onsdag den 30. marts 2016

J-Popcon 2016 conrapport del 2: lørdag

Læs også del 1: fredag.

Lørdag formiddag ankom Morten og jeg til connen omkring 10:20. Vi valgte at gå i Saffron City til eventet Madkultur i Japan. Vi kom dog umiddelbart nærmest lige som foredragsholderen skulle til at runde af. På den positive side stødte vi på både Mads, Stine, Stefan, Maream og Droggles i lokalet.

Jeg droppede efterfølgende at tage til panelet om Japanske conner og fankultur. I stedet trissede vi lidt rundt på må og få og endte igen med at tage en tur i dealerrummet. Der så vi så, at dealeren med blå lykkeposer til 100 og 200 kr. var ved at pakke sammen. Han virkede meget utilfreds. Vi fandt senere ud af, at han var blevet bortvist fra connen, fordi han havde solgt bootlegs.

Stine og Maream købte jordbær mochi, som var pænt dyrt: 6 stykker for 50 kr. O.o Det er de firkantede pakker forrest til højre på billedet herunder. (Dog er der vist ikke nogen med jordbær på billedet.)


Vi fik alle lov til at smage, og det var god underholdning at se de forskellige spise den bløde og søde mochi, som der også var blandede meninger omkring. Maream kastede sig også ud i at åbne en Ramune for første gang. Bagefter gik vi hen på hovedbanegården og spiste donuts. ^^

Da vi kom tilbage til connen, delte vi os op. Morten og jeg gik i Pallet Town i god tid til workshoppen Skab det gode event, hvor der var dejlig roligt. De andre begav sig til Otaku-eksamen. De kom dog løbende og tilsluttede sig workshoppen. For det første fik de ikke alle mulighed for at være med, da der kun var plads til 25, og for det andet blev der sorteret ud i deltagerne løbende.
Vi var kun en 12-15 stykker til workshoppen (hvor jeg nærmest havde slæbt halvdelen med XD), men jeg havde heller ikke forventet, at det ville være et tilløbsstykke. Det var dog ret interessant og gav et indblik i, hvordan J-Popcon arbejder med målgrupper og eventudvikling - og det var jo sådan set grunden til, at jeg deltog.

Min plan var jo egentlig ikke at deltage i hele workshoppen, men panelet Hvorfor hader Miyazaki og Anno anime-industrien? var desværre blevet aflyst. Det var ellers et af de events, som jeg havde set allermest frem tid. Det aflyste panel åbnede dog op for, at vi kunne stille os i kø til pladsbilletterne til Danish Cosplay Championship (DCC), da de blev frigivet kl. 15.

Maverne var begyndt at rumle. Så efter vi havde fået pladsbilletter alle sammen, begav vi os videre til madboderne.


De fleste af os fik beef curry med kartofler og gulerødder. Den måtte gerne have været lidt stærkere og med mere kød, men det mættede fint til prisen. Jeg var også positivt overrasket over, hvor godt det holdt sig varmt. Stefan fik en shaved ice men måtte erkende, at det ikke var lige så godt som i Japan.

Bagefter begav vi os til Taiko-koncert på Indigo Plateau / Forsamlingshuset. Koncerten blev afholdt i samarbejde med Den japanske ambassade. Der blev godt fyldt op i lokalet, og jeg var glad for, at vi var gået derhen i forholdsvis god tid. Ja, jeg ved godt, at billedet ikke er det bedste... :p


Da de gik i gang, kunne man mærke lyden på brystet. Det var en rigtig fed oplevelse, og koncerten fungerede meget bedre i et lukket rum end i Øksnehallen, hvor den blev gentaget senere på aftenen.

Efter Taiko-koncerten var der stadig noget tid at fordrive, før dørene til DCC blev åbnet. Der var dog allerede dannet kø, men vi så ingen grund til at stille os i den, da vi jo havde nummererede pladsbilletter. De andre havde ikke været i +18 lounge, så der gik vi ind for at fordrive ventetiden. Jeg savner fortsat nogle flere sofaer eller andre muligheder for at sidde ned derinde.


Da vi ikke længere kunne se køen til Øksnehallen, regnede vi med, at der var blevet lukket op, så vi gik derover. Det viste sig dog bare, at køen var blevet vendt, så enden ikke var over mod Copenhagen Conferences hovedindgang men i den modsatte retning. Vi nåede lige at tænke "øv", inden det gik op for os, at folk med pladsbillet blev lukket ind. Ingen kø til os - wuhu!
Indenfor blev vi mødt af lidt af et kaos. Folk gik forvirrede rundt imellem hinanden og stolerækkerne og forsøgte at finde deres plads. Vi 7 havde fået numre lige efter hinanden: A163-A169 (mener jeg). Det betød imidlertid ikke, at vi kom til at sidde sammen. Vi blev i stedet splittet op i to grupper og kom til at sidde i hver sin side af hallen. XD Numrene var sat fast på stoleryggene med gaffatape, hvilket betød, at man ikke havde en jordisk chance for at finde sin plads, hvis en anden havde fået sat sig på den, eftersom der ikke var et gennemskueligt system i nummereringen. Idéen med nummererede pladsbilletter var super, men udførelsen haltede.

DCC begyndte ret brat, inden alle havde fundet deres pladser. På de to storskærme tonede billederne af de to første cosplayere frem. Der var således hverken en vært til at byde velkommen og fortælle lidt om showet som indledning eller et åbningsshow til at sætte gang i det hele.
Der var tilmeldt 26 acts, men i løbet af showet kunne man se, at der var to, der var faldet fra. Der var faktisk ret få, der cosplayede fra noget med japansk oprindelse - især mht. tomandsgrupperne. Så da showet sluttede, havde dem jeg fulgtes med og jeg en ret god idé om, hvem der ville ryge til Japan (igen) - vi fik da også ret.
I år bestod showet ikke kun af meget seriøse og dramatiske acts. Der var også humor med i nogle enkelte af dem, hvilket var dejligt forfriskende og skabte noget mere afveksling. Teknisk kørte showet vist også uden problemer. Så ros til J-Popcon for det.

Efter showet gik vi ud for at finde noget hurtigt at spise. Da vi kom tilbage til connen, delte vi os op, og Morten og jeg gik i Øksnehallen til præmieoverrækkelse. Her stødte vi på Emma (Gwan Cosplay) og fik en kort snak med hende.

Ud over kvalifikationerne til de internationale konkurrencer, uddelte dommerne også en pris til hver deres favorit, og så var der en Crowd Favourite valgt via sms-afstemning. Så selvom kvalifikationen til CCSS til CICAF var væk, blev scenen stadig fyldt godt op. Tillykke til alle vinderne.


Efter præmieoverrækkelsen skyndte Morten og jeg os ned til panelet Voice acting i Danmark: De danske Team Rocket-voice actors fortæller. Desværre var de blevet reduceret til én: Thomas Kirk, stemmen bag James. Han kørte dog eventet virkelig godt, fortalte underholdende og levende og var god til at bevæge sig rundt i lokalet. Jeg synes sådan set, at det eneste negative ved eventet var folk, der spurgte om private råd, og dem var en evighed om at formulere deres spørgsmål. Når der sidder +20 personer, der gerne vil spørge om noget, bør man altså ikke bruge flere minutter på at stille sit spørgsmål... Vi forlod panelet efter måske 1-1,5 time.

Bagefter gik vi i Øksnehallen for at tjekke koncerten med Color Code ud. Jeg var positivt overrasket over at se så mange være med foran scenen på dansegulvet. Folk så generelt ud til at hygge sig og have det sjovt. Vi hørte et par sange og vandrede så tilbage i Copenhagen Conference, hvor Morten og jeg endte på 2. sal i Community Corner, hvor vi satte os ved Genkiboden og snakkede med dem. Omkring midnat tøffede vi tilbage til hotellet.

mandag den 28. marts 2016

J-Popcon 2016 conrapport del 1: fredag

Ja, jeg lagde jo egentlig en plan for min J-Popcon... Som I vil kunne læse i min conrapport, kom den plan så ikke rigtig til at holde (af flere årsager). ^^; Den var dog mit udgangspunkt for connen. Jeg har valgt at dele min conrapport op i mindre dele i år, så der kan komme noget jævnlig aktivitet på bloggen. Altså kommer denne del kun til at dække fredag. 

Min conrapport her på bloggen er min personlige oplevelse af J-Popcon 2016 - hvad jeg så, hvad jeg deltog i, hvem jeg snakkede med, hvad jeg spiste :p osv. 

For første gang fløj Morten og jeg til København for at komme til J-Popcon. Vi havde nemlig fundet nogle billige billetter med DAT, så det blev lige knap 800 kr. for os begge to i alt - og så var det endda inkl. bagage. Vi kunne dog begge to nøjes med håndbagagen. 
Vi ankom til Københavns Hovedbanegård godt sultne, så vi spiste på Sunset, inden vi checkede ind på Wake up Copenhagen, hvor vi skulle overnatte. Hotellet lå ca. 10-12 min. gang væk fra connen. Bagefter gik vi til connen, hvor vi mødtes med Droggles, Maream, Stine og Stefan. De havde alle sammen været igennem check-in til connen. Morten og jeg fik hurtigt vores skilte i VIP-skranken og slap dermed for at stå i den almindelige kø. Allerede i check-in kunne man se Pokemontemaet, for nogle af gopherne var Chanseys. Der hang også Pokemon pynt. 

De andre fortalte os, at selvom connen havde været åben i vel 45 min. var hverken dealerrummet eller game room åbent endnu. Det var lidt øv, så vi besluttede os for at begive os i Øksnehallen til Åbningsshow i god tid. Øksnehallen eller SS Anne var pyntet flot op med både en Gyrados med lys i, der skiftede farve, en Magikarp, pokeballs, Tentacools og lydkæder.


Åbningsshowet kørte mere flydende og virkede mere gennemøvet i år i forhold til sidste år. Det gik ud på, at Misty og Brock skulle til J-Popcon og så fik hjælp af J-Popcons maskotter Wing Girl og Battery Boy. Cosplaydommerne blev også præsenteret og fortalte lidt om de events, de skulle afholde. 

Bagefter kunne vi så komme i dealerrummet. Mit første indtryk var, at det virkede meget tomt i forhold til sidste år. Der var da også færre forhandlere, så vi nåede ret hurtigt igennem boderne sådan overfladisk. Der var masser af bløde og søde plushies, og jeg overvejede da også at købe en pingvin, men jeg holdt mig i skinnet. Tilbudskasserne hos Faraos blev systematisk gennemgået, men der var desværre ikke nogen af de bind, jeg er på jagt efter til mine hullede samlinger. Jeg kunne også godt lide flere af nederdelene hos en forhandler, men da jeg kiggede nærmere på kvaliteten af dem, blev det et nej tak. 


Fra dealerrummet gik vi videre til Artist Alley, som var godt fyldt op i år - det var dog ikke alle, der var kommet på plads ved deres bord endnu på det tidspunkt. Som noget nyt havde J-Popcon selv et arrangørbord for enden af Artist Alley, hvilket jeg tror, var en stor hjælp for dem, der sad ved boderne. Artist Alley blev kaldt Safari Zone. Der var gjort et forsøg med noget grønt og brunt crepepapir, men det fungerede ikke så godt, for der var mange, der blev filtret ind i det. Oppyntningen her virkede heller ikke så gennemført.


Derfra begav vi os op på 2. sal, som var en ny tilføjelse i år. Deroppe fandt vi Community Corner med Geekcore og Genki. Haru-Con havde også et bord, der sad ingen. Der var også en 3D-printer, som vist hørte til en bod, men jeg kan ikke huske hvilken... ^^; Origamiklubben var også repræsenteret igen i år. For dem der sidder ved Community boderne, må det være rart at komme væk fra trækket ved hovedindgangen, men det betød også samtidig, at der var mindre trafik hen til deres boder. Jeg fik af vide, at der var ret tomt på 2. sal om fredagen - sikkert fordi mange deltagere ikke havde opdaget den nye etage. 2. sal havde ildtema, så der var pyntet op med rødt, orange og lidt gult. Der var også bygget en vulkan i det ene hjørne. Det var et hyggeligt og mere stille loungeområde. 


Der var ikke nogen events, som vi vildt gerne ville til, så Morten og jeg mødtes med Søren, hvorefter vi gik på Sakura. De andre vi fulgtes med, ville finde sig noget billigere at spise. Vi fik vores sædvanlige bord på Sakura, for der sad kun to andre gæster, da vi kom derhen. Jeg fik mig en ebi fry dinner. Om nom nom nom nom...


Da vi kom tilbage stødte vi på de andre og Mads, som netop var ved at få sit armbånd. Jeg havde overvejet at se J-Fashion-modeshowet, men det var blevet rykket, så det startede en time tidligere, hvilket betød, at jeg ikke rigtig ville kunne nå så meget af det, så jeg droppede det. 
Vi begav os i stedet efterfølgende en hurtigt tur i game room, hvor de stadig var i gang med at stille op. Der var både gamle arkademaskiner, borde til bræt- og kortspil samt mahjong, moderne konsoller, dansespil og så havde Unge spiludviklere et hjørne. Der var også en enkelt forhandler i lokalet - hvorfor man har valgt at placere dem der og ikke i dealerrummet, ved jeg ikke rigtig. 

Derefter gik vi videre over i Øksnehallen til jubilæumsfest, hvor vi fik gratis kage og velkomstdrinks (uden alkohol selvfølgelig). Der havde været Pokemon-pinata-slåning (eller hvad man kalder det), så der lå konfetti på en stor del af gulvet i festområdet. 
Det var Lt. Surge, der styrrede løjerne, og sammen med sine matroser bød han op til Pokepolka. Det var ikke rigtig polka, men derimod en form for kædedans. Det betød, at man ikke skulle have en partner for at være med, hvilket sikkert lokkede flere med. Dem, der deltog, så ud til at have det sjovt, selvom der gik kuk i dansen flere gange - men det er jo en del af det sjove med sådan en dans. 

Eftersom både dealerrum og Artist alley lukkede ned allerede kl. 21, trissede vi bare lidt rundt på må og få på connen. Morten og jeg endte tilbage i Øksnehallen, hvor vi snakkede med Søren og et par af arrangørerne, indtil vi valgte at gå i seng omkring 23:30. 

tirsdag den 22. marts 2016

Der skribles om J-Popcon

I fredags blev spændingen udløst, for der slog J-Popcon dørene op til dette års con. Jeg var med alle tre dage, så der kommer selvfølgelig en personlig conrapport fra mig her på bloggen ligesom, der plejer. Om jeg laver et decideret evalueringsindlæg, har jeg endnu ikke bestemt mig for.

Under alle omstændigheder vil jeg gerne lave nogle flere J-Popcon relaterede blogindlæg. Jeg skal bare lige have fundet ud af med mig selv, hvordan og hvorledes. Jeg vil i hvert fald gerne komme omkring connen fra en anden vinkel end min egen. 

Jeg smeder dog også på J-Popcon-jernet til Metronaut. I støbeskeen har jeg to artikler, hvor den ene er et interview med en af arrangørerne. 

Så jeg skal nok komme rigeligt omkring J-Popcon. ;)

torsdag den 17. marts 2016

Min plan for J-Popcon

Kun 1 dag til J-Popcon! Jeg har faktisk gået og glædet mig hele ugen, og i morgen går det endelig løs. Jeg er spændt på og en smule nervøs for, om connen nu kan leve op til forventningerne. 

For første gang siden 2009/2010 skal jeg af sted sammen med en lidt større gruppe. De sidste år har vi bare fyldt en bil, men i år er vi tre der flyver og fire i en bil. Vi overnatter alle sammen på Wakeup Copenhagen, som ligger 10 minutters gang fra connen. Det var billigere and Ansgar, hvor vi overnattede sidste år, og det der Downtown Hostel, som vi prøvede i 2014, tager vi ikke igen. 

Der er kommet beskrivelser op af lidt flere events på J-Popcons hjemmeside, men der mangles stadig til en del. Så jeg krydser fingre for at finde dem i conbogen. Ergo bliver min foreløbige planlægning mest baseret på tidligere erfaringer og gætteri. 

Morten og jeg ankommer til connen, inden den åbner, så vores første event bliver Åbningsceremonien. Derefter går vi nok ud og spiser på Sakura. Vi skal godt nok med S-toget et par stationer for at komme derhen, men det er lidt blevet en tradition for Morten og jeg at spise der, når vi er i København. Det er en smule dyrt, men de har rigtig god mad og service. 

Resten af fredag har jeg ikke planlagt at tage til noget bestemt event. Jeg tror bare, jeg vil kigge på programmet, når vi er tilbage fra spisning. Jeg regner dog med, at jeg skal over og se, hvad Jubilæumsfesten går ud på i løbet af aftenen. 

Lørdag forestiller jeg mig kommer til at starte i Saffron City med Madkultur i Japan. Derefter vil jeg fortsætte til endnu et panel: Japanske conner og fankultur. Så måske en tur på maid café. Det næste event på min plan er workshoppen Skab det gode event, som jeg dog kun vil være til en times tid, for så starter Hvorfor hader Miyazaki og Anno animeindustrien? Heldigvis skal jeg kun lige en sal op. 

Så håber jeg at få en plads til Taiko-koncerten på Indigo Plateau kl. 16:30. Derefter hedder det Danish Cosplay Championship, hvorefter jeg sikkert vil være hundesulten. Jeg håber dog på at kunne være tilbage til Voice acting i Danmark. Aftenen slutter med et kig over til koncerten med Color-Code, og så går vi nok bare tidligt i seng.

Hvis jeg er oppe til det, tænker jeg at det kunne være sjovt nok at høre Elffi: Mænd i cosplay. Ellers bliver det første event søndag nok Japanske folkeeventyr. Jeg skal derimod helt sikkert med til Sun Creature Studios event kl. 12:15. Derefter er jeg faktisk både interesseret i J-Popcons Cosplayshow & J-Popcon Cosplay Craftmanship Competition og J-Popcon Panel: Feedback og forslag. Måske stikker jeg hovedet ind til cosplayshowet og ser lidt, før jeg smutter over til panelet. Det bliver så det sidste event, for så er det nok ved at være tid til at vende snuden mod lufthavnen.

Sådan lyder min foreløbige plan. Så må jeg jo se, om beskrivelserne i conbogen, kan få mig til at lave om på noget. ^^

søndag den 13. marts 2016

Sådan pakker du din contaske

Kun 5 dage til J-Popcon! Nu hvor vi er ved at være rigtig tæt på, er der måske også nogle, der allerede er begyndt at pakke den store kuffert eller taske. Det er dog ikke den, jeg vil tale om i dette blogindlæg. Jeg vil i stedet tage fat i tasken i den praktiske størrelse, som jeg i hvert fald selv går rundt med på selve connen. 

Min taske er en skuldertaske, hvor remmen kan justeres. Jeg går oftest med den skråt over skulderen. Dette gør både, at den ikke hele tiden glider af skulderen, og at den ikke sådan lige er til at nappe. På den måde har jeg også begge hænder frie.

I min taske pakker jeg følgende:
  • Min pung med: 
    • sygesikringskort: Skulle der ske noget, er det godt at have sit sygesikringskort på sig.
    • kontanter: De udenlandske dealere tager oftest kun imod kontanter. Man kan også få brug for kontanter i Artist Alley.
    • Visa dankort: Dette er dog stadig mit primære betalingsmiddel (og kan bruges til at hæve flere kontanter). 
  • Mobiltelefon (med Mobilpay): Husk at skrue godt op for ringetonens lyd, så du kan høre, når nogen prøver at få fat i dig. Mobilpay er en god idé, da både danske dealere og folk i Artist Alley måske tilbyder betaling af den vej.
  • Antibakteriel spray eller gel: Brug den, inden du skal spise, og/eller efter du har rørt ved noget, som mange mennesker har haft fat i som f.eks. en kontroller i gameroomet. På den måde kan du mindske risikoen for at komme hjem med consyge. ;)
  • Kleenex: Praktisk at have hvis man spilder noget, skal pudse næse eller briller.
  • Panodil: Hvis hovedpinen skulle ramme.
  • Snacks: Disse bruges, når man er ved at gå sukkerkold. Det er forskelligt, hvad der fungerer bedst for folk. 
  • En vandflaske: Væske er vigtigt - husk at drikke noget uden sukker også. Selvom det er koldt udenfor, kan der stadig blive ret varmt indenfor, når der samles mange mennesker i små lokaler. 
  • Papir og kuglepen: Jeg er så gammeldags, at jeg synes, det er rart at have til at notere ting på. Derudover er det også rart selv at have en kuglepen, hvis der er events, hvor man skal bruge et skriveredskab.
Render du bare rundt i t-shirt eller lignende, kan det også være en god idé at pakke en trøje, som du kan tage på, når du skal udenfor. 

onsdag den 9. marts 2016

Årets tema til J-Popcon ses tydeligt i kort og program

I lørdags annoncerede J-Popcon årets program og et oversigtskort i tråd med årets tema Pokémon. Nu har jeg så endelig fundet lejlighed til at få skrevet om det her på bloggen. 

Lad os starte med kortet. Stilmæssigt er det virkelig gennemført, og det er godt at se teamet være reflekteret i det. Det må have taget lang tid at lave. Det giver god mening, at de forskellige lokationer har fået navne fra Pokémonuniverset så som SS Anne, Pallet Town og Celadon Mall. 

Har man aldrig været i DGI-Byen før, kan kortet dog virke ret forvirrende, og man kan let komme i tvivl om, hvordan man kommer fra et sted til et andet - og den slags skulle et kort jo gerne hjælpe en med. Jeg tror og håber dog, at det vil give mening for de fleste, når de står derinde. Hvis man kigger på de forskellige bygningers former, kan man også ræsonnere sig frem til, hvor 1. og 2. sal ligger. 

At J-Popcon har 2. sal i selve Copenhagen Conference-bygningen er noget nyt, og jeg er spændt på at se, hvordan den del vil blive brugt, og hvordan det vil fungere. Det bliver dog uden tvivl rart med mere plads.

Der er et enkelt lokale på kortet, som jeg undrer mig over, hvad skal bruges til. Det har ikke noget navn, og umiddelbart er det fyldt til randen med borde og stole. Mon det er et opholdsrum...? Et rum til kortspil? 

Sidste år blev lokalet brugt til sovesal, men sovesalen er rykket mere afsides på connen i år. Derudover er der kun en ændring mht. lokalefordelingen, som jeg lige kan spotte. Biografen og +18 området har byttet lokale. Nå ja, så er Haunted House også rykket til et andet sted på samme gang. 


Nu til programmet. J-Popcon har hele 10 forskellige lokaler, hvor de afholder forskellige events i løbet af connen, hvilket er tre mere end sidste år. Det betyder, at der er blevet plads til flere events og mere variation. 

Hvert event har en farvekode, men forklaringen på dem er ikke kommet ud sammen med programmet. Der må man gætte sig frem. Dette er lettere med nogle farver end andre. Lilla er f.eks. meget tydeligt workshops, hvorimod jeg troede jeg havde luret gul til at være traditionel japansk kultur, men hvorfor er Sun Creature Studio så gul...?

Programmet er også blevet udgivet uden medfølgende beskrivelser af de forskellige events. Er man en rutineret congænger, kan man gætte sig frem til, hvad de fleste events går ud på, men der kommer jo også helt nye, som skal være med for første gang. Til connen vil man dog få udleveret en conbog, hvor man kan finde beskrivelser af de fleste events. Det er et plaster på såret, hvis man allerede har bestemt sig for at tage med. Skulle man derimod bruge program og beskrivelser til at bestemme sig for, om og evt. hvilken dag man ville deltage, hjælper det ikke rigtigt. 

Programmet byder både på events, hvor man kan blive klogere, konkurrere og socialisere. Der er velkendte quizzer som OST quiz, Sequel no sequel og Otaku-eksamen. I år består Japansk for begynder af tre moduler, der kører to gange i løbet af connen, hvilket virker som en rigtig god idé. Dermed kan man som besøgende bare lørdag nå igennem dem alle og behøver altså ikke deltage alle tre dage. Der er et væld af paneler, som kommer bredt omkring, hvilket er dejligt at se. Tidligere har jeg følt, at der var en overvægt af cosplaypaneler, men i år er der kommet meget nyt til f.eks. J-rock, Madkultur i Japan, Japanske conner og fankultur, Mangaens historie fra Astro Boy til Pokémon samt Japanske spøgelseshistorier.

Årets tema afspejler sig som sagt også i programmet. Der er således en række Gym Leader's Challenges på programmet, men hvad de indebærer, må vi som sagt vente med at finde ud af. Pokémon ser også ud til at have givet inspiration til et par af eventnavnene. Dittos Dating Service kunne f.eks. være Anime Dating Game. 

Der er ca. 4-7 events, der kører samtidig det meste af connen. Efter kl. 23:00 går connen dog lidt død, med mindre man er til +18 events eller Mafia. Lørdag er der også mulighed for fest og koncert med Color-Code (hvis koncerten er længere end en time). 

Overordnet set synes jeg, at dette års program ser spændende og interessant ud. Personligt ser jeg bl.a. frem til DCC, Voice Acting i Danmark, Sun Creature Studio og Hvorfor hader Miyazaki og Anno anime-industrien? (Miyazaki er kendt fra Studio Ghibli, hvor han har instrueret film som Chihiro og heksene, Det levende slot og Vinden rejser sig. Anno er nok mest kendt for at have lavet Neon Genesis Evangelion). 

tirsdag den 1. marts 2016

Optakten til J-Popcon er gået lidt død

17 dage til J-Popcon

Da jeg i starten af februar begyndte at lede efter personer til interviews, så jeg kunne få gang i optakten til J-Popcon på bloggen, havde jeg regnet med, at jeg ville kunne holde optakten kørende frem til connen. Jeg må nu erkende, at det nok var lidt for optimistisk. Jeg skulle have ventet med at starte optakten. 

Jeg havde regnet med, at der ville komme nyheder ud, som jeg kunne skrive om, når jeg havde bragt mine planlagte interviews eller indimellem. Imidlertid har J-Popcon ikke spyttet nyt ud, som jeg føler, at jeg ville kunne skrive et helt blogindlæg om. 

Jeg overvejede så at lave nogle flere interviews i stedet for, men jeg vidste ikke rigtig, hvem jeg skulle hive fat i eller efterspørge. Nu havde jeg jo også bragt interviews med fire kommende deltagere, hvilket er en god sjat, synes jeg. 

På Facebook har en pige nævnt, at hun har fået af vide, at programmet skulle komme ud om en uges tid. Jeg håber, at der er hold i det, for så kan jeg jo lave et indlæg omkring det. Funny story... Genki (der foregår 4 måneder efter J-Popcon) har for nylig lagt et udkast til deres program op.