onsdag den 9. januar 2019

Anime 2018: Top 10

Jeg har set nogle stykker rundt omkring på nettet kalde 2018 for et fantastisk animeår. Jeg er ikke enig. Jo, der har helt klart været nogle gode anime i år, og jeg havde svært ved at skulle rangere de tre øverste i min Top 10.

Men. Der var også en utrolig død periode i sommers. Aldrig har jeg oplevet så svag en sommer(sæson). Det gør det nok også værre, at de fleste serier i dag kun er 1-cour, så jeg havde heller ikke noget at læne mig tilbage på fra foråret, som fortsatte hen over sommeren.

I år har jeg også haft svært ved at sammensætte bunden af min Top 10. Jeg havde nemlig fire serier med hver deres gode sider men også svagheder. Jeg følte således, at de lige manglede det sidste for at komme med på Top 10. To af dem er kommet med på en delt 9. plads, og de to ekstra får også hver sin benævnelse i form af en Honourable mention og en Guilty Pleasure.


Guilty pleasure

Yotsuiro Biyori / Rokuhoudou Yotsuiro Biyori
12 episoder
Lækker mad og desserter + bishounen + en fed kat... what's not to like? ^^; En dejlig healing anime.



Honourable mention

DARLING in the FRANXX
24 episoder
Det var med en smule skepsis, jeg begyndte på DARLING in the FRANXX. Jeg vidste således, at der var nogle elementer, jeg skulle se igennem fingre med. Heldigvis gjaldt det primært de første 2-3 episoder. På trods af disse elementer blev jeg alligevel grebet af DARLING in the FRANXX.
Jeg har svært ved at sætte en finger præcis på, hvad der gjorde det. Det nærmeste jeg kommer må være: "Den mindede mig om Neon Genesis Evangelion." Ikke kun pga. overlappene som f.eks. det blå blod. Det var hele følelsen af at se serien.
DARLING in the FRANXX udkom i vinteren og foråret, hvor der også var andre gode serier at konkurrere med, men jeg sad ret tit og havde mest lyst til at se den nyeste episode af den. Det taler virkelig for en serie, når jeg har det sådan. Historien bliver lidt noget rod hen i anden halvdel af serien. Der er også flere elementer, som man sagtens kunne være gået mere i dybden med. Der er mange ubesvarede spørgsmål om den verden, det foregår i.
DARLING in the FRANXX vælger dog i stedet at fokusere på sine karakterer og deres indbyrdes forhold. Her kunne man også have gjort mere, men jeg elsker, at vi får lov til at se karaktererne forholde sig til livet efter det store opgør. Det er en sjældenhed i anime.
Der er meget galt med DARLING in the FRANXX, og derfor har jeg også svært ved at anbefale den til andre, men jeg nød at se den. 



Anime 2018: Top 10

9. Banana Fish
24 episoder
Banana Fish starter egentlig ret godt med en spændende historie og et fint persongalleri. De første 13 episoder fungerer godt og bygger fint op til den endelig konfrontation med Arthur, samtidig med at vi bliver klogere på, hvad Banana Fish er for en størrelse.
Derefter træder Banana Fish-problematikken/mysteriet i baggrunden, og vi får i stedet mere bandekrig og interne magtkampe. I princippet kunne det sagtens fungere, men jeg sad lidt med følelsen af, at serien var begyndt at gentage sig selv. Jeg havde forventet, at anden del ville gå skridtet videre og være mere intens med mere på spil. Især efter tilføjelsen af Blanca. Jeg føler, at hans karakter kunne have været så meget mere og være brugt så meget bedre.



9. Wotakoi: Love is Hard for Otaku
11 episoder
Jeg havde lidt forventet en serie i stil og på højde med Recovery of an MMO Junkie fra 2017, så jeg gik ind til Wotakoi med ret høje forventninger. Desværre levede serien ikke helt op til dem. Det er en sød serie om to otakukærestepar. Den har sine søde og sjove øjeblikke - bare ikke lige så mange som MMO Junkie.
De fire karakterer er empatiske, og jeg så frem til at følge deres udvikling og udfordringer. Jeg kan især godt lide Hanako Koyanagi og Tarou Kabakura som par.



8. Laid-Back Camp / Yuru Camp△ + Specials
12 + 3 episoder
Laid-Back Camp er hyggelig og passede perfekt til vintersæsonen, fordi pigerne netop camperer uden for sæson. Trods det kolde vejr får man nemlig lyst til selv at pakke sig ind og begive sig ud i naturen. Det hjælper selvfølgelig også på det, at de altid får et eller andet lækkert at spise.
Laid-Back Camp er årets healing anime. Jeg anbefaler at se den med en varm kop te eller kakao i hænderne og med en plaid over sig i sofaen. ^^



7. Violet Evergarden + Special
13 + 1 episoder
Violet Evergarden har lidt af en sløv opstart. Den første episode fungerer fint som introduktion til den verden, som historien udspiller sig i, men det primære indtryk var dog: "Nøj, hvor er den pæn". Derefter går serien lidt i stampe med eps. 2-4. De er også virkelig flotte at se på, men desværre ret kedelige og berørte mig ikke rigtigt.
Af den grund overvejede jeg at droppe serien, men jeg valgte at give den en chance mere, og det er jeg glad for. Episode 5 viste sig nemlig som en væsentlig forbedring og var grunden til, at jeg ikke droppede serien. Violet begyndte nemlig at udvise tegn på udvikling i denne episode. Derefter blev episoderne bedre, og Violets udvikling fortsatte.



6. ReLIFE: Final Arc / ReLIFE: Kanketsu-hen
4 episoder
OVA'en her er en direkte fortsættelse til Re:LIFE serien, så man bør ikke begynde her! Med det sagt er jeg glad for at der er kommet mere Re:LIFE. Jeg følte, at seriens slutning var lidt for åben. Det er også rart at se historien fra Chizuru Hishiros (pigens) side.



5. Hinamatsuri
12 episoder
Årets store positive overraskelse. Jeg var gået udenom serien i første omgang, fordi den lød lidt for tåbelig til mig. Der er da også en absurd præmis, og der er visse fjollede elementer, men det spiller alt sammen godt sammen. Hinamatsuri er således rigtig god og sjov underholdning med utrolig meget hjerte.
Bortset fra Hina selv byder serien også på nogle herlige og skønne karakterer, hvilket også kan ses på mine nomineringer med hensyn til persongalleriet.



4. A Place Further Than the Universe / Sora yori mo Tooi Basho
13 episoder
Coming of age adventure til Antarktis i selskab med fire ret forskellige piger med hver deres usikkerheder. Det er en skøn rejse at være med på - og så er der pingviner! Jeg kan godt lide at serien forholder sig forholdsvis realistisk til sin præmis og sine karakterer.
Produktionen er i top, og landskaberne er virkelig flotte. Man får helt lyst til selv at tage til Antarktis... og blive omringet af pingviner... ^^; A Place Further Than the Universe er en helstøbt animeserie med et fint persongalleri, en god historie og personudvikling.



3. My Hero Academia S3
25 episoder
I år var året, hvor jeg blev ramt af HeroAca-feberen. Det er fedt med 2-cour serier, men i HeroAcas tilfælde, ville jeg faktisk have foretrukket, at den havde heddet 13 + 12, for der er så stor forskel på kvaliteten af de to dele af sæson 3. Havde første del stået alene, havde den måske endda vippet March comes in like a lion af førstepladsen. 
Første del er medrivende og vel bygget op. Der er mange gode scener, personudvikling og årets bedste to episoder: Symbol of Peace og One For All. Selv hvad der på overfladen ligner en filler, bruges til at efterbehandle hændelserne i de forrige episoder, som har efterladt stor virkning på vores karakterer. Det er virkelig fedt sat sammen.
Det er også en af grundene til at anden del virker så skuffende. Den står nemlig i stor kontrast - især med hensyn til, hvad der er på spil. Det virker bare lidt for letsindigt.



2. Megalobox
13 episoder
Jeg har aldrig hverken læst eller set Ashita no Joe / Tomorrow's Joe, men jeg er godt klar over, at den var stor i Japan, da den udkom. Derfor havde jeg også visse forventninger til jubilæumsprojektet Megalobox. 
Jeg kan roligt sige, at de blev opfyldt. Jeg fik en spændende, cool og intens bokseanime, som sagtens kunne nydes uden forudgående kendskab til Ashita no Joe. Jeg var vild med den rå og retro stil, som serien kørte. Den passede perfekt til miljøet og historien. 
Kunne Megalobox være gået mere i dybden..? Ja, men den er også bevidst om, at den kun har 13 episoder at gøre med og strukturerer således egentlig sin tid fint. Man behøver bestemt ikke være boksefan for at synes om Megalobox. Jeg tror dog, at man vil værdsætte den mere, hvis man hører til den voksne skare af animefans, som har været længe i gamet så at sige. 



1. March comes in like a lion 2 / 3-gatsu no Lion 2nd Season
22 episoder
Mange vil sige, at March comes in like a lion handler om shogi, men det er for forenklet. Jeg vil sige, at den handler om familie, om at høre til og finde en plads i livet. Især her i anden sæson træder shogien i baggrunden meget af tiden. I stedet er fokus på karaktererne - primært Hina og Rei. March giver os en hjertevarm og til tider hjerteskærende historie. 
Billedsiden er også altid en fornøjelse at kigge på. March er også rigtig god til stemning - både via billed og lyd. Jeg anbefaler dog, at man starter med sæson 1 og ikke snyder sig selv for yderligere 22 gode episoders anime. Psst... sidste år kårede jeg faktisk også sæson 1 som den bedste anime.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar