I dette blogindlæg har jeg samlet anime, der har ramt mig med sin historie og sine karakterer - sit drama. Oprindeligt bestod dette blogindlæg af flere udvalgte serier, men jeg valgte at dele det op i to: Drama og Dramedy. I dette finder I således de mere rene dramaserier.
Rainbow / Rainbow: Nisha Rokubō no Shichinin (2010)
"AAAAAAAAAAAAAAARH! Sunlight was the only thing that felt right... If there's a place inside this world. Where hopes and dreams are not yet lost. Until the day we find that place. We're not alone." *Synger med på sidste sætning.*
We're not Alone af rockbandet coldrain passer perfekt til Rainbow. Der er vrede, intensitet, en fængende melodi og en virkelig passende sangtekst, hvilket også er grunden til, at jeg har lagt ud med at citere den.
I Rainbow får ondskab og uretfærdighed et ansigt i form af fængselsvagten Ishihara. Rainbow viser livets grusomheder, og der er ingen helt, som kommer susende udefra og redder dagen. Drengene i ungdomsfængslet opdager hurtigt, at de kun har hinanden. Hændelserne i ungdomsfængslet knytter dem sammen, og de er der således også for hinanden på den anden side.
I min optik er Rainbow et rigtig godt eksempel på, hvad seinen havde at byde på kontra shounen i 2010. I løbet af årtiet er (noget) shounen som nævnt i blogindlægget om trendsætterne blevet mørkere og mere barskt.
Ano Hi Mita Hana no Namae wo Bokutachi wa Mada Shiranai. / Anohana: The Flower We Saw That Day (2011)
Ved første øjekast ligner Anohana en glad og sød historie om en lille flok barndomsvenner. Tonen lægger da også ud med at være let og ubekymret.
I virkeligheden er Anohana dog en historie om sorg, om at behandle den sorg og se den i øjnene - sammen med de andre som sørger. Det er en serie om fortrydelse, knuste drømme og forliste venskaber. Samtidig er det dog også en serie med håb. Et håb om at genfinde hinanden, om tilgivelse og kærlighed. Det er en stærk lille bittersød serie om menneskelige relationer og de følelser, der følger med.
Tag tiden og tilbring de 11 episoder i selskab med Menma, Jintan, Anaru og de andre. Og gør dig klar til at græde snot og få en tåre i øjenkrogen og en klump i halsen, når du efterfølgende bare hører starten på ED'en. På den måde kan Anohana måske kaldes 10'ernes Clannad Afterstory.
Mushishi The Next Passage / Mushishi Zoku Shou (2014, 2014, 2014, 2015)
Mushishi The Next Passage giver et indblik i menneskets natur. Historien udspiller sig i en feudal udgave af Japan, hvor der eksisterer såkaldte mushi. Vi følger den omrejsende mushishi Ginko, der hjælper folk, som har problemer pga. mushi. Via disse problemstillinger fortælles der historier om mennesker og deres liv i små samfund. Det handler dog også meget om menneskers relation til naturen. For mushi er en del af naturen. De er væsner uden onde intentioner. Det er bare ikke alle mennesker, der forstår det.
Mushishi The Next Passage er en serie med et meget roligt tempo, som alligevel formår at fortælle engagerende og dybfølte fortællinger, som kan give stof til eftertanke. Nogle ender lykkeligt, andre i tragedie - og nogle gange afhænger det af øjnene, der ser. Det er fortællinger med tyngde, som fortælles uden de store armbevægelser. Nogle vil derfor helt sikkert synes, at den er kedelig. Forstår man at værdsætte roen, stemningen og historierne byder Mushishi The Next Passage dog på masser af mystiske eventyr. Soundtracket er også spot on. Første sæson hedder bare Mushishi og kom i 2005. Det er dog ikke strengt nødvendigt at have set sæson 1 først.
Showa Genroku Rakugo Shinju & Descending Stories: Showa Genroku Rakugo Shinju (2016, 2017)
Denne serie er bestemt ikke for alle. Det er et karakterdrama, som langsomt men sikkert bygger sin historie op omkring sine karakterer og deres indbyrdes relationer samt deres kunsthåndværk. Det er en serie til den tålmodige og opmærksomme seer, hvor det særlige ligger i seriens finesse.
Rakugo Shinju er også noget så sjældent som en serie, hvor 2. sæson er bedre. Det payoff er værd at vente på. Personligt kan jeg også bedre lide karaktererne i sæson 2, men den kan på ingen måde stå alene. Det er strengt nødvendigt at se sæson 1 først!
Jeg anede intet om rakugo, da jeg begyndte på serien. Som vestlig seer kan denne fremmed kunstform være afskrækkende, men undervejs lærte jeg at anerkende den som et historiefortællende styrkende element. At det er en døende kunstform bidrager også til seriens strejf af svunden tid og nostalgi. Her gør soundtracket i den grad også sit.
Rakugo Shinju er et af de sjældne tilfælde, hvor jeg er gået ind til en serie med store forventninger, som efterfølgende er blevet opfyldt. Det er helt klart en af årtiets specielle perler til et nichepublikum. En ganske særlig form for storytelling.
The Great Passage / Fune wo Amu (2016)
Her har vi endnu en nicheserie. Ja, faktisk tiltaler den nok et endnu mindre publikum end Showa Genroku Rakugo Shinju.
Historien udspiller sig på et forlag i afdelingen, hvor man laver ordbøger med ordforklaringer. På papiret lyder det måske enormt kedeligt og støvet, men jeg fandt det utrolig fascinerende. Vi har med nogle mennesker at gøre, som virkelig går op i deres arbejde, har øje for detaljen, og som besidder totalt specialiserede kompetencer. Alene det er beundringsværdigt. Dertil benytter serien sine visuelle virkemidler til at formidle sin historie. Jeg har med vilje skrevet "formidle", for jeg følte, at der var rigtig meget læring i at se Fune wo Amu.
Det her en serie for et voksent publikum, som gerne vil nyde en stille og rolig serie med engagerede karakterer. Samtidig giver den et indblik i det japanske sprog og ords betydning i det hele taget. Jeg vil anbefale den til alle sproginteresserede. Men selv min mand, som absolut ikke går op i sprog og ord, kunne lide serien.
Violet Evergarden (2018, 2018, 2019)
Jeg var faktisk lige ved at droppe Violet Evergarden efter fire episoder, men så fik den lige en episode mere - og hold da op. Der var jo nærmest en verden til forskel på Violet. På den ene side fandt jeg udviklingen lidt for abrupt. På den anden side satte jeg så stor pris på den, at jeg var villig til at vende det blinde øje til.
Jeg lod serien rive mig og mine følelser med, og det er jeg glad for. Violet Evergarden er en serie fuld af følelser og håb. Det er en serie som genopliver det fantastiske ved breve. Det helt særlige ved både at skrive og og modtage et brev.
Serien emmer af skønhed og idyl, men lader os stadig vide, at freden har krævet sine ofre. Måske netop derfor er den så værdifuld, så smuk. Og det visuelle i Violet Evergarden er virkelig fantastisk smukt. Lyset, detaljerne, den flydende animation. Kyoto Animation leverer i den grad noget af deres bedste arbejde her - især i betragtning af at det er en tv-serie. Soundtracket er også rigtig godt. Super stemningsfuldt.
Violet Evergarden serien har også et par specials / side stories, der er på samme niveau, som jeg helt klart også vil anbefale. I år er der desuden kommet en film (som jeg dog ikke har set endnu), der giver os svaret på spørgsmålet, vi alle sidder med: Er han i live?
Vinland Saga (2019)
Når man laver en anime baseret på en fortløbende manga med over 10 år på bagen og kun får 24 episoder til det, vil der unægtelig være meget af historien, som ikke bliver inkluderet. I nutidens animeindustri er det endda virkelig stort, at Vinland Saga lagde ud med en 2-cour og ikke bare en 1-cour sæson. På mange måder er Vinland Saga-animeen en længere prolog. Vi starter ud med at følge den unge Thorfinn, men undervejs stjæler antagonist Askeladd totalt rampelyset, og serien slutter med et brag. Be' om sæson 2, tak. Nu.
Vinland Saga er en af de serier, som godt kunne være endt i Action, men for mig var det dramaet, plottet og relationerne mellem karaktererne, der gjorde serien interessant. Der klart et par fede kampe, men det er alt det andet, som løfter serien op på et højere niveau og gør den mere helstøbt.
I Vinland Saga møder vi en række interessante karakterer. Som sagt er jeg meget begejstret for Askeladd. Men også den i starten generte og stille Canute pirker min nysgerrighed. Jeg vil rigtig gerne se, hvordan hans udvikling fortsætter. Indtil videre er Thorfinn bare lidt af en møgunge og en moody teenager, men med slutningen ser jeg også udvikling i horisonten for ham. Han har også potentiale til at indeholde meget mere kompleksitet, end vi har set. Så Vinland Saga er her ikke bare for det, den leverer, men også for det potentiale jeg ser i den videre historie, og som jeg virkelig håber, vi får at se i animeform.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar