Den eneste sportsgren jeg har set meget på tv, har været håndbold - og kun landskampe. Når det gælder sportsanime har jeg dog efterhånden været vidt omkring:
- badminton: Hanebado (2018)
- baseball: Moshidora (2011)
- basket: Kuroko no Basket (2012, 2013)
- boksning: Megalobox (2019)
- bordtennis: Ping Pong the Animation (2014)
- bueskydning: Tsurune (2018)
- dans: Welcome to the Ballroom (2017)
- fodbold: Days (2016), The Knight in the Area (2012)
- rugby: All Out!! (2016)
- sumobrydning: Hinomaru Sumo (2018)
- svømning: Free! (2013)
- soft tennis: Stars Align (2019)
Selvom der dog er en del, jeg ikke har set til ende, har jeg udviklet en generel interesse for sportsanime. Når der kommer en ny, er jeg nysgerrig omkring, hvordan den vil gøre den givne sportsgren interessant.
Historien i sportsanime ligner typisk hinanden. Så det der ofte bærer dem er karaktererne, og jeg værdsætter som sagt et godt og interessant persongalleri. Og når underdogen skal bevise sit værd, følger der som oftest noget personudvikling med. Nogle gange er det mest fokuseret på få karakterer, andre gange får hele holdet lov til at shine på forskellige tidspunkter og måder.
Herunder vil jeg fremhæve de sportsanime, der har gjort indtryk på mig igennem det sidste årti. Det kan både være gennem intense opgør, karakterernes glæde for deres sport og udviklingen af dem som atleter og personer.
Cross Game (2009):
Med hjertet på rette sted
Med en blanding af drama, sport og komedie sørgede Cross Game i den grad for, at jeg begyndte at synes om baseball. Cross Game formår at integrere sporten som en del af historien, og selvom vi følger træning og kampe, så er det karakterernes udvikling og relationer, der er seriens fokus. I den henseende er det også interessant at se, hvordan serien evner at gøre en død person relevant hele vejen igennem. Wakaba dør allerede i episode 1, men den hun var og den tomhed hun efterlader påvirker resten af karaktererne, deres valg og udvikling. Hun er faktisk også central i forhold til nogle af karakterernes forhold til baseball.
Stilen i Cross Game er mere gammeldags, og den skal nogle måske vende sig til. Humoren er også mere gammeldags. Der er heller ikke vilde overdrivelser i animationerne i baseballkampene, men animationen er flydende og vellavet. Cross Game bør nok nærmere kaldes underspillet.
Cross Game er en skøn coming-of-age historie med baseball. Et godt sted at begynde, hvis man vil snuse til baseballanime.
Chihayafuru (2011, 2013, 2019):
Sindsoprivende digtoplæsning
Ved første øjekast vil folk nok ikke kalde Chihayafuru for en sportsanime, men der en klub, spillerne træner og deltager i turneringer. Det er faktisk også et spil, der er fysisk krævende. Man skal holde koncentrationen siddende i samme position hele vejen igennem og kunne eksplodere med en hurtig reaktion konstant. Der er strategi og taktik inde over også.
Ligesom i Cross Game starter serien, imens hovedpersonerne er børn og laver så et spring i tid til high school. Barndomsdelen er den svageste del i Chihayafuru, men det er også grundstenen for de tre hovedpersoners relationer indbyrdes og til seriens sport karuta.
Det er også gennem karuta, at karaktererne skaber bånd til hinanden i løbet af serien. De forenes i deres begejstring ved spillet men også det sociale i et spille sammen som et hold. Det er også denne begejstring, der fangede mig. Serien har en enorm positivitet og formår virkelig at formidle glæden ved karuta. Humoren er god, og Chihaya er en underholdende hovedperson. Generelt fungerer persongalleriet rigtig godt. Den er en serie, man bliver glad af at se.
Ace of the Diamond (2013, 2015, 2019):
Energisk, entusiastisk, intens
Der er langt mellem Cross Game og Ace of the Diamond i tone, stil og fokus, men de har baseballen til fælles. Da jeg begyndte på Ace of the Diamond var jeg ikke videre imponeret, men lige så stille blev jeg draget ind i den. Og nu har jeg snart set 178 episoder i selskab med Seidos baseballhold og deres rivaler.
Hvor Cross Game er nedtonet, er Ace of the Diamond meget intens og dramatisk i sit udtryk. Det ses både i animationen - smukt arbejde af Production I.G og Madhouse - men høres også især i soundtracket. Ace of the Diamond oser af testosteron, kammeratskab og manly tears.
Ace of the Diamond udvikler sine karakterer som personer og sportsudøvere. Samtidig formår serien at levere en glidende overgang mellem årgange. Der kommer nye spillere til, men samtidig er der også ældre, der begynder at træde i karakter. Øverst på skamlen over personudvikling står vores hovedperson Eiji Sawamura helt klart.
Ace of the Diamond er til jer, der gerne vil have en rendyrket sportsanime med fuld knald på. Den giver også et godt indblik i alt det taktiske.
Haikyu!! inkl. OVA'er (2014, 2015, 2015, 2016, 2016):
Flyv!
Hvor der gik lidt tid, før jeg varmede op over for Ace of the Diamond, var jeg hooked på Haikyu!! fra start. Hinatas entusiasme er total smittende. Ham og Kageyama danner en fantastisk duo - ja, hele Karasuno-holdet går godt i spænd. Både som personer og på banen. Det er persongalleriet, der bærer serien, og karaktererne spænder vidt i deres personligheder, styrker og svagheder. De har forskellige elementer, de skal arbejde med ift. volleyball. Og gennem volleyball udvikler de sig også som personer. De opbygger relationer. De udfordrer hinanden. De gror sammen. De får også alle sammen deres chance i spotlightet.
En anden styrke ved Haikyu!! er helt klart musikken. Soundtracket er mindeværdigt, medrivende og passer virkelig godt ind. Det brillerer i de intense og spændingsfyldte øjeblikke i kampene. Jeg blev totalt revet med og sad og heppede. Nogle gange holdt jeg nærmest vejret.
Sæson 2 eps. 24 leverer en af mine yndlingsscener ikke bare i Haikyu!! men i det hele taget. Den er så intens, og musikken bygger op og bygger op. Stemmeskuespillet er i top, og i de korte øjeblikke illustrerer den så tydeligt de forskellige karakteres personligheder. Og sæson 3 eps. 10 følger op med endnu en fantastisk og nervepirrende scene, som bakkes op med visuel symbolik. Jeg elsker også, hvordan det at Karasunos spiller rækker armene bagud inden de hopper visuelt ligner, at de får vinger. Haikyu!! har gjort krager seje!
Yuri!!! on Ice (2016):
Om at lære at elske
Apropos medrivende scener, så leverer Yuri!! on Ice også en i eps. 5 med tilhørende smuk musik. Yuri!! on Ice har også en virkelig god startepisode. Faktisk vil jeg sige, at den starter bedre ud end den slutter. Animationen er så flot i starten men hen af vejen... kommer det til at se lidt underligt ud. Historien lægger godt ud med en rivalisering mellem de to Yuri'er. Jeg synes egentlig, det er fint, at vi også ser lidt mere til de andre deltagere, men J.J. præsenteres som lidt for perfekt, og hans "udvikling" giver ikke rigtig mening.
Ligesom Haikyu!! formår Yuri!! on Ice at formidle sin kærlighed til sin sport. Med serien dukkede lillepigedrømmen om at være skøjteprinsesse op igen. Således er det også en skam, at animationerne af skøjteløbene ikke er så flydende hen mod slutningen.
Ud over kærlighed til skøjteløb, føler Yuri Katsuki også kærlighed overfor sin træner Victor. I starten troede jeg mest, det var beundring, og jeg var lidt trist over, at der begyndte at dukke så meget yaoi bait op. Jeg følte, at serien fanservicerede lidt for meget. Det udviklede sig dog til en reel kærlighedshistorie, og med de briller på det, kommer der et anderledes positivt syn på serien.
Yuri!! on Ice har super elegante elementer og øjeblikke, men i andre stunder er den klodset. Men sådan er vi mennesker også, og det er måske derfor, den fandt så stor genklang hos publikum.
Run with the Wind (2018):
Mærk suset
Da jeg først så promotionbilledet for Run with the Wind, tænkte jeg: "wtf, er Kageyama gået over til en anden sport", for Kakeru fra Run with the Wind og Haikyu!!'s Kageyama ligner virkelig hinanden. I løbet af serien skulle det viser sig, at de også minder om hinanden personlighedsmæssigt.
Dette character design er heller ikke det eneste, de to serier har til fælles. Yuki Hayashi har lavet soundtrack til begge, og det kan virkelig høres. Der er ligheder, men Run with the Wind soundtracket vækker alligevel en anden følelse i mig, når jeg hører det. Jeg får en fornemmelse af natur, vind og fremdrift.
Run with the Wind har ydermere mange af de samme styrker som Haikyu!! har. Et varieret og interessant persongalleri. En evne til at gøre sin sport spændende og medrivende - hvem havde troet det om langdistanceløb...? Ikke mig. Jeg fik ligefrem lyst til selv at finde løbeskoene frem.
Jeg er også vild med, hvordan sporten bliver en måde eller en hjælp til at tackle de andre problemer som karaktererne står overfor. Selvom man løber ene mand på distancen, skabes der en klar holdånd og et sammenhold blandt Kansei University's hold. Selvom det tager lidt tid for Haiji at overbevise dem alle sammen om at være med. I mødet med sporten og hinanden gennemgår karaktererne personlig udvikling.
Noget jeg også godt kan lide ved Run with the Wind er, at det er en afsluttet historie. Ja, man kunne godt lave en sæson 2, men det er ikke nødvendigt. Denne udgave af Kansei University's hold er nået i mål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar