Viser opslag med etiketten VAF. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten VAF. Vis alle opslag

tirsdag den 3. oktober 2017

Eventrapport: Viborg Animation Festival

I sidste uge løb Viborg Animation Festival - forkortet VAF - af stablen. Ugen igennem var der forskellige arrangementer og udstillinger både rettet imod fagfolk inden for animation og dertil knyttede områder samt hr. og fru Danmark og deres børn. Morten og jeg drog af sted om lørdagen, da det var den dag, der passede bedst med vores arbejdstider og de ting, vi gerne ville opleve.


Som noget nyt havde filmfestivalsdelen bredt sig uden for Viborg - og ud over selve festivalugen. Der blev således vist gratis animationsfilm i både Herning, Struer, Århus, Randers og Ry. Den populære Your Name kørte i alle fem byer. Derudover kunne Øst for Paradis i Århus også byde inden for i mørket til japanske kortfilm, imens Apollon Struer også viste Minder fra i går lavet af Studio Ghibli. 
Fotorama i Viborg var spækket med film både til børn men også unge og voksne. Der var japanske klassikere heriblandt Akira, Princess Mononoke og Min nabo Totoro, samt ret nye film så som In This Corner of the World og Blame!. 

Fotorama lagde dog også sal til andet end almindelige animationsfilm. I sal nr. 5 kunne man opleve Solar Walk. Screenshottet herunder er taget fra festivalens program.


Det kostede 150 kr. at komme ind og se Solar Walk. Der var ingen forudbestilte pladser, men Morten og jeg fik os et par gode nærmest midt i. Solar Walk spillede både fredag og lørdag - begge dage var udsolgte. Jeg vurderer, at det mest var folk på 25-50, der så forestillingen om lørdagen, men der var da også et par teenagere og børn imellem. 

Jazzorkestret og de to vokalister havde plads på gulvet foran lærredet. Bassen stak lidt op, men jeg følte ikke, at det var til gene. På lærredet tonede animationen frem. Filmen indeholdt hverken lydeffekter eller tale. Alt lyd var live i form af musik og sang. 

Det var en meget surrealistisk og speciel film. Jeg havde forventet en smule mere sammenhæng og måske noget mere historie, hvor vi rejste fra A til B. Det var dog en rigtig flot film med flydende animation. 

Musikken kørte meget i de samme toner, hvor mange passager også blev gentaget flere gange. Her kunne jeg godt have brugt lidt mere variation. Især fordi filmen netop viste så mange forskellige ting.

Samlet set vil jeg dog stadig sige, at det var pengene værd, fordi det var så anderledes en oplevelse. 


Efter Solar Walk krydsede vi vejen og gik de 50 meter over til Kasernehallen, hvor Immersion - Game Expo foregik. Da jeg trådte ind i hallen, blev jeg en smule skuffet. Jeg havde forventet, at der ville være meget mere gang i den. Vi nåede igennem det hele på 30-40 min. Dette betød dog også, at vi ikke gad vente på, at cosplayshowet skulle starte, så det gik vi glip af. 


Vi søgte i stedet ind mod Hjultorvet. Først fik vi noget at spise og så gik vi på Viborg Museum for at se manga- og animeudstillingen Kawaii & Epikku, som spredte sig over hele 3 etager. Det var en rigtig god udstilling, som viste mange forskellige stilarter - gamle såvel som nyere. 


Der var også en lille hyggelig biograf, hvor man kunne slænge sig i sækkestole og se animationsfilm. Vi så lidt af Princess Knight - dog på japansk og uden nogen form for undertekster - samt en anden film uden dialog. 

På øverste etage var der også udstillet figurer og lidt andet merchandise. 


Her var der også et kreativt område/bibliotek, hvor man kunne tegne på Buddha boards og læse manga. 


Der var ikke en fastsat pris for at komme ind og se udstillingen. Man kunne bare betale, det man selv ønskede via Mobilpay. Udstillingen får en varm anbefaling med herfra. Den kan man nemlig stadig nå at opleve til og med den 20. oktober. Så se at komme af sted, hvis du bor i området eller gider køre lidt for det.

Vi endte med at bruge flere timer på museet. Så da vi endelig kom ud, havde Expanded Animation udstillingen lukket. Altså måtte vi undvære den. På det tidspunkt var der stadig ca. tre timer til ViMAPP, og det var lang tid at vente, følte vi. Så vi valgte at vende snuden hjemad i regnvejret.

Alt i alt havde vi en god dag til Viborg Animation Festival, og jeg kunne da godt overveje at komme igen næste år. ^^

fredag den 12. september 2014

Viborg Animations Festival

Viborg Animations Festival (VAF) dækker over en filmfestival, en læringskonference, ANIBIZ, Learning Games Expo og forskellige events. 

Filmfestivalen
”Når Viborg Animations Festival løber af stablen, kan man se gratis film i både Fotorama, Karup Bio og Bjerringbro Biograf. Filmene rækker lige fra familievenlig skæg og ballade til krasse sager, som er helt forbudt for børn! Programmet bliver lagt på siden i begyndelsen af september - billetter kan bestilles eller hentes direkte fra biografen.” Kilde

Programmet byder skam også på anime. Fredag kan man se Når vinden rejser sig samt Redline i Fotorama. Lørdag byder på Oppe på Valmuebakken og Wolf Children ligeledes i Fotorama. Personligt synes jeg, at det er rart, at der også er andet end Ghiblifilm på programmet. Jeg har ikke selv set Redline, men ud fra det, jeg kender til den, så viser den en noget anden side af anime end Ghibli, så det er en god kontrast at have med. At man har valgt at tage Wolf Children med, kunne være en indikator på, at Mamoru Hosoda også begynder at få noget opmærksomhed. Efter min mening er hans Summer Wars dog bedre end Wolf Children, men sidstnævnte er selvfølgelig nyere.
Det kan desuden nævnes, at LEGO the Movie bliver vist med engelsk tale.


Animated Learning 2014
”1. oktober til 2. oktober 2014 kan gæster på ”Animated Learning”-konferencen høre oplæg fra internationalt anerkendte undervisere og formidlere, der belyser, hvorfor kreativitet, innovation og visuel kommunikation er afgørende vigtigt. De kan også deltage i workshops med praktiske tips og anvisninger til, hvordan teorien kan udmøntes i praksis.” Kilde

Denne del af festivalen virker til mest at henvende sig til voksne, som kan komme til eller allerede arbejder med animation i forskellige forbindelser. Det handler nemlig meget om, hvordan børn kan lære. En af foredragsholderne er Santeri Koivisto, som ”har været med til at grundlægge MinecraftEDU, en udgave af det populære Mine-craft-spil, som er designet til at kunne bruges til undervisning af lærere med alle slags IT-færdigheder.” Derudover kommer bl.a. også ungespiludviklere.dk forbi og afholder workshop omkring at lave sit eget læringsspil.


ANIBIZ – Animation i Arbejdstøjet
”ANIBIZ 2014 er en konference med fokus på anvendeligheden af animation til andre formål end underholdning. Den er særligt stilet imod erhvervslivet, sundhedssektoren og offentlige kommunikationsfolk, som ønsker inspiration til nye og effektive at kommunikere på.” Kilde

Igen er det nok ikke lige her, at den gennemsnitlige animefan vil finde noget interessant. Det kan dog nævnes, at Jakob Stegelmann gæster arrangementet og bl.a. er moderater ved Velkomsten.


Learning Games Expo
”Learning Games Expo er en åben spil-messe hvor man kan opleve det nyeste indenfor eksperimentelle spil-prototyper, ny spilteknologi som Oculus Rift, og ikke mindst fremtiden for spil der underholder, lærer fra sig og tør at træde udenfor det man normalt forbinder med spil og underholdning.” Kilde

Selvom der tales om læring, behøver det ikke betyde, at det er kedeligt. Standholderne lyder i hvert fald til at byde på en masse meget forskellige spil. Tarzan Game er meget langt fra at sidde sitlle med en kontroller i hånden – her skal du faktisk gerne have 2-4 kontrollerlianer. Et andet interessant spil er Magnetize Me, som er en blanding af dans og twister. For animefans kunne Chronology, som er designet med Hayao Miyazakis stil i mente, også være spændende at se på. Der er således fundet inspiration i film som Det levende slot og Min nabo Totoro. Spillet findes faktisk allerede på Steam. På spilmessen findes der desuden også forskellige variationer af spil, der benytter sig af Oculus Rift.

[Select/Start] Play
”Den 3. Oktober afholdes spil konferencen [Select/Start] PLAY for første gang. Der vil afholdes fordrag fra nogle af verdens mest kendte personligheder fra spil industrien. Taler og diskutioner vedrører emner som spil udvikling, gode råd til den uafhængige spil virksomhed og eksperimental gameplay design. Se hele programmet og køb billet på hjemmesiden, obs. studerende har gratis adgang.” Kilde

[Select/Start] Play afholdes ved siden af Learning Games Expo, så man kan fint kombinere et besøg til de to arrangementer, selvom [Select/Start] Play nok mest er for fagfolk.


Animerede events
”Viborg Animationsfestival er mere end gratis film i biografen og konferencer for fagfolk.

På egnsteatret Carte Blanche skubbes der til grænserne mellem animation og performance, når publikum inviteres til at blive medskabere af den interaktive teaterinstallation TIME woke up in darkness - et internationalt banebrydende projekt.

Og på Paletten sætter animatorer og interaktionsdesignere Magtens Korridorer i et helt nyt lys, når det populære rockband giver koncert til helt nye, specialfremstillede animationsvisuals.

Endelig er der udstillingen Fra Viborg til Verden på Viborg Kunsthal, hvor vi præsenterer en række projekter med udspring i Viborg og international gennemslagskraft!” Kilde

Børnebiblioteket indbyder også til Tegnesøndag, hvor det ser ud til, at der vil være besøg af nogle af folkene fra Sun Creature Studio, som har lavet The Reward. På hovedbiblioteket kan man se en udstilling med tegninger, modeler, kulisser, rekvisitter og skitser fra animationsfilm. Filmene kan desuden også ses. Derudover bruges Borgerhuset Stationen som official festivalcafé, hvor man bl.a. kan se animerede kultfilm og læse tegneserier.

VAF søger desuden nogle cosplayere til at være blikfang ved nogle af deres arrangementer. De har henvendt sig til J-Popcon, som har bragt nedenstående på deres Facebookside.
"FOR COSPLAYERE I VIBORG ELLER OMEGN

Vi er blevet kontaktet af Viborg Animations Festival (VAF), der d. 27/9 og d. 4/10 afholder et par arrangementer, hvor de syntes det kunne være fedt at have nogle cosplayere på besøg til at hjælpe med at skabe opmærksomhed

D. 27/9 er der tale om en gratis minibio fra kl 11:00 til 13:00, hvor der bliver vist korte animationsfilm. Her ville det være oplagt, hvis der var et par cosplayere der kunne have interesse i at byde gæsterne velkomne inden filmene starter.

D. 4/10 er tidsrummet igen 11:00 til 13:00, hvor de afholder et hundetræf med forskellige aktiviteter i Viborg midtby, for at skabe opmærksomhed på festivalen. Der kan læses mere om festivalen på deres hjemmeside (http://www.animationsfestival.dk/) og hvis man har spørgsmål eller kunne være interesseret i at deltage, så skriv til Julie Bræmer på Julie_braemer@hotmail.com.
"