mandag den 30. maj 2016

Anime forår - over halvvejs

Vi er nu nået lidt over halvvejs ind i forårssæsonen, så jeg syntes, det var tid til at tage endnu et kig på den. Da jeg sidste fortalte om sæsonen i Anime forår: del 3, så min Top 5 således ud:
1. Joker Game
2. Flying Witch
3. Bungo Stray Dogs
4. Re:Zero kara Hajimeru Isekai Seikatsu / Re: Life in a different world from zero
5. Sakamoto desu ga? / Haven’t You Heard? I’m Sakamoto

Det gør den ikke længere. Som sæsonen er gået, er der nogle serier, som jeg får set oftere end andre. Herunder vil jeg fortælle lidt om, hvor langt jeg er med de forskellige serier, og hvad jeg synes om dem. Jeg har taget dem i alfabetisk rækkefølge. Indlægget bliver rundet af med en revideret Top 5. Alle serierne kan ses på Crunchyroll. 


Bungo Stray Dogs 
Eps. set: 5/12
Jeg havde semi-store forventninger til Bungo Stray Dogs, inden sæsonen gik i gang. Dem formår serien dog desværre ikke at leve op til. Der er simpelthen lidt for meget fjolleri og for lidt historie samt karakterudvikling. Der er en fin dynamik mellem især Dazai og Atsushi - men jeg kan heller ikke lade være med at se Tamaki og Haruhi i dem, siden jeg læste, at instruktøren også har lavet Ouran High School Host Club. Bungo Stray Dogs er underholdende nok, men jeg havde bare håbet på noget mere.


Flying Witch
Eps. set: 7/12
Har man brug for at komme ned i gear, slappe af og hygge sig, så er det Flying Witch, man bør lade tone frem på skærmen. Det er en virkelig jordnær serie med jordnære figurer, der dog alligevel har hver deres små særheder. De er rare at være sammen med, og det bliver aldrig overgearet eller overdramatisk. Flying Witch er en skøn healing anime og leverer inden for "den genre". 


Joker Game 
Eps. set: 8/12
Jeg må indrømme, at jeg ikke længere er heeelt så hooked på Joker Game. Intensiteten er ligesom forsvundet lidt. Jeg føler den i hvert fald slet ikke på samme måde, som i starten. Her i eps. 8, bliver der dog taget fat på noget, der kunne gøre serien spændende igen. Jeg håber også, at det betyder, at vi i de resterende fire episoder får en mere sammenhængende historie. Det er jeg nemlig endt med at savne. 


Re:Zero kara Hajimeru Isekai Seikatsu / Re: Life in a different world from zero
Eps. set: 9/25
For mit vedkommende er Re:Zero helt klart sæsonens store positive overraskelse. I Anime forår: del 3, nævnte jeg, at jeg ikke var så begejstret for de fire nye karakterer - det tager jeg i mig igen. Bortset fra én er jeg endt med at synes om dem. De har nemlig vist sig at fungere godt både i forhold til hovedpersonen Subaru og selve historien. Ja, faktisk er jeg endt med at synes om Re:Zero især pga. karaktererne i den - og hvordan deres relationer til hinanden bliver brugt i forhold til historien. Re:Zero har simpelthen revet mig med på en måde, jeg overhovedet ikke havde forventet. 


Sakamoto desu ga? / Haven’t You Heard? I’m Sakamoto
Eps. set: 4/?
Jeg er stadig ikke super hooked på Sakamoto - og jeg bliver det nok heller ikke, men det er en ganske fin serie at have kørende, imens jeg laver andre ting ved computeren. 


Her ser I min reviderede Top 5. De tre, der deler førstepladsen, står alfabetisk. 
1. Flying Witch
1. Joker Game
1. Re:Zero kara Hajimeru Isekai Seikatsu / Re: Life in a different world from zero
4. Bungo Stray Dogs
5. Sakamoto desu ga? / Haven’t You Heard? I’m Sakamoto

fredag den 20. maj 2016

Poke, poke... hey Haru-Con? *stilhed*

For en uge siden altså den 13. maj sendte jeg Haru-Con en mail omkring, om de ville være med i et interview til bloggen. Jeg skrev, at det ville handle om hvordan de er organiseret, deres planlægningsproces - og hvad der gik galt i den, hvordan connen gik, og deres planer for fremtiden. 
Jeg tænkte, at det kunne være godt at høre deres side af sagen ordentligt. Jeg fik ikke noget svar på min mail - hverken omkring om de ville være med i interviewet eller en melding om, at de havde modtaget mailen. 

Den 16. maj spurgte jeg derfor i deres Facebookgruppe, om de havde fået min mail. Intet svar. Onsdag taggede jeg Else, da hun har været den tydeligste arrangør op til connen. Stadig intet svar. I går taggede jeg de to andre: Nickolas og Victor, der stod som værter på eventet. Fortsat ingen respons.

Det er helt fint, hvis de føler, at de ikke har tid eller lyst til at være med i interviewet, men det ville nu altså være god stil at komme med et svar. Den manglende respons på mine henvendelser, sætter dem jo blot i et dårligt lys. 

onsdag den 11. maj 2016

Nyt fra KōyōCon

Live stream er et værktøj, som KōyōCon nu også har taget til sig. I fredags holdt de deres første på beam.pro, hvor guleroden var, at de ville afsløre datoer og lokation for den kommende con. Der var to værter: Martin og Line. Streamen startede med en video fra en tidligere KōyōCon. Streamen varede en lille times tid. Der blev både fortalt praktisk info, svaret på spørgsmål fra chatten og gøglet lidt. 


Streamen havde lidt tekniske problemer i form af lav lyd og en green screen, der gjorde værterne lidt blå i hovedet og håret - og gennemsigtige... XD Lydproblemet blev dog løst ved simpelthen at rykke mikrofonen tættere på. ^^ Så let kan det nogen gange gøres. 

De nye datoer for connen er 4.-6. november 2016. Prisen forbliver den samme som sidst: 200 kr. ved tidlig betaling og ellers 250 kr. En soveplads koster 50 kr. Det er dog endnu ikke muligt at tilmelde sig. Tilmeldingen skulle gerne gå live den 1. juni, men de skal nok annoncere det på deres Facebookside.

Der har være stor tilslutning til KōyōCon i seneste år, så Nørrevangskolen i Randers er faktisk gået hen og blevet for lille. Af den grund har man valgt at flytte connen tilbage til Grenå. Den nye lokation bliver Grenaa Idrætscenter, som giver plads til at forhøje maks. deltagerantal fra 400 til 600.
Arrangørerne ved godt, at der er en udfordring transportmæssigt i forhold til at have en con i Grenå, så de indsætter conbusser på ruterne Randers-Grenå og Århus-Grenå, hvor det også bliver muligt at tjekke ind til connen. *Thumbs up* til det. Prisen er endnu ikke fastlagt, men det skulle blive under 100 kr. tur-retur. 

To af dommerne til cosplayshowet blev også annonceret: Laura Craft som bor i Sverige men er fra Finland og så danske Tigermis. Cosplayteamet mangler stadig at finde den 3. dommer. Cosplayshowet får en overhaling. Det bliver dermed ikke længe Retro-cosplayshow. 

Derudover kom streamen omkring bl.a. mad (herunder selvfølgelig nudler), overnatning og sovegrupper, dealere, events og check-in.

fredag den 6. maj 2016

8 dag til Haru-Con men nærmest ingen info

Om 8 dage løber den lille sjællandske con Haru-Con af stablen i Ølstykke. Der er dog stadig ganske lidt information ude omkring connen. Den har ikke en hjemmeside, men kun et event og en gruppe på Facebook. På eventet står der følgende:
"Haru-Con er en lille convention for Japansk populærkultur. Det kommer til at vare fra lørdag d. 14. til mandag d. 16. maj, omkring 48 timer, med events, paneler, spil, spilrum, samt cosplay, hvilket er en forkortelse for costume-play, altså at man klæder sig ud som fiktive karakterer
Connen kommer til at finde sted på Ungehuset Hampen i Ølstykke, det samme sted som Tomo-con var sidste år.
Billetter: https://billetto.dk/da/events/harucon
Priser:
weekend: 75kr
sovesal: 10
"

Ud fra dette vurderer jeg, at Haru-Con primært går efter folk, der kender til Tomo-con og tidligere har deltaget der - og derfor ved, hvad de kan forvente. Bag Haru-Con står nemlig en af de gamle arrangører fra Tomo-con, som har fundet nogle nye til at hjælpe til. 

For nye deltagere kunne det dog være rart med noget mere information - også selvom man ikke er en helt så kritisk congænger. Selvom der måske ikke er fastlagt et program (endnu), kunne man godt skrive noget mere om, hvad det er for nogle events, man vil afholde. Der har været snak om et cosplaypanel i gruppen, men er det hele fokuseret på cosplay? Og er der overhovedet en cosplaykonkurrence eller -show? Hvad er der i spilrummet - snakker vi elektroniske spil eller bræt- og kortspil?

Selvom Haru-Con ikke går efter at få mange hundrede deltagere, synes jeg stadig, at det er lidt for... afslappet (hvilket nok er den pæne måde at sige det på). Det kan også godt være, at det bare er mig, der er for kritisk. De skal jo bare mødes og hygge sig...

tirsdag den 26. april 2016

Troldespejlets Top 50 animeserier

Den 19. april spurgte Troldspejlet sine følgere på Facebook om, hvilke animeserier der er de bedste. Det opslag fik hele 379 kommentarer, hvor iblandt der blev foreslået mange forskellige titler. De fleste nøjedes heller ikke med et enkelt forslag, men kom gerne med nogle stykker. Selv nævnte jeg både tre klassikere, som har haft stor indflydelse nemlig:
  1. Dragonball
  2. Sailor Moon
  3. Neon Genesis Evangelion 
og så min personlige Top 3.
  1. NANA
  2. Saikano / She, the Ultimate Weapon
  3. Honey and Clover
Jeg ville gerne nævne de tre serier, jeg selv bedst kan lide, men jeg forventede på ingen måde, at de ville komme med på listen. Det er de for ukendte til i Danmark.

Den 23. april kom Troldspejlet med sin Top 3 over animeserier. Som forventet var en af dem Dragonball. Det var dog klip fra Dragonball Z, der blev vist... men det er selvfølgelig også del af Dragonball, der har været vist på dansk TV. Personligt føler jeg dog, at der er noget forskel på den første Dragonball-serie og så Z. Nr. 2 blev til min overraskelse Cowboy Bebop. Jeg troede ikke, den stod så stærkt. På 3. pladsen kom endnu en shounen serie i form af Attack on Titan. Jeg havde forventet at se den på den færdige liste men ikke i Top 3. Det er en animeserie, som jeg synes er blevet hypet aaaalt for meget.

I går offentliggjorde Troldespejlet sine Top 50 animeserier på Facebook. Ligesom med Troldespejlets mange andre Top 50-lister, er det kun de tre øverste, der er numererede. Resten står desværre bare alfabetisk. Hvis man læser kommentarerne, kan man dog se, at det ikke lige er alle, der har fanget det med den alfabetiske rækkefølge. XD


Jeg kender alle titlerne på listen, og jeg har set lige under halvdelen af dem færdige. Der er som forventeligt mange, der har kommenteret, at de savner den og den serie. Selv savner jeg rigtig mange serier, som jer der husker min Top 20 nok har regnet ud. Derudover har jeg dog også tre klager til listen. 
  1. Jeg definerer anime som værende japanskproduceret tegnefilm - ergo hører Avatar: The Last Airbender ikke til på listen. 
  2. Det skulle være de 50 bedste animeserier, så hvorfor er der også film med (Akira og Ghost in the Shell)? Ja, der findes også en GITS-serie, men den hedder Ghost in the Shell: Stand Alone Complex - og eftersom det ikke står der, går jeg ud fra, at det er filmen, der er sat på. 
  3. Man kan ikke bare skrive "Gundam" og mase alt i den franchise sammen. 
Selvom jeg ikke er enig i listen, synes jeg dog, det er godt, at Troldspejlet skaber noget opmærksomhed omkring anime. Listen og kommentarerne kan måske inspirere flere til at begynde at se anime og/eller se et bredere udsnit af serier. 

mandag den 25. april 2016

Anime forår: del 3

Dette bliver sidste del om forårssæsonens nye animeserier, som jeg ser. I sidste uge blev det ikke til nær så meget anime. Jeg har således ikke fået set eps. 3 af Bungo Stray Dogs, så dens placering på min reviderede Top X, vil være baseret på de to første episoder. Jeg har igen listet serierne alfabetisk, og i bunden af indlægget kommer så min Top X.


Flying Witch eps. 3
Denne serie fortsætter i samme stille gear. Den forsøger ikke at være noget, den ikke er. Karaktererne passer også godt sammen. At se Flying Witch er ren afkobling. For nogle vil serien være for kedelig, eller have for lidt moe, men den passer lige til mig. De tre episoder er meget i samme stil, så jeg vil vurdere, at man efter at have set eps. 1 allerede ville kunne afgøre, om Flying Witch er noget for en.

Joker Game eps. 3
Denne episode kaster os ud i en ny historie - eller skulle jeg sige ny mission. Episoden fungerer rigtig godt og formår at drage seeren ind, selvom den kun har en 20 minutter at gøre godt med. Nu er jeg så bare spændt på, om Joker Game vil fortsætte med at være enkeltstående missioner, eller om der kommer en større sammenhængende historie. Der er jo en 8-9 stykker i bureauet, så der kunne jo sådan set komme en episode med hver af dem for til sidst at runde af med en fælles større mission. Det er dog rent gætteri fra min side af. Ligegyldigt hvad, er jeg fortsat om bord!

Kiznaiver eps. 3
Suk... jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige om Kiznaiver... Her efter 3 episoder ser det på ingen måde ud til at blive en serie, der tager sig selv særlig seriøst. Jeg havde håbet, selvom jeg var skeptisk. Kizuna-systemet virker mere og mere som en dårlig gimmick, som har snydt mig til at se den her serie... Pt. kan jeg ikke udpege et eneste element, som jeg godt kan lide ved Kiznaiver. Den ryger derfor på pause for nu, og så følger jeg med i anmeldelserne på ANN for at se, om den bliver værd at vende tilbage til. 

Re:Zero kara Hajimeru Isekai Seikatsu / Re: Life in a different world from zero eps. 4
Episoden starter heldigvis ikke med endnu et tidshop tilbage i tiden. Jeg var lettet, men undrede mig samtidig over, hvordan Subarus evne nu ville begynde at spille ind. Der sker ikke rigtig det store her i eps. 4 af Re:Zero. Dog er episoden ikke helt spildt, da den udbygger forholdet mellem Subaru og Emilia. Vi får også fornøjelsen af at se Subaru være Subaru, hvilket for mit vedkommende gjorde, at han blot blev sjovere og en mere interessant hovedperson. Introduktionen af de fire nye karakterer tiltalte mig dog ikke rigtig.

Sakamoto desu ga? / Haven’t You Heard? I’m Sakamoto eps. 2
Eps. 2 af Sakamoto er ligesom eps. 1 delt op i to historier. Jeg kunne bedre lide eps. 2, fordi jeg følte, at der var mere variation både historiemæssigt og humormæssigt. Eps. 2 føltes ikke langtrukken modsat eps. 1. Jeg har således fået lyst til at se videre på serien, men helt varm er jeg nu stadig ikke på den. 


Min Top 5 anime forår

  1. Joker Game
  2. Flying Witch
  3. Bungo Stray Dogs
  4. Re:Zero kara Hajimeru Isekai Seikatsu / Re: Life in a different world from zero
  5. Sakamoto desu ga? / Haven’t You Heard? I’m Sakamoto
Joker Game forbliver på 1. pladsen. Flying Witch har også lagt sig godt til rette på 2. pladsen, da den igen formår at levere den vare, jeg forventer. Re:Zero har ikke vist noget, der får den til at overhale Bungo Stray Dogs. Sakamoto rykker op, idet Kiznaiver er sat på pause. Jeg vil dog sige, at hullet mellem nr. 2 og 3 er ret stort, hvorimod nr. 3 og 4 ligger ret tæt (og Sakamoto er der ligesom bare...)

Læs også Anime forår: del 1 og Anime forår: del 2.

mandag den 18. april 2016

Anime forår: del 2

Endnu en uge er gået, hvor der er blevet set mere anime. Her i del 2 reviderer jeg igen min Top X-liste, som nu er blevet til en Top 6. Koutetsujou no Kabaneri / Kabaneri of the Iron Fortress, Macross Delta og Kuromukuro er forsvundet fra listen, fordi de ikke umiddelbart ser ud til at blive streamet på sider tilgængelige i Danmark. (Det kan dog nå at ændre sig, da Daisuki.net og Viewster er sløvere i optrækket end Crunchyroll.) De 6 tilbageværende på listen, kan alle ses på Crunchyroll.

Jeg har valgt at liste serierne alfabetisk denne gang. Ud for hver har jeg skrevet, hvilke episoder, jeg kommenterer på. Nederst i indlægget finder I den reviderede Top 6. 

Bungo Stray Dogs eps. 2
Denne episode byder allermest på humor, så der er god mulighed for at få bedømt, om humoren falder i ens smag. Jeg fandt eps. 2 ganske underholdende, men jeg håber, at der kommer lidt mere gang i historien i eps. 3. OP'en afslører også en hel masse karakterer, som jeg gerne vil have introduceret. 

Flying Witch eps. 1-2
Præcis som jeg havde forventet, er dette en stille og rolig serie, man kan koble af og hygge sig med. Det er min form for healing anime. ^^ Der sker ikke det store i episoderne. Vi holder os til hverdagsting med et drys af magi - men meget "jordbunden" magi. Der er ingen fancy trylleformularer eller sådan noget. At hovedpersonen er heks, virker som en helt naturlig ting. Hvis jeg skulle sammenligne Flying Witch med en anden anime, ville det blive Kiki's Delivery Service.

Joker Game eps. 2
Vi fortsætter lige på og hårdt, hvor eps. 1 slap. Intensiteten starter altså højt, men flyder så ud, efter at missionen er løst. Resten af eps. 2 foregår i et helt andet tempo. Måske derfor virker eps. 2 ikke helt så stærk som eps. 1. Det er dog på ingen måde sådan, at eps. 2 er kedelig. Der er stadig spænding, og vi lærer noget nyt om karaktererne.  Det er også stadig klart den bedste serie her i den nye sæson efter min mening. Det er dog svært at skrive en hele masse, da jeg synes, at man selv skal have aha-oplevelserne, når man ser den.

Kiznaiver eps. 2
Urgh... jeg synes ikke rigtig, at eps. 2 forbedrede mit indtryk af denne serie. Jeg havde håbet på en mere seriøs og dramatisk tilgang, hvor Kiznaiver tog mig med ud af den fjollede og i mine øjne lidt tåbelige vej... Jeg giver dog fortsat serien en chance, men den skal snart til at vise et eller andet interessant ud over konceptet med at fordele smerte enten mht. historien eller karaktererne. Indtil videre er der nemlig heller ikke nogen af karaktererne, som rigtig siger mig noget. 

Re:Zero eps. 2-3
Eps. 2 var sådan lidt... "så tager vi den igen - denne gang med en hovedperson, der ikke fatter, at tiden er spolet tilbage". Det virkede altså meget begrænset, hvad serien kunne gøre med den gimmick. Eps. 3 skulle ikke dække samme trummerum men bød på action, så den var mere underholdende. Jeg krydser dog fingre for, at vi i eps. 4 kan bevæge os videre fra den første dag i den anden verden. Serien bliver på 25 episoder, så jeg er også spændt på at se, hvordan historien vil udvikle sig. Der skal gerne noget mere kød på historien og/eller karaktererne, hvis jeg skal blive hængende så længe. Her i eps. 3 rystede jeg flere gange på hovedet af hovedpersonen, men det var imens jeg smilte/grinte, hvilket er et godt tegn. Jeg tror dog ikke, at det er alle, der vil have det på samme måde. 

Sakamoto desu ga? / Haven’t You Heard? I’m Sakamoto eps. 1
Efter anbefaling fra et par venner prøvede jeg at kaste mig ud i denne serie på trods af, at jeg var skeptisk omkring, om konceptet kunne holde en hel serie igennem. Det er jeg stadigvæk. Jeg må indrømme, at jeg faktisk synes, at Sakamoto ville egne sig meget bedre som en "short" med episoder på en 5 minutter eller sådan noget. Det blev lidt kedeligt med, at der i samme episode var først en trio og så en enkelt dreng, der ville forsøge at få Sakamoto ned med nakken, for så at ende med at forgude ham. I preview'et kunne jeg se, at næste episode følger en pige, så jeg håber, at det måske vil skabe lidt afveksling. Jeg er dog meget tæt på bare at droppe serien, for humoren er altså ikke lige mig.

Top 6 anime forår

  1. Joker Game
  2. Flying Witch
  3. Bungo Stray Dogs
  4. Re:Zero kara Hajimeru Isekai Seikatsu / Re: Life in a different world from zero
  5. Kiznaiver
  6. Sakamoto desu ga? / Haven’t You Heard? I’m Sakamoto
Joker Game har sat sig solidt på 1. pladsen. Dernæst lander Flying Witch på 2. pladsen, fordi den levede op til mine forventninger. Bungo Stray Dogs ligger på 3. pladsen, fordi jeg stadig var godt underholdt og fortsat er spændt på historien og karaktererne. Re:Zero sniger sig lige akkurat op på en 4. plads, da den formår at levere en karakter (hovedpersonen), som jeg finder sjov. Modsat siger ingen i Kiznaiver mig noget endnu... så den er henvist til 5. pladsen. Sakamoto desu ga ligger selvfølgelig nederst eftersom jeg er tæt på at droppe den.

Bonusinfo: en af mine veninder, som også startede på Mayoiga har også droppet den efter eps. 3. 

Læs også Anime forår: del 1.