Viser opslag med etiketten Dansk Cosplaymesterskab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dansk Cosplaymesterskab. Vis alle opslag

onsdag den 30. marts 2016

J-Popcon 2016 conrapport del 2: lørdag

Læs også del 1: fredag.

Lørdag formiddag ankom Morten og jeg til connen omkring 10:20. Vi valgte at gå i Saffron City til eventet Madkultur i Japan. Vi kom dog umiddelbart nærmest lige som foredragsholderen skulle til at runde af. På den positive side stødte vi på både Mads, Stine, Stefan, Maream og Droggles i lokalet.

Jeg droppede efterfølgende at tage til panelet om Japanske conner og fankultur. I stedet trissede vi lidt rundt på må og få og endte igen med at tage en tur i dealerrummet. Der så vi så, at dealeren med blå lykkeposer til 100 og 200 kr. var ved at pakke sammen. Han virkede meget utilfreds. Vi fandt senere ud af, at han var blevet bortvist fra connen, fordi han havde solgt bootlegs.

Stine og Maream købte jordbær mochi, som var pænt dyrt: 6 stykker for 50 kr. O.o Det er de firkantede pakker forrest til højre på billedet herunder. (Dog er der vist ikke nogen med jordbær på billedet.)


Vi fik alle lov til at smage, og det var god underholdning at se de forskellige spise den bløde og søde mochi, som der også var blandede meninger omkring. Maream kastede sig også ud i at åbne en Ramune for første gang. Bagefter gik vi hen på hovedbanegården og spiste donuts. ^^

Da vi kom tilbage til connen, delte vi os op. Morten og jeg gik i Pallet Town i god tid til workshoppen Skab det gode event, hvor der var dejlig roligt. De andre begav sig til Otaku-eksamen. De kom dog løbende og tilsluttede sig workshoppen. For det første fik de ikke alle mulighed for at være med, da der kun var plads til 25, og for det andet blev der sorteret ud i deltagerne løbende.
Vi var kun en 12-15 stykker til workshoppen (hvor jeg nærmest havde slæbt halvdelen med XD), men jeg havde heller ikke forventet, at det ville være et tilløbsstykke. Det var dog ret interessant og gav et indblik i, hvordan J-Popcon arbejder med målgrupper og eventudvikling - og det var jo sådan set grunden til, at jeg deltog.

Min plan var jo egentlig ikke at deltage i hele workshoppen, men panelet Hvorfor hader Miyazaki og Anno anime-industrien? var desværre blevet aflyst. Det var ellers et af de events, som jeg havde set allermest frem tid. Det aflyste panel åbnede dog op for, at vi kunne stille os i kø til pladsbilletterne til Danish Cosplay Championship (DCC), da de blev frigivet kl. 15.

Maverne var begyndt at rumle. Så efter vi havde fået pladsbilletter alle sammen, begav vi os videre til madboderne.


De fleste af os fik beef curry med kartofler og gulerødder. Den måtte gerne have været lidt stærkere og med mere kød, men det mættede fint til prisen. Jeg var også positivt overrasket over, hvor godt det holdt sig varmt. Stefan fik en shaved ice men måtte erkende, at det ikke var lige så godt som i Japan.

Bagefter begav vi os til Taiko-koncert på Indigo Plateau / Forsamlingshuset. Koncerten blev afholdt i samarbejde med Den japanske ambassade. Der blev godt fyldt op i lokalet, og jeg var glad for, at vi var gået derhen i forholdsvis god tid. Ja, jeg ved godt, at billedet ikke er det bedste... :p


Da de gik i gang, kunne man mærke lyden på brystet. Det var en rigtig fed oplevelse, og koncerten fungerede meget bedre i et lukket rum end i Øksnehallen, hvor den blev gentaget senere på aftenen.

Efter Taiko-koncerten var der stadig noget tid at fordrive, før dørene til DCC blev åbnet. Der var dog allerede dannet kø, men vi så ingen grund til at stille os i den, da vi jo havde nummererede pladsbilletter. De andre havde ikke været i +18 lounge, så der gik vi ind for at fordrive ventetiden. Jeg savner fortsat nogle flere sofaer eller andre muligheder for at sidde ned derinde.


Da vi ikke længere kunne se køen til Øksnehallen, regnede vi med, at der var blevet lukket op, så vi gik derover. Det viste sig dog bare, at køen var blevet vendt, så enden ikke var over mod Copenhagen Conferences hovedindgang men i den modsatte retning. Vi nåede lige at tænke "øv", inden det gik op for os, at folk med pladsbillet blev lukket ind. Ingen kø til os - wuhu!
Indenfor blev vi mødt af lidt af et kaos. Folk gik forvirrede rundt imellem hinanden og stolerækkerne og forsøgte at finde deres plads. Vi 7 havde fået numre lige efter hinanden: A163-A169 (mener jeg). Det betød imidlertid ikke, at vi kom til at sidde sammen. Vi blev i stedet splittet op i to grupper og kom til at sidde i hver sin side af hallen. XD Numrene var sat fast på stoleryggene med gaffatape, hvilket betød, at man ikke havde en jordisk chance for at finde sin plads, hvis en anden havde fået sat sig på den, eftersom der ikke var et gennemskueligt system i nummereringen. Idéen med nummererede pladsbilletter var super, men udførelsen haltede.

DCC begyndte ret brat, inden alle havde fundet deres pladser. På de to storskærme tonede billederne af de to første cosplayere frem. Der var således hverken en vært til at byde velkommen og fortælle lidt om showet som indledning eller et åbningsshow til at sætte gang i det hele.
Der var tilmeldt 26 acts, men i løbet af showet kunne man se, at der var to, der var faldet fra. Der var faktisk ret få, der cosplayede fra noget med japansk oprindelse - især mht. tomandsgrupperne. Så da showet sluttede, havde dem jeg fulgtes med og jeg en ret god idé om, hvem der ville ryge til Japan (igen) - vi fik da også ret.
I år bestod showet ikke kun af meget seriøse og dramatiske acts. Der var også humor med i nogle enkelte af dem, hvilket var dejligt forfriskende og skabte noget mere afveksling. Teknisk kørte showet vist også uden problemer. Så ros til J-Popcon for det.

Efter showet gik vi ud for at finde noget hurtigt at spise. Da vi kom tilbage til connen, delte vi os op, og Morten og jeg gik i Øksnehallen til præmieoverrækkelse. Her stødte vi på Emma (Gwan Cosplay) og fik en kort snak med hende.

Ud over kvalifikationerne til de internationale konkurrencer, uddelte dommerne også en pris til hver deres favorit, og så var der en Crowd Favourite valgt via sms-afstemning. Så selvom kvalifikationen til CCSS til CICAF var væk, blev scenen stadig fyldt godt op. Tillykke til alle vinderne.


Efter præmieoverrækkelsen skyndte Morten og jeg os ned til panelet Voice acting i Danmark: De danske Team Rocket-voice actors fortæller. Desværre var de blevet reduceret til én: Thomas Kirk, stemmen bag James. Han kørte dog eventet virkelig godt, fortalte underholdende og levende og var god til at bevæge sig rundt i lokalet. Jeg synes sådan set, at det eneste negative ved eventet var folk, der spurgte om private råd, og dem var en evighed om at formulere deres spørgsmål. Når der sidder +20 personer, der gerne vil spørge om noget, bør man altså ikke bruge flere minutter på at stille sit spørgsmål... Vi forlod panelet efter måske 1-1,5 time.

Bagefter gik vi i Øksnehallen for at tjekke koncerten med Color Code ud. Jeg var positivt overrasket over at se så mange være med foran scenen på dansegulvet. Folk så generelt ud til at hygge sig og have det sjovt. Vi hørte et par sange og vandrede så tilbage i Copenhagen Conference, hvor Morten og jeg endte på 2. sal i Community Corner, hvor vi satte os ved Genkiboden og snakkede med dem. Omkring midnat tøffede vi tilbage til hotellet.

lørdag den 15. februar 2014

Debutant i Danish Cosplay Championship

I forbindelse med den kommende J-Popcon 28-30. marts har jeg besluttet mig for at se på connen fra forskellige perspektiver. Jeg har derfor foretaget en række interviews. Det første er med Kida Clausen, som stiller op i Danish Cosplay Championship forkortet DCC. Billedet er taget af Kelevar.


Hvor er du bosat?
Frederikssund

Hvor gammel er du?
18 år

Hvor længe har du cosplayet?
Siden maj 2011 - næsten 3 år

Hvad går du mest op i mht. cosplay?
Jeg går rigtig meget op i de små detaljer på et cosplay. At sikre mig farven på mit stof og materialet er perfekt, at min make-up ligner karakteren, og at jeg har de rigtige accesories. De ting, jeg syntes, nogle folk har en tendens til at overse. Men specielt går jeg meget op i wigs, både farve og styling. Jeg har en stor passion for at style wigs, og håber en dag at blive rigtig god til det.

Hvorfor har du valgt at stille op i DCC i år? Hvilken pris går du efter at vinde, og hvorfor?
Det hele startede med, jeg planlagde et act med en veninde sidste år til Genki 2014. Men som tiden gik indså jeg, at jeg ikke kunne vente helt dertil. Jeg elsker at stå på scenen. Så da en ide til et act pludselig ramte mig, besluttede jeg mig for at fuldføre den til J-popcon. Da jeg stiller op solo, kan jeg enten vinde turen til Japan Expo eller MCM London. At vinde hvilken som helst af dem ville være en kæmpe ære, men aller mest håber jeg på MCM London turen, så jeg kan besøge nogle af mine bedste venner, der bor i England.

Så da valget faldt på DCC og J-Popcon, skyldtes det mest, at det er den næstkommende mulighed for at optræde? Eller valgte du bevidst DCC, fordi der er mulighed for at kvalificere sig til en udenlandsk konkurrence?
Mest af alt var det, fordi det var den næstkommende mulighed, men vil da ikke benægte at jeg altid gerne har ville deltage i DCC netop, fordi man kan kvalificere sig til de udlandske konkurrencer. Man kan sige, at det var dobbelt held.

Tager du primært til J-Popcon pga. DCC? Hvis ikke, hvorfor ellers?

Jeg vil nok sige at jeg tager lige så meget til J-popcon for DCC som for selve connen. Men på grund af den nye prisstigning er jeg dog blevet lidt i tvivl om J-popcon. Jeg giver det selvfølgelig en chance i år, for at se om man kan mærke at connen har brugt de ekstra penge til noget. Men hvis intet forandrer sig, men prisen forbliver høj, vil jeg fremover nok kun komme om lørdagen til J-popcon – og kun på grund af DCC så.

Hvor meget tid regner du med at skulle bruge på DCC under J-Popcon?
Nu kender jeg nogle mennesker, som har deltaget i DCC før, og ved på grund af dem at man næsten intet fritid vil have om lørdagen op til showet – og heller ikke meget om fredagen. Men jeg har det faktisk helt fint med dette, da langt de fleste af mine nære venner også skal deltage i DCC, så jeg kan fordrive tiden med dem, når vi er til møder eller lydtest. Den tid jeg så har ude på connen, kan jeg bruge til at være sammen med mine andre venner. Så jeg har det helt fint med at meget af min con skal bruges på DCC.

Hvad synes du om de dommere, der indtil videre er blevet afsløret?
Jeg syntes, de alle er nogle fantastiske cosplayere! Jeg blev lidt chokeret over, at J-popcon har høstet sådan nogle kvalitet cosplayere sammen. Personligt er jeg rigtig spændt på at møde Ryoko-Demon, da hun har været en inspiration for mig siden jeg begyndte at cosplaye.

Hvilke andre cosplaykonkurrencer har du deltaget i?
Har ikke rigtig deltaget seriøst i noget før. Til min første con (SVScon 2011) deltog jeg i showet, men når jeg tænker tilbage tæller jeg det ikke rigtig med som erfaring, da jeg ingen ide havde om, hvad cosplay og acts var. Så der var intet seriøst over det. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg havde meldt mig til.

Hvad synes du om, at J-Popcon har valgt at lave to separate cosplaykonkurrencer, så der nu kun er en for alle kvalifikationer til udenlandske konkurrence og så ”det almindelige show”?
Jeg syntes faktisk, at det er en genial ide. Jeg kender både selv nogen, og har hørt om det fra andre, at nogle cosplayere simpelthen venter med at stille op til SVS eller Genki, fordi de følte DCC-niveauet var for højt til dem og nærmest blev skræmt af de andre deltagere, som tog det meget seriøst. Sidste år var der selvfølgelig meget få deltagere i Søndags Showet, men mange var ikke helt klar over, hvad det gik ud på. Så nu hvor folk ved det, tror jeg flere vil deltage i år. Og forhåbenligt kan de samle erfaring og mod til en dag at deltage i DCC, hvis de før ikke turde det.

Skal jeg forstå det sådan, at nogle cosplayere før har fravalgt J-Popcons cosplayshow og i stedet stillet op til SVScon eller Genki, fordi de blev skræmt af niveauet?
Som jeg har hørt det, ja. Men når jeg siger skræmt mener jeg jo ikke, at de ryster i bukserne og ikke tør gå op på scenen. Men mere at de ikke selv følte de havde en chance for at vinde noget, så de ventede med deres gode idéer og brugte dem til SVS eller Genki, hvilket jeg syntes, er en helt fin ting at gøre. Man får mest muligt ud af det, hvis man nyder tiden og ikke føler sig presset op til konkurrencen.

tirsdag den 19. marts 2013

J-Popcon conrapport

På med J-Popcons kendingsmelodi på Youtube og så er jeg klar til at skrive conrapport - det er altså en af de ting jeg misunder J-Popcon for. Det vil jeg også have til SVScon! P.t. har videoen forresten 1.200 visninger.

Op til J-Popcon 2013 har jeg gennemlevet næsten hele følelsesregistret. Jeg har været frustreret, nysgerrig, ligeglad og spændt. Ugen før var jeg på den negative side af skalaen, men da vi ramte onsdag-torsdag før connen, kunne jeg mærke, at jeg alligevel gik og glædede mig. Det hang nok også sammen med, at der var nogle ting, som var kommet ordentlig på plads, men det vil jeg ikke komme mere ind på. Programmet var desuden kommet op. Jeg skulle følges til connen med min kæreste Morten og to venner. Det meste af min vennekreds gider ikke rigtig J-Popcon længere af forskellige grunde. Når jeg skriver "vi" refererer jeg for det meste til os alle fire.

Mortens og min J-Popcon 2013-tur startede allerede torsdag aften, da vi kørte til Fyn for at overnatte hos Stefan. Næste morgen sluttede Stine sig til os, og så vovede vi os ellers østpå. Jeg tror, vi ankom allerede omkring kl. 11 til connen. XD Vi havde dog også været virkelig heldige med trafikken. Vi skulle have specialskilte, men de var ikke kommet endnu, da vi ankom, så vi gik bare lidt rundt på må og få og kiggede på at connen blev sat op - uden at gå i vejen selvfølgelig.


Vi fik også snakket lidt med nogle af vores københavnske venner. Jeg var meget positivt overrasket over de nye lokaler. De levede virkelig op til det, J-Popcon havde snakket om. De var lyse og flotte. Conområdet blev også mere samlet og lukket for offentligheden. Det var rart at kunne gå rundt og se på lokalerne, inden der blev helt fyldt med mennesker. Vi var dog ikke de første der ankom. Der stod allerede nogen og fik armbånd, da vi trådte ind i Copenhagen Conference. Jeg tror dog, vi var de eneste, som blev inde på conområdet. XD Vi fandt os en god siddeplads i manga loungens sofaer, indtil vi fik af vide, at specialskiltene var ankommet. Så gik vi ned og checkede ind. Vi var også inde og kigge de forskellige dealere over skulderen, da de stillede op. Bagefter vendte vi tilbage til manga loungen - der var sofaer og temperaturen var god.


Imens vi sad der hørte vi lige pludselig en besked over højtalerne noget lignende: "Der er opstået en evakueringssituation. Forlad venligst bygningen og gå ud på parkeringspladsen." "WTF," tænkte jeg bare, "er det her del af et event... eller...?" På vej ud fik jeg spurgt en arrangør, jeg kender, men han anede heller ikke, hvad der foregik. Alle folk strømmede også stadig ind i bygningen, da vi gik ud. Da der kun var 20 min til introshowet, valgte vi dog bare at gå i Øksnehallen. 
Showet skulle starte kl. 17, men der var ikke særlig mange mennesker der, hvilket jeg tror, var en af grundene til, at de ventede. Der blev startet med en video med sjove beskeder og efterfølgende en historie om formanden Niels. Det gjorde dog meget ondt i mit retskrivningshjerte, da jeg læste teksterne. Selv Morten kunne se, at der var stavefejl. XD Musikken var J-Popcons kendingsmelodi. Den var dog lige høj nok, og så laggede den en gang imellem. Mikrofonlyden, da værten Anders Pacman Hilskov kom på, var dog fin. Introshowet bestod af nogle små quizzer og lege, hvor Anders interagerede med publikum. Det var fint underholdende, og folk virkede til at synes om det. Det var også godt, at Anders kunne udvise noget selvironi. Efter quizzerne præsenterede Anders de internationale cosplayere, som gæstede connen. De fortalte hver især lidt om dem selv. Til sidst nævnte Anders også manga-ka'en, men det var lidt som om, at han ikke vidste, hvad han skulle sige om eller til ham. Det virkede meget akavert og lidt som "Se! Her er en rigtig japaner." XD Bagefter kom formanden Niels på scenen og holdt sin åbningstale. Niels og Anders er virkelig diametrale modsætninger på en scene. Først da showet var forbi, og vi var gået ud af hallen, slog det mig, at vi nærmest ikke havde fået nogen praktiske informationer - SVScons Velkomst er nærmest ikke andet. XD Ingen af os brændte efter at deltage i de efterfølgende events, plus vi var sultne, så efter en tur i dealerrummet, forlod vi connen og gik på madjagt.


Vi var tilbage på connen ved 20-21-tiden. Vi smuttede til 3D Vocaloid Fan Performance. Jeg var meget spændt på at se teknikken, så jeg kunne ikke lade være med at fnise, da jeg så det opsatte "myggenet" på scenen, som jeg tidligere på dagen, havde set en japaner stå og stryge i Artist Alley. XD Da koncerten startede skar en høj skinger tone ud gennem højtalerne og ind i mine ører. Miku musik der er skruet for højt op på en bærbar er altså et NO GO! Jeg tror, der udvandrede 8 personer allerede under den første sang pga. den dårlige lyd. Morten, Søren og jeg stak også af. Senere hørte vi dog fra Stefan, at han havde testet forskellige siddepladser i salen og fundet et godt sted. Der var også blevet skruet ned for bærbaren, men højtalerne blev så bare skruet tilsvarende op. Stine sagde, at det lød godt, da hun havde stoppe toiletpapir i ørerne. XD 
Resten af aftenen gik med at kigge i Artist Alley, snakke med folk og kigge kort i gameroom. Stine havde været inde til eventet Animemordet. Det lød dog ikke lige som noget for mig. Morten var også træt, så vi to gik tidligt i seng. Vi overnattede på Hotel Ansgar, som lå under 100 meter væk fra connen. Det var virkelig rart.

Lørdag var der forpremiere på Oppe på Valmuebakken. Jeg valgte at købe billetter i god tid, for jeg tænkte, at der måske ville være udsolgt, når der endelig kom et program. Filmen blev vist i Grand teatret samtidig med bl.a. Auktion og Quiz: Original Soundtrack. Auktionen var jeg ret ligeglad med. Der var 1-2 ting, jeg syntes så spændende ud, men det gad jeg ikke sidde igennem 358 andre ting for. Jeg ville gerne have været med til quizzen, men det var der jo ikke noget og gøre ved. Vi ankom til biografen i god tid, og jeg undrede mig over, at der ikke var flere mennesker, for da jeg købte billetter var de 8-10 midterste pladser fyldt i de fleste rækker. Folk kom dog dryssende de næste 10 efter, filmen skulle være startet. *suk* Jeg blev dog positivt overrasket over, hvor gode folk var til at være stille under filmen. Der var slet ikke nogen gener der. Filmen var også ret god. Det bliver ikke en ny yndlings, men den var bestemt de 50 kr. værd. Måske jeg burde lave en separat anmeldelse af den senere...?
Da vi kom tilbage var Quiz: Sequel/no sequel gået i gang, og der var en times tid til Dansk Cosplaymesterskab, så vi gik bare i Øksnehallen, hvor showet skulle foregå. Cosplayerne så meget afslappede ud. Teknikkerne derimod afprøvede flittigt deres grafik - selv efter det almindelige publikum blev lukket ind, hvilket virkede lidt kikset. Morten og jeg opdagede en fejl i præsentationen. Der stod Mona Winther 2 gange ved to forskellige personer. De kom lige efter hinanden, så jeg forstår ikke, at teknikkerne ikke selv kunne se det. Morten blev dog mødt af en meget stresset cosplayansvarlig, som bestemt ikke mente, der var fejl. Da personen, hvor fejlen var ved skulle på scenen, kunne vi dog se, at de bare havde fjernet hendes præsentation. XD
Showet var 30-40 min forsinket... der blev dog aldrig forklaret hvorfor vi ventede eller givet en tidshorisont på, hvor lang tid der ville gå endnu. I stedet blev publikum trøstefodret med fælles Pokemon sang - det virkede bare ikke så godt, når man (jeg) nu havde set den dagen før inden Miku koncerten. Der kom også nogle forskellige reklamevideoer på senere for at købe tid, gætter jeg på. Da jeg sad på anden række, havde jeg en ret god idé om, hvorfor showet ikke kunne starte. Foran stod der to borde og 5 tomme stole... ja, gæt hvem der skulle sidde der. Jeg ved dog ikke om dommerne, var det eneste vi ventede på.
Der var kun 12 grupper i showet - 3 solo optrædener og 9 par. Der var 5 internationale kvalifikationer plus 3 kategorier. Så over halvdelen af grupperne kunne faktisk vinde noget - og det gjorde de også. XD Da vi var halvvejs inde i showet, skulle der pludselig være en pause. Det forstod jeg virkelig ikke, indtil de begyndte at bygge et bur på scenen. XD Kostumerne i showet var generelt virkelig flotte, men jeg følte ligesom, at der manglede noget på show- og play-delen. Der var ét act med lidt humor (Odin Sphere), et med en masse energi (Panty and Stocking), resten var meget dramatiske og alvorlige. Showet varede hvis lidt over en time, og sluttede dermed inden for tidsrammen trods forsinkelsen. Dommerne skulle annoncere vinderne kl. 15.45, men da der stadig ikke var anledning til noget kl. 15.55, og vi havde bestilt bord på maid café kl. 16, gik vi der. Ud over os fire var en af vores københavnske venner med på maid café. Det var en stor fordel, at man kunne bestille bord. Umiddelbart virkede det dog som om, at der ikke var informeret ordentligt om det. Det der havde tiltrukket os til maid caféen i år, var melon pan! De smagte også fint, men der var altså ikke meget maid magic over oplevelsen - skuffende.
 
Efter maid caféen gik Morten og jeg til foredrag med manga-ka'en Kuroda Akira om livet som manga-ka. Det var rigtig spændende. Jeg kan rigtig godt lide at høre, hvad industrigæster kan fortælle om deres hverdag. Comic Party, som havde skaffet Kuroda Akira, til connen, havde på forhånd bedt om at få spørgsmål til ham på Facebook. Jeg havde skrevet en 3 stykker, og de blev alle stillet og besvaret. ^^
Derefter var det ved at være aftensmadstid, så vores gruppe på 5 drog hen på Sakura, som lidt er blevet vores stamsted, når vi er i København.
Da vi kom tilbage på connen, ville jeg gerne deltage i eventet 20 spørgsmål, fordi jeg ikke havde fået deltaget i nogen quizzer. Det viste sig dog, at det slet ikke var en quiz. XD Det var 20 spørgsmål til professoren. Vi har faktisk planlagt et lignende event til SVScon, så jeg fik gjort nogle gode erfaringer. ^^; Det var et fint event, men det havde brug for lidt finpudsning.
Bagefter skulle der være spisepindekonkurrence. Da vi har Chopstick Champion til SVScon, ville jeg gerne se, hvad J-Popcon havde fundet på. Det lille rum blev ret hurtigt fyldt med folk, så da værten sagde, at dem ved bordet skulle rejse sig og gå ud til siden, så vi kunne få lavet hold, der skulle flytte Pinocchio kugler med pinde fra den ene ende af bordet til den anden, valgte jeg at liste ud af lokalet. Stefan og Stine var gået til Gangnam Style marathon, som oprindeligt skulle have været i Event 3, men det var alt for lille, så det blev rykket til Forsamlingshuset. Resten af aftenen stod mest på rave, og det var ikke lige min eller Mortens kop te, så vi slog os ned ved et tomt bord i Artist Alley og snakkede med to af pigerne bag DKos - Kristine og Emma. Senere sluttede Stefan, Stine og Søren sig også til os. Omkring kl. 01.15 gik vi i seng.

Søndag kom jeg så endelig til at deltage i en quiz i form af Quiz: DafuQ. De brugte Genkis pointmetode med 1 point = 1 candy. XD Quizzen bestod af en blanding af andre af J-Popcons quizzer. Kl. 11 gik Morten, Stefan og jeg i Øksnehallen, hvor vi snakkede lidt med nogle af københavnerne. ^^
Der var kun 5 grupper til J-Popcons cosplayshow, så endnu en gang kunne over halvdelen vinde en pris. Jeg tror dog, at det var de færreste tilskuere, som på forhånd vidste, at der kun var 5 grupper. Til denne konkurrence var der tre andre dommere end dagen før. Da de blev præsenteret, var jeg dog ved at flække af grin. Værten Anders Pacman sagde noget lignende: "og så har vi vores dommere. Vi har Morten." Da Morten rejste sig op, kunne man tydeligt mærke, at publikum var forvirrede. Jeg tror de tænkte: "Okay... hvem er han...? Burde vi vide, hvem det er...?" Dernæst blev Julia præsenteret. Der klappede publikum lidt mere, fordi de kunne høre på udtalen, at hun var fra udlandet. Til sidst da Ida rejste sig, blev begejstringen en smule større - nok fordi hun var i cosplay. XD Men det var altså ret kikset. Showet varede kun ca. en halv time, men det var meget underholdende.
Det eneste event, jeg derefter havde interesse i var J-Popcon feedback. I år havde formanden Niels fået en makker i form af Anders Ossowicki, som også svarede på de fleste spørgsmål. Der var rigtig meget positiv feedback i år - det tror jeg ikke Niels har prøvet før. XD Jeg holdt mig tilbage, for jeg ville hellere høre, hvordan andre "almindelige" deltagere havde oplevet connen. Feedback trak selvfølgelig ud (der var også kun afsat en halv time), men omkring kl. 15.45 sneg vi os ud fra lokalet og vendte næsen vestpå hjemad.

Puuha... det blev en længere omgang, og der er sikkert også ting, jeg har glemt. Der er områder, som jeg med vilje ikke har kommenteret på endnu. Jeg vil også uddybe forskellige ting mere i mit evalueringsindlæg f.eks. Artist Alley.