne inde i cockpitterne, kan jeg ind imellem have svært ved at se hvem der er hvem. ^^;

Ikke desto mindre har Fafner virkelig formået at fange mig. Hver uge ser jeg frem til at se den næste eps. og finde ud af, hvad der videre sker. Jeg tror, det skyldes universet og historien. Jeg kan tydeligt fornemme, hvor meget der er på spil, hvor presserende deres mission er, og hvordan de kæmper for at overleve.


Jeg vil gerne se, hvordan det kommer til at gå dem. Jeg vil gerne lære mere om universet - både hvad angår teknologien bag Fafners, relationerne personerne imellem samt forholdet imellem øgruppens beboer og Human Army (og resten af verden - hvad er der egentlig tilbage af den?). Det eneste som jeg faktisk ikke er vildt interesseret i er festums. Jeg synes, at det med Mir (festums energi- og kommunikationskilde eller hvad man nu skal sige) er interessant, men de enkelte festums har indtil videre været meget upersonlige og intetsigende. Hvis jeg skal nævne en ting, som jeg ikke bryder mig om i Fafner, er det deres tåkrummende brug af tysk. XD

Stilmæssigt ligner Exodus sin +10 år gamle forgænger, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Den er selvfølgelig lavet i bedre kvalitet, men personerne ligner sig selv. Dette er måske også en af grundene til, at jeg godt kan lide serien. Jeg føler, at den mere "rå" stil fra slut 90'erne og første halvdel af 00'erne, passer bedre til mecha-serier som Fafner end "moe kawaii"-stilen, der ellers er in nu. Angelas OP og ED sætter også stemningen for serien rigtig godt. 

onsdag den 4. februar 2015

Events til J-Popcon (indtil videre)

Der er nu 16 dage til J-Popcon. Det betyder, at der snart gerne skulle blive offentliggjort et program - og forhåbentlig nogle beskrivelser af eventene. Indtil videre kender jeg til følgende events:

Filmen får egentlig først premiere til juni her i Danmark, men J-Popcon har igen lavet en aftale med Gran Teater, så filmen bliver vist under connen. Der er en fremvisning både lørdag og søndag formiddag. De er dog begge to åbne for offentligheden. Fremvisningen lørdag er i en ret lille og efter min mening underlig sal - i hvert fald at bedømme ud fra oversigtsbilleder. Fremvisningen søndag er i en stor sal. Det er vist den sammen, som der også blev brugt til Når vinden rejser sig og Oppe på Valmuebakken. Prisen er steget fra 50 kr. til 60 kr., hvilket dog stadig er billigt i min optik. I skrivende stund er der masser af frie pladser til begge fremvisninger. Forpremieren er et event, som jeg sætter stor pris på, da jeg nok ellers ikke ville få set filmen med japansk tale i en biograf.

High five til J-Popcon. Sun Creature Studio tager igen en tur over broen og lægger vejen forbi J-Popcon. I år har der i det mindste været en ordentlig annoncering af deres event, så jeg håber, at der møder flere mennesker op til deres screening og Q&A. Jeg har fuldt Sun Creature siden deres Kickstarter, så det bliver spændende at se det færdige produkt - og så skal jeg da også lige have en snak med Kenneth (hvis han har tid). ^^

Et stykke tid stod denne nyhed egentlig bare som en tom side med "Info følger snarest" eller sådan noget. For et par dage siden kom der så mere info. Showet er arrangeret af Kimono Klub Danmark. Jeg er glad for at se den slags event hos J-Popcon, og så er det jo også i fin tråd med temaet Edo. Showet afholdes lørdag kl. 15:30-16:45 i Forsamlingshuset. 

Der afholdes igen en auktion. Der er et maks. på 150 items. Et item kan godt bestå af en samling af flere ting. Der må kun tilmeldes 8 ting per person. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke kan forstå, at J-Popcon tillader "småting" i auktionen så som en enkelt manga, men nu muligheden er der, så har jeg da også tilmeldt enkelte manga alene.

Sidste år var der sake-smagning, og i år er man gået videre til whisky. Det koster 100 kr. ud over medlemskab at deltage i eventet. Jeg forstår sådan set godt, at der er brugerbetaling på, da det nok koster en sjat at købe de våde varer hjem. Man skal selvfølgelig være 18 år for at kunne deltage. Jeg synes, at det er et fint tiltag til det ældre publikum, men jeg skal ikke selv deltage. Det er ikke lige der min interesse ligger - næh gjaldt det interessant og lækkert mad, så var jeg mere på. ^^

"om hvordan man starter sin egen spilarkade, hvordan man skaffer de gamle arkademaskiner, det sociale konkurrence element og livsstilen der følger med."

Dette event er nok mest for de kreative, som selv tegner og skriver. Det afholdes af hollandske Howling Riot. Jeg synes, at det er en god mulighed for at få noget sparring.

Foredraget afholdes af Natalia Batista fra Nosebleed Studio. Sidst det blev afholdt var det så populært, at alle tilhørerne ikke kunne være i lokalet, så denne gang er der afsat et større lokale til det. Mon det er rykket til Forsamlingshuset...?

Dette foredrag er ligeledes ved Natalia Batista, hvor hun fortæller om sin egen serie Sword Princess Amaltea, og grundlaget for de omvendte kønsroller deri. Serien er solgt i over 2000 eksemplarer i Sverige og kan læses gratis online på Nosebleed Studios hjemmeside.

Her vil stemmen bag bl.a. Mario fortælle om sit arbejde som voice actor og besvare spørgsmål fra publikum. Der vil også være en autograf-signering, men om det er i forlængelse af Q&A panelet er endnu ikke offentliggjort. 

Der bliver igen afviklet modeshow til J-Popcon. Der søges modeller med tøj i stilarterne lolita/kodona, gyaru, fairy kei, decora og visual-kei. Modellerne får gratis adgang til connen om fredagen, hvor modeshowet afholdes. Det præcise tidspunkt er endnu ikke annonceret, men det bliver mellem kl. 20-22.

J.Hart Design workshops
Joshua Hart er en af J-Popcons internationale cosplaygæster og dommer ved DCC. I nyheden står der, at han vil afholde workshops. Hvad indholdet bliver, er endnu ikke annonceret, men mon ikke det har noget med kjoler at gøre..

Kendama.dk
Holdet bag Kendama.dk kommer forbi J-Popcon. Jeg gætter på, at der vil være en opvisning af en art og måske et foredrag om kendama og deres egne oplevelser i den forbindelse.


Det er faktisk kun de 5 første events, der står listet under Events i menuen til venstre på J-Popcons hjemmeside. De andre har jeg gravet frem fra forskellige nyheder. Jeg ser frem til at se, hvad J-Popcon ellers har på programmet i år - og hvordan de forskellige events ligger i forhold til hinanden.