Viser opslag med etiketten Shoujo-con. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Shoujo-con. Vis alle opslag

onsdag den 10. oktober 2012

Lidt af hvert og hvad der er på vej

Da det snart er ved at være en uge siden, jeg har bragt noget på bloggen, ville jeg lige lave en lille update, hvor jeg kommer omkring flere mindre ting. I den sidste uges tid er jeg nemlig ikke faldet over noget større, som jeg kunne skrive et helt blogindlæg om. I stedet har jeg så valgt at samle de forskellige ting i ét blogindlæg, hvor jeg også vil fortælle om, hvilke ting jeg har i støbeskeen.

Shoujo-con er udsat.
Oprindeligt skulle connen have været afholdt i november, men da vi sidst i september endnu ikke havde hørt noget om hverken lokaler eller tidspunkt, spurgte jeg hvordan det stod til inde i Facebookgruppen. Svaret lød så, at de var blevet nødt til at skubbe det til januar, og at der endnu ikke er sikret lokaler eller fastlagt datoer. Så på Shoujo-con fronten sker der hvis ikke mere lige foreløbig. Måske havde de også givet sig selv for kort tid til at stable det på benene. 

Status på KōyōCon
Denne con har jo netop gjort det modsatte. De har givet sig selv rigtig god tid ved først at stile efter næste år. Der er nu kommet både lokaler og datoer på. De indtager J-Popcons gamle plads i november og ligger sig på den 8-10. november næste år. Dem der regnede med en con i Århus, må dog skuffes i denne omgang. Det er ikke lykkedes at finde lokaler i Århus (til overkommelig pris?). Af den grund er connen rykket øst på til Grenå Handelsskole, som dog skulle ligge ret tæt på stationen. Der skal nok stadig være fans, som ikke har noget imod at rejse det længere, men jeg tror de mister mange fra Århusområdet, som kunne have fundet på at komme, fordi connen lå så tæt på, og som netop ikke gider SVScon, fordi det er i Herning. Jeg har desuden hørt en lille fugl synge om, at der er kommet flere arrangører på, men hvem de er, er endnu ikke blevet offentliggjort.

Gakuen-Con flyttet.
Grundet mangel på lokaler er Gakuen også flyttet til januar - nok  den 11-18. januar 2013. Det skulle egentlig have været i oktober-november, men der har åbenbart været en del problemer med kommunen. 

Den 20. september skrev jeg om gruppen på Facebook, der gerne ville have en con på Fyn, og om hvordan det nærmest var dødt, før det egentlig startede. Nu er der dog kommet en lille bitte smule liv, så nu må vi se, hvad der sker.

Nogle af de arrangementer som jeg holder virkelig meget af i miljøet, er Kita Træf. Det er enormt hyggeligt, og rammerne er gode omend lidt kolde om vinteren. Næste Kita Træf er den 2-4. november, men betaling skal være modtaget senest den 19. oktober. Indtil videre er vi kun 34, der har betalt. Derudover er der 47 tilmeldte. Det giver i alt 81, hvilket er langt under de 120, som er max. Jeg håber, at der er flere som får meldt sig til og ikke mindst betalt. Jeg tror dog nok, at det skal blive hyggeligt, selvom vi ikke bliver så stor en flok, men det er da trist at se, at det går ned af bakke med antallet af deltagere. Nu er Anime Kita selvfølgelig også begyndt at afholde en del flere små Chibi arrangementer, så folk har mulighed for at mødes oftere og finder måske ikke de store træf så vigtige mere.


Det var så lidt om, hvad der sker ude i miljøet - eller i hvert fald det jeg har opdaget. ^^ Der skulle også snart komme mere nyt fra J-Popcon heriblandt cosplayreglerne. Lige nu har jeg tre kladder liggende til blogindlæg, som jeg arbejder på. Det ene er et sidste indlæg i Turen gik til Japan, som jeg skal have samlet materiale til. Det andet er et indlæg om efterårssæsonens anime, hvor jeg kun har set 2 af de serier, jeg har tænkt mig. Det kommer nok til at tage noget tid, før det indlæg kommer ud, da der er en del serier, som jeg gerne vil se - og Morten vil også se langt de fleste af dem, og vi ser som regel kun en eps. anime sammen om dagen. Den sidste kladde, som nok er den der bliver først klar til udgivelse XD, er et interview med den ene af Danmarks repræsentanter til EuroCosplay. Det skal laves i denne uge, så jeg håber at have det klar søndag eller i starten af næste uge. det kan dog også være, at jeg får Japanindlægget klar i mellemtiden. Nu får vi at se.

tirsdag den 4. september 2012

Shoujo-con - et hyggetræf mest for piger

Nu er der dukket endnu et nyt initiativ op i det danske fanmiljø. Et par piger skrev om deres ide i en tråd på AniManga, men i mellemtiden er den blevet låst, og der er kommet en ny tråd, som nok er mere relevant at henvise til, da det vil være der, der sker noget i fremtiden. Disse to piger, som senere også fik selskab af en dreng, vil gerne lave et tøsearrangement i miljøet, som har andre aktiviteter og skiller sig ud fra de træf, events og conner, der ellers er i miljøet. For at nå ud til flere folk, har de oprettet en gruppe på Facebook. Husk at læse den uploadede fil/dokument/note. Det virker dog upraktisk, at man skal godkendes for at komme ind i gruppen - jeg blev dog godkendt meget hurtigt, hvilket er et plus.


Som I nok har gættet ud fra blogindlæggets titel, så kommer arrangementet til at hedde Shoujo-con. Selvom det hedder Shoujo-con, er det tiltænkt som et hyggeligt arrangement på størrelse med Anime Kita og HAF. Det vil foregår et sted i Århus i en af de følgende weekender: 9-11. november, 16-18. november eller 23-25. november, og der skal være mindst 20 interesserede, før det bliver til noget. Der vil være "klassiske tøseaktiviteter" som Make over hjørnet men også aktiviteter kendt fra almindelige træf så som cosplayshow og auktion. Mange af events'ne er dog stadig i støbeskeen, og de modtager gerne forslag og ideer. Der vil også være en Artist Alley. Prisen vil ligge mellem 120-200 kr. inkl. soveplads. De vil også forsøge at arrangere noget fællesspisning.
"Connens udgangspunkt er alt det, der er tøset og fluffy, og derfor bliver størstedelen af connens arrangementer nok mest henvendt til piger." Kilde
Drenge er også velkomne, men de opfordres til at crossdresse. Den bedste kan også vinde en præmie. Vil man cosplaye, skal det også være som en kvindelige figur, lyder det til. Der har åbenbart været røster om, at der skulle ligge en feministisk tankegang til grund for connen. Dette er dog blevet modsagt af en af pigerne bag i en længere besked på Facebook.

Målet er, at Shoujo-con skal afholdes hvert år. Valget er hvis faldet på november, for at fylde hullet efter J-Popcon. Samtidig er der også taget højde for, at det ikke skulle falde sammen med Kita Træf 12.02 den 2-4. november. Efterårets Kita Træf har typisk ligget i oktober de sidste år, men måske grundet J-Popcons flytning, er de også rykket ind i november. Det ser altså ud til, at hullet bliver fyldt godt ud med aktiviteter i Jylland, for næste år vil KōyōCon nok også ligge i november. Jeg håber, at der vil være noget datokoordinering ligesom der har været i år.

Om jeg selv skal deltage til Shoujo-con, har jeg ikke tænkt så meget over endnu. Det kommer dels an på connens indhold og tidspunkt.