torsdag den 9. maj 2019

Til J-Popcon for 2. gang

Så er det blevet tid til at se på J-Popcon fra deltagernes side. I dette optaktsinterview kan I møde Rim på 18 år. Hun begyndte at cosplaye for snart 3 år siden, men  hun kom først sådan rigtig i gang med at lave sine egne ting sidste år.
Det er anden gang, Rim skal deltage til J-Popcon. J-Popcon er dog den eneste danske con, hun har besøgt. Til gengæld har hun været til en udenlandsk con nemlig Japan Expo i Paris. Ud over anime, manga, cosplay og gaming så interesserer Rim sig også for kinesiske noveller.



Hvordan hørte du om J-Popcon? 
Det er faktisk lidt en sjov historie. Jeg havde faktisk ikke hørt om J-Popcon fra nogen som helst. Jeg vidste ikke engang, at der fandtes anime/Japan-conventions. 
Første gang jeg opdagede J-Popcon var  for 6-7 år siden, da jeg var i København med min familie og onkel, som var på besøg fra Marokko. Vi kørte rundt ved DGI-byen, og jeg opdagede nogle i animecosplays. Jeg fik min far til at stoppe. Min onkel og jeg fulgte så efter cosplayerne, og sådan ankom vi til J-Popcon. Jeg var så hyper og kunne ikke være mere lykkelig den dag. 
Det var første gang, jeg opdagede connen, men det var først 2-3 år efter, jeg søgte mig frem til, at det var J-Popcon. 


Hvorfor har du valgt at deltage til J-Popcon i år? 
Fordi jeg endelig har en god nok økonomi og tilladelsen til at tage af sted. Jeg er også i gang med et større cosplayprojekt, som jeg gerne vil have på til J-Popcon 


Hvordan er dine forventninger til connen? 
Jeg har ikke rigtig nogle forventninger, udover at jeg håber på, det bliver sjovt. 


Hvad synes du om programmet? Er der noget du ser særligt frem til? 
Jeg synes, programmet er fint nok, men jeg synes, det er mærkeligt, at connen begynder så sent om fredagen, når det er en helligdag. 

Jeg ser frem til workshoppene, der er. Jeg var nemlig til Japan Expo i Paris, men fik aldrig chancen for at deltage i en workshop, men det har jeg nu. 


Er der en eller flere bestemte workshops, du gerne vil deltage i?
Indtil videre er der kun to workshops, som jeg vil deltage i. Det er Random k-pop dance og Stage Performance workshop.


Betyder det noget for dig, at der er internationale cosplaygæster? Hvorfor/hvorfor ikke? 
Ja, jeg vil nok sige, at det betyder noget, at der er internationale cosplaygæster. Det er godt med mere variation og internationale forhold med andre lande og cosplayere. 


Er du bekendt med nogen af cosplaygæsterne?
To be honest, så kender jeg ikke nogen af dem. Det er først her på det seneste, jeg er begyndt at finde cosplayere og gøre mig bekendt med dem på de sociale medier.


Hvad synes du om, at instruktør og animator Ishizuka Atsuko er VIP-gæst? Er du bekendt med nogen af de titler, hun har arbejdet på? 
Jeg synes, det er fint nok. Jeg kender godt nogle af de titler, hun har arbejdet på, men ikke rigtig nogen, som jeg er så hypet over. Det vil være nice, hvis der på et tidspunkt kom en manga artist. 


Hvad synes du om prisen for at deltage? 
I begyndelsen syntes jeg, at det var dyrt. Det er stadig lidt dyrt, men når man tænker over, at en con ikke ligefrem er billig, og at Danmark ikke er det billigste land at holde det i, så giver prisen mening. 


Benytter du dig af sovesalen? 
Nej. Jeg vil rigtig gerne, men jeg må ikke for mine forældre. 


Skal du cosplaye? Hvorfor/hvorfor ikke? 
Ja, jeg skal cosplaye alle tre dage. Jeg cosplayer, fordi jeg synes, det er sjovt, og jeg har arbejdet med et stort projekt, som jeg gerne vil vise frem og nyde. Jeg har også tænkt mig at cosplaye til alle fremtidige conner, jeg skal til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar