Tilbage til barndommen: Attack No. 1

Valget til den første rigtige udgave af Tilbage til barndommen faldt på Attack No. 1 – eller som jeg kender den: Mila Superstar. Serien er faktisk helt tilbage fra 1969 og er dermed den ældste anime, som jeg har set noget af. Jeg skriver ”set noget af”, da jeg sammenlagt nok kun af set en 10 eps. ud af de 104, der findes. Mila Superstar kom som så mange andre anime på den tyske kanal RTL2. Desværre blev den vist om morgenen til hverdag, og hjemme hos os var reglen, at man ikke så tv på en hverdagsmorgen. Desuden tror jeg faktisk, at den først blev vist lige omkring det tidspunkt, hvor første time i skolen begyndte.
Nu undrer I jer nok over, hvordan jeg så alligevel fik set noget af den. Jo, nu skal jeg forklare. Jeg mener, at serien kørte over et par år, imens jeg gik i 3-5. kl. En morgen var jeg syg og fik lov til at blive hjemme fra skole, så jeg lagde mig ind på sofaen og fik lov til at se fjernsyn. Det var der, jeg faldt over Mila Superstar. Selvom jeg landede midt i serien, fandt jeg historien ret nem at følge. Der var den her pige (Mila), som spillede volleyball med sit hold, og de forsøgte så at vinde forskellige turneringer. Serien følger hende fra hun er 12 år, til hun kommer på kvindelandsholdet, som den yngste nogensinde. Ofte fik jeg set 1-2 eps. i træk, da det jo passede med, hvor længe jeg typisk var syg af gangen. På trods af at jeg sammenlignet med andre serier ikke har set særlig meget af den, så husker jeg den virkelig tydeligt fra min barndom. Jeg husker de to specielle angreb, som Mila udførte i de episoder, jeg så. Jeg husker intensiteten i kampene, og sveden der piblede af pigernes pander.
Faktisk blev jeg som barn så grebet af serien, at jeg selv fik lyst til at spille volleyball. Det blev dog aldrig til noget, for der fandtes ingen volleyballforening i min hjemby eller i området deromkring. Jeg tror, man skulle en 40 km væk, og så hooked var jeg alligevel ikke på det. Så jeg lod mig nøjes med min håndbold og badminton.

Indtil forårssæsonen i år var Mila Superstar også den eneste volleyball-anime, jeg har set. Det var dog bl.a. den, som gav mig lyst til at give Haikyuu! en chance, hvilket jeg er blevet glad for, at jeg gjorde. Så Mila Superstar har alligevel haft en lille smule indflydelse. Selvom det efterhånden er 16-17 år siden, jeg så serien, så kan jeg også stadig spille dele af OP'en inde i mit hoved - den tyske naturligvis. 

Intro af Tilbage til barndommen

Velkommen til Tilbage til barndommen som er mit nye tiltag her på bloggen. Jeg fik idéen, efter jeg havde skrevet indlægget om Sailor Moon Crystal. Disse indlæg vil handle om anime, der bringer nostalgifølelsen frem i mig, fordi jeg så dem, da jeg voksede op. Det er også en måde, hvorpå jeg kan lave nogle lidt anderledes personlige indlæg, som stadig er relevante for bloggen. Der vil ikke være en bestemt struktur i disse indlæg. Jeg vil bare fortælle, hvad der nu lige falder mig ind i forbindelse med en given anime. Det kan være noget om, hvordan jeg faldt over den, hvorfor jeg godt kunne lide den eller hvis den har haft en lidt større betydning for mig. Jeg får nok også nogle nye idéer til, hvad jeg ellers kan skrive om, når jeg først er kommet i gang med indlæggene. Hvis det er til, kan det også være, at jeg vil forsøge at inkludere et videoklip fra den anime, jeg taler om, da det kan være, at nogle af jer læsere, kan genkende den ved et gensyn. I må endelig gerne kommentere på disse indlæg og dele jeres egne minder omkring den pågældende anime. Jeg forestiller mig, at længden af indlæggene vil variere en del. Indlæggene vil kun omfatte anime, da jeg først begyndte at læse manga, da jeg var en 16-17 år.

Jeg skal lige have valgt hvilken anime, jeg vil starte med, og så kommer det første rigtige indlæg i Tilbage til barndommen. ^^ Jeg håber, at I er friske på at omhylle jer i nostalgiens tåge og mindes nogle gamle anime -  ja, jeg ved godt, at der sikkert er nogle af jer læsere derude, som er både ældre og yngre end mig og derfor ikke helt vil opleve samme nostalgifølelse. :p

SOOON... Sailor Moon Crystal is coming!

Det er ret sjældent, at jeg ser frem til en kommende anime. Langt det meste af tiden tager jeg sæsonen, som den kommer. Jeg finder nogle serier, som jeg synes, lyder til at have potentiale, men forventningsglæde er ikke noget, jeg sådan fyldes med. Til sommer kommer der dog en anime, som jeg er virkelig spændt på at se. Alle jer Sword Art Online fans kan beholde Gun Gale Online for jer selv. Den anime, som jeg glæder mig til, er: Sailor Moon Crystal! Den er allerede blevet udskudt op til flere gange, men til sommer skulle det altså virkelig være. Der vil dog kun komme en eps. hver anden uge. Forhåbentlig skyldes det, at man vil gøre mere ud af produktionen.

Jeg er vokset op med Sailor Moon. Jeg faldt over Sailor Moon, da jeg gik i 3. kl, og jeg var solgt med det samme. I de efterfølgende år fik jeg set 199 eps. af Sailor Moon på tysk samt de tre film op til flere gange. For mig er Sailor Moon total nostalgi. Det er den anime, som gjorde mig til animefan. Senere har jeg fået set to af sæsonerne på japansk, men det virkede bare forkert. Når jeg så en eps. kunne jeg gå til og fra skærmen og stadig følge med ud fra musikken og lydeffekterne, for inde i mit hoved kørte de matchende tyske stemmer. Sailor Moon (og de andre anime, jeg så på tysk) har nok bidraget heftigt til, at jeg blev god til tysk, fordi jeg blev vant til at høre sproget hver dag, fra jeg var barn.

For mig hænger de tyske stemmer utrolig tæt sammen med oplevelsen af at se Sailor Moon. Jeg er derfor virkelig spændt på, hvordan det bliver at se den nye serie. For mig er det ligegyldigt, om de japanske seiyuu gentager deres roller, for jeg forbinder ikke deres stemmer med figurerne.

Den Sailor Moon, som jeg er vokset op med, er lavet til børn og nok også tweens. Den nye derimod skulle angiveligt være rettet imod netop min målgruppe – os der har set den første Sailor Moon som barn, og nu er blevet voksne. Det lyder virkelig fedt, synes jeg. Jeg er så spændt på at se, hvad det vil betyde for seriens tone og udtryk. At dømme ud fra promotion plakaten på den officielle hjemmeside og de første character designs ser den grafiske stil ud til at lægge sig mere op af mangaens end anime’ens. Det er nok også noget jeg skal vænne mig til, eftersom jeg aldrig har fået læst mangaen. Jeg skal have bestilt den hjem fra Tyskland på et tidspunkt – ja, jeg vil læse den på tysk, for i den amerikanske udgave af anime’en har personerne andre navne, så jeg gik ud fra, at dette også ville være tilfældet i mangaen. Desuden er tysk bare det sprog, jeg forbinder med Sailor Moon.

Jeg er spændt på, hvor meget af historien den nye serie vil dække. Den skulle desværre kun blive på 26 eps., hvilket højst sandsynligt betyder, at vi ikke får nogen outer senshis (Saturn, Uranus, Neptun og Pluto) at se. At dømme ud fra beskrivelsen lyder det i hvert fald til, at Crystal vil dække den første historie, hvor dronning Beryl er den onde magt, der truer. Det er lidt trist, men hvem ved. Måske ender der med at komme mere end de 26 eps. hvis serien bliver taget godt imod. Jeg ville rigtig gerne se en mere moden udgave med både outer senshis og Starlights (Fighter, Healer og Maker).

Lånt på biblioteket: Mushishi

Titel: Mushishi
Læst: 10/10 bind
Genrer: fantasy, mystery, drama
Manga-ka: Yuki Urushibara
Japansk udgivelse: 1999-2008

Mushishi er til dig, der godt kan lide en rolig, stemningsfyldt og lidt eftertænksom manga. Der opstår konflikter og problemer i historien, men de løses med eftertænksomhed og forståelse frem for våben og magi. Mushishi henvender sig derfor nok til en ældre læserskare.

Verdenen, som historien foregår i, er et feudalt Japan med små landsbysamfund med bønder, håndværkere, fiskere og lignende erhverv. I verdenen eksisterer der væsener kaldet mushi, som kun kan ses af de færreste. Mushi lever deres liv på samme måde som dyr. De har intet ondt i sinde, men af og til skaber deres tilværelse og påvirkelse problemer for menneskerne. Det er i disse tilfælde, at der er brug for en mushishi. Historien følger den omrejsende mushishi Ginko. Mushi tiltrækkes af hans tilstedeværelse, hvilket er grunden til, at han aldrig bliver længe det samme sted. Ginko har stor viden om mushi, og hvad man kan gøre for at kurere mennesker, der er ramt af mushi-relaterede lidelser.
Der er dog ingen større sammenhængende historie. Ginko rejser rundt og hjælper forskellige mennesker. Faktisk fortælles historien om den givne mushi og dennes påvirkning faktisk tit fra en anden persons synsvinkel end Ginkos. Så Mushishi er egentlig mest en samling af selvstændige historier. Der er dog nogle få personer, som går igen ind imellem. Da Mushishi faktisk bare kaster en ud i den første selvstændige fortælling, har den ikke en egentlig start. Så vidt jeg husker, er der heller ikke en egentlig slutning.
Ja, Mushishi er en af de få manga, som jeg har lånt på biblioteket og faktisk læst færdig... ^^; Det er nemlig sjældent, at bibliotekerne har alle bind i en serie desværre.

Jeg vil anbefale Mushishi til jer, der godt kan lide at gå på opdagelse i en anden verden og har tålmodigheden til at udforske den stille og roligt. Jeg fandt det spændende at lære om de forskellige mushi - hvordan de lever, hvordan de kan påvirke mennesker, og hvordan man kan negere deres effekt. Lige så interessant er det dog at opleve den menneskelige natur og se deres reaktioner på de mushi-relaterede lidelser og de situationer, de er i.
Mushishi er en manga, man kan fordybe sig i - og det anbefaler jeg også man gør. Sæt jer godt til rette i et stille rum med en kop te eller lignende og find mangaen frem. Den er perfekt til en regnsvejrsdag, hvor regnen siler ned af ruden. Det lyder måske lidt underligt, men jeg synes, at regnen ligefrem kan være med til at sætte en i stemning til Mushishi og den stemning deri. Mushishi er også god til at koble af fra hverdagen med.
Vil man se Mushishis verden i farver med lyd og bevægelse, kan man kaste sig over anime'en. Den har virkelig formået at skabe den stemning, som er så særlig for Mushishi. Faktisk gjorde jeg det i omvendt rækkefølge - jeg så anime'en først og læste så efterfølgende mangaen. ^^;

Mushishi er svær at sammenligne med andre serier - i hvert fald blandt dem, jeg er stødt på. Stemningen, fortællestilen og tilgangen til historierne er ret unikke. Mushishi er speciel, og den er helt klart ikke for alle, men for dem, der kan lide den, venter der en læsefornøjelse af en helt særlig art.

Et kig bag Tomo-con: interview med arrangørerne

Tilbage i februar lavede jeg et interview med to af pigerne bag Tomo-con. Da jeg her efter connen lavede et opfølgende interview, kunne den 3. pige heldigvis også være med. Jeg kan stadig huske, hvordan det var at lave den første SVScon, så jeg var nysgerrig omkring at høre, hvordan det havde været for disse tre piger – både mht. planlægningen og afholdelsen af connen. Tomo-con blev afholdt i påsken den 18.-20. april.

De tre piger bag Tomo-con er:

Louise A. Christensen, 19 år

Sandie Hovmand, 16 år

Else Glambert, 16 år

Jeg var selv 20 år, da vi afholdte den første SVScon, så jeg skrev til pigerne, at de kunne jo fortsætte i mange år endnu. Dertil svarede de:
Louise: ”Hahaha, det har du helt ret i Maibritt! XD”
Else:  "Har jeg personligt skam også tænkt mig”
Sandie: ”Jeps!:D”
Så mon ikke vi får en masse Tomo-conner at se i fremtiden, men nu tilbage til den i år.

Organiseringen bag connen
De tre piger har selv stået for planlægningen alene. De fik støtte fra projektværkstedet Ung Egedal, som også ydede hjælp og rådgivning gennem to projektvejledere. ”Som arrangør position er det kun os tre igennem planlægningen og under connen, men gopherne tog alt det praktiske arbejde under connen. Vores projektvejledere kom med gode ideer under planlægningen og fortalte os om nogle vigtige ting, vi skulle have på plads, som tilladelse fra brandvæsnet til overnatning, og hvilke ting, der ville være smartest at gøre eller lign.” skrev Louise. Hertil tilføjede Sandie: ”Vi tog også selv en smule af det praktiske denne her gang, men det gør vi nok ikke til næste gang, nu hvor vi har en bedre fornemmelse af hvor mange gophere der er brug for.”

Sådan gik connen
Pigerne er alle godt tilfredse med, hvordan connen forløb.
Else: ”Jeg synes, det gik rigtig godt – uden de store problemer, men med enkelte ting vi nu har i baghovedet til næste gang.”
Sandie: ”Fantastisk med hensyn til at vi næsten ikke havde nogle tekniske problemer, og folk så ud til at have det virkelig sjovt:D Synes det var en succes.”
Louise: ”Overordnet gik det langt bedre end forventet, det var virkelig rart, når alle folk kom med så positiv feedback på det. Jeg var glad for, at vi ikke løb ligeså meget ind i tekniske problemer, som vi kunne have. Til gengæld lærte vi en masse ting, der virkelig kunne gøres bedre med hensyn til gophere.”

Vedrørende lokalerne gjorde de sig også nogle erfaringer, og der kunne godt gå hen og blive rykket lidt rundt næste gang.
Louise: ”Jeg vil sige, at det [med lokalerne] var lidt svært. Vi havde mange små rum, som vi ikke kunne bruge til nogle rigtige events, fordi der ikke ville kunne være plads nok til alle dem, som ville dukke op. Så havde vi virkelig store rum, som vi så brugte til alle de forskellige events, men det kunne godt have været fordelt bedre efter min mening. 

Til gengæld havde vi et område, hvor der var en bar, og lige det sted fungerede rigtig godt. Jeg ville dog gerne til næste gang personligt ændre på mange af rummene, fordi jeg ikke helt mener, at det var super optimalt. Men udover de ting, så fungerede lokalerne til det formål, som de havde, og det var meget fint.”
Da jeg spurgte ind til, om Tomo-con havde levet op til deres forventninger, var de alle tre enige om, at det faktisk var gået ud over forventning. Sandie havde forventet 100 deltagere, og der endte med at komme 200 – 220 inkl. gophere.

Deltagerinfo
Jeg syntes, at det kunne være lidt sjovt at se på deltagerstatistikken, men det havde de ikke rigtig tænkt over, for da jeg spurgte til fordelingen mellem drenge og piger lød svarene sådan:
Louise: ”Øøøhh.. Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ingen anelse. Jeg holdt virkelig ikke øje med om folk var piger eller drenge .__.'' Så måske 50/50?”
Sandie: ”Holdt jeg heller ikke helt øje med.”
Else: ”Tror det var meget 50/50 for at være ærlig.”
De var dog nogenlunde enige om, at deltagerne havde været 15-25 år sådan ca. I interviewet i februar blev der talt om, at de gerne ville tiltrække folk uden den store tilknytning til det store anime/manga-fællesskab. Så jeg spurgte, om det så var lykkedes for dem. Her var meningerne lidt blandede. Jo, der var flere deltagere, som havde nævnt, at Tomo-con var deres første con, men de havde dog håbet på, at der ville have været flere – især fra nærområdet. Til con kan der ind imellem opstå problematiske situationer med deltagerne, men det slap Tomo-con heldigvis helt fri for.
Louise: ”Altså, der kom nogen om lørdagen og spurgte mig om de måtte grille, men jeg fortalte dem, at hvis det så ud, som om der aldrig var blevet grillet, måtte de godt - og de holdt, hvad de lovede og ryddede ekstremt flot op. Så deltagerne var bare skønne. xD”
Else: ”Og om søndagen blev folk ved med at fortælle, hvor meget de glædede sig til næste år. Alle var meget gode til at spørge, hvis de var i tvivl om regler. Og hvis man pointerede et problem (fx regelbrud) var de meget gode til at rette ind.”
Deltagerne tog i det hele taget rigtig godt imod den nye con og kom med meget positiv feedback.
Louise: ”Folk deltog meget i de forskellige events på programmet og de kom over tit og fortalte, at de virkelig havde hygget sig igennem det hele.”
Sandie: ”Vores deltagere kunne godt lide hvor hyggeligt det var, og vores fokus på venskab.”

Jeg spurgte så, hvad deltagerne havde virket mest begejstret for.
Else: ”Hvad jeg så: de billige priser, hele connen som sådan og det japanske slik.”
Sandie: ”Altså de kunne rigtig godt lide karaoke, men ellers var der de billige priser, vi havde i salgsboden eller pool og airhockey bordene. De morede sig også gevaldigt over de mooncarts der var.”
Louise: ”Ehm, ud fra vores spørgeskema var der også quizzerne, og at de havde lov til at spille Werewolf, så længe de ville. Og ellers de ting, som de andre nævner ^^”
Da de fandt på events, tænkte de på nogle, der kunne bringe folk sammen, så de kunne møde nye folk og skabe nye venskaber – og der vil være endnu mere fokus på det til næste år. De lod også andre komme med input.

Læring
At lave con er en fortløbende læringproces – i hvert fald i mine øjne. Jeg lærer stadig nyt, når jeg arrangerer SVScon. Så hvad har Else, Louise og Sandie lært ved at lave Tomo-con..? Jeg spurgte dem, hvordan hele processen med at lave con har været.
Sandie: ”Den har været mega sjov! Jeg savner næsten de ugentlige møder! Men det har også været lidt hårdt, når man også havde andre ting ved siden af(som afleveringer) at lave.”
Louise: ”Hårdt. Det har været sjovt, men også ret hårdt, når man går i 3. G ^^ Men selvom jeg føler, at det var hårdt, var det super skønt at se resultatet! Og jeg gav mig tid til at lave det her, fordi jeg virkelig gerne ville det, og det er nok det, som gjorde det sjovt! ^^”
Sandie: ”Er dog glad for at jeg kun går i 1.g, så kunne jeg hjælpe med at klare nogle af de opgaver Louise ikke lige havde tid til^^”
Louise: ”Yeah, og det var rigtig rart!”
Else: ”Jeg synes det har været rigtig sjovt også at se connen blive større og større, Tomo-con er tredje (og eneste der er gået rigtig godt) forsøg, så det har været lidt lang trukkent, men super godt og hyggeligt.”
Else har tidligere været med til at lave en lille arrangement for maks. 20 mennesker i en klub i Smørum, og så var der Tomo-cons forgænger Momo-con, som Louise også var en del af. Sandie har kun arbejdet med på Tomo-con. Hun ville faktisk først have lavet en con alene, men så fandt hun Momo-con og besluttede sig til at gå sammen med dem. Jeg spurgte efterfølgende om, hvad de har taget med sig af værdifulde erfaringer.
Louise: ”Helt klart en del omkring gophere! Noget med nogle bestemte poster, såsom en gopheransvarlig måske og en, der kun har job til at gøre rent. Også at importere japansk slik var en stor success og ellers nogle forskellige ting til, hvordan elektronikken virker. Udover det så var hele connen en værdifuld erfaring i sig selv!”
Sandie: ”Hvor godt det føles at være selvstændig, at man skal have styr på tingene i god tid, kommunikation er vigtigt, det, som vil gøre alt det hårde arbejde værd, er slutresultatet, og at holde styr på en masse på en gang, er bare nogle af de værdifulde erfaringer jeg har fået mig.”
Louise: ”Og mit var overhovedet ikke lige så dybt skrevet som Sandies, men jeg vil være enig i de samme erfaringer ^^ Det udvikler virkelig en som person at skabe sådan et arrangement.”
Sandie: ”Yeah, man lærer meget om at tage ansvar også.”
Else: ”Jeg er enig med jer begge – har ikke noget at tilføje til det.”

Fremtiden 
Pigerne lød gennem hele interviewet meget begejstrede omkring Tomo-con, og det lød da også til at de allerede havde planer omkring at afholde Tomo-con næste år. Grundet eksamenstravlhed har jeg dog kun fået en kort melding omkring deres fremtidsplaner. Ønsket er, at connen skal blive større og bedre. De vil også gerne give flere folk kendskab til den.

Anime Kita til Asian Food Festival

Til sommer er der mulighed for at komme til Asian Food Festival i Aalborg. Der vil være gadekøkken med mad fra Korea, Vietnam, Kina, Thailand, Filippinerne, Japan, Kurdistan, Pakistan og Bangladesh. Festivalen byder også på et marked, hvor folk kan sælge og købe hinandens private skatte fra Asien. Bag festivalen står NGO'en Sharing International, og overskuddet går til at støtte fattige enlige mødre, deres børn samt gadebørn, så de kan få en uddannelse og/eller anden vej til selvforsørgelse. På festivalen kan man også møde den aalborgensiske animeforening Anime Kita. I dette blogindlæg kan I læse om, hvordan den aftale kom i stand, og hvad Anime Kita har tænkt sig at byde ind med på festivalen.

Hvordan kom Anime Kita til at være en del af Asian Food Festival?

Det hele startede med at Sascha "Zarsu" blev kontaktet af projektlederen for Asian Food Festival for at høre om hun ville arrangere et cosplay event til festivalen. Jeg [Kenny Hansen, formand for Anime Kita red.] blev så inviteret med til mødet som repræsentant for Anime Kita, og her fik vi så tilbudt en bod på festivalen med henblik på at vi skulle trække folk til ved hjælp af blandt andet cosplay.

Hvad skal I lave på festivalen? 

Vi har en bod hvor vi bl.a. vil have kigurumier og yukataer som folk kan prøve og få taget billede i, nogle fysiske DKos magasiner (dansk cosplay magasin) til fremvisning og nogle små events i løbet af weekenden (vi mangler stadig at få 100 % planlagt hvilke og hvor mange events vi vil have). Vi har snakket med Asian Culture Festival om måske at kunne opsætte en Stepmania konkurrence, men vi afventer stadig svar om det rent teknisk kan lade sig gøre. Hvis man er interesseret i at være med som hjælper i boden kan man kontakte os på kontakt@anime-kita.dk.

Om lørdagen afholder vi også en cosplay walk (Chibi arrangement 14.06) som alle er velkommen til at deltage i. Man kan se mere info og tilmelde sig cosplay walken her.

Hvilke events har I pt. i tankerne?
Vi kan ikke nævne flere events end dem vi allerede har nævnt, da vi stadig venter på svar omkring hvilken teknik vi kan få til rådighed.
Vi er dog stadig åbne for forslag, specielt omkring hvad folk inden for miljøet godt kunne tænke sig at vi havde af events som de følte repræsenterede den japanske popkultur bedst.

Hvilke dele af Anime Kita vil I promovere?

Vores største fokus kommer til at ligge på cosplaydelen af den japanske kultur. For det første er dette noget, der skiller sig meget ud i den danske kultur, og vi håber dermed på at kunne tiltrække en masse nysgerrige mennesker til vores bod. For det andet er det i forvejen en stor del af hele Kitas kultur, da der altid er cosplayere til vores Kita Træf samt små events et par gange om året, hvis tema omhandler cosplay.

Vi håber dog også på at kunne udbrede det generelle kendskab til foreningen, og lokke nye medlemmer til.

Hvilke dele af japansk (populær) kultur vil I fremhæve mest?

Vores primære fokus kommer til at ligge på cosplaydelen af den japanske popkultur, og hvordan den udspiller sig herhjemme i Danmark, men vi vil også have fokus på den mere generelle "otaku" kultur. Vi vil vise, at det ikke kun er børn, der læser tegneserier, og vi vil vise at “normale” mennesker også kan have det sjovt ved at klæde sig ud og koble helt af fra dagligdagen engang imellem.

Hvordan tror I, det bliver at lave noget, hvor gæsterne ikke nødvendigvis har interesse for eller kender til japansk popkultur? 
Vi tror, det bliver en meget anderledes og spændende opgave. Vi er forberedt på at skulle forklare, hvad cosplay er rigtig mange gange, og nok også forsvare vores hobby overfor kritikere, men vi håber selvfølgelig, at folk er åbensindet. Vi håber samtidig på at fjerne noget af det tabu, der er omkring cosplay og otaku kulturen i Danmark.

Top 20 animeserier: nr. 12-9

I denne dele af min countdown kommer vi også vidt omkring. Der er både psykologisk sci.fi. mecha, højtflyvende eventyr, humoristisk udviklingshistorie og fantasydrama-komedie. Fælles for disse fire historier er, at de er ret helstøbte og har noget at tilbyde mig som seer på flere plan. 

12. Neon Genesis Evangelion

Jeg blev fuldstændig blæst væk allerede i eps. 1 af Evangelion. Jeg så hver episode en 2-3 gange, før jeg gik videre til den næste, selvom det var crappy kvalitet. Jeg blev virkelig imponeret over den dybde, som serien har. Evangelion var den første mere voksne anime, som jeg så. Indtil da havde jeg stortset bare set serier som Dragonball, Digimon og Sailor Moon.
Jeg må hellere slå fast, at den, jeg her taler om, er den originale Neon Genesis Evangelion tv-serie. Evangelion burde ikke kræve den store introduktion - især fordi den nu har fået en slags renæssance med den nye Rebuild filmserie, selvom denne fortæller en noget anden historie - især efter film nr. 1.

Evangelion var også mit første møde med mechaer. Jeg blev fanget af historien bag deres skabelse og den måde de fungerer. Selvom der ikke er samme tanker bag mechaerne i andre serier, går jeg ikke af vejen for en god mecha - ja nogle gange kan jeg faktisk blive ramt af en stor lyst til at se mecha. Dette skete f.eks. efter jeg så Pacific Rim.

Selvom mechaerne spiller en stor rolle, så er det personerne og deres indre konflikter, som Anno (instruktøren) virkelig gerne vil fortælle om i Evangelion - primært Shinji. ALLE personerne i Evangelion har brister, fejl og psykiske ar - nogle  dybere end andre. Set realistisk på det, virker det som en rigtig dårlig ide at putte Jordens skæbne i hænderne på en ustabil teenager, men han vil jo så gerne vinde sin fars anerkendelse, så mon ikke det går. Flere af personerne stræber faktisk efter anerkendelse og kærlighed. Det er spændende at se dem kæmpe med deres indre dæmoner, men man kan heller ikke lade være med at tænke, at hold da op hvor hader Anno sine karakterer, for der sker SÅ meget lort for dem. Man skal bestemt ikke se Evangelion, hvis man har brug for at komme i godt humør. XD

Jeg finder også det psykologiske aspekt meget interessant. De religiøse og symbolske sætter nemlig gang i de små grå, hvilket jeg godt kan lide. Evangelion er en anime, som man kommer til at tænke over - længe! Efterfølgende brugte jeg i hvert fald rigtig meget tid på at søge Internettet tyndt for ekstra information omkring forskellige elementer og symboler samt teorier.

Evangelion tog mig med storm, og da jeg som 14-15-årig så den første gang, strøg den direkte ind på 1. pladsen. Siden da er den faldet nedad på listen, for den har nogle mangler. Det er så tydeligt, at Gainax i løbet af produktionen fik udtømt nogle ressourcer, således faldt mængden af animation hen mod slutningen. Særlig i de to sidste eps. er der utrolig meget tale hen over stillbilleder, og jeg tror det bunder mere ud i økonomiske problemer end et stilistisk valg. Evangelion er dog så heldig, at det i mange tilfælde fungere for serien at gøre det på denne måde, fordi det netop er en dialog, der foregår inden i personer.

11. Last Exile 

Da jeg så Last Exile første gang, var det dengang, den kørte på DR1 med engelsk tale og danske undertekster. Ved første øjekast var jeg faktisk ikke vildt imponeret over Last Exile. Jeg synes egentlig, at det var en so-so serie. Da jeg kom længere ind i historien og fandt ud af, hvor dybt universet egentlig er, blev min interesse dog vakt.

Last Exile fortælle historien om barndomsvennerne Claus og Lavie. De arbejder som bude og flyver varer og beskeder rundt i deres vanship. En dag overtager de en mystisk last fra en anden budbringer. Lasten består af pigen Alvis, som viser sig at være en vigtig brik i et større spil. De ender alle tre om bord på skibet Silvana, som har lidt af et ry for at være farligt. Claus, Lavie og deres vanship forvikles også ind i krigen mellem de to områder Disith og Anatory - for ikke at glemme Silvanas kaptajns personlige vendetta imod lederen af the Guild.

Last Exile foregår i et spændende univers med mange facetter. Historien udvikler sig ligeledes til at være fængende. Det skyldes især de mange interessante personer, som man følger. Selvom vi ikke får alle personernes baggrundshistorier, så føles de som afrundede personer og ikke overfladiske stereotyper. Der er både drama, action og spænding - og ind imellem er der scener, som virkelig bringer et smil frem på læberne hos en. Det hele krydres med lækker musik, som passer virkelig godt til de forskellige scener. Det er både de store dramatiske musikstykker til luftkampene og de mere legende musikstykker til kapløbene med vanships. Der er mange historier i historien, men personernes skæbner og veje vikles sammen på en måde, der virker naturlig og ikke forceret.

Last Exile fik i 2011 en efterfølger i form af Last Exile: Ginyoku no Fam, der dog burde have hedder "Many Exiles". Jeg vil anbefale alle at holde sig langt væk fra det skidt, for der er meget få elementer tilbage fra Last Exile, som er kommet med over. Det er Last Exile "moe-ficeret", og hvor det virker som om, at historien aldrig er blevet gennemtænkt. Det hele er utrolig usammenhængende. Ginyoku no Fam mangler alt det, som gør Last Exile god. Den eneste glæde jeg fik ud af at se den, var et gensyn med nogle af personerne fra Last Exile.

10. Nodame Cantabile + Nodame Cantabile Paris Hen + Nodame Cantabile Finale

Nodame Cantabile er sådan en serie, som man bliver glad af at se. Jeg kan rigtig godt lide humoren og personerne i den - faktisk er den kvindelige hovedperson Nodame en af mine yndlingsanimefigurer. ^^

Nodame Cantabile følger Chiaki, som er en talentfuld klaverspiller, der går på musikskole. Han drømmer dog i virkeligheden om at blive dirigent. Chiaki er arrogant, perfektionistisk og fuldstændig overbevist om sine egne fantastiske evner. Han ser ned på andre og irriteres over deres manglende musikalske evner. Nodame har virkelig øre for musik, men hun spiller ukontrolleret og efter sin fornemmelse. Hendes lejlighed ligner en losseplads, hun glemmer at gå i bad og mangler ofte mad. Skæbnen vil, at de to har lejlighed ved siden af hinanden, og at de kommer til at arbejde sammen på skolen.

Til persongalleriet tilføjes løbende flere "skæve" personligheder som Mine Ryuutarou , der præsenteres ligesom Chiaki, men ikke har samme talent, den feminine tampanospiller Okuyama Masumi og den eccentriske Milch/Stressemann. Nodame Cantabile følger så livet på musikskolen, og personernes privatliv - med hovedfokus på Nodame og Chiaki. I Paris-hen rejser Nodame og Chiaki til Paris (surprise) og fortsætter deres personlige og musikalske udvikling. Der skiftes bipersonerne ud, men de nye er skam lige så farverige, som dem fra første sæson. 3. sæson fortsætter, hvor Paris-hen sluttede med mere udvikling.

Jeg holder af Nodame Cantabile pga. personerne, deres relationer og den måde, de interagerer på. Det er en fornøjelse at se dem folde sig ud. For at kunne lide Nodame Cantabile, er man næsten nødt til at kunne lide Nodame. Hendes personlighed fylder nemlig rigtig meget. Der er en herlig humor i serien, som især bæres af Nodame og Chiakis scener sammen. Musikken betyder naturligvis også rigtig meget. Dels spiller personerne jo meget klassisk musik, og dels understøtter musikken de forskellige scener virkelig godt - især de humoristiske. Mange vil sige, at Nodame Cantabile handler om musik. Jeg vil sige, at den handler om personlig udvikling igennem musik og mødet med andre mennesker. Personudvikling er noget af det, jeg vægter utrolig meget i en anime. Det gør serien interessant og dynamisk. Apropos dynamik så er denne virkelig god mellem personerne. Det er aldrig kedeligt at følge deres hverdag.

Nodame Cantabile minder på mange måder om Honey and Clover, som I vil finde længere oppe på listen. Den har de samme bløde pastelfarver, som minder om vandfarver. Desuden følger de begge unge voksne gennem deres udvikling. Jeg føler dog, at Honey and Clover kommer mere i dybden med sine personer, hvilket er grunden til, at Nodame Cantabile "må nøjes" med en 10. plads på listen. Det er stadig nogle fantastiske personerne, der befolker Nodame Cantabile. Nodame Cantabile er en feel-good humoristisk serie med masser af personudvikling gennem de dilemmaer og konflikter, som man kan falde over på livets vej.

9. Mai-HiME

Det er vel snart 10 år siden, at jeg så My-HiME for første gang. Jeg blev grebet af serien pga. dens mystik og setting. My-HiME er dog en meget velafrundet og balanceret serie, som favner bredt. Den har både drama, humor, action, romance, fantasy og en smule mystik.

Serien følger Tokiha Mai (pigen til venstre på det ovenstående billede), der sammen med sin lillebror skal starte på Fuuka Academy. Det viser sig dog, at det ikke er en helt almindelig skole, de skal gå på. Skolens leder har i skjul samlet såkaldte HiME på Fuka for at bekæmpe monstre som kaldes Orphans - og Mai er naturligvis en af dem. HiME står for Highly-advanced Materializing Equipment. Alle HiME besidder specielle kræfter og er i stand til at tilkalde et Child. Hvis de vælger at kæmpe, må de sætte det, der er vigtigst for dem på spil. 

I eps. 8 kommer der et twist, som for alvor sætter skub i dramadelen og romancedelen af serien for den sags skyld. Der kommer flere twists undervejs, hvilket er med til at gøre serien mere spændende og interessant. Det bedste ved serien er plottet og dets indvirkning på personerne - og personer er der mange af. Denne serie handler nemlig i lige så høj grad om at redde verden som om mennesket og dets følelser. Den handler om det komplekse følelseskaos, der finder sted indeni os alle sammen, især når vi er forelskede. Det kan gøre os forvirrede og fortabte, men det gør os også levende. Mange af pigerne i serien forsøger egentlig bare at finde ud af, hvad de føler, og hvad de egentlig ønsker. Dette gælder i høj grad Mai, som der også er mest fokus på.

Musikken er lavet af Yuki Kajiura, og den er det, jeg vil kalde "klassisk Yuki Kajiura". Af nyere anime har hun lavet musik til bl.a. Sword Art Online og Madoka. Hun laver noget rigtig godt musik til især fantasy anime. De bedste musikstykker i My-HiME bliver brugt under kampscenerne og de mere dramatiske scener. Musikken formår virkelig at underbygge handlingen og personernes følelser.

Jeg vil anbefale My-HiME til folk, der godt kan lide en serie med mange forskellige elementer, hvor der veksles mellem alvor og sjov.