Viser opslag med etiketten SVScon. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten SVScon. Vis alle opslag

lørdag den 6. juni 2015

De vil huske SVS for hyggen og det sociale.

I dette blogindlæg vil jeg sammen med tre deltagere se tilbage på, hvad SVScon har betyder for dem. De har alle fået mange gode minder gennem årene. De har især sat pris på det sociale til connen, og det er også især det, der har fået dem til at vende tilbage til connen igen (og igen).


Natascha Oxholm Snede, 20 år, Århus: 5 SVSconner
For 5 år siden startede Nataschas interesse for japansk populærkultur. Hun læste mange manga'er - alt lige fra Kare First Love til Chobits - hun så også Naruto, men det var mest mangaerne, som interesserede hende, da hun elsker at læse. Hun finder også musikkulturen både fascinerende og anderledes. Hendes interesse opstod faktisk kort før, hun kom ind i fanmiljøet. SVScon 2011 var således hendes første arrangement. Det var en veninde, som spurgte, om hun ikke ville med. De fire første gange havde hun det dejlig nemt. Hun boede nemlig i Silkeborg, men her i år har hun måtte tage turen fra Århus - selvom det nu heller ikke er så langt fra Herning. Den korte afstand er da også noget, som Natascha virkelig har værdsat. "Jeg har altid, elsket det var i Herning - eller her i Jylland - for jeg må indrømme at tage til Kbh. er rimlig langt. Dog har jeg prøvet det i forhold til, jeg skulle til en anden con, men det var en stor skuffelse - og så bruger man så mange penge på en tur, der er til stor skuffelse. Det ikke sjovt. ;)" 
SVScon har haft stor betydning for hende. Dels har hun mange gode oplevelser fra connen, og dels har hun fået mange gode venner til den. Hun mødte faktisk en af sine bedste veninder til SVScon 2011, hvilket også er et af hendes bedste minder. "Da jeg mødte min bedste veninde (hun var klædt ud præcis mig som)." De cosplayede begge som Naruto fra Naruto Shippuden, og det var de matchende kostumer, som fik dem til at falde i snak. "og så spiste vi nudler sammen og tog billeder med hinanden. Derfra blev vi gode venner." Af andre gode minder nævner hun også bare det at møde folk med samme interesse for første gang samt hendes optræden i cosplayshowet. 
Da jeg spurgte hende, hvad der fik hende til at vende tilbage til SVScon år efter år, lød svaret: "Det var det sociale. Alle mennesker rendte rundt og hyggede sig. Man kunne råbe ''GRUPPEKRAM'' i midten af multihallen, og så ville størstedelen af menneskerne løbe hen til dig og lave det største gruppekram. Det var de nye mennesker, man møder og får et fantastisk venskab med. En stor del af tilbagevenden var også, at jeg fik mine venner, der boede så lang væk (som man ikke ser til hverdag). De kom til connen, og man vil jo gerne se dem igen." Nu hvor SVScon er stoppet, forsvinder der et mødested, så jeg spurgte, hvad de så gør nu. "Det er det triste. SVScon var ligesom mødestedet for de fleste af mine cosplayvenner og jeg. Der findes dog også cosplaywalks, som afholdes rundt omkring i Jylland for det meste, men jeg vil savne den hyggestemning, man fik til connen. Men hvad der kommer let, går let, og vi må finde en ny måde at mødes på (måske til en anden con?)."
Jeg sluttede med at spørge, om der var noget, hun ellers gerne ville nævne om SVScon, hvortil hun svarede: "Kun at SVScon virkelig var en fantastisk con med mange gode events og glade mennesker, man kunne virkelig se entusiasmen for hver con! Så mange tak for nogle fantastiske år! Den vil blive savnet, men jeg var også rebel til denne sidste SVScon. Jeg vendte båndet om, så den var hvid, og hvis folk spurgte hvorfor, sagde jeg, at det var, fordi det ikke er begravelsen, det er genfødslen, og at SVScon starter igen i år 2105-8005, da det var det omvendte af 2008-2015. :D"


Andrea Brønd, 20 år, Horsens: 3 SVSconner
Andrea har været interesseret i japansk populærkultur i en del år. Hun mener dog, at det for alvor tog fat, for omkring en 10 år siden. Hun mindes at have gået meget op i PokéMon, Beyblade, Digimon og den slags. Hun tror dog ikke, at hun på daværende tidspunkt var klar over, at det rent faktisk var fra Japan, men hun elskede stilen, som hun fandt anderledes i forhold til amerikanske serier, og hvad der ellers kørte af børne- og ungdomstv dengang. 
I dag går hun mest op i cosplaydelen. "Jeg har en helt fantastisk vennegruppe, hvor vi i fællesskab bringer vores ynglingsfigurer til live! Sågar min kæreste blev grebet af det kort efter, vi mødte hinanden. Det, jeg går mest op i, er måske ikke så meget selve manga/anime, men nok nærmere den følelse af accept der er i at færdes i et miljø, der går op i japansk popkultur. Jeg kan til tider føle, at jeg kunne have faldet lige så meget pladask for noget andet, men det var det faktum, at jeg havde en lille gruppe mennesker, som gik op i de her udenlandske tegneserier, at jeg blev hevet helt ind."
Hun begav sig for alvor ud i fanmiljøet omkring 2009, da hun gik i 7. klasse. "Det var efter min konfirmation, at jeg endelig kunne klippe mig korthåret, og vise hvem jeg var/er. Det viste sig, at jeg havde en barndomsveninde, der også gik op i den japanske popkultur, og vi fandt et nyt venskab i det." Hendes første arrangement i fanmiljøet var et lille møde på Viborg Bibliotek. Hendes første con var J-Popcon 2011, som hun tog til med en gruppe venner. Det var også til J-Popcon 2011, at hun hørte om SVScon, som efter sigende skulle være langt hyggeligere. Så i 2012 begav Andrea sig til sin første SVScon. Siden da er det også blevet til et besøg i 2013 og i år. Afstanden til SVScon i Herning har aldrig spillet den store rolle for hende, for hun har altid nemt kunne finde ud af noget med transport. 
Mht. SVScons betydning for hende, fortæller hun: "SVScon har haft den betydning, at den har bragt mig tættere på mine venner og veninder - uden SVS havde jeg ikke på samme måde kendt de personer, jeg gør i dag. Jeg vil ikke sige, at SVS har betydet alt for mig, men connen har været med til at skabe mig inden for dette miljø. Jeg er for evigt taknemmelig for de minder, som SVScon har givet mig - det er der heldigvis ingen der kan tage fra mig."
Hun har da også svært ved at udvælge hendes bedste minde. "Uha.. Den var værre.. Mit bedste minde er svært at pin-pointe.. Øhm.. Jeg tror, at det altid har været at se cosplayshowet - det har været noget, man har set frem til. Der er en hvis spænding over at gå ind i den store sal med scenen og vide, at folk har øvet sig og produceret deres eget show, som de så vil vise os den aften."
Det, der har fået hende til at vende tilbage til connen igen og igen, er dog den hyggelige og afslappede stemning. "Jeg har ikke følt et pres om at være opdateret om den nyeste serie eller blevet set skævt til.. Det har virkelig været et omfavnende event." Nu hvor der ikke kommer flere SVSconner, vil hun vende sit fokus mod J-Popcon. Hun har ikke sat sig ind i de nye typer af conner, der er poppet op, men hun nævner, at de også kunne være muligheder. "Jeg tror bare aldrig at det vil være det samme som at skulle til SVS." Som afslutning vil hun gerne sige: "Jeg har virkelig ondt af dem, der aldrig fik lov til at opleve SVS, som jeg/vi gjorde... og så vil jeg bare gerne sige tak for minderne."


Louise Buchhave Carstens, 18 år, Randers: 2 SVSconner
Billedet er taget af I.S Photography. Hvis I har lyst, kan I følge Louise på hendes Facebookside Loubuca Cosplay. Inden for japansk populærkultur går Louise mest op i cosplay, anime og manga. Hun blev introduceret til anime af manga af nogle venner. Det var også gennem venner, hun hørte om SVScon for første gang. 
For Louise har afstanden til SVScon ikke haft det store at sige. "SVS ligger okay tæt på, hvor jeg bor, så det var ikke rigtig et problem. Men det ville heller ikke have betydet så meget, da jeg var rigtig glad for SVS." Hun fortæller da også, at SVScon har betydet rigtig meget for hende. "Jeg synes klart, at det har været en af de hyggeligste conner, jeg har været med til, og jeg har mødt mange af mine meget gode venner der. Den havde bare generelt en god stemning. c: Det var også fedt, at det ikke var rent strengt japansk tema, så der f.eks. også var en League of Legends quiz og lignende. Det er fedt at se mange forskellige cosplays, og det gjorde man i hvert fald til SVS. ^^" 
Hun kan heller ikke begrænse sig til en ting, da jeg spørger til hendes bedste minde. "Jeg tror, det har været bare generelt det hele ved SVS: 
- at mødes med mine gode venner, som jeg ikke har set længe. 
- at spille forskellige spil sent om natten, 
- Cosplayshowet fordi det er så hyggeligt, og bare måden det er i forhold til de andre conner. Jeg kan godt lide, at det bare var gruppenavnet, som blev sagt, og ikke hvem der cosplayede hvad, da det giver mulighed for overraskelser. 
- stemningen til connen. 
- Dejligt og venligt staff.
Så ja.. Bare alt! ^^"
Til spørgsmålet om, hvad hun gør nu, hvor der ikke bliver afholdt flere SVSconner, svarer hun: "Altså, det er selvfølgelig meget trist, da det var min yndlingscon i Danmark, men der er jo som sagt ikke meget at gøre ved det. Jeg synes, det fik en fin afslutning. Fremover vil jeg bare fortsætte med at tage til de andre conner, jeg plejer (Genki, J-Pop og Kōyōcon). Og så er også nogle nye, som starter op næste år. Der er også Hydracon, men den regner jeg ikke med at prøve i år, da den ligger lige efter Genki, så jeg ville nok ikke have råd til det med hensyn til transport og forbrug på connen - men måske næste år, det må jeg tage til den tid. Generelt er jeg kun taget til de store eller "større" conner i Danmark, da de fleste små, såsom Aicon og Tomocon, ligger på Sjælland og Fyn, og min økonomi rækker ikke til, at jeg kan tage afsted til de mindre conner også."
Til slut vil hun gerne sige: "Jeg synes, det har været fantastisk at være med, på trods af at det kun var 2 gange, jeg endte med at komme med. Så tak til alle arrangørerne, gophere, deltagerne, mine venner og alle andre, der har været med til at gøre SVScon til, hvad jeg - og mange andre - vil huske som værende "Danmarks hyggeligste convention!" ^^"

tirsdag den 2. juni 2015

Et kig bag SVS: dommer Lea Olsen

Har du undret dig over, hvordan det er at være dommer til SVScosplayshow. Så kom et smut med om bagved sammen med Lea Olsen - Mirazie Cosplay, som var en af de tre dommere i år. Billedet af Lea Olsen er taget af Emilie Bendix Engmann - DustyPhotography, og fællesbilledet af hele dommertrioen længere nede er taget af Sascha Nielsen - Zarsu.dk - Cosplay & Photography. 


Hvordan kom du selv i gang med at cosplaye?
Jeg blev shanghajet af nogle venner til at gå med på en scene og optræde, før jeg overhovedet vidste, hvad det var jeg sagde ja til. Jeg havde det sjovt, og da jeg senere fandt ud af, hvad det faktisk var for en hobby, og at det også var normalt at lave kostumer til, så var jeg rimelig hooked.
Jeg har altid været kreativt anlagt og elsket at optræde, så cosplay kombinerede to ting, som jeg elskede. Samtidig blev det også muligt at møde en masse mærkelige mennesker som mig selv, så hvordan kunne jeg ikke blive opslugt? ;)

Hvad du går du mest op i, når du selv cosplayer? (F.eks. at være in-character, at optræde, valg af materialer, de små detaljer, styling af paryk, make up, at have det sjovt, at udfordre dig selv og/eller noget helt andet.)
Uha, det er i mine øjne et meget meget bredt spørgsmål... Jeg elsker at crafte og lave et kostume, som udfordrer mig rent håndværksmæssigt. Nogle ting er jeg ved at være rimelig træt af at lave, for eksempel bukser, fordi jeg har lavet det en del gange, og det stadig kan drille mig rigtig meget. Så jeg har det klart sjovest med at lave kostumer, hvor jeg kan blive udfordret på nye måder undervejs i arbejdet med det. Samtidig elsker jeg også virkelig at gå på scenen og optræde, og jeg laver gerne et "lille useriøst kostume", hvor jeg ikke bliver udfordret håndværksmæssigt, kun med det formål, at det skal på scenen. Jeg kan også sagtens blive fristet til at lave simple kostumer for at være social med mine venner. 
Men i bund og grund er det vigtigste egentlig for mig, at have det sjovt. Men jeg har det både sjovt med at være kreativ i skabelsesprocessen af et kostume eller en sceneoptræden, og når jeg hænger ud med mine venner. 

Det var første gang, du var dommer til SVScosplayshow, men har du prøvet af være dommer til andre cosplaykonkurrencer?
Jeg havde glæden af at være dommer til Genki i 2013 til deres cosplayshow, og jeg er blevet spurgt, om jeg kunne tænke mig at være det igen i år. Det er altid en fed oplevelse at få lov til at være dommer, og jeg håber, jeg får muligheden flere gange!

Hvordan synes du, det var at skrive en ansøgning for at blive dommer?
Jeg har efterhånden skrevet en række jobansøgninger igennem årene og prøvede at tænke lidt på det som det... men det var også lidt mærkeligt, for cosplay har for mig aldrig handlet om den helt store selv-promovering, men i en ansøgning skal man netop skrive en hel masse godt om sig selv og hive alle sælgende ting frem. Så et eller andet sted følte man sig en lille smule selvfed, mens man sad og skrev det, men ja, prøvede bare at tænke på det som en jobansøgning. :)

Fortæl lidt om, hvordan det var at være dommer. 
Det var egentlig meget stille og roligt. Vi havde ikke nogen opgaver om fredagen og søndagen overhovedet, det var kun lørdag. Vi mødte op i hallen kl. 13:00 og var til stede ved cosplaymødet, og så brugte vi ellers timerne frem mod cosplayshowet på at snakke med deltagerne hver for sig, om deres kostumer, og hvad de skulle lave på scenen. Til showet var vi selvfølgelig meget optagede af at nyde de mange gode acts og efterfølgende voterede vi så i længere tid, end jeg tør indrømme, inden vi annoncerede vinderne. 

Hvad synes du ellers om at være dommer til SVScosplayshow?
Det var super fedt at få lov til at snakke med deltagerne og høre, hvad de havde lagt af hårdt arbejde i deres kostumer og optrædener. Det giver et ekstra perspektiv på hvad man ser på scenen, og jeg synes at man ser det hårde arbejde, der er blevet lagt i forberedelserne, meget tydeligere.

Mærkede du, at både Sørine Karlsson - Surine Cosplay og Daniel Christensen - Drakkashi Cosplay begge har været dommere til SVScosplayshow før?
Det kunne godt mærkes, at de begge har været dommere før, men jeg synes ikke, at det var udpræget, at det lige præcis havde været til SVS. Der var da et "til tidligere SVS'er har det været sådan..." ind imellem, men det var ikke, fordi jeg følte at mine holdninger eller meninger blev underkendt på nogen måder! De var begge rigtig dejlige at arbejde sammen med og jeg synes at vi udgjorde et godt team. :)


Synes du, at det var passende med tre dommere?
Tre er efter min mening et ganske godt antal af dommere, da man ikke er nok til at have alt for mange forskellige meninger og stadig nok, til at man kan lave en demokratisk afstemning, hvis det skulle blive nødvendigt. Samtidig er der også nok øjne, til at man opfatter langt de fleste ting og stadig kan blive enige.

Hvordan var det at udvælge vindere til de forskellige priser? (Var der f.eks. nogen kategorier, hvor I med det samme vidste, hvilken gruppe, der skulle vinde? Var der nogen kategorier, hvor I diskuterede virkelig længe?)
Det var hårdt. Meget hårdt! Der var ingen kategorier, hvor vi med det samme vidste, hvem der skulle løbe med prisen. Vi havde som minimum tre forskellige optrædener oppe at vende ved hver kategori. Selvfølgelig var der nogle kategorier, der tog kortere tid at blive enige om end andre, men det var til dels også, fordi vi allerede havde givet nogle af kandidaterne en anden præmie. EC [red. EuroCosplay] var nok den kategori, der tog længst tid, da vi ville være sikre på, at vi sendte den rigtige afsted til London. Så der var rigtig meget at diskutere der, også fordi der var så mange gode at vælge imellem!

Hvad tænkte du, da I dommere blev spurgt, om I kunne tænke jer at uddele en pris mere? (Var der f.eks. en gruppe, du tænkte på med det samme, som måske ikke lige passede ind i en af de andre kategorier?)
Jeg var lykkelig og ved at falde budbringeren om halsen af glæde ;) Vi havde siddet og diskuteret en times tid på det tidspunkt og havde et par løse ender, som vi ikke vidste, hvordan vi skulle komme udenom, så den ekstra præmie faldt på et rigtig tørt sted. 

Hvad kunne du bedst lide ved at være dommer?
Jeg kunne rigtig godt lide at få lov til at se kostumerne tæt på, og høre hvad folk havde tænkt på i skabelsen af det. Generelt synes jeg også, at man ser cosplayshows med andre øjne, når man skal uddele præmier efterfølgende, og jeg kan faktisk godt lide den måde at se det på. Selvfølgelig er man mere kritisk end normalt, men samtidig synes jeg også at det er nemmere at se alle de gode kvaliteter som de forskellige bringer til scenen.

Var der nogen negative sider ved at være dommer?
Det var en smule frustrerende at sidde under showet og vide, hvor svært det ville være at uddele præmier. Heldigvis løste det sig, da vi kom til at snakke sammen bagefter, men jeg har stadig et par grupper, som jeg gerne ville have givet noget. Derudover kunne jeg også godt have brugt nogle lidt mere faste rammer omkring bedømmelsen af kostumer; at folk for eksempel havde fået lidt mere klar besked om, hvornår de skulle snakke med os, og at der på forhånd havde været et rum klar til os, hvor vi kunne snakke med deltagerne i. Det løste sig alt sammen, men jeg kunne godt have brugt en lidt skarpere tidsplan at arbejde ud fra.

Fik du også tid til at opleve resten af connen?
Ork ja, som sagt havde jeg ikke nogen opgaver overhovedet fredag og søndag. Og da jeg var på connen fra da dørene blev åbnet, til de lukkede, var der rig mulighed til at få snakket med folk og hygget sig. Det var kun lørdag, der efter kl. 13 var rimelig fyldt op og ikke gav mulighed for at gå rundt på resten af connen.

søndag den 31. maj 2015

Glæden ved at være gopher

Nu er jeg endelig klar med et SVS-relateret blogindlæg mere. I denne omgang er fokus på, hvordan det har været at være gopher - altså frivillig hjælper - til SVScon. Jeg har haft fat i fire, som hver har prøvet at have tjansen. De to første er mere rutinerede, og de to sidste har kun været gophere her i 2015. 


Andreas Jensen, 24 år, Vejle
Den første SVScon, som Andreas deltog til, var i 2010, og allerede året efter meldte han sig under fanen - og er blevet der siden. Han har også prøvet at være gopher til Genki en enkelt gang. 
Andreas fortæller, at han valgte at melde sig som gopher til SVScon, fordi "jeg gik og kedede mig en smule. Og alle de events var ikke lige mig. Så i stedet for besluttede jeg mig for at prøve at være gopher. OG det gik jo ganske godt." For ham spillede goderne ikke den store rolle. "Jeg havde sgu taget afsted alligevel. Men jeg vil nu sige, at de var gode at have." Så han ville nok heller ikke sige nej tak til dem. ^^
Med fem SVSconner som gopher bag sig, har Andreas lavet en del forskellige opgaver, som jeg bad ham fortælle lidt om. "Åhha... 
- Jeg har stået for kødannelsen ved check-in og ved cosplayhallen. 
- Jeg har hjulpet til ved opsætningen af cosplayscenen og under afholdelsen af SVScosplayshow. 
- Jeg har holdt tal på points til events. 
- Jeg har jagtet deltagere uden armbånd. 
- Nattevagt har jeg været igennem flere år. 
- Rengøring og stoleflytning. 
- Jeg har også tømt skraldespande til den store guldmedalje. 
Alt i alt har jeg været godt omkring i de opgaver, man kan blive stillet. 
Jeg har sådan et love-hate forhold til nattevagten. Det er meget roligt og fredeligt, men for satan, jeg bliver træt. Det har altid været lidt sjovt at så ved kødannelsen ved indgangen. Så har jeg kunne se alle deltagerne an. De fleste andre opgaver har været noget, der bare skulle gøres. Så det har jeg bare gjort." Han synes, at det bedste ved at være gopher er "den sjov og ballade mellem arbejdsopgaverne og maden, når vi er færdige søndag."
Når det gælder det sociale blandt de frivillige, synes han, at det er lidt en blandet oplevelse. Han beretter, at "nogle frivillige har meget at fortælle - og deres timing kan af og til være lidt skidt - mens andre ikke siger så meget. Det er jo sådan, det er. Jeg tænker ikke så meget over det og snakker med dem, der passer mig." Han har dog i den grad fået knyttet venskaber til nogle af de frivillige gennem sin 5-årige gophertid hos SVScon. Faktisk fortæller han, at størstedelen af hans venner kommer fra SVS. 
Andreas havde svært ved at udvælge sit bedste minde. "Jeg ved ikke, om det decideret er et minde. Mine bedste SVS-tider har været at sidde inde i teltet [red. receptionsteltet], når der ikke har været noget at lave, og snakke frem og tilbage med de andre. Så har de fortalt om en eller anden sjov oplevelse, de har haft, og jeg har fortalt dem om noget, jeg har oplevet." Jeg spurgte, om der var noget, han særligt ville huske SVScon for. Hans svar var, når den lange kø til SVScosplayshow forsøger at lave bølge rundt omkring teltpladsen. Jeg ved ikke, om det især er det med "forsøger", der gør det mindeværdigt... XD 
Til slut gav jeg ham mulighed for at knytte en ekstra kommentar til, hvordan det har været at være gopher til SVScon. Han greb åbningen til at fortælle: "Jeg har aldrig kedet mig som gopher, og det har sgu været en fornøjelse at arbejde sammen med de frivillige og hele holdet bag."


Maria Louise Muhl Rasmussen, 23 år, Gassum
Der er kun to SVSconner, som Maria har misset: den første og den sidste. Hun har været gopher til 3 ud af de 6 SVSconner, hun har været med til: 2011, 2012 og 2013. Det er dog ikke kun hos SVScon, hun giver en hånd med. Hun har nemlig også været gopher til KōyōCon, Anime Higashi og en enkelt gang til Geekcore - sidstnævnte var dog ikke noget at råbe hurra for. Hun havde faktisk svedt det ud, da hun ikke kunne lide at være der. 
Da jeg spurgte hende, hvorfor hun meldte sig som gopher til SVScon, svarede hun: "hmm ren og skær nysgerrighed ^^ Jeg ville vide, hvordan en con fungerer, og så virkede det som et godt sted at starte. ^^ Så kendte jeg også flere, der var gophere der og snakkede godt for det - og så måtte jeg bare have en rød bøllehat. :)" Når det kommer til goderne, satte hun allermest pris på de særlige sovepladser. "Elsker sovepladserne - jeg er ikke god til store sovesale så gopherområdet var et mega plus for mig. :)"
Mht. gopheropgaver har Maria også været vidt omkring. "Der er de obligatoriske receptionsvagter, hvor man besvarer spørgsmål og hjælper rundt omkring (eller guider folk hen til nogen der kan), sætte scenen op, tage scenen ned, sætte scene op igen, flytte stole rundt, været dørvagt til cosplayshowet og madteltet, taget scenen ned igen og så været gamemaster til Werewolves. Bare for at nævne nogle af dem. :) Og så bare hjulpet folk, der nu spørger om hjælp, mens man går rundt på connen." Jeg spurgte, hvad hun syntes om opgaverne, hvortil svaret lød: "Hårdt, men har nydt det gode selskab!! jeg var aldrig alene om opgaverne, og man lærte mange nye folk at kende mens man arbejdede sammen."
Hun har altid fundet det sociale blandt de frivillige positivt. "Der var aldrig sure miner eller opleve folk ikke gad deres opgaver. Dog var vi altid mega trætte søndag når vi havde pakket alt ned." Hun mødes og snakker med andre frivillige til andre events og conner i fanmiljøet, men derudover er det meget begrænset, hvor meget kontakt hun ellers holder med dem. Alligevel nævner hun sammenholdet, som en vigtig faktor, da hun skal udvælge det bedste ved at være gopher, selvom hun har svært ved at sætte fingeren på lige præcis en ting. Hun synes nemlig også, at alt det, hun har fået med i bagagen, hvad angår conners opbygning, har haft stor betydning for hende. 
Hun kan da heller ikke nøjes med at udvælge et enkelt minde fra SVScon. "Alle de werewolf spil jeg har spillet på SVS er jo et godt minde. Jeg glemmer aldrig det år, hvor jeg ankom til SVS og blev spurgt 12 gange, inden jeg overhovedet kom ind af døren, hvornår jeg lavede Werewolves den aften - jeg følte mig så elsket... ellers en nat jeg aldrig glemmer, var i 2010, hvor vi spillede Maid RPG i eventrum 2 til klokken 6 om morgenen - og vi blev aldrig færdige, fordi vi hele tiden fuckede spillets historie så meget op, hvilket indebar at sprænge gamemasterens skole i luften..."
Hun slutter med at beskrive det at være gopher til SVScon som "helt sikkert en oplevelse man er gået glip af, hvis man spørger mig. Både man er gået glip af at få en rød bøllehat og at opleve SVScon inde fra."


Anders Skovsbo Bærndt, 21 år, Esbjerg
Anders har været med til SVScon som deltager siden 2012, men i år bestemte han sig altså for at give en hånd med som gopher. Han valgte at melde sig, fordi han "følte at connerne var begyndt at blive lidt ensartede og til tider kunne man godt begynde at kede sig, da der naturligvis ikke sker noget spændende 24/7. Derfor tænkte jeg, at jeg ville være beskæftiget med noget det meste af tiden som gopher, samtidig med at jeg gav noget tilbage for alle de goder minder og venskaber, SVS har givet mig." Han satte dog også pris på goderne, som gopherne fik. "Naturligvis er det dejligt at man kommer gratis ind, får en mere "lukket" soveplads og morgenmad. Det var også ret fedt, at man som gopher fik muligheden for at sidde iblandt de første rækker til cosplayshowet. På den anden side lavede jeg også en del frivilligt arbejde for det. Noget for noget." 
Han lagde da også mange timer i gopherarbejdet, da han allerede ankom torsdag aften og blev under oprydningen. Der er nogle gængse gopheropgaver, men i løbet af connen kan det skam også være ret forskelligt, hvad gopherne lige laver. Anders fortæller her lidt om sine opgaver. "Jeg ankom allerede om torsdagen, hvor jeg hjalp til med at bære diverse kasser ind i hallen og pakke ud. Jeg hjalp til med at sætte pavilloner op, borde og stole + at stille dem på plads igen ved connens afslutning. Ellers samlede jeg en masse fnuller op ved Plushiedødbold og fjernede gulvmåtterne i en af judorummene, som skulle anvendes til soveplads. Jeg havde 2 faste vagter, som var Auktion og receptionsvagt. Dog endte det med, jeg ikke skulle lave noget til Auktionen, da alle varerne var solgt, da min vagt startede + der ikke var noget særligt at rydde op. Det mest "komiske" var nok, at jeg over connen fik omtrent 100 henvendelser fra folk, hvis armbånd var faldet af. Der var 3 steder folk kunne få deres armbånd, og ved et af stederne sad to små piger med tangen.... så jeg tænker, de ikke har haft kræfter til at sætte dem ordentlig på. Ellers forsøgte jeg efter bedste evne at vejlede folk, hvis de havde spørgsmål eller ikke kunne finde et specielt rum. Der var eksempelvis en sovesal - mener det var 5'eren - som en del ikke kunne finde, da der blandt andet ikke var nogen seddel på døren, det fik jeg lige ordnet." 
Det bedste ved at være gopher var for Anders, at "man er en gruppe ildsjæle der samles om noget fælles på tværs af sociale lag, som arbejder godt sammen, selvom man ikke kender hinanden. Et godt fællesskab kort fortalt." Han syntes, at det sociale blandt de frivillig overordnet set var rigtig godt, selvom man jo ikke kan nå at lære alle frivillige at kende over kun en weekend. Han fandt, at de fleste var positive og indstillet på at yde en indsats det meste af tiden - også selvom de ikke lige var sat på i skemaet. Han fik da også nye venner blandt de dem, som han har holdt kontakten med her efter connen. 
Hans bedste minde fra SVScon er enten fra 2013 eller 2014 - han kan ikke helt huske det. Han fortæller: "Jeg var i rollespilsarenaen med en af mine venner, der hedder Cliff, hvor noget uventet opstår. Det var sådan: jeg havde en kæmpe hammer, hvor jeg rammer hans inderlår - jeg slog ikke særlig hårdt - men han skvatter så bagover på en mega komisk måde. Jeg stod og skraldgrinede i mindst 2 min XD." Han nævner dog også Nemesis Warbands act fra SVScosplayshow sidste år, hvor de blandede My Little Pony ind i det, for det var det han allermindst havde forventet. For ham er Plushiedødbold også altid en vinder. 
Til sidst ville han også gerne dele lidt kritik: "Da jeg var gopher her i år blev jeg konfronteret af en del deltagere, der var utilfredse over, at lyset i sovesalene ikke blev slukket. Jeg forventede, at lyset skulle være slukket, og der skulle være stille kl. 00:00, for sådan har det været til tidligere SVSconner og andre conner, jeg har deltaget i. Lyset var stadigvæk tændt lørdag nat kl. 2 og folk snakkede derinde. Jeg ringede til den ansvarlige - har allerede glemt hvad han hedder - men han snakkede om en eller anden sikkerhedsprocedure, eller noget i den dur, så han slukkede det ikke før efter godt og vel yderligere en time. En anden ting, som jeg syntes var ærgerlig, var, at en af mine veninder til cosplayshowet havde nogle props bagved scenen, som var blevet smidt ud, før hun enten huskede at hente dem igen, eller kom i tanke om de stod der. Selvom det blev sagt over højtalerne, kan man vel ikke forvente, at alle er indenfor på det givne tidspunkt." 


Susanne, 18 år, Storkøbenhavn
Susanne har cosplayet siden 2009, og i 2012 var hun til sin første con. Det var dog først i år, at hun fik lagt vejen forbi SVScon. I samme omgang valgte hun også at være gopher for første gang. Den oplevelse har dog givet hende lyst til at prøve at være gopher et andet sted også. Hun synes nemlig, at "det var en virkelig fed oplevelse at se en con fra 'bag scenen'." 
Der var flere grunde til, at Susanne meldte sig som gopher til SVScon 2015. Dels var hun lidt i pengenød, dels ville hun gerne tage lidt ansvar og udvikle sig personligt, så goderne havde stor betydning for hendes valg. Hun og hendes forlovede kommer nemlig fra Storkøbenhavn og skulle bruge en del penge på kørsel og bro frem og tilbage. 
Som gopher havde Susanne på forhånd fået tildelt en eventvagt og et par receptionsvagter. Hun kunne dog ikke nå at være der til eventvagten, så det blev aflyst. Hun blev også og gav en hånd under oprydningen. Desuden hjalp hun dem, der henvendte sig til hende i løbet af connen. Hun kunne godt lide de forskellige opgaver: "Jeg synes, de var meget fine. Jeg havde faktisk troet, jeg skulle gøre meget mere... Dog var jeg med til den vagt min forlovede havde til et event - og der var jeg til rådighed, hvis de fik brug for det. Men det gjorde de ikke... Men ja, jeg synes på ingen måde, at der var noget skidt ved opgaverne."
Da jeg spurgte hende, hvad det bedste ved at være gopher var, lød svaret: "Gratis saftevand! Ej. Jeg var meget tilfreds med vores sovepladser - og det var også rart med morgenmad." 
Susanne synes, at det sociale blandt de frivillige var meget fint. Dog var hun mest sammen med sin forlovede, så hun har ikke holdt kontakten til andre af de frivillige. Med kun en SVScon i bagagen var det let for hende at udvælge hendes bedste minde. "Det må have været at male min forlovede helt hvid i ansigtet til hans Beetlejuice cosplay - det var nemlig også hans første cosplay."

fredag den 22. maj 2015

Den trofaste SVS-tilhænger Saschas sidste SVS-oplevelse

Sascha Nielsen er en yderst trofast SVS-tilhænger. Hun har nemlig deltaget til alle otte SVSconner. Før connen lavede jeg et optaktsinterview med hende, og nu bringer jeg så et opfølgende interview omkring hendes oplevelse af den sidste SVS. 

Hvornår ankom du til connen?
Jeg ankom omkring kl. 15 fredag. Først tjekkede jeg ind på mit Danhostel-værelse, og derefter gik jeg over på connen for at få mit armbånd.

Hvordan synes du, check-in til connen fungerede?
Det fungerede helt optimalt. Da jeg ankom stod ingen i kø, så jeg blev kort introduceret til connens regler og blev herefter tjekket ind og fik mit armbånd. Hele processen tog under 5 minutter.

Hvad synes du om de forskellige områder og Multihallens indretning?
Jeg synes, de forskellige lokaler var udnyttet optimalt i år. Jeg synes også, det var godt, at der var kommet flere siddepladser og et par sofaer i Multihallen!

Hvorhenne brugte du selv mest din tid?
Jeg brugte mest tid i Multihallen; på at se forskellige events, være i dealerområdet og tage billeder af diverse cosplayere, jeg stødte på i Multihallen. Jeg brugte også en del tid i kantineområdet, men det var mest på at snakke med mine venner.

I optaktsinterviewet nævnte du, at du bl.a. så frem til Cosplay Showcase. Så hvad syntes du om det?
Jeg var så heldig at være backstage, da de forskellige deltagere til Cosplay Showcase skulle bedømmes, og så derfor de flotte kostumer helt tæt på. Hvilket jeg var glad for, da jeg ikke fik en super god plads til selve Cosplay Showcase - men det var stadig underholdende at se og høre de forskellige små facts om deltagernes cosplays. Jeg blev indtil de annoncerede vinderne.

Var der nogen cosplays, du særligt godt kunne lide?
Jeg var virkelig imponeret over Heimerdinger og Twitch - begge fra League of Legends. Detaljerne på dem begge var i top, og så var det sejt, at begge cosplayere havde valgt at lave et "furry" cosplay.

I optaktsinterviewet fortalte du også, at du så frem til sjove events. Hvilke fik du deltaget i/set, og hvad syntes du om dem?
Jeg fik desværre ikke tid til at deltage i så mange events, som jeg havde håbet, men jeg overværede bland andet Plushiedødbold, som altid er underholdende!

Jeg går ud fra, at du så SVScosplayshow. Hvad synes du om det?
Jeg var dybt imponeret, som altid. Jeg var underholdt fra start til slut, og jeg synes alle gjorde det godt. Jeg synes specielt, det var sejt gået af alle dem, der var på scenen for første gang! Og så var det også super fedt, at så mange mennesker rejste sig og gav stående bifald til Elias (Frozen genderbend) act'et! Plus det var så sødt med de grupper, der havde inkorporeret SVScons logo i deres acts.

Hvad synes du om antallet af grupper?
Jeg synes, det var dejligt med et langt cosplayshow. Jeg synes også, at plads til 30 grupper var passende! Jeg hørte, at flere grupper sprang fra, men at SVScon havde en venteliste, så andre grupper kunne stå i kø, og stadig nå med i hele showet. Dette synes jeg var en super god måde at køre showet på!

Havde du selv en favoritgruppe?
Jeg var fuldkommen vild med Niklas Frandsens act, hvor han var en genderbend version af Elsa fra Frozen. Jeg viste i forvejen, at han ville skifte tøj under sit act, og alligevel blev jeg blæst væk, da han gjorde det!

Hvad var din bedste oplevelse til SVScon?
Jeg havde som sådan ikke én bedste oplevelse, men jeg havde rigtig meget sjov med at være på photo shoots med diverse cosplayere og tage billeder af diverse congængere.

Hvad synes du om SVScon sådan overordnet? Levede connen op til dine forventninger?
SVScon levede 110 % op til mine forventninger. Jeg havde en fantastisk con, fyldt med dejlige mennesker og uforglemmelige oplevelser - og det endda på trods af det halvtriste vejr!

Hvad synes du om SVScon 2015 sammenlignet med forrige år?
Sammenlignet med de andre år synes jeg, at lokalerne var fuldt udnyttet i år, og det virkede til, at der var styr på det meste - jeg oplevede i hvert fald ingen komplikationer under connen. For en gangs skyld følte jeg, at der var rigtig mange deltagere til SVScon, hvilket helt sikkert skyldes, at man ikke kunne sidde udenfor og hygge sig på grund af det dårlige vejr.

Er der noget du specielt vil huske SVScon 2015 for? (Altså ud over, at det var den sidste SVScon.)
Jeg vil helt klart huske de forskellige cosplay acts, der sagde farvel til SVScon samt Afslutningsceremonien. Jeg har jo deltaget til alle SVSconner, så det var meget nostalgisk at se billeder og videoer fra alle de tidligere conner.

mandag den 18. maj 2015

SVS-conrapport del 3: søndag

Så blev det tid til at skrive om den sidste dag til den sidste SVScon. Eftersom vi skulle være ude af vores Danhostelværelse senest kl. 10, stod Morten og jeg op ved 9-tiden. Vi pakkede sammen og gik så hver vores vej over til connen. Jeg smed vores ting i bilen, og Morten gik hen for at tænde lyset i sovesalene. Jeg var også en tur forbi receptionen lige og sige godmorgen og snakke kort med Pip, som skulle afholde Name that. Inden jeg gik til morgenmad, hjalp jeg også lige lidt med opstillingen.
Mit eget første event om søndagen var først kl. 11. Så for første gang fik jeg set Caterpie-løb. ^^ Alle hold fik hver en stor grøn sæk, nogle grønne poser, en hårbøjle og røde piberensere, som de så skulle bruge til at klæde en person ud som en Caterpie. Derefter skulle de krybe hen over gulvet. Juliane og Susanne havde afprøvet det om fredagen på Susanne... men der var nogle deltagere, som var større end hende, så der skulle nok have været to store grønne sække per person. ^^;
Vi havde valgt at lave Mand eller kvinde quiz om, så deltagerne ikke skulle krydse deres svar af men i stedet gå ind i et svar område. Jeg havde gopherne Kaspar og Ea til at hjælpe mig, men det viste sig hurtigt, at jeg fik brug for flere, fordi der var så mange deltagere. Så det endte med, at jeg havde en 4-5 gophere til at uddele kort/point. Vi klarede det lige på den halve time, der var afsat. Vi slap også for at bruge vores draw-collage, da der kun var en med 19 rigtige ud af 20. Det, der tog tid, var ikke så meget visningen af billederne, men uddelingen af point/kort til alle dem, der svarede rigtigt.
Bagefter havde jeg to timers pause, som jeg bl.a. brugte på at få lavet mine cue cards til Afslutningsceremonien færdige. Jeg havde skrevet nogle ting ned til hver con på forhånd, men jeg manglede at printe og klistre på karton, så jeg ikke skulle stå med papirlapper i forskellige størrelse på scenen. Derudover havde jeg også håbet, jeg kunne få lidt flere input i løbet af connen fra nogle andre, men det skete ikke rigtig... XD
Ud over mine cue cards dukkede der selvfølgelig også diverse andre småopgaver op. Sammen med de andre tre hovedarrangører var jeg også forbi Kais kontor lige og snakke økonomi, og det så ganske fornuftigt ud. Kai havde heller ikke nogen indvendiger omkring at have lagt hus til igen, så det var jo også rart - han sagde faktisk, at han vil komme til at savne os. SVS er jo er noget anderledes arrangement i forhold til dem, han ellers lægger lokaler til.
Kl. 13:30 skulle jeg afholde Quiz om SVScon i Eventrum 1, men Tur gennem 00'erne trak ud, så quizzen startede lidt forsinket. Der mødte fem hold af tre mand op til quizzen. Jeg gætter på, at Hobo Cosplay trak en del folk ned i Multihallen. Selvom quizzen startede senere, kunne vi dog sagtens nå igennem alle spørgsmål, inden jeg skulle ned og holde Afslutningsceremoni.
Jeg havde valgt at lave en kavalkade med de forrige SVSconner, hvor der blev vist en video med billeder og videoklip fra de forskellige år, hvorefter jeg fortalt lidt om den givne con. Det var nemmest at komme på ting at sige om de første år, da det var der, der skete flest nye ting. Med mig på scenen var de andre tre hovedarrangører, for således var ønsket fra dem. Jeg præsenterede dem ikke - jeg præsenterer egentlig sjældent mig selv i det hele taget... ^^; - for jeg jeg havde regnet med, at de selv ville gøre det, men det viste sig så, at det kun var Steen, der rent faktisk ville sige noget på scenen ud over mig altså.
Vi havde haft andre idéer til Afslutningsceremoni oppe og vende. Nogle havde bl.a. foreslået, at vi skulle afholde en begravelse, at vi skulle begrave en kiste og lave fællessang med Om lidt bli'r der stille. Vi valgte dog, at vi ville slutte på en "high note", så jeg havde sammensat en lille video med Yatta, Caramelldansen og Gangnam Style, så vi kunne slutte med fællesdans. Man kunne godt se, at der ikke var særlig mange, der havde været med i de tidligere år og kendte Yatta. Bagefter gav jeg folk mulighed for at komme op på scenen og tage fællesbilleder og filme, hvis de ville. Og så var SVScon egentlig forbi. Da jeg skulle ned af scenen og var ved at begynde og rydde til sidde, kom der et par stykker hen til mig, fordi de gerne ville sige personligt tak. De fortalte, hvor glade de har været for SVScon, og at connen har betydet meget for dem. Der kunne jeg igen mærke tårerne presse sig på, fordi jeg blev så rørt. Jeg bliver altid sådan lidt forlegen, når den slags sker, men jeg værdsætter det også helt vildt.

Der blev flere til oprydningen end forventet, så vi måtte faktisk efterbestille nogle ekstra sandwich hos Jan i cafeteriet. Det var dog bare fedt, at så mange gad blive og hjælpe. Oprydningen gik også sindsygt hurtig i år. Vi gik heller ikke rigtig op i at få sorteret de forskellige ting ligeså meget, som vi plejer. Det hele skulle bare pakkes ned i kasser og af sted. Verner var også allerede kørt af sted med et læs med ting, der kunne undværes, inden connen lukkede. Jeg tror desuden det hjalp gevaldigt, at der i år var lejet to varevogne i stedet for kun en. Meget af ventetiden forrige år har nemlig været pga. bilen, der skulle transportere ting væk fra sportscentret.
Da det meste af Multihallen var ved at være ryddet, kunne man godt mærke, at dampen begyndte at falde hos folk. Det var dog også kun forståeligt, når der efterhånden blev færre og færre tydelige opgaver. Omkring kl. 17 valgte vi derfor at tage en spisepause. Solen skinnede, så de fleste af os satte os udenfor og spiste. På den måde undgik vi også at svine alt for meget indenfor, hvor vi jo lige havde ryddet op. Line Prang fik taget lidt billeder; heriblandt et fællesbillede af de tilbageværende gophere, eventteam, os fire hovedarrangører og Kai.


Efter spisning smuttede langt de fleste gophere, men der manglede nærmest også kun fejning, kontrol af enkelte rum, og at putte de sidste ting i varevognene. Således var klokken vist ikke engang 19, da vi forlod Sportscenter Herning. Det var helt klart en ny rekord! 

lørdag den 16. maj 2015

SVS-conrapport del 2: lørdag

Mit første event lørdag var Timeline quiz kl. 10. Jeg troede egentlig, at jeg var stået op i god nok tid, men men men... så var der lige et par uforudsete ting, der kom til at optage mig. Et af eventteamets medlemmer havde fået det dårligt, så hun kunne ikke afholde sine events - og hun var hovedansvarlig for Limbo, der skulle starte samtidig med Timeline quiz. Det var heldigvis et meget simpelt event, så jeg tænkte, at hvis de andre to værter fik en ekstra gopher til at hjælpe sig, skulle det nok gå. Jeg fik spist morgenmad og gik så på jagt efter de andre to værter. Jeg fik fat i den ene, som dog virkede lidt overvældet af det hele. Jeg fik derfor Kevin til lige at gå med ham, indtil den anden vært dukkede op. 

Selv stod jeg med en anden hovedpine. Hdmi-udgangen til projektoren var blevet ødelagt, så vi skulle bruge en anden. Det betød så, at der ikke ville kunne afspilles lyd fra computeren, men det var der heldigvis heller ikke brug for de næste par timer. Så Mads blev sendt på indkøbstur efter et andet stik. Jeg fik derfor først startet Timeline quizzen lidt forsinket. Der var et pænt fremmøde i betragtning af, at det er et "morgenevent". Eftersom vi var lidt i tidsnød, og der ikke var nok nye deltagere til at fylde runde 2, fik tidligere deltagere bare lov til at forsøge igen - men kun med et sæt billeder denne gang. I Timeline quizzen får hvert hold 8 laminerede billeder fra 8 forskellige anime. De skal så gætte hvilket år, de har haft premiere i Japan og lægge dem i kronologisk rækkefølge. Da quizzen var i gang, gik det op for mig, at alle hold faktisk nemt kunne få den nyeste placeret korrekt, da det var ret nemt at gennemskue, hvilket laminat der var nyest, da det var renest... og titlen var skrevet med en anden font... ^^; Det virkede dog umiddelbart ikke til, at nogen af holdene lurede den - der var i hvert fald ingen, der kommenterede på det. 
Efter Timeline fik jeg Juliane til at sørge for, at der blev omstillet til Holdquiz, da jeg lige skulle annoncere, at der kunne hentes tribunepladskort efter holdquiz i Multihallen. Der var mange, som var ivrige efter at være med i Holdquiz. Der var således allerede fyldt op ved bordene, da jeg kom tilbage efter min annoncering. Vi måtte dog lige gentage et par gange, at man altså skulle være fem på hvert hold. I Holdquiz dystes der i forskellige kategorier som f.eks. Japan, Gæt en tegning, Mød min familie og Comedy med spørgsmål relateret primært til anime og manga. 
Et af holdene, som skulle være med i finalen, ville også gerne have tribunepladskort. Jeg sagde så til dem, at jeg ikke ville begynde at dele dem ud, før quizzen var færdig, men der blev jo godt nok allerede dannet en del kø på daværende tidspunkt. De valgte så at blive og være med i quizzen. Da jeg så delte tribunepladskortene ud, kom det selvfølgelig til lige at passe med, at de fem ikke fik. Det, syntes jeg, var synd, så jeg fik fat i et kort til dem hver, men resten i køen måtte sande, at de var gået forgæves. Tribunepladskort er et langt og klodset ord, men vi har været nødt til at ændre det fra at hedde "tribunebillet", da det forvirrede folk, da de troede, at de så kostede noget. 

Derefter havde jeg en god lang pause, før jeg skulle afholde noget igen. Jeg havde dog bestemt, at jeg derfor ville hjælpe Kasper med at gøre klar til Chopstick Champions, da det skulle foregå lidt anderledes i år. Der var desværre ikke så stort et udvalg af redskaber i gymnastiksalen, som vi kunne bruge, men vi fik da sat to ens forhindringsbaner sammen, som holdene så skulle forcere, imens de bar en pastaskrue med et par spisepinde. I min pause var jeg også rundt til andre events for at se, hvordan de gik. Jeg kiggede kort ind til Kom til kort og Det skete i de dage.... Jeg var også lidt rundt og tage billeder med Julianes kamera. 


Jeg nåede dog kun lige halvt ind i dealerområdet, før Morten kom og hev mig med et andet sted hen. Nu her kan jeg slet ikke huske, hvad det var vi skulle se på, men vi valgte at gøre det der, da jeg havde fri. ^^;
Min lillebror havde også fået timet sit besøg rigtig godt. Han kom nemlig, da jeg havde tid til at give en lille rundvisning. Han havde aldrig været til SVS før, så nu hvor det var sidste gang, ville han gerne forbi og se det. Jeg var ikke den eneste, som havde familie på besøg. Kort forinden var Julianes mor og fætter ankommet. Hendes fætter blev vist lidt forlegen, da Droggles faldt på knæ for ham med et rør med chokolade i... XD  
Juliane brugte al sin tid til Hiragana workshop, så den fik jeg set lidt af, da jeg skulle have Det utrænede øje bagefter. Vi havde valgt bare at gøre det til et underholdningsevent i år og flytte det ind i Eventrum 1 - sidste del var især en god ide, for lokalet blevet nærmest helt fyldt. Julianes mor blev dog lidt pinlig berørt, da hun så sig selv sidde og fortælle. 
Bagefter var der ca. en halv time til jeg skulle afholde Og det hele begyndte med... Jeg valgte at bruge min pause på at gå mellem Multihallen og eventrummene. I løbet af connen måtte jeg nemlig sande, at det tager ca. 15-20 minutter for mig at gå mellem de to steder, både fordi jeg bliver stoppet, og fordi jeg stikker hovedet ind i andre lokaler på vejen. ^^; Og det hele begyndte med... foregik igen i Eventrum 2, og det så ud til at være meget passende - der var bare meget varmt derinde. Så inden vi skulle starte, hentede jeg altså lige en slush ice til min gopher Lise og mig. Der var et fint fremmøde, men det var igen flere af de samme, som fik lov til at forsøge sig i de senere runder. Morten var stukket af fra lydprøverne til SVScosplayshow, så ud over Lise, havde jeg også ham til at hjælpe mig. Morten stikker altid af under prøverne, fordi han helst vil opleve grupperne til den endelige optræden. Han har i stedet Thomas/TAT til at tage sig prøverne. Quizzen forløb fint, da jeg fandt ud af, hvordan afspilleren bedst skulle håndteres. Det fungerede også fint med at vise de første sider fra en manga i stedet for kun at have klip fra anime. 

Efter quizzen havde jeg igen pause indtil SVScosplayshow. I pausen skulle jeg dog også et par ting. Jeg benyttede mig af madtilbuddet og spiste aftensmad sammen med Juliane og Susanne. Jeg ved, at jeg ikke plejer at kunne spise særlig meget, men jeg skulle have noget. Bagefter smuttede jeg i bad og skiftede tøj. Jeg havde valgt at tage min tiara og mine sko fra brylluppet på, så der blev bragt lidt af det med til SVS. ^^ Inden jeg gik i cosplayhallen fik jeg afleveret min mobil til Flemming, som ikke skulle se showet. Vi havde nemlig forberedt en overraskelse, og jeg ville således modtage et opkald omkring kl. 21-21:30, og der stod jeg jo på scenen, så en anden blev nødt til at tage sig af det. Derefter gik jeg i cosplayhallen. Jeg fik mine cue cards. Der var 30 grupper. Der var faldet to fra, men der var så mødt to af dem fra ventelisten op, som var parate til at springe til.
Jeg havde fundet mig en plads på forreste række, hvor Cille og Stine sad. Der kom så også et par andre fra eventteamet til. Jeg holder utrolig meget af at stå og byde velkommen til SVScosplayshow. Man kan ikke se særlig meget oppe fra scenen pga. lyset, og jeg bliver altid nervøs, inden jeg skal derop, men det er også en oplevelse. Når jeg står deroppe, kan jeg fornemme publikum på en helt særlig måde. 

Der var en del solister i showet i år. Faktisk var det ret småt med de store grupper i det hele taget. Det virkede dog til, at alle på scenen havde gjort meget ud af deres optræden. Selvom der var 30 grupper, var der faktisk kun to, der cosplayede fra det samme - nemlig fra Frozen, men den ene var en pige og den anden en fyr. Det var rart, at der var så stor variation. Efter gruppe 15 holdt vi en lille "udluftningspause", hvor vi åbnede dørene og fik noget luft ind, fordi det nemt bliver varmt med så mange mennesker i lokalet. Pausen brugte jeg på at uddele præmier til vinderne af de to løbende konkurrencer vi havde haft; nemlig Bogstavjagt og Quizjagt. Derudover var jeg blevet kontaktet af Kristine Dalby, som ville lave en SVS-video og derfor gerne ville optage noget oppe fra scenen, så det fik hun også lov til i pausen. Da den sidste gruppe gik på scenen, forstod jeg, hvorfor de var sidst... jeg syntes, det lignede, at der var konfetti inden i ballonerne... så de skulle nok svine scenen til. Helt ret fik jeg dog ikke. Der kom ingenting ud af ballonerne - i stedet affyrede de to glimmer/konfettirør. XD 
Imens dommerne voterede, afholdt Michelle og TAT som sædvanligt Anime Dating Game. Dommerne skulle uddele 5 priser. Sammen med de andre hovedarrangører skulle jeg uddele SVS Special, men Steen havde ikke set showet, Verner var gået i seng, og Morten havde ikke set det hele... XD Der var dog ikke nogen gruppe, som jeg virkelig gerne ville give prisen. Der var flere grupper, som jeg godt kunne lide, men jeg syntes ikke, at der var særlig meget nytænkning og innovation over årets show. Så det endte faktisk med, at Morten og jeg spurgte dommerne, om de havde lyst til at uddele en pris mere. Det ville de enormt gerne. Det blev så til Dommernes favorit. 
I voteringslokalet kunne vi dog se på tiden, at dommerne ikke ville kunne nå at blive enige om vinderne, inden der skulle fyres fyrværkeri af (vores overraskelse). Så det endte med, at jeg gik ned  i cosplayhallen og annoncerede, at der var fyrværkeri kl. 00:15 på parkeringspladsen foran Danhostel. Dommerne blev og diskuterede videre, men både Morten og jeg var ud og se det. Det dryppede en lille smule, da folk begyndte at gå udenfor, men det stoppede, inden fyrværkeriet gik i gang. Jeg var yderst tilfreds med fyrværkeriet til prisen. Det havde en god længde, og der var nogle flotte finaler. Under fyrværkeriet var jeg lige ved at fælde en tåre. De kom frem i øjenkrogen, men der blev de også siddende. Bagefter var det som om, at alle troligt gik tilbage på deres pladser i cosplayhallen. Tilskuerne var i hvert fald på plads en 10-15 minutter, før dommerne kom på scenen. 

Vinderne af de forskellige priser blev:
Kvalifikation til EuroCosplay: Gruppe 8 - Scarlett Cosplaying (Pathfinder)

Personligt kunne jeg også godt lide gruppe 7 - Mario og lyde. Hun havde en enorm mængde energi, og actet fungerede rigtig godt. Derudover syntes jeg også godt om gruppe 19 - Elite Idiots, som leverede hele monologen live med stor indlevelse. Ved præmieoverrækkelsen forklarede en af dommerne, hvorfor de havde valgt den givne vinder, inden denne blev annonceret. Jeg havde ikke så meget at sige, inden jeg annoncerede Crowd Favourite. ^^; Jeg havde bare fået navnet på vinderen. Senere på natten fik jeg dog lov at se resultatet fra afstemningen, og så vidt jeg husker, havde Niklas fået ca. 46% af stemmerne. En pænt overbevisende sejr må man sige. Vi havde ingen specielle annonceringer eller noget til at runde showet af med. Jeg sluttede af med at takke lydfolk, dommere, gophere, de deltagende cosplayere, og da jeg var færdig, sprang gopheren Silas op på scenen, greb min mikrofon og sagde tak til arrangørerne. Lea Olsen (en af dommerne) fortalte bagefter, at hun havde været 3 sekunder fra at sige det samme, da Silas sprang på scenen. Det luner at høre den slags. ^^ 
Efter showet havde jeg ikke flere opgaver. Karina tog sig nemlig af Plushiedødbold i år. Så jeg tog Stefan med hen til cafeteriet, for jeg havde fået af vide, at der stadig var åbent - og Stefan havde været i gang i cosplayhallen i 12 timer og kun fået en sandwich. Desværre var cafeteriet ved at lukke ned. De havde således kun pølser, hvad mad angår, men Stefan fik da lidt at spise. Bagefter chillede jeg bare i receptionen. Jeg tog da også et par ture ind til Karina i eventsalen. Af en eller anden grund fandt jeg ikke lugten så slem derinde i år... XD og det var ikke, fordi der var færre mennesker. Jeg snakkede også lidt med Jens og Rikke derinde, som hjalp til med at kaste plushierne ind igen, når de røg uden for banen. Folk var generelt i højt humør derinde, havde masser af energi - og lige pludselig gik der conga line i den. Jeg tror, Karina kørte eventet i 1,5-2 timer...


Jeg kom først i seng omkring kl. 04:00. Det havde ikke ligefrem været planen, men sådan er det nogle gange, når man er arrangør. Der var en episode, som krævede noget opmærksomhed - mere vil jeg ikke sige. Jeg sov dog som en sten, nærmest så snart jeg ramte min madras på Danhostel. 

torsdag den 14. maj 2015

SVS-conrapport del 1: torsdag-fredag

Den 8. og sidste SVScon er forbi, og det er blevet tid til den allersidste SVS-conrapport. Da det er den sidste SVScon, har jeg dog planer om ikke bare at lave en conrapport men også forskellige opsamlings- og mindeblogindlæg. Så der bliver nok godt fyldt med SVS på bloggen det næste stykke tid. Vi starter dog med conrapporten, som I nok har regnet ud.

Hele huset har længe båret præg af, at SVScon nærmede sig. Faktisk har stuen været pænt fyldt med SVS-ting siden påskecamp... ^^; I ugerne op til connen blev der også købt flere ting ind til connen.
Det var dog først for alvor torsdag eftermiddag/aften, da bilerne fra Århus med Kevin, Juliane, Martin, Susanne og Flemming trillede ind på vejen, at det rigtigt gik i gang. Eftersom Morten og jeg er ved at lave køkken om, havde vi varslet, at der altså ikke ville være aftensmad hos os (som der plejer). Vi endte i stedet alle med at tage på Papa's i Herning.
Efter spisning kørte Morten af sted i den lejede varevogn for at fragte Warhammernes ting fra Ikast og ud i Sportcenter Herning, da de åbenbart ikke kunne låne den bil, de havde regnet med. Jeg sørgede så for, at vi andre fik styr på alt, der skulle med hjemme fra os, så det var parat, når han kom tilbage.
Den ekstra fragtning stjal dog desværre en time i forhold til vores plan for opsætning. Så vi var først ude i sportscentret med vores læs efter kl. 21. Der stod dog en masse klar til at hjælpe, så det gik ret nemt med at få sat de ting op, vi nu kunne, imens Morten kørte rundt i liften og fik trukket strøm osv. Omkring midnat sendte vi folk i seng, for Kai (bestyreren af sportscentret) skulle bruge en 6-8 personer kl. 8 til at hjælpe med at lave gangarealer i de tre små sovesale.


Fredag morgen ankom jeg i sportscentret lige til morgenmaden. Jeg fokuserede igen på at få sat receptionen og "kontorområdet" omme bagved op, da det er det, jeg bruger mest til connen. Jeg følte selv, at opsætningen flød ret godt. Alle var gode til at give en hånd, hvor der var brug for det. I år var der et par ekstra eventopgaver, som skulle løses fredag. Der skulle laves eventmapper og laves det sidste til Velkomst. Det lagde mere press på mig, end der ellers ville have været - og jeg blev også ret frustreret på Velkomstpræsentationen, som ikke rigtig ville, som jeg ville! Vi nåede dog fint det hele, og hvis de opgaver ikke skulle have været løst der, ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg så ville have brugt min tid.
Check-in kom rigtig hurtigt på plads i år. De var nærmest klar til at åbne allerede kl. 15. De fik da også lov til at åbne før. Det gjorde mig ikke noget. Deltagerne fik bare ikke lov til at komme ind på connen før kl. 18, for Multihallen lignende bestemt ikke, at den ville blive klar før tid. Der havde åbenbart været en misforståelse mellem Fenris og Steen, så rollespillerne troede først, de skulle komme kl. 14 i stedet for kl. 12 - og så var der trafikale problemer på vejen til connen, så rollespillernes opsætning blev noget forsinket. Gameområdet havde også lidt problemer, og dealerne var langsomme som sædvanligt - dog er det værre under oprydning...
I år fik vi lavet et primitivt skilt til Fan eventområdet og Artist Alley + Initiativboder, så det blev bedre markeret. Jeg havde også valgt at samle Artist Alley og Initiativboderne igen (sidste år stod det adskilt på den midterste bane). Jeg vil faktisk sige, at den opstilling, vi kørte med i år, er den bedste, vi har haft i Multihallen.
Da reception og kontorområde samt eventopgaver var på plads (minus cue cards til Afslutningsceremoni) trissede jeg en tur op til check-in. Her hang jeg lidt ud, fyldte rød saft på Karina, og svarede på spørgsmål, når deltagerne kom hen til mig. Jeg lyste jo lidt op med min røde trøje. Der var slet ikke så mange mennesker, som jeg havde regnet med. Tidligere år har der været nærmest proppet med mennesker, det første stykke tid i check-in. Vi gættede på, at det måske betød, at deltagerne havde lært, at de skulle vente på dem, de skal sove sammen med, før de tjekker ind. Check-in virkede under alle omstændigheder til at køre fint. Deltagerne virkede også til at være blevet bedre til at finde hen til de frie betjeningsborde i stedet for at samle sig i en klump ved det forreste. Det betyder vel bare, at de er blevet godt vant til vores system. ^^ Deltagerne blev også fordelt bedre inde i de store sovesale i år, sådan at der ikke var en masse ekstra plads til sidst.

Hele venneflokken, som ikke var beskæftiget i check-in, sprang i cafeteriet for at spise, så snart Jan åbnede. Jeg havde imidlertid mere brug for et bad, så jeg smuttede på Danhostel. Der redte jeg også senge, så de var klar til, at vi bare kunne dejse om i løbet af natten. Jeg endte så med kun at spise en fransk hotdog, da min mave ikke rigtig ville tage imod så meget mad, men jeg var ret sulten. Min første konkrete opgave efter conåbningen ville normalt have været Velkomst kl. 20, men der var et fan event, som gerne ville låne quizmaskinen, så den måtte jeg lige op med kl. 19:20. Velkomst foregik meget enkelt, som det plejer. Inden jeg kunne spise sammen med dem fra check-in, skulle jeg lige have Kristine og Cosplay Showcase startet op. Der var en go sjat tilskuere, jeg så dog kun lige det første minut.
Da der i år var rigtig mange events, som skulle bruge teknik, var Orienteringsløb rykket ud af Eventrum 1 og 2. Så vi skulle lige have fundet ud af, hvor de forskellige poster skulle stå, og hvem der skulle sende til hvem. Det gjorde vi under spisningen. Det lykkedes folk til 5 hold at finde ind i eventsalen, hvilket jeg var fint tilfreds med, da vi er fem poster. De sidste to år har deltagerne fundet min post meget svær, så i år tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre det noget nemmere. Det blev måske lige nemt nok... ^^; Holdene gik fra at have fået maks. 4 point til, at alle på nær et fik 10 point, hvilket er det højeste, man kan få. De brugte slet ikke al tiden heller. Så det var vist meget godt, at de fra mig i eventsalen skulle op til hovedindgangen.
Mit næste programpunkt var Musikquiz i eventrum 1. Det betød, at jeg lige fangede slutningen på SVS Tori Awards. Der var faktisk et rigtig fint fremmøde, og folk klappede, når vinderne blev afsløret. Cille havde sat præsentationen rigtig fint op, så SVS-fuglen repræsenterede juryen og Attention Shark stod for deltagerne. Efter Tori Awards forlod de fleste lokalet, men der kom heldigvis nye folk til, inden Musikquiz startede. Der var en masse eventfolk i rummet, som hjalp med at få stillet op. Min gopher Rikke var også mødt op i rigtig god tid, så vi sad bare og hyggesnakkede det sidste stykke tid. Der var ikke nok nye deltagere til alle fire runder, så folk, der ikke var gået videre, fik lov til at forsøge sig igen. Jeg tror dog, at der var flere tilskuere end sidste år.
Så snart jeg var færdig, skulle quizmaskinen ind til Juliane i eventrum 2, så hun kunne starte Who's your Nemesis? Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg skulle se lidt af quizzen, men lokalet var allerede fyldt op og pænt varmt, så jeg satte mig bare udenfor og kiggede ind sammen med Kevin, Mads og Stine, indtil Morten ringede til mig, fordi han ville i seng. ^^;

søndag den 3. maj 2015

Blandede følelser omkring SVS

Om fire dage begynder vi at stille op til SVScon... Om fire dage skulle vi faktisk gerne være i gang med opsætningen ude i Sportscenter Herning. På sin vis virker SVS både fjernt og uvirkeligt, og på anden vis synes det virkelig tæt på for mig. Jeg har nogle utrolig blandede følelser omkring, at det nu er ved at være nu... 

Der er stadig nogle ting, som jeg kan lave, inden opsætningen begynder. F.eks. skal jeg stadig have lagt sidste hånd på Afslutningsceremonien, hvilket indbefatter at lave videoer med billeder fra connen i 2008 og 2010 og lave cue cards. Så skal der også laves eventmapper - en til hvert medlem af eventteamet. Derudover er der diverse andre småting, som jeg ikke vil give mig til at remse op. 

Jeg har generelt haft det anderledes med SVS i år. Det skyldes nok primært, at det er sidste omgang, vi er i gang med. Dels har der været ting, som vi har valgt ikke at skyde en masse energi i, fordi det er sidste år. F.eks. er der ting, jeg har ordnet og fixet i stedet for at oplære andre i det, fordi det var nemmere i den givne situation, og fordi der ikke er nogen "næste gang". Dels har jeg også tænkt, at jeg virkelig gerne vil slutte med at give deltagerne en god oplevelse. Jeg har bare haft meget svært ved at finde på nye ting i år, føler jeg. Dette er måske også et tegn på, at det er passende, at jeg nu snart lægger kasketten - men det skal dette blogindlæg ikke handle om. 

Ud over SVS der fylder hos mig for tiden, har jeg også lige et renoveringsprojekt i hjemmet. I efteråret sidste år bestemte Morten og jeg os nemlig for, at vi ville have nyt køkken, og pga. de mange helligdage her i foråret, ville Morten kunne nøjes med at tage fri færre dage for at lave køkkenet. Her i weekenden er hele rummet blevet ryddet. Jeg genoplever således ungdomsboligens glæde med kun to blus og lidt bordplads, som i dette tilfælde dog er fordelt over to rum. Så det, at vi laver nyt køkken, fylder også meget hos mig, og det har været meget mere aktuelt end SVS. Det er måske derfor, at det kun har været sådan i bider, at det er gået op for mig, hvor tæt på SVS er. 

Man kan dog tydeligt mærke på Facebook, at connen nærmer sig. Der er flere og flere, som skriver på SVScons Facebookside, og skriver om SVS i de forskellige fanmiljø-relaterede grupper. Jeg ville bare ønske, at flere rent faktisk læste hjemmesiden for SVScon. Det bliver altså trættende at svare på de samme spørgsmål igen og igen (år efter år) med henvisninger til, hvad der står på SVScons hjemmeside. Desværre er det en tendens, som jeg bare har oplevet blive større og større - altså at folk stiller et spørgsmål på Facebook i stedet for selv at lede efter svaret. I nogle tilfælde er spørgsmålet også rettet til SVScon, men det er skrevet i en uofficiel gruppe eller et uofficielt event. Det får mig altså til at undres... Det er dog rart at læse, at folk glæder sig til connen. ^^ Det gør mig glad. Se, der har vi de blandede følelser igen.

På en måde ville jeg ønske, at det var torsdag i morgen, så vi bare kunne komme rigtigt i gang, og på en anden måde føler jeg mig ikke ordentligt klar. 

onsdag den 29. april 2015

Nedtælling til SVScon - sådan bruger nogle deltagere den sidste 1,5 uge

Normalt plejer jeg jo at fortælle om mine forberedelser op til SVScon her på bloggen, men jeg er jo på ingen måde normal i det henseende. Af den grund har jeg valgt at hive fat i forskellige deltagere for at høre, hvordan de regner med at bruge den sidste 1,5 uges tid op til connen. 


Charlotte Sørensen, 26 år, København
Det bliver Charlottes 5. SVScon, så man kan roligt kalde hende for en rutineret congænger. I den sidste tid op til connen skal Charlotte have gjort sit cosplay og sine tegninger til Artist Alley færdige ved siden af sin normale hverdag. Hun skal cosplaye fra tv-serien Helix, og hun mangler at lave sin t-shirt.
Alt efter hvilket cosplay, hun vælger at lave, plejer hun at blive færdig her 1-2 uger før connen. Så det er normalt for hende stadig at være i gang.
Det er anden gang Charlotte skal sidde i en Artist Alley. Til SVScon har hun booket 3 perioder - en hver dag. Hendes bod består udelukkende af tegninger primært i A4. For at blive færdig med sine tegninger regner hun med at skulle bruge 4 timer. Cosplayet vurderer hun at have 4-5 timer tilbage på. Det virker jo alt sammen overskueligt.
For at komme i ekstra god stemning til connen lytter Charlotte til musikken fra de serier, hun nu skal cosplaye fra. Charlotte går meget op i at planlægge sin rejse, så det er der godt styr på på nuværende tidspunkt. Hun planlægger nemlig sin rejse en måned før connen. Normalt tager hun af sted fredag formiddag, men i år bliver det først senere på eftermiddagen, da hun først har fri fra sin uddannelse kl. 16.00. 


Line Prang, 19 år, Lystrup
SVScon 2015 bliver Lines 2. SVScon. Hun har dog altid godt kunne lide idéen om at komme til con, men hun vidste ikke, at den slags fandtes i Danmark, før hun mødte sin nuværende kæreste. Hun skulle have været til KōyōCon sidste år, men der kom andre planer i vejen. Når SVS stopper, skal hun altså have fundet ud af, hvilken af de andre conner, hun skal kaste sig over.
I resten af denne uge vil Line skrive sin kæmpe pakkeliste færdig. Hun medbringer ekstra ting i tilfælde af, at andre skulle have glemt dem (bind, kontaktlinsevæske og beholdere til kontaktlinser), da hun ved, at mange pakker under stress. Line har også læst om en fyr, der medbringer nål og tråd, tape og andre ting til at reparere kostumer med, med. Ham kunne hun godt finde på at efterligne. Hun er dog ikke selv cosplayer. Hun fortæller, at hun ikke helt tør. I stedet medbringer hun det tøj, hun ikke normalt går i til hverdag. Derudover skal hun også finde en at låne luftmadras af, da hun har haft problemer med ryggen for tiden og derfor ikke kan ligge på gulv/liggeunderlag ligesom sidste gang.
I starten af næste uge vil Line begynde at kigge på rejseplaner og høre andre århusianere om deres planer for rejsen for evt. at finde folk at følges med. Det er meget vigtig for Line at have 100% styr på rejsen, da hun hader stress.
Omkring onsdag-torsdag i næste uge vil Line så begynde at pakke det hele. Hun siger, at det nok bliver pakket om en del for at få plads til alt det, der skal medbringes. Til sidst vil hun fredag morgen nok tjekke op på alting og smække smilet på, og hun regner med, at det  sikkert ikke vil forsvinde før en uge efter SVS. Line regner med at ankomme til connen kl. 16 pga. skole.
For at komme i stemning skriver Line med mennesker, der også skal med til connen. Sidste gang fik hun nogle venner, som hun stadig snakker med. I løbet af interviewet blev hun også mindet om, at hun skal have skrevet til en af de andre gophere, at hun skal huske Line på, at Line skylder hende en hotdog. Line fik nemlig en af hende sidste år. Line bor sammen med sin kæreste, som introducerede hende  for SVS, så de snakker også en del om, hvor meget de glæder sig!
Line skal være gopher, så jeg spurgte hende også til, om det påvirkede hendes forberedelser. Hun svarede, at det påvirker planerne på den måde, at hun tjekker planen for gopherne samt planlægger sin tid på connen lidt mere end andre. Hun sidder med gophervagtplanen og tidsplanerne for selve connen åben samtidig og tjekker, om hun kan nå mellem aktiviteterne og vagterne uden at blive forsinket. Der er nogle få ting til SVS, som hun ikke vil gå glip af, og derfor har hun også sørget for at få vagter. der ligger væk fra dem. Line fortæller, at det at planlægge er meget vigtig for hende for at undgå stress, så hun bedre kan nyde Danmarks fedeste convention!


Tobias Fosgrau, 17 år, Tjærebjorg
Tobias skal deltage til SVScon for første (og sidste) gang. Han har dog tidligere været til Genki to gange samt J-Popcon og Aicon.
Tobias er i øjeblikket skadet. Faktisk skal hans hofte rettes op tre dage inden connen. Dette har betydet, at han ikke har trænet ben, hvilket han ellers ville have gjort. I ugen op til connen vil hans mavetræning dog blive daglig. De sidste to uger har han trukket 4-5 L vand dagligt, hvilket han i næste uge vil reducere til 2-2,5 L per dag. Han fortæller, at det er den måde, hvorpå man sundest muligt dehydrerer kroppen, og at det får ens muskler til at stå skarpere - hvilket passer godt til de karakterer han skal cosplaye, da de stammer fra sportsanime'er. Fredag skal han være Taiga Kagami fra Kuroko no Basket, men under Free! vandkampen vil han nok skifte til sit Makoto Tachibana cosplay fra den serie. Lørdag skal han igen cosplaye Makoto fra Free!, imens han søndag skal være Grunkle Stan fra Gravity Falls.
I løbet af den sidste uge op til connen skal Tobias også have stylet sine wigs og lavet en aftale med sine venner omkring transport. Han regner med at skulle bruge 2 timer måske mere på stylingen. Tobias skal følges med sine tre bedste venner til connen, og de er så heldige, at moren til to af dem vil agere chauffør. Her i den kommende weekend, skal de have aftalt, hvornår de skal køre, men de vil gerne ankomme så tidligt som muligt. Den ene har dog lidt langt til og fra, da hun går på den internationale skole i Guldager, så det forsinker dem lidt.
Da jeg spurgte Tobias om, om han gør noget særligt for at komme i stemning til connen, svarede han, at han pakker sin taske om et par gange dagen inden for at være sikker på, det hele er der og for at have noget aktivt at lave. Derudover har han taget en tradition med sig fra FDF over i converdenen. Før han skulle på FDF lejrtur, plejede han at grine i en pose, så han kunne tage en pose med godt humør med. Han fortæller, at det altid har stået på hans pakkeliste, og han synes, det er lidt hyggeligt.
Tobias har ikke rigtig planlagt sin tid til selve connen. Han synes, det er sjovere at lade det hele være spontant.


Magnus Præsius, 17 år, Aars
Dette bliver ikke bare Magnus' første SVScon men hans første con i det hele taget.
Magnus har lidt af hvert på sit forberedelsesskema her op til SVScon. Han mangler at style sine parykker, få styr på ALT på sin pakkeliste, få pakket færdigt - og huske sikkerhedsnåle. Magnus regner med, at han nemt kan få stylet parykkerne på et par dage ved siden af hans andre dagligdagsaktiviteter.
Derudover skal han også forberede sig meget psykisk til at være social en hel weekend. Ydermere skal han slappe af så meget som muligt, så han kan samle energi til at være in-character i sine cosplays til connen. Magnus fortæller, at han synes, det er mega sjovt at leve sig ind i sit kostume, så han skal have set noget anime og have lavet en fordrejning af en personlighed, da han skal cosplaye en genderbend udgave af Annie fra League of Legends, som får kaldenavnet Andy. Magnus elsker at gå in-character. Ved siden af at cosplaye er han også rollespiller. Han synes, det er det bedste, når han kan lave et godt rollespil af den person, han vil ligne, og så se andre reaktioner. Han kan nemt bruge lidt over en bruge på at leve sig ind i en karakter. Ud over Andy skal Magnus også cosplaye som Natsu Dragneel fra Fairy Tail med 2 forskellige slags påklædning: én Natsu om fredagen og én Natsu om søndagen.
Mht. at forberede sig psykisk så fortæller Magnus, at han indstiller sin hjerne på, at der kommer mange indtryk alle steder fra, og han går hele tiden og fortæller sig selv, at det bliver mega hårdt men sjovt at være med til connen. Derudover prøver han også at slappe mere af, end han plejer, så han kan få lidt ekstra plads til alle de nye indtryk.
Magnus er i det hele taget gået aktivt til planlægningen for både at kunne se ordentlig ud i sine cosplays og få fundet ud af, hvordan han skal komme frem. Det er dog først her i den sidste 1,5 uge, at han sådan for alvor er gået til stålet mht. den afgørende forberedelse med pakkelister, roller, styling af parykker og lignende, da han bedre kan huske det hele, når det ligger tæt på i hukommelsen - især når det gælder rollerne.
Magnus skal dog ikke af sted alene. Han følges med sin kæreste og nogle venner. Han ser meget frem til en meget hyggelig con. Han tror da også, at det er federe at komme sammen med sine venner, da man så ved, at han har nogen at følges med connen igennem, hvilket især kan være rart, når man ikke har været der før. De planlægger at ankomme til connen ved 15-16-tiden om fredagen. Dels glæder de sig meget, og så håbede de på, at de kunne få nogle gode sovepladser, hvis de kom tidligt. Jeg måtte så lige oplyse Magnus om, at sovesalen fyldes systematisk.
Da jeg spurgte Magnus, om han gør noget særligt for at komme i stemning til connen, lød hans svar: "Haha nej det gør jeg faktisk ikke. Det er slet ikke nødvendigt. Jeg er allerede i god stemning til alt, hvad der venter." Der er dog en ting, som han frygter, og det er at blive stemplet af dem, der lever og ånder for anime, fordi han stadig er ret ny til anime. Han har godt nok set anime, så længe han kan huske, men det var mest det, der blev vist på dansk tv som Yu-Gi-Oh og Dragon Ball Z. For 2-3 år siden begyndte han dog at se andre serier som Bleach, Fairy Tail, Naruto Shippuden, Chuunibyou og lignende. Han er vist oppe på en 8-9 serier, men han laver sine lektioner hver dag, siger han. Han ser sig selv som et åbent menneske, hvad angår nye ting inden for emner, han godt kan lide.
Til selve connen regner Magnus med at tage det hele som det kommer, og han håber på, at det går godt. Han planlægger ikke sin tid til selve connen på forhånd.


Jill Fjeldgaard, 23 år, Roskilde
Jill har både været til J-Popcon, Genki, Närcon og dette bliver hendes 6. SVScon. Billedet er taget af Art By Løvstrøm
Jill har nøje planlagt, hvordan den sidste uge op til connen skal bruges. Hun har to cosplays, Hun skal have færdige: Bonnie the Bunny fra Five Nights at Freddys og Hiccup fra How to train Your dragon 2. Så har hun også lovet at lave en t-shirt og en hat til et par venner. Oven i alle cosplayforberedelserne arbejder Jill også på to eksamensopgaver, hvoraf den ene skal afleveres den 8. maj, og så er der selvfølgelig almindelig skole men også fritidsarbejde.
Jills dag starter kl. 7 med pasning af kæledyr og så meget cosplay, som hun kan nå, inden hun vender næsen mod skolen kl. 8:15. I skoletiden skriver hun på eksamensopgaverne i timerne, hvor hun også planlægger det næste, der skal laves på hendes cosplay, når hun har fri kl. 16:30. Når hun kommer hjem, får hun lektierne overstået og kaster sig derefter over de forskellige cosplays. Der er ikke en bestemt rækkefølge, som hun laver tingene i. Hun går i gang med, der nu er klar til næste skridt. Hun kan f.eks. godt gå fra at lave malede detaljer på Bonnie til at sy lidt på Hiccup, imens malingen tørrer; sådan at hun udnytter tiden bedst muligt. Hendes cosplayforberedelser fortsætter typisk resten af dagen indtil kl. 23:30. Her i weekenden får Jill dog besøg af sin 12-årige lillesøster, så der bliver hun nok nødt til at sætte tempoet lidt ned. Jill vurderer, at hun har en 55 timers arbejde endnu. Hun fortæller, at hun er stormester i først at lave noget i allersidste øjeblik. Hun regner dog ikke med at nå det hele før connen. Hun kommer til at springe over hvor gærret er lavest, de steder hun kan. Det bliver de små detaljer, som folk alligevel ikke ser, hun skipper, men hun har så tænkt sig at ordne dem til næste gang cosplayet skal bruges.
Jill er ret kreativ med, hvordan hun laver sine ting - det behøver nemlig ikke at koste alverdens. Hun fortæller, at hun har været lidt tosset og fået aflagte materialer fra en byggeplads ved siden af, hvor hun bor, til at kunne lave hovedet af sit Bonnie cosplay, som hun blev færdig med at sætte sammen i går. Det består af expansion foam med to gamle plantedekorations plader, akrylfugemasse og tyk ståltråd. Jill beretter, at de grinede lidt af hende, men hun synes selv, hun har fået et ret godt resultat ud af det - samtidig med at det har sparret hende for 5 timers arbejde.
Planlægningen af rejsen til connen bliver ikke forbigået. Her har Jill lagt en del tid. Hun forsøger nemlig at undgå DSB's sommersporarbejde ved at tage toget til Odense og derefter køre resten af vejen med en veninde. Hvis det går helt galt, så har hun en backup med bus og tog. Pga. skolen regner Jill med først at komme omkring kl. 19-20 stykker. Hun har en eksamen den fredag og får først fri kl. 16. Jill lægger dog ikke planer for sin tid til selve connen. Hun siger, at der altid opstår et eller andet spændende midt i det hele, som hun hellere vil være med til - og det er noget af det bedste ved SVScon! Der er altid et eller andet nyt og spændende, der dukker op ud af ingenting ifølge Jill.
For at komme i stemning til connen afspiller Jill rigtig mange CMV'er og ser klip fra tidligere SVSconner, imens hun syr.