Viser opslag med etiketten Genki. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Genki. Vis alle opslag

mandag den 21. august 2017

Genki i retrospekt: Victor Alring

Én ting er at opleve Genki som deltager. En anden er at få hele molevitten til at løbe rundt. Som arrangør kan man løbe ind i alle mulige former for komplikationer og problematikker. Udfordringen er så at få det bedst mulige ud af det, så deltagerne mærker det mindst muligt - eller slet ikke. Her i dette blogindlæg, tager jeg jer endnu en gang med om bag Genki i selskab med Victor Alring.

Billedet er taget af Morten Svendsen


Hvordan synes du, at dette års Genki gik sådan overordnet?
Jeg vil sige, omstændigheder taget i betragtning, at det gik udmærket, men kigger man helt pragmatisk på det, så levede Genki 2017 ikke op til den standard, vi normalt sætter, hvilket er meget beklageligt. Vi oplevede flere setbacks bare den sidste måned op til connen, end vi gjorde i 2015 og 2016 sammenlagt.


Hvor mange deltagere var der?
Vi havde 1.981 betalende gæster, mod 2.039 gæster i 2016 og 2.230 gæster i 2015. Vi har dog set en nedadgående trend i mængden af weekendbilletter vi sælger, kontra éndagsbilletter.


Hvad tror du denne trend skyldes? Er det en trend, I vil forsøge at vende?
Hvis jeg skulle give et bud, så tror jeg, det skyldes vores stigende tendens til at ligge størstedelen af vores events lørdag, hvilket efterlader søndag og fredag lidt "tynde" i indholdet. Så det kan ikke rigtigt betale sig at købe andet end en lørdagsbillet. Vi vil derfor forsøge at sprede vores events lidt bedre, så man får mere ud af at være der om fredagen og søndagen.


Hvad fungerede især godt?
Vi indgik et samarbejde med en ny billetleverandør, som vi faktisk har været rigtig glade for. Nogle af vores gæster har også rost, hvor nemt det har været at finde rundt i, i modsætning til andre vi har brugt. 

Mange af vores udendørsevents, især danseevents, har været ekstremt populære, til trods for det nogle gange dårlige vejr. 

Vores frivillige har også gjort et helt fantastisk stykke arbejde, både op til og under connen, og har virkelig været på bolden i år, til trods for at alle vagter blev forlænget med 2 timer.

Billedet er taget af Mathias Egeberg


Hvad skal I have forbedret frem mod næste år?
Der er (desværre) en del ting. Lige nu sidder vi og kigger på en omrokering af lokaler, fx at Expo Hall splittes op, så forhandlerne får hele salen. Alle kunstnere rykkes ind i, hvad der i dag er Otaku Central, og Otaku Central rykker op og bliver en del af Game Room. Det gør, at kunstnerne får mere plads, at vi kan få flere forhandlere med, og at vi får fyldt game room bedre ud. For at bekæmpe støjen prøver vi reducere lyden på de enkelte TV og sætte rumdelere op.

Vi indgår også en dialog med Farum Arena om at få gjort noget ved varme- og fugtproblemet i eventrum 1 & 2 - vi har prøvet få en løsning op at køre siden jeg tog over, og nu skal det altså være.

Vi kommer også til at udvide mere med vores kulturrelaterede events, som er nødt til at gøre et ordentlig comeback, både mht. japansk men nu også koreansk. Vi har i løbet af i år gjort en del af forarbejdet for både kultur- og diskussionsevents, så vi ser frem til, at det bliver realiseret og annonceret.


Der var nogle komplikationer med sovesalene. Det førte bl.a. til, at nogle deltagere blev rykket fra Marie Kruse til Stenvadhallen. Kan du forklare nærmere, hvad der skete?
I korte termer munder det ud i, at Marie Kruse bookede nogen oven i os, så vi ikke fik adgang til vores lokaler om torsdagen, som vi skulle, men først fredag ved middagstid. Så allerede én dag forsinket gik vi en brandrunde, mens vi forberedte sovesalene og opdagede, at branddørene til to af salene ikke havde været ordentligt vedligeholdt og kun kunne åbnes med vold.

Vi ønskede ikke at risikere folks liv og sikkerhed, hvis uheldet var ude, og blev nødsaget til at evakuere salene og sende folk til Stenvadhallen. Vi beklager den gene, det var for gæsterne, og brandmajoren har også haft et stærkt ord med skolen ugen efter, hvorfor vi mener, det er løst til næste år.


Artist Alley har fået noget negativ kritik i år. Dels sad artisterne meget tæt, og dels var bordene ret små. Hvorfor var det endt sådan?
Over 30 borde (dem vi bruger til AA) var forsvundet fra Farum Arena - selv halvagterne kunne ikke finde dem. Vi endte med at tage borde fra andre områder på Farum Arena, fra Marie Kruse, og vi kørte endda helt til Ballerup for at hente borde derfra, da vi ellers ikke havde nok. Derfor endte vi med borde af andre dimensioner end sidste år mange steder.

For at forhindre at dette sker igen, har vi fundet en udlejer, der kan gøre borde klar til os med dags varsel, så vi er forberedte på det større udbud til næste år.



Game room virkede ret tomt, fordi det kun var ca. halvdelen af lokalet, der blev brugt. Var det med vilje, så der var en alternativ plads til udendørs aktiviteter i tilfælde af regn? Eller var der andre grunde til det?
Slet ikke - meningen var, at det næsten skulle være fyldt. Vores oprindelige samarbejdspartner for game room valgte dog at tage til et andet event i Sverige, der lå samme dato (ikke Närcon) og havde ikke mulighed for at rykke.

Var det ikke for GEEKcore, havde vi muligvis stået helt uden game room i år, men det var også begrænset, hvad de kunne levere, og mange af skærmene vi modtog var desværre defekte, hvorfor vi ikke kunne sætte vores konsoller til.

Efter i år ønsker vi dog ikke længere at være 100% afhængige af en tredjepart mht. vores digitale game room, da det simpelthen er for sårbart. Vi er derfor begyndt at købe ind til eget udstyr, så en eventuel tredjepart ikke levere hele vores game room men blot bidrager til det, hvor det er nødvendigt.


I år var området foran uden for Farum Arena delt i to, fordi madboderne skulle være uden for connens område. Hvorfor valgte I at gøre det sådan? Hvordan synes du, det fungerede?
Det er en beslutning, jeg traf kort tid efter Genki 2015, så sidste år var det også delt sådan op :)

Årsagerne er mange, men de kan summeres op som følger: 
  • Køerne til madboderne er lettere at administrere, fordi folk ikke står i en stor klump pga. udendørsevents. 
  • Brandsikkerheden er bedre, fordi det der udgør en sikkerhedsrisiko (stegende hed olie, åbne flammer, gastanke, generator) står væk fra en samlet folkeskare. Begge områder bliver derved lettere at evakuere, da mange allerede ER udenfor det indelukkede område. 
  • Forretningsmuligheden for madboderne er større, da de også har mulighed for at sælge mad til forbipasserende, og ikke kun vores gæster. 
  • Strømmen af mennesker er også bedre, siden køerne ikke er lige efter check-in telte, men kan stå lidt længere væk. 
Så fra vores synspunkt har det fungeret ganske fint, hvorfor vi gentog det i år, og nok også kommer til at gøre det til næste år. :)
Billedet er taget af Mathias Egeberg


Fortæl lidt om visionerne for 18+ loungen. Fungerede det, som I havde håbet? Hvordan følte I, at deltagerne tog imod tiltaget?
Vi testede faktisk bare konceptet af i det små, da det er første gang vi har valgt at decideret servere alkohol til Genki, selvom det var i begrænset mængde. Det endte med at blive LANGT mere populært end forventet, og vi endte med både plads- og resursemangel.

Vi regner derfor med at udvide både området, udvalget og indholdet af 18+ loungen til næste år, på baggrund af de erfaringer vi har gjort os i år.


Fortæl lidt om jeres oplevelse med det nye karaokerum. 
Rent overordnet var vi meget tilfredse, men vi så plads til forbedring, blandt andet i tidspunktet det var åbent på. Vi tager derfor en dialog med Asgard Sings, som stod for karaokerummet, om hvilke muligheder der er til næste år, så vi kan gøre området mere attraktivt.


Er planen, at karaoke skal forblive i det samme lokale?
Det er noget, vi kommer til at kigge nærmere på. Jeg kan fx personligt godt forestille mig, at Karaoke kommer til at foregå i eftermiddagstimerne i samme lokale, men måske i nattetimerne i vores 18+ Lounge.


Hvad var din bedste personlige oplevelse til dette års Genki?
Jeg var desværre for det meste "fanget" på mit kontor, hvor jeg løste ad hoc problemer og prøvede at få styr på de sidste regnskaber, så det var ikke så meget, jeg kunne komme ud og se/opleve.

Jeg tror nok, den bedste oplevelse for mig derfor var at genses med nogle venner, jeg ikke har set i meget lang tid, både blandt de frivillige, men også blandt gæster og selv VIPs.


Er der ellers noget, du ønsker at tilføje mht. Genki 2017?
Ja, der er faktisk én ting, henvendt til vores gæster. For de af jer, der var til Genki for første gang i 2017, så håber jeg ikke, at oplevelsen har skræmt jer fra at komme igen - vores standard ligger normalt meget højere, men med den modgang vi har haft i år, har vi gjort det bedste, med hvad vi havde. Så jeg håber, I vil give Genki en chance mere og komme igen til næste år.

For de af jer, der har været til Genki mange gange før og ved, at vi normalt er noget bedre, så se frem til næste år. Jeg har endelig samlet nok data sammen til forhåbentlig at kunne bringe Genki til et helt nyt niveau, og vores frivillige brænder også for chance for at bevise, at de kan gøre meget bedre, så 2018 bliver et fedt år.

Billedet er taget af Mathias Egeberg

søndag den 13. august 2017

Daniella gik skuffet fra Genki 2017

Som del af min optakt til Genki 2017, lavede jeg et interview med Daniella Eck Dreier. Hun synes, at det er gået lidt ned af bakke for Genki, siden hun deltog for første gang i 2014. Der er dog stadig elementer, som lokker, så hun drog også af sted i år. I dette opfølgende interview har jeg spurgt ind til de områder, som Daniella var omkring i det første interview og hendes generelle indtryk af Genki 2017.


Hvad synes du så overordnet om dette års Genki? Levede connen op til dine forventninger?
Jeg er utroligt skuffet over årets Genki. Hvis jeg ikke havde været til Genki før i år, så er jeg usikker på, om jeg overhovedet ville komme igen. I år har været rent kaos, der har været en tung stemning over connen, som blot blev værre af, at en masse ting ikke var, som de skulle være. Jeg deltog  lørdag. Søndag nægtede jeg at dukke op, fordi det simpelthen var så stor en skuffelse.

Kan du uddybe det med den tunge stemning lidt mere?
Den tunge stemning kom af at stort set alle så ud til at de kedede sig. Alle jeg har snakket med efter connen er enige om, at der har manglet noget, det har simpelthen været en kedelig con, og det eneste der gjorde det noget værd, var at man havde venner der. Jeg har en veninde, der ikke ønsker at komme mere fordi hun simpelthen synes, at det er spild af penge.

Hvad synes du om Expo hall?
Expo hall var som noget af det eneste rigtig gode i år, og udvalget af varer var varieret og spændende. Men hvis vi kigger bare lidt den anden vej, så var Artist Ally ramt af pladsmangel. Genki havde solgt halve borde af dem, vi kender fra folkeskolen til kunstnere. Disse borde er ALT for små til, at man følte, at bordene skulle repræsentere to forskellige kunstnere. Det så alt sammen meget sammenmast ud. Alle bordene var også stillet meget tæt sammen, således at man nærmest skulle stå i kø for at se på, hvad kunstnerne havde lavet. Dette finder jeg virkelig ærgerligt. 

Hvad synes du om madboderne? 
Madboderne var som altid lækre, men priserne var helt hul i hovedet. Man skal af med mindst 70-80 kr. for et ordentligt måltid mad, og så kommer drikkevarer oveni - og de kommer heller ikke billigt. Madboderne var i år uden for connens indhegning, og det er jeg ærgerlig over, for det delte connen virkelig meget op i forhold til andre år, hvor man har kunne nyde det hele inde på connen. 
Conpladsen var derfor meget lille i år, og det virkede mere som et gennemgangs sted end en åben plads hvor man kunne hænge ud. 

Som noget nyt havde Genki en 18+ lounge. Hvad synes du om det tiltag?
Jeg elsker ideen om, at Genki vil tage 18+ lounge til sig, men det var simpelthen en ommer. 
Det skulle have været et hyggeligt sted, hvor voksne kunne hænge ud. I stedet kommer man ind i et langt lokale, hvor der står en masse borde. Der er lummert og mørkt, og folk sidder i kroge og snakker. Rummet er delt af nogle stofgardiner, og de to gange jeg var forbi var det IKKE muligt at købe noget at drikke, hvilket lidt er ærgerligt. Jeg går heller ikke på cafe, for at gå ind hos kiosken ved siden af for at købe noget at drikke. Jeg ønsker at kunne hygge mig og købe drikkelse samme sted, dette har J-pop også!

Hvornår var du forbi 18+ loungen? 
Jeg var forbi 18+ loungen ca. kl. 17 lørdag, men jeg hørte ellers også samme historie fra folk som var der hele dagen.

Hvad synes du om game roomet?
Game room var en joke, og det er nok en af de ting, jeg er mest skuffet over. 70% af lokalet var fyldt med træningsmåtter, fordi de havde inviteret en taekwondo klub. Jeg elsker at være i game room normalt, at spille spil mod vennerne eller danse Just Dance. Dette gjorde jeg især meget sidste år, og det var skønt. Men i år var game room blevet en forvokset træningsmåtte, og det har intet med gaming at gøre. Jeg blev noget så skuffet over, at de ikke engang af de FÅ spil de havde, havde taget Just Dance med som alle andre år. Det virkede som om, at de ikke har kunne finde på andet, og det er virkelig synd.

Før connen var du skeptisk mht. dette års maid café. Fik du besøgt den alligevel?
Nej, jeg fik ikke besøgt maid caféen, for det var simpelthen ikke muligt at få lov til at sidde og nyde lidt lækkert, uden at en maid skulle sidde og glo på en. Jeg kan godt lide konceptet med, at man bliver serviceret af en maid eller butler, men jeg har også behov for at hygge mig med mine venner med mad og drikke, jeg betaler for, uden at jeg skal babysittes af en maid. Jeg synes, det bør være valgfrit, om man ønsker, at maiden skal være ved bordet eller blot betjene en. 

Hvilket område brugte du mest til connen og hvorfor? 
Jeg var mest udenfor ved madboderne uden for connen. Jeg opholdt mig mest ude ved madboderne, fordi der simpelthen ikke var nogen mennesker indenfor på conpladsen. De havde lavet indhegningen så lille i år, at det nærmere var et gennemgangs sted fra billetsalg til hovedindgangen. Sidste år kunne man hygge sig udenfor på pladsen og sidde ned. I år var der dårligt plads til det.

Var der områder, du savnede til dette års Genki?
Jeg savnede game room... et game room der gav mening, og ikke var en forvokset gymnastikmåtte.

Deltog du i nogen events? 
Jeg deltog ikke i et event nej, men jeg hører, at mange af eventene faktisk blev aflyst, hvilket er super ærgerligt.

Har du tænkt dig at deltage til næste år?
Har jeg tænkt mig at deltage næste år? Jeg vil overveje kraftigt, om det er noget jeg gider smide penge efter, men igen så er udvalget i Danmark alligevel så småt, så hvis jeg VIL cosplaye i Danmark og se mine venner samtidig, så er det ikke fordi jeg har meget af et "valg". Men jeg overvejer da bestemt om det er noget jeg gider.

onsdag den 19. juli 2017

Genki indefra: David Mar

9 dage til Genki. I dette optaktsinterview tager jeg jer med om bagved kulissen til Genki endnu en gang. Denne gang er det i selskab med David Mar, som er teamleader for Multimediaholdet. 


Hvor længe har du været frivillig til Genki, og hvorfor valgte du at blive det?
Jeg har været frivillig til Genki siden 2009, hvilket var en pludselig og ikke officiel ting dengang.
Jeg stod som normal congænger og blev gode venner med dem i garderoben. Jeg stod og snakkede med dem og holdt dem selskab i lidt tid. Pludselig kommer Allan [red. Petersen] ned og begynder at kaste ordrer efter mig, hvor jeg pointerer, jeg ikke er frivillig, og så spurgte han bare: "Vil du være det?" hvortil jeg svarede efter en lille tænkepause, "Ja, det vil jeg gerne."
Og siden dengang har jeg været frivillig til Genki år efter år.


Hvordan blev du teamleader for multimediaholdet - og hvorfor var det lige det hold?
Det kræver lidt mere baggrundshistorie at forklare, da jeg igennem alle årene har påtaget mig et nærmest utal af forskellige roller afhængig af, hvor der lige var brug for mig, eller hvor jeg skulle fikse og ordne stillingen, så andre kunne tage over bagefter.

Jeg gik fra at være frivillig i GameRoom, hvor jeg endte som Teamleder i 3 år, derefter informationsleder (Facebook, intern og eksternt) til kun intern informationsleder. (ikke receptionen), som nu er det, vi kalder "HQ" indenfor connen. 
Året efter stod jeg pludselig uden et fast team eller hold, jeg var tilknyttet til, da det hele omrokerede, og jeg endte på "Main Stage" også kaldet 'Tech', hvor jeg så spenderede alt min fritid på connen med et kamera i hånden og filmede, så meget jeg nu kunne nå og få mig selv til. 
Mens jeg så gik rundt med kameraet det år, gik Victor [red. Alring] rundt i sit første år, efter han overtog og spottede mig med kameraet, hvor han så hev fat i mig og spurgte mig "Hey, kunne du ikke tænke dig at lave mere af det der?" Hvor mit naturlige svar var "ja" ud fra, at jeg det samme år startede min dybdegående interesse for film og redigering af videoer.

Victor var vel informeret om mine seneste projekter og erfaring inden for Genki og skubbede mig i den retning, han bedst kunne se mine evner blive brugt. Og det var derfor jeg endte med at være den, som startede video (og overtog lederrolen) på Multimediaholdet i sin helhed.
Min første video kan ses herunder.


I dag har jeg produceret cirka 6 videoer for Genki, og der er masser af andre planlagt (inklusiv de personlige). Alle de officielle Genki videoer som der er lavet, kan også ses på Genkis Youtubekanal.


Beskriv teamleaderens opgaver.
En Teamleder står essentielt som hovedet for gruppen, med alt hvad det indebærer, møder med alle de andre ledere, møder med Reactor repræsentanter, og en masse forberedelse i forhold til skemalægning, vagtskemaer og gennemgang af eventskemaet. Det handler 'bare' om overblik, overblik og overblik i alle dens former, både før, under og specielt efter.

Punkt for punkt, kan man godt forklare det sådan her:
Når man har samlet sit hold i løbet af året, får man sammenlagt en slagplan ud fra de mange fællesmøder med de andre teamledere og arrangører til connen. Hvor er der brug for folk, hvad er vigtigt for mit hold, og hvilke arrangementer skal der skal ligges specielt vægt på (eks. Cosplay Craft/Show).

I Multimedia er det lidt anderledes, da vores arbejde er at tage billeder og filme alle de fedeste og bedste momenter på connen. Så snart man har sin T-shirt og badge på sig, handler det bare om at holde kameraet klar og/eller kørende. Vi kigger som regel altid på tidskemaet og vurderer hvilke events der har størst sandsynlighed for at ske noget der kan være fedt at tage billeder/video af.


Hvad er forskellen på en teamleader og en gruppeleder?
Primært er Gruppelederen backup for Teamlederen, de sætter sig ind i connen, danner sig et godt overblik og er den primære støttepæl for Teamlederen under connen.
Men oveni i det har de som regel også specifikke større roller inden for holdet. Eksempel: hos Multimedia er en Gruppeleder en, som kan køre sin egen videoproduktion fra start til slut med tillid til, at personen fuldfører det.

Hos Tech, hvis jeg husker rigtigt, står Gruppelederen for udendørsscenen og styrer alt det tekniske på den scene.


Hvilke af dine opgaver kan du bedst lide og hvorfor?
Jeg elsker at finde på nye, kreative ideer og sjove koncepter til videoer. Om de bliver fuldendt og færdiggjort er en sag helt for sig selv, men ide- og brainstormdelen synes jeg altid, er sjovt med de helt rigtige folk fra Genki. Flere vildt fede ideer ligger skrevet og godkendt 100% klar, men mangler at blive skemalagt, filmet og klippet. (Dvs. tid og sted det kan gøres eksempelvis.)

Og under connen er min absolut ynglingsopgave at se på alle de vidunderlige congængere igennem en linse og foreviger momentet i bevægelige såvel som stille billeder, at fange smilene, glæden, og spændingen. Det er den bedste følelse, jeg ved, at have fanget det helt rigtige moment.


Hvor meget tid vil du gætte på, at du bruger på Genki? 
Jeg vil nok sige per uge, måske 5-6 timer hvor jeg sidder foran computeren med et Genkidokument foran mig, er til møde eller klipper noget fra Genki. Det er selvfølgelig uden at tage højde for før og efter connen, da lige der omkring er det mest stressende og timetallet er i den grad højere.


Hvad er det bedste ved at være med til at lave Genki? 
Det er primært en følelse, og jeg ved godt, det måske lyder lidt kliché, men helt ærligt. For mig er det bedste jeg ved, følelsen af at være med til at skabe en fed oplevelse, at være med til at skabe et frirum hvor folk kan få lov til at være sig selv og agere lidt vildere og vise frem deres passioner inden for denne skøre fandom, vi finder os selv i. 
Det absolut højdepunktet af året for mig at se og høre folk grine, smile, kramme, nørde og glæde sig sammen med hinanden på den fedeste måde. Det er så vidunderligt for mig.


Hvad ser du selv mest frem til ved dette års Genki og hvorfor?
Eftersom jeg bor helt oppe i det 'kolde' Nordjylland efter at have flyttet frem og tilbage fra København og er nu endt tilbage heroppe, er det, jeg absolut mest glæder mig til, at se alle mine rigtig gode venner inden for både Genki og anime/mangakulturen i Danmark generelt. 
Efter så mange år (snart 10 år!), jeg har været aktiv i miljøet, har jeg fået så mange venner, som jeg anser som livslange kompagnoner, og det har været en af de ting, som har skubbet mig i de retninger ,jeg stadig er på. 
Et eksempel er, at jeg nu for nylig er blevet færdig med grundforløbet på Film og TV Produktionstekniker uddannelsen på Medieskolerne i Viborg. En af grundene til at jeg valgte at tage den uddannelse, var Genki. Så det er en stor del af mit liv, kan man roligt sige. 
Mig ser man nok i mange år hos Genki, i den ene eller anden form.

søndag den 16. juli 2017

Genki indefra: Victor Alring

12 dage til Genki. I dette optaktsinterview kan I møde hovedmanden bag Genki: Victor Alring. Vi kommer omkring hans start i Genki, hans nuværende opgaver, Genkis udvikling og dette års con. Tegningen herunder er lavet af Emperpep. 


Hvordan kom du med i gruppen bag Genki, da connen blev stiftet, og hvorfor valgte du at blive del af den?
Jeg må indrømme, at jeg ikke er sikker på, hvorfor jeg blev spurgt og ønsker ikke at gisne om det. Jeg sagde dog ja tak, fordi jeg ikke havde lagt låg på, hvor utilfreds jeg havde været med J-Popcon i 2007 og 2008 og ønskede at bevise, måske mest over for mig selv, at jeg ikke havde det hele i munden.

Til orientering vil jeg dog lige nævne, at der ikke er noget "beef" mellem Genki og J-Popcon - uanset hvad folk måtte tro - og at jeg synes, J-Popcon de sidste mange år har gjort det utroligt flot.


Hvad var dine opgaver sådan i store træk dengang Genki blev stiftet?
Nu er det snart mange år siden, men som jeg husker det, sad jeg med meget af hjemmesiden, billetsalget, infomailen, osv. Så primært ting relateret til administration og økonomi; dog var det en anden, der sad med det endelig regnskab det første år.


Hvad er dine opgaver i dag?
Jeg sidder stadig primært med økonomi og administration, men på et noget højere plan nu end dengang. Det er lidt svært at specificere bedre end det, da medlemmerne af The Reactor - styregruppen opkaldt efter virksomheden, der står bag Genki - alle har hver deres hovedområde(r), men træder til der, hvor der er behov for det.


Hvilke opgaver kan du bedst lide og hvorfor?
Jeg er en datanørd, så de opgaver jeg bedst kan lide, er at indsamle, opstille og analysere data. Det lyder måske ret underligt og kedeligt for de fleste, men long story short: det er med til at gøre Genki bedre for både gæster og frivillige, og det synes jeg er fedt.


Kan du komme med nogle eksempler, hvor det har været med til at gøre Genki bedre?
Det er lidt svært, da de sidste af dataene bliver indsamlet i løbet af i år, og vi derfor først får gjort rigtigt brug af det til Genki 2018, hvis alt går glat i år, og vi overhovedet kan lave en Genki 2018. Men jeg kan give nogle eksempler på, hvordan vi har i sinde at bruge det:

Ved at analysere på salgstallene i Alpaca Lounge og Maid Caféen, kan vi se hvilke produkter, vi skal bestille og sælge, og hvilke vi kan skære helt fra. Ligeledes kan vi justere mængden af varer, vi bestiller hjem, så vi ikke sidder med et kæmpe restlager. Det gør, at vi har flere penge på hånden, der kan gå til events.

Ved at analysere billetsalget, så kan vi fx se, om der er en tendens til at folk i stigende grad køber lørdagsbillet i stedet for weekendbillet. Det kan indikere, at vi ikke har været gode nok til at sprede events ud over alle tre dage, og derfor skal have et specielt fokus på det.

Ved at analysere besøgstallene på vores Facebook og hjemmeside, kan vi se hvilke oplæg brugerne ofte læser. Der gør, at vi bedre kan distribuere information til vores gæster, men også at vi ikke sidder og bruger en masse tid og energi på oplæg, der alligevel ikke læses - det kan vi i stedet bruge på andre vigtige ting.

Og til sidst kan nævnes den feedback vi får, som gør at vi ved hvilke events vi skal skrotte; hvad folk måske har savnet, så vi kan prøve at skaffe det; og hvad folk rigtigt godt kunne lide, som vi måske skulle gøre endnu mere ud af. Så husk at give feedback, folkens!


Hvor meget tid vil du gætte på, at du bruger på Genki? 
Jeg ville gætte på 2 timer om ugen. Det var nemlig det, jeg gættede på, da min kæreste stillede samme spørgsmål i starten af vores forhold, og hun har siden pænt påpeget, at jeg ikke har et snert af tidsfornemmelse. Hehe.
Hun siger 14-16 timer om ugen, hvilket nok er mere rigtigt. 


Hvad er det bedste ved at være med til at lave Genki?
Sammenholdet. Det at være sammen om et projekt, så meget større end en selv, med ligesindede mennesker, som alligevel kan være så forskellige. Det er en vildt fed fornemmelse.


Hvordan synes du, at Genki har udviklet sig siden sin start?
Rent økonomisk og indholdsmæssigt har det været noget af en rutschebanetur med mange op- og nedture. I det store hele har det dog udviklet sig meget godt - det er blevet større, hvilket gør at vi gradvist kan begynde at trække flere navne og kvalifikationer til connen og indlede samarbejde med flere organisationer.

På den anden side har dette også medført, at Genki er gået væk fra sine oprindelige rødder, hvor vi selv stod for størstedelen af vores indhold. I dag afholdes meget af fans eller eksterne eventafholdere.


Hvilken Genki har efter din mening været den bedste og hvorfor?
Puha, den er altså virkelig svær... Jeg havde desværre forladt Genki, kort tid inden 2011 løb af stablen, men jeg nåede dog med som deltager og havde mulighed for at opleve rigtig mange af de ting, jeg havde været med til at sørge for som arrangør. Det var en virkelig unik oplevelse, hvilket nok gør, at jeg må sige, Genki 2011 har været den bedste for mig.


Hvilken retning vil du gerne føre Genki i? 
Hvis vi får tjent nok til at kunne afholde en Genki efter i år, er planen at udvide vores fokus på koreansk kultur. Vi håber, det også er nok til at bringe flere gæster til, da vi reelt mangler 2-300 gæster for virkelig at kunne bringe Genki op på næste niveau.

Aktivitetsmæssigt har vi planer om at indføre flere diskussionspaneler og "friskt" indhold, så folk ikke føler, at Genki bare er det samme år efter år. Vi beholder selvfølgelig nogle klassikere, men begynder også at eksperimentere mere med vores indhold, ligesom vi gjorde, dengang vi startede - det var engang vores kendemærke, og jeg vil gerne have, at det bliver det igen. 


Hvad ser du selv mest frem til ved dette års Genki og hvorfor?
Til at det er slut, så jeg kan få sovet. Hehe.

Ej, spøg til side. Det, jeg glæder mig mest til, er minutterne op til, at Genki åbner dørene for de første gæster. Der er en sitren af spænding i luften, mens man kigger ned af den lange kø af mennesker, der glæder sig til at komme ind og have det sjovt til en con, som man har brugt flere måneder på at forberede med en stor gruppe af andre mennesker.

Det er en næsten euforisk følelse, der virkelig motiverer en til at prøve at leve op til deres forventninger - og så lidt til.


Hvorfor har Genki ikke noget tema i år?
Vi gennemgik vores feedback for Genki 2015 og 2016 og måtte konkludere, at mange af vores gæster ikke følte, at vores tema rigtigt gennemsyrede vores indhold og derfor virkede lidt "out of place." Så i stedet for at forsøge os med endnu et tema, besluttede vi at lade pengene gå til mere indhold og reklamemateriale, som vi kan bruge til andre ting også.

tirsdag den 11. juli 2017

For Louise er Genki cosplay og venner

17 dage til Genki. Nedtællingen og optakten fortsætter med et interview med Louise Nielsen på 21 år, som bor lidt uden for Roskilde. Louise skal deltage til Genki for 5. gang i år. Hendes store passion er cosplay. Hun tager da også til Genki for netop at vise sine cosplay frem og hænge ud med vennerne. Louises cosplaynavn er Loui-Chan Cosplay, og I finder hendes Facebookside her.


Hvordan kom du i gang med at cosplaye? 
Jeg havde en veninde som læste manga og cosplayede lidt, som sagde, jeg skulle prøve at tage med til J-Popcon tilbage i 2013. Så jeg købte et cosplay (Deidara fra Naruto Shippuden) og tog afsted.


Hvad går du mest op med hensyn til cosplay? 
Jeg går mest op i, at mit cosplay ser flot ud, og at jeg ligner karakteren så meget som muligt. Men jeg går også meget op i, at jeg skal have det sjovt og være tilpas i mit cosplay. 


Køber du dine kostumer, eller laver du dem selv?
Primært køber jeg dem, men jeg arbejder meget på at kunne lave dem selv, og jeg laver mange små ting og lidt props selv.


Hvordan vælger du, hvem du vil cosplaye? 
Jeg har ikke som sådan nogen metode, jeg ser en karakter fra en film, serie eller anime, og så får jeg bare den følelse, at det kunne være rigtig fedt at cosplaye denne her karakter. 


Hvordan hørte du om Genki, og hvorfor valgte du at tage af sted første gang? 
Jeg hørte om Genki, da jeg var til en mindre convention (som desværre er lukket), og så blev jeg rigtig nysgerrig, omkring hvordan det var, og tog af sted. 


Hvad får dig til at vende tilbage til Genki år efter år? 
Jeg kommer igen og igen, fordi det er en super hyggelig con. Selvom den er stor, er den alligevel mere intim og mere samlet, i forhold til f.eks. J-Popcon. 


Du har også deltaget til J-Popcon, Geekcore, Comic Con, Copenhagen Comics, Haru-con og Copenhagen Games. Hvordan synes du, at Genki er i forhold til dem? 
Jeg synes som sagt, at Genki er mere samlet og intimt, som gør, at det bliver hyggeligere og mere trygt at komme der, på trods af at der kommer mange mennesker.


Kan du uddybe, hvad du mener med, at Genki er mere samlet og intimt? Er det fordi connens aktiviteter er samlet i og foran en bygning?
Det er nok i form af, at det er samlet i en bygning, og man skal ikke op af flere trapper og ned af lange gange. Fordi det er mere samlet finder man også hurtigere sine venner, så det bliver hyggeligere.


Er der forskel på at være cosplayer til Genki, hvor cosplay fylder meget, og arrangementer hvor cosplay ikke er så stort som f.eks. til Copenhagen Comics og Copenhagen Games? 
Ja, stor forskel. Når der er mange i cosplay, bliver man mere tryg, og man kan mere være sig selv. Modsat til Copenhagen Comics og Copenhagen Games, kan man godt føle sig lidt udenfor, og man er ikke så afslappet, som man er til Genki. 


Føler du, at der bliver set skævt til cosplayere til Copenhagen Comics og Copenhagen Games?
Ja, man kan godt lidt føle, at folk synes, man er mærkelig osv, fordi ”almindelige mennesker” ikke forstår, hvorfor vi cosplayer, og hvad cosplay egentligt er.


Hvis du skulle rangere de conner, du har været med til, hvordan ville det så se ud?
1. Genki
2. J-Popcon
3. Copenhagen Comics
4. Comic Con
5. Geekcore
6. Haru-Con
7. Copenhagen Games
Jeg har valgt denne her rækkefølge, fordi jeg bedømmer meget ud fra størrelsen af connen, hvor mange der kommer i cosplay, og hvor mange af mine venner der kommer med. Jo større connen er, jo flere aktiviteter og kendte cosplayere kan de ”tilbyde”, hvilket også gør, at det er mere attraktivt for folk, specielt cosplayere, at tage med.


Hvordan er dine forventninger til Genki 2017? Hvad ser du mest frem til? 
Jeg forventer, at det bliver en god con, uden for mange forsinkelser, med gode og spændende aktiviteter. 
Jeg ser meget frem til at vise mine cosplays frem og at se andres cosplays. Og til at holde mine meet-up’s for Black Butler og Attack On Titan fans og cosplayere.

Hvem skal du cosplaye til dette års Genki?
Jeg skal cosplaye fire karakterer i år, og jeg har partnere til alle sammen. 

Fredag: Alois Trancy – Black Butler
(med en Ciel (Kristina Petersen) som partner).

Lørdag 1: Historia Reiss – Attack On Titan
(med en Ymir (Ivy Lind) som partner).

Lørdag 2: Nick Wilde – Zootopia
(med en Judy Hopps (Linnea Toftegaard), dog kun til photoshoot).

Søndag: Undertaker – Black Butler
(med en Grell (Julie Rafn) som partner).


Kunne du finde på at deltage til Genki uden at cosplaye?
Nej, det tror jeg ikke. Hvis jeg evt. skal noget ”almindeligt” bag efter, ville jeg tage et casual cosplay på, som godt kunne gå for almindeligt tøj.


Hvilke titler tror du, at vi vil se flest cosplays fra til Genki i år?
Jeg tror, der kommer mange fra anime som Attack on Titan, Yuri!!! on Ice, Black Butler og Love Live. Ellers tror jeg der kommer mange fra filmen Suicide Squad og spillet Overwatch.

søndag den 9. juli 2017

Fantastisk sammenhold blandt de frivillige og skønt fællesskab til Genki

Så er jeg hjemme fra sommerhus igen og klar til at fortsætte optakten til Genki her på bloggen. Jeg havde dog allerede gang i et par ting, inden jeg tog af sted, og her kommer et af dem.

I denne omgang har jeg været i kontakt med Anne-Sophie Olsen - tidligere frivillig for Genki. Hun deltog til Genki for første gang i 2012 og var frivillig på eventholdet i 2014-2016. Anne-Sophie Olsen er 24 år gammel og bor i Søborg. 


Hvordan opdagede du Genki, og hvorfor valgte du at tage med første gang?
Efter min første oplevelse til J-Popcon i 2010 var jeg interesseret i at prøve andre conner af samme størrelse. Jeg havde nogle venner, der også skulle til Genki i 2012, og jeg tog med dem af sted.


Hvor stor en betydning har afstanden til connen for dig?
Ingen betydning overhovedet. Det er rart, at jeg er tættere på nu, siden jeg flyttede til Sjælland for et halvt års tid siden. Men jeg var også taget til Genki, hvis det var i Skagen.


Hvordan synes du, at Genki har udviklet sig, siden du deltog for første gang i 2012?
Det har holdt sin standard ret godt. Dealer hallen er ikke blevet større, men der er kommet mange flere boder siden min første gang, jeg var der. Ud over det har de også skiftet lokation til Farum, hvor jeg selv synes, at conområdet er meget bedre. Især delen hvor de har udendørs ting og madboder.


Hvordan og hvorfor blev du frivillig - og hvorfor blev det lige på eventholdet?
Jeg blev en del af eventholdet via min ex. Han spurgte, om jeg ville prøve at være med, og siden jeg selv godt kan lide at holde ting, som eventholdet står for, så takkede jeg ja. Ud over det fantastiske sammenhold man får med de andre frivillige, får man også gode sovemuligheder, mulighed for at få aften/morgenmad og selvfølgelig gratis adgang til connen.


Hvordan var det at være en del af eventholdet?
Det er et skønt hold at være på. Det er altid lidt hektisk på alle holdene, så det gælder om at holde hovedet koldt, når ting bliver forsinkede eller ting går galt. Ud over det er det et rigtigt godt hold, hvis man gerne vil have nye venner, da man altid mindst er to personer om at holde et event. 


Var du også selv med til at udvikle events på eventholdet, eller fik du blot tildelt nogle, som du skulle afholde?
Jeg var for det meste tildelt dem, da jeg ikke var eventleder men arrangør under en leder. Jeg skulle selv stå for dem med de redskaber Genki havde i forvejen.


Hvorfor er du ikke frivillig længere?
Jeg regner skam med at blive frivillig igen næste år. Grunden til at jeg ikke er det i år, er fordi jeg deltager i cosplayshowet, og derfor skal næsten hele lørdagen sættes af til generalprøve og showet selv. Og eventholdet holder de fleste af deres events om lørdagen. Derfor ville mine timers arbejde ikke passe, hvis jeg også ville have søvn om natten.


Hvor mange timers eventarbejde ligger der da i løbet af en con - og især lørdag?
Det er ikke altid specifikt, at man arbejder mest om lørdagen. Det er bare der, der er flest events. De fleste arbejdstimer går på at stå for Mafia spillene, da det varer mange timer ud på natten.
I år er det vist imellem 10 og 14 timer, man arbejder​ i gennemsnit. Plus, minus... med stort plus til teamleaders.


Vil du afsløre hvem du skal cosplaye som i cosplayshowet? Hvis ja, hvorfor har du valgt den karakter?
Jeg vil nu ikke afsløre, hvad jeg vil cosplaye i showet nej. Men jeg blev inspireret meget af et cover af et musiknummer, jeg altid har været helt vild med, der blev uploadet på YouTube.


Skal du optræde alene?
Nej, jeg skal ikke optræde alene. Jeg har min veninde Elisabeth ved min side.


Hvad er dine forventninger til dette års Genki? Er der noget du ser særligt frem til?
Cosplayshowet er altid det, jeg ser allermest frem til. Det og craftmanship konkurrencen. Men jeg har, netop fordi jeg er almindelig deltager i år, tænkt mig at deltage i flere events, paneler og vandre mere rundt på connen med mine venner.


Hvad synes du om det foreløbige program?
Jeg synes, det er et fair program. Det er lidt tyndt, især om søndagen, men jeg er helt vild med, at frivillige paneler og photo shoots også er med i programmet.


Er der allerede på nuværende tidspunkt nogle specifikke events, du gerne vil deltage i?
Jeg vil altid gerne opleve i diverse paneler og konkurrencer, som Genki står for.


Hvad synes du om de annoncerede gæster, og har gæsterne nogen betydning for dig?
Normalt har dommerne eller gæsterne betydning for mig, hvis jeg kender dem. Men jeg har desværre ingen viden om dem der deltager i år.


Hvad synes du om Farum Arena som ramme for connen?
Jeg synes personligt, det er en fantastisk lokation. Sovehallerne er forholdvis tæt på. Arrangørerne/de frivillige har deres egen bygning, og resten af connen har god plads til events og shows. 


Hvad synes du om priserne for at deltage?
Jeg synes, prisen er fin for en hel weekend. Det er normalpris for, hvad sådan et arrangement koster i den størrelse. Jeg synes, faktisk det er billigt i forhold til, hvad man får.


Hvad synes du, er det bedste ved Genki?
Det bedste ved Genki. Det er nok, at jeg kan dyrke min interesse med så mange andre individer. Så mange forskellige personer der har samme hobby og/eller passion for den samme ting er fantastisk. Det er sådan et skønt fællesskab, der kommer ud af en så skæv interesse.
Det og så er dealer hallen altid et slaraffenland, hvor jeg bruger alt for mange penge.

torsdag den 29. juni 2017

Venner, dealer hall og japansk madvogn - derfor tager Daniella til Genki

29 dage til Genki. Nu starter optakten. I dette blogindlæg kan I møde Daniella Eck Dreier på 24 år. Hun deltog til Genki for første gang i 2014, og så har hun været med hvert år sidenhen.


Hvordan opdagede du Genki?
Jeg blev inviteret af Allan [red. Petersen, tidligere hovedmand bag Genki]. :) Han havde inviteret min ekskæreste og mig to år i træk, så til sidst gav vi os. :D
Så vi skulle bare dukke op, så lukkede han [red. Allan] os ind.


Hvad får dig til at vende tilbage til Genki år efter år?
Mine venner klart, men også dealer hall og den japanske madvogn jeg er stor fan af.


Så du tager altid af sted til Genki sammen med nogen?
Ja, mine venner. Jeg er aldrig alene.


Kunne du finde på at tage af sted alene til Genki?
Ja, hvis jeg vidste mine venner kom. Jeg bor ikke langt fra Farum med det offentlige, så det går nok at komme alene.


Hvordan synes du, at Genki har udviklet sig, siden du deltog for første gang i 2014?
Det er gået lidt ned ad bakke... Især dealer hall som er vigtigt for mig, bliver mindre og mindre, fordi de bliver mere og mere kræsne med boder. Måske det bare er mig, der synes, at det var så hyped første år, at det er svært at leve op til, for jeg synes også, at deres paneler og aktiviteter er blevet lidt mere kedelige. 

Genki er blevet for børnevenligt, og eventet handler nu om ikke at støde spelt-hippie forældrene til børn. Jeg blev sidste år bedt om at tage et andet kostume på eller at gå hjem. På trods af at jeg langt fra var den mindst påklædte. Jeg tog mine forholdsregler og havde 3 par nylonstrømpebukser på i alt. De mente, jeg var for fræk. Aldrig har jeg oplevet lignende. Men det fortæller mig bare, at Genki er ved at bevæge sig i en mere børnevenlig og trist retning end jeg havde håbet på.

Så jeg er det sidste års tid blevet mere glad for J-Popcon, da de også har 18+ lounge. Det er rart at have et område, hvor man som voksen dedikeret cosplayer kan sidde ned i en sofa, drikke en kold øl og snakke med vennerne, uden at man bliver løbet ned af folk der leger. :)


Hvordan er dine forventninger til dette års Genki?
Jeg tænker, at det bliver hyggeligt at se mine venner. :) Og at de har taget nogle flere boder ind på dealer hall, så ikke 2/3 af boderne sælger slik og bamser.


Hvilken slags boder foretrækker du?
Lidt af hvert. Tøj, bøger/film, indretning, bentos. Jeg er åben over for alt, men når der kun er lolita kjoler, slik, bamser og de samme 50 animefigurer, så bliver det kedeligt.

Giv os parykker! Tasker! Linser! Og flere amerikanske figurer og tegneserier. Ikke kun japanske ting.
Flere spil også. :)


Hvad synes du om de andre områder på connen - f.eks. maid café, gameroom og Community Corner - og bruger du dem?
Gamer Room er sjovt! :D Mine venner og jeg bruger altid mega meget tid på Just Dance. Maid café er hyggeligt. Desværre har de indført, at maiden SKAL sidde til bords med en og deltage i samtaler... Ikke fedt. Det er træls!

Jeg savner som før nævnt et 18+ område, hvor man kan få sig lidt koldt at drikke i mindre hype omgivelser.


Har du kigget på programmet? Hvis ja, hvad synes du om det?
Det er kedeligt. Der er intet hvor jeg tænker "wauw" eller "det MÅ jeg deltage i".


Er der noget bestemt, du savner på programmet?
Jeg kunne godt tænke mig mindre "anime dating/blinddates" og flere paneler med teknikker og how to ___ mht. cosplay. Der er for mange Fairy Tail, Attack on Titan osv. events, som udelukker folk der ikke kender den slags.


Hvad synes du om de annoncerede gæster?
De er okay. Jeg kender dem ikke.


Så gæsterne har ikke nogen reel betydning for dig?
Ikke ved mindre jeg kender dem, eller deres arbejde. :)


Hvilken slags gæster ville du gerne se til Genki?
Stealth fra Canada. Han har heros workshop. 
Et af medlemmerne fra Spiral Cats fra Japan.
Bill fra Punish Props fra USA.
Kamui cosplay fra Tyskland.


Hvad synes du om, at der ikke er noget tema i år?
Det er vel ok.. Det giver mulighed for forskellighed.


Så det er ikke noget du vil savne?
Nej. For eksempel lavede deres Pokemon tema et overflow af sluttyfied pikachus. Det kan jeg godt undvære.


Hvor meget har du betalt for din billet, og synes du, det er en fair pris?
Jeg har ikke betalt endnu, det gør jeg, når jeg får løn på fredag. :)
Og nej, jeg synes prisen er MEGA høj i forhold til hvad man får.


Skal du cosplaye til Genki?
Ja. :) Jeg skal cosplaye Wonder woman, fordi jeg var stor fan af hendes nye udseende i Batman v Superman: Dawn of Justice. Og nu har hun jo fået sin nye film. :) Så det er den perfekte anledning.

søndag den 14. august 2016

Manglende dækning

Tiden flyver af sted. Vi har både haft Genki og Kita Con. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville lave lidt opsamling på Genki og havde derfor spurgt Rune fra optaktsinterviewet, om han ville være med i et opfølgende interview. Som I vel har regnet ud, blev det ikke til noget. Jeg hørte aldrig noget fra Rune, kom så fra det, og nu synes jeg, det er lidt for sent. 

Mht. Kita Con var jeg i tvivl om, hvordan jeg skulle dække arrangementet. Jeg havde jo snakket med et par arrangører på forhånd. Lige før connen spurgte jeg på Facebook, om jeg kendte nogen, der skulle af sted, og som ville fortælle lidt om deres forventninger. Jeg vidste godt, at jeg var meget sent ude, og jeg fik da heller ingen henvendelser. Min tanke havde dog været at skrive et blogindlæg lige meget hvad. Det ville så bare kun være baseret på mine egne tanker om Kita Con, men ja... life happened. 

Og nu er det faktisk hele 13 dage siden, jeg sidst har skrevet på bloggen. Hold da op. I juli sad jeg ellers og tænkte, at jeg ville tage revanche i august og få skrevet noget mere der. Indtil videre er det så ikke sket... ^^; MEN. Der er også stadig over halvdelen af måneden tilbage. Så der er tid endnu. :p

fredag den 15. juli 2016

Det sociale gør det sjovt at være frivillig.

1 uge til Genki. Mit sidste optaktsinterview er med Jamie Nohr Vetterlain på 20 år fra København, hvis interesser primært er cosplay, anime, manga, skrive og tegne. Ifølge Jamie er Genki den hyggeligste con, der er lige nu - den er ikke så stor som J-Popcon, men den er større end de mindre conner. Jamie skal være frivillig til dette års Genki - ligesom de sidste 5 år.


Hvilke år har du været med til Genki?
Jeg har været med til Genki hvert år siden 2011 - alle gangene som frivillig. Jeg tager altid med til Genki som frivillig, fordi det er pisse hyggeligt, og som frivillig møder man også nogle mennesker, og oplever, hvordan en con er støbt sammen. Man kan også være med til at gøre den god for con-goers.

Hvordan opdagede du Genki?
Jeg så deres stand til J-Popcon 2010 og blev nysgerrig. Da jeg ikke havde råd til billet, valgte jeg at søge ind som frivillig, som de reklamerede med på deres hjemmeside.

Hvorfor valgte du at tage med til din første Genki?
Jeg havde været til J-Popcon to år i træk og var meget interesseret i hele kulturen omkring conventions, bl.a. cosplays. Jeg var meget interesseret i at lære mere om det samt møde nye mennesker.

Hvorfor meldte du dig som frivillig til din første Genki? 
Jeg valgte, at blive frivillig da jeg ikke havde råd til billetten. Jeg søgte egentlig ind på stort set alle hold, da jeg egentlig bare var interesseret i at være med. Jeg endte på holdet, der dengang hed Dealerhall, som hedder Expo Hall nu, og er en sammensætning af Dealer, Artist Alley, Bring & Buy og Auktionen. Grunden til, jeg endte på det hold var, at de var de første der godkendte mig.

Hvilket team hører du under i år som frivillig, og hvorfor har du valgt det?
Jeg hører igen i år under Expo Hall, som jeg også har gjort alle de andre år. Jeg valgte det, da jeg kender stort set alle de gamle i teamet, og det er super hyggeligt at arbejde med dem. I år er jeg i underkategorien Night’s Watch, som er nattevagterne, der holder øje med Dealer Hall om natten.

Fortæl lidt om de opgaver, du har som frivillig.
Jeg har ikke så mange opgaver i løbet af hele connen, da jeg er nattevagt og derfor bare sidder og holder øje med, at ingen går ned og stjæler fra dealerne. Det er dog meget hyggeligt, da man altid har en partner at snakke med gennem natten.

Har du haft mulighed for at få indflydelse på dit vagtskema?
Ja, vi har altid haft mulighed for at bede om fri til bestemte events, hvis vi er interesseret i dem. Dog kan ikke alle ønsker lade sig gøre, men hvis der er events, vi gerne vil se, bestræber de sig efter, at give os tid til dem. Da jeg er nattevagt, har jeg dog ikke haft det store behov for dette.

I hvilket tidsrum er nattevagten?
Jeg kender ikke mit skema endnu, men typisk er det en halv nat ad gangen, men vagten er fra Expo Hall lukker, til den åbner igen, i min afdeling. 

Hvilke goder er der ved at være frivillig, og hvor meget betyder de for dig?
Altså, for det første får jeg billetten og sovepladsen betalt. Det betyder meget for mig, da det er en god måde at komme af sted på, hvis ikke man har så mange økonomiske ressourcer. Udover det synes jeg, at man får nogle rigtig gode venskaber og lærer de frivillige samt andre con-goers at kende på en anden måde. Det er også nice, at man skaber et teamwork, og vores ledere er altid friske på at høre feedback og forslag til forbedringer.

Hvad synes du, er det bedste og værste ved at være frivillig til Genki?
Det bedste er helt klart de mennesker, jeg møder hvert år, og den følelse man får af at være med til at stable noget på benene og vide, at det ikke havde været muligt uden os.
Det er svært at finde noget, jeg er utilfreds med, da jeg mener, at vi i hvert fald i vores team, har et rigtig godt arbejdsmiljø og sammenhold. Dog kan de kedelige arbejdsopgaver, så som at rydde op på connen efter den er slut, være lidt nederen, men det ender altid med at være hyggeligt, fordi vi frivillige er sammen om det.

Har du været frivillig til andre conner i fanmiljøet?
Nej, det har jeg ikke. Jeg har det fint med at være frivillig kun til Genki, da jeg gerne vil opleve f.eks. J-Popcon som gæst og ikke som frivillig. Jeg går ikke til så mange andre conner mere, efter SVScon lukkede.

Hvordan er dine forventninger til Genki? 
Jeg glæder mig rigtig meget, da jeg ved, at det bliver super hyggeligt blandt de frivillige og i mit team. Da jeg er nattevagt, har jeg fri om dagen og kan derfor nyde connens events til det fuldeste. Mine forventninger er lige så høje som de andre år, og jeg er endnu ikke blive skuffet.

Hvad ser du mest frem til og hvorfor?
Jeg ser mest frem til at opleve con-følelsen igen, da jeg elsker at være til conner. Jeg glæder mig til at se AMV-konkurrencen og cosplayshowet, da jeg altid er nysgerrig omkring, hvilke talenter der deltager i år. Udover det glæder jeg mig også rigtig meget til at se de venner, jeg ikke ser uden for conner.

Så det sociale spiller en stor rolle mht. at være frivillig hos Genki? Ville du stadig melde dig, hvis mange af de andre frivillige, du allerede kender, stoppede?
Det er helt klart en vigtig faktor for, at jeg melder mig til som frivillig, men jeg gør det dog også for at kunne komme af sted.
Det er altid hyggeligt at møde nye mennesker blandt de frivillige, og selvom der er nogle, der stopper et år, kommer der nogle nye, og der er måske en mere flydende udskiftning, end reelt at alle stopper. Så der er altid nogle jeg kender!

onsdag den 13. juli 2016

Uopdaget(?) uhygge til Genki

9 dage til:

Optakten fortsætter her på bloggen, men denne gang skal vi en tur bagom. Det er nemlig ikke en kommende deltager, jeg har lavet et interview med, men en af arrangørerne - nærmere bestemt hovedmanden bag Genki: Victor Alring.

Nogle har måske bidt mærke i det, imens det er gået andre over hovedet, men årets tema til Genki er youkai/horror. Fordi der netop har været så lidt fokus på temaet, valgte jeg at gøre det til emnet for dette lille interview. 

Logoerne er tegnet af Anders Berg.


Hvorfor har I valgt, at Genki skal have et tema?
Oprindeligt valgte vi at have tema, fordi vi gerne ville have noget nyt for hvert år, så folk der har været til Genki mange gange før, ikke følte, det bare var mere af det samme måske bare med et nyt event eller to. Et tema ville samtidigt give os muligheden for at sætte et twist på allerede eksisterende events, og have det hele følge samme røde tråd.


Hvorfor faldt valget på youkai/horror som årets tema?
Vi åbnede for forslag til tema, både internt og eksternt, og samlede så 4-5 stykker, som vi syntes kunne være fede at have, og som var reelle nok til, at de kunne lade sig gøre - vi har derfor desværre afslået ting som "Pink Princess"-tema (beklager). 

Vi havde så et internt møde med vores dekorations- og eventhold, om hvilket tema, de mente, ville være mest interessant at have, og hvor der kunne bygges events og dekorationer rundt om. Vi endte med et meget bredt horrortema, så for at snævre det lidt ind og give det et lidt mere japansk flair, valgte vi Youkai.


Har I brugt/vil I bruge temaet i jeres promovering af Genki 2016? 
Det har vi men desværre ikke i lige så stort omfang, som vi oprindeligt ville.
Kombinationen af gælden der lå i Genki, da jeg købte brandet; faldet af billetsalg, nok grundet de nye datoer og hvor sent sovesalen endelig blev godkendt; og et par andre ting, har gjort, at vi ikke har kunne lave den markedsføringskampagne, vi havde ønsket os.

Det bedste eksempel på promovering med vores tema, er nok den tegnekonkurrence vi afholdte under J-Popcon, hvor alle indsendte tegninger skulle følge vores tema. Tegningerne kan alle findes i vores hjemmesides kunstgalleri.


Hvordan vil temaet komme til udtryk til selve connen?
Som nævnt før er vi stødt på uhensigtsmæssigt mange forhindringer i planlægningen af dette års Genki, så der er rigtigt mange ting, vi desværre måtte skære fra, fordi det ikke kunne nås, eller fordi vi ikke havde pengene alligevel.

Fx var en af vores oprindelige ideer, at alle maids og butlers i vores annoncerede maid cafe skulle være youkai i menneskeform. Det skulle have været sådan, at de kunne afsløres ved, at de fx enten havde to kattehaler som en bakeneko, rævehale som en kitsune, horn i panden som en oni, var blege som en yuki-onna, etc. 
Det har vi måtte skrotte på grund af manglende tid og penge. Det gælder også andre ideer, hvilket er ærgerligt, da vi mener, at det er de små detaljer, der virkelig sælger konceptet. Dog har vores dekorationshold gjort deres ypperste for at sælge stemningen til gæsterne, og vores eventhold har prøvet at komme på events, der passer til temaet også.

Vi har dog internt besluttet - og det har jeg ikke noget imod at annoncere her - at hvis vi ikke får solgt temaet godt nok i år, så holder vi en pause med det, til gælden er betalt af, og vender så forhåbentligt meget stærkt tilbage.

tirsdag den 5. juli 2016

Rune er meget spændt på sin første Genki!

17 dage til Genki. Her i optaktsinterview nr. 3 har jeg snakket med Rune Obling på 26 år. Han bor på Fyn på en lille gård sammen med sine to leopard geckoer - hans store kærlighed. Rune er opvokset på Fyn, men har dog forladt øen i forbindelse med uddannelse og arbejde. Pt. står han uden arbejde, men han har tidligere arbejdet som Software Developer hos Grundfos. Rune bruger meget af sin fritid på at være kreativ, hvilket kommer til udtryk både gennem tegninger og musik. Så ser han serier (herunder også anime), streams og film. 


Fortæl lidt om din interesse for japansk popkultur.
Jeg har selvfølgelig i min opvækst været fanget af... meget anime og manga. I forhold til min nye interesse for cosplay har det måske ikke lagt så meget i det japanske. Her til Genki bliver der lavet cosplay af en Homestuck karakter. Den oprindelige plan var Pyro fra Team Fortress. 
Men selv i dag ser jeg meget anime og læser mangaer. Det ender måske endda ofte med, at hele aftenen ryger på det (især her for tiden).
Igen, som jeg nævnte tidligere. Dette er min første con, nogensinde. Interessen for den japanske pop-kultur er der. Det er jo Genki, :) men har dog ingen "erfaring." If that makes sense.

Hvordan hørte du om Genki?
Jeg er medlem af en tegnegruppe, hvor jeg har mødt rigtig mange interessante kreative mennesker. Næsten samtlige spurgte, om jeg skulle til Genki - og jeg har bare været et spørgsmålstegn. Så jeg hørte om Genki igennem kreative fremmede på nettet, hvilket er de samme personer, som lokker mig med i år. Det er også dem, som har oplyst mig om det danske cosplaymiljø, som jeg egentlig ikke troede, vi havde. Så jeg havde ikke skænket det en tanke.

Skal du så følges med nogen af dem til Genki?
Helt klart. Igennem denne gruppe har jeg mødt en fantastisk person. Det var egentlig hende, der gav det sidste skub, som fik mig overtalt. Så uden at være clingy følges jeg nok meget rundt med hende. Men også alle disse personer jeg har mødt online. Dem vil jeg rigtig gerne møde - måske især fordi hvert især virker folk så forskellige, men alligevel som nogle forstående mennesker. Vi får se. Der er mange, jeg ikke har mødt "face to face" endnu. :)

Hvor stor en gruppe taler vi om?
Den kreative gruppe, hvor jeg har mødt folk, er "Unge tegnere/kunstnere". Der er flere tusinde herinde. Jeg begyndte at snakke med én over Skype. Så inviterer de folk ind i samtalen, og inden du ved af det, er man del af en vennegruppe også. Hah. Så jeg kender mange igennem andre, som så også skal til Genki.
Til selve Genki har jeg dog ikke en gruppe, jeg går rundt med - bare min ven. Mange af de andre skal vist sidde i det som hedder Artist Alley.

Skal du deltage alle tre dage?
Yes. Jeg var med i en konkurrence, som blev afholdt af en Youtuber, der hedder SuperPinkyKitty, og vandt derigennem billet til alle dage. Så jeg har adgang alle dage, plus sovesal. :)

Hvordan har du det med at skulle sove i sovesal?
Det har jeg det helt okay med. Jeg har prøvet det før med en masse fremmede i forhold til mit rollespil. Dog er jeg måske også lidt naiv. Jeg stoler på folk, så må de skuffe mig. Så jeg har det rigtig fint med det. Det er også dejligt, jeg har muligheden, så jeg ikke skal finde hotel eller familie at overnatte ved.

Hvordan er dine forventninger til Genki?
Jeg har ikke de helt store forventninger. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sammenligne det med i hvert fald. Dog har jeg måske nogle forventninger til typen af folk, som er med. Igen lyder det som, at communitiet er meget forstående for forskellighed, og at introverte får lov til at være åbne over for andre med samme personlighed og interesser. Så jeg forventer måske en masse mennesker med samme interesser og en masse åbenhed og kreativitet. :)

Hvad ser du allermest frem til?
Haha, uden at lyde selvisk og hæve mit ego: Om nogen kan genkende mit cosplay. 
Eller... møde alle disse dejlige varme mennesker jeg har skrevet med over så lang tid.
Åh, jeg er så spændt.

Hvad synes du om det foreløbige program?
Der kan jeg desværre ikke være med. Jeg ved faktisk ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg har fået nogle enkelte events at vide - som jeg dårligt kan huske. Jeg var faktisk derinde og lede efter en programoversigt, men forgæves. Heh. Sorry!

Du vil måske bare lade din ven, hive dig med til de events, hun synes om?
Hahah, jeg håber, at jeg hører mere, eller får noget info inden, så jeg også selv kan tage nogle beslutninger, men selvfølgelig tager jeg gerne imod de anbefalinger, som dem der har været der før, har. :)
Har du været der før? Og har du nogle anbefalinger til events? Haha.
Jeg har som en del af at være konkurrencevinder en opgave om at skulle spille med hende Youtuberen, som jeg vandt billet af. That is all.

Hvad synes du om temaet - har det nogen betydning for dig?
Jeg føler mig utrolig uforberedt allerede, Maibritt! 
Hvad er temaet i år? :)
Hahah. Jeg skal have spurgt mine venner om ordenlig information. Jeg havde svært ved at navigere rundt på deres hjemmeside.

Temaet er yokai/horror.
Ahh yokai! Sweeeet. Jeg er all in for horror. Jeg ved ikke, om det har betydning, men jeg er endnu mere spændt nu. De har nok valgt mit favorit tema over alle. Ej en glædelig nyhed!
Jeg har selv leget statist før som zombie til andre events men også som stand ins til rollespil events. Fedt! :D Jeg er begejstret.