fredag den 18. december 2015

Låge nr. 9: Lovey dovey trouble

D.N.Angel

Den første kærlighed kan være sød men også forvirrende - og forvirrende er det især for Daisuke Niwa i serien D.N.Angel. Forestil dig at være en del af et firkantsdrama med dig selv...


Da Daisuke Niwa bliver 14 år aktiveres "Dark-genet" i ham. Han forvandler sig således til mestertyven Dark, når han oplever hjertebanken ved at se eller tænke på den pige, han er forelsket i. Daisuke tilstår sin kærlighed til Risa Harada, men hun afviser ham blankt. Hun har imidlertid en tvillingesøster kaldet Riku, som Dark får et crush på ved første øjekast. Så langt så godt. Daisuke kommer sig over Risas afvisning, og i stedet begynder han at udvikle følelser for Riku, da han lærer hende bedre at kende. Risa har fået et glimt af Dark og er blevet hovedkluds forelsket i ham. Så nu begynder det at blive indviklet. 

D.N.Angel fortæller altså historien om de(n) første kærlighed tilsat et ekstra twist. Det er en sød og finurlig historie uden det helt store mørke drama. Det flirtes lidt med mørket, men det er mere i rivaliseringen mellem Dark og Krad (som der sikkert findes mange doujinshis med parrings med). 

Det er egentlig ikke, fordi D.N.Angel er en fantastisk serie, men for mig er det nostalgi. Mangaen var nemlig den første jeg læste, hvor jeg ikke kendte historien i forvejen. Så jeg synes, at det er hyggeligt at se tilbage på den. Kan man slappe af og nyde de kære forvirrede forelskede teenagere er det nu også en fin serie. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar