tirsdag den 27. juni 2017

Ny animestreamingtjeneste gør sit indtog i Danmark

Om fire dage tilbyder en ny streamingtjeneste sig på det danske marked for animestreaming. Wakamin Nordic er navnet. 1. juli åbner Wakamin for streaming til Danmark, Sverige, Norge Finland og Island. De vil streame 6-8 serier per sæson med japansk tale og undertekster. Det forlyder, at de arbejder på at lave undertekster på alle sprogene. 

Wakamin er et europæisk firma og et datterselskab til Sony Music Japan group (Aniplex). De simulcaster altså streamer programmer 1 time efter, de er blevet vist på japansk tv. Ligesom vi kender det fra Crunchyroll.


Indtil videre består Wakamin Nordics katalog af disse anime:
  • Anohana
  • Charlotte
  • Durarara and Durarara X2
  • Erased
  • Fate Grand Order
  • Fate/Stay Night Unlimited Blade
  • Gurren Lagann
  • Kill la Kill
  • March comes in like a lion
  • Silver Spoon
  • Sword Art Online (Seasons 1 & 2 and The movie)
  • The Asterisk War
  • The irregular at Magic High School
  • Your lie in April
Det er på ingen måde et særligt imponerende katalog i mine øjne. For det første er det meget lille. For det andet er det forholdsvis mainstream. Der er ingen af anime'erne, som jeg har lyst til at se, som jeg ikke allerede har set i forvejen - eller kan se andetsteds. 

På sin vis er Wakamin Nordic nærmest first mover på det danske marked, når vi snakker streaming af anime med danske undertekster. Derfor kan det være forståeligt, at udvalget er så lille. På den anden side er de fleste animefans altså ret habile til engelsk, og dermed har vi allerede adgang til se anime andre steder via streaming.
Wakamin Nordic skal dog nok få opbygget et katalog. Det er jeg ikke i tvivl om. Crunchyroll har jo også bygget deres katalog op i løbet af tiden. Det er dog så længe siden, de kom til, at jeg slet ikke kan huske, hvor mange serier de startede med. Men. Dengang var tiden også bare en anden. i dag er vi vant til og forvænte med streamingtjenester. 

Med kun 6-8 simulcast serier per sæson kommer Wakamin heller ikke til at nå Crunchyroll til sokkeholderne, når vi snakker kvantitet. I foråret havde Crunchyroll 40 simulcast serier, som kunne ses i Danmark. 

Personligt ser jeg langt fra så mange serier. Jeg kunne derfor finde på at ty til Wakamin Nordic, hvis de lige præcis formåede at snuppe de serier, jeg havde interesse i. For selvom Crunchyroll har et stort udvalg hver sæson, er der alligevel serier, som de ikke får skaffet licens til at vise i Danmark - og det rammer af og til 1-2 serier, som jeg gerne ville se. Disse serier ryger typisk til Funimation og Amazon, som jeg så vidt jeg ved, ikke kan ses i Danmark.
Det er  mit indtryk, at Crunchyroll sjældent arbejder i at få licenser til anime, hvor licensen til USA er opsnappet af nogle andre. Ja, Crunchyroll og Funimation har et samarbejde nu, men indtil videre har jeg ikke mærket noget til det. 
Mit håb er så, at Wakamin Nordic kunne være interesseret i at skaffe licensen til disse serier. 

Pt. har Wakamin Nordic annonceret tre serier fra den kommende sommersæson. Det drejer sig om:
  • Jigoku Shoujo Yoinotogi 
  • Made in Abyss 
  • Katsugeki TOUKEN RANBU
Made in Abyss er faktisk en af de serier, jeg er interesseret i. 

Men, men, men. Hvad koster herligheden Wakamin Nordic så...? Man kan købe et månedligt abonnement til 5 euro eller vælge at købe en episode eller et program for henholdsvis 1 eller 10 euro. Det bliver dog også muligt at se anime gratis i 480 kvalitet med reklamer en uge efter tv-premieren. 


Pt. er det ikke en tjeneste, jeg vil investere i. De tilbyder simpelthen for lidt i forhold til prisen. Det kan dog sagten nå at ændre sig i løbet af de næste par måneder. Lige nu følger jeg løseligt med i Wakamin Nordics nyheder, og når tjenesten for alvor er kommet i gang, skriver jeg nok et opfølgende blogindlæg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar