9 dage til Genki. I dette optaktsinterview tager jeg jer med om bagved kulissen til Genki endnu en gang. Denne gang er det i selskab med David Mar, som er teamleader for Multimediaholdet.
Jeg har været frivillig til Genki siden 2009, hvilket var en pludselig og ikke officiel ting dengang.
Jeg stod som normal congænger og blev gode venner med dem i garderoben. Jeg stod og snakkede med dem og holdt dem selskab i lidt tid. Pludselig kommer Allan [red. Petersen] ned og begynder at kaste ordrer efter mig, hvor jeg pointerer, jeg ikke er frivillig, og så spurgte han bare: "Vil du være det?" hvortil jeg svarede efter en lille tænkepause, "Ja, det vil jeg gerne."
Og siden dengang har jeg været frivillig til Genki år efter år.
Hvordan blev du teamleader for multimediaholdet - og hvorfor var det lige det hold?
Det kræver lidt mere baggrundshistorie at forklare, da jeg igennem alle årene har påtaget mig et nærmest utal af forskellige roller afhængig af, hvor der lige var brug for mig, eller hvor jeg skulle fikse og ordne stillingen, så andre kunne tage over bagefter.
Jeg gik fra at være frivillig i GameRoom, hvor jeg endte som Teamleder i 3 år, derefter informationsleder (Facebook, intern og eksternt) til kun intern informationsleder. (ikke receptionen), som nu er det, vi kalder "HQ" indenfor connen.
Året efter stod jeg pludselig uden et fast team eller hold, jeg var tilknyttet til, da det hele omrokerede, og jeg endte på "Main Stage" også kaldet 'Tech', hvor jeg så spenderede alt min fritid på connen med et kamera i hånden og filmede, så meget jeg nu kunne nå og få mig selv til.
Mens jeg så gik rundt med kameraet det år, gik Victor [red. Alring] rundt i sit første år, efter han overtog og spottede mig med kameraet, hvor han så hev fat i mig og spurgte mig "Hey, kunne du ikke tænke dig at lave mere af det der?" Hvor mit naturlige svar var "ja" ud fra, at jeg det samme år startede min dybdegående interesse for film og redigering af videoer.
Victor var vel informeret om mine seneste projekter og erfaring inden for Genki og skubbede mig i den retning, han bedst kunne se mine evner blive brugt. Og det var derfor jeg endte med at være den, som startede video (og overtog lederrolen) på Multimediaholdet i sin helhed.
Min første video kan ses herunder.
I dag har jeg produceret cirka 6 videoer for Genki, og der er masser af andre planlagt (inklusiv de personlige). Alle de officielle Genki videoer som der er lavet, kan også ses på Genkis Youtubekanal.
Beskriv teamleaderens opgaver.
En Teamleder står essentielt som hovedet for gruppen, med alt hvad det indebærer, møder med alle de andre ledere, møder med Reactor repræsentanter, og en masse forberedelse i forhold til skemalægning, vagtskemaer og gennemgang af eventskemaet. Det handler 'bare' om overblik, overblik og overblik i alle dens former, både før, under og specielt efter.
Punkt for punkt, kan man godt forklare det sådan her:
Når man har samlet sit hold i løbet af året, får man sammenlagt en slagplan ud fra de mange fællesmøder med de andre teamledere og arrangører til connen. Hvor er der brug for folk, hvad er vigtigt for mit hold, og hvilke arrangementer skal der skal ligges specielt vægt på (eks. Cosplay Craft/Show).
I Multimedia er det lidt anderledes, da vores arbejde er at tage billeder og filme alle de fedeste og bedste momenter på connen. Så snart man har sin T-shirt og badge på sig, handler det bare om at holde kameraet klar og/eller kørende. Vi kigger som regel altid på tidskemaet og vurderer hvilke events der har størst sandsynlighed for at ske noget der kan være fedt at tage billeder/video af.
Hvad er forskellen på en teamleader og en gruppeleder?
Primært er Gruppelederen backup for Teamlederen, de sætter sig ind i connen, danner sig et godt overblik og er den primære støttepæl for Teamlederen under connen.
Men oveni i det har de som regel også specifikke større roller inden for holdet. Eksempel: hos Multimedia er en Gruppeleder en, som kan køre sin egen videoproduktion fra start til slut med tillid til, at personen fuldfører det.
Hos Tech, hvis jeg husker rigtigt, står Gruppelederen for udendørsscenen og styrer alt det tekniske på den scene.
Hvilke af dine opgaver kan du bedst lide og hvorfor?
Jeg elsker at finde på nye, kreative ideer og sjove koncepter til videoer. Om de bliver fuldendt og færdiggjort er en sag helt for sig selv, men ide- og brainstormdelen synes jeg altid, er sjovt med de helt rigtige folk fra Genki. Flere vildt fede ideer ligger skrevet og godkendt 100% klar, men mangler at blive skemalagt, filmet og klippet. (Dvs. tid og sted det kan gøres eksempelvis.)
Og under connen er min absolut ynglingsopgave at se på alle de vidunderlige congængere igennem en linse og foreviger momentet i bevægelige såvel som stille billeder, at fange smilene, glæden, og spændingen. Det er den bedste følelse, jeg ved, at have fanget det helt rigtige moment.
Hvor meget tid vil du gætte på, at du bruger på Genki?
Jeg vil nok sige per uge, måske 5-6 timer hvor jeg sidder foran computeren med et Genkidokument foran mig, er til møde eller klipper noget fra Genki. Det er selvfølgelig uden at tage højde for før og efter connen, da lige der omkring er det mest stressende og timetallet er i den grad højere.
Hvad er det bedste ved at være med til at lave Genki?
Det er primært en følelse, og jeg ved godt, det måske lyder lidt kliché, men helt ærligt. For mig er det bedste jeg ved, følelsen af at være med til at skabe en fed oplevelse, at være med til at skabe et frirum hvor folk kan få lov til at være sig selv og agere lidt vildere og vise frem deres passioner inden for denne skøre fandom, vi finder os selv i.
Det absolut højdepunktet af året for mig at se og høre folk grine, smile, kramme, nørde og glæde sig sammen med hinanden på den fedeste måde. Det er så vidunderligt for mig.
Hvad ser du selv mest frem til ved dette års Genki og hvorfor?
Eftersom jeg bor helt oppe i det 'kolde' Nordjylland efter at have flyttet frem og tilbage fra København og er nu endt tilbage heroppe, er det, jeg absolut mest glæder mig til, at se alle mine rigtig gode venner inden for både Genki og anime/mangakulturen i Danmark generelt.
Efter så mange år (snart 10 år!), jeg har været aktiv i miljøet, har jeg fået så mange venner, som jeg anser som livslange kompagnoner, og det har været en af de ting, som har skubbet mig i de retninger ,jeg stadig er på.
Et eksempel er, at jeg nu for nylig er blevet færdig med grundforløbet på Film og TV Produktionstekniker uddannelsen på Medieskolerne i Viborg. En af grundene til at jeg valgte at tage den uddannelse, var Genki. Så det er en stor del af mit liv, kan man roligt sige.
Mig ser man nok i mange år hos Genki, i den ene eller anden form.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar