Darker than Black: forsmag

Titel: Darker than Black

Antal episoder: 26 (sidste eps. er en ekstra tilføjet på dvd'en)

Antal episoder set: 4

Relateret til: Baseret på manga'en Darker than Black lavet af Tensai Okamura. Blev efterfulgt af en OVA og sæson 2 kaldet Darker than Black: Gemini of the Meteor.

Genrer: action, mystery, drama, sci.fi.

Studie: BONES

Japansk premiere: 2007

Det er anden gang, jeg ser Darker than Black, men jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke kan huske særlig meget fra den. Så der skulle ikke være så stor risiko for, at jeg her i forsmagsanmeldelsen kommer til at skrive om noget, der går ud over de fire første episoder.

Eps. 1-4 gør mere ud af at forklare, hvordan verdenen hænger sammen frem for at fortælle om hovedplottet. Det gøres dog ikke gennem ren snak men forskellige handlingsforløb, hvilket gør, at der er masser af action, og ikke bare personer, der går og snakker hele tiden. Vi kommer dog ikke helt udenom fortællersnakken, men den virker forholdsvis naturligt sat ind. Det virker som om, at politiinspektøren Kirihara er vores fortæller.

Hun forklarer, at der skete en hændelse for 10 år siden. Man ved ikke hvad, der dukkede op i byen, men man byggede en høj mur rundt om det, man nu kalder Hell's Gate. Samtidig med at Hell's Gate dukkede op, forsvandt alle stjernerne og blev erstattet af "falske stjerner". Med dem dukkede såkaldte Contractors og Dolls op. Contractors har forskellige overnaturlige evner, men hver gang de har brugt dem, er de tvunget til at udføre en bestemt gerning - en skal brække sine fingre af led, en anden lægger sten på rad og række, imens en tredje spiser mælkebøtteblomster. Dolls har ingen personlighed - deraf navnet - de bruges typisk til sporing. Vi ser en pige, som når hun er i berøring med vand, kan se andre steder, der er vand.

Den sidste betegnelse, som seeren bliver lært er Moratorium. Ligesom Contractors har de overnaturlige evner, men de kan ikke styre dem og skal heller ikke gøre noget efter, de har brugt deres evner. Eksistensen af Contractors, Dolls og Moratorier holdes skjult for de almindelige borgere, så hvis almindelige borgere kommer i kontakt med dem, får de deres minder slettet.

Hovedpersonen er Li Shengshun, som er kommet til Japan for at studere. Seeren finder dog hurtigt ud af, at Li ikke er helt normal...

Li er af politiet kendt som BK201 - den stjerne der er forbundet med ham. Han arbejder sammen med Doll'en på billedet ovenfor, en mand og en kat. De kalder ham Hei. De arbejder sammen om at løse opgaver - hvem der giver dem opgaverne, hvorfor de arbejder sammen, og hvad de vil opnå, vides endnu ikke. Faktisk kender vi ikke engang navnene på dem ud over Hei.
Indtil videre har Kirihara været på to sager, hvor Contractors har været involveret i kriminalitet - en sag per to episoder. Det virker som om, at politiet i længere tid har været bevidst om Hei - i hvert fald ud fra den måde de omtaler BK201.

Der er ingen tvivl om, at Darker than Black er en seriøs serie. Den har et interessant univers, som åbner op for muligheden til en masse fede overnaturlige kræfter - og se dem omsat i kamp. Det tegner til god action. Samtidig er der også mere bagved - tingene er ikke som de umiddelbart ser ud. Derudover har den også sine humoristiske øjeblikke. De er ikke "over the top", og passer derfor godt ind i universet. Det er ikke ting, man flækker af grin over, men mere hvor man sidder "hehe, fnis".

Ud fra disse fire episoder kunne man fristes til at sammenligne Darker than Black med den nyere serie Psycho-Pass - omend mindre makaber. Darker than Black er umiddelbart til dem, der godt kan lide action og mystery. De fire første episoder formår at give et godt indtryk af universet, og hvis man synes om det, bør man helt klart se videre.

Bag Darker than Black står BONES, som i dag nok er mere kendt for Fullmetal Alchemist: Brotherhood. De leverer en pæn billedeside, character design og farveskala, som passer godt til stemningen og historien i serien. Yoko Kanno har stået for musikken, som også passer yderst godt ind. OP'en Howling af abingdon boys school repræsenterer også serien godt.

Til sidst en kort oversigt:

+ giver en god introduktion til sit univers
+ interessant univers
+ interessant hovedperson
+ godt soundtrack

- meget sparsom info om hovedpersonerne
- ingen rød tråd endnu

Gunslinger Girl: forsmag

Titel: Gunslinger Girl

Antal episoder: 13
Antal episoder set: 4

Relateret til: Baseret på manga'en Gunslinger Girl lavet af Yu Aida. 

Genrer: drama, action, sci.fi.

Studie: Madhouse Studios

Japansk premiere: 2003

Gunslinger Girl følger "hverdagen" for pigerne, som en privat social velfærdsorganisation har taget sig af. Pigerne har været døden nær enten pga. sygdom, eller fordi de har været udsat for en forbrydelse, og har været efterladt med kroppe, der stort set ikke kunne noget. Organisationen har så udvalgt en række piger, som de "har taget sig af". Pigerne er hver tilknyttet en voksen mand, som fungerer som en slags værge - en såkaldt "handler". Sammen kaldes de for "fratello". Det lyder jo alt sammen forholdsvis godt, men bag facaden gemmer der sig en helt anden og slet ikke så velgørende historie. Pigerne er alle blevet modificeret til cyborgs, blevet hjernevasket og trænes nu som dræbermaskiner. De er blevet indprintet tilknytning til deres partner, så de føler trang og lyst til at beskytte denne.

Mængden af hjernevask eller som de kalder det i serien "conditioning", er forskellig fra pige til pige. Rico er pænt meget fucked up, imens Henriettas og Trielas conditioning virker til at blive holdt på et lavere niveau. Der er også to andre piger (Angelica og Claes), som vi dog kun har set kort indtil videre. Hver fratello håndtere det indbyrdes forhold ret forskelligt. "Handleren" Jose forsøger f.eks. at opbygge et kærligt forhold til Henrietta, som minder om et bror-søster-forhold. De to første episoder følger Henrietta og Jose. Man ser hvordan Henrietta er kommer ind i organisationen. Eps. 3 og 4 følger så hver især Rico og Triela. Indtil videre er der ikke en gennemgående historie.

Dette er et gensyn med serien, men jeg kan huske, at jeg blev meget positivt overrasket over den, da jeg så den for første gang. Jeg havde frygtet en gang loli moe - nu skyder vi alt, og jeg elsker bare min bror SÅÅÅ højt, som ikke ville kunne tages seriøst, men nøj hvor blev jeg modbevist. Ja, der er stadig broderkærlighed og små piger der skyder med forskellige våben, men tilgangen til historien er seriøs og lægger op til at seeren selv skal tænke over tingene, hvilket jeg er stor fan af. For gør organisationen nu noget godt for disse piger eller udnytter de dem bare skamløst? Er pigernes følelser ægte, eller er de bare indprintet? Gunslinger Girl viser dræbermaskinen der stadig er en pige.

Billedsiden er også med til at understøtte den seriøse tilgang til historien og personerne. Farverne er meget nedtonede og matte. Der udstråles ikke meget liv, hvilket egentlig er temmelig passende.

Jeg fandt faktisk de to første episoder en smule rodet, fordi der bliver fortalt en masse ting på kryds og tværs af hinanden, og kronologien er ikke rigtig helt tydelig nok i min optik. Af den grund vil jeg mene, at man skal prøve at se en 3-4 episoder af denne serie, før man beslutter sig for, om det er noget man vil se videre på. Måske finder man heller ikke Henrietta og Jose så interessante, og så er det godt også at se nogle af de andre personer komme på banen i eps. 3 og 4. 

Serien henvender sig til folk, der godt kan lide en seriøs anime med drama og action. Den appellerer også mest til et lidt ældre publikum - jeg tænker umiddelbart 15-16+, da et yngre publikum nok vil synes, at der er for meget snak og for lidt action. Gunslinger Girl kan efter min mening ses af begge køn. Serien er også til dig, der ikke har noget imod, at en anime kan sætte de små grå i gang.

Til sidst en kort oversigt:

+ seriøs tilgang til historie og personer

+ har dybde

+ flere personer at følge med meget forskellige personligheder 

+ god blanding af drama og action

+ kan ses af begge køn

- kan virke lidt rodet i de første 2 episoder

Toward the Terra: forsmag

Jeg har i længere tid rigtig gerne ville lave en anmeldelse af Toward the Terra, fordi jeg føler, at det er en meget overset serie. Nu blev det så endelig til noget. ^^ Jeg har set denne serie en gang før, men her i forsmagsanmeldelsen skal jeg forsøge at begrænse mig til de 3 episoder, jeg har genset. Starten på denne serie er faktisk noget bedre end jeg lige huskede den. Derimod er Jomy også en noget mere irriterende unge, end jeg huskede... XD

Seriens navn: Terra e... - Toward the Terra

Antal sete episoder: 3
Antal episoder i alt: 24

Relateret til: Baseret på manga'en To Terra lavet af Keiko Takemiya og en remake af filmen Toward the Terra. 

Genrer:sci.fi., drama, action

Studie: Aniplex

Japansk premiere: 2007

Jomy Marcus Shin bor sammen med sine forældre og går i skole ligesom alle andre menneskebørn på hans alder og yngre. Dette gør de dog ikke på Jorden men i en rumkoloni, da menneskene har været nødt til at forlade Jorden, fordi den er blevet ubeboelig pga. forurening. Da Jomy fylder 14 år skal han igennem en såkaldt "voksen-eksamen", hvorefter han skal træde ind i det voksne samfund. Under eksamen bliver Jomy bedt om at glemme alle sine minder om sine forældre og alle de første 14 år af hans liv - faktisk forsøger eksaminatorerne at slette minderne.

Jomy kæmper imidlertidig imod og får pludselig støtte af en mystisk mand, der dukker op under hans prøve. Eksamen afbrydes, hvorefter der Jomy bliver jagtet. Han får dog hjælp af en anden mystisk ung mand ved navn Leo, som kommunikere med ham via telepati, da han ikke er i stand til at tale.
Begge de mystiske mænd tilhører en "race" kaldet Mu, som besidder telekinesiske og telepatiske evner. Til gengæld er de fysisk svage. Den svaghed kan være i form af flere forskellige ting; en mangler en arm og Leo kan som sagt ikke tale.
Jomy mener dog, at han bestemt ikke hører til blandt dem, for han er et normalt menneske. Han bryder sig ikke om hverken Mu'erne, som kan læse hans tanker og taler til ham gennem dem. Han er også meget oprevet over, at de afbrød hans eksamen. Han mener, at det udelukkende er deres skyld, at han blev angrebet.

Historien fortælles gennem Jomys synsvinkel. Vi ved lige så lidt om, hvad der foregår som han gør. Man (jeg) deler dog ikke hans enorme harme, hvilket kan bevirke, at han godt kan komme til at fremstå lidt usympatisk. På den anden side kan man også spørge sig selv om, hvordan man mon ville reagere, hvis man som 14-årig blev revet ud fra den verden og hverdag, man kender, og smidt ind i en ny, hvor alle kan læse ens tanker. Det er nok de færreste, som ville være begejstrede.

Det umiddelbare interessante her er samfundet. Der er tydeligvis skjult en masse ting, og alt er ikke "som det burde være". Det hele forekommer som en facade, hvor alt er meget kontrolleret.

Den der voksen-eksamen virker meget skummel... Noget andet, der kan sætte ens nysgerrighed i gang, er Mu'erne - hvem/hvad er de, og hvorfor bliver de til?
Ved første øjekast udviser Jomy jo tydeligvis ingen Mu-tegn, så hvad er hans rolle..? Det lyder meget til, at han er "the special one", men hvad skal "the special one" i dette tilfælde...? Jeg synes generelt, at der er mange spændende elementer i Toward the Terra.

Stilen i serien er nok et forsøg på at lave en lidt mere moderne udgave af den originale stil fra mangaen, som udkom sidst i 70'erne. Bortset fra Physis (kvinden på billedet nedenunder) synes jeg egentlig, at det er lykkedes okay. I dag i år 2013, vil stilen dog nok virke ret gammel - især for unge fans (Jeg har det indtryk, at for dem er alt, der er mere end 2 år, gammelt). Så det her er jo ældgammelt. XD Selvom Soldier Blue (manden til højre på billedet nedenunder) er lidt af en pretty boy, så er dette hverken shounen-ai eller yaoi bait!

Serien henvender sig både til drenge og piger. Den vil nok mest appellerer til folk med en lille interesse for sci.fi. Toward the Terra lægger nemlig op til en interessant sci.fi. historie og et spændende univers. Efter en 3 episoder bør man have fået interesse for begge dele. Hvis ikke, kan man alternativt prøve at se videre indtil antagonisten (ja, det hedder det åbenbart også på dansk XD) kommer på banen i eps. 6.

Til sidst en kort oversigt ud fra de første 3 eps.:
+ interessant sci.fi. setting
+ interessante problemstillinger
+ Historien skrider hurtigt frem.
- Jomy kan virke irriterende.
- Stilen kan afskrække nogen.

SaiKano: forsmag

Seriens navn: SaiKano

Antal episoder: 13

Antal episoder set: 2

Relateret til: Baseret på manga'en SaiKano lavet af Shin Takahashi. Live action filmen er en alternativ udgave af mangaens historie. SaiKano: Another Love Song (OAV) er en slags prequel / side story.

Genrer: romance, drama, action

Studie: Gonzo

Japansk premiere: 2002

Serien når rigtig meget allerede i eps. 1. Det er på flere måder tydeligt, at Shuji og Chise ikke er det typiske kærestepar. De har kommet sammen i under en uge, da Shuji siger, at han ikke vil mere, hvilket får Chise til at åbne op og sige sin mening. Så det ender i stedet med, at de beslutter sig for at forblive kærester og blive forelsket i hinanden - ikke ligefrem sådan par ellers bliver fremstillet i (shoujo) anime. Shoujo har også en langt mere romantisk og idealistisk tilgang til parforhold og kærlighed. Selvom SaiKano handler om et kærestepar, er det ikke shoujo men faktisk seinen - altså henvendt til unge mænd. 

På engelsk hedder serien She, the Ultimate Weapon, men det burde nok have været My Girlfriend, the Ultimate Weapon. Ud fra den titel kan I jo nok regne en anden ting ud, der er særligt ved Chise. At Chise er det ultimative våben behandles dog på en alvorlig og rørende måde, hvilket faktisk kan sammenlignes med Gunslinger Girl. Det berører seeren på dyb og hjerteskærende vis. Allerede da eps. 1 slutter og Shuji siger sine sidste ord, fik jeg en klump i halsen og en trykken for brystet.

Eps. 1 lægger i det hele taget linjen virkelig godt for serien, og eps. 2 fortsætter egentlig bare i samme spor. Personligt udviklede jeg meget hurtigt sympati for Chise, Shuji og deres historie. Det er for dem, man skal se serien. Der er meget krig og action, men det er ikke omdrejningspunktet. Det er blot virkemidler i historien.

Musikken og lyden spiller en stor rolle i de dramatiske scener. Chises ooouuh-lyd er rolig og sårbar, og måske netop derfor virkelig karakteristisk. Det samme gælder hendes bjælde. Musikken i eps. 1 til sidst, hvor Shuji får øje på Chise er en af flere udgaver af Hoshi no Hate. Både sangen (som høres i senere episoder) og de forskellige intrumentale versioner er hjerteskærende og følelsesladede. ED'en synges af Yuria Yato, og hun synger virkelig Chises følelser ud. 

For ca. 10 år siden var Gonzo et af de studier, som de fleste kendte og holdt øje med. I dag er de nok mest kendt for deres jubilæumsserie Last Exile. Siden da er de desværre faldet meget af på den, hvilket især blev tydeligt med Last Exile: Fam, The Silver Wing i 2011-2012. Når der kommer en ny Gonzo anime, har jeg stadig mine små forhåbninger, men de lavede helt klart deres bedste arbejde for et årti siden - i hvert fald efter min mening.

Tegnestilen i SaiKano er ikke den kønneste, men den er meget lig manga'en, hvor jeg egentlig godt kan lide den - måske denne stil bare fungerer bedre i sort/hvid. ^^; Men kan man overleve tegnestilen, er der et virkelig godt romantisk drama i vente.  

Jeg startede ud med at sige, at SaiKano er seinen, men den kan sagtens ses af begge køn. Jeg vil dog tro, at den vil blive mest værdsat af et lidt ældre nok 16+ publikum. Der kommer desuden også intime scener senere - bare lige for at nævne det.

Til sidst en kort oversigt:

+ historien kommer hurtigt i gang

+ der etableres hurtigt et forhold til vores to hovedpersoner

+ en anderledes kærlighedshistorie

+ godt drama

+ kan ses af begge køn

- nogle vil ikke kunne lide tegnestilen

X TV: forsmag

Da det kun var Zephyer, som ytrede sin mening, fik han også lov at vælge, hvilken anime jeg skulle lave anmeldelse af først. X TV er en af mine yndlingsserier, så jeg har bestemt ikke noget imod at gense den. Jeg har valgt at kalde denne type anmeldelse for "forsmag", da det gerne skulle hjælpe folk med at vurdere, om de vil se serien, og er baseret på de første episoder - eller sådan er det tiltænkt. Jeg tog af og til mig selv i at skrive ting, som er mere generelle for serien og slettede det igen, men der kan jo være sluppet noget med.

Seriens navn: X TV

Antal episoder: 24

Antal episoder set: 5

Relateret til: Baseret på manga'en X/1999 lavet af Clamp, alternativ udgave af filmen X-the movie, serieopfølgning på OVA'en X: Episode 0, (fortsættelse til Tokyo Babylon)
Genrer: drama, action, fantasy, romance

Studie: Madhouse Studios

VIGTIGT: se kun OVA'en først, hvis du ikke har noget imod store spoilers!

En af X TVs store styrker er seriens persongalleri, som har en meget stor bredde. I starten kan det dog være ret svært at holde styr på de enkelte personer. Allerede i eps. 1 får vi introduceret ca. 11 personer, hvoraf 10 i hvert fald spiller en stor rolle i serien - og der kommer endnu flere til i de næste episoder. Seriens hovedperson møder vi først rigtigt ca. halvvejs inde i eps. 1. Drengen Kamui Shirou fremstår dog utrolig usympatisk i starten, da han hverken udviser venlighed eller høflighed. Han virker i stedet direkte kold og fjendtlig. Han har dog heller ikke haft det let, og han står i en meget forvirrende situation. 

Som seer er man også lidt forvirret. Der kommer løbende små hints og bidder af baggrundshistorie og forklaringer om, hvad det hele drejer sig om. Eps. 1-2 bruges mest til at introducere personer og "sætte hjulene i gang". I løbet af eps. 3-4 kommer der dog mere og mere info, og især i eps. 5 kommer den første mere hele forklaring. Der er dog stadig mange ting, som er uklare, men der er jo også stadig 19 episoder endnu. Jeg vel også mene, at man efter 3-5 episoder burde kunne vurdere, om det er en serie, man gider se. Eps. 1 er lidt for usammenhængende til, at man bør bedømme serien kun ud fra den.

Seriens nøgleord er "skæbnen" og "verdens ende" - nogle tunge og dramatiske emner, som understøttes af musikken i serien. Især et musikstykke er med til at bygge stemningen og forventningerne op til noget stort. Fjer bliver også hyppigt brugt til at skabe en dramatisk og mystisk atmosfære.

Man kan godt se, at det er Clamp, som har lavet det originale character design. De er dog lidt skarpere i ansigterne end i andre Clampserier. En negativ ting er, at nogle gange er det som om, at delene i ansigtet er lidt forkert sat sammen i forhold til hinanden. Heldigvis er det mere undtagelsen end normen. Jeg ved ikke om, det er, fordi Madhouse har sløset lidt her i starten.

Madhouse har arbejdet på en bred vifte af anime, så man kan ikke rigtig sige, at de laver en bestemt type anime. Der er en del bishounen i serien, så man kunne forledes til at tro, at serien henvender sig til piger. På den anden side ser man også den sexede Kanoe halvnøgen og i bad... XD Så de har nok forsøgt at lave lidt fanservice til begge køn. Jeg vel da også mene, at begge køn sagtens kan se serien.
Du vil kunne lide X TV, hvis du er til anime med en dybere historie og komplekse personer - det var i hvert fald de to ting, jeg blev tiltrukket af. Der er mange brud af historien, som skal kædes sammen i denne serie, og det er spændende at se dem blive vævet sammen. Som tidligere nævnt er der også et stort persongalleri med meget forskellige personer, som drives af forskellige ting og har forskellige livsfilosofier. Personerne ser heller ikke ud til at være "hvide" og "sorte". F.eks. fremstår Yuto Kigai nærmest dobbelt så sympatisk som Kamui, da vi møder ham første gang - og Yuto skulle være en af "de onde".

Til sidst en kort oversigt:

+ nuanceret bredt persongalleri

+ dybere historie

+ passende musik

+ appellerer til begge køn

- sløset character design/animation i ansigtet få steder

- kan virke forvirrende i starten

- usympatisk hovedperson i starten