Som jeg tidligere gav udtryk for, er udvalget blandt sommerens anime hos Crunchyroll og Wakanim Nordic utrolig tyndt. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har fulgt så få serier i en sæson. Kun 3 stk. er det blevet til - og det er heller ikke fordi de ligefrem er fantastiske.
Jeg manglede altså noget at se. Jeg valgte derfor at kaste mig ud i My Hero Academia. Denne beslutning vil nok overraske især, dem der kender mig godt. Jeg ser nemlig meget sjældent shounen. Faktisk har jeg tendens til at gå udenom dem allerede ved første øjekast. Især hvis de bliver hypet. My Hero Academia fyldte meget i sfæren, da den udkom i 2016. Den skreg - eller nærmere brølede - "shounen"... og jeg løb skrigende væk.
Da sæson 2 udkom i foråret sidste år, skænkede jeg den heller ikke nogen form for opmærksomhed. Det samme gjaldt sæson 3, som startede her i foråret.
Jeg manglede altså noget at se. Jeg valgte derfor at kaste mig ud i My Hero Academia. Denne beslutning vil nok overraske især, dem der kender mig godt. Jeg ser nemlig meget sjældent shounen. Faktisk har jeg tendens til at gå udenom dem allerede ved første øjekast. Især hvis de bliver hypet. My Hero Academia fyldte meget i sfæren, da den udkom i 2016. Den skreg - eller nærmere brølede - "shounen"... og jeg løb skrigende væk.
Da sæson 2 udkom i foråret sidste år, skænkede jeg den heller ikke nogen form for opmærksomhed. Det samme gjaldt sæson 3, som startede her i foråret.
I skrivende stund er der 57 episoder ude af My Hero Academia. For mig der typisk ser serier på 12-26 episoder, er det en del. "Det er alt for mange episoder, til at jeg gider forsøge at indhente den serie," tænkte jeg. Efterfølgende opdagede jeg, at jeg jo faktisk har set en 40 episoder af Attack on Titan - hvor mit engagement har været dalende. Og hvis jeg kan se en shounen serie med en så ulidelig hovedperson som Eren, så burde jeg måske give My Hero Academia en chance.
Mit kendskab til My Hero Academia var ret begrænset. Jeg vidste, at det var noget med en helteskole og figurer med overnaturlige kræfter. I stil og tone mindede den mig desuden om Tengen Toppa Guren Lagann, som faktisk overraskede mig positivt, da jeg endelig fik den set tidligere i år. Nå ja, så vidste jeg også, at det er BONES, der står bag serien. For mig er det et kvalitetsstempel, når det kommer til animation og produktion.
Så jeg overgav mig og lod episode 1 Izuku Midoriya: Origin tone frem på skærmen... og eps. 2... og 3... og 4... Derefter lagde jeg serien lidt fra mig. Egentlig fordi jeg havde tænkt, at jeg ville skrive et blogindlæg om mit første indtryk - og eps. 4 virkede som et godt sted at gøre det efter.
Som I kan regne ud, blev det blogindlæg ikke til noget. Andre ting kom i vejen, og som dagene gik, faldt entusiasmen for serien også. I dag tænkte jeg så: "Nå. Nevermind. Jeg får ikke skrevet det blogindlæg. Jeg prøver at se en episode mere." Nu sidder jeg så og skriver et blogindlæg alligevel... bare 9 episoder senere... ^^; Ja, jeg har set 9 episoder af My Hero Academia i går. Ja, det er resten af hele første sæson. Nej, det var ikke sådan, jeg havde tænkt, jeg skulle bruge min dag i går, inden jeg skulle på arbejde.
Som I kan regne ud, blev det blogindlæg ikke til noget. Andre ting kom i vejen, og som dagene gik, faldt entusiasmen for serien også. I dag tænkte jeg så: "Nå. Nevermind. Jeg får ikke skrevet det blogindlæg. Jeg prøver at se en episode mere." Nu sidder jeg så og skriver et blogindlæg alligevel... bare 9 episoder senere... ^^; Ja, jeg har set 9 episoder af My Hero Academia i går. Ja, det er resten af hele første sæson. Nej, det var ikke sådan, jeg havde tænkt, jeg skulle bruge min dag i går, inden jeg skulle på arbejde.
Så hvad skete der? Jeg blev ramt af noget. Jeg kan ikke helt beskrive det. Jeg er dog ganske overbevist om, at den følelse jeg sad med, er præcis den følelse, en rigtig shounen serie drømmer om at skabe i sine seere. En følelse af at tro på hovedpersonen. En følelse af at man kan mere. Drømmen om at blive noget stort. Inspiration og opmuntring til at følge sine drømme. En herlig følelse.
Og nøj hvor passer soundtracket bare godt til serien. Musikken er i den grad også med til at skabe den ovennævnte følelse. Soundtracket forstår at understøtte både de dramatiske, sjove og følelsesladede scener. Det fyrer virkelig op under seeren. Hvis jeg havde set My Hero Academia dengang den udkom i 2016, havde soundtracket helt klart fået en nominering i min prisuddeling.
Historiemæssigt er der egentlig ikke meget nyt at komme efter. Det er heller ikke, fordi vi når en hele masse på de 13 episoder i sæson 1 - og så alligevel. Vi får Izukus baggrundshistorie, hans optagelsesprøve, hans skolestart og en smagsprøve på hovedskurkene. Set med shounen øjne er det faktisk meget pænt. Det er den klassiske underdog historie. Den er bare fortalt med rigtig meget hjerte. Jeg føler med og hepper hele tiden på Izuku. Hans forhold til barndomsvennen og rivalen Bakugo er også interessant at følge. Ved første øjekast virker det ret simpelt, men jeg har det indtryk, at det faktisk er mere komplekst.
My Hero Academia byder på et stort persongalleri (som så mange andre shounen serier). Det giver både plads til at lege med mange forskellige evner og character design, men det forøger også chancen for at seerne kan finde en at spejle sig i og/eller finde cool.
Og nøj hvor passer soundtracket bare godt til serien. Musikken er i den grad også med til at skabe den ovennævnte følelse. Soundtracket forstår at understøtte både de dramatiske, sjove og følelsesladede scener. Det fyrer virkelig op under seeren. Hvis jeg havde set My Hero Academia dengang den udkom i 2016, havde soundtracket helt klart fået en nominering i min prisuddeling.
Historiemæssigt er der egentlig ikke meget nyt at komme efter. Det er heller ikke, fordi vi når en hele masse på de 13 episoder i sæson 1 - og så alligevel. Vi får Izukus baggrundshistorie, hans optagelsesprøve, hans skolestart og en smagsprøve på hovedskurkene. Set med shounen øjne er det faktisk meget pænt. Det er den klassiske underdog historie. Den er bare fortalt med rigtig meget hjerte. Jeg føler med og hepper hele tiden på Izuku. Hans forhold til barndomsvennen og rivalen Bakugo er også interessant at følge. Ved første øjekast virker det ret simpelt, men jeg har det indtryk, at det faktisk er mere komplekst.
My Hero Academia byder på et stort persongalleri (som så mange andre shounen serier). Det giver både plads til at lege med mange forskellige evner og character design, men det forøger også chancen for at seerne kan finde en at spejle sig i og/eller finde cool.
Min egen favorit er dog stadig Izuku. Han er lidt af et tudefjæs, men han har et godt hjerte. Jeg ser frem til at følge hans udvikling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar