Årtiets anime: Fantasy

I dette blogindlæg har jeg samlet mine favoritter fra det forgangne årti mht. fantasy. Jeg har valgt også at inkludere isekai her. Jeg dykker ned i seks forskellige universer. Honorable mention: Maoyu (2013), der havde nogle virkelig gode øjeblikke hen mod "slutningen" og havde potentiale, men ikke udnyttede det fuldt ud.

Det her bliver sidste blogindlæg om Årtiets anime for nu. I den næste tid vil jeg nemlig kaste mig ud i Anime 2020-blogindlæggene.

Log Horizon (2013, 2014)

Log Horizon udkom året efter Sword Art Online, og med sit setup hvor spillerne pludselig er fanget i et online spil, blev de to selvfølgelig sammenlignet. Personligt kunne jeg dog meget bedre lide, hvad Log Horizon udviklede sig til. Her accepterer spillerne, at de ikke kan vende tilbage til deres gamle liv og forsøger i stedet at finde sig til rette i spilverdenen. De udforsker, hvordan verdenen fungerer, og hvordan de kan påvirke og udnytte mekanismerne i den. World building er i den grad i fokus her i Log Horizon. 

Derudover byder serien på interessante karakterer, som går godt i spænd med hinanden, udfordrer hinanden og udvikler sig. Her vil jeg fremhæve hovedpersonen Shiroe, som er nøglespilleren i det politiske spil. Han illustreres som en dark mastermind, men det gøres på humoristisk vis, da Shiroes intentioner faktisk er gode. 

Så kan man leve med Naotsugus glæde ved bryster og en for mig unødvendigt rivalisering mellem  Akatsuki og Minori om Shiroes gunst, så er der altså en virkelig god historie i Log Horizon.

Desværre blev forfatteren til Log Horizon light novel serien, som anime'en er baseret på, anklaget og senere dømt for skattesnyd, hvilket nok gjorde, at man ikke havde lyst til at lave mere Log Horizon anime. Så det kom som en glædelig overraskelse, da jeg opdagede, at der ville komme en ny sæson alligevel her i januar. Og jeg glæder mig til at vende tilbage til Elder Tale - verdenen hvor Log Horizon udspiller sig. 

Noragami (2014, 2014)

Her i Noragami byder studiet Bones indenfor til action og komedie i en moderne verden med guder og ånder. Serien bæres især af sine karismatiske karakterer og deres relationer til hinanden. Både Yato og Yukine balancerer på grænsen til utålelige til tider, men Hiyori sørger for at hive dem væk fra kanten igen. 

Noragami kan få dig til at grine, men indimellem bliver det også dramatisk, og så kan serien også udløse feels hos seeren. Den generelle tone er dog munter og sorgløs på trods af Yatos finansielle... udfordringer. Disse bruges ofte som udgangspunkt for humoristiske indslag. 

Sæson 1 er på 12 episoder og den efterfølgende OVA er på 2. I 2015 kom der en sæson 2, men den har jeg ikke fået set endnu.

Yona of the Dawn (2014)

Yona of the Dawn er en omvendt haremsserie og henvender sig nok mest til piger. Når det så er sagt, så byder Yona of the Dawn faktisk også på en ganske udmærket om end klassisk udviklingshistorie med den privilegerede overbeskyttede prinsesse, der pludselig bliver kastet ud i et eventyr sammen med en tro følgesvend. Hun må så samle flere støtter for at genvinde sin retmæssige trone. 

I denne proces udvikler Yona sig selvfølgelig, bliver mere ansvarsbevidst og udvikler sin indre styrke og lederegenskaber. Yona er i det hele taget meget anderledes end den typiske kvindelige hovedperson i omvendte haremsserier. Hun har en stærk personlighed og en stærk vilje, og det er fuldstændig forståeligt, hvorfor hun er så populær. Og det er et stort plus for serien.

Yona er omgivet af bishounen, som alle tager udgangspunkt i en velkendt stereotype. Fyrerne fungerer dog godt sammen som gruppe og duoer, og der udvikles også venskaber imellem dem. Altså er det ikke kun deres relation til Yona, vi får lov til at udforske. 

Fantasyelementet kommer i form af drager. Dragekongen er genfødt i Yona og de fire drager (blå, hvid, grøn og gul), som følger ham, er genfødt i fire af fyrerne. Drageblodet giver fyrerne hver især særlige evner, som har præget deres opvækst og personlighed. 

Yona of the Dawn består desværre kun af en sæson, og der virker til at være meget mere historie at fortælle, for vi møder først den gule drage hen mod slutningen. 

Gate (2015, 2016)

Hvordan ville Japan Self-Defense Forces klare sig mod en drage eller andre fantasyvæsner? Det giver Gate dig svaret på. Ud af det blå dukker der nemlig en portal til en anden verden op i Tokyo, hvorefter det strømmer ud med fantasyvæsner. 

Gate byder således på masser af action men også politik og strategi. I midten af det hele står officer Youji Itami, demigudinde Rory Mercury, den vise magiker Lelei la Lalena og elveren Tuka Luna Marceau. 

Itami er meget nede på jorden og sørger i det hele taget for at tøjre serien til det seriøse og "virkelighedstro". Serien har dog masser af humor, så det er ment på den måde, når jeg skriver "det seriøse". For mig er Itami klart seriens bedste karakter. De tre piger repræsenterer hver deres stereotype, men generelt fungerer de godt, fordi det ofte gøres med et glimt i øjet. 

Sæson 2 går dog i en anden retning, og jeg var derfor ikke lige så begejstret for den, men når man har set sæson 1, vil man jo gerne se, hvordan det fortsætter. Desværre leverer sæson 2 ikke nogen slutning.

Re:ZERO -Starting Life in Another World- (2016)

Jeg var skeptisk over for Re:ZERO i starten. Jeg mener, hvor mange gange kan/skal vi se det samme udspiller sig igen og igen med få ændringer...? Lige præcis så længe, at det ikke når at føles alt for ensformig. Så bevæger vi også nemlig videre til et nyt "save point". Hurra for det. Det giver historien et fint flow og et passende spændingsniveau. 

Jeg faldt også hurtigt for Subaru Natsuki og hans personlighed. Han er lidt fjollet, men har gode intentioner og et godt hjerte. Samtidig kan jeg godt lide, at han ikke får nogen specielle kræfter i den nye verden - bortset fra, at verdenen genstarter, når han dør. Men Subaru skal stadig begå sig i den som et menneske med helt almindelig styrke og evner bevæbnet kun med sin loyalitet og sine talegaver. 

Hen ad vejen falder serien i kvalitet, det skyldes især, at Subaru falder ned i et dybt sort hul og har rigtig svært ved at komme op igen. Her brillerer best girl Rem til gengæld. Hun er også min yndlings kvindelige karakter. Jeg er nemlig ikke tilnærmelsesvis lige så begejstret for Emilia som Subaru er. Jeg synes, hun er lidt for intetsigende. 

Alt i alt er Re:ZERO en underholdende serie med action, magi, komedie og drama. Re:ZEROs anden del af anden sæson er netop startet her i 2021. 

That Time I Got Reincarnated as a Slime / Tensei shitara Slime Datta Ken (2018, 2019)

Første halvdel af That Time I Got Reincarnated as a Slime er klart bedst. Jeg elsker, hvordan hovedpersonen - hovedvæsnet? - Rimuru bruger tiden på at udforske og blive klogere på den verden, han pludselig befinder sig i. Det bedste er dog tiden i goblinlandsbyen. Det er fedt, hvordan world building og story telling blandes sammen og går op i en større enhed. Denne egenskab er Slimes styrke. 

Desværre ser vi mindre til den, som serien skrider frem. Det er som om serien gerne vil gøre historien til noget større med et ulmende plot imod Rimuru. På den ene side er det forståeligt, at Rimuru får fjender, da han er så stærk. På den anden side ville jeg bare gerne have mere af det, jeg fik i første halvdel. 

Det hjælper heller ikke, at jeg ikke er så begejstret for de fleste af karaktererne, som introduceres senere hen: primært Milim og børnene, som Rimuru kommer til at undervise. Jeg kom dog alligevel igennem OVA'en på 5 episoder, hvor vi følger Rimuru og hans elever til en prøve. Og jeg skal da også se sæson 2, når den går i gang her om snart. 

Årtiets anime: Dramedy

Jeg var i tvivl om, hvor jeg skulle placeret et par af serierne i dette blogindlæg. Jeg kom så på kategorien: Dramedy. Det førte dog til, at jeg også flyttede nogle serier fra mit oprindelige Drama-blogindlæg herover. Dramedy er en sammentrækning af drama og comedy, og disse anime byder netop på begge dele. Vi føler med karaktererne både i de sjove og dramatiske øjeblikke. 

Fullmetal Alchemist: Brotherhood (2009)

FMA:B har jo faktisk lidt af det hele; både action, drama, komedie, mystery og adventure. Det er virkelig en helstøbt serie. Serien har en hel perlerække af (personlige) fortællinger, som den formår at væve flot sammen til en større historie. FMA:B forstår at skifte mellem det sjove, det dramatiske, action og uhygge. Den kan både få mig til at skraldgrine, give mig de vildeste feels og få en tåre til at løbe ned af kinden. Jeg føler med karaktererne og hepper på dem. 

FMA:B har et kæmpe persongalleri, som er virkelig varieret, hvilket også er en af seriens forcer. Der er en fantastisk dynamik karaktererne imellem, og det er en fornøjelse at se de umage pairings, som ind imellem bliver tvunget til at arbejde sammen. 

Det er en anime, som udnytter sine visuelle muligheder til at underbygge sine scener. Der er gang i de store armbevægelser, og man føler intensiteten i de kritiske øjeblikke. FMA:B er et gyldent eksempel på, hvad anime kan som medie. Der er så meget, der simpelthen bare ikke fungerer og kan tages seriøst i en live action udgave. Her taler jeg ikke kun om effekterne men om hele udtrykket lige fra character design til udtrykkelse af humor. 

Jeg siger ikke, at Fullmetal Alchemist: Brother er "Anime of the decade", men... hold op hvor har den bare det hele!

Bakuman (2010, 2011, 2012)

Bakuman var en af de serier, som jeg havde svært ved at placere, for jeg følte ikke, at det var klassisk drama. Der er helt klart masser af humor og sjove scener, personudvikling og noget romantik. Og så har Bakuman sin helt egen form for action. Det er som sagt en serie, som er svær at putte i en kasse, men jeg har også en idé om, at skaberne gerne har ville lave en serie, der er lidt anderledes. 

Bakuman starter, imens vores hovedpersoner Mashiro og Takagi går i middle school og følger dem ind i begyndelsen på voksenlivet. I jagten på deres drøm møder de forskellige problemstillinger, som får dem til at vokse og udvikle sig både som individer men også som team. De udvikler sig også i mødet med en række andre mennesker, som udfordrer dem på forskellig vis. 

Bakuman har et stort og herligt persongalleri, som jeg er meget begejstret for. Det viste sig også tydeligt i mine prisuddelinger her på bloggen, hvor jeg  nærmest gik hen og opfandt nye kategorier for at få dem med. ^^; Der er bare så mange finurlige og interessante karakterer og så er der en fantastisk dynamik imellem dem. Jeg kan også godt lide, at der (for det meste) er tale om venlig og sund rivalisering. 

Jeg er også vild med, at Bakuman giver et indblik i mangaindustrien i Japan. Det omhandler godt nok en genre, som jeg sjældent ser eller læser, men det er virkelig spændende, medrivende og inspirerende at se det hårde arbejde, der ligger bag en mangaproduktion. 

Jeg er i det hele taget begejstret for Bakuman på så mange parametre. Klart en kandidat til "Anime of the decade" for mig. 

Usagi Drop (2011)

Usagi Drop handler om familie. Den 30-årige ungkarl Daikichi beslutter sig for at tage sig af sin bedstefars 6-årige datter Rin, da bedstefaren dør, og resten af familien vil sende hende på børnehjem. Daikichi ved intet om børn, men sammen finder de ud af det hen ad vejen. Usagi Drop er en hjertevarm serie, som bringer smilet frem på læberne. 

Daikichi og Rin går godt i spænd, hvilket er det bærende aspekt af serien. De påvirker også hinanden positivt. Daikichi bliver voksen og ansvarsbevidst på en ny måde takket være Rin. Hun får derimod lov til rigtigt at være barn i de trygge rammer, som Daikichi skaber for hende. Begge karakterer var da også repræsenteret, da jeg uddelte priser i 2011. Rin løb endda med to: Bedste kvindelige hovedperson og Mest elskelige karakter. Sammen vandt de Bedste duo. De få bipersoner, der er i serien, fungerer også godt. Men stjernerne er helt klart Rin og Daikichi. 

Usagi Drop er kun på 11 episoder, men det er 11 skønne episoder i godt selskab. Det er også en af de få anime, hvor jeg er glad for, at den slutter før mangaen gør, og hvor den ikke har samme slutning som mangaen, for dét blev simpelthen for underligt. 

Space Brothers (2012)

Det er sjældent, vi får anime om voksne til voksne. Det er endnu sjældnere, at en anime, som ikke er shounen, får lov til at køre 99 episoder i træk. Selv en kæmpe serie som My Hero Academia startede med 13 episoder og er siden blevet efterfulgt af tre separate sæsoner. Men Space Brothers kom også tilbage i 2012. 

Space Brothers handler om, at selvom man er del af jobmøllen og er 31 år, er det ikke for sent at prøve at opfylde sin barndomsdrøm. Man kan stadig række ud efter stjernerne og forsøge at indhente lillebror. Som 25-årig var det rart at se - og som 33-årig er det endnu bedre. ^^;

Space Brothers har et stort persongalleri, og de er herligt selskab. Mange stræber efter deres drømme, på at forbedre sig, på at blive klogere, udfordre og udvikle sig selv. Der er ingen skurke men venlig konkurrence og rivalisering. Der er en virkelig god dynamik imellem karaktererne. Serien er - man fristes til at sige selvfølgelig - rig på personudvikling. Space Brothers og dens karakterer har da også gjort sig bemærket i mine prisuddelinger.

Space Brothers har også en rigtig god humor. Den kan være lidt til den spøjse og fjollede side, men det hænger godt sammen med hovedpersonen Mutta Nanbas personlighed. Humoren reflekteres fint i OP'erne. 

Serien har dog bestemt også sine dramatiske øjeblikke. Også i den virkelig tunge ende. Generelt er tonen dog optimistisk. På den måde minder den om Bakuman. Og ligesom med Bakuman har jeg igen været i tvivl om, hvor i al verden jeg skulle gøre af Space Brothers. Når man sammenligner med de andre serier her i blogindlægget, er Space Brothers overordnet set noget mere munter. Men med sin kontinuerlige udviklingshistorie og de dramatiske scener, der trods alt er, syntes jeg ikke, den hørte hjemme i Comedy. 

March comes in like a lion / 3-gatsu no Lion (2016, 2017) 

Denne serier er baseret på en manga af Chika Umino, som også er skaberen af Honey & Clover; en af mine yndlingsanimeserier. Så jeg havde pænt høje forventninger til March comes in like a lion. Den er lidt langsom i opstarten, men jeg må sige, at den kommer efter det. Det udvikler sig til en hjertevarm historie. 

March comes in like a lion handler om det unge shogitalent Rei Kiriyama på 17 år og de tre Kawamoto-søstre Akari, Hina og Momo. Rei bor alene i en trist lejlighed, som kun indeholde det absolut nødvendige. Hjemme hos Kawamoto-søstrene er der lys og varme. Det er et hjem. Her finder Rei kærlighed og tryghed. Søstrene byder ham indenfor i deres familie. 

Rei er generelt socialt akavet og dårlig til at kommunikere og interagere med andre mennesker. I løbet af serien åbner han dog mere op, begynder at stå ved sig selv - og stå ved dem han holder af. Rei opdager også, at livet er mere end shogi, som han ellers er blevet opfostret med. Shogien fylder dog stadig en del af serien, og det er da også bl.a. igennem mødet med sine modstandere, at Rei vokser. Så ja, der er også noget sportsanime over March comes in like a lion. De indre i kampe i Rei er dog meget mere i fokus. 

I sæson 2 får Hina lov at skinne. Her viser Rei, hvor meget han har udviklet sig - og hvor meget Hina betyder for ham. Det er hjerteknusende at følge Hinas kamp i skolen imod mobning, og jeg har bare lyst til at række armene ind igennem skærmen og give hende et kram. Hold da op, hvor skulle der bare være flere piger som Hina. 

March comes in like a lion handler altså især om relationerne mellem mennesker, hvordan vi udvikler os i mødet med andre, men også hvordan vi kan være der for hinanden. Serien har desuden en virkelig god humor efter min mening, så det er også en serie, jeg har grint meget til. Den bruger mediets muligheder til fulde både i sit udtryk og til symbolik. Efter to sæsoner er serien dog ikke afsluttet, så jeg håber, at vi får mere engang i fremtiden. Traileren herunder er til sæson 2.

Fruits Basket (2019)

Ja, der er tydeligvis romantiske elementer i Fruits Basket. Kunne den være placeret under Romance? Ja da! Havde jeg glemt den, da jeg skrev det blogindlæg? Måske... heheeeh... ^^; Men nu er den altså her under dramedy, og det synes jeg sådan set også passer rigtig godt. 

Da Carlsen udgav Fruits Basket på dansk, læste jeg et enkelt bind og lagde den fra mig igen. Jeg brød mig ikke rigtig om den kvindelige hovedperson Tohru. Ergo satte jeg mig heller ikke til at se animeserien fra 2001, og jeg sprang let og elegant hen over denne reboot - eller det vil sige, det gjorde jeg jo i sidste ende ikke, for ellers ville du jo ikke sidde og læse det her nu. Efter at have hørt Arkada på Glass Reflection omtale den nye Fruits Basket positivt flere gange, valgte jeg at give den en chance - og nu 10-12 år senere ser jeg så anderledes på Tohru og dermed er min begejstring for serien også steget. Meget. 

Fruits Basket er sød og fjollet men også rørende. Serien rummer mere end hvad man tror ved første øjekast. Vi er ikke helt så dybt nede i menneskers psyke som i nogle af de andre serier her i blogindlægget, men vi er godt på vej. 

Fruits Basket ser det skrøbelige og sårbare i mennesker. Den viser vores behov for at blive set, anerkendt og elsket - især af vores forældre og familie. Vores behov for at føle os forbundet med andre for ikke at blive ensomme. Fruits Basket har så meget mere at byde på end et trekantsdrama. 

Visuelt er serien også en fornøjelse at se på. Farverne og lyset bruges til at understrege karakternes sindsstemning. De viser også, at selvom serien igen og igen nævner den her forbandelse og noget der truer i fremtiden, så har serien et positivt livssyn. Der ér håb - og det hele er startet med Tohru. De enkelte karakterer skal dog også hanke op i sig selv og tage deres egne beslutninger. Men de inspireres af Tohru og/eller får modet fra hende. 

Jeg er virkelig glad for, at jeg gav serien en chance, og jeg venter spændt på 3. (sidste?) sæson. 

Årtiets anime: Drama

I dette blogindlæg har jeg samlet anime, der har ramt mig med sin historie og sine karakterer - sit drama. Oprindeligt bestod dette blogindlæg af flere udvalgte serier, men jeg valgte at dele det op i to: Drama og Dramedy. I dette finder I således de mere rene dramaserier.

Rainbow / Rainbow: Nisha Rokubō no Shichinin (2010) 

"AAAAAAAAAAAAAAARH! Sunlight was the only thing that felt right... If there's a place inside this world. Where hopes and dreams are not yet lost. Until the day we find that place. We're not alone." *Synger med på sidste sætning.*

We're not Alone af rockbandet coldrain passer perfekt til Rainbow. Der er vrede, intensitet, en fængende melodi og en virkelig passende sangtekst, hvilket også er grunden til, at jeg har lagt ud med at citere den.

I Rainbow får ondskab og uretfærdighed et ansigt i form af fængselsvagten Ishihara. Rainbow viser livets grusomheder, og der er ingen helt, som kommer susende udefra og redder dagen. Drengene i ungdomsfængslet opdager hurtigt, at de kun har hinanden. Hændelserne i ungdomsfængslet knytter dem sammen, og de er der således også for hinanden på den anden side. 

I min optik er Rainbow et rigtig godt eksempel på, hvad seinen havde at byde på kontra shounen i 2010. I løbet af årtiet er (noget) shounen som nævnt i blogindlægget om trendsætterne blevet mørkere og mere barskt. 

Ano Hi Mita Hana no Namae wo Bokutachi wa Mada Shiranai. / Anohana: The Flower We Saw That Day (2011) 

Ved første øjekast ligner Anohana en glad og sød historie om en lille flok barndomsvenner. Tonen lægger da også ud med at være let og ubekymret. 

I virkeligheden er Anohana dog en historie om sorg, om at behandle den sorg og se den i øjnene - sammen med de andre som sørger. Det er en serie om fortrydelse, knuste drømme og forliste venskaber. Samtidig er det dog også en serie med håb. Et håb om at genfinde hinanden, om tilgivelse og kærlighed. Det er en stærk lille bittersød serie om menneskelige relationer og de følelser, der følger med. 

Tag tiden og tilbring de 11 episoder i selskab med Menma, Jintan, Anaru og de andre. Og gør dig klar til at græde snot og få en tåre i øjenkrogen og en klump i halsen, når du efterfølgende bare hører starten på ED'en. På den måde kan Anohana måske kaldes 10'ernes Clannad Afterstory. 

Mushishi The Next Passage / Mushishi Zoku Shou (2014, 2014, 2014, 2015)

Mushishi The Next Passage giver et indblik i menneskets natur. Historien udspiller sig i en feudal udgave af Japan, hvor der eksisterer såkaldte mushi. Vi følger den omrejsende mushishi Ginko, der hjælper folk, som har problemer pga. mushi. Via disse problemstillinger fortælles der historier om mennesker og deres liv i små samfund. Det handler dog også meget om menneskers relation til naturen. For mushi er en del af naturen. De er væsner uden onde intentioner. Det er bare ikke alle mennesker, der forstår det. 

Mushishi The Next Passage er en serie med et meget roligt tempo, som alligevel formår at fortælle engagerende og dybfølte fortællinger, som kan give stof til eftertanke. Nogle ender lykkeligt, andre i tragedie - og nogle gange afhænger det af øjnene, der ser. Det er fortællinger med tyngde, som fortælles uden de store armbevægelser. Nogle vil derfor helt sikkert synes, at den er kedelig. Forstår man at værdsætte roen, stemningen og historierne byder Mushishi The Next Passage dog på masser af mystiske eventyr. Soundtracket er også spot on. Første sæson hedder bare Mushishi og kom i 2005. Det er dog ikke strengt nødvendigt at have set sæson 1 først. 

Showa Genroku Rakugo Shinju & Descending Stories: Showa Genroku Rakugo Shinju (2016, 2017)

Denne serie er bestemt ikke for alle. Det er et karakterdrama, som langsomt men sikkert bygger sin historie op omkring sine karakterer og deres indbyrdes relationer samt deres kunsthåndværk. Det er en serie til den tålmodige og opmærksomme seer, hvor det særlige ligger i seriens finesse. 

Rakugo Shinju er også noget så sjældent som en serie, hvor 2. sæson er bedre. Det payoff er værd at vente på. Personligt kan jeg også bedre lide karaktererne i sæson 2, men den kan på ingen måde stå alene. Det er strengt nødvendigt at se sæson 1 først!

Jeg anede intet om rakugo, da jeg begyndte på serien. Som vestlig seer kan denne fremmed kunstform være afskrækkende, men undervejs lærte jeg at anerkende den som et historiefortællende styrkende element. At det er en døende kunstform bidrager også til seriens strejf af svunden tid og nostalgi. Her gør soundtracket i den grad også sit. 

Rakugo Shinju er et af de sjældne tilfælde, hvor jeg er gået ind til en serie med store forventninger, som efterfølgende er blevet opfyldt. Det er helt klart en af årtiets specielle perler til et nichepublikum. En ganske særlig form for storytelling.

The Great Passage / Fune wo Amu (2016)

Her har vi endnu en nicheserie. Ja, faktisk tiltaler den nok et endnu mindre publikum end Showa Genroku Rakugo Shinju. 

Historien udspiller sig på et forlag i afdelingen, hvor man laver ordbøger med ordforklaringer. På papiret lyder det måske enormt kedeligt og støvet, men jeg fandt det utrolig fascinerende. Vi har med nogle mennesker at gøre, som virkelig går op i deres arbejde, har øje for detaljen, og som besidder totalt specialiserede kompetencer. Alene det er beundringsværdigt. Dertil benytter serien sine visuelle virkemidler til at formidle sin historie. Jeg har med vilje skrevet "formidle", for jeg følte, at der var rigtig meget læring i at se Fune wo Amu. 

Det her en serie for et voksent publikum, som gerne vil nyde en stille og rolig serie med engagerede karakterer. Samtidig giver den et indblik i det japanske sprog og ords betydning i det hele taget. Jeg vil anbefale den til alle sproginteresserede. Men selv min mand, som absolut ikke går op i sprog og ord, kunne lide serien. 

Violet Evergarden (2018, 2018, 2019)

Jeg var faktisk lige ved at droppe Violet Evergarden efter fire episoder, men så fik den lige en episode mere - og hold da op. Der var jo nærmest en verden til forskel på Violet. På den ene side fandt jeg udviklingen lidt for abrupt. På den anden side satte jeg så stor pris på den, at jeg var villig til at vende det blinde øje til. 

Jeg lod serien rive mig og mine følelser med, og det er jeg glad for. Violet Evergarden er en serie fuld af følelser og håb. Det er en serie som genopliver det fantastiske ved breve. Det helt særlige ved både at skrive og og modtage et brev. 

Serien emmer af skønhed og idyl, men lader os stadig vide, at freden har krævet sine ofre. Måske netop derfor er den så værdifuld, så smuk. Og det visuelle i Violet Evergarden er virkelig fantastisk smukt. Lyset, detaljerne, den flydende animation. Kyoto Animation leverer i den grad noget af deres bedste arbejde her - især i betragtning af at det er en tv-serie. Soundtracket er også rigtig godt. Super stemningsfuldt. 

Violet Evergarden serien har også et par specials / side stories, der er på samme niveau, som jeg helt klart også vil anbefale. I år er der desuden kommet en film (som jeg dog ikke har set endnu), der giver os svaret på spørgsmålet, vi alle sidder med: Er han i live?

Vinland Saga (2019)

Når man laver en anime baseret på en fortløbende manga med over 10 år på bagen og kun får 24 episoder til det, vil der unægtelig være meget af historien, som ikke bliver inkluderet. I nutidens animeindustri er det endda virkelig stort, at Vinland Saga lagde ud med en 2-cour og ikke bare en 1-cour sæson. På mange måder er Vinland Saga-animeen en længere prolog. Vi starter ud med at følge den unge Thorfinn, men undervejs stjæler antagonist Askeladd totalt rampelyset, og serien slutter med et brag. Be' om sæson 2, tak. Nu.

Vinland Saga er en af de serier, som godt kunne være endt i Action, men for mig var det dramaet, plottet og relationerne mellem karaktererne, der gjorde serien interessant. Der klart et par fede kampe, men det er alt det andet, som løfter serien op på et højere niveau og gør den mere helstøbt. 

I Vinland Saga møder vi en række interessante karakterer. Som sagt er jeg meget begejstret for Askeladd. Men også den i starten generte og stille Canute pirker min nysgerrighed. Jeg vil rigtig gerne se, hvordan hans udvikling fortsætter. Indtil videre er Thorfinn bare lidt af en møgunge og en moody teenager, men med slutningen ser jeg også udvikling i horisonten for ham. Han har også potentiale til at indeholde meget mere kompleksitet, end vi har set. Så Vinland Saga er her ikke bare for det, den leverer, men også for det potentiale jeg ser i den videre historie, og som jeg virkelig håber, vi får at se i animeform. 

Årtiets anime: Horror/thriller/mystery

Ja, jeg ved godt, at det ikke er helt optimalt at slå disse tre sammen, men er de jo ofte beslægtede. Så here we go. Jeg har valgt 5 animeserier ud, som har gjort indtryk på mig. Shout out til Gosick og Parasyte, som startede lovende men tabte pusten og historietråden undervejs. Jeg gennemgår serierne i kronologisk rækkefølge ligesom i forrige i blogindlæg. 

From the New World / Shin Sekai Yori (2012) 

Denne serier hører til i mystery- og horrorgenrerne. Shin Sekai Yori starter ganske interessant, men kommer hurtigt til at føles virkelig langtrukken, da vi bliver udsat for et ordentligt info dump. Det fik mig næsten til at droppe serien, for det føltes som om, der intet skete. Det info dump skulle dog vise sig at blive ret essentielt. 

Så det gælder altså om at udvise noget tålmodighed. Kommer man videre byder serien dog på en mystisk, fascinerende og interessant historie. Der er seriøst nogle virkelig fede plot twists og afsløringer. Derefter bliver det nemlig storytelling på et helt andet niveau. Og når man ser det udfolde sig, kan man undres over, hvorfor info dumpet håndteres så dårligt. 

Shin Sekai Yori emmer af mystik, og man kan ikke rigtig slippe følelsen af, at noget er off. Soundtracket bidrager fænomenalt til at skabe denne atmosfære. Det er mega stemningsfyldt. Shin Sekai Yori er generelt også mere en stemningsserie - altså hvor man fornemmer mystikken og horroren. Den har dog også actionscener. Disse er dog ofte ikke udført på klassisk vis men meget stilistisk, hvilket også bidrager til seriens særlige udtryk og mystik. Shin Sekai Yori er til den tålmodige seer, som gerne vil væves ind i en fortryllende historie i en gådefuld verden. 

Psycho-Pass S1-2 (2012, 2014)

Jeg havde pænt høje forventninger til Psycho-Pass. Det er jo en original sci-fi serie lavet af Production I.G (dem der har lavet Ghost in the Shell). Hvordan kunne det ikke blive godt?! Der er da også mange plusser ved Psycho-Pass. Jeg føler bare, at der var mere potentiale i serien, og jeg oplevede ikke rigtig den der forløsende fornemmelse ved slutningen. 

Psycho-Pass præsenterer et Japan, hvor lov og ret opretholdes af det såkaldte Sibyl System: "an objective means of determining the threat level of each citizen by examining their mental state for signs of criminal intent, known as their Psycho-Pass" - MAL. Et interessant koncept, plus noteret. 

Psycho-Pass emmer af coolness, og dominatoren er visuelt et utroligt fedt våben. Det visuelle er i det hele taget top nice og udtrykket passer godt til seriens historie. Production I.G kan virkelig deres håndværk. Der er også fede og intense actionscener. Flere plusser.

Dykker vi dybere ned i Psycho-Pass, bliver det dog klart, at der i denne flotte indpakning gemmer sig mere. Essensen er mennesket. Hvordan vi føler. Hvordan vi agerer og reagerer (på vores følelser). Hvordan vi er til. Mennesket er også den store ukendte og ukontrollable faktor i det systematiserede Japan. 

Psycho-Pass er virkelig en nice serie, som sætter gang i de små grå, men som sagt føler jeg ikke, at den udnytter alt sit potentiale. Der findes også diverse Psycho-Pass film og en 3. sæson. Filmene efterlod dog ikke det store indtryk, og jeg bryder mig ikke om det nye element i sæson 3, så derfor er de ikke inkluderet her.  

Death Billiards (2013) og til dels Death Parade (2015)

Hvad sker der, når vi dør? Det kommer Death Billiards og Death Parade med et bud på. To personer ankommer til baren Quindecim og skal så dyste imod hinanden i et spil. De tror, at deres liv er på spil og har ingen erindring om, at de rent faktisk allerede er døde. Det interessante her er selve baren og konceptet med spillene, som giver os et indblik i menneskers psyke og relation til hinanden. Hvilke mørke sider gemmer personerne på, og hvor vidt vil de gå?

Den oprindelige Death Billiards var del af Young Animator Training Project og blev efterfølgende til en serie i form af Death Parade. Vi har altså med en original anime at gøre. Death Parade forsøger at udfolde universet, fortælle de episodiske historier og en personlig historie på samme tid, men det lykkedes ikke rigtig på en velfungerende og forståelig måde. Jeg synes personligt, at konceptet fungerer bedst som enkeltstående episoder. 

Animationen og udtrykket er flydende og konsistent. Der er glimmer og glitter, men også noget dystert over Quindecim. Visuelt bliver der skabt den rette stemning. Soundtracket er også udmærket. 

Made in Abyss (2017)

Hovedpersonen Rico går mig på nerverne, men derudover er Made in Abyss en interessant, spændende og forunderlig fortælling. Det mest fængende element er selve afgrunden, som har en dragende effekt. Den oser af mystik og eventyr, og det er meget forståeligt, at Rico gerne vil rejse derned. I afgrunden gemmer der sig en fantastisk verden, men den er lige så farlig som den er smuk og fortryllende - især jo længere ned man kommer. Afgrunden er inddelt i niveauer og gemmer på forskellige miljøer med forskellige levevilkår for de væsner, der bebor niveauet. Made in Abyss har således virkelig et adventure feel. 

Serien starter godt nok med en positivt og eventyrlysten stemning, men den har også en dyster side. Vi trækkes således med længere og længere ind i mørket, som Rico og robotten Reg stiger ned i afgrunden. Nogle karakterer fremstilles som havende tvivlsomme motiver og bagtanker. Og så er der de barske realiteter, som Rico og Reg må stå ansigt til ansigt med nede i afgrunden. Der er virkelig nogle ubehagelige scener hen ad vejen. 

Made in Abyss er på mange måder en foruroligende men også spændende serie. Efterfølgende er der kommet en film, men den har jeg ikke set endnu.

The Promised Neverland / Yakusoku no Neverland (2019)

The Promised Neverland er en af sidste års bedste animeserier. I løbet af sine 12 episoder får den fortalt en medrivende og interessant historie, som samtidig bygger op til et større plot. Serien er virkelig god til at skabe stemning og intensitet. Her bidrager soundtracket også. The Promised Neverland giver os kun et smugkig ud i den verden, som serien udspiller sig i, men det er stadig nok til at fange seerens interesse - og gru? 

Persongalleriet i serien byder på mange forskellige personligheder og fungerer rigtig godt. Der er en super dynamik imellem karaktererne. Jeg er vild med Isabellas dobbelthed, og det er fedt, at vi får lidt af hendes baggrundshistorie til sidst. Det gør hende til en endnu mere kompleks karakter. Børnetrioen er mere klassisk i sit setup med den optimistiske Naruto Emma, pessimistiske Sasuke Ray og rolige Norman. Nogle af bifigurerne får dog også lov til at have sine øjeblikke. Som jeg skrev i mit TOP 10-indlæg: "Phil. Hold nu op en god dreng."

The Promised Neverland har faktisk elementer af både horror, thriller og mystery. Der lurer noget udenfor, som børnene ikke ved særlig meget om. Samtidig leverer serien også spænding, hvor hjertet sidder oppe i halsen på en. Jeg glæder mig til sæson 2 kommer til januar, og jeg forsøger at udgå trailers og alt det der, fordi jeg selv vil opleve historien direkte og for første gang, når jeg ser serien. 

Årtiets anime: Healing

Hvad er en healing anime? Det afhænger nok af, hvem man spørger. For mig er det anime med en særlig stemning. Det er anime, jeg ser for at slappe af og blive i godt humør af. Man kan vel også kalde dem feel-good serier. Typisk er der ikke den store handling i healing anime, og man følger bare karakterernes hverdag. Typisk, skrev jeg. Healing anime kan også stadig byde på engagerende og empatiske karakterer. Mange starter som stereotyper, men nogle udvikler sig også i løbet af seriens fortælling. Serierne herunder står i kronologisk rækkefølge.

Natsume's Book of Friends S3-6 inkl. diverse specials og OVA'er (2011, 2012, 2013, 2014, 2016, 2017, 2017, 2018)

Jeg har ikke inkluderet de to første sæsoner, da de udkom i henholdsvis 2008 og 2009. Natsume's Book of Friends er ikke en helt klassisk healing anime, da der faktisk ofte opstår en konflikt eller i hvert fald misforståelse, som så skal løses. Det ender dog altid godt på den ene eller anden måde. Der kommer en form for forløsning, og det er rart at se, også selvom den nogle gange - okay, ofte - er bittersød. 

Det bedste ved Natsume's Book of Friends er dog karaktererne. Takashi Natsume er en sympatisk hovedperson, og det er rart at se ham udvikle sig og åbne mere op i løbet af sæsonerne. Nyanko-sensei er sjov, og det er underholdende at se, hvad han finder på indimellem. De andre faste yokai er generelt også herligt selskab. 

De små stjerner er dog tit de forskellige yokai, som dukker op i en enkelt episode eller story arc for så at forsvinde igen. Vi mærker deres indflydelse på Takashi, selvom bekendtskabet kun er kort. Det er bemærkelsesværdigt. 

Natsume's Book of Friends har en speciel stemning, som skabes i sammenspil mellem den mystiske verden med yokai, farverne og ikke mindst soundtracket. Selvom det kan blive dramatisk, så har jeg altid en fornemmelse af, at det nok skal blive godt igen. Jeg har tilbragt 10 år i selskab med Natsume og hans venner. Jeg kunne godt tage 10 år mere. ^^

Tamayura: Hitotose & Tamayura: More Aggressive & Tamayura: Sotsugyou Shashin (2011, 2013, 2015-2016)

Det er nok de færreste selv blandt animefans, der har hørt om Tamayura. Det er en hyggelig lille serie om fire high school piger, der dyrker deres hobbyer, hænger ud sammen og støtter hinanden. Ja, det er "cute girls doing cute things". ^^; Vi følger dem i deres liv i den lille by, de bor i. At handlingen udspiller sig i en søvnig lille by, hvor alle kender hinanden, bidrager også til roen i serien. 

Fuu "Potte" Sawatari er vild med fotografering, og det foregår med et gammeldags kamera med film i, som hun har arvet efter sin far. Hendes passion er smittende, og det er en fornøjelse at se hende gå på jagt efter det perfekte billede, som kan indfange og bringe glæde. 

Farvepaletten er spot on for en healing anime. Tamayura har i det hele taget mange elementer af en for mig klassisk healing anime: en rolig og afslappet stemning, et lavt tempo, en fluffy cat og lækre desserter. ^^;

Tamayura er ikke for alle, men for mig var det dejligt afslappende at se den. 

Barakamon (2014) 

Da jeg så Barakamon, fik jeg helt lyst til selv at trække mig tilbage på en øde ø og bare fordybe mig i at skrive. Barakamon handler om Sei Handa, der skal genfinde sin passion for kalligrafi, og derigennem også finder sig selv. Det er også en serie om at nyde de simple ting i tilværelsen. Roen og naturen. Med sin barnlige glæde, naivitet og gåpåmod hiver Naru ham op af det sorte hul, han er faldet ned i. 

Barakamons særlige stemning skyldes altså især dens geografiske placering i et søvnigt øsamfund. Tempoet er lavt og man tager ikke tingene så tungt. Det gælder om at have det sjovt og nyde livet. 

Serien er også rig på humor og sjove øjeblikke, hvor animeens visuelle udtryk viser sine styrker med især sjove og overdrevne ansigtsudtryk og reaktioner. Dette hænger unægtelig sammen med seriens persongalleri, som generelt er underholdende selskab. 

Amanchu! S1 (2016)

Denne serie byder på en særlig ro og utroligt smukke undervandslandskaber. Farvepaletten er lys og glad til den pastelle side. Soundtracket hjælper også med at skabe den her fredelige stemning. Det er en fornøjelse at følge karaktererne, især når de dykker i havet. 

Amanchu! har to primære hovedpersoner, men generelt er der et herligt persongalleri i sæson 1. De går godt i spænd med hinanden, og det er rart at se den generte Futaba "Teko" Ooki udvikle sig i mødet med de andre og dykkertræningen. Humoren er bundet meget op på karakterernes personligheder - især Hikari "Pikari" Kohinata. Jeg kunne dog godt have ønsket mig nogle katte, der rent faktisk lignede katte... XD

Jeg har bevidst undladt sæson 2, da jeg ikke var den store fan af den. Her introduceres der nemlig en ny karakterer, som jeg ikke bryder mig om. Hun forskubber også dynamikken mellem vores to hovedpersoner og oveni det, får hun Futaba til at gå tilbage ift. sin udvikling, så hun begynder at tvivle stærkt på sig selv igen.

Laid-Back Camp (2018)

Laid-Back Camp er flot natur, bål, godt selskab og hygge. Den viser alle glæderne ved (vinter)camping. Glem kulden, find det varme tøj, de varme drikke og supper, og så er der dømt fred, ro og hygge - og en lille smule fjolleri. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg ville blive så glad for en anime om camping, men den har altså noget særligt. Her er soundtracket også en virkelig vigtig faktor. 

Med Laid-Back Camp kommer vi også lidt rundt og ser noget af Japans natur. 

Der er et lille kompakt persongalleri, og min personlige favorit er helt klart Rin Shima, som holder af at campere alene. Seriens hjerte er dog den lidt naive og godtroende Nadeshiko Kagamihara. Jeg kan relatere til Rin, men Nadeshiko giver mig et smil på læben. 

Laid-Back Camp er en virkelig god healing anime. Der sker ikke det store. Det handler om bare at nyde naturen, musikken og selskabet. Er du blevet nysgerrig omkring, hvad en healing anime kan, så vil jeg helt klart anbefale Laid-Back Camp, da den samtidig er mere moderne i sit udtryk og generelt virker til at have en bred appel. Jeg glæder mig således til sæson 2 kommer til januar. 

Yotsuiro Biyori (2018)

Se ikke denne anime, imens du er lækkersulten, medmindre du er godt forsynet med te og kage. Yotsuiro Biyori byder på lækre desserter og retter, bishounen og en tyk kat. Hvad mere kan man ønske sig i en healing anime..? ^^; Historien centrerer omkring caféen/tehuset Rokuhoudou og de fire, som arbejder der: Sui (shop manager og ansvarlig for te), Gregorio (ansvarlig for Latte Art), Tsubaki (ansvarlig for desserter) and Tokitaka (ansvarlig for maden). Der er altså en stereotypisk bishounen til enhver smag. XD

Der er en lille smule personudvikling hos Sui og hans bror, og det er også dem, den smule dramatik serien indeholder, kredser om. Det handler dog allermest bare om at nyde atmosfæren i Rokuhoudou og værdsætte alt det arbejde, de fire lægger i stedet og hver deres ekspertise. 

Årtiets anime: Romance

I dette blogindlæg har jeg udvalgt fem animeserier, hvor det romantiske er det primære omdrejningspunkt eller i hvert fald udgangspunkt for serien. De udvikler sig alle til at handle om relationerne flere af personerne imellem også. Men det er et (potentielt) par, der har hovedrollerne. Vi tager dem i kronologisk rækkefølge.

Kimi ni Todoke / From Me To You (2009-2010, 2011)

Sawako Kuronuma er den søde men misforståede pige, som alle er bange for. Shota Kazehaya er klassens populære dreng og kan snakke med alle. På sin vis er det den klassiske historie med outsiderpigen og den populære dreng, der bliver forelskede i hinanden. 

Kimi ni Todoke handler dog lige så meget om, hvordan Sawako udvikler sig, da hun begynder at få relationer til andre - og hvordan Sawako påvirker andre og får dem til at udvikle sig. Lige præcis den slags, jeg godt kan lide i en anime. Personudvikling. 

Samtidig har serien en god humor og et positivt livssyn. Det er en serie, der vil sine karakterer det godt. Det er historien om den første håbefulde kærlighed. Historien om det første stærke venskab. De bånd man knytter i teenageårene. Den måde vi påvirker hinanden på. 

For nogle kan der være lige lovlig meget dans om den varme grød. Det er også som om, Sawako går baglæns i sin udvikling i anden sæson. Derudover er jeg dog meget begejstret for serien og dens persongalleri. 

My Little Monster / Tonari no Kaibutsu-kun (2012)

Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg faktisk ikke kan huske ret meget af handlingen i My Little Monster, men det er klassisk shoujo med pigen der absolut ikke er interesseret, og den vilde bad boy, der nok skal score hende alligevel. My Little Monster er dog tilsat en god portion komedie, og jeg husker det som, at jeg var underholdt hele vejen. 

My Little Monsters placering på denne liste skal nok mere ses som mit eksempel på en klassisk romantisk komedie fra 10'eren end en anbefaling af en super animeserie. 

Say "I Love You". / Sukitte Ii na yo. (2012)

Hvor My Little Monster er mit eksempel på en klassisk romantisk komedie, er Say "I Love You". mit eksempel på dramaversionen. Her er tonen mere dramatisk, og vi kommer lidt dybere ned i karaktererne, uden at der skal spilles komedie på det. Hvis det giver mening. ^^; 

Det er også en serie, hvor vi kommer lidt længere i parforholdet. Det handler ikke om dansen om den varme grød men tværtimod om at finde sig selv og hinanden i et parforhold. Og det kan jeg godt lide.

Der er et lille persongalleri, som starter ud ret stereotypisk, men undervejs kommer der noget personudvikling, primært hos de kvindelige karakterer. Serien optræder da også flere gange i min prisuddeling til persongalleriet i 2012. 

MY love STORY!! / Ore Monogatari!! (2015)

Denne serie varmer mit hjerte og bringer smil frem på læben. Det er den sødeste og sjoveste kærlighedshistorie. I fysisk fremtoning er Takeo og Rinko diametrale modsætninger, men indeni er de begge empatiske, hjælpsomme og godhjertede. De er SÅ søde sammen og det er en fornøjelse at følge deres udvikling som par. 

Dertil kommer venskabet mellem Takeo og Sunakawa. Tænk at have en ven og wingman som Sunakawa. Jeg er også fan af, at Takeo, Rinko og Sunakawa lidt går hen og bliver et trekløver. Det er herligt at være i deres selskab. My love STORY!! gjorde også næsten rent bord, da jeg uddelte priser til persongalleriet i 2015. 

My love STORY!! kan virke overgearet og overdrevet. For mig fungerede det bare rigtig godt i seriens setup og gjorde blot det hele endnu sjovere og mere dybtfølt. My love STORY!! er en sød og uskyldig kærlighedshistorie. 

Scum's Wish / Kuzu no Honkai (2017)

Scum's Wish er alt andet end en uskyldig historie. Der er godt nok den klassiske drøm om den uopnåelige ugengældte kærlighed, men Scum's Wish viser primært hvor rodet, beskidt, forvirrende, ondskabsfuldt, egoistisk og hensynsløst kærlighed og relationer til andre mennesker kan være. Scum's Wish viser, hvordan mennesker længes efter nærhed, hvordan mennesker udnytter og sårer hinanden. Det er råt og dramatisk. 

Der er et persongalleri fuld af mennesker med fejl, som er ulykkelige og længselsfulde. Desperate? Der er nogen, man vil hade - og nogen man vil elske at hade. 

Og ja, der indgår sex i serien. 

Årtiets anime: Comedy

Al smag er jo subjektiv, men det gælder især humor, synes jeg. Dette blogindlæg skal derfor ikke ses, som "De største animekomedier", men i stedet dem jeg har moret mig mest over. Alligevel vil jeg lige give et skud ud til Nichijou - My Ordinary Life, som jeg kun har set nogle få klip fra, men som har virket populær også måske kan kaldes 10'ernes Azumanga Daioh.

I denne omgang har jeg valgt 7 animeserier ud, hvoraf én er en fortsættelse. Vi tager dem i kronologisk rækkefølge. 

Princess Jellyfish / Kuragehime (2010)

Det er sjældent, at kvindelige nørder får en plads i spotlyset - altså i flertal på samme tid, men det gør de her i Princess Jellyfish. Deres angst for andre mennesker, primært hipsters er sjov, men kan også være relaterbar. XD 

Seriens stjerne er helt klart Tsukimi, som udvikler både på sine evner og sig selv i løbet af serien. Den flamboyante crossdresser Kuranosuke fylder også en del, og stjæler måske lidt showet til tider, men det er mest på overfladen. 

Genshiken Nidaime (2013)

Den første Genshiken-anime udkom i 2004. Siden da har serierne afbilledet, hvordan fankulturen har udviklet sig i Japan. Genshiken Nidaime byder således på full blown fujoshi madness. Samtidig er der forviklinger men også personudvikling. For tidligere fans er der ydermere et godt gensyn med de gamle karakterer. 

Jeg vil anbefale Genshiken Nidaime til animefans, der har været i gamet et stykke tid, da man så vil få mest ud af den. Man vil godt kunne springe på Genshiken-vognen her, da serien primært har fokus på nye karakterer på nær Madarame. 

Interview with Monster Girls / Demi-chan wa Kataritai (2017) 

Serien foregår i en verden, hvor der findes "Ajin" også kaldet "Demi". Disse halvmonstre indgår som en almindelig del af samfundet, dog i fåtal. Læreren Tetsuo Takahashi interesserer sig for dem og deres relation/rolle i samfundet, så han går i gang med at lave interviews med de tre piger på hans skole. Deraf titlen. 

Interview with Monster Girls er en rigtig sød serie, som overraskede mig positivt. Jeg havde frygtet, at monster-elementet ville blive for fetisheret, og at især vampyrpigen ville blive for meget. Men serien er faktisk ret jordnær og vedkommende. Demi-chans har bare andre eller flere udfordringer i forhold til at være sammen med andre mennesker og opbygge en relation til dem. 

Miss Kobayashi's Dragon Maid (2017)

Jeg havde ikke regnet med at få to gode komedieserier i samme sæson, men det gjorde jeg altså, for Miss Kobayashi's Dragon Maid udkom samtidig med Interview with Monster Girls. Tonemæssigt afviger de dog lidt fra hinanden. Miss Kobayashi's Dragon Maid trækker nemlig i højere grad på sit fantasyelement og har således nogle større armbevægelser. Samtidig byder serien dog også på rolige og varme øjeblikke i familiens skød. 

For det er især det Miss Kobayashi's Dragon Maid handler om: familie. Ikke den man er født ind i men den man skaber omkring sig i sit voksne liv. Klippet herunder viser en af mine yndlingsscenarier fra serien. 

Gamers! (2017)

Jeg tror aldrig, jeg har set en serie med så mange misforståelser mellem karaktererne. Alt hvad der kan misforstås eller mistolkes, bliver det. Så der kommer i den grad rod i kærligheden. I Gamers! er det hverken let at være gamer eller forelsket - eller forelsket i en gamer for den sags skyld. Og det er så god underholdning. 

Det betyder også sit, at man generelt er i godt selskab hele vejen igennem. De fem hovedpersoner er alle sympatiske og har hver deres styrker og svagheder, og områder, de gerne vil arbejde med. Fælles for dem alle er som sagt, at de stinker til kommunikation. Men selvom de kommer i tvivl og i problemer, så giver de ikke op. De gør deres bedste for at sejre i kærligheden. Gamers! er en romantisk komedie med stort fedt tryk på "komedie", hvorfor den er endt her og ikke under Romance. 

Recovery of an MMO Junkie (2017)

Denne serie har også sin sjat af misforståelser og forviklinger, men ikke helt på samme niveau som Gamers! (ingen er deroppe). Udgangspunktet for Recovery of an MMO Junkie virker dog mere oplagt for det. Det er ikke sådan, når man som kvinde spiller en hot bishounen i sit MMO-spil, og "falder for" den nuttede pige, som i virkeligheden er en flot mand. 

Hovedpersonen i Recovery of an MMO Junkie gemmer på en mere dyster fortid, men vi kommer aldrig rigtig i dybden med den. Tonen forbliver forholdsvis let i Recovery of an MMO Junkie, og det er de sjove øjeblikke, der fylder mest. Det bedste ved serien er relationerne mellem karaktererne både in-game og IRL. 

Hinamatsuri (2018) 

Ved første øjekast tænkte jeg, at Hinamatsuri måske lige var tåbelig nok til mig, men nøj hvor overraskede serien mig positivt. Selvfølgelig viste den sig at være underholdende og sjov, men den har faktisk også rigtig meget hjerte. Og på forunderlig vis kommer den til at handle om familie. Igen ikke den man er født ind i, men den man møder og knytter sig til. 

Hina selv kan godt blive lidt belastende, og man føler ofte med Nitta, som til gengæld fungerer rigtig godt som hovedperson, fordi han har flere lag. Jeg er også stor fan af Anzu og hendes storyline. Hitomi og Utako er en umage duo bag baren til stor morskab. Om man kan lide Hinamatsuri afhænger altså både af, om humoren falder i ens smag, og om man kan lide karaktererne. 

Årtiets anime: Action

Med dette blogindlæg tager vi hul på genreindlæggene. Jeg ved endnu ikke præcis, hvor mange, der bliver, og det er heller ikke sikkert, at de bliver udformet på samme måde.

Nogle - okay, de fleste - anime tilhører mere end en genre, men jeg har placeret dem i den, jeg føler, er den primære. En anime optræder altså kun en gang i de genrefokuserede indlæg. 

Sportsanime plejer generelt også at have en god portion action, men da der kommer et separat blogindlæg med fokus på dem, er de ikke med her. 

For mig leverer en god action anime intens og spændende action, hvor man kan mærke, at der er noget på spil. Det skal også gerne fungere visuelt. I nogle tilfælde er det dog også fint med et actionbrag, hvor der er eksplosioner, fordi eksplosioner er fede. Ligesom man ikke stiller spørgsmål ved, hvorfor mecha er den bedste løsning ift. at bekæmpe en trussel. Det er, fordi mecha er seje. 

I dette blogindlæg har jeg valgt at fremhæve seks action anime, som faktisk adskiller sig en del fra hinanden i tone og historie, når man kigger ud over det actionmæssige. Jeg overvejede at rangere serierne, men jeg gik fra det igen. Det ville nemlig nærmere blive en rangering baseret på serierne som helhed og ikke bare actionelementerne. Så de står i alfabetisk rækkefølge. 

Attack on Titan (2013, 2017, 2018, 2019): 

Højtflyvende højrisiko action

Der er i den grad noget på spil for menneskeheden, når recon corpset drager på mission i Attack on Titan. Og der er mistes mange liv i kampen mod titanerne - nogle med mere mening end andre. 

Attack on Titan skinner i sine actionfyldte scener, og det er tydeligt at se, hvor pengene bliver brugt. Således måtte vi overvære "vi står og taler i trætoppene"-episoden... så krudtet kunne blive skudt af i den efterfølgende konfrontation inde i skoven. Vi måtte sikkert også leve med CGI-heste til gengæld for den smukke animation af Krista. 

Witt Studio kan levere action med høj intensitet og flot animation i Attack on Titan. Samtidig drives historien også videre i disse scener. Det er også fascinerende, hvordan titanerne fremstilles som både tåbelige men også utrolig skræmmende. 

Bungo Stray Dogs (2016, 2016, 2019): 

Actionkomedie med dramatiske træk

Jeg var lige ved at droppe Bungo Stray Dogs, fordi jeg fandt den for fjollet, men det flotte håndværk fra BONES fik mig til at blive. Serien var velproduceret og havde flotte actionscener. Som tiden gik, blev jeg også mere engageret i historien og dens karakterer, hvilket gjorde actionsekvenserne bedre. Nu var det ikke bare flashy evner. Der var noget på spil. 

Dramaet i begyndelsen af sæson 2 gav især et bedre indblik i karaktererne. Indsigten i karaktererne gjorde også, at forståelsen for deres evner udviklede sig. Og med det udviklede actionscenerne sig også. 

Bungo Stray Dogs er mere end en vartiger og Danzai, der hele tiden forsøger at begå selvmord. Det er karakterer med fejl, som er voldsomt beskyttende over for dem de holder af og deres hjem Yokohama. 

Demon Slayer: Kimetsu no Yaiba (2019): 

Action med æstetiske valg

ufotable kan lave andet end Fate! Og det gør de godt. Virkelig flot animation - både i de stille stemningsfulde scener og naturligvis actionscenerne. Jeg er stor fan af, at der taget nogle æstetiske valg mht. afbildningen af Tanjiros vandteknikker. Jeg hører, at det er sådan i mangaen, men ufotable har virkelig fået det til at fungere i animeserien også. Det tilføjer actionen et nyt og frisk look efter min mening. 

Demon Slayer er en af de mest omtalte serier fra sidste år. Nogle mener, at den er en potentiel kandidat til at fylde pladsen efter Bleach blandt "de tre store". Funimation har endda kåret den som Anime of the Decade via en fanafstemning. Der er jeg ikke helt, må jeg indrømme. Demon Slayer var en udmærket action fantasy serie, og jeg kommer da nok også til at se filmen, når den engang kommer. Actionen er flot, og de enkelte karakterers evner ser ud til at blive brugt godt i den forbindelse. Vi skal bare lige have aflivet Zenitsu - eller i det mindste gjort ham stum. 

Derudover er det faktisk lidt et problem for mig, at vores hovedpersoner virker overpowered. Jo, de får brækkede ribben osv, men ingen har fået alvorlige men, selvom de har været oppe imod virkelig farlige og stærke dæmoner. Intensiteten forsvinder lidt, når det føles som om, der er mindre på spil. 

Fate/Stay Night Unlimited Blade Works TV (2014, 2015): 

Flot action fra ufotable

Denne serie er del af en større (forvirrende) franchise, og for at få mest muligt ud af den, bør man faktisk starte et andet sted. Nok Fate/stay night (2006). Unlimited Blade Works serien er dog den mest spektakulære mht. action efter min mening. 

Starten byder på en del "tell" i stedet for "show", men det er for at give seeren en forståelse for rammerne, som historien udspiller sig inden for - især hvis man er nytilkommen. Kunne det være gjort mere elegant - ja helt klart. Hen af vejen bliver der dog mere plads til, at ufotable kan spille med animationsmusklerne. 

Personligt er jeg ikke den store Saber fan, så denne rute appellerer mere til mig. Selvom historien lidt bliver noget rod. Jeg kan nemlig godt lide dynamikken mellem Shirou Emiya og Rin Tohsaka. 

Hunter x Hunter (2011): 

Nostalgisk action adventure

Som jeg på bloggen tidligere har nævnt, gav Hunter x Hunter (2011) mig en nostalgisk følelse, da jeg så den. Det virkede som action og shounen fra en anden tid. F.eks. tages dødsfald ikke så tungt medmindre det direkte påvirker vores hovedpersoner og dermed deres udvikling. Kampe finder sted for sjov skyld nærmest. Det er ikke altid et spørgsmål om liv eller død i starten. Det handler om at afprøve sig selv og sine egne styrker og svagheder. 

Hunter x Hunter har dog også sine mørkere sider. Efter min mening fungerer noget af det bedre end andet. Sådan har jeg det egentlig med flere elementer. Tilføjelsen af nen giver flere muligheder i kampscenerne, da det giver karaktererne flere våben/færdigheder at udvikle på. Chimera ants åbner også op for flere former for angreb. Deres story arc(s) fungerer bare ikke rigtig for mig. 

Overordnet set er Hunter x Hunter et sjovt action adventure i godt selskab. 

Jormungand (2012, 2012): 

Guns, bigger guns & bombs!

"Her name is Koko. She is loco. I said oh no." Våbenhandleren Koko Hekmatyar har samlet sig en umage gruppe, og den nyeste tilføjelse er barnesoldaten Jonah. 

Om man kan lide Jormungand afhænger af, om man kan lide karaktererne. Hen af vejen tegner der sig et mere sammenhængende plot, men det er karaktererne og actionen, der bærer serien. Hver karakter har sin egen styrke og måde at kæmpe på og sin egen specialisering inden for våben. 

Begge OP'er viser tydeligt, at der er knald på i Jormungand. Men der er også humor at finde - spørgsmålet er bare, om det falder i ens smag. Nogle ting er sikkert tilført, for at få seeren til at tænke "wtf". 

Hvis jeg skal sammenligne Jormungand med en action anime, fra 00'erne må det blive Black Lagoon.  

My Hero Academia (2016, 2017, 2018, 2019): 

Japansk superhelteaction med hjerte

Jeg blev virkelig positivt overrasket over My Hero Academia. Karaktererne og deres udvikling rev mig totalt med, selvom det er den klassiske underdog historie. Det er bare så veludført. Samtidig bliver der fyret op for en masse action. Musikken gør virkelig også sit arbejde i actionscener. Hold kæft hvor elsker jeg You say run! Det musiknummer kan virkelig bygge intensitet og følelser op. 

De forskellige quirks giver mulighed for mange former for action - nogen udnyttes bedre end andre. Det er også interessant at se karaktererne blive klogere omkring, hvordan de bedst kan bruge deres quirk og udvikle den.

My Hero Academia falder lidt af på den i sæson 4, når der kommer til at animere actionscenerne desværre, men jeg mærkede stadig intensiteten i kampen mod Overhaul. Sæson 4 er generelt ikke på højde med de andre, men får alligevel leveret en god afslutning med eps. 25 "His Start".

Der er selvfølgelig andre store action anime derude (som jeg ikke har set) heriblandt One Punch Man, Jojo, Kill la Kill og Mob Psycho, men de ovenstående er dem, der er blevet hængende i min bevidsthed. 

Årtiets anime: Trendsætterne

Jeg syntes, det var meget passende at indlede denne kavalkade om årtiets anime med årtiets trendsættere. Listen er på ingen måde ment som en Top 5 over bedste anime. Det er animeserier, som har influeret anime i 10'erne på forskellig vis. 

1. Sword Art Online (2012), A-1 Pictures

Sword Art Online er uden tvivl den mest indflydelsesrige anime fra 10'erne. Bare kast et blik på en tilfældig oversigt over en given animesæson, og tæl så antallet af isekai... Suuuuuk... Hvilket forresten ikke var en genre førhen. Samtidig er Sword Art Online blevet i seernes bevidsthed med fortsættelser og spin-offs (som jeg ikke har set, da jeg fik nok efter Alfheim-delen, urgh). 

2. K-ON! (2009), Kyoto Animation

Ja, jeg ved godt, K-ON! udkom i 2009 og dermed ikke er en del af det netop afsluttede årti. Seriens indflydelse er dog ikke til at komme udenom. Det er takket være K-ON! at vi i dag ser serier med søde piger, der laver alle mulige former for klubaktiviteter. Nogle vil sige, at kimen til "cute girls doing cute things/stuff-genren" blev lagt allerede med Lucky Star i 2007, men jeg synes først, at "genren" tog fat for alvor efter K-ON!

Sidebemærkning: K-ON! er den eneste anime i på listen her, som jeg ikke har set. 

3. Attack on Titan (2013), Wit Studio

Attack on Titan har ikke skabt en ny genre. I stedet har den ændret en: shounen. Og sikke en titanisk genre at ændre. Med Attack on Titan blev shounen mørk og gritty. Den klassiske glade, positive og måske lidt naive hovedperson blev skiftet ud med en hævngerrig skrighals. Denne vurdering kommer fra en, der meget sjældent ser shounen, så måske det ikke har slået igennem i bredden, men det er de indtryk, der når videre til mig her på sidelinjen. 

Og det var netop også noget Attack on Titan formåede. At nå længere ud end det traditionelle animepublikum. Dette er også en af grundene til, at den er nr. 3 på listen. 

Wit Studio, som står bag Attack on Titan, sov dog i timen og lod os vente 4 år på sæson 2. På det tidspunkt var hypen droslet væsentlig ned. Det virker dog som om, at den hurtigere opfølgning med sæson 3 i 2018 og 2019 er ved at bygge den op igen. 

4. Free! - Iwatobi Swim Club (2013), Kyoto Animation

Omvendte haremsanime er ikke noget nyt, men med Free! røg den kvindelige hovedperson ud med badevandet. Free! viste, at hotte bishounen - gerne i bar overkrop i tæt relation til hinanden - er det kvinderne vil ha'. Og de kvindelige otakus kaldet fujoshi har i den grad købekraft. Så med Free! kom startskuddet til et væld af anime til kvinder og et hav af merchandise med karaktererne. 

I kølvandet kunne man blive helt i tvivl om, om en anime var tiltænkt fujoshi eller shounen... De mandlige otakus brokkede sig selvfølgelig over, at deres elskede Kyoto Animation pludselig lavede anime med hotte fyrer i stedet for søde piger. XD

5. Puella Magi Madoka Magica (2011), SHAFT
Madoka kom med et nyt og mørkt bud på mahou shoujo genren. Allerede fra start er det tydeligt, at noget dystert lurer under overfladen, men det er jo mahou shoujo med søde piger, en nuttet maskot og pastelfarver. Alvoren bliver dog tydelig i løbet af serien, som leverer flere chokerende og overraskende scener. 

Siden har flere serier forsøgt at efterligne Madoka med sin dark mahou shoujo. De har genbrugt farvepaletten, stereotyperne og "det er ikke som det ser ud"-elementet. Mahou shoujo comes with a price, så at sige. Dark mahou shoujo genren har dog ikke formået at levere noget bemærkelsesværdigt og er lige så stille fladet ud.