Oprindeligt hed dette blogindlæg Anime 2018: Prisuddeling. Jeg havde tænkt mig at uddele priser i kategorier som Største positive overraskelse, Bedste scene, diverse genrekategorier osv. Sådan bliver det dog ikke helt. Jeg fandt nemlig ud af, at jeg havde set for få kvalificerede anime i de givne kategorier. F.eks. har jeg kun set to deciderede healing anime i år, og det var for snævert et grundlag for en kategori. Jeg vil i stedet bruge dette blogindlæg til at komme omkring nogle af de serier og elementer, som ikke passede ind i de andre tre indlæg.
Der har desværre været en håndfuld anime, der har skuffet i år, men som jeg alligevel har set til ende. Størrelsen af skuffelsen har varieret, og de har skuffet af forskellige årsager. Jeg har tre anime, som jeg vil fremhæve.
Jeg havde set frem til Children of the Whales. Der havde været noget rigtig flot promo art work, som lidt gav mig en Ghibli og Castle in the Sky vibe. Jeg var derfor ked af, at ikke udgav serien, da den begyndte i 2017.
Children of the Whales starter fint nok. Vi får et indblik i, hvordan livet på sandhvalen er. Som historien udspiller sig, opstår der dog huller - både i plottet men også det grundlag serien lagde ud med. For hvordan kan der blive ved med at være mennesker på sandhvalen, når de tydeligvis får så mange tæsk, hver gang de bliver angrebet. Tidligt i serien gøres der meget ud af en begravelse, men senere da folk falder som fluer, er der andre ting at tage sig til. Jeg troede desuden, at jeg ville få en form for slutning efter 12 episoder. I stedet føler jeg lidt, at jeg bare har set første kapitel af en historie.
Desværre er det ikke kun historien, der halter. Ingen har karaktererne siger mig det store. Der er også nogle deciderede belastende karakterer med - og som bare ikke vil dø.
Egentlig havde jeg ikke regnet med, at der ville komme mere Full Metal Panic! Så annonceringen af Full Metal Panic! Invisible Victory kom som en glædelig overraskelse. Glæden forduftede dog løbende, som episoder gled over skærmen.
Jeg var okay med, at vi ville få en serie mere i Second Raids tone, men i denne omgang fungerede det bare ikke for mig. Hvorfor skulle Kaname Chidori skiftes ud med en anden tsundere..? Og hvorfor skulle der hintes heftigt til, at hun var en whispered for derefter *SPOILER* at blive pløkket. *SPOILER SLUT*
Jeg brød mig heller ikke, at Chidori opfører sig out of character meget af tiden. Hun får dog rejsning til sidst. Det betyder dog på ingen måde, at serien leverer en slutning. Næh nej. Vi slutter midt i det hele. Så ja, sejren er svær at få øje på. Øv.
Årets største skuffelse kommer dog i form af kulminationen og afslutningen på jubilæumsfilmserien Digimon Adventure tri.: Digimon Adventure tri. 6: Our Future. Jeg havde ventet over 2 år på en ordentlig slutning og en forklaring. I stedet blev jeg efterladt med endnu flere spørgsmål.
Jeg havde set frem til Children of the Whales. Der havde været noget rigtig flot promo art work, som lidt gav mig en Ghibli og Castle in the Sky vibe. Jeg var derfor ked af, at ikke udgav serien, da den begyndte i 2017.
Children of the Whales starter fint nok. Vi får et indblik i, hvordan livet på sandhvalen er. Som historien udspiller sig, opstår der dog huller - både i plottet men også det grundlag serien lagde ud med. For hvordan kan der blive ved med at være mennesker på sandhvalen, når de tydeligvis får så mange tæsk, hver gang de bliver angrebet. Tidligt i serien gøres der meget ud af en begravelse, men senere da folk falder som fluer, er der andre ting at tage sig til. Jeg troede desuden, at jeg ville få en form for slutning efter 12 episoder. I stedet føler jeg lidt, at jeg bare har set første kapitel af en historie.
Desværre er det ikke kun historien, der halter. Ingen har karaktererne siger mig det store. Der er også nogle deciderede belastende karakterer med - og som bare ikke vil dø.
Egentlig havde jeg ikke regnet med, at der ville komme mere Full Metal Panic! Så annonceringen af Full Metal Panic! Invisible Victory kom som en glædelig overraskelse. Glæden forduftede dog løbende, som episoder gled over skærmen.
Jeg var okay med, at vi ville få en serie mere i Second Raids tone, men i denne omgang fungerede det bare ikke for mig. Hvorfor skulle Kaname Chidori skiftes ud med en anden tsundere..? Og hvorfor skulle der hintes heftigt til, at hun var en whispered for derefter *SPOILER* at blive pløkket. *SPOILER SLUT*
Jeg brød mig heller ikke, at Chidori opfører sig out of character meget af tiden. Hun får dog rejsning til sidst. Det betyder dog på ingen måde, at serien leverer en slutning. Næh nej. Vi slutter midt i det hele. Så ja, sejren er svær at få øje på. Øv.
Årets største skuffelse kommer dog i form af kulminationen og afslutningen på jubilæumsfilmserien Digimon Adventure tri.: Digimon Adventure tri. 6: Our Future. Jeg havde ventet over 2 år på en ordentlig slutning og en forklaring. I stedet blev jeg efterladt med endnu flere spørgsmål.
Der er så mange underlige elementer, som Digimon Adventure tri. 6: Our Future overhovedet ikke berører. Og vi taler om store ting som f.eks.: Hvorfor er der ingen, der går op i, at Davis, Yolei, Cody og Ken fra Digimon 02 åbenbart har været/er nedfrosset i kapsler?! Hvad er der sket med timelinen? Hvad i al verden er der sket med Genai?
Jeg var nervøs, da jeg satte mig til at se den første Digimon Adventure tri. film Saikai, men den var faktisk fin nok. Den satte tandhjulene i bevægelse og gjorde mig nysgerrig omkring den fremadrettede historie. Filmene kom så løbende med nye elementer, som jeg så frem til at udforske og komme mere i dybden med. Men. Det skete bare aldrig. Jeg lod mig lokke af nostalgi - og ja, det sker nok igen, når 20-års jubilæumsfilmen kommer.
Jeg var nervøs, da jeg satte mig til at se den første Digimon Adventure tri. film Saikai, men den var faktisk fin nok. Den satte tandhjulene i bevægelse og gjorde mig nysgerrig omkring den fremadrettede historie. Filmene kom så løbende med nye elementer, som jeg så frem til at udforske og komme mere i dybden med. Men. Det skete bare aldrig. Jeg lod mig lokke af nostalgi - og ja, det sker nok igen, når 20-års jubilæumsfilmen kommer.
Og nu til noget helt andet.
Allerede tidligt på året lagde jeg an til at notere mindeværdige scener. Violet Evergarden eps. 10 bød nemlig på en af slagsen. Den kommer til sidst i episoden ved 20:37. Scenen i Violet Evergarden er sød og rørende, men jeg havde egentlig gættet, at det var her vi ville ende. Så det kom ikke som en overraskelse for mig.
Årets bedste scene er i stedet at finde i My Hero Academia. Nej, det er ikke kampen mod All for One eller endda redningsaktionen forud for den. Jeg ser det nemlig som alt for sammenhængende i hver deres givne episode.
Årets bedste scene kom i stedet som en overraskelse for mig i eps. 23. "Suk, skal de nu slås igen," tænkte jeg. Jeg havde på ingen måde regnet med at blive ramt totalt med feels. Stemmelægningsarbejdet er spot on, og jeg føler så meget med Bakugo, da hans stemme knækker over. Scenen viser en anden side af Bakugo og afslører nogle af de indre konflikter, han kæmper med. Det er også en af grundene til, at jeg godt kan lide ham som karakterer.
Her til sidste vil jeg alligevel slutte af med en enkelt kategori. Det bliver dog en helt ny en.
Bedste produktion
Der laves rigtig meget anime i dag, og nogle serier hopper tydeligvis over, hvor gærdet er lavest. Ind imellem udkommer der dog også anime, hvor hele produktionen bare spiller. Animationen er flot, og der er ingen brug af "droner". Soundtracket passer til serien. Osv. Det er bare lækkert at se og høre på. Så dem vil jeg gerne hylde.
De nominerede er:
- A Place Further Than The Universe (Madhouse)
- Megalobox (TMS Entertainment og 3xCube)
- My Hero Academia S3 (BONES)
- Violet Evergarden (Kyoto Animation)
- The Ancient Magus' Bride (Wit Studio)
Vinder: Megalobox (TMS Entertainment og 3xCube)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar