Med dette blogindlæg tager vi hul på genreindlæggene. Jeg ved endnu ikke præcis, hvor mange, der bliver, og det er heller ikke sikkert, at de bliver udformet på samme måde.
Nogle - okay, de fleste - anime tilhører mere end en genre, men jeg har placeret dem i den, jeg føler, er den primære. En anime optræder altså kun en gang i de genrefokuserede indlæg.
Sportsanime plejer generelt også at have en god portion action, men da der kommer et separat blogindlæg med fokus på dem, er de ikke med her.
For mig leverer en god action anime intens og spændende action, hvor man kan mærke, at der er noget på spil. Det skal også gerne fungere visuelt. I nogle tilfælde er det dog også fint med et actionbrag, hvor der er eksplosioner, fordi eksplosioner er fede. Ligesom man ikke stiller spørgsmål ved, hvorfor mecha er den bedste løsning ift. at bekæmpe en trussel. Det er, fordi mecha er seje.
I dette blogindlæg har jeg valgt at fremhæve seks action anime, som faktisk adskiller sig en del fra hinanden i tone og historie, når man kigger ud over det actionmæssige. Jeg overvejede at rangere serierne, men jeg gik fra det igen. Det ville nemlig nærmere blive en rangering baseret på serierne som helhed og ikke bare actionelementerne. Så de står i alfabetisk rækkefølge.
Attack on Titan (2013, 2017, 2018, 2019):
Højtflyvende højrisiko action
Der er i den grad noget på spil for menneskeheden, når recon corpset drager på mission i Attack on Titan. Og der er mistes mange liv i kampen mod titanerne - nogle med mere mening end andre.
Attack on Titan skinner i sine actionfyldte scener, og det er tydeligt at se, hvor pengene bliver brugt. Således måtte vi overvære "vi står og taler i trætoppene"-episoden... så krudtet kunne blive skudt af i den efterfølgende konfrontation inde i skoven. Vi måtte sikkert også leve med CGI-heste til gengæld for den smukke animation af Krista.
Witt Studio kan levere action med høj intensitet og flot animation i Attack on Titan. Samtidig drives historien også videre i disse scener. Det er også fascinerende, hvordan titanerne fremstilles som både tåbelige men også utrolig skræmmende.
Bungo Stray Dogs (2016, 2016, 2019):
Actionkomedie med dramatiske træk
Jeg var lige ved at droppe Bungo Stray Dogs, fordi jeg fandt den for fjollet, men det flotte håndværk fra BONES fik mig til at blive. Serien var velproduceret og havde flotte actionscener. Som tiden gik, blev jeg også mere engageret i historien og dens karakterer, hvilket gjorde actionsekvenserne bedre. Nu var det ikke bare flashy evner. Der var noget på spil.
Dramaet i begyndelsen af sæson 2 gav især et bedre indblik i karaktererne. Indsigten i karaktererne gjorde også, at forståelsen for deres evner udviklede sig. Og med det udviklede actionscenerne sig også.
Bungo Stray Dogs er mere end en vartiger og Danzai, der hele tiden forsøger at begå selvmord. Det er karakterer med fejl, som er voldsomt beskyttende over for dem de holder af og deres hjem Yokohama.
Demon Slayer: Kimetsu no Yaiba (2019):
Action med æstetiske valg
ufotable kan lave andet end Fate! Og det gør de godt. Virkelig flot animation - både i de stille stemningsfulde scener og naturligvis actionscenerne. Jeg er stor fan af, at der taget nogle æstetiske valg mht. afbildningen af Tanjiros vandteknikker. Jeg hører, at det er sådan i mangaen, men ufotable har virkelig fået det til at fungere i animeserien også. Det tilføjer actionen et nyt og frisk look efter min mening.
Demon Slayer er en af de mest omtalte serier fra sidste år. Nogle mener, at den er en potentiel kandidat til at fylde pladsen efter Bleach blandt "de tre store". Funimation har endda kåret den som Anime of the Decade via en fanafstemning. Der er jeg ikke helt, må jeg indrømme. Demon Slayer var en udmærket action fantasy serie, og jeg kommer da nok også til at se filmen, når den engang kommer. Actionen er flot, og de enkelte karakterers evner ser ud til at blive brugt godt i den forbindelse. Vi skal bare lige have aflivet Zenitsu - eller i det mindste gjort ham stum.
Derudover er det faktisk lidt et problem for mig, at vores hovedpersoner virker overpowered. Jo, de får brækkede ribben osv, men ingen har fået alvorlige men, selvom de har været oppe imod virkelig farlige og stærke dæmoner. Intensiteten forsvinder lidt, når det føles som om, der er mindre på spil.
Fate/Stay Night Unlimited Blade Works TV (2014, 2015):
Flot action fra ufotable
Denne serie er del af en større (forvirrende) franchise, og for at få mest muligt ud af den, bør man faktisk starte et andet sted. Nok Fate/stay night (2006). Unlimited Blade Works serien er dog den mest spektakulære mht. action efter min mening.
Starten byder på en del "tell" i stedet for "show", men det er for at give seeren en forståelse for rammerne, som historien udspiller sig inden for - især hvis man er nytilkommen. Kunne det være gjort mere elegant - ja helt klart. Hen af vejen bliver der dog mere plads til, at ufotable kan spille med animationsmusklerne.
Personligt er jeg ikke den store Saber fan, så denne rute appellerer mere til mig. Selvom historien lidt bliver noget rod. Jeg kan nemlig godt lide dynamikken mellem Shirou Emiya og Rin Tohsaka.
Hunter x Hunter (2011):
Nostalgisk action adventure
Som jeg på bloggen tidligere har nævnt, gav Hunter x Hunter (2011) mig en nostalgisk følelse, da jeg så den. Det virkede som action og shounen fra en anden tid. F.eks. tages dødsfald ikke så tungt medmindre det direkte påvirker vores hovedpersoner og dermed deres udvikling. Kampe finder sted for sjov skyld nærmest. Det er ikke altid et spørgsmål om liv eller død i starten. Det handler om at afprøve sig selv og sine egne styrker og svagheder.
Hunter x Hunter har dog også sine mørkere sider. Efter min mening fungerer noget af det bedre end andet. Sådan har jeg det egentlig med flere elementer. Tilføjelsen af nen giver flere muligheder i kampscenerne, da det giver karaktererne flere våben/færdigheder at udvikle på. Chimera ants åbner også op for flere former for angreb. Deres story arc(s) fungerer bare ikke rigtig for mig.
Overordnet set er Hunter x Hunter et sjovt action adventure i godt selskab.
Jormungand (2012, 2012):
Guns, bigger guns & bombs!
"Her name is Koko. She is loco. I said oh no." Våbenhandleren Koko Hekmatyar har samlet sig en umage gruppe, og den nyeste tilføjelse er barnesoldaten Jonah.
Om man kan lide Jormungand afhænger af, om man kan lide karaktererne. Hen af vejen tegner der sig et mere sammenhængende plot, men det er karaktererne og actionen, der bærer serien. Hver karakter har sin egen styrke og måde at kæmpe på og sin egen specialisering inden for våben.
Begge OP'er viser tydeligt, at der er knald på i Jormungand. Men der er også humor at finde - spørgsmålet er bare, om det falder i ens smag. Nogle ting er sikkert tilført, for at få seeren til at tænke "wtf".
Hvis jeg skal sammenligne Jormungand med en action anime, fra 00'erne må det blive Black Lagoon.
My Hero Academia (2016, 2017, 2018, 2019):
Japansk superhelteaction med hjerte
Jeg blev virkelig positivt overrasket over My Hero Academia. Karaktererne og deres udvikling rev mig totalt med, selvom det er den klassiske underdog historie. Det er bare så veludført. Samtidig bliver der fyret op for en masse action. Musikken gør virkelig også sit arbejde i actionscener. Hold kæft hvor elsker jeg You say run! Det musiknummer kan virkelig bygge intensitet og følelser op.
De forskellige quirks giver mulighed for mange former for action - nogen udnyttes bedre end andre. Det er også interessant at se karaktererne blive klogere omkring, hvordan de bedst kan bruge deres quirk og udvikle den.
My Hero Academia falder lidt af på den i sæson 4, når der kommer til at animere actionscenerne desværre, men jeg mærkede stadig intensiteten i kampen mod Overhaul. Sæson 4 er generelt ikke på højde med de andre, men får alligevel leveret en god afslutning med eps. 25 "His Start".
Der er selvfølgelig andre store action anime derude (som jeg ikke har set) heriblandt One Punch Man, Jojo, Kill la Kill og Mob Psycho, men de ovenstående er dem, der er blevet hængende i min bevidsthed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar