Der har bestemt ikke været mangel på aktivitet her i november måned. Det skyldes nok, at mange har været ivrige efter at dække "hullet", som J-Popcon efterlod, da connen flyttede til marts. Således kunne man i første weekend i november tage til Kita Træf 13.2 i Aalborg, hvilket jeg selv benyttede muligheden til. Kita Træf 13.2 satte rekord med 104 fremmødte deltagere. Den anden weekend var det tid til at åbne dørene til en nye con - nemlig KōyōCon. Jeg arbejder stadig på et interview med gruppen bag.
I den kommende weekend skal man skue til en af øerne. På Fyn har AIO valgt at forsøge sig med en minicon, som går under navnet Aicon. AIO mødes normalt hver fredag i ungdomshuset i Odense. Foreningen har mest holdt sig til sine faste fredagsmøder, men nu skulle der altså ske noget nyt. Der stiles dog ikke efter at lave det helt store spektakel. Det skal være småt og hyggeligt.
Nok derfor har Aicon et maks. på 120 pladser ekskl. gophere. Det er dog ikke længere muligt at købe billet online, men der er 27 tilbage, som sælges i døren.
Til Aicon er der mulighed for at møde andre anime- og mangafans. Der er konkurrencer og quizzer, fællesspisning samt en auktion, som man har valgt at kalde "Aiction" - noget med en blanding af "Aicon" og det engelske "auction".
Man kan læse mere om connen på dens hjemmeside, og man kan følge den på en Facebookside og i en Facebookgruppe. Billedet ovenover er fundet i Facebookgruppen.
Jeg har fulgt dette arrangement meget fra bagerste række, netop fordi der ikke var de store ambitioner, og fordi jeg ikke selv skal af sted. Det lyder dog til at blive et fint lille hyggeligt arrangement på størrelse med Kita Træf. Det ville måske også være godt at få noget "i midten" af landet af den størrelse. Jeg mener, Aalborg har jo Kita Træf, der er Higashi træf i Langå (selvom jeg ikke ved, hvor mange der kommer dertil efterhånden) og KAF laver træf i Københavnsområdet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar