I dette blogindlæg har jeg samlet mine favoritter fra det forgangne årti mht. fantasy. Jeg har valgt også at inkludere isekai her. Jeg dykker ned i seks forskellige universer. Honorable mention: Maoyu (2013), der havde nogle virkelig gode øjeblikke hen mod "slutningen" og havde potentiale, men ikke udnyttede det fuldt ud.
Det her bliver sidste blogindlæg om Årtiets anime for nu. I den næste tid vil jeg nemlig kaste mig ud i Anime 2020-blogindlæggene.
Log Horizon (2013, 2014)
Log Horizon udkom året efter Sword Art Online, og med sit setup hvor spillerne pludselig er fanget i et online spil, blev de to selvfølgelig sammenlignet. Personligt kunne jeg dog meget bedre lide, hvad Log Horizon udviklede sig til. Her accepterer spillerne, at de ikke kan vende tilbage til deres gamle liv og forsøger i stedet at finde sig til rette i spilverdenen. De udforsker, hvordan verdenen fungerer, og hvordan de kan påvirke og udnytte mekanismerne i den. World building er i den grad i fokus her i Log Horizon.
Derudover byder serien på interessante karakterer, som går godt i spænd med hinanden, udfordrer hinanden og udvikler sig. Her vil jeg fremhæve hovedpersonen Shiroe, som er nøglespilleren i det politiske spil. Han illustreres som en dark mastermind, men det gøres på humoristisk vis, da Shiroes intentioner faktisk er gode.
Så kan man leve med Naotsugus glæde ved bryster og en for mig unødvendigt rivalisering mellem Akatsuki og Minori om Shiroes gunst, så er der altså en virkelig god historie i Log Horizon.
Desværre blev forfatteren til Log Horizon light novel serien, som anime'en er baseret på, anklaget og senere dømt for skattesnyd, hvilket nok gjorde, at man ikke havde lyst til at lave mere Log Horizon anime. Så det kom som en glædelig overraskelse, da jeg opdagede, at der ville komme en ny sæson alligevel her i januar. Og jeg glæder mig til at vende tilbage til Elder Tale - verdenen hvor Log Horizon udspiller sig.
Noragami (2014, 2014)
Her i Noragami byder studiet Bones indenfor til action og komedie i en moderne verden med guder og ånder. Serien bæres især af sine karismatiske karakterer og deres relationer til hinanden. Både Yato og Yukine balancerer på grænsen til utålelige til tider, men Hiyori sørger for at hive dem væk fra kanten igen.
Noragami kan få dig til at grine, men indimellem bliver det også dramatisk, og så kan serien også udløse feels hos seeren. Den generelle tone er dog munter og sorgløs på trods af Yatos finansielle... udfordringer. Disse bruges ofte som udgangspunkt for humoristiske indslag.
Sæson 1 er på 12 episoder og den efterfølgende OVA er på 2. I 2015 kom der en sæson 2, men den har jeg ikke fået set endnu.
Yona of the Dawn (2014)
Yona of the Dawn er en omvendt haremsserie og henvender sig nok mest til piger. Når det så er sagt, så byder Yona of the Dawn faktisk også på en ganske udmærket om end klassisk udviklingshistorie med den privilegerede overbeskyttede prinsesse, der pludselig bliver kastet ud i et eventyr sammen med en tro følgesvend. Hun må så samle flere støtter for at genvinde sin retmæssige trone.
I denne proces udvikler Yona sig selvfølgelig, bliver mere ansvarsbevidst og udvikler sin indre styrke og lederegenskaber. Yona er i det hele taget meget anderledes end den typiske kvindelige hovedperson i omvendte haremsserier. Hun har en stærk personlighed og en stærk vilje, og det er fuldstændig forståeligt, hvorfor hun er så populær. Og det er et stort plus for serien.
Yona er omgivet af bishounen, som alle tager udgangspunkt i en velkendt stereotype. Fyrerne fungerer dog godt sammen som gruppe og duoer, og der udvikles også venskaber imellem dem. Altså er det ikke kun deres relation til Yona, vi får lov til at udforske.
Fantasyelementet kommer i form af drager. Dragekongen er genfødt i Yona og de fire drager (blå, hvid, grøn og gul), som følger ham, er genfødt i fire af fyrerne. Drageblodet giver fyrerne hver især særlige evner, som har præget deres opvækst og personlighed.
Yona of the Dawn består desværre kun af en sæson, og der virker til at være meget mere historie at fortælle, for vi møder først den gule drage hen mod slutningen.
Gate (2015, 2016)
Hvordan ville Japan Self-Defense Forces klare sig mod en drage eller andre fantasyvæsner? Det giver Gate dig svaret på. Ud af det blå dukker der nemlig en portal til en anden verden op i Tokyo, hvorefter det strømmer ud med fantasyvæsner.
Gate byder således på masser af action men også politik og strategi. I midten af det hele står officer Youji Itami, demigudinde Rory Mercury, den vise magiker Lelei la Lalena og elveren Tuka Luna Marceau.
Itami er meget nede på jorden og sørger i det hele taget for at tøjre serien til det seriøse og "virkelighedstro". Serien har dog masser af humor, så det er ment på den måde, når jeg skriver "det seriøse". For mig er Itami klart seriens bedste karakter. De tre piger repræsenterer hver deres stereotype, men generelt fungerer de godt, fordi det ofte gøres med et glimt i øjet.
Sæson 2 går dog i en anden retning, og jeg var derfor ikke lige så begejstret for den, men når man har set sæson 1, vil man jo gerne se, hvordan det fortsætter. Desværre leverer sæson 2 ikke nogen slutning.
Re:ZERO -Starting Life in Another World- (2016)
Jeg var skeptisk over for Re:ZERO i starten. Jeg mener, hvor mange gange kan/skal vi se det samme udspiller sig igen og igen med få ændringer...? Lige præcis så længe, at det ikke når at føles alt for ensformig. Så bevæger vi også nemlig videre til et nyt "save point". Hurra for det. Det giver historien et fint flow og et passende spændingsniveau.
Jeg faldt også hurtigt for Subaru Natsuki og hans personlighed. Han er lidt fjollet, men har gode intentioner og et godt hjerte. Samtidig kan jeg godt lide, at han ikke får nogen specielle kræfter i den nye verden - bortset fra, at verdenen genstarter, når han dør. Men Subaru skal stadig begå sig i den som et menneske med helt almindelig styrke og evner bevæbnet kun med sin loyalitet og sine talegaver.
Hen ad vejen falder serien i kvalitet, det skyldes især, at Subaru falder ned i et dybt sort hul og har rigtig svært ved at komme op igen. Her brillerer best girl Rem til gengæld. Hun er også min yndlings kvindelige karakter. Jeg er nemlig ikke tilnærmelsesvis lige så begejstret for Emilia som Subaru er. Jeg synes, hun er lidt for intetsigende.
Alt i alt er Re:ZERO en underholdende serie med action, magi, komedie og drama. Re:ZEROs anden del af anden sæson er netop startet her i 2021.
That Time I Got Reincarnated as a Slime / Tensei shitara Slime Datta Ken (2018, 2019)
Første halvdel af That Time I Got Reincarnated as a Slime er klart bedst. Jeg elsker, hvordan hovedpersonen - hovedvæsnet? - Rimuru bruger tiden på at udforske og blive klogere på den verden, han pludselig befinder sig i. Det bedste er dog tiden i goblinlandsbyen. Det er fedt, hvordan world building og story telling blandes sammen og går op i en større enhed. Denne egenskab er Slimes styrke.
Desværre ser vi mindre til den, som serien skrider frem. Det er som om serien gerne vil gøre historien til noget større med et ulmende plot imod Rimuru. På den ene side er det forståeligt, at Rimuru får fjender, da han er så stærk. På den anden side ville jeg bare gerne have mere af det, jeg fik i første halvdel.
Det hjælper heller ikke, at jeg ikke er så begejstret for de fleste af karaktererne, som introduceres senere hen: primært Milim og børnene, som Rimuru kommer til at undervise. Jeg kom dog alligevel igennem OVA'en på 5 episoder, hvor vi følger Rimuru og hans elever til en prøve. Og jeg skal da også se sæson 2, når den går i gang her om snart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar