Jeg var i tvivl om, hvor jeg skulle placeret et par af serierne i dette blogindlæg. Jeg kom så på kategorien: Dramedy. Det førte dog til, at jeg også flyttede nogle serier fra mit oprindelige Drama-blogindlæg herover. Dramedy er en sammentrækning af drama og comedy, og disse anime byder netop på begge dele. Vi føler med karaktererne både i de sjove og dramatiske øjeblikke.
Fullmetal Alchemist: Brotherhood (2009)
FMA:B har jo faktisk lidt af det hele; både action, drama, komedie, mystery og adventure. Det er virkelig en helstøbt serie. Serien har en hel perlerække af (personlige) fortællinger, som den formår at væve flot sammen til en større historie. FMA:B forstår at skifte mellem det sjove, det dramatiske, action og uhygge. Den kan både få mig til at skraldgrine, give mig de vildeste feels og få en tåre til at løbe ned af kinden. Jeg føler med karaktererne og hepper på dem.
FMA:B har et kæmpe persongalleri, som er virkelig varieret, hvilket også er en af seriens forcer. Der er en fantastisk dynamik karaktererne imellem, og det er en fornøjelse at se de umage pairings, som ind imellem bliver tvunget til at arbejde sammen.
Det er en anime, som udnytter sine visuelle muligheder til at underbygge sine scener. Der er gang i de store armbevægelser, og man føler intensiteten i de kritiske øjeblikke. FMA:B er et gyldent eksempel på, hvad anime kan som medie. Der er så meget, der simpelthen bare ikke fungerer og kan tages seriøst i en live action udgave. Her taler jeg ikke kun om effekterne men om hele udtrykket lige fra character design til udtrykkelse af humor.
Jeg siger ikke, at Fullmetal Alchemist: Brother er "Anime of the decade", men... hold op hvor har den bare det hele!
Bakuman (2010, 2011, 2012)
Bakuman var en af de serier, som jeg havde svært ved at placere, for jeg følte ikke, at det var klassisk drama. Der er helt klart masser af humor og sjove scener, personudvikling og noget romantik. Og så har Bakuman sin helt egen form for action. Det er som sagt en serie, som er svær at putte i en kasse, men jeg har også en idé om, at skaberne gerne har ville lave en serie, der er lidt anderledes.
Bakuman starter, imens vores hovedpersoner Mashiro og Takagi går i middle school og følger dem ind i begyndelsen på voksenlivet. I jagten på deres drøm møder de forskellige problemstillinger, som får dem til at vokse og udvikle sig både som individer men også som team. De udvikler sig også i mødet med en række andre mennesker, som udfordrer dem på forskellig vis.
Bakuman har et stort og herligt persongalleri, som jeg er meget begejstret for. Det viste sig også tydeligt i mine prisuddelinger her på bloggen, hvor jeg nærmest gik hen og opfandt nye kategorier for at få dem med. ^^; Der er bare så mange finurlige og interessante karakterer og så er der en fantastisk dynamik imellem dem. Jeg kan også godt lide, at der (for det meste) er tale om venlig og sund rivalisering.
Jeg er også vild med, at Bakuman giver et indblik i mangaindustrien i Japan. Det omhandler godt nok en genre, som jeg sjældent ser eller læser, men det er virkelig spændende, medrivende og inspirerende at se det hårde arbejde, der ligger bag en mangaproduktion.
Jeg er i det hele taget begejstret for Bakuman på så mange parametre. Klart en kandidat til "Anime of the decade" for mig.
Usagi Drop (2011)
Usagi Drop handler om familie. Den 30-årige ungkarl Daikichi beslutter sig for at tage sig af sin bedstefars 6-årige datter Rin, da bedstefaren dør, og resten af familien vil sende hende på børnehjem. Daikichi ved intet om børn, men sammen finder de ud af det hen ad vejen. Usagi Drop er en hjertevarm serie, som bringer smilet frem på læberne.
Daikichi og Rin går godt i spænd, hvilket er det bærende aspekt af serien. De påvirker også hinanden positivt. Daikichi bliver voksen og ansvarsbevidst på en ny måde takket være Rin. Hun får derimod lov til rigtigt at være barn i de trygge rammer, som Daikichi skaber for hende. Begge karakterer var da også repræsenteret, da jeg uddelte priser i 2011. Rin løb endda med to: Bedste kvindelige hovedperson og Mest elskelige karakter. Sammen vandt de Bedste duo. De få bipersoner, der er i serien, fungerer også godt. Men stjernerne er helt klart Rin og Daikichi.
Usagi Drop er kun på 11 episoder, men det er 11 skønne episoder i godt selskab. Det er også en af de få anime, hvor jeg er glad for, at den slutter før mangaen gør, og hvor den ikke har samme slutning som mangaen, for dét blev simpelthen for underligt.
Space Brothers (2012)
Det er sjældent, vi får anime om voksne til voksne. Det er endnu sjældnere, at en anime, som ikke er shounen, får lov til at køre 99 episoder i træk. Selv en kæmpe serie som My Hero Academia startede med 13 episoder og er siden blevet efterfulgt af tre separate sæsoner. Men Space Brothers kom også tilbage i 2012.
Space Brothers handler om, at selvom man er del af jobmøllen og er 31 år, er det ikke for sent at prøve at opfylde sin barndomsdrøm. Man kan stadig række ud efter stjernerne og forsøge at indhente lillebror. Som 25-årig var det rart at se - og som 33-årig er det endnu bedre. ^^;
Space Brothers har et stort persongalleri, og de er herligt selskab. Mange stræber efter deres drømme, på at forbedre sig, på at blive klogere, udfordre og udvikle sig selv. Der er ingen skurke men venlig konkurrence og rivalisering. Der er en virkelig god dynamik imellem karaktererne. Serien er - man fristes til at sige selvfølgelig - rig på personudvikling. Space Brothers og dens karakterer har da også gjort sig bemærket i mine prisuddelinger.
Space Brothers har også en rigtig god humor. Den kan være lidt til den spøjse og fjollede side, men det hænger godt sammen med hovedpersonen Mutta Nanbas personlighed. Humoren reflekteres fint i OP'erne.
Serien har dog bestemt også sine dramatiske øjeblikke. Også i den virkelig tunge ende. Generelt er tonen dog optimistisk. På den måde minder den om Bakuman. Og ligesom med Bakuman har jeg igen været i tvivl om, hvor i al verden jeg skulle gøre af Space Brothers. Når man sammenligner med de andre serier her i blogindlægget, er Space Brothers overordnet set noget mere munter. Men med sin kontinuerlige udviklingshistorie og de dramatiske scener, der trods alt er, syntes jeg ikke, den hørte hjemme i Comedy.
March comes in like a lion / 3-gatsu no Lion (2016, 2017)
Denne serier er baseret på en manga af Chika Umino, som også er skaberen af Honey & Clover; en af mine yndlingsanimeserier. Så jeg havde pænt høje forventninger til March comes in like a lion. Den er lidt langsom i opstarten, men jeg må sige, at den kommer efter det. Det udvikler sig til en hjertevarm historie.
March comes in like a lion handler om det unge shogitalent Rei Kiriyama på 17 år og de tre Kawamoto-søstre Akari, Hina og Momo. Rei bor alene i en trist lejlighed, som kun indeholde det absolut nødvendige. Hjemme hos Kawamoto-søstrene er der lys og varme. Det er et hjem. Her finder Rei kærlighed og tryghed. Søstrene byder ham indenfor i deres familie.
Rei er generelt socialt akavet og dårlig til at kommunikere og interagere med andre mennesker. I løbet af serien åbner han dog mere op, begynder at stå ved sig selv - og stå ved dem han holder af. Rei opdager også, at livet er mere end shogi, som han ellers er blevet opfostret med. Shogien fylder dog stadig en del af serien, og det er da også bl.a. igennem mødet med sine modstandere, at Rei vokser. Så ja, der er også noget sportsanime over March comes in like a lion. De indre i kampe i Rei er dog meget mere i fokus.
I sæson 2 får Hina lov at skinne. Her viser Rei, hvor meget han har udviklet sig - og hvor meget Hina betyder for ham. Det er hjerteknusende at følge Hinas kamp i skolen imod mobning, og jeg har bare lyst til at række armene ind igennem skærmen og give hende et kram. Hold da op, hvor skulle der bare være flere piger som Hina.
March comes in like a lion handler altså især om relationerne mellem mennesker, hvordan vi udvikler os i mødet med andre, men også hvordan vi kan være der for hinanden. Serien har desuden en virkelig god humor efter min mening, så det er også en serie, jeg har grint meget til. Den bruger mediets muligheder til fulde både i sit udtryk og til symbolik. Efter to sæsoner er serien dog ikke afsluttet, så jeg håber, at vi får mere engang i fremtiden. Traileren herunder er til sæson 2.
Fruits Basket (2019)
Ja, der er tydeligvis romantiske elementer i Fruits Basket. Kunne den være placeret under Romance? Ja da! Havde jeg glemt den, da jeg skrev det blogindlæg? Måske... heheeeh... ^^; Men nu er den altså her under dramedy, og det synes jeg sådan set også passer rigtig godt.
Da Carlsen udgav Fruits Basket på dansk, læste jeg et enkelt bind og lagde den fra mig igen. Jeg brød mig ikke rigtig om den kvindelige hovedperson Tohru. Ergo satte jeg mig heller ikke til at se animeserien fra 2001, og jeg sprang let og elegant hen over denne reboot - eller det vil sige, det gjorde jeg jo i sidste ende ikke, for ellers ville du jo ikke sidde og læse det her nu. Efter at have hørt Arkada på Glass Reflection omtale den nye Fruits Basket positivt flere gange, valgte jeg at give den en chance - og nu 10-12 år senere ser jeg så anderledes på Tohru og dermed er min begejstring for serien også steget. Meget.
Fruits Basket er sød og fjollet men også rørende. Serien rummer mere end hvad man tror ved første øjekast. Vi er ikke helt så dybt nede i menneskers psyke som i nogle af de andre serier her i blogindlægget, men vi er godt på vej.
Fruits Basket ser det skrøbelige og sårbare i mennesker. Den viser vores behov for at blive set, anerkendt og elsket - især af vores forældre og familie. Vores behov for at føle os forbundet med andre for ikke at blive ensomme. Fruits Basket har så meget mere at byde på end et trekantsdrama.
Visuelt er serien også en fornøjelse at se på. Farverne og lyset bruges til at understrege karakternes sindsstemning. De viser også, at selvom serien igen og igen nævner den her forbandelse og noget der truer i fremtiden, så har serien et positivt livssyn. Der ér håb - og det hele er startet med Tohru. De enkelte karakterer skal dog også hanke op i sig selv og tage deres egne beslutninger. Men de inspireres af Tohru og/eller får modet fra hende.
Jeg er virkelig glad for, at jeg gav serien en chance, og jeg venter spændt på 3. (sidste?) sæson.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar