10 år i fanmiljøet

I dag er det 10 år siden, jeg sådan for alvor begav mig ud i fanmiljøet. Der deltog jeg nemlig til det første HAF-event (det er også der billedet er fra). Det blev startskuddet til mange sjove, spændende og hyggelige oplevelser. Det er vildt underligt at tænke på, at der allerede er gået 10 år siden da. Jeg føler mig gammel...

Fanmiljøet har haft en enorm indflydelse på både min personlige udvikling og mit liv i det hele taget. I fanmiljøet følte jeg virkelig, at jeg kunne være mig selv. Jeg behøvede ikke at forsøge at være på en bestemt måde, og der var omsider andre, der delte min interesse. Jeg var ikke alene!
Den følelse betød utrolig meget for mig dengang som 19-årig. Det var da nok også især det, der gjorde, at jeg valgte at engagere mig i fanmiljøet. Jeg ville gerne give andre muligheden for at få et frirum og opleve samme befriende følelse, som jeg selv havde gjort.
Vi havde gang i noget fedt der med Herning Aanime Forening, så selvfølgelig skulle jeg være en del af det - også bagved. I starten betød det dog ikke det store, for der hjalp alle sådan set til på lige fod. Senere hen blev vi mere organiserede - eller forsøgte i hvert fald på det. Jeg lærte utrolig mange ting hen af vejen - meget via trial and error.

I løbet af disse 10 år har jeg bidraget til fanmiljøet på forskellig vis. Ud over HAF, som jeg allerede har nævnt, var jeg også hovedarrangør for SVScon. Det er primært derigennem at mit bidrag er kommet.
Jeg har dog også været ude i skribentarbejde af flere omgange. For en kort stund var jeg skribent på J-News, som skulle være en dansk nyhedsside med nyheder inden for japansk popkultur. Profilen var bare ikke skarp nok, og der var for få skribenter. Jeg var også omkring Nyan Magazine, hvor jeg leverede et par anmeldelser, så vidt jeg husker. I et års tid skriblede jeg for Metronaut og sørgede for, at anime var repræsenteret på siden. Sidst men ikke mindst har jeg jo også haft bloggen her i 5-6 år. Det er faktisk mere end halvdelen af min sådan rigtige aktive tid i fanmiljøet.

I en periode var min kæphest samlingen af og samarbejdet imellem forskellige initiativer i fanmiljøet. Desværre var det som om, at de gode intentioner løb ud i sandet efter den første Djicon, som også blev den eneste.
Jeg var blevet inspireret af Snorfcon, som Morten og jeg havde været med til i Oslo. Der mødtes arrangører af forskellige nørdede events. Der var både folk, der lavede anime- og cosplayarrangementer, rollespillere, sci-fi og litteraturfolk.
Det var virkelig spændende at høre, hvordan de forskellige organisationer gjorde tingene, og vi havde nogle gode debatter. Det var så mit håb at skabe en grobund for vidensdeling i det danske fanmiljø med Djicon. Det er dog fem år siden, så måske miljøet ville tage bedre imod et sådan tiltag i dag...

I det sidste års tid har jeg trukket mig lidt fra fanmiljøet. Det er dog ikke sådan, at jeg tænkte, at nu hvor jeg ikke havde SVS mere, ville jeg hive stikket. Det er bare gledet sådan lidt ud, fordi tiltrækningskraften ikke længere er så stor.
Jeg tager f.eks. ikke til Kita Træf længere, fordi jeg føler, at jeg er "vokset fra det". Min nære omgangskreds gider det ikke rigtig længere, vi ses i stedet i andre sammenhæng.
Førhen var events og træf jo en af vores primære mødesteder. Det er mere rykket over i privatsfæren nu. Jeg kommer dog fortsat til J-Popcon, ser anime og læser manga. Så det er på ingen måde sådan, at interessen er forsvundet. Jeg dyrker den nok bare på en anden måde i dag.

I dag er det også 10 år siden jeg mødte Morten - og for 3 dage siden havde vi faktisk 9-års dag, selvom vi dog først kan fejre 2-års bryllupsdag til august.

Still alive... ^^

I har måske lagt mærke til det ovre i min profil, men nu står der altså "min mand Morten" i stedet for "min forlovede". Langt de fleste af jer, der læser med, ved det nok også i forvejen, men sidste lørdag den 16. august blev Morten og jeg altså gift.^^ Bryllupsplanlægningen har optaget en del plads i mit hoved på det sidste, selvom vi dog betalte os fra det meste ved at holde det på RemisenBrande. Det var en helt ubeskrivelig dag, hvor vi var omgivet af en masse skønne mennesker. <3 Det var et ret klassisk bryllup med mig i hvidt og vielse i en kirke.

Her i juli og august er det således ikke blevet til særlig mange blogindlæg. Dels har brylluppet fyldt en del mentalt, og dels har jeg siddet lidt fast omkring emner til bloggen. Genki gav mig naturligvis en god mulighed for at lave en række blogindlæg. Jeg tror dog, at jeg generelt kommer til at skrue lidt ned for antallet af blogindlæg per måned og/eller længden på dem. Så nu ved I det. 

For mig byder efteråret umiddelbart på besøg til tre arrangementer: Art Bubble på Danmarks Industrimuseum i Horsens (kun en dag), Kita træf 14.2 i Aalborg og nok også KōyōCon i Randers. 

Art Bubble er en tegneseriefestival, som blev afholdt for første gang i 2011 og for anden gang i 2012. I forbindelse med festivalen kan man også beskue Danmarks største tegneserieudstilling. At tage til Art Bubble er IKKE som at tage til J-Popcon, Genki eller SVS. Fokus er her virkelig på tegneserier og ikke så meget andet. Læs evt. mit blogindlæg om Art Bubble 2011 for at få et bedre indblik i arrangementet.

Kita Træf er nogle af de få arrangementer, som jeg altid forsøger at deltage i. I foråret måtte jeg springe over, fordi vi skulle lave SVS-forberedelser i samme weekend, så jeg vil virkelig gerne af sted til efteråret. Det er smadder hyggeligt, og så ses jeg med en masse venner der.

Jeg mener, at KōyōCon sidste år faldt sammen med Herning Børneteaterfestival, som jeg var med til at afholde i  kraft af mit daværende job som koordinator for Kulturelt Samråd Herning, så der havde jeg ikke mulighed for at deltage til connen. Så i år regner Morten og jeg med at tage af sted og se, hvordan det hele er. Da det er flyttet til Randers, er det heller ikke helt så langt væk.

Jeg har valgt at skippe Geekcore igen i år, da jeg føler, at connen skal etablere sig noget mere, før jeg vil rejse efter den. Jeg ser helt klart noget potentiale med de områder, som connen dækker, men jeg føler også, at der skal udvikles noget mere på det hele. Foregik Geekcore i nærheden af mig, kunne jeg dog sagtens have fundet på at smutte en tur forbi.

Knuste hjerter og ubehagelige gensyn

I mit blogindlæg Otakus in love, sluttede jeg af med at skrive, at jeg ville fortælle om bagsiden af medaljen i et senere blogindlæg. Det kommer så her.

For højt at flyve er også dybt at falde. Mange par går fra hinanden, og når det sker, vil de fleste gerne undgå at bumpe ind i deres eks. Det bliver dog svært, når man nu har samme interesse og kommer de samme steder - og det gør man jo, for det var der man mødtes. I mellemtiden har man måske også fået sig en fælles vennekreds.

Nogle brud går værre for sig end andre. I nogle tilfælde kan parterne slet ikke være i rum eller endda samme bygning med hinanden, og der er nærmest dømt showdown, hvis man løber på hinanden til en con. Det kan udmunde i skænderier og andre stridigheder, som typisk ender i tårer, flere sårede følelser og vrede.

I andre tilfælde går det mere fredeligt for sig, og det sker faktisk, at par, der er gået fra hinanden, får et fornuftigt forhold til hinanden bagefter. 

Ligegyldigt hvordan forholdet er gået i stykker, kan det være hårdt at gense sin eks - i hvert fald, hvis det er tæt på bruddet. Det kan også være hårdt eller i hvert fald lidt underligt at se ham/hende med en ny kæreste. Måske er han/hun endda en, du kender eller ved hvem er, for større er fanmiljøet i Danmark altså ikke. 

Alt det her er nok sjældent noget, man tænker på, når man svæver på en lyserød sky og er ved at blive båret væk af forelskelsen. Personligt slog min fornuft dog ind, så jeg gjorde mig en række tanker, inden jeg besluttede mig for at sige noget til Morten omkring min følelser - og inden de udviklede sig fuldstændigt. Jeg tænkte f.eks. på, hvad der ville ske med HAF, hvis vi blev kærester men endte med at gå fra hinanden. Jeg blev så også enig med mig selv om, at jeg var parat til at forlade HAF's bestyrelse, hvis vi ikke ville kunne arbejde sammen efter et eventuelt brud. MEN jeg var også næsten 20 år og har altid haft det med at tænke meget over tingene. Jeg tvivler på, at en 14-årig, der er ved at boble over med hormoner, tænker særlig meget over konsekvenserne af et evt. brud, for hvorfor skulle han/hun nogensinde have lyst til at gå fra personen, som vedkommende er blevet forelsket i. Han/hun er jo perfekt! *indsæt "forkert-svar-lyd"* Ingen er perfekt - og lad os se det i øjnene, det er de færreste som finder deres soul mate som 14-16-årig.

Okay, det her blev vist lide mere prædikende, end jeg havde tiltænkt... ^^; Jeg ville egentlig bare sige, at der også kan være en ulempe ved at finde en kæreste i fanmiljøet, hvis man ender med at gå fra hinanden - og så er ens frirum til f.eks. conner jo ikke helt det samme mere, hvis der vandrer en ekskæreste rundt, som man ikke har det godt med.

Otakus in love

Der er forår i luften og 2 conner nærmest lige om hjørnet. Når man samler en masse unge mennesker, vil hormonerne unægtelig  få masser af luft under vingerne. Man bliver også nemt overvældet over endelig at møde nogen, som virkelig forstår en og ens interesse. Det er måske ikke de mest romantiske rammer, men der er alligevel mange forudsætninger til stede for blomstrende romantik.

For nogle sker det uventet, og andre tager til conner på udkig efter kærligheden - eller monstro bare et "måske". ^^ Da jeg først hørte om folk, der tog til con for at score, undrede jeg mig, men det er jo egentlig logisk nok. Det er et af de få steder, hvor anime- og mangafans mødes i virkeligheden, og med så mange mennesker samlet burde der jo være en mulighed for at finde en, man klikker med, ikke...?

Det er så rosenrødt, når man falder for hinanden, og jeg forestiller mig, at det er meget overvældende at tilbringe en weekend sammen i så "intense" omgivelser, hvor humøret er så højt. Følelserne hvirvler rundt, og man har svært ved at begribe, at man har fundet en, som kan lide en for den man er - på trods af eller måske netop pga. ens små særheder og anderledes interesser.

For nogle udvikler det sig allerede til et forhold i løbet af connen, for andre begynder interessen og forelskelsen bare at spire til connen. Begge parter er måske fortsat lidt forsigtige og fortsætter med at chatte på Skype eller Facebook efter connen, men når de så mødes til den næste con, slår det gnister. Så har man nemlig lært hinanden bedre at kende, og for nogle er det nemmere at åbne op over computeren, end det er ansigt til ansigt. Dermed bliver gensynet bare en endnu større begivenhed. En con kan faktisk være en meget følelsesladet oplevelse.

Da jeg som 18-årig tog til min første con, var det med en forhåbning om at møde andre ligesindede, som ville forstå mig. Jeg ville bare have venner - jeg havde slet ikke tænkt så langt, at jeg kunne møde en potentiel kæreste. Det gjorde jeg nu heller ikke. :p
Jeg har dog rent faktisk mødt min forlovede Morten gennem fanmiljøet. Det skete til HAF Event 1 den 9. juni 2006. Det var på ingen måde kærlighed ved første blik. XD I stedet blev vi rigtig gode venner. Vi delte nemlig meget smag, når det kom til anime og faldt nemt i snak - nej jeg kan ikke huske vores første samtale. Da HAF's bestyrelse skulle findes, blev både Morten og jeg en del af den, hvilket jo bare gjorde, at vi kom til at snakke endnu mere sammen. Morten og jeg var venner i næsten et års tid, før der begyndte at ske mere. Jeg tror dog, at det var et rigtig godt grundlag for os, at vi havde været venner først. Det er snart 7 år siden...
I 2008 flyttede vi sammen i en lejlighed, som Morten havde købt. Den fik han så solgt sidste forår, hvorefter vi gik på husjagt, og Morten friede til mig, som nogle af jer nok kan huske fra sidste SVS. 1. juni sidste år flyttede vi ind i huset, hvor der er god plads til eventuelle fremtidige børn. Til august skal vi giftes, og vi er godt i gang med planlægningen. Festlokale, kirke, mad og ikke mindst kjole er på plads. ^^ Ifølge flere af vores venner har vi dog længe lydt som et gammelt ægtepar.... XD

Så ja, man kan sagtens finde kærligheden i fanmiljøet til con, træf, event eller et andet arrangement. ^^ Det er fedt at have en kæreste, man har så meget til fælles med, og som man kan tage til ting sammen med.

MEN medaljen har også en bagsiden. Den vil jeg komme ind på i et andet blogindlæg. 

Hjem kære hjem - hvordan skal du indrettes...?

Hos langt de fleste anime- og mangafans er interessen tydeligt afspejlet i deres hjem. Nogle tapetserer nærmest hele deres værelse med plakater og/eller wallscrolls med animemotiver. Hos nogle er skabet ved at sprænges af cosplay. Nogle har kæmpe reoler eller hylder stoppet med manga. Figursamlinger i varierende størrelse og type ses også tit. Mange drømmer om et større værelse, så de kan have plads til endnu flere ting.

Da Morten og jeg boede i lejligheden brugte vi ekstraværelset som ”nørdeværelse”. Der stod computerne, de fleste figurer, artbooks og nogle af vores manga. Resten stod i reolen i stuen. Der hang også et par plakater og postkort på nørdeværelset. I stuen havde vi rammer med print af originale figurer fundet i Comic Village til London Expo. Til sidste London Expo gik vi all out og købte tre billeder fra Aoji på lærred – to af dem kom op i stuen og det sidste i gangen, hvor man gik ind i lejligheden.

Nu hvor vi er flyttet i hus, skal vi have fundet ud af, hvordan vi skal placere vores ”nørdeting”. Der er nogle ting, vi er ”vokset fra” som f.eks. plakater. Vi vil meget hellere investere en sjat penge og få noget der er pænere, mere specielt og i en helt anden og bedre kvalitet. Man kan selvfølgelig sige, at print købt i Artist Alley og des lige er det samme som plakater, men vi gør noget mere ud af dem ved at putte dem i ramme - og i stedet for at få noget masseproduceret merchandise, får vi noget anderledes og mere personligt, som kun findes i begrænset oplag.

Mangaerne er kommet tilbage i reolen, som igen står i stuen, hvor vi nu vil lave en lille læsekrog foran. Denne gang står de ikke i tre lag men kun i et. Først står de dansksprogede manga og manhwa i alfabetisk rækkefølge efter titel i henholdsvis Mangismo og efterfølgende Carlsen format. Derefter kommer manga (og Scott Pilgrim) på engelsk i alfabetisk rækkefølge. Til sidst kommer manga på tysk. Ind imellem blev der også plads til de få manga på japansk, vi har plus et par Twelve Kingdoms hardbacks. Vi ved endnu ikke om artbooks skal i samme reol, men det kommer nogle af dem nok. Førhen havde vi animedvd'erne til at stå sammen med mangaerne, men det er der faktisk ikke plads til nu... så skal de op i næste niveau af reolen... hmm...

Vi har fået en vitrine med glaslåger uden kant og lys indeni, som vi oprindeligt havde tænkt at bruge til figurer, men nu er Morten kommet i tvivl om, om de skal op i stuen. Vi har så snakket om at sortere i vores figurer og så sætte de mere specielle og unikke som f.eks. vores Laputa guardian op i stuen og så finde et andet sted til dem der mere skriger ”animefigur” som Kotomi fra Clannad. Jeg tror også, at der inden for de sidste 2-3 år vil være figurer, vi piller ud af samlingen og sælger videre, fordi de ikke siger os så meget mere, og vi hellere vil have nogle andre. (Om 2-3 år skal vi nok også til Japan igen. :p) 

Vi har også en del plushies, som vi ikke ved, hvor vi skal gøre af. Det er dog ikke alle sammen anime plushies. Morten har en forkærlighed for hajer og hvaler, og jeg har en for pingviner, hvilket har resulteret i køb af haj, hval og pingvin plushies i forskellige størrelser og udformninger. ^^; Den store haj har dog fået et sted og bo. Det blev oven på Mortens tøjskab på soveværelset. Der ligger den faktisk rigtig fint. Vi synes ikke rigtigt, at plushierne hører hjemme i stuen. De fleste stod også sammen som et lille bjerg på en reol på soveværelset før. Den mulighed har vi dog ikke længere, da den reol står i stuen nu… men hvis vi nu fik købt en kommode til soveværelset, som vi har snakket om, så kunne de måske stå på den… 

Som I kan læse, så betyder mere plads altså ikke nødvendigvis, at man får nemmere ved at placere sine ting og indrette sig. XD Måske nærmere tværtimod. Det hjælper nok heller ikke, at nu hvor vi har købt hus, vil vi gerne have en pænt indrettet (”voksen”) stue.

Tilbageblik

I går var det 7 år siden, jeg for første gang åbnede døren til Kulturellen i Herning og trådte ind til mit og det første HAF-event nogensinde. Jeg var meget spændt men også en smule nervøs. Jeg kendte jo ikke rigtig nogen. Heldigvis havde jeg overtalt en veninde til at tage med mig derhen.

Under armen havde jeg mit liggeunderlag og min sovepose. På ryggen havde jeg en rygsæk med lidt ekstra tøj, toiletsager og en dvd med Det levende slot, da vi var blevet bedt om at medbringe anime-dvd’er. Dengang havde jeg den nok ret naive holdning, at jeg fint kunne medbringe anime og lade det ligge frit fremme, for vi animefans stjal ikke fra hinanden, fordi vi selv vidste, hvor ondt det ville gøre at få stjålet noget af vores samling. Jeg var meget grøn…

Lige da jeg trådte ind af døren til lokalet, følte jeg, at det var lidt akavet, men lige så stille fandt jeg mig til rette. Jeg hilste på de andre i lokalet. Der var et stort overtal af drenge. Ud over min veninde og jeg, var der hvis kun 2 andre piger ud af i alt 15 deltagere. Mange af deltagerne kom fra Otaku Batsu Aarhus (OBAA). I starten var der et stort sammenfald blandt HAF- og OBAA-folk.  Det var da også blandt dem, at jeg fik min første sociale omgangskreds i fanmiljøet.

Hold da op, hvor er det længe siden… Dengang var jeg 18 – jeg fyldte faktisk 19 om søndagen, så derfor hentede min mor mig sent lørdag aften. Nu er jeg 25 og fylder 26 i morgen. Dengang gik jeg i 2.g og planlagde at flytte hjemmefra. Nu er jeg koordinatorvikar for Kulturelt Samråd Herning og har jeg lige købt hus sammen med min forlovede. Gud, hvor er det sket meget på de 7 år!

Det gælder dog ikke kun med hensyn til mig og mit privatliv! Fanmiljøet har også gennemgået en enorm udvikling. Dengang var der kun én con: J-Popcon, og så var der så småt begyndt at titte små foreninger op hist og her i landet.

I dag er det jo et helt andet fanmiljø, som fans kommer ind i. Der er mange flere tiltag og muligheder for at møde ligesindede. Det er dog ikke kun takket være ivrige initiativtagere og ildsjæle. Vi har også fået et virkelig effektivt værktøj til at nå ud til flere og holde kontakten til dem – nemlig Facebook. Det er super nemt at oprette et event og så invitere en gruppe mennesker, og de kan så invitere flere osv. osv. På den måde kan man nemt nå ud til 50-100 mennesker. At der så måske kun dukker 15 op, er en anden side af sagen, men fanmiljøet er blevet meget mere synligt. Før Facebook foregik det primært over fora og IRC-kanaler.

I feel old… og jeg er jo ikke engang blandt de ældste i miljøet. XD Der er dog ikke særlig mange piger på min alder i miljøet (i forhold til drenge) – det er i hvert fald mit indtryk, men jeg ved ikke rigtig, hvorfor det er sådan.

Det er altså både underligt og sjovt at tænke på, hvad der er sket de sidste 7 år. Imens jeg har skrevet dette lille tilbagebliksindlæg, har jeg fået et par idéer til fremtidige blogindlæg. Jeg vil dog ikke afsløre noget endnu, da de skal bearbejdes noget mere. :p

Mine personlige anime milepæle

Her kommer så mit andet mere personlige indlæg. Denne gang vil det handle om, hvordan jeg blev animefan, og de anime der har fungeret som en slags milepæle for mig.

Jeg plejer altid at sige, at jeg så min første anime Sailor Moon i 3. kl. Teknisk set passer det dog ikke, da jeg forinden havde set både Candy Candy og lidt Silver. Disse to så jeg dog "bare" som "almindelige tegnefilm."

I starten troede jeg godt nok også, at Sailor Moon var en tysk tegnefilm, da jeg så den på den tyske kanal RTL2. Gennem Internettet fandt jeg dog senere ud af, at den faktisk var japansk og faldt under betegnelsen "anime" ligesom størstedelen af de andre tegnefilm, jeg havde set på de tyske kanaler. Så selvom jeg ikke var bevidst om, at Sailor Moon var anime, kalder jeg den stadig min første, fordi det var den, der åbnede døren til anime universet op for mig. Jeg havde aldrig set den slags tegnefilm før, da jeg stødte på Sailor Moon - det var girl power all the way, og den turde være tragisk. Jeg har grædt så mange tårer i årenes løb til Sailor Moon. Når jeg refererer til Sailor Moon, mener jeg forresten alle 200 episoder og ikke bare den første serie - selvom jeg dog aldrig har set eps. 89, da den ikke blev vist på tysk tv.

Selvom Sailor Moon var mere voksen end de vestlige tegnefilm, jeg ellers havde set, var det stadig en børneserie ligesom de andre anime, jeg fulgte på tysk tv så som PokéMon, Digimon og Dragonball. Fra jeg så Sailor Moon i 3. kl. til jeg bevægede mig skridtet videre, skulle der gå en seks år. Jeg tror det var i 9. kl, at jeg fandt min næste milepil i form af Neon Genesis Evangelion. Jeg var dybt imponeret, fuldstændig blæst væk og virkelig betaget af bare eps. 1. Wauw, det var jo en helt anden form for anime, end den jeg tidligere havde set. Jeg så hver eneste episode 3-4 gange, inden jeg gik videre til den næste - og det selvom det var i elendig kvalitet. Jeg sugede virkelig serien til mig og de to film Death and Rebirth og End of Evangelion. Jeg var fuldstændig solgt. Evangelion åbnede en helt ny verden af anime for mig, som der dog skulle gå nogle år, inden jeg for alvor trådte ind i. Jeg ved ikke om jeg hang for meget ved Evangelion, jeg tror det ikke. Det der spillede den største rolle var nok, at jeg i 10. kl. kom på efterskole og fik andre ting, der fyldte min hverdag. Jeg fik dog sporadisk set X TV det år, som også vidste mig en dybere side af anime, og selvom jeg ikke fik set alle episoder, gik den hen og blev en af mine yndlingsserier.

Den næste milepæl kom, da jeg gik i 1.g, og var i form af Elfen Lied. Mixet af brutalitet, splat og en dybere historie fangede mig, og jeg følte igen, at mine øjne blev åbnet mere. Samtidig ledte Elfen Lied mig videre ind i anime universet, hvor jeg for alvor fandt ud af, hvor stort, bredt og varieret det er. I dag betyder Elfen Lied ikke rigtig noget specielt for mig - slet ikke i forhold til Sailor Moon og Evangelion, men den var stadig en døråbner for mig. 

Med anime universet åbent for mig skulle man måske tro, at der ikke var flere milepæle tilbage, men det er der faktisk, selvom de er af en anden type. Den 4. milepæl er en følelsesmæssig milepæl. Det er serien NANA. 

Jeg så NANA, da jeg netop selv var flyttet hjemmefra, og jeg var lige blevet involveret i fanmiljøet, så jeg havde også fået en ny social omgangskreds. Der var i det hele taget mange ting, der gik ind og forstærkede min følelsesmæssige involvering i serien. Det kan jeg godt se i bakspejlet. Ikke desto mindre berørte NANA mine følelser, som ingen anime nogensinde havde gjort før. Jo, jeg har grædt meget til Sailor Moon, men NANA var på et helt andet niveau - på et helt andet sted i livet. Med NANA blev anime på et eller andet sted til "mere" for mig - det er svært at beskrive. 

Min næste og sidste milepæl er af den mindre dramatiske slags. XD Faktisk er den i en helt anden grøft. Det er nok også en serie, som de færreste af jer kender. Det drejer sig om Antique Bakery. 

Den ændrede den måde, jeg ser anime på. Førhen havde jeg set anime for historien, personerne og evt. musikken. Antique Bakery fik mig til at begynde at se anime pga. stemningen også. Antique Bakery har en særlig stemning, og jeg blev i godt humør af at se den. Jeg fik vel øjnene op for det der kaldes "healing anime." Siden da har jeg set flere af det jeg kalder "afkoblings- og afslapningsanime med særlig stemning." Jeg ved ikke om det er noget, der sker, når man når en vis alder. XD

At springe ud som animefan

Jeg er blevet forslået at skrive nogle flere personlige blogindlæg om mig selv og fanmiljøet. Jeg var i tvivl om, om det er noget folk gad læse, og hvad de i så fald skulle handle om, men here goes. 

Sommeren er slut - eller i hvert fald sommerferien. Folkeskolerne og ungdomsuddannelserne startede i midten af august og nu er de fleste universiteter også ved at være i gang. Jeg blev inspireret til dette blogindlæg, da jeg så LasseMedHattens Vlog fra Genki på Youtube, hvor han taler om, at han var nervøs for, hvordan hans klasse ville reagere på billeder af ham fra Genki. Nogle skal tilbage til en velkendt og måske vellidt klasse, imens andre skal starte på ny sammen med nye mennesker. Som de nørder, vi nu engang er, kan dette være en skræmmende oplevelse. Der kan også køre mange spørgsmål rundt i hovedet på en. Hvad vil de andre synes om mig? Vil de se ned på mig og drille mig, fordi jeg ser anime og læser manga? Skal jeg overhovedet fortælle om min interesse eller er det bedre at holde det hemmeligt?

Det er svær en situation at stå i. Jeg har skam selv været der. De sidste par år i min folkeskole (8-9. kl) var ikke ligefrem en dans på roser. Jeg følte mig meget udenfor og havde ingen i min klasse, som jeg rigtig snakkede med og så i min fritid. 

Min folkeskoletid havde på ingen måde givet mig lyst til at "stå frem" som nørd, så da jeg i 10. kl. begyndte på efterskole, valgte jeg at holde det for mig selv. Jeg så efterskolen som en mulighed for en ny start, men jeg var stadig tilbageholdende med at fortælle alt om mig selv. Jeg gik dog hen og fik nogle rigtig gode veninder på efterskolen, som jeg så også langsomt begyndte at åbne op overfor, men det var stadig ikke noget jeg råbte højt om. 

I løbet af mit efterskoleår udviklede jeg mig dog en del personligt og fik noget mere selvtillid. I denne periode havde jeg også skrevet meget på danske fora og fået opbakning den vej. Så da jeg skulle begynde i 1.g på gymnasiet, valgte jeg at fortælle om min interesse. De fleste i min klasse undrede sig over, hvad anime og manga var. Så da vi i dansk skulle holde foredrag om et selvvalgt emne, valgte jeg anime og manga. Foredraget blev noget rodet, og jeg var meget nervøs, men jeg er glad for jeg gjorde det. Jeg havde for første gang stået frem og erkendt, hvem jeg virkelig var - og modtagelsen var god. Der var ingen jubel, men det havde jeg skam heller ikke regnet med. Det bedste var, at mine klassekammerater accepterede det som en del af mig, og der var ingen, som så ned på mig af den grund. De tog mig, som jeg var.

At jeg valgte at fortælle om min interesse for anime og manga fra starten, gjorde det hele meget nemmere. Jeg skulle ikke forsøge at skjule de manga, jeg havde med i tasken, som jeg læste i bussen. Jeg kunne have et anime wallpaper på min bærbar computer, da jeg fik sådan en. Der var flere små ting som disse, men det vigtigste var nok, at jeg følte mig mere fri. Jeg skulle ikke hele tiden passe på med, hvad jeg sagde eller gjorde af angst for, at det kunne "afsløre" mig. Så jeg var virkelig glad for, at jeg tog chancen og "sprang ud" som animefan fra dag 1.
Jeg fik mig også et kaldenavn blandt nogle af drengene i min klasse, som jeg på ingen måde fornemmede, at de mente noget ondt med. Havde jeg bedt dem stoppe, havde de gjort det. Jeg kan ikke helt huske, om det var fordi Neon Genesis Evangelion var den første serie jeg talte om eller om de havde hørt navnet før eller om det bare var fordi navnet skilte sig ud, men jeg blev i hvert kaldt "Evangelion" resten af min gynmasietid af 3 af drengene.

Jeg siger ikke, at alle nødvendigvis vil få samme gode modtagelse som mig, men hvis man ikke giver dem chancen, så får man aldrig svar på det. Der vil altid være nogle idioter derude, som af den ene eller anden grund har brug for at rage ned på andre, deres udseende, deres interesser eller noget helt tredje, men lad dem ikke sætte standarden. Fokuser ikke på dem, der taler negativt til dig. Fokuser på dem, der udviser forståelse og accept. Fokuser på de gode oplevelser du får sammen med andre fans og bevidstheden om, at der findes andre som dig. Så anime- og mangafans: Vær der for hinanden og hjælp med at bakke hinanden op.