Med sine 148 episoder er HunterxHunter den 4. længste animeserie, jeg har set færdig (ifølge MAL). Seriens udgangspunkt er, at drengen Gon gerne vil finde sin far og forstå, hvorfor han i sin tid forlod ham for at fortsætte med at være hunter. Gon drømmer derfor om også at blive hunter. Gon er godhjertet, naiv og eventyrlysten. Han bebrejder ikke sin far. Som 10-årig forlader Gon sit hjem på Whale Island for at tage hunter eksamen. Her møder han Killua, Leorio og Kurapika, som i varierende grad optræder i resten af serien.
Serien kan inddeles i 8 story arcs, som jeg har kaldt:
- Hunter eksamen
- Free Killua
- Heavens Arena og Nen
- Jagten på Phantom Troupe
- Greed Island
- Chimera Ants act 1
- Chimera Ants act 2
- Valg til den 13. formand for Hunter Foreningen og red Gon
For mig er den første helt klart den bedste og stærkeste. Man får et tydelig adventure feel. Sammen med seriens karakterer udforsker man eksamens udfordringer. Det er nye oplevelser og en ny verden, der udfoldes for os. Og sådan havde jeg egentlig regnet med at resten af serien også ville være.
Del 2: Free Killua har også noget af det, idet Killuas familie og deres hjem er omhyllet i mystik. Story arc'en er ikke så lang, så det var okay, at vi ligesom kom væk fra hunter fokuset.
I del 3 går der battle anime i den, og serien stagnerer i min optik.
Den kommer dog stærkt igen med Jagten på Phantom Troupe. Det er Kurapikas story arc, og det er helt klart ham der stråler i spotlightet. Selve story arc'en afsluttes okay, men der er stadig løse ender, som jeg så frem til ville blive taget op senere i serien. Det sker desværre ikke.
Phantom Troupe stikker godt nok næsen frem i Greed Island story arc'en, hvilket netop foranledigede mig til at tro, at vi ville vende tilbage til dem som antagonister igen og igen.
I starten var jeg skeptisk overfor Greed Island. Jeg syntes, det var malplaceret, at vi pludselig skulle have "vi er fanget i et spil"-elementet med. Jeg var nok også lidt irriteret over den måde samtlige spillere valgte at gå til spillet på.
Derfor var det også forfriskende, at Gon og dermed Killua valgte at gå i en helt anden retning. At de begyndte at nyde spillet, gjorde også at jeg begyndte at nyde historien igen. Det sjove ved at spille kom i fokus. Derudover skulle jeg nok også lige komme mig over afskeden med Kurapika og Leorio. Jeg endte således med at være lidt hooked på Greed Island.
Den 6. story arc fik mig dog til at tænke "WTF". Konceptet med at en art kan overføre gener fra sin føde til sit afkom, er interessant. Men for mig virkede det bare som en undskyldning for at lave alle mulige underlige afskygninger af monstre. Og hvorfor har de tøj på? De er dyr (i hvert fald til at starte med), og de har ingen kønsorganer, da de ikke kan reproducere. Der var bare så meget ved chimera ants, som ikke gav mening for mig.
Jeg håbede derfor, at det ville være et kort story arc, men det blev ved med at trække ud - og så endte det sørme med, at der også var en anden del. SUK. Hvis jeg absolut skal nævne en god ting, må det være Killuas udvikling - primært i Chimera Ants act 2. Siden starten af serien har han søgt Gon og Gons lys, fordi han selv følte, at han var mørket. Og så bliver han pludselig en andens lys. Det kunne jeg godt lide.
Det er da også Killua der bærer den sidste story arc for mig. Hans dedikation til både sin søster og Gon er bemærkelsesværdig.
Jeg fandt Hunter Foreningsvalget virkelig uinteressant og ude af takt med seriens tone. De nye karakterer irriterede mig - også Ging. Det eneste gode var gensynet med Leorio.
HunterxHunter har underholdt mig i 2,5 måned. I starten skyldtes det især seriens adventure element. Som jeg lærte karaktererne at kende blev det i stedet dem, der bar serien. Gon er en utrolig sympatisk karakter, men han kan også blive kedelig, fordi han har sådan en ligefrem og ligetil personlighed. Han er uden tvivl seriens hjerte. Af den grund fandt jeg også Chimera Ants act 2 så forstyrrende, da det kom til Gon. Nogle vil nok sige, at det gjorde ham mere interessant. Ikke mig. Jeg følte, at serien mistede noget ved det. Serien forsøger så at sætte Killua i Gons sted. Det er et fedt træk i forhold til Killuas udvikling, men han er bare ikke Gon - og gudskelov for det.
Killua er seriens komplekse karakter, som løbende står overfor indre dilemmaer. Han kæmper med sig selv og sin fortid. Han har et brændende ønske om at være sammen med Gon, og det ønske tvinger ham til at se forskellige ting i øjnene - særligt egne svagheder.
Jeg har svært ved at anbefale HunterxHunter som helhed. For den holder simpelthen ikke niveau - og den holder sig heller ikke til det, den sætter seeren i udsigt i starten. Dog vil jeg gerne anbefale at man ser de første 20-21 episoder, som dækker hunter eksamen. Er man på det tidspunkt blevet glad for karaktererne (primært Gon og Killua), kan man godt se videre, men ellers kan man betragte det som, at man har set en historie - og det bedste HunterxHunter har at byde på. x'et siges forresten ikke. Det bruges i stedet for mellemrumstegn. ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar