Låge nr. 12: En ED der gør mig glad

Spice and Wolf: Ringo Biyori ~The Wolf Whistling Song 

Engrish all the way + en genkendelig monoton klimpren på én tangent + fløjten = lalleglad Maibritt

Jeg bruger denne sang som en god undskyldning for at synge så dårligt, som jeg kan, være fjollet og indimellem danse lidt rundt. Så selvfølgelig gør den mig glad. :D Der er ikke så meget mere at sige. ^^; 

Låge nr. 11: En anime om mad

Wakako-zake

Selvom episoderne kun er på 2 minutter, formår de alligevel at få mundvandet til at løbe på mig.

Alle episoderne er bygget op på samme måde: Murasaki Wakako går ud og spise. Hun bestiller en ret og en tilhørende drik, som matcher det, hun vil spise. Hun nyder så sin mad i fulde drag og slipper et tilfreds "pshuu" ud. Simpelt, men det fungerer.

Retterne præsenteres super indbydende, og selvom nogle af dem umiddelbart er ting, som jeg ikke synes lyder sååå lækre, så formår retterne stadig at friste.

Serien giver mig lyst til selv at nyde god mad - både hjemmelavet og udenbys.

Der er 12 episoder i alt, og de kan ses hos Crunchyroll.

Låge nr. 10: En anime jeg er blevet positivt overrasket over

Fullmetal Alchemist

Det kan måske lyde underligt, men da jeg startede på FMA, var jeg bestemt ikke imponeret. Jeg fandt den faktisk ret kedelig. Det hjalp heller ikke, at serien virkede så langsommelig for mig, at jeg troede, jeg havde set 4 episoder, hvor det viste sig kun at være 2. Serien fik derfor lov til at ligge et halvt års tid(?), indtil Morten overtalte mig til at give den en chance mere.

Det var altså med en vis skepsis, at jeg satte mig til at se eps. 3. Langsomt begyndte jeg se potentialet i serien, for der var nogle interessante principper. Helt solgt blev jeg dog, da jeg 7 episoder inde havde stortudet over en vis piges og hunds skæbne.

Jeg blev draget ind i universet og ikke mindst historien. Jeg ville hele tiden vide, hvad der nu skulle til at ske. Kedelig var således en beskrivelse, som jeg kastede langt væk, og i stedet vil jeg i dag bruge ord som interessant, spændende og tankevækkende. 

Låge nr. 9: Lovey dovey trouble

D.N.Angel

Den første kærlighed kan være sød men også forvirrende - og forvirrende er det især for Daisuke Niwa i serien D.N.Angel. Forestil dig at være en del af et firkantsdrama med dig selv...

Da Daisuke Niwa bliver 14 år aktiveres "Dark-genet" i ham. Han forvandler sig således til mestertyven Dark, når han oplever hjertebanken ved at se eller tænke på den pige, han er forelsket i. Daisuke tilstår sin kærlighed til Risa Harada, men hun afviser ham blankt. Hun har imidlertid en tvillingesøster kaldet Riku, som Dark får et crush på ved første øjekast. Så langt så godt. Daisuke kommer sig over Risas afvisning, og i stedet begynder han at udvikle følelser for Riku, da han lærer hende bedre at kende. Risa har fået et glimt af Dark og er blevet hovedkluds forelsket i ham. Så nu begynder det at blive indviklet. 

D.N.Angel fortæller altså historien om de(n) første kærlighed tilsat et ekstra twist. Det er en sød og finurlig historie uden det helt store mørke drama. Det flirtes lidt med mørket, men det er mere i rivaliseringen mellem Dark og Krad (som der sikkert findes mange doujinshis med parrings med). 

Det er egentlig ikke, fordi D.N.Angel er en fantastisk serie, men for mig er det nostalgi. Mangaen var nemlig den første jeg læste, hvor jeg ikke kendte historien i forvejen. Så jeg synes, at det er hyggeligt at se tilbage på den. Kan man slappe af og nyde de kære forvirrede forelskede teenagere er det nu også en fin serie. 

Låge nr. 8: Et outfit fra en anime som jeg gerne vil have

Både Paradise Kiss og Kuragahime / Princess Jellyfish byder på rigtig meget flot tøj, men der er også et fokus på tøj og mode i begge serier. Så jeg har valgt at lede opmærksomheden over på den kvindelige hovedpersons tøj i en helt anden serie, hvor de hverken går på en designskole, eller selv laver deres tøj. Hendes personlighed er på ingen måde min kop te - faktisk er hun en af grundene til, at jeg 12 episoder inde, overvejer at droppe serien - men jeg er vild med hendes tøjstil.

Det outfit, jeg har valgt ud, er et sæt, som er ret afdæmpet. Farverne er klassisk sort og hvid. Det er noget, som jeg rent faktisk kunne se mig selv gå i.

Herunder kan man se Koko Kagas hårbånd fra siden, hvor der er noget ekstra pynt på, som sammen med det blå armbånd er de eneste "splash of colour". Eftersom jeg har sort hår, ville hårbåndet drukne lidt i mit hår, men den farvede pynt ville stå tydeligere frem.

Det lykkedes mig ikke at få fat i et screenshot af Koko Kaga i fuld figur, men herunder kan man se længden på nederdelen og farven på strømpebukserne.

Jeg kan godt lide sættet som helhed, men også skjorten og nederdelen hver for sig. Jeg kan især godt lide, at der er tern i to sorte nuancer på nederdelen frem for, at den er ensfarvet. Kanten er også en fin detalje. 

Låge nr. 7: En anime jeg ikke har set endnu men gerne vil se

Ginga Eiyuu Densetsu / The Legend of the Galactic Heroes

Det er en anime, som jeg længe har tænkt, at jeg burde få set. Jeg er bare ikke så god til at gå i gang med lange serier, og The Legend of the Galactic Heroes er på 110 episoder. Det har ingenting at gøre med, at den startede tilbage i 1988, for jeg har skam intet imod at se gamle anime, så længe de er noget ved.

Jeg har hørt meget godt om serien. Den skulle byde på en kompleks politisk historie og interessante personer. Det er også en serie, som Morten gerne vil se sammen med mig, så der kommer nok fortsat til at gå et stykke tid, før der bliver taget hul på den. Vi har nemlig nok at se lige for tiden. 

Låge nr. 6: En anime jeg har grint utrolig meget til

Ouran High School Host Club

Herlige karakterer og godt sammenspil imellem dem - det er især det, der bærer Ouran og ikke mindst humoren i serien.

Min første indskydelse var faktisk at nævne Genshiken Nidaime, men ved nærmere eftertanke valgte jeg Ouran, da jeg jo allerede har været omkring Genshiken Nidaime her på bloggen i forbindelse med mit tilbageblik på animeåret 2013.

Jeg faldt pladask for Ouran allerede i løbet af den første episode. Jeg kendte dog også præmissen på forhånd, så jeg var godt klar over, at alt ikke var, som det kunne se ud... Persongalleriet er som sagt det, der bærer serien. De går godt i spænd og supplerer hinanden vel. Det er også et selskab, jeg gerne ville befinde mig i.

Serien følger personernes "almindelige hverdag" på deres skole. Hverdagen er dog langt fra almindelig, når man for det første er host, skylder 8.000.000 yen og er omgivet af teenagere med for meget tid og ikke mindst for mange penge.

De har det dog altid sjovt sammen, selvom (eller måske netop fordi) rigmandsbørnene finder på de mest vanvittige ting. Det er dog også sjovt at se Haruhi demonstrere, hvordan det jævne folk lever f.eks. ved at lave instant coffee, hvilket de rige fascineres af - især Tamaki. Derudover ses der stort på, at visse personer burde være dimitteret efter et år. XD Klubben forbliver således samlet hele serien igennem. ^^

Ouran er utrolig bevidst om sine stereotyper, og spiller derfor også på dem. Drengene præsenteres endda som hver deres type i eps. 1. Selvom de generelt holder sig inden for deres sterotyper, leges der også med dem. Den kære lille Honey har f.eks. en meget mørk side, og tvillingerne er meget bevidste om, at de laver spil for galleriet. Tilgangen til det hele er med humor. Så intet bliver virkelig mørkt eller angstfyldt. Den lette og glade tone vinder hver gang, og man sidder altid tilbage med en god følelse. 

Låge nr. 5: En anime med en anderledes stil

Gankutsuou: The Count of Monte Cristo

Denne klassiske hævnhistorie er i animeversionen, blevet krydret både med sci.fi. og en iøjnefaldende stil.

Der bliver leget med farver, mønstre, refleksioner og lys på en måde, som jeg indtil da eller sidenhen, ikke har oplevet i en anime. Det gælder ikke bare character design, hvor personernes klæder kommer i mange forskellige psykadeliske mønstre. Håret er for det meste ikke i de vilde frisurer, men farvemæssigt bruges der en helt unik pallet. Baggrundene kan også være ret overdrevne med deltaljer og farver. Faktisk skal man nogle gange kigge godt efter for at se, hvad der ting, og hvad der er personer.

Der er så at sige meget at arbejde med for øjnene. Af den grund anbefaler jeg, at man ser Gankutsuou i god kvalitet, så tingene ikke flyder sammen, og man bedre kan værdsætte det stilistiske valg.

Jeg tror, at stilen nemt kan skræmme folk væk, men jeg synes faktisk, at den fungerer godt til serien, når man kommer rigtig ind i den. Det er en syret verden, som historien udspiller sig i, og hvor syrede personer bedrager, stjæler og manipulerer.

Låge nr. 4: En fluffy kat

Jeg syntes, at det var for oplagt at vælge Chi fra Chi's Sweet Home eller Poyo fra Poyopoyo, så jeg har valgt en kat fra en anime, hvor katten ikke er i fokus.

Jeg præsenterer Momoneko-sama fra Tamayura-anime'erne. Han er nærmest bare en omvandrende pelsklump - der har også hersket tvivl omkring, om Momoneko-sama reelt er en kat eller et væsen af en eller anden art.

Jeg bliver altid glad, når Momoneko-sama vandrer ind over skærmen. Jeg får nærmest lyst til at kramme skærmen... ^^; Ham ville jeg også jagte med et kamera, hvis jeg var Potte.

Skulle det lykkedes mig at komme helt tæt på Momoneko-sama, ville jeg sikkert også reagere ligesom Chihiro gør.

Låge nr. 3: En overset anime

Madlax

Med over 10 år på bagen og en animefanskare, som foretrækker anime, der kun er et par år gammel, giver det mening, at Madlax bliver overset nu til dags. Dog var der heller ikke mange danske animefans, der kendte til den, da jeg kom ind i fanmiljøet for en 9 år siden - selvom den dengang stadig var ny. De fleste talte derimod om dens "forgænger" Noir. Jeg skriver det i anførselstegn, da de to serier ikke har noget at gøre med hinanden handlingsmæssigt, men det er samme studie, der står bag, og hovedkonceptet med piger med pistoler er det samme. Selv havde jeg da også kun stiftet bekendtskab med Noir gennem den tyske tv-kanal Viva, indtil Morten præsenterede mig for Madlax.

Madlax byder på action og mystery, som bliver løftet af et virkelig godt soundtrack. Endnu en gang slog navnet Yuki Kajiura sig fast i mit hoved. Musikken sætter i den grad stemningen i de forskellige scener, og giver seeren en bedre fornemmelse for miljøerne, hvor historien udspiller sig. Derudover er der også to gode ekstrasange, som primært bliver brugt i actionscenerne: Nowhere og I'm Here.

Nu hvor jeg tænker tilbage, byder Madlax faktisk også på en masse forskellige stærke kvindelige karakterer. Der er selvfølgelig Madlax selv, hendes ærkefjende Limelda, men både Margaret Burton, Elanore Baker og Vanessa Rene er jo også stærke på hver deres måde.

At give sig i kast med Madlax kræver noget tålmodighed mht. mysteriedelen, for så vidt jeg husker, går der noget tid, før vi egentlig får svar på, hvem den mystiske pige og dreng er. Jeg husker dog, at jeg selv blev meget overrasket, da det blev afsløret, hvordan det med pigen hang sammen, og det var ikke en forklaring, jeg havde set komme. Derudover er der jo også mysteriet med Margarets bog...

Låge nr. 2: En healing anime

Natsume Yuujincho / Natsume's Book of Friends

Dette var en af de første healing anime, jeg så. Jeg faldt for den særlig stemning - og det er netop den der er vigtig for mig, når det kommer til healing anime. Healing anime ser jeg, når jeg har brug for bare at koble af og flade ud. Af den grund skal de helst være nemme at gå til uden den store forkromede historie. Det gør ikke noget, at der er lidt action eller drama, men det skal helst forløses hurtigt, så man til slut i episoden sidder med den der gode varme fornemmelse i maven.

Der findes 4 sæsoner med hver 13 episoder af Natsume's Book of Friends efterfuldt af en OVA på en enkelt episode. I løbet af sæsonerne ændrer stemningen sig desværre lidt. Serien ryger en lille smule mere over i det mørke og seriøse spor, men jeg nød stadig at se den. De 3 første sæsoner ligger samlet hos Crunchyroll, som så har sæson 4 liggende for sig selv.

Natsume's Book of Friends byder på en lang række af forskellige yokai - og nogle af dem er total nuttede. ^^

Julekalenderens første låge

Glædelig 2. december. Ja, det blev så på andendagen, at "julekalenderen" kom i gang. For lige at opfriske, så har jeg valgt at lave en "12 days of anime"-julekalender her i december. Jeg går så efter at komme med et kalenderindlæg hver anden dag. Indlæggene kommer til at handle om 12 forskellige anime-relaterede ting, og de kommer helt sikkert til at være af varierende længde. Nogle dage bliver det måske bare et billeder med nogle kommentarer til, og andre gange vil emnet lægge op til, at jeg går mere i dybden. Nu må vi se, hvad det bliver til. ^^ Lad os få sat gang i kalenderen. Fremover vil jeg dog navngive hvert enkelt kalenderindlæg efter, hvad det kommer til at handle om.

Bag den første låge gemmer der sig:

en OP der gør mig glad

Jeg tænker ren og skær på sangen og ikke videosekvensen her. Der er mange at vælge imellem. Fælles for dem er dog, at de gør mig glad pga. deres melodi. Teksten har jeg ikke skænket den store tanke. Jeg har valgt en OP ud, som også er en lille krølle, der forbinder denne julekalender med den første, jeg lavede. Det drejer sig om den første OP til Skip Beat!, som hedder Dream Star.

Dream Star bliver brugt som OP i eps. 1-19 i serien. Jeg synes, at den passer rigtig godt til Skip Beat! med sit optimistiske beat. Den har også en meget genkendelig start. Jeg kan godt lide, hvordan sangen bygger styrke op, som rigtig slippes løst i omkvædet. Med Dream Star er der dog hverken tale om fantastisk sang, storslået brug af instrumenter eller den slags. Sangen bliver løftet op i kraft af, at jeg kender til Kiyokos kamp om at slå igennem i show business og banke Sho. Sangen illustrerer Kiyokos energi og drive rigtig godt, hvilket nok også er en af grundene til, at den gør mig glad. Den får mig til at tænke på alle de gyldne øjeblikke i Skip Beat!.