Siden jeg var barn har jeg elsket at danse. Så da jeg hørte om Welcome to the Ballroom blev jeg meget begejstret. En anime om dans! Den måtte jeg se! At det var Production I.G, der stod bag gjorde det endnu bedre.
I dag er det desuden sjældent, at animeserier laves på mere end 11-13 episoder fra start. Så når der kommer en anime på 24 episoder, kan det tolkes som, at det er en serie, som studiet virkelig tror på.
Jeg var SÅ spændt.
Og så slog Anime Strike sine klamme kløer i Welcome to the Ballroom og destruerede mine dansedrømme.
Det er et års tid siden nu. Anime Strike er blevet aflivet, og anime findes nu som del af Amazon Prime Video i stedet for. Eftersom Morten ikke bryder sig om dans, har det betydet, at jeg kunne åbne døren ind til Ballroom alene. Jeg har således fået set hele serien siden i søndags. ^^;
MEN
Det betyder faktisk ikke, at Ballroom er en super god serie. Den starter meget fint, omend også ret klassisk for sportsanime. Vi har en gut uden interesser, som pludselig får øjnene op for noget særligt - i dette tilfælde dans - og han virker til at have et skjult talent for det. Samtidig er han så heldig at få en mentor, som er udøver i topklasse. Der er en vis Victor og Yuri vibe over Sengoku og Tatara Fujitas forhold - uden de romantiske undertoner altså!
Selvom de første episoder bruges til at skabe en kliché opsætning, så er Ballroom succesfuld mht. det vigtigste element: glæden ved sin sport. Fujitas omend naive begejstring for dans er smittende. Sportsanime bør gøre seeren interesseret i den givne sport. Måske endda give seeren lyst til at udforske den selv.
Efter Ballroom har etableret sin setting, sin hovedperson, hovedrivalen og "den smukke pige" karakteren, bevæger serien sig over i en 7-episoders story arc. Her er omdrejningspunktet en ny rival og dennes søster. Vi følger de to nye par gennem Tenpei Cup - det er altså et turneringsformat.
Story arc'en bruges til flere ting:
- udvikling af Fujita som danser
- lidt udvikling af Mako som danser og person
- indblik i dynamikken i et dansepar
- Shizuku går fra at være "den smukke pige" og lidt et trofæ til at være en rival
- at vise hvor fysisk krævende dans egentlig er
Især det sidste fylder meget. Det er normalt, at sportsanime viser hård træning og udøvere der yder lige det sidste. I Ballroom føler jeg dog, at det desværre fjerner fokus fra glæden ved dans. Jeg er mere efterladt med indtrykket "Dans er f*cking hårdt!" frem for "Hvor er dans sjovt!" Det bedste ville være, hvis de to blev kombineret. Så det blev til "Dans er sjovt, selvom det er hårdt."
Jo, der er nogle øjeblikke, hvor danseglæden skinner igennem. Og ja, det er også interessant at følge Fujitas kamp og udvikling. Selvfølgelig hepper jeg på ham og Mako. Det er bare som om, der er noget, der mangler. Jeg synes også, at turneringen blev strukket for langt. Jeg ved godt, at der er flashbacks og baggrundshistorie ind imellem, men når man genbruger scener igen og igen, mindskes effekten.
Når alt det så er sagt, så er de 11 første episoder faktisk den bedste del af Ballroom efter min mening.
I sidste halvdel går Gaju fra at være "ham naren, der er en rival" til at være "han er måske en nar, men nu er han min nar, for han er min ven." Det virker liiidt underligt, men uden den overgang kunne vi selvfølgelig ikke få den nye gruppedynamik med de seks unge dansere og henholdsvis pige- og drengesnakkene.
Lad os blive ved karaktererne. Fujita fungerer fint nok som seriens hovedperson. Jeg synes bare, det er en skam, at vi ikke får mere af hans baggrundshistorie. Hvorfor vil han stadig ikke fortælle sin far og bedstemor om sin passion for dans? Der kunne også gøres så meget mere ud af hans iver efter, at få nogen til at lægge mærke til ham. Skyldes det, at hans mor vendte ham ryggen som lille?
Den karakter, jeg bedst kan lide, er Kiyoharu Hyodo. Han er en anderledes rivaltype. Jeg er således glad for, at han ikke bliver bænket mere end en konkurrence - og selvom han ikke danser i den, påvirker han den stadig. Jeg havde således nok i Hyodo som rival i kombination med Shizuku. Jeg havde ikke brug for Kugimiya... som jeg egentlig også synes er ret nedern.
Med tilføjelsen af Chinatsu Hiyama åbnes der op for en hel masse muligheder. Hendes karakter irriterede mig dog desværre fra start, hvilket gjorde, at det føltes som en lang og sej kamp at følge hendes og Fujitas udvikling som par. Danseglæden viger også for frustration og stereotype mandschauvinistiske synspunkter, som f.eks. at Chinatsu er en hoppe, der skal tæmmes. Anden halvdel føles således som en masse spildt potentiale.
Alt i alt har Ballroom sine gode og dårlige sider - jeg havde bare forventet så meget mere! Jeg ved heller ikke rigtigt hvilket publikum, jeg skulle anbefale den til.
Selvom de første episoder bruges til at skabe en kliché opsætning, så er Ballroom succesfuld mht. det vigtigste element: glæden ved sin sport. Fujitas omend naive begejstring for dans er smittende. Sportsanime bør gøre seeren interesseret i den givne sport. Måske endda give seeren lyst til at udforske den selv.
Efter Ballroom har etableret sin setting, sin hovedperson, hovedrivalen og "den smukke pige" karakteren, bevæger serien sig over i en 7-episoders story arc. Her er omdrejningspunktet en ny rival og dennes søster. Vi følger de to nye par gennem Tenpei Cup - det er altså et turneringsformat.
Story arc'en bruges til flere ting:
- udvikling af Fujita som danser
- lidt udvikling af Mako som danser og person
- indblik i dynamikken i et dansepar
- Shizuku går fra at være "den smukke pige" og lidt et trofæ til at være en rival
- at vise hvor fysisk krævende dans egentlig er
Især det sidste fylder meget. Det er normalt, at sportsanime viser hård træning og udøvere der yder lige det sidste. I Ballroom føler jeg dog, at det desværre fjerner fokus fra glæden ved dans. Jeg er mere efterladt med indtrykket "Dans er f*cking hårdt!" frem for "Hvor er dans sjovt!" Det bedste ville være, hvis de to blev kombineret. Så det blev til "Dans er sjovt, selvom det er hårdt."
Jo, der er nogle øjeblikke, hvor danseglæden skinner igennem. Og ja, det er også interessant at følge Fujitas kamp og udvikling. Selvfølgelig hepper jeg på ham og Mako. Det er bare som om, der er noget, der mangler. Jeg synes også, at turneringen blev strukket for langt. Jeg ved godt, at der er flashbacks og baggrundshistorie ind imellem, men når man genbruger scener igen og igen, mindskes effekten.
Når alt det så er sagt, så er de 11 første episoder faktisk den bedste del af Ballroom efter min mening.
I sidste halvdel går Gaju fra at være "ham naren, der er en rival" til at være "han er måske en nar, men nu er han min nar, for han er min ven." Det virker liiidt underligt, men uden den overgang kunne vi selvfølgelig ikke få den nye gruppedynamik med de seks unge dansere og henholdsvis pige- og drengesnakkene.
Lad os blive ved karaktererne. Fujita fungerer fint nok som seriens hovedperson. Jeg synes bare, det er en skam, at vi ikke får mere af hans baggrundshistorie. Hvorfor vil han stadig ikke fortælle sin far og bedstemor om sin passion for dans? Der kunne også gøres så meget mere ud af hans iver efter, at få nogen til at lægge mærke til ham. Skyldes det, at hans mor vendte ham ryggen som lille?
Den karakter, jeg bedst kan lide, er Kiyoharu Hyodo. Han er en anderledes rivaltype. Jeg er således glad for, at han ikke bliver bænket mere end en konkurrence - og selvom han ikke danser i den, påvirker han den stadig. Jeg havde således nok i Hyodo som rival i kombination med Shizuku. Jeg havde ikke brug for Kugimiya... som jeg egentlig også synes er ret nedern.
Med tilføjelsen af Chinatsu Hiyama åbnes der op for en hel masse muligheder. Hendes karakter irriterede mig dog desværre fra start, hvilket gjorde, at det føltes som en lang og sej kamp at følge hendes og Fujitas udvikling som par. Danseglæden viger også for frustration og stereotype mandschauvinistiske synspunkter, som f.eks. at Chinatsu er en hoppe, der skal tæmmes. Anden halvdel føles således som en masse spildt potentiale.
Alt i alt har Ballroom sine gode og dårlige sider - jeg havde bare forventet så meget mere! Jeg ved heller ikke rigtigt hvilket publikum, jeg skulle anbefale den til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar