Viser opslag med etiketten tegneseriefestival. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tegneseriefestival. Vis alle opslag

mandag den 19. september 2016

En hyggelig dag til Art Bubble

Den 10.-11. september løb Art Bubble af stablen. Da jeg opdagede, at en af mine venner havde været afsted shanghajede jeg ham til at fortælle lidt om sin tur.

Palle tog turen fra Mors til Horsens og fuldtes med en ven og sin lillesøster. "Hverken Per eller jeg havde været til eventet før men vi fik alligevel lokket Pernille med i sidste øjeblik. :)" Selvom Art Bubble blev afholdt for første gang for fem år siden, var det først i år, at Palle hørte om det. "Jeg husker faktisk ikke om det var Per eller Nicolaj Cloversong Klitbo, der nævnte det, men det var engang først på sommeren jeg hørte om det."

"De snakkede om, at der kom et par tegnere af My Little Pony comic'en til eventet, og da jeg både samler på comic'en og generelt er en MLP og comic fan, var der jo ingen tvivl om, jeg skulle afsted. :)" Så for Palle spillede nogle af årets gæster til Art Bubble en stor rolle i hans beslutning om at tage af sted. Palle gjorde også sit forarbejde. "Jeg var inde og nærstudere Art Bubbles hjemmeside og fandt ud af man kunne bestille commissions, hvilket jeg selvfølgelig gjorde. En af Agnes Garbowska og en af Sara Richard."

Jeg spurgte Palle til, hvad han syntes om prisen for tegneseriefestivalen. Hertil svarede han: "Da vi kom frem blev vi frarøvet 70 kr. i bytte for et dagsarmbånd o​g fik samtidig stukket det nyeste Basserne blad i hånden til en værdi af halvdelen af indgangsbilletten. Det var et røverkøb efter min mening."

Art Bubbles program bød bl.a. på en masse signeringer, tegneworkshops og paneler. Det område gik Palle og dem han fuldtes med, dog ikke rigtig op i. "Vi var ikke organiserede nok til at deltage i nogle planlagte aktiviteter men havde en mere on/off dag, hvor vi gik lidt rundt og kiggede, snakkede, tog ud og fange lidt pokemoner og fik noget at spise og så tilbage igen." Hvilket jo også lyder meget hyggeligt. Palle havde da heller ingen nævneværdigt dårlige oplevelser.

Selvom Palle ikke havde deltaget i nogen aktivitet, kunne han dog stadig fremhæve en særlig oplevelse fra Art Bubble. "Min bedste oplevelse og hvad der overraskede mig mest var hvor imødekommende de forskellige tegnere var og at de tilbød gratis sketches efter eget ønske. F.eks. mødte jeg Kari Korhonen - en fyr jeg ikke kendte inden eventet, men som har tegnet for Disney siden 1993 - og han lavede en fed Darkwing Duck sketch til mig, selvom han aldrig har tegnet Darkwing Duck."

Alt i alt havde Palle en god og hyggelig dag. "Jeg skal bestemt af sted igen næste år uanset hvem de får som gæster, og så vil jeg forsøge at sætte mig mere ind i programmet til den tid."

Herunder ser I Palles loot fra Art Bubble.

torsdag den 12. november 2015

Art Bubble 2015 står for døren.

Jeg vidste egentlig godt, at Art Bubble ville blive afholdt her i efteråret, men det er alligevel lykkedes for festivalen at snige sig ind på mig. Jeg har slet ikke fået skrevet om den før nu, og den bliver altså afholdt her i weekenden den 14.-15. november. ^^; Ergo kommer der ikke nogen optaktsinterviews. 

I år er Art Bubble (desværre for mig) rykket fra Industrimuseet i Horsens til Rundetårn i København. Jeg ville ellers gerne have besøgt festivalen i år, men jeg synes, at det er for langt/dyrt at rejse for en enkelt dag, hvilket det nok kun ville være blevet til. 

Art Bubble byder både på danske og udenlandske gæster, hvor den mest prominente nok er Anders And-tegneren Don Rosa, som også er grunden til, at jeg gerne ville have været med. Gæsterne har både signeringer og deltager i paneldebatter - sidstnævnte ville jeg gerne se mere af til animeconner. 

Der er også forskellige stande, hvor man kan købe både gængse tegneserier og mere pebrede samlerobjekter. Faraos Cigarer og Fantask vil være kendt for jer, der tager til i hvert fald J-Popcon, men deres medbragte udvalg, vil nok være mere ovre i vestlige tegneserier frem for manga - sådan var det i hvert fald det første år til Art Bubble. 


Art Bubble er i det hele taget ikke så manga og japansk præget, så festivalen er mere til dem, der interesserer sig for tegneserier generelt. Der er heller ikke noget cosplay-relateret, men kommer man i kostume tages det skam godt imod, er mit indtryk. 

Til Art Bubble uddeles tegneserieprisen Hanne Hansen prisen lørdag aften til et show. Der skal uddeles fire priser i alt: "til tre personer der har haft særlig indflydelse på danske tegneserier og en speciel pris til en tegneserieskaber, som har haft stor indflydelse på en lang række skabere i Danmark." Som noget nyt, koster det ikke noget at være med til uddelingen, men der er et maks. på 150 deltagere. 



Det første billede er fundet på Art Bubbles Facebookside og de to andre på deres hjemmeside.

tirsdag den 2. september 2014

Til Art Bubble for første gang

Det ligger måske ikke ligefor for anime- og mangafans at tage til Art Bubble, men jeg syntes alligevel, at jeg ville komme omkring festivalen her på bloggen. Der er nogle i miljøet, som virker til at have en generel interesse for tegneserier, og så kunne Art Bubble jo være interessant. Jeg havde dog ikke det store held med at finde en person, som skulle besøge festivalen som almindelig gæst, så som nødløsning har jeg lavet et interview med Kristine, der skal med Comic Express på festivalen.



Hvordan hørte du om Art Bubble?
Jeg hørte første gang om Art Bubble, da min mor nævnte det for et par år siden, jeg kommer nemlig indenfor køreafstand af Horsens. Dengang registrerede jeg det dog ikke som et arrangement, jeg havde lyst til/behov for at tage til. Anden gang, hvor jeg rent faktisk lyttede efter, var, da min chef på mit arbejde (Comic Express i Aalborg) nævnte, om jeg måske havde lyst til at arbejde den weekend, hvorefter jeg gik hjem, googlede og derefter sagde ja med det samme!

Så du skal til Art Bubble i forbindelse med dit job. Ville du være taget af sted, hvis du ikke skulle med Comic Express?
Siden jeg kender til programmet og ved at Stinestregen og Sussi Bech (men mest Stinestregen) kommer, tror jeg ikke 10 vilde heste kunne holde mig fra at tage derned! Ellers ville det komme meget an på, om nogen af mine venner tog afsted, så jeg kunne følges med dem, og om der var nogen i min vennekreds, der havde positive erfaringer omkring Art Bubble.

Så gæsterne er det, der virkelig trækker?
For mit vedkommende rigtig meget ja Jeg har faktisk endnu været så "uncool", at jeg har købt mit yndlings album af Sussi Bechs serie Nofret, hvis muligheden for at kunne få en autograf melder sig. Jeg synes også, deres cosplaykonkurrence i princippet lyder meget spændende samt deres tiltag med Hanne Hansen prisen, men jeg er desværre ikke så imponeret ud fra den information, der ligger på deres Facebookside og deres hjemmeside. Jeg havde ellers kort overvejet at købe billet til gallaarrangementet, men er kommet lidt fra det igen, haha.

Hvor meget betyder udstillingsdelen for dig?
Jeg har desværre ikke sat mig så meget ind i, hvad der kommer på selve udstillingen, jeg har hørt, at der måske vil være nogle Tintin-originaler, som jeg gerne vil ind og se, men ellers tror jeg mest, det bliver en overraskelse til selve Art Bubble. Det er ihvertfald ikke udstillingen, der ville være min primære motivation for at tage afsted, hvis jeg var betalende gæst.

Jeg går ud fra, at butikken vil være til stede ved festivalen begge dage, men ville du selv have deltaget både lørdag og søndag, hvis du var af sted som almindelig gæst?
Det synes jeg ikke, jeg kan sige så meget om, siden programmet for dette års Art Bubble endnu ikke er oppe. Hvis der var paneler eller noget særligt om søndagen, der virkelig trak i mig, kunne jeg dog sagtens finde på at tage en overnatning i Horsens eller omegn, også komme begge dage som betalende gæst. Jeg har hørt, at der tidligere år har været en del spændende paneler blandt andet med Peter Madsen. 
 
Du nævnte, at du synes, deres cosplaykonkurrence lød spændende. Skal du selv cosplaye?
Jeg har faktisk allerede overvejet det en smule. Til Genki 2014 lavede jeg Kamala Khan/Miss Marvel men nåede desværre næsten ikke at have det på. Siden jeg er relativt stolt af cosplayet, har jeg pønset lidt på, om jeg synes, det er en god ide, men jeg må indrømme, at jeg ikke er blevet enig med mig selv om det endnu. Dels fordi jeg skal arbejde (selvom min chef synes det er en fed ide, at jeg har cosplay på), men også fordi jeg ikke ved hvilken type mennesker, der kommer til Art Bubble, og hvordan stemningen/miljøet er i forhold til cosplay i modsætning til det danske anime-/mangamiljø, som jeg efterhånden føler mig rimelig tryg ved. Jeg havde overvejet at lave en optræden til deres cosplaykonkurrence/show (som de kaldte det i starten), men da jeg spurgte på deres Facebookside, viste det sig slet ikke at være et show som det forståes i anime/manga forstand men mere en kostume konkurrence. Jeg tror beslutnigen nok ender med at blive definitivt taget et par dage før selve Art Bubble, haha.

Hvordan tror du, at Art Bubble vil adskille sig fra connerne (J-Popcon, SVScon og Genki)?
Jeg tror for det første, at alderen på de deltagende vil være helt anderledes. Jeg har en forestilling om, at de primære deltagere vil være mænd på 25-30 plus, det er selvfølgelig en fordom, men jeg ville ikke blive overrasket over, hvis det passer, når jeg ser på størstedelen af de gæster, der er inviteret til Art Bubble. I modsætning til anime-/mangaconner som har et primært publikum, der består af piger i alderen 14-17 efter mine egne opfattelser og erfaringer.
Ud over alderen på publikummet tror jeg også, det bliver meget anderledes i forhold til de arrangementer der kommer til at være. Jeg har blandt andet set på deres Facebookside, at der kommer en ældre kvinde der holder strikke/hæklehjørne og fremviser de Rasmus Klump m.m bamser, hun har lavet. Jeg glæder mig til at se det, men jeg tror aldrig, at den slags ville være til en con med et japansk fokus, haha.
Derudover tror jeg også, at antallet af deltagere vil være meget forskellige. SVScon som er den mindste danske con har lige over de 1000 deltagere, og det er slet ikke mit indtryk, at Art Bubble forventer bare i nærheden af samme deltagerantal. Sidst men ikke mindst glæder jeg mig til at se, hvordan Art Bubble håndterer de yngre gæster, da de opfordre til deres deltagelse ved at gøre adgang for børn gratis, mens de japanske cons har en aldersbegræsning på deltagelse (13 år) medmindre vedkommende er i følge med en myndig/deres forældre.

søndag den 14. april 2013

Lidt om Copenhagen Comics

Jeg har ikke rigtig fået skrevet om Copenhagen Comics i år. Det er det gamle Komiks, som har ændret navn, fordi man ønskede at blive mere international orienteret. Copenhagen Comics finder sted den 1. og 2. juni i Øksnehallen i København (der hvor J-Popcon afholdt sine cosplayshows).
"Copenhagen Comics er Danmarks internationale tegneseriefestival og den største af sin slags i kongeriget. Hvert andet år fejrer og hylder festivalen tegneserier, graphic novels og manga i løbet af en oplevelsesrig weekend fyldt med paneldiskussioner, workshops for alle aldre, foredrag, signeringer og chancen for at møde de allerbedste og største tegneserieskabere fra hele verden." - taget fra deres Facebookside
Jeg har aldrig selv besøgt festivalen og kommer heller ikke til det i år. Mit indtryk er, at Copenhagen Comics er orienteret imod den brede tegneserielæser. Manga er kun én del af festivalen. Jeg har dog alligevel valgt at tage festivalen med her på bloggen, da jeg synes, det virker til, at flere og flere i fanmiljøet begynder at bevæge sig ud over manga og anime. Til dette års festival kan man dog møde en manga-ka - nemlig Jiro Taniguchi, som bl.a. har skabt Min fjerne barndomsby og Min fars dagbog. Gæster - både danske og udenlandske - virker til at være en stor del af Copenhagen Comics. Det virker til at være mere "industri-agtigt" og messeagtig end en con er. Jeg vil nok nærmere sammenlig rammerne for Copenhagen Comics med London Expo frem for en con - siger jeg uden at have deltaget... XD 

En endagsbillet koster 80 kr. for voksne og 40 kr. for børn under 15. Weekendbilletten koster henholdsvis 120 kr. og 60 kr. Helt andre priser end hvad vi ellers ser til conner. Igen skyldes det nok, at Copenhagen Comics ikke er en con. Den kører på en helt anden måde og lukker hvis også om aftenen.

Er man generelt tegneserie-interesseret er det sikkert rigtig fedt - især hvis man kender nogle af gæsterne. Gælder ens interesse kun manga, forestiller jeg mig, at det nok ikke er så spændende at rejse langt efter - med mindre man rejser i flok og gør det til en tur, hvor det sociale i ens gruppe er i centrum.

Læs mere om Copenhagen Comics på deres hjemmeside og Facebookside, hvor der jævnligt bringes nyheder.

mandag den 1. oktober 2012

Oktobers events

Her kommer det første så af den nye type blogindlæg. I dette indlæg vil jeg give jer et overblik over de events, der finder sted i oktober måned, som på den ene eller anden måde relaterer til fanmiljøet.

Torsdag den 4. oktober: Fanzine kultur og Doujinshi manga
Sted: Kunsthal Brænderigården i Viborg
Pris: 50 kr / stud. 30 kr
Foredrag ved cand.mag. Søren Daugbjerg Jensen omkring kulturen bag og miljøet omkring doujinshi. Det er nok mest rettet imod folk, der ikke har kendskab til det på forhånd.

Fredag den 5. oktober: Japansk manga workshop
Sted: KUL Nordkraft, Aalborg
Pris: Gratis
Lær at tegne ansigter og kroppe i "mangastil." Der vil også være noget omkring farvelægning af tegningerne. Der vil være blyanter, papir og viskelæder til rådighed, men man må gerne medbringe ejet tegnegrej derudover. Tilmelding påkrævet (max. 20 deltagere).

Lørdag den 6. oktober: Casual Black Butler ~ COSPLAY WALK
Mødested: Købehavns hovedbanegård
Det startede oprindeligt ud som en walk mest for Blak Butler cosplayere men er senere blevet udvidet til en generel cosplay walk. Walken går mod Kongens have (jeg går ud fra, at det er det, der menes med "kongens").

Lørdag den 6. oktober: Gangnam style flashmob på strøget
Mødested: Københavns hovedbanegård
Opvisning af dansen fra Psys Gangnam Style.

Lørdag den 6. - søndag den 7. oktober: Art Bubble
Sted: Danmarks Industrimuseum, Horsens 
Pris: 60 kr. per dag for voksne, gratis for børn (0-17 år)
Med Stars and STRIPS som tema i år er Horsens nye tegneseriefestival ikke så japansk rettet, men mit indtryk er, at nogle anime- og mangafans også er generelle tegneseriefans, så det kunne stadig have interesse. Art Bubble blev afholdt for første gang sidste år i forbindelse med en stor udstilling af originaltegninger fra forskellige især belgiske og franske tegneserier. På deres Facebookside offentliggør de løbende, hvilke tegnere der kommer til at gæste festivalen.

Fredag den 12. oktober: Japansk manga workshop
Sted: KUL Nordkraft, Aalborg
Pris: Gratis
Lær at tegne ansigter og kroppe i "mangastil." Der vil også være noget omkring farvelægning af tegningerne. Der vil være blyanter, papir og viskelæder til rådighed, men man må gerne medbringe ejet tegnegrej derudover. Tilmelding påkrævet (max. 20 deltagere).

13. oktober: Chibi 12.10 - Tegne- og spilaften (Anime Kita)
Sted: Kulturbroen, Aalborg
Pris: Gratis for medlemmer, halvt (gælder for det givne event) medlemskab koster 50 kr. og fuldt (gælder 1 år) koster 100 kr.
Lille Kita-arrangement hvor aftenen byder på tegning samt kort- og brætspil medbragt af medlemmerne.

Lørdag den 13. oktober: Esbjerg walk 
Mødested: Esbjerg banegård
Der er endnu ikke planlagt, hvad der skal ske på walken, men der er mulighed for at komme med forslag.

Tirsdag den 16. oktober: Animations workshop 
Sted: Kunsthal Brænderigården, Viborg
Pris: Gratis
Lær at lave animationsfilm med en instruktør fra The Animation Workshop i Viborg. Deltagelse kræver tilmelding.

Lørdag den 20. oktober: Hetalia dag '12
Mødested: Århus banegård
Kom-sammen for Hetalia cosplayere i anledning af Hetalia-dagen. Turen går i Den gamle by, hvor der er fællesspisning - alle bedes medbringe lidt mad fra det land de cosplayer som.

Lørdag den 20. oktober: Hetalia-day CPH
Mødested: Under uret på Københavns hovedbanegård
Samme som ovenstående walk bare i København. Her går turen mod Kongens have, hvor der evt. vil blive lavet photo shoots.

Fredag den 26. - søndag den. 28. oktober: London MCM Expo
Sted: Excel, London (England)
Pris: 10 £ for alm. dagsbillet, 16 £ for early entry dagsbillet, 29 £ for early entry weekendbillet (inkl. fredag) Læs mere.
Denne begivenhed finder ikke sted i Danmark, men jeg valgte at tage den med på listen, da vi jo har to repræsentanter med ved EuroCosplay, som foregår om lørdagen. London Expo er en kæmpe messe med en masse dealere, udstillere, et gaming område, et cosplayområde, paneler, signing sessions og meget mere. Læs evt. min sammenligning mellem London Expo og danske cons.

Lørdag den 27. oktober: Dance Your Day Away! 03 (Anime Kita)
Sted: Kulturbroen, Aalborg
Pris: Gratis for medlemmer, halvt (gælder for det givne event) medlemskab koster 50 kr. og fuldt (gælder 1 år) koster 100 kr. 
Dansearrangement hvor der vil blive øvet forskellige danse fra popkulturen. Dansene afhænger hvis af stemningen og den musik, der bliver medbragt.

Lørdag den 27. oktober: Cosplaywalk Kolding
Mødested: Den åbne plads ved Kolding station
Der er ikke nogen planer for cosplay walken. Den afsluttes dog muligvis med en tur på restaurant for at spise aftensmad.

Lørdag den 27. oktober-søndag den 4. november: Viborg Animations Festival
Sted: Forskellige steder i Viborg
I forbindelse med festivalen vil der bliver afholdt forskellige aktiviteter rundt omkring i byen. Det er f.eks. muligt at se tegnefilm gratis i Fotorama heriblandt Arriettys hemmelige verden. "Festivalen bliver et vindue til en verden af animation, der er større og bredere end ”Biler” og ”Shrek”, og bybilledet vil vrimle med animation". Festivalen har også en Facebookside.


Der ser i hvert fald ud til at være en masse at deltage i her i oktober måned. Da jeg begyndte på oversigten, troede jeg slet ikke, at den ville blive så lang. Husk at man også stadig kan se Osamu Tezuka udstillingen på Kunsthal Brænderigården i Viborg. ;) Kender du et event eller arrangement, som ikke er med på listen, så skriv endelig en kommentar med info om det. ;)

fredag den 3. august 2012

Komiks bliver til Copenhagen Comics

Førhen blev Komiks afholdt hvert andet år. Sidste Komiks var i 2010, så jeg gik ud fra, at der ville blive afholdt noget i år, selvom jeg ikke havde hørt noget. Da jeg søgte rundt omkring på nettet, fandt jeg dog ud af, at det ikke var tilfældet. Komiks har skiftet navn til Copenhagen Comics og vil blive afholdt næste gang den 1-2. juni i Øksnehallen. For jer der ikke kender til Komiks:
Copenhagen Comics er Danmarks internationale tegneseriefestival og den største af sin slags i kongeriget. Hvert andet år fejrer og hylder festivalen tegneserier, graphic novels og manga i løbet af en oplevelsesrig weekend fyldt med paneldiskussioner, workshops for alle aldre, foredrag, signeringer og chancen for at møde de allerbedste og største tegneserieskabere fra hele verden.
Fra 2004 til 2010 hed festivalen Komiks.dk, men vi har nu givet den en ansigtsløftning og et nyt navn. Vi håber at se jer alle sammen i juni.
Den nye hjemmeside indeholder ikke rigtig mere info end ovenstående. Der blev holdt hvervemøde for frivillige tilbage i marts, så de må vel være godt i gang med forberedelserne nu. På den gamle hjemmeside kan man læse en nyhed om, hvorfor Komiks er blevet til Copenhagen Comics:
Siden 2004 er Komiks.dk blevet afholdt hvert andet år i større og større venues over hele København. Vi har konstant forsøgt at udvide festivalens mange tilbud samt at tilpasse os tidernes skiften og nye vinde inden for tegneserier – altid med det formål at stable den bedst mulige tegneseriefestival på benene for jer elskere af tegneserier, striber, manga og graphic novels. Vi udvikler os stadigvæk og således føler vi, at det er på tide, at festivalen får et nyt navn. Festivalen tager en ekstra puster i 2012, men vender tilbage i 2013 med fornyet energi og en frisk tilgang til tingene.

Copenhagen Comics er et navn, som på en simpel, professionel måde fortæller folk, hvad vi mener, vores festival handler om. Vi håber, at I vil komme til at synes ligeså godt om det nye navn, som vi gør.

Ligesom Komiks.dk er Copenhagen Comics en to dage lang event med gæster fra hele verden, interviews, workshops, signeringer, en kæmpestor markedsplads spækket med tegneserier, paneldiskussioner, foredrag og sjov for hele familien. Copenhagen Comics er på alle tænkelige måder den naturlige forlængelse af Komiks.dk!

Med Copenhagen Comics i juni bliver der altså et større arrangement for fans af japansk popkultur og tegneserier generelt i næsten hver eneste måned et halvt år i 2013 - kun juli har ikke noget arrangement (endnu?). Jeg har så heller ikke set nogen officielle udmeldinger fra Genki men er gået ud fra, at connen igen vil finde sted i august.

15-17. marts: J-Popcon
27-28. april: Sakura festival
3-5. maj: SVScon
1-2. juni: Copenhagen Comics
august: Genki
1. september: Obaa Festuge 2012