torsdag den 28. juni 2018

Kita Con 2018 er baseret på erfaringer fra 2016

Den 13.-15. juli løber Kita Con af stablen. Det bliver anden gang foreningen Anime Kita forsøger sig med en con. Første gang var i 2016, hvor connen endte med underskud. Planlægningen af 2017 gik i vasken, men i år bliver connen til noget. Dog i mindre men mere intime og hyggelige rammer, lyder det til. I dette blogindlæg har jeg lavet et interview med folkene bag connen omkring deres foreventninger til connen og dele af planlægningen. Medmindre andet er angivet har bestyrelsen svaret samlet på spørgsmålene.


Hvor mange deltagere regner I med? 
Budgettet for Kita Con 2018 er lagt efter 50 deltagere (inklusiv staff). Estimatet er baseret på vores forrige con (i 2016). Men vi håber naturligvis på at se større fremmøde og støtte fra folk, som vil være med til at gøre connen til en god oplevelse og holde Kita-traditionen i live. På nuværende tidspunkt mangler vi dog flere deltagere for at realisere denne drøm.


Hvorfor har I valgt at bruge conbillet.dk til salg af billetter og ikke jeres eget selvbetjeningssystem, som I allerede har på hjemmesiden?
Vi har tekniske problemer med vores eget system, Kishu, og p.t. ikke ressourcerne til at få dem fikset. Derfor har vi takket ja til at indgå et samarbejde med Conbillet.dk i år.


Hvilke tanker gjorde I jer, da I lavede programmet? 
På baggrund af den feedback vi fik på Kita Con 2016, var vi opmærksomme på, at antal og størrelse af events skulle tilpasses det forventede deltagerantal. Vi udarbejdede således en eventliste i fællesskab og fordelte de forskellige events ud til nogle ansvarlige (ofte dem, der kom med idéen). Anders G. (eventansvarlig) satte dernæst events ind i programmet med henblik på at gøre weekendens program hensigtsmæssigt og repræsentativt for vores tidligere deltageres ønsker og tid/rådighed.


Bliver det muligt at læse om de forskellige events på programmet inden connen?
Ja. Det er planen, at der på vores hjemmeside bliver offentliggjort en oversigtsliste med de enkelte events. Denne liste bliver tilgængelig, når vi har tilrettelagt alle weekendens events - vi kan endnu ikke sige hvornår.


Da I åbnede for tilmeldingen, nævnte I, at I byder på hjemmelavet mad fra det asiatiske køkken. Kan I uddybe det? Altså hvad bliver det, hvordan og hvorledes? Jeg kan nemlig se, at både aftensmad og morgenmad optræder på programmet.
Morgenmaden bliver et klassisk morgenbord, som vi kender det - med lune rundstykker, diverse typer pålæg, juice og kaffe. Aftensmad fredag bliver en teriyaki-inspireret wokret med nudler, diverse grøntsager og marineret oksekød (valgfrit). Aftensmad lørdag bliver en cremet grøntsagscurry med forskellige rodfrugter, bl.a. søde kartofler - og hertil kyllingetern (valgfrit). Alle retter egner sig til vegetarer, da kød tilberedes ved siden af retten, så man har mulighed for at fravælge det. Til morgenmaden vil der ligeledes være pålæg uden kød.
Den fulde menu kan læses på tilmeldingssiden, og vi arbejder ligeledes på at få den offentliggjort på vores hjemmeside.


Hvad har I lavet af ændringer og forbedringer i forhold til Kita Con 2016?
Først og fremmest har vi afstemt vores forventninger og vores planlægning efter et lavere deltagerantal, end vi gjorde i 2016. Inden vi overgik fra Kita Træf til Kita Con i 2016, havde vi på fast basis omtrent 100 deltagere til de to årlige træf, og vi antog, at tallet ville være deromkring til connen også. Derfor planlagde vi ud fra det, så både antal og udformning af diverse events (eks. cosplayshow) var tilsvarende. I år er vi opmærksomme på, at størrelse og kvantitet skal svare til færre deltagere, og ambitionen om en stor con er skruet ned, mens der er større fokus på at gøre det hyggeligt for dem, som kommer. 
Blandt andet har vi valgt en anden skole at afholde connen på, hvor der er mulighed for at samle de forskellige events og lokaler på én gang (foruden receptionen m.v.), således at deltagerne ikke skal spredes rundt omkring på skolen eller gå flere etager for at deltage i et event. Af andre tiltag kan nævnes, at Artist Alley/Dealerområdet er placeret mere centralt, hvilket var et ønske efter connen i 2016.


Hvad ser I selv mest frem til ved Kita Con 2018?
Louise Vangsted (formand): Overordnet set glæder jeg mig til det hele. Vi har allerede nu lagt utroligt mange timer i planlægningen, og vi har mange forestillinger om, at udformningen af Kita Con 2018 vil medføre en hyggelig, intim con, hvor der er plads til fordybelse, nørderi og venskab. 
Personligt er jeg dog også spændt på at se, hvordan vores forberedelser vil udspille sig i praksis. Til connen i 2016 var jeg frivillig i Planrådet - min første “store” rolle i Anime Kita. I år er jeg formand og ikke nok med, at jeg har betydeligt mere ansvar, så har jeg også været med til at forme connen mere end sidste gang. Jeg håber derfor i endnu højere grad, at connen bliver en succes, som vi i bestyrelsen og Planrådet kan være stolte af. 
(Og slutteligt må jeg krybe til korset og indrømme, at jeg også glæder mig til et par lange nætter med Werewolf, som jeg har en stor forkærlighed for).

Jesper Pedersen (bestyrelsesmedlem): Jeg ser mest frem til at skabe en hyggelig con for de deltagende med masser af stemning. Der er mange muligheder for diverse aktiviteter under Kita Con, og det bliver fedt at skabe de korrekte rammer om connen.

Dirk K. Nielsen (bestyrelsesmedlem): Jeg ser frem til en hyggelig weekend, hvor deltagere og arrangører får gode oplevelser og dejlige minder med fra Kita Con.

Chriss Mortensen (næstformand): Jeg ser helt klart mest frem til, at vi får afholdt en con, som lever op til vores egne men ikke mindst også deltagernes forventninger. Som vi har nævnt tidligere er forventningerne selvfølgelig sat markant lavere end tilbage i 2016, men vi har trods alt lært en hel masse af de ting, som gik både godt og skidt, og så har vi fokuseret på at gøre de ting bedre, som vi kunne. 
På det personlige plan håber jeg på at få en meget mere rolig og afslappende con, da jeg føler, vi har noget bedre styr på tingene i år. Og så kan jeg nok heller ikke slippe uden om Werewolf, som ved alle tidligere Kita Træf og Con har holdt mig vågen i mange timer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar