Årtiets anime: Sport

Den eneste sportsgren jeg har set meget på tv, har været håndbold - og kun landskampe. Når det gælder sportsanime har jeg dog efterhånden været vidt omkring: 

• badminton: Hanebado (2018)
• baseball: Moshidora (2011)
• basket: Kuroko no Basket (2012, 2013)
• boksning: Megalobox (2019)
• bordtennis: Ping Pong the Animation (2014)
• bueskydning: Tsurune (2018)
• dans: Welcome to the Ballroom (2017) 
• fodbold: Days (2016), The Knight in the Area (2012)
• rugby: All Out!! (2016)
• sumobrydning: Hinomaru Sumo (2018)
• svømning: Free! (2013)
• soft tennis: Stars Align (2019)

Selvom der dog er en del, jeg ikke har set til ende, har jeg udviklet en generel interesse for sportsanime. Når der kommer en ny, er jeg nysgerrig omkring, hvordan den vil gøre den givne sportsgren interessant. 

Historien i sportsanime ligner typisk hinanden. Så det der ofte bærer dem er karaktererne, og jeg værdsætter som sagt et godt og interessant persongalleri. Og når underdogen skal bevise sit værd, følger der som oftest noget personudvikling med. Nogle gange er det mest fokuseret på få karakterer, andre gange får hele holdet lov til at shine på forskellige tidspunkter og måder. 

Herunder vil jeg fremhæve de sportsanime, der har gjort indtryk på mig igennem det sidste årti. Det kan både være gennem intense opgør, karakterernes glæde for deres sport og udviklingen af dem som atleter og personer. 

Cross Game (2009): 

Med hjertet på rette sted

Med en blanding af drama, sport og komedie sørgede Cross Game i den grad for, at jeg begyndte at synes om baseball. Cross Game formår at integrere sporten som en del af historien, og selvom vi følger træning og kampe, så er det karakterernes udvikling og relationer, der er seriens fokus. I den henseende er det også interessant at se, hvordan serien evner at gøre en død person relevant hele vejen igennem. Wakaba dør allerede i episode 1, men den hun var og den tomhed hun efterlader påvirker resten af karaktererne, deres valg og udvikling. Hun er faktisk også central i forhold til nogle af karakterernes forhold til baseball. 

Stilen i Cross Game er mere gammeldags, og den skal nogle måske vende sig til. Humoren er også mere gammeldags. Der er heller ikke vilde overdrivelser i animationerne i baseballkampene, men animationen er flydende og vellavet. Cross Game bør nok nærmere kaldes underspillet. 

Cross Game er en skøn coming-of-age historie med baseball. Et godt sted at begynde, hvis man vil snuse til baseballanime.

Chihayafuru (2011, 2013, 2019): 

Sindsoprivende digtoplæsning

Ved første øjekast vil folk nok ikke kalde Chihayafuru for en sportsanime, men der en klub, spillerne træner og deltager i turneringer. Det er faktisk også et spil, der er fysisk krævende. Man skal holde koncentrationen siddende i samme position hele vejen igennem og kunne eksplodere med en hurtig reaktion konstant. Der er strategi og taktik inde over også. 

Ligesom i Cross Game starter serien, imens hovedpersonerne er børn og laver så et spring i tid til high school. Barndomsdelen er den svageste del i Chihayafuru, men det er også grundstenen for de tre hovedpersoners relationer indbyrdes og til seriens sport karuta. 

Det er også gennem karuta, at karaktererne skaber bånd til hinanden i løbet af serien. De forenes i deres begejstring ved spillet men også det sociale i et spille sammen som et hold. Det er også denne begejstring, der fangede mig. Serien har en enorm positivitet og formår virkelig at formidle glæden ved karuta. Humoren er god, og Chihaya er en underholdende hovedperson. Generelt fungerer persongalleriet rigtig godt. Den er en serie, man bliver glad af at se. 

Ace of the Diamond (2013, 2015, 2019): 

Energisk, entusiastisk, intens

Der er langt mellem Cross Game og Ace of the Diamond i tone, stil og fokus, men de har baseballen til fælles. Da jeg begyndte på Ace of the Diamond var jeg ikke videre imponeret, men lige så stille blev jeg draget ind i den. Og nu har jeg snart set 178 episoder i selskab med Seidos baseballhold og deres rivaler. 

Hvor Cross Game er nedtonet, er Ace of the Diamond meget intens og dramatisk i sit udtryk. Det ses både i animationen - smukt arbejde af Production I.G og Madhouse - men høres også især i soundtracket. Ace of the Diamond oser af testosteron, kammeratskab og manly tears. 

Ace of the Diamond udvikler sine karakterer som personer og sportsudøvere. Samtidig formår serien at levere en glidende overgang mellem årgange. Der kommer nye spillere til, men samtidig er der også ældre, der begynder at træde i karakter. Øverst på skamlen over personudvikling står vores hovedperson Eiji Sawamura helt klart. 

Ace of the Diamond er til jer, der gerne vil have en rendyrket sportsanime med fuld knald på. Den giver også et godt indblik i alt det taktiske. 

Haikyu!! inkl. OVA'er (2014, 2015, 2015, 2016, 2016): 

Flyv!

Hvor der gik lidt tid, før jeg varmede op over for Ace of the Diamond, var jeg hooked på Haikyu!! fra start. Hinatas entusiasme er total smittende. Ham og Kageyama danner en fantastisk duo - ja, hele Karasuno-holdet går godt i spænd. Både som personer og på banen. Det er persongalleriet, der bærer serien, og karaktererne spænder vidt i deres personligheder, styrker og svagheder. De har forskellige elementer, de skal arbejde med ift. volleyball. Og gennem volleyball udvikler de sig også som personer. De opbygger relationer. De udfordrer hinanden. De gror sammen. De får også alle sammen deres chance i spotlightet. 

En anden styrke ved Haikyu!! er helt klart musikken. Soundtracket er mindeværdigt, medrivende  og passer virkelig godt ind. Det brillerer i de intense og spændingsfyldte øjeblikke i kampene. Jeg blev totalt revet med og sad og heppede. Nogle gange holdt jeg nærmest vejret. 

Sæson 2 eps. 24 leverer en af mine yndlingsscener ikke bare i Haikyu!! men i det hele taget. Den er så intens, og musikken bygger op og bygger op. Stemmeskuespillet er i top, og i de korte øjeblikke illustrerer den så tydeligt de forskellige karakteres personligheder. Og sæson 3 eps. 10 følger op med endnu en fantastisk og nervepirrende scene, som bakkes op med visuel symbolik. Jeg elsker også, hvordan det at Karasunos spiller rækker armene bagud inden de hopper visuelt ligner, at de får vinger. Haikyu!! har gjort krager seje! 

Yuri!!! on Ice (2016): 

Om at lære at elske

Apropos medrivende scener, så leverer Yuri!! on Ice også en i eps. 5 med tilhørende smuk musik. Yuri!! on Ice har også en virkelig god startepisode. Faktisk vil jeg sige, at den starter bedre ud end den slutter. Animationen er så flot i starten men hen af vejen... kommer det til at se lidt underligt ud. Historien lægger godt ud med en rivalisering mellem de to Yuri'er. Jeg synes egentlig, det er fint, at vi også ser lidt mere til de andre deltagere, men J.J. præsenteres som lidt for perfekt, og hans "udvikling" giver ikke rigtig mening. 

Ligesom Haikyu!! formår Yuri!! on Ice at formidle sin kærlighed til sin sport. Med serien dukkede lillepigedrømmen om at være skøjteprinsesse op igen. Således er det også en skam, at animationerne af skøjteløbene ikke er så flydende hen mod slutningen. 

Ud over kærlighed til skøjteløb, føler Yuri Katsuki også kærlighed overfor sin træner Victor. I starten troede jeg mest, det var beundring, og jeg var lidt trist over, at der begyndte at dukke så meget yaoi bait op. Jeg følte, at serien fanservicerede lidt for meget. Det udviklede sig dog til en reel kærlighedshistorie, og med de briller på det, kommer der et anderledes positivt syn på serien. 

Yuri!! on Ice har super elegante elementer og øjeblikke, men i andre stunder er den klodset. Men sådan er vi mennesker også, og det er måske derfor, den fandt så stor genklang hos publikum. 

Run with the Wind (2018): 

Mærk suset

Da jeg først så promotionbilledet for Run with the Wind, tænkte jeg: "wtf, er Kageyama gået over til en anden sport", for Kakeru fra Run with the Wind og Haikyu!!'s Kageyama ligner virkelig hinanden. I løbet af serien skulle det viser sig, at de også minder om hinanden personlighedsmæssigt. 

Dette character design er heller ikke det eneste, de to serier har til fælles. Yuki Hayashi har lavet soundtrack til begge, og det kan virkelig høres. Der er ligheder, men Run with the Wind soundtracket vækker alligevel en anden følelse i mig, når jeg hører det. Jeg får en fornemmelse af natur, vind og fremdrift. 

Run with the Wind har ydermere mange af de samme styrker som Haikyu!! har. Et varieret og interessant persongalleri. En evne til at gøre sin sport spændende og medrivende - hvem havde troet det om langdistanceløb...? Ikke mig. Jeg fik ligefrem lyst til selv at finde løbeskoene frem. 

Jeg er også vild med, hvordan sporten bliver en måde eller en hjælp til at tackle de andre problemer som karaktererne står overfor. Selvom man løber ene mand på distancen, skabes der en klar holdånd og et sammenhold blandt Kansei University's hold. Selvom det tager lidt tid for Haiji at overbevise dem alle sammen om at være med. I mødet med sporten og hinanden gennemgår karaktererne personlig udvikling. 

Noget jeg også godt kan lide ved Run with the Wind er, at det er en afsluttet historie. Ja, man kunne godt lave en sæson 2, men det er ikke nødvendigt. Denne udgave af Kansei University's hold er nået i mål. 

Årtiets anime: Action

Med dette blogindlæg tager vi hul på genreindlæggene. Jeg ved endnu ikke præcis, hvor mange, der bliver, og det er heller ikke sikkert, at de bliver udformet på samme måde.

Nogle - okay, de fleste - anime tilhører mere end en genre, men jeg har placeret dem i den, jeg føler, er den primære. En anime optræder altså kun en gang i de genrefokuserede indlæg. 

Sportsanime plejer generelt også at have en god portion action, men da der kommer et separat blogindlæg med fokus på dem, er de ikke med her. 

For mig leverer en god action anime intens og spændende action, hvor man kan mærke, at der er noget på spil. Det skal også gerne fungere visuelt. I nogle tilfælde er det dog også fint med et actionbrag, hvor der er eksplosioner, fordi eksplosioner er fede. Ligesom man ikke stiller spørgsmål ved, hvorfor mecha er den bedste løsning ift. at bekæmpe en trussel. Det er, fordi mecha er seje. 

I dette blogindlæg har jeg valgt at fremhæve seks action anime, som faktisk adskiller sig en del fra hinanden i tone og historie, når man kigger ud over det actionmæssige. Jeg overvejede at rangere serierne, men jeg gik fra det igen. Det ville nemlig nærmere blive en rangering baseret på serierne som helhed og ikke bare actionelementerne. Så de står i alfabetisk rækkefølge. 

Attack on Titan (2013, 2017, 2018, 2019): 

Højtflyvende højrisiko action

Der er i den grad noget på spil for menneskeheden, når recon corpset drager på mission i Attack on Titan. Og der er mistes mange liv i kampen mod titanerne - nogle med mere mening end andre. 

Attack on Titan skinner i sine actionfyldte scener, og det er tydeligt at se, hvor pengene bliver brugt. Således måtte vi overvære "vi står og taler i trætoppene"-episoden... så krudtet kunne blive skudt af i den efterfølgende konfrontation inde i skoven. Vi måtte sikkert også leve med CGI-heste til gengæld for den smukke animation af Krista. 

Witt Studio kan levere action med høj intensitet og flot animation i Attack on Titan. Samtidig drives historien også videre i disse scener. Det er også fascinerende, hvordan titanerne fremstilles som både tåbelige men også utrolig skræmmende. 

Bungo Stray Dogs (2016, 2016, 2019): 

Actionkomedie med dramatiske træk

Jeg var lige ved at droppe Bungo Stray Dogs, fordi jeg fandt den for fjollet, men det flotte håndværk fra BONES fik mig til at blive. Serien var velproduceret og havde flotte actionscener. Som tiden gik, blev jeg også mere engageret i historien og dens karakterer, hvilket gjorde actionsekvenserne bedre. Nu var det ikke bare flashy evner. Der var noget på spil. 

Dramaet i begyndelsen af sæson 2 gav især et bedre indblik i karaktererne. Indsigten i karaktererne gjorde også, at forståelsen for deres evner udviklede sig. Og med det udviklede actionscenerne sig også. 

Bungo Stray Dogs er mere end en vartiger og Danzai, der hele tiden forsøger at begå selvmord. Det er karakterer med fejl, som er voldsomt beskyttende over for dem de holder af og deres hjem Yokohama. 

Demon Slayer: Kimetsu no Yaiba (2019): 

Action med æstetiske valg

ufotable kan lave andet end Fate! Og det gør de godt. Virkelig flot animation - både i de stille stemningsfulde scener og naturligvis actionscenerne. Jeg er stor fan af, at der taget nogle æstetiske valg mht. afbildningen af Tanjiros vandteknikker. Jeg hører, at det er sådan i mangaen, men ufotable har virkelig fået det til at fungere i animeserien også. Det tilføjer actionen et nyt og frisk look efter min mening. 

Demon Slayer er en af de mest omtalte serier fra sidste år. Nogle mener, at den er en potentiel kandidat til at fylde pladsen efter Bleach blandt "de tre store". Funimation har endda kåret den som Anime of the Decade via en fanafstemning. Der er jeg ikke helt, må jeg indrømme. Demon Slayer var en udmærket action fantasy serie, og jeg kommer da nok også til at se filmen, når den engang kommer. Actionen er flot, og de enkelte karakterers evner ser ud til at blive brugt godt i den forbindelse. Vi skal bare lige have aflivet Zenitsu - eller i det mindste gjort ham stum. 

Derudover er det faktisk lidt et problem for mig, at vores hovedpersoner virker overpowered. Jo, de får brækkede ribben osv, men ingen har fået alvorlige men, selvom de har været oppe imod virkelig farlige og stærke dæmoner. Intensiteten forsvinder lidt, når det føles som om, der er mindre på spil. 

Fate/Stay Night Unlimited Blade Works TV (2014, 2015): 

Flot action fra ufotable

Denne serie er del af en større (forvirrende) franchise, og for at få mest muligt ud af den, bør man faktisk starte et andet sted. Nok Fate/stay night (2006). Unlimited Blade Works serien er dog den mest spektakulære mht. action efter min mening. 

Starten byder på en del "tell" i stedet for "show", men det er for at give seeren en forståelse for rammerne, som historien udspiller sig inden for - især hvis man er nytilkommen. Kunne det være gjort mere elegant - ja helt klart. Hen af vejen bliver der dog mere plads til, at ufotable kan spille med animationsmusklerne. 

Personligt er jeg ikke den store Saber fan, så denne rute appellerer mere til mig. Selvom historien lidt bliver noget rod. Jeg kan nemlig godt lide dynamikken mellem Shirou Emiya og Rin Tohsaka. 

Hunter x Hunter (2011): 

Nostalgisk action adventure

Som jeg på bloggen tidligere har nævnt, gav Hunter x Hunter (2011) mig en nostalgisk følelse, da jeg så den. Det virkede som action og shounen fra en anden tid. F.eks. tages dødsfald ikke så tungt medmindre det direkte påvirker vores hovedpersoner og dermed deres udvikling. Kampe finder sted for sjov skyld nærmest. Det er ikke altid et spørgsmål om liv eller død i starten. Det handler om at afprøve sig selv og sine egne styrker og svagheder. 

Hunter x Hunter har dog også sine mørkere sider. Efter min mening fungerer noget af det bedre end andet. Sådan har jeg det egentlig med flere elementer. Tilføjelsen af nen giver flere muligheder i kampscenerne, da det giver karaktererne flere våben/færdigheder at udvikle på. Chimera ants åbner også op for flere former for angreb. Deres story arc(s) fungerer bare ikke rigtig for mig. 

Overordnet set er Hunter x Hunter et sjovt action adventure i godt selskab. 

Jormungand (2012, 2012): 

Guns, bigger guns & bombs!

"Her name is Koko. She is loco. I said oh no." Våbenhandleren Koko Hekmatyar har samlet sig en umage gruppe, og den nyeste tilføjelse er barnesoldaten Jonah. 

Om man kan lide Jormungand afhænger af, om man kan lide karaktererne. Hen af vejen tegner der sig et mere sammenhængende plot, men det er karaktererne og actionen, der bærer serien. Hver karakter har sin egen styrke og måde at kæmpe på og sin egen specialisering inden for våben. 

Begge OP'er viser tydeligt, at der er knald på i Jormungand. Men der er også humor at finde - spørgsmålet er bare, om det falder i ens smag. Nogle ting er sikkert tilført, for at få seeren til at tænke "wtf". 

Hvis jeg skal sammenligne Jormungand med en action anime, fra 00'erne må det blive Black Lagoon.  

My Hero Academia (2016, 2017, 2018, 2019): 

Japansk superhelteaction med hjerte

Jeg blev virkelig positivt overrasket over My Hero Academia. Karaktererne og deres udvikling rev mig totalt med, selvom det er den klassiske underdog historie. Det er bare så veludført. Samtidig bliver der fyret op for en masse action. Musikken gør virkelig også sit arbejde i actionscener. Hold kæft hvor elsker jeg You say run! Det musiknummer kan virkelig bygge intensitet og følelser op. 

De forskellige quirks giver mulighed for mange former for action - nogen udnyttes bedre end andre. Det er også interessant at se karaktererne blive klogere omkring, hvordan de bedst kan bruge deres quirk og udvikle den.

My Hero Academia falder lidt af på den i sæson 4, når der kommer til at animere actionscenerne desværre, men jeg mærkede stadig intensiteten i kampen mod Overhaul. Sæson 4 er generelt ikke på højde med de andre, men får alligevel leveret en god afslutning med eps. 25 "His Start".

Der er selvfølgelig andre store action anime derude (som jeg ikke har set) heriblandt One Punch Man, Jojo, Kill la Kill og Mob Psycho, men de ovenstående er dem, der er blevet hængende i min bevidsthed. 

Årtiets anime: Trendsætterne

Jeg syntes, det var meget passende at indlede denne kavalkade om årtiets anime med årtiets trendsættere. Listen er på ingen måde ment som en Top 5 over bedste anime. Det er animeserier, som har influeret anime i 10'erne på forskellig vis. 

1. Sword Art Online (2012), A-1 Pictures

Sword Art Online er uden tvivl den mest indflydelsesrige anime fra 10'erne. Bare kast et blik på en tilfældig oversigt over en given animesæson, og tæl så antallet af isekai... Suuuuuk... Hvilket forresten ikke var en genre førhen. Samtidig er Sword Art Online blevet i seernes bevidsthed med fortsættelser og spin-offs (som jeg ikke har set, da jeg fik nok efter Alfheim-delen, urgh). 

2. K-ON! (2009), Kyoto Animation

Ja, jeg ved godt, K-ON! udkom i 2009 og dermed ikke er en del af det netop afsluttede årti. Seriens indflydelse er dog ikke til at komme udenom. Det er takket være K-ON! at vi i dag ser serier med søde piger, der laver alle mulige former for klubaktiviteter. Nogle vil sige, at kimen til "cute girls doing cute things/stuff-genren" blev lagt allerede med Lucky Star i 2007, men jeg synes først, at "genren" tog fat for alvor efter K-ON!

Sidebemærkning: K-ON! er den eneste anime i på listen her, som jeg ikke har set. 

3. Attack on Titan (2013), Wit Studio

Attack on Titan har ikke skabt en ny genre. I stedet har den ændret en: shounen. Og sikke en titanisk genre at ændre. Med Attack on Titan blev shounen mørk og gritty. Den klassiske glade, positive og måske lidt naive hovedperson blev skiftet ud med en hævngerrig skrighals. Denne vurdering kommer fra en, der meget sjældent ser shounen, så måske det ikke har slået igennem i bredden, men det er de indtryk, der når videre til mig her på sidelinjen. 

Og det var netop også noget Attack on Titan formåede. At nå længere ud end det traditionelle animepublikum. Dette er også en af grundene til, at den er nr. 3 på listen. 

Wit Studio, som står bag Attack on Titan, sov dog i timen og lod os vente 4 år på sæson 2. På det tidspunkt var hypen droslet væsentlig ned. Det virker dog som om, at den hurtigere opfølgning med sæson 3 i 2018 og 2019 er ved at bygge den op igen. 

4. Free! - Iwatobi Swim Club (2013), Kyoto Animation

Omvendte haremsanime er ikke noget nyt, men med Free! røg den kvindelige hovedperson ud med badevandet. Free! viste, at hotte bishounen - gerne i bar overkrop i tæt relation til hinanden - er det kvinderne vil ha'. Og de kvindelige otakus kaldet fujoshi har i den grad købekraft. Så med Free! kom startskuddet til et væld af anime til kvinder og et hav af merchandise med karaktererne. 

I kølvandet kunne man blive helt i tvivl om, om en anime var tiltænkt fujoshi eller shounen... De mandlige otakus brokkede sig selvfølgelig over, at deres elskede Kyoto Animation pludselig lavede anime med hotte fyrer i stedet for søde piger. XD

5. Puella Magi Madoka Magica (2011), SHAFT
Madoka kom med et nyt og mørkt bud på mahou shoujo genren. Allerede fra start er det tydeligt, at noget dystert lurer under overfladen, men det er jo mahou shoujo med søde piger, en nuttet maskot og pastelfarver. Alvoren bliver dog tydelig i løbet af serien, som leverer flere chokerende og overraskende scener. 

Siden har flere serier forsøgt at efterligne Madoka med sin dark mahou shoujo. De har genbrugt farvepaletten, stereotyperne og "det er ikke som det ser ud"-elementet. Mahou shoujo comes with a price, så at sige. Dark mahou shoujo genren har dog ikke formået at levere noget bemærkelsesværdigt og er lige så stille fladet ud.