Viser opslag med etiketten minianmeldelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten minianmeldelse. Vis alle opslag

mandag den 27. april 2020

Anime forår 2020: del 1

I vinters startede jeg på 10 serier og endte med at se 5 færdige - og var som sagt på ingen måde imponeret på nær mht. Haikyu! To the Top. Altså skal der ikke meget til, før forårssæsonen gør det bedre. Der var da også rigtig mange serier, som fangede min opmærksomhed her i den nye sæson. Hele 13, og der er kun én fortsættelse og én reboot. Så 11 helt nye bekendtskaber.

Jeg har valgt at gå til dette første indlæg om forårssæsonen på en lidt ny måde. Jeg skal nok komme omkring alle de serier, jeg er begyndt på, men jeg har delt dem lidt op i kategorier.

Vi har haft nogle problemer med Wakanim. Det er ikke altid, at siden vil afspille en given episode. Så det går lidt langsomt med at få set serier hos dem. Vi har f.eks. først lige fået begyndt på Gleipnir her til aften. Det er en skam, for de har faktisk størstedelen af de serier, jeg ser i denne sæson.



Min favorit
Sing "Yesterday" for me
Episoder set: 1-3 på Crunchyroll
Status: ser fortsat
Jeg kan godt lide tegnestilen, tonen og dramaet, som serien allerede har vist og lægger op til. Jeg værdsætter også, at to af vores hovedpersoner er voksne. Det gjorde mig også mildere stemt, at det i eps. 3 bliver afsløret, at Haru Nonoka er 18. Jeg havde egentlig troet, at hun skulle forestille at være 16. Det er jeg glad for, hun ikke er. Jeg håber således, at Sing "Yesterday" for me udvikler sig til et voksent drama frem for high school drama. Jeg ser frem til at komme ind under huden på karaktererne og se deres relationer udvikle sig. Jeg kan dog helt klart bedst lide de to voksne karakterer: Rikuo Uozumi og Shinako Morinome.
Serien bliver på 18 episoder, hvilket jeg ser som positivt. Dels at vi får mere end en sæson, men især at serien falder uden for normen med det antal. Det ser man sjældent. Så jeg vover at tolke det som om, at der er tiltro til serien og dens skabere, og at skaberne har styr på historien. De ved at de skal bruge lige præcis 18 episoder til at fortælle den. Det ville i hvert fald være fedt, hvis det var tilfældet.




Største positive overraskelse
My Next Life as a Villainess: All Routes Lead to Doom!
Episoder set: 1-2 på Crunchyroll
Status: ser fortsat
Da jeg så traileren til denne serie, tænkte jeg egentlig, at det ikke var noget for mig. De positive anmeldelser på ANN, fik mig dog til at give den en chance alligevel. Inden for de første par minutter, når jeg dog at tænke "nope", for hvor er Catarina Claes, da godt nok forfærdelig. Heldigvis bliver det meget bedre, da Catarina slår sit hoved, og pludselig husker, at hun er en død otaku, der er blevet reinkarneret i en verden, der minder om et otome spil, hun engang spillede.
Derefter bliver Catarina totalt anderledes, og det gør SÅ meget for serien. Det er sjovt at se, den klassiske omvendte haremsserie fra rivalindens side og se hende forsøge at undgå sine mange mulige veje til DOOM. Indtil videre har vi befundet os i Catarinas barndom, og det har jeg det faktisk fint med. Jeg er spændt på, hvordan det bliver, når heltinden Maria introduceres, men det er også rart at se, hvordan Catarinas relationer til de andre karakterer bliver skabt og udviklet.
Dette er den anden isekai med en kvindelig hovedperson inden for det de sidste sæsoner, og jeg er blevet meget positivt overrasket over dem begge. My Next Life as a Villainess: All Routes Lead to Doom! bæres meget af Catarina, men indtil videre fungerer det, for hun er en sjov og sød karakter. Klippet herunder er fra første episode.





Den gode fortsættelse
Ascendance of a Bookworm S2
Episoder set: 1-3 på Crunchyroll
Status: ser fortsat
Ascendance of a Bookworm S2 fortsætter, hvor sæson 1 slap. Man bør altså starte der i stedet for at springe på vognen her. Jo, man kunne sikkert godt lige læse sig hurtigt frem til, hvem de forskellige personer er, og hvad der er sket (for der er jo ikke sket det store), men det ville være synd. Jeg synes det er en del af charmen ved serien at være med på Mains "rejse". Ascendance of a Bookworm er den anden isekai med en kvindelig hovedperson, som jeg refererede til ovenfor.





Lad os se tiden an
Arte
Episoder set: 1-2 på Wakanim
Status: ser fortsat
Jeg fik øje på Arte, fordi den kvindelige hovedperson, som serien er opkaldt efter, ligner Nodame fra Nodame Cantabile. Desværre er det kun den fysiske fremtoning, der er sammenfaldende. Arte beskrives godt nok som a weird one af den mandlige hovedperson Leo, men... der er et stykke vej op til Nodame-niveau. Nodame er selvfølgelig også en af mine all-time yndlingskarakterer.
Historien i Arte starter okay ud. Jeg er ikke vildt imponeret men heller ikke totalt afvisende. Jeg håber, der bliver lidt mere gods i serien - enten i form af noget drama eller bedre komedie.




Gleipnir
Episoder set: 1 på Wakanim
Status: ser fortsat
Jo, ja... Jeg er hverken totalt på eller totalt afvisende. Gleipnir afslører ikke det store om hverken sin historie eller sin setting her i episode 1. Ud fra omtalen om serien havde jeg regnet med, at jeg ville hade den kvindelige hovedperson Claire Aoki ved første øjekast, fordi hun angiveligt skulle være lidt af en yandere a la Yuno Gasai fra Mirai Nikki. Jeg er lidt skeptisk, men har ikke besluttet mig 100 % endnu. Den mandlige hovedperson Shuichi Kagaya er svær at blive klog på her i eps. 1, selvom vi ellers får del i hans tanker. Han deler stemme med Tanjiro Kamado fra Demon Slayer, som jeg efterhånden synes, jeg hører alle steder for tiden... XD Stemmeskuespilleren har dog en bred vifte af roller på sit CV, så det siger ikke nødvendigvis noget om Shuichis karaktertype.
Der lægges op til en større omgang action. Spørgsmålet er så bare, hvordan det bliver, når det er animatronics, der slås. En ting er dog sikkert. Den er henvendt til et ældre publikum, for inden selve episoden tonede frem på skærmen var der en advarsel om "mature content".




Kakushigoto
Episoder set: 1 på Wakanim
Status: ser fortsat
Man kan godt se, at den originale skaber Kouji Kumeta også har lavet Sayonara Zetsubou Sensei. Humoren ser dog ikke ud til at være helt så morbid i Kakushigoto, men humor det er der. Jeg skal så bare have fundet ud af, om det er min form for humor. Jeg havde håbet på en sammenhængende historie, men episode 1 er delt op i to dele med hver sin lille historie / sketch. På sin vis er det godt at gøre det på den måde frem for at strække en joke ud på en hel episode, som ikke kan bære det. Det viser noget selverkendelse fra skabernes side.




Listeners
Episoder set: 1 på Wakanim
Status: ser fortsat
Jeg så en youtuber nævne, at han fik en Eureka Seven vibe fra Listeners, og efter at have set eps. 1 forstår jeg det godt (selvom jeg kun har set 7 episoder af Eureka Seven). Stilen ligner. Historiemæssigt er der mange klassiske træk i eps. 1 af Listeners. Dreng finder mystisk pige. Dreng er lidt af en fanboy og en drømmer (selvom han ikke vil indrømme det sidste). Dreng og mystisk pige drager på eventyr sammen. Jeg har det okay med vores to hovedpersoner indtil videre, men nu må vi se. Hvad jeg er mere spændt på er world buildingen! Vi får nemlig ikke forklaret særlig meget her i eps. 1. Og noget af det de nævner, giver heller ikke så meget mening endnu.




Wave, Listen to Me!
Episoder set: 1-2 på Wakanim
Status: ser fortsat
Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om den her, men wow et godt stykke stemmelægningsarbejde! Wave, Listen to Me! er en komedie, og jeg ved endnu ikke rigtig om dens humor er min humor. Igennem eps. 1 oplevede jeg nemlig forskellige wtf-øjeblikke og generel forvirring omkring, hvad i al verden jeg havde kastet mig ud i, og hvor serien vil hen. Og eps. 2 gjorde mig heller ikke rigtig klogere... ^^;




Woodpecker Detective's Office
Episoder set: 1-2 på Crunchyroll
Status: ser fortsat
Efter eps. 1 var jeg forvirret over, hvilken tidsperiode vi befinder os i. Efter eps. 2 er jeg blevet mere klar på det, men nu er jeg forvirret over hvor historien vil hen. Jeg bryder mig også mindre og mindre om den ene hovedperson Takuboku Ishikawa. Han er da godt nok en... ja, det ved jeg ikke... men en eller anden form for ulidelig idiot. Jeg håber, at nogle af de andre karakterer kan banke ham på plads. Det virker også utrolig underligt, at hvad der skulle forestille to bedste venner, seriøst anklager hinanden så groft i eps. 2. OP'en lægger op til, at det skal være et ensemble cast, og jeg håber, at de andre karakterer kan gøre serien mere fornøjelig og seværdig. Woodpecker Detective's Office får en episode mere at løbe på.




Største skuffelse
Tamayomi: The Baseball Girls
Episoder set: 1 på Wakanim
Status: ser fortsat
Jeg havde set frem til at se en sportsanime med fokus på et pigehold. Det ser man nemlig yderst sjældent. Efter eps. 1 er forventningerne dog sat noget ned. Dels virker det mere som en "cute girls playing baseball" serie end en sportsserie. Dels siger karaktererne mig ikke noget. Faktisk tangerer et par allerede til det trælse... men nu må vi se, hvem der kommer til at fylde, når holdet er samlet. Tamayomi: The Baseball Girls får altså et par episoder mere til at bringe nogle flere karakterer i spil, men jeg forventer ikke længere noget.




Forsinket pga. covid-19
Appare-Ranman!
Episoder set: 1 på Wakanim
Status: udskudt på ubestemt tid
P.A. Works... I lokker mig. Hver. Gang. Animationen er flydende. Farverne stærke. Karaktererne... nedern, stereotypiske rød vs. blå. Og hvorfor er Appare Sorano rød i begge mundvige...?! Settingen er underlig, men kunne godt fungere. Det kommer helt an på karaktererne, for historien ser ret klassisk ud. Og som sagt er jeg på ingen måde fan af nogen af de to hovedpersoner. Men måske er der nogle interessante imellem bipersonerne. Vi så korte glimt af dem alle (tror jeg), men en replik er ikke meget at bedømme ud fra. Appare-Ranman! får således nok en episode mere til at folde sit persongalleri ud. Det bliver bare ikke en prioritet lige nu, selvom der er to episoder mere tilgængelige, da serien er udskudt på ubestemt tid.




Digimon Adventure: 2020
Episoder set: 1-3 på Crunchyroll
Status: udskudt på ubestemt tid
Det var med blandede følelser, jeg satte mig til at se rebooten af Digimon. Dels blev jeg meget skuffet over jubilæumsfilmserien Digimon Tri. Dels har jeg det stadig svært med at se Digimon på japansk. ^^;  Og nu skulle jeg så endda se noget jeg kender med japanske stemmer - eller det troede jeg. Digimon Adventure: 2020 er vitterligt en reboot og ikke en remake! Vi er tilbage ved start, men det er en helt anden historie, der har udspillet sig indtil videre. Der er heller ikke blevet forklaret noget om digimonernes forskellige power levels.
Jeg har hørt, at Digimon Adventure: 2020 både er tiltænkt nostalgi-seere og nye. Indtil videre kan jeg sagtens se en ny generation falde for Digimon. Det er den gamle tegnestil men i bedre kvalitet. Personligt savner jeg dog lydeffekterne fra de gamle serier. XD Selvom meget er nyt, må jeg faktisk sige, at jeg generelt er positiv stemt overfor Digimon Adventure: 2020, og jeg er spændt på, hvordan historien kommer til at udfolde sig. Jeg var også fan af, at der blev lagt op til, at Kari allerede skulle være med fra eps. 3 - det blev så desværre ikke helt aktuelt, men der var gode hints. 




The Millionaire Detective – Balance: UNLIMITED
Episoder set: 1 på Wakanim
Status: udskudt til sommersæsonen
En samling afvigere og ideologier, der støder sammen. Det var, hvad jeg forventede af denne serie. Vi får dog kun rigtig set en af afdelingens betjente i aktion, men ud fra character design og korte glimt af resten, virker afvigerne harmløse og kedelige. Det ligner mere, at de er endt i den afdeling, fordi de havde for travlt med at spise donuts, frem for at have stærke holdninger eller deres egen måde at gøre tingene på - bortset fra vores hovedperson Haru Katou.
Ind fra siden kommer så den tåbeligt rige Daisuke Kanbe, som bestemt har sin egen måde at gøre tingene på - og han løser alle sine problemer med penge. Ligesom Batman er hans superkræfter, at han er rig. Daisuke Kanbe præsenteres dog som en egoistisk idiot. Jeg ved ikke, om det er meningen, han skal være charmerende, men hans charme virker ikke på mig.
Grundet covid-19 er produktionen dog blevet forsinket, så serien er blevet rykket til sommersæsonen. Ergo ryger den på hold. Så må vi se, om jeg finder den frem igen, når sommeren er over os. 


tirsdag den 18. februar 2020

Anime vinter 2020: del 1

I januar blev min animetid prioriteret til at se anime fra sidste år færdig, så jeg kunne dække dem i mine tilbagebliksindlæg. Så det er først her i februar, jeg for alvor har fået taget hul på vintersæsonens anime. Jeg har kastet mig ud i hele 10 serier. Det er mange... for mig... på en sæson. Det har dog også været med varierende succes. 


22/7
Episoder set: 1/12 på Wakanim
Status: ser fortsat
Idoler med et drys af det overnaturlige - i hvor stor en mængde, vides endnu ikke. Overordnet er jeg ikke imponeret af 22/7, må jeg indrømme. Der er ingen af pigerne, der rigtig siger mig noget, men der er et par, jeg frygter vil gå hen og blive en belastning. Der har så heller ikke været et musikalsk indslag endnu sådan rigtigt. Der er glimt fra en fremtidig koncert, men reel sang har der ikke været. Og det er jo typisk i den slags scener, at idolserier skinner. Så 22/7 får 1-2 episoder mere til at vise nogle flere sider af pigerne, det mystiske element og forhåbentlig noget god musik.




Asteroid in Love
Episoder set: 4/12 på Crunchyroll
Status: på hold
Cute girls doing cute things. I det her tilfælde ser de på sten... To drømmer om at opdage deres egen asteroide. En anden er besat af mineraler. Indtil videre er de fem piger i KiraKira klubben på skolen. Det er en sød og hyggelig slice of life serie, som måske også kunne fungere som healing anime. Pt. er det bare ikke lige et behov jeg har, så serien er sat på hold. Jeg har brug for, at der sker lidt mere i de serier, jeg ser for tiden. 




Id:Invaded
Episoder set: 6/13 på Wakanim
Status: ser fortsat
Jeg var både nysgerrig og en smule skeptisk, da jeg så traileren til Id:Invaded. Glass Reflections First Reaction anmeldelse, overbevidste mig dog om, at jeg skulle give serien en chance. Character designet er lidt off ind imellem, og man skal lige acceptere nogle præmisser, men ellers har det faktisk vist sig at være en okay interessant serie. Jeg kan godt lide, hvordan de forskellige sager ser ud til at bindes sammen af noget større. Jeg tror også godt, at den vil kunne blive afsluttet på de 13 episoder, som serien har at gøre med. Det er i hvert fald mit håb.




Haikyu!!: To the Top
Episoder set: 5/12 på Crunchyroll
Status: ser fortsat
4. sæson af Haikyu!! og klart sæsonens highlight! Eftersom det er en fortsættelse, regner jeg dog med, at dem der er interesserede allerede er med på vognen. Så jeg vil ikke bruge så meget tid på serien. Jeg har allerede grint meget, og jeg nyder gensynet med de herlige karakterer. 




Keep Your Hands Off Eizouken!
Episoder set: 1/12 på Crunchyroll
Status: ser fortsat
Keep Your Hands Off Eizouken! leger med mediet i sin story telling, og det kan jeg egentlig godt lide, selvom jeg ikke havde set det komme. Jeg havde regnet med en mere almindelig tilgang til ønsket om at lave anime a la Bakuman, men umiddelbart ser det ud til, at Keep Your Hands Off Eizouken! tager os med ud på et anderledes eventyr. Det kan blive godt, men for mig kan det også blive for wacky. Det er svært at sige efter kun en episode.




Magia Record: Puella Magi Madoka Magica Side Story
Episoder set: 5/13 på Wakanim
Status: ser fortsat
I 2011 ændrede Puella Magi Madoka Magica mahou shoujo-genren. Nu er der kommet en spin off. Visuelt tager den seeren med på endnu et syretrip ind i magiske labyrinter i mødet med heksene. Historiemæssigt lægger denne serie sig meget op af mystery. Rygter spiller en stor rolle indtil videre. Der er også mange uklare elementer - både for seeren og karaktererne i serien. Jeg er spændt på, hvordan det hele vil blive bundet sammen. Produktionen er gennemført med flot animation, passende musik og generelt en fin lydside.
Indtil videre er det kun Kyubei og Mami, der optræder fra den oprindelige serie, og det har jeg det sådan set fint med. Pt. synes jeg det er svært at vurdere, om man kan springe på Madoka-vognen her. Der er visse ting, som Magia Record ikke har nævnt, men det har ikke haft betydning (endnu?).




pet
Episoder set: 2/13 på Amazon Prime Video
Status: ser fortsat
Selv efter to episoder ved jeg stadig ikke rigtig, hvor pet vil hen, eller hvad jeg skal synes om den... Episode 1 starter et sted, men ud fra traileren ligner det, at det er de to unge mænd, der er vores hovedpersoner. Og så er der hele præmissen og deres evner. Jeg føler ikke rigtig, at den her intro historie har givet mig et ordentligt indtryk af seriens univers. I stedet har jeg det som om, jeg blev kastet ind i noget, som jeg egentlig ikke føler noget for men skal interessere mig for.
Så jeg er sådan lidt... meh. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene. Heldigvis ser det ud til, at intro historien blev rundet af her i episode to, så der kan blive taget hul på noget andet i næste episode. pet får således 1-2 episoder mere at løbe på.




Smile Down the Runway
Episoder set: 3/? på Wakanim
Status: ser fortsat
Der er langt imellem anime med fokus på tøjdesign. Jeg var ret glad for både Paradise Kiss og Princess Jellyfish / Kuragehime, så jeg var spændt på at tjekke Smile Down the Runway ud. Serien handler om to teenagere, der jagter hver deres drøm inden for modeverdenen. Chiyuki Fujito  drømmer om at gå catwalk til Paris Fashion Week, men hun er kun 158 cm høj. Ikuto Tsumura drømmer om at blive designer, men han føler et økonomisk ansvar for sine søstre, fordi hans mor er indlagt på sygehuset - far er væk. Der er en fin dynamik imellem de to karakterer, som både har gode og dårlige karaktertræk. Jeg er dog ikke fuldstændig blæst væk af serien, men jeg vil gerne se mere, og jeg har forhåbninger om noget personudvikling.




Somali and the Forest Spirit
Episoder set: 1/12 på Crunchyroll
Status: ser fortsat - måske
Jeg var faktisk ret spændt på Somali and the Forest Spirit. Den så virkelig flot ud, og jeg fik lidt en Made in Abyss feel fra den. Den er da også flot, og der er en forunderlig verden, som jeg gerne vil udforske. Indtil videre har serien dog desværre haft utrolig lidt tyngde og dybde. Ja faktisk har det mere virket hen af en slice of life serie, og det ville altså være noget af en skuffelse.
På trods af at Somali opdages i en lasset kjortel og en lænke om halsen, så adresseres det slet ikke i resten af episoden. I stedet løber Somali rundt og leger og udforsker som et sorgløst barn. Jeg synes, at det var en meget stor kontrast, og jeg håber, at serien vender sig mod den dramatiske og seriøse side med drys af det glade i stedet for det, som episode 1 leverede. Jeg regner med at give Somali and the Forest Spirit 1-2 episoder mere, men forventningerne er godt nok blevet sat ned - og måske ender det endda med, at jeg ikke får set videre... XD




The Case Files of Jeweler Richard
Episoder set: 3/12 på Crunchyroll
Status: droppet
Denne serie minder mig om Holmes of Kyoto - en dårlig detektiv serie med et romantisk element. The Case Files of Jeweler Richard er en smule bedre, men stadig en meget letfordøjelig anime, som man sagtens kan springe over. Den forsøger at spille på nogle store følelser, men den rammer mig bare ikke rigtig. Jeg synes, det virker overfladisk, og jeg har svært ved at relatere til karaktererne. En far der giver sin 7-årige søn (eller hvor gammel han nu er) en dyr ædelsten som erstatning for en kat... wtf. Tre episoder inde har jeg således valgt at tage afsked med serien.


onsdag den 9. januar 2019

Anime 2018: Top 10

Jeg har set nogle stykker rundt omkring på nettet kalde 2018 for et fantastisk animeår. Jeg er ikke enig. Jo, der har helt klart været nogle gode anime i år, og jeg havde svært ved at skulle rangere de tre øverste i min Top 10.

Men. Der var også en utrolig død periode i sommers. Aldrig har jeg oplevet så svag en sommer(sæson). Det gør det nok også værre, at de fleste serier i dag kun er 1-cour, så jeg havde heller ikke noget at læne mig tilbage på fra foråret, som fortsatte hen over sommeren.

I år har jeg også haft svært ved at sammensætte bunden af min Top 10. Jeg havde nemlig fire serier med hver deres gode sider men også svagheder. Jeg følte således, at de lige manglede det sidste for at komme med på Top 10. To af dem er kommet med på en delt 9. plads, og de to ekstra får også hver sin benævnelse i form af en Honourable mention og en Guilty Pleasure.


Guilty pleasure

Yotsuiro Biyori / Rokuhoudou Yotsuiro Biyori
12 episoder
Lækker mad og desserter + bishounen + en fed kat... what's not to like? ^^; En dejlig healing anime.



Honourable mention

DARLING in the FRANXX
24 episoder
Det var med en smule skepsis, jeg begyndte på DARLING in the FRANXX. Jeg vidste således, at der var nogle elementer, jeg skulle se igennem fingre med. Heldigvis gjaldt det primært de første 2-3 episoder. På trods af disse elementer blev jeg alligevel grebet af DARLING in the FRANXX.
Jeg har svært ved at sætte en finger præcis på, hvad der gjorde det. Det nærmeste jeg kommer må være: "Den mindede mig om Neon Genesis Evangelion." Ikke kun pga. overlappene som f.eks. det blå blod. Det var hele følelsen af at se serien.
DARLING in the FRANXX udkom i vinteren og foråret, hvor der også var andre gode serier at konkurrere med, men jeg sad ret tit og havde mest lyst til at se den nyeste episode af den. Det taler virkelig for en serie, når jeg har det sådan. Historien bliver lidt noget rod hen i anden halvdel af serien. Der er også flere elementer, som man sagtens kunne være gået mere i dybden med. Der er mange ubesvarede spørgsmål om den verden, det foregår i.
DARLING in the FRANXX vælger dog i stedet at fokusere på sine karakterer og deres indbyrdes forhold. Her kunne man også have gjort mere, men jeg elsker, at vi får lov til at se karaktererne forholde sig til livet efter det store opgør. Det er en sjældenhed i anime.
Der er meget galt med DARLING in the FRANXX, og derfor har jeg også svært ved at anbefale den til andre, men jeg nød at se den. 



Anime 2018: Top 10

9. Banana Fish
24 episoder
Banana Fish starter egentlig ret godt med en spændende historie og et fint persongalleri. De første 13 episoder fungerer godt og bygger fint op til den endelig konfrontation med Arthur, samtidig med at vi bliver klogere på, hvad Banana Fish er for en størrelse.
Derefter træder Banana Fish-problematikken/mysteriet i baggrunden, og vi får i stedet mere bandekrig og interne magtkampe. I princippet kunne det sagtens fungere, men jeg sad lidt med følelsen af, at serien var begyndt at gentage sig selv. Jeg havde forventet, at anden del ville gå skridtet videre og være mere intens med mere på spil. Især efter tilføjelsen af Blanca. Jeg føler, at hans karakter kunne have været så meget mere og være brugt så meget bedre.



9. Wotakoi: Love is Hard for Otaku
11 episoder
Jeg havde lidt forventet en serie i stil og på højde med Recovery of an MMO Junkie fra 2017, så jeg gik ind til Wotakoi med ret høje forventninger. Desværre levede serien ikke helt op til dem. Det er en sød serie om to otakukærestepar. Den har sine søde og sjove øjeblikke - bare ikke lige så mange som MMO Junkie.
De fire karakterer er empatiske, og jeg så frem til at følge deres udvikling og udfordringer. Jeg kan især godt lide Hanako Koyanagi og Tarou Kabakura som par.



8. Laid-Back Camp / Yuru Camp△ + Specials
12 + 3 episoder
Laid-Back Camp er hyggelig og passede perfekt til vintersæsonen, fordi pigerne netop camperer uden for sæson. Trods det kolde vejr får man nemlig lyst til selv at pakke sig ind og begive sig ud i naturen. Det hjælper selvfølgelig også på det, at de altid får et eller andet lækkert at spise.
Laid-Back Camp er årets healing anime. Jeg anbefaler at se den med en varm kop te eller kakao i hænderne og med en plaid over sig i sofaen. ^^



7. Violet Evergarden + Special
13 + 1 episoder
Violet Evergarden har lidt af en sløv opstart. Den første episode fungerer fint som introduktion til den verden, som historien udspiller sig i, men det primære indtryk var dog: "Nøj, hvor er den pæn". Derefter går serien lidt i stampe med eps. 2-4. De er også virkelig flotte at se på, men desværre ret kedelige og berørte mig ikke rigtigt.
Af den grund overvejede jeg at droppe serien, men jeg valgte at give den en chance mere, og det er jeg glad for. Episode 5 viste sig nemlig som en væsentlig forbedring og var grunden til, at jeg ikke droppede serien. Violet begyndte nemlig at udvise tegn på udvikling i denne episode. Derefter blev episoderne bedre, og Violets udvikling fortsatte.



6. ReLIFE: Final Arc / ReLIFE: Kanketsu-hen
4 episoder
OVA'en her er en direkte fortsættelse til Re:LIFE serien, så man bør ikke begynde her! Med det sagt er jeg glad for at der er kommet mere Re:LIFE. Jeg følte, at seriens slutning var lidt for åben. Det er også rart at se historien fra Chizuru Hishiros (pigens) side.



5. Hinamatsuri
12 episoder
Årets store positive overraskelse. Jeg var gået udenom serien i første omgang, fordi den lød lidt for tåbelig til mig. Der er da også en absurd præmis, og der er visse fjollede elementer, men det spiller alt sammen godt sammen. Hinamatsuri er således rigtig god og sjov underholdning med utrolig meget hjerte.
Bortset fra Hina selv byder serien også på nogle herlige og skønne karakterer, hvilket også kan ses på mine nomineringer med hensyn til persongalleriet.



4. A Place Further Than the Universe / Sora yori mo Tooi Basho
13 episoder
Coming of age adventure til Antarktis i selskab med fire ret forskellige piger med hver deres usikkerheder. Det er en skøn rejse at være med på - og så er der pingviner! Jeg kan godt lide at serien forholder sig forholdsvis realistisk til sin præmis og sine karakterer.
Produktionen er i top, og landskaberne er virkelig flotte. Man får helt lyst til selv at tage til Antarktis... og blive omringet af pingviner... ^^; A Place Further Than the Universe er en helstøbt animeserie med et fint persongalleri, en god historie og personudvikling.



3. My Hero Academia S3
25 episoder
I år var året, hvor jeg blev ramt af HeroAca-feberen. Det er fedt med 2-cour serier, men i HeroAcas tilfælde, ville jeg faktisk have foretrukket, at den havde heddet 13 + 12, for der er så stor forskel på kvaliteten af de to dele af sæson 3. Havde første del stået alene, havde den måske endda vippet March comes in like a lion af førstepladsen. 
Første del er medrivende og vel bygget op. Der er mange gode scener, personudvikling og årets bedste to episoder: Symbol of Peace og One For All. Selv hvad der på overfladen ligner en filler, bruges til at efterbehandle hændelserne i de forrige episoder, som har efterladt stor virkning på vores karakterer. Det er virkelig fedt sat sammen.
Det er også en af grundene til at anden del virker så skuffende. Den står nemlig i stor kontrast - især med hensyn til, hvad der er på spil. Det virker bare lidt for letsindigt.



2. Megalobox
13 episoder
Jeg har aldrig hverken læst eller set Ashita no Joe / Tomorrow's Joe, men jeg er godt klar over, at den var stor i Japan, da den udkom. Derfor havde jeg også visse forventninger til jubilæumsprojektet Megalobox. 
Jeg kan roligt sige, at de blev opfyldt. Jeg fik en spændende, cool og intens bokseanime, som sagtens kunne nydes uden forudgående kendskab til Ashita no Joe. Jeg var vild med den rå og retro stil, som serien kørte. Den passede perfekt til miljøet og historien. 
Kunne Megalobox være gået mere i dybden..? Ja, men den er også bevidst om, at den kun har 13 episoder at gøre med og strukturerer således egentlig sin tid fint. Man behøver bestemt ikke være boksefan for at synes om Megalobox. Jeg tror dog, at man vil værdsætte den mere, hvis man hører til den voksne skare af animefans, som har været længe i gamet så at sige. 



1. March comes in like a lion 2 / 3-gatsu no Lion 2nd Season
22 episoder
Mange vil sige, at March comes in like a lion handler om shogi, men det er for forenklet. Jeg vil sige, at den handler om familie, om at høre til og finde en plads i livet. Især her i anden sæson træder shogien i baggrunden meget af tiden. I stedet er fokus på karaktererne - primært Hina og Rei. March giver os en hjertevarm og til tider hjerteskærende historie. 
Billedsiden er også altid en fornøjelse at kigge på. March er også rigtig god til stemning - både via billed og lyd. Jeg anbefaler dog, at man starter med sæson 1 og ikke snyder sig selv for yderligere 22 gode episoders anime. Psst... sidste år kårede jeg faktisk også sæson 1 som den bedste anime.


torsdag den 15. november 2018

Anime efterår: del 3

Der er nu gået en 3 ugers tid mere af efterårssæsonen. Jeg har givet endnu en serie en chance. To er røget på hold. Jeg ser således fortsat seks af sæsonens serier - eller har i hvert fald intentioner om at se dem. ^^;


Streamingtjeneste: Prime Video
Disse tre episoder er en forbedring i forhold til eps. 3. Jeg kunne egentlig godt lide, at vi fik lidt fokus på Romio-Hazuki-forholdet. Det overraskede mig positivt at se Romio værdsætte deres venskab og alt det Hazuki gør for ham - omend han er totalt clueless mht. hendes følelser for ham.
Eps. 5 og 6 får også dirigeret serien fint ind - eller tilbage om man vil - på sporet for den romantiske komedie. Samtidig bliver vi også mindet om, at der er en større verden uden for skolen, som eleverne også skal forholde sig til. Jeg håber, således at sidste halvdel af serien kan fortsætte på samme maner. Den må selvfølgelig gerne forhøje niveauet, men det tvivler jeg på, vil ske.



Streamingtjeneste: Crunchyroll
Jeg ved efterhånden ikke rigtig, hvad jeg skal beskrive Golden Kamuy som. Måske "knap så meget adventure, men mere en gourmet serie med wtf-øjeblikke". Slutningen på eps. 2 lægger op til, at der kan komme en spændende udvikling, fordi den kaster en større gruppe af vores karakterer sammen. Dog må jeg indrømme, at jeg ikke længere er så varm på serien. Pausen på 3 måneder har betydet noget. Plus at der pt. er andre serier, der leverer bedre på deres lovede præmisser.


Streamingtjeneste: Prime Video
Bedstemor har gjort sit indtog, og på sin vis har det forbedret serien. Hendes tilstedeværelse skubber til dynamikken i gruppen og tilføjer noget pep. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke er fan af trekantsdramaet, der begynder at tegne sig med Hitomi, Sho og Asagi. Det virker alt for søgt. For det første er Hitomi jo tydeligvis mest interesseret i Yuito. For det andet er Sho jo bare klassisk clueless. Heldigvis ser det ud til, at Asagi begynder at træde i karakter.
Vi mangler stadig at få forklaret, hvorfor Hitomi hader magi, og hvorfor hun ikke (længere?) kan se farver. Det bliver dog helt sikkert via forholdet - eller måske nærmere hendes følelser - til Yuito, hun bliver "helbredt". Eps. 6 kan i hvert fald tolkes som, at hun er blevet forelsket i Yuito og derfor også er blevet i stand til at se farver igen.



Streamingtjeneste: Crunchyroll
Det vil være unfair blot at beskrive Run with the Wind som en sportsanime. Der er nemlig meget mere at komme efter. Det er fortsat karaktererne, der bærer denne serie - og det gør de godt. Vi lærer dem lige så stille at kende hver især, og jeg ser frem til at komme mere under huden på dem og og se dem udvikle sig. De har hver deres quirks og styrker. Jeg vil fortsat gerne give Run with the Wind en varm anbefaling.



SSSS.Gridman eps. 3-5
Streamingtjeneste: Crunchyroll
Jeg husker eps. 3-4 som værende udmærket underholdning. Derimod havde eps. 5 alt for meget fokus på røv, patter og lår. Det er ikke den slags fanservice, jeg ser den her serie for! Det var sådan en skam, at der ikke var mere fokus på den enorme og ellers flotte kaiju. Det gav mig bange anelser og på ingen måde lyst til at se næste episode. Jeg kom da også kun 5 minutter (inkl. OP) ind, før jeg trykkede pause og satte mig til at se noget andet.
Det betyder ikke, at jeg helt har opgivet SSSS.Gridman. Jeg orker den bare ikke lige pt. Jeg håber, virkelig at serien toner ned for fokus shots på kropsdele hos de kvindelige karakterer og i stedet fokuserer noget mere på historie og karakterudvikling.



Tsurune eps. 2-4
Streamingtjeneste: Crunchyroll
Hvis vi ser bort fra hovedpersonen, så har vi her i Tsurune de samme karaktertyper, som i Free. Nu skyder de bare med bue og pil, hvilket betyder mindre bar hud. 23-årige Masa leverer dog stadig noget fanservice til de hungrede fujoshi. XD Indtil videre virker Tsurune som en klassisk sportsanime. Jeg kender ikke rigtig noget til kyodo, så især episode 4 var meget lærerig. Så på det punkt gør Tsurune det godt. Serien er desuden rigtig flot animeret.
Jeg havde som sagt også håbet på en lidt mere unik lydside, altså hvor lyd blev brugt lidt på en anden måde. Soundtracket er skam stemningsfyldt nok, men der er ikke det der ekstra, jeg havde håbet på.



Zombie Land Saga eps. 1-1½
Streamingtjeneste: Crunchyroll
En anderledes måde at gribe "idol-genren" an; det var mit indtryk af Zombie Land Saga og grunden til, jeg valgte at give den en chance. Første episode skuffede dog på flere parametre. Hovedpersonen er meh. Manageren er belastende. Og jeg tog mig selv i at tænke wtf... og ikke af den interessante og spændende variant. "Det her er bare slet ikke mig," tænkte jeg. Alligevel syntes jeg, at jeg ville prøve at se en episode mere. Ca. halvvejs inde i episode 2 blev det dog til at nej fra mig. Indtrykkene fra episode 1 blev nemlig blot forstærket.



På hold:


Rangliste
1. Run with the Wind
2. Tsurune
3. IRODUKU: The World in Colors
4. Boarding School Juliet
5. SSSS.Gridman
6. Golden Kamuy S2

mandag den 13. august 2018

Anime sommer: del 2

Gaaaab... Sommersæsonens tilgængelige serier på Crunchyroll og Wakanim efterlader ikke meget indtryk hos mig. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så sløv en sommer. Jeg er kun startet på fem serier - og så er der en mere jeg overvejer at begynde på: Starlight Promises. Men lad os springe videre til de fem serier, jeg har set noget af.


Attack on Titan 3 / Shingeki no Kyojin Season 3
Set: 4/? eps.
Sommerens mastodont. Eller er den nu også det..? Denne gang er der kortere imellem denne og den forrige sæson, men mit indtryk er stadig, at Attack on Titan hypen er blevet efterladt i støvet af My Hero Academia - i hvert fald her i Danmark. 

Indtil videre har Attack on Titan leveret flot action, hvilket er godt. Samtidig giver det mig også bange anelser, for betyder det så, at der vil være sparet senere i serien..? Får vi en eller flere "vi taler i grotten"-episode som pendant til "vi står og snakker i trætoppene"-episoden i sæson 2?


Da jeg har læst mangaen har jeg ingen problemer med at følge med i historien. Det betyder også, at jeg er spændt på at se, hvor meget vi får med her i sæson 3. Derimod har Morten kun set anime'en, og han har svært ved at føle sig engageret i historiens plot twist med Reiss familien. Det er rigtigt, at indtil nu har fokus ligget på titanerne som fjenden. Her i sæson 3 lægges der op til, at vi skal se mere på magtstrukturerne blandt menneskene inde bag murerne. Den slags finder jeg jo normalt spændende, men Attack on Titan gør sig altså bedre som action end drama og intriger. 

Til sidst bliver jeg også nødt til at kommentere på den ny OP. Som sang synes jeg egentlig at Red Swan er udmærket, men den passer slet ikke til Attack on Titan. Det samme gælder billedesiden. Den er alt for glad, positiv og farverig. Den sætter mig slet ikke i den rigtige stemning til serien. OP'en... føles bare forkert. Min tanke er, at man som produktion ikke siger nej, når HYDE og Yoshiki fra X Japan vil lave noget til en, og det er derfor vi er endt med "Fly to heaven~ ~".



Angolmois: Genkou Kassenki
Set: 4/12
Angolmois var en af de få serier, som jeg havde forventninger til her i sommersæsonen. Jeg så frem til et historisk action drama med god animation. Indtil videre har serien dog ikke efterladt det store indtryk.
Historien er, hvad den nu er. Så serien står og falder med sine karakterer - og pt. falder den... 1/3 inde i serien, er der ingen af dem, der siger mig det store. Hovedpersonen er OK, men jeg kan ikke finde ud af prinsessen. I nogle tilfælde kan det være godt, da det er med til at skabe interessante karakterer, men her irriterer det mig bare. Det er som om hun har to sider, men serien kan ikke helt bestemme sig for, om det er noget den vil spille på og i så fald hvordan.

I foråret gav Megalo Box os et notalgisk og råt look, der passede perfekt til serien og var med til at booste dens historie. Det er som om Angolmois forsøger at gøre det samme, men desværre virker det mere som en distrahering. Jeg havde især svært ved at abstrahere fra filtret i eps. 4. Jeg så det konstant oven på billedsiden, hvilket blev en irritation.

Angolmois bliver kun på 12 episoder, så jeg regner med at give den et par episoder mere i håb om, at den kan udvikle sig til noget mere (og i mangel på bedre serier i sæsonen). Jeg håber på lidt mere strategi og krigsaction.



Holmes of Kyoto / Kyoto Teramachi Sanjou no Holmes
Set: 5/?
"Shoujo discount detektiv serie" - det er nok sådan jeg vil beskrive Holmes of Kyoto, hvis jeg skal gøre det helt kort. Mine forventninger til serien var dog heller ikke særlig høje, og således er jeg ved at have affundet mig med seriens princip.

Den bedste episode indtil videre har helt klart været eps. 4. Dels fordi den tager fat i og rykker Aois historie videre. Dels fordi det som dansker er sjovt at se Royal Copenhagen være med i en animeserier.

Episoderne er dog bygget meget op på samme måde. Jeg vil derfor mene, at man efter at have set et par vil kunne bedømme, om serien er noget for en. Er man stadig i tvivl, så se fire.



We Rent Tsukumogami / Tsukumogami Kashimasu
Set: 2/12 - droppet
Attack on Titan er ikke den eneste serie i denne sæson med en malplaceret OP. Tsukumogamis upbeat popsang passer på ingen måde til seriens setting, fortællinger eller stemning. Når det så er sagt, er Tsukumogami heller ikke rigtig, hvad jeg havde regnet med.
Jeg havde forventet en serie i stil med Natsume, men Tsukumogami er mere fjollet, dog uden at jeg vil kategorisere den som ren komedie. Serien fokuserer på fem tsukumogami og to "søskende" (not blood relatered... *SUUUUUK*). De fem Tsukumogami er meget forskellige, så der burde være rig mulighed for godt sammenspil og dynamik imellem dem. Jeg synes bare ikke det fungerer. Ingen af karaktererne siger mig noget, og det faktum at Oko og Seiji er søskende + potentielle kærester forværre det hele.



Muhyo & Roji's Bureau of Supernatural Investigation / Muhyo to Rouji no Mahouritsu Soudan Jimusho
Set: 1/12 - droppet
Bare få minutter inde i serien, var jeg ved at fortryde... men jeg tænkte, at det var lige tidligt nok at slukke igen. Muhyo og Roji havde jo knap fået en chance. Så jeg besluttede mig for at se eps. 1 færdig.
Da ED'en tonede frem på skærmen, sad jeg dog med samme fornemmelse som knap 20 minutter tidligere... og nej, det røde "øje" og den mystiske mand i døren gjorde mig ikke nysgerrig. Den her serie er bestemt ikke noget for mig. Karaktererne sagde mig intet - ja faktisk fandt jeg de to hovedpersoner tåbelige og overdrevne. Humoren er slet ikke mig. På den anden side tilhører jeg heller ikke målgruppen. Så måske andre vil have lyst til at følge Muhyo og Roji på deres opgaver, men jeg står af her.

mandag den 18. juni 2018

Tanker om Digimon Adventure tri.

Da jeg satte mig til at se den første Digimon Adventure tri. film i januar 2016 var jeg meget spændt. Jeg glædede mig til gensynet med Kari, Gatomon, T.K. og de andre. Der var ikke meget information omkring, hvad filmserien præcis skulle handle om. Så jeg gik ind til denne nye fortolkning af Digimon uden den store viden - og med et forsøg på at holde mine forventninger nede. Jeg huskede stadig fadæsen Sailor Moon Crystal. Urgh. 

Saikai - eller Reunion som den hedder på engelsk - var en blandet fornøjelse, men den gav mig stadig lyst til at se de kommende film. 

Nu ca. 2,5 år senere, hvor jeg har set hele tri. filmserien færdig, sidder jeg med så utrolig mange spørgsmål. Det gav mening, at der mellem filmene var ting, vi manglede svar på. Det var netop noget af det, der fik mig til at se videre. Jeg ville vide, hvordan det hele hang sammen. 

Det var som om Digimon Adventure 02 slet ikke havde fundet sted, men Hikari og T.K. havde deres D2 Digivice alligevel. Hvorfor taler ingen om Davis, Yolei, Cody og Ken - og hvor er de? Hvem eller hvad er Ygdrasil? Hvem eller hvad er Homeostasis? Og hvem er fjenden egentlig? Det var bare nogle af de spørgsmål jeg havde, og som jeg så frem til at få svar på. 

Som filmserien skred frem, virkede det dog ikke til, at folkene bag Digimon Adventure tri. var særlig interesserede i at give mig svar på dem. Jeg sad ofte med en følelse af, at det var som om, jeg burde vide noget mere, om de ting, der blev snakket om. Jeg tænkte på, om jeg var uvidende, fordi jeg kun havde set en enkelt af Digimonfilmene. Set i retrospekt tror jeg det ikke. 

Digimon Adventure tri. startede fint nok med Saikai, og jeg kunne se potentiale til at skabe en god historie. Desværre fik vi i stedet et kæmpe rod, hvor ånden fra de gamle serier også manglede. Der var nogle gode scener ind imellem, og henhøret med nogle af musiknumrene var også skønt. Det er bare ikke nok til at opveje for alt det, filmserien manglede. Digimon Adventure tri. får altså ingen anbefaling med herfra. Da Butterfly fløj ud af højtalerne og rulleteksterne kørte over skærmen, da Bokura no Mira / Our Future (den sidste film i serien) var slut, sad jeg og var en meget forvirret og ret skuffet #digidestined. 


fredag den 20. april 2018

Anime forår: del 2

Forårssæsonen er rullet i gang, og jeg har fået startet på alle de anime, jeg var interesseret i, som er tilgængelige for mig via streaming på Crunchyroll. Det betyder, at jeg foreløbig springer følgende serier over:
  • Tada-kun wa Koi wo Shinai (Streames på HIDIVE, som vist kun er tilgængelig i USA)
  • Wotakoi: Love is Hard for Otaku / Wotaku ni Koi wa Muzukashii (Streames på Amazon bag en enorm betalingsmur. Jeg ved heller ikke om tjenesten er tilgængelig i Danmark.)
  • Dragon Pilot - Hisone & Masotan / Hisone to Maso-tan og Juushinki Pandora (Disse to er åbenbart blevet købt af Netflix, men bliver nok først udgivet, når alle episoder er ude. Så må vi se, om de også kommer på den danske udgave.)
Det efterlader dog stadig syv nye serier. Jeg har kun set en enkel episode af dem alle sammen på nær Amanchu! Advance og Yosuiro Biyori. 


Amanchu! Advance
Der nævnes ganske hurtigt nogle af begivenhederne i sæson 1, men ellers fortsætter Amanchu! Advance, hvor sæson 1 slap. Det er herligt at være tilbage i Pikari og Tekos selskab, og jeg ser frem til at nyde flere (sommer)øjeblikke med dem. Kunne man lide sæson 1, vil man også synes om Advance.


Comic Girls
Jeg havde som sagt sat mine forventninger til denne serie ned. Jeg havde også advaret Morten om, at det IKKE var en ny Bakuman., vi skulle til at se. Alligevel endte vi med at være ret skuffede efter første episode.
Vi havde håbet på bare en smule substans, men serien kører på moefaktoren og yuri-tendenser. Desværre. Hovedpersonen virker også en smule belastende. Comic Girls får en chance mere med eps. 2, mens hvis der stadig ikke er noget, som fænger i den, bliver den droppet.


Golden Kamuy
OMG hvor var det nogle grimme dyreanimationer. De føltes totalt out of place. Dyrenes design passede slet ikke sammen med stilen i resten af serien. Pigen Asirpas character design adskiller sig også, men jeg tror, det er meningen.
Overordnet ved jeg bare ikke rigtig, hvad jeg skal mene om serien. Historiens ramme blev ridset op i store træk her i epsiode 1. Det er dog mit indtryk, at serien kommer til at stå og falde med dynamikken mellem Asirpa og Sugimoto.


Full Metal Panic! Invisible Victory
Lige på og hårdt. Sådan lægger Invisible Victory ud. Altså bør man ikke springe på Full Metal Panic!-vognen her medmindre, man har læst godt op på serien. Når det så er sagt, er noget af det skønne ved anime, at der kan komme en fortsættelse mere end 10 år senere. Tidens tegn ses jo ikke på animerede figurer. Dog synes jeg, at Sagara lød anderledes, men det er den samme seiyuu. Hans stemme kan selvfølgelig have ændret sig. 
Eps. 1 er en fin balance mellem skoleliv og "den militære action side". Sådan som banen kridtes op, tror jeg dog, at Invible Victory får svært ved at bibeholde den balance - og det var netop FMP!'s styrke. Men. Nu må vi se hvordan det går.


Legend of the Galactic Heroes: Die Neue These 
Dette er en serie, hvor man skal holde fokus på skærmen, for der er rigtig meget dialog. Der ser også ud til at blive et stort persongalleri at holde styr på. Her i eps. 1 nøjes vi dog med, hvad jeg gætter på, er tre af de karakterer, der kommer til at spille en rolle. 
Fraktionerne ridses hurtigt op, og så er det ellers i gang med en kamp mellem to flåder af rumskibe. Det er strategi og taktik - og jeg gætter på, at der venter mere af den slags.


Megalobox 
Jeg har aldrig hverken set eller læst Ashita no Joe / Tomorrow's Joe. Så jeg kan ikke sige, om der er referencer, der er fløjet hen over hovedet på mig i Megalobox. Umiddelbart vil jeg sige, at serien kan stå på egne ben indtil videre.
Eps. 1 får givet os et indtryk af den verden, historien udspiller sig i og vores hovedperson Junk Dog. Jeg er vild med seriens look, som føles oldschool og råt. Det passer smaddergodt til serien - indtil videre i hvert fald. 


Yosuiro Biyori / Rokuhoudou Yotsuiro Biyori
Ah... her har vi en rigtig healing anime til fujoshi folket. Jeg kan også godt lide humoren i den. Der er delikate desserter, lækre retter og kvalitetsdrikkevarer, som caféens gæster nyder i fulde drag. Caféens bemanding består selvfølgelig af bishounen (og en lidt tyk kat), som også ser ud til at hjælpe nogle af deres gæster med deres problemer Bartender style. Tilhører man målgruppen er serien en fornøjelse. Hvis ikke kan man bare gå udenom. 

torsdag den 15. marts 2018

Anime vinter 2018: del 2

Vintersæsonen lakker lige så stille mod enden, så jeg tænkte, at det var på tide at gøre status igen. Pt. har jeg syv af sæsonens serier på min Currently watching liste på MAL. Jeg vil komme omkring de nye episoder, jeg har set, og til sidst i indlægget kan I finde en rangliste over dem. 


A Place Further Than the Universe er fortsat en rigtig flot og velproduceret serie. Selvom jeg ikke er fan af kulde, og jeg kun én gang har været på skiferie, så giver sceneriet i serien mig lyst til selv at tage til Antarktis (som om det lige er en sviptur alle mennesker kan tage på :p). Pigerne fungerer fortsat godt sammen som gruppe. Jeg er dog spændt på, hvor dybt vi kommer med personudviklingen. Vi er så småt begyndt at skrabe i overfladen hos nogle af pigerne. 


Eps. 6 er interessant og åbner op for flere ting, jeg gerne vil have udforsket. Derimod byder eps. 7 på den klassiske strandepisode. Serien formår dog at bruge den til stadig at skubbe serien fremad på nogle punkter. Den minder os også om, at vi har med teenagere at gøre, der på visse måder har haft en MEGET beskyttet opvækst - og hvorfor har de så mon det? Det er noget af det, jeg godt kan lide ved DARLING in the FRANXX. Noget der kan virke som filler, kan faktisk have betydning for resten af serien. 


Jeg endte med at give How to keep a Mummy en chance alligevel. Jeg kan godt forstå, at folk synes, den er sød. Mumien Mii kan være ganske nuttet, men han(?) har altså ikke formået at få mig til at reagere ligesom Kashiwagi (drengen med det orange hår på billedet). Derfor så jeg også frem til, at de andre væsner skulle slutte sig til castet. Desværre synes jeg, at de har lige så lidt personlighed som Mii. Nu hvor jeg sidder og skriver om serien, kan jeg ikke helt forstå, at jeg faktisk har set 6 episoder af den. ^^; 


Jeg er stadig glad for Laid-Back Camp, som fortsat oser af hygge. Der er også rigtig flotte scenerier, som I kan se på billedet. Der er ikke de store forandringer her i eps. 7-10. Så jeg vil sige, at man kan nøjes med at se et par episoder for at bedømme om Laid-Back Camp er noget for en. 


School Babysitters fortsætter i samme spor her i eps. 7-10. Vi stifter dog bekendtskab med lidt flere af børnenes forældre. Der er en smule personudvikling at spore hist og her, hvilket er rart. Jeg sætter også pris på, at alt ikke skal dreje sig om børnene. Jeg kunne især godt lide hændelsen med kærestebrevet til hovedpersonen Kashima samt Inomatas og Ushimas reaktioner og efterfølgende bonding. Man skal dog stadig synes om børn (i 2D-version) for at kunne lide serien. Da eps. 7-10 ikke byder på de store ændringer, vil jeg mene, at man (ligesom med Laid-Back Camp) kan nøjes med at se 1-2 episoder og herefter bedømme om School Babysitters er noget for en. Dette er jo også typisk for slice of life serier.


Jeg var faktisk ved at overveje, om jeg skulle droppe Violet Evergarden efter eps. 4. Jeg syntes, den haltede for meget indholdsmæssigt. Nu hvor jeg har set eps. 5-6, er jeg glad for, at jeg ikke gjorde det. Det er som om, der vi er sprunget i tid fra eps. 4 til 5. Der nævnes dog ikke noget om et tidspring, men Violets evner som Auto Memory Doll er blevet væsentligt forbedret. Hun har også fået noget mere personlig - eller er i hvert fald blevet mere udtryksfuld. Og det betyder bare alt for serien. Nu ser jeg frem til at se, hvad serien ellers vil byde på.


Jeg har ikke fået set mere af Hakata Tonkotsu Ramens. Så derfor står der ikke noget om den. Min manglende motivation for at se serien, henviser den til sidstepladsen på rangslisten. 
  1. A Place Further Than the Universe 
  2. DARLING in the FRANXX 
  3. Laid-Back Camp 
  4. Violet Evergarden 
  5. School babysitters 
  6. How to keep a Mummy 
  7.  Hakata Tonkotsu Ramens