Velkommen til andet blogindlæg med tier listen for anime afsluttet i 2020. I dette blogindlæg tager jeg mig af 10 anime. De vil blive indplaceret på disse niveauer:
- S: Super god
- A: Meget god
- B: Ganske god
- C: Okay
- D: Det halter
- E: Det er skidt
- F: Dumpet
I det første blogindlæg med tier listen kom alle karakterer på nær F: Dumpet i spil. Lad os se, hvordan det kommer til at gå her.
Magia Record: Puella Magi Madoka Magica Side Story
Det har virket lidt som om Madoka var gået i glemmebogen, men så kom der pludselig en "fortsættelse"...(?). Jeg var virkelig lang tid om at blive hooked på den oprindelige Madoka, men jeg kunne godt lide selve konceptet. Så jeg tænkte, at det kunne være interessant at se Side Story med den viden, jeg nu har ved at have set den oprindelige. For det første vidste jeg jo, hvad jeg gik ind til. Eller det vil sige, det troede jeg... det gjorde jeg ikke... og jeg fandt aldrig ud af det... hold da op, hvor var det godt nok en gang rod.
Side Story blander en hel masse sammen - både nye elementer og nogen af dem vi kender. Der dukker også flere velkendte ansigter op, som egentlig bare gjorde min forvirring endnu større. Der kommer en sæson 2, hvilket nok til dels er en af grundene til, at vi ikke har fået svar på mange ting (jeg synes slet ikke vi har fået svar på noget), men den kommer jeg ikke til at se. Det hjælper bestemt heller ikke på det, at ingen af karaktererne er hverken interessante eller videre sympatiske.
Karakter: F
Room Camp / Heya Camp△
Det her er en hyggelig lille short, som fortæller en sød historie om, hvad venner kan finde på og gøre for at glæde hinanden. Man kan snuppe en episode i ny og næ eller se det hele på en gang. En episode er på 3 minutter + 30 sekunders ED. Room Camp er vel en form for lille sidehistorie til Laid-Back Camp fra 2018.
Karakter: A
Smile Down the Runway
Jeg var vild med Paradise Kiss i sin tid, og nu kom der endelig en anden anime om mode. Jeg var så meget på. Desværre levede Smile Down the Runway slet ikke op til forventningerne. Karaktererne var alt for flade og/eller overspillede. Dynamikken mellem karaktererne fungerede ikke, og jeg blev aldrig rigtig engageret i deres konflikter og problemer. Der er visse scener som ved gensyn er gode, men der er desværre for langt imellem dem. Smile Down the Runway manglede noget kant.
Karakter: C
Arte
Arte føles lidt som en discount Nodame. Altså karaktererne. Arte er helt sin egen, en smule meget klodset, men utrolig arbejdsom. Det er en klassisk underdoghistorie, hvor Arte må kæmpe imod fordomme, fordi hun som adelig kvinde ønsker at blive kunstner i 1500-tallets Italien. Der var så meget denne serie kunne have taget fat i. Desværre får den aldrig hævet sig over gennemsnittet. Jeg bryder mig heller ikke om Artes spirende romantiske følelser. Men serien er okay.
Karakter: C
Ascendance of a Bookworm 2 + side story / eps. 14.5
Sæson 2 af Bookworm er ikke helt på højde med sæson 1, men det nærmer sig. Vi får således også stadigvæk en solid anime, som udvikler både på world building og introducerer nye karakterer. Der kunne dog godt være gjort lidt mere ud af mange af de nye. De fleste virker nemlig meget stereotype.
Det er fortsat interessant at følge Mains færd i denne nye verden, hvor hun både lærer nye ting om sig selv og verdenen men også lærer andre nyt. Fedt med denne type isekai.
Karakter: A
Fruits Basket 2
Jeg kom først med på Fruits Basket-bølgen her i 2020. Og serien tog mig med storm. Der var jo så meget mere at komme efter end et trekantsdrama. På overfladen ligner Fruits Basket den her klassiske shoujo romance serie, men det udvikler sig (også) til et karakterdrama. Serien byder på et stort persongalleri med komplekse karakterer med hver deres udfordringer.
Fantasyelementet er også meget mindre end jeg havde regnet med. I starten bruges det meget som en sjov isbryder, men senere bliver det grundlag for karakterernes relationer og indre dæmoner. Det er jeg stor fan af. Jeg er SÅ glad for, at jeg valgte at give denne reboot en chance.
Karakter: S
Kakushigoto
Det var med blandede indtryk, jeg satte mig til at se Kakushigoto, for den ene trailer præsenterede det som en komedie og en anden mere som drama. OP'en er også mere klassisk drama. Der er en underliggende fornemmelse af, at der er noget galt, da vi møder "voksne" Hime. Dog vil jeg helt klart karakterisere Kakushigoto som en fjollet komedie. Jeg kunne godt have tænkt mig noget mere drama og en dybere udforskning af far-datter-relationen.
Karakter: C
My Next Life as a Villainess: All Routes Lead to Doom!
Årets isekai! Der er simpelthen ingen konkurrence her. Sorry, Bookworm og Re:Zero. Jeg elsker My Next Life as a Villainess. Det er længe siden, en serie har overrasket mig så positivt og fået mig til at grine så meget. Ligesom resten af seriens karakterer faldt jeg pladask for Catarina Claes, som skal forsøge at undgå de mange doom flags i den otome game lignende verden, hun er endt i. Det er super underholdende at følge med i. Det er også en vinkel, som jeg ikke har set før. Ikke på den her facon.
Karakter: S
Sing "Yesterday" for me
Jeg havde store forventninger til Sing "Yesterday" for me. Det skulle jeg ikke have haft... Den startede egentlig fint nok ud, men hen ad vejen blev det noget skuddermudder. Firkantsdramaet er ikke troværdigt og flere af karaktererne endte med at gå mig på nerverne. Ha' nu noget rygrad!
Historien bliver ved med at køre rundt i de samme problematikker uden at nogen ser ud til at blive klogere og lære noget. Jeg ved godt, at der findes sådan nogle mennesker, men det er dårlig storytelling. Det er ikke det, jeg vil se i et karakterdrama. Sing "Yesterday" for me forklarer heller aldrig tilnærmelsesvis sin titel.
Karakter: D
Deca-Dence
Deca-Dence er en original anime. Jeg har efterhånden lært, at dette både kan være godt og skidt. Det er godt, når holdet bagved har en klar vision og ved, hvor historien skal hen. Det er ikke tilfældet med Deca-Dence, desværre. Vi får et interessant plot twist allerede i slutningen af eps. 1, tror jeg. Derefter kommer der noget mere world building men slet slet ikke tilstrækkeligt. Der er så meget, der forbliver uopklaret, og som ikke helt giver mening. Øv. Selve produktionen er god, men historien er all over the place.
Karakter: C
Ingen kommentarer:
Send en kommentar