tirsdag den 23. februar 2016

Nyt om Anime Kitas con

Den 13. februar afholdte Anime Kita deres årlige generalforsamling. Ud over de gængse punkter som vedtægtsændringer og valg af nye bestyrelsesmedlemmer var den nye con også et emne. Anime Kitas bestyrelse besluttede i efteråret 2015, at Anime Kita skulle gå fra at lave to store foreningstræf: et om foråret og et om efteråret, til at lave en årlig con. Navnet på den nye con bliver Kita Con.

Kita Con vil i år blive afholdt den 5.-7. august, hvilket er to uger efter Genki. Connerne ligger godt nok i hver sin ende af landet, men mon ikke det alligevel vil smitte af på Kita Con, da det er det nyeste arrangement. Der er endnu ikke fastsat datoer for Kita Con 2017, men det bliver ikke i samme weekend, da man ikke ønsker at kollidere med Genki, som går efter at ligge den første weekend i august. 

Oprindeligt gik Anime Kitas bestyrelse efter at placere connen i efterårsferien. De noterede sig dog, at Geekcore ligger placeret der. Så jeg kan egentlig ikke forstå, at man har valgt kun at have to ugers mellemrum til Genki. 

Kita Con vil blive afholdt på Skansevejens skole, Skansevej 2, 9400 Nørresundby, da "Den er blevet set af Chriss og Mikkel fra bestyrelsen som vurderede den ideel til foreningens behov." Kilde

Det kommer til at koste 75 kr. at deltage, hvis man er medlem af Anime Kita. Et kontingent koster 150 kr. Er man ikke medlem, må man slippe 150 kr. for at komme med til Kita Con. Der bliver mulighed for at overnatte i sovesal men prisen for det, er endnu ikke på plads. Forslaget til generalforsamlingen lød dog på 25 kr. Anime Kita forventer, at tilmeldingen kan åbne i juni.

søndag den 21. februar 2016

At være med i søndagsshowet er en oplevelse ekstra for Louise

26 dage til J-Popcon - altså mindre end en måned. Dette er mit sidste planlagte optaktsinterview. Det er med Louise Willingsøe på 22 år. Hun bor i Aalborg, hvor hun læser 2-årig STX og er i gang med første år. Hendes interesser spænder fra læsning og skrivning til film, sang og gaming på Xbox. Hun er stor fangirl af alt fra Disney til Game of Thrones og Star Wars. Hendes største hobby er dog cosplay, og hun har dyrket den siden 2012. Hun har tidligere været med i Genkis craftmanship konkurrence to gange og en enkelt gang i J-Popcons Cosplayshow, som hun også stiller op i til J-Popcon 2016. 


Hvad går du mest op i mht. cosplay?
At jeg kan få lov til udfolde mig kreativt på den måde, som passer mig bedst! Dvs. når jeg kan sy mit cosplay, som jeg vil ha’ det - tage mig nogle friheder, hvis man kan sige det - og ikke skal følge nogen retningslinjer og kan udfordre mig selv. Så hvis mit kostume skal være i en bestemt type stof, fordi jeg synes det klæder kostumet, så gør jeg det. 
Det er også vigtig for mig, at det ser pænt ud. Så når jeg går i gang med et nyt kostume, og der er dele, som har en konstruktion (f.eks. en kjole), som ikke ligner noget, jeg har prøvet før, så laver jeg gerne et mock-up. Jeg er ikke perfektionist; men alligevel! Desuden er jeg det, man vil kalde en "plus size" cosplayer, så komfort betyder en hel del for mig også. 
Karakteren, som jeg cosplayer, skal jeg på en eller anden måde have en connection til – oftest er det karakterer, som jeg kan relatere til – ikke nødvendigvis i dybe psykologiske træk, men måske også bare "det er så meget mig!"-agtige moments!

Hvorfor har du valgt at optræde i J-Popcons cosplayshow? Er der en bestemt kategori, du går efter at vinde?
Min oprindelig idé var at deltage i Danish Cosplay Championship (DCC), men den idé gled ud i sandet pga. for lidt tid til forberedelserne (men jeg havde idéerne). Jeg går ikke efter at vinde, men det ville da være lidt rart, hvis jeg fik mulighed for at snuppe en pris. Så skulle det være Best Character Portrayal (som jeg faktisk vandt i J-Popcons søndagsshow 2014) eller Best Perfomance. ;) 

Du nåede simpelthen ikke at få dig tilmeldt DCC, før alle pladserne var fyldt op?
Jeg tog beslutningen om ikke at optræde til DCC før tilmeldingen åbnede. Jeg blev enig med mig selv om, at når jeg både har skole, kæreste og andre ting, som skal gå op i højere enhed, så vil den stress over forberedelserne – både kostume, prop, lydmæssigt og øvemæssigt være til mere skade end gavn for mig. Men forhåbentlig næste år! 

Hvad skal du cosplaye, og hvorfor har du valgte den karakter?
Jeg skal cosplaye Korra fra serien The Legend of Korra. Lige Korra har en speciel plads i mit hjerte. Jeg er kæmpe fan af Avatar: The Last Airbender, så da de annoncerede en spin-off serie baseret på den næste avatar i rækken, så var jeg solgt.
Hendes karakter og hendes historie er virkelig god og inspirerende! Hun er meget menneskelig på mange måde – ganske vist var hendes forgænger også det, men Korra viser det på en anden måde. Hun opfører sig som den benhårde og seje type men er inderst inde usikker på sig selv og prøver at skjule sin usikkerhed for omverdenen – ganske som rigtig mange mennesker gør i den virkelige verden. 
Jeg kan personligt relatere til nogle af de ting, som Korra bliver udsat for – måske ikke lige at en superskurk prøver at dræbe mig, men på det personlige plan!

Hvorfor har du valgt at optræde som solo?
Tjah… godt spørgsmål. Jeg er flyttet til Aalborg for mindre end et halvt år siden, så det har været begrænset, hvem jeg kender og har knyttet så stærkt et bånd til at, personen er villig til optræde med mig!

Så hvis muligheden havde været der, ville du gerne have optrådt sammen med en eller flere?
Jeg vil hellere end gerne prøve at optræde med en eller flere! Det er selvfølgelig sjovt nok at optræde alene, men jeg tror det er en helt anden oplevelse at optræde med andre. For det første: så er det en hel anden fornemmelse, end når man optræder solo. Når man optræder solo, så kan du selv bestemme, hvordan tingene skal være og gøres, men når det er med en anden person eller med flere, så gælder det om at samarbejde og gøre det til en god oplevelse for alle parter, så man forhåbentlig kan gentage succesen igen med personen/nerne!

Hvor meget tid forventer du at skulle bruge i forbindelse med J-Popcons cosplayshow?
Sidste gang, jeg var med, skulle vi mødes ved 9-10 tiden til en lydprøve og så ellers de diverse ting, men det kommer vel an på, om det hele flasker sig. Cosplayshows har det med at blive lidt forsinket, så jeg er lidt usikker med tiden endnu, ;) men forhåbentligt vil det hele køre strygende og ligetil!

Tager du primært til J-Popcon for at kunne optræde i J-Popcons cosplayshow?
Nej, ikke som sådan. Jeg tager til J-Popcon ligeså meget for messens skyld og for oplevelsen. J-Popcon er jo en begivenhed, som skal nydes hele weekenden igennem, så jeg vil sige, at optræden til søndagsshowet blot er en oplevelse ekstra, men showet spiller en stor rolle i forhold til turen – det gør det da! Man ligger tid og kræfter i noget, som (forhåbentlig) mange kommer for at se. 

Hvordan er dine forventninger til connen generelt? Hvad ser du mest frem til og hvorfor?
Jeg var desværre ikke med sidste år, så selvfølgelig er mine forventninger til dette års con ret høje. Jeg glæder mig meget til at se så mange glade mennesker, cosplays, VIP-gæsterne (fangirler lidt over dem!) og hvilke events, der er på plakaten. Eventslisten og tidsskemaet er ikke lagt op endnu, så det er svært at sige hvilke ting jeg ser frem til – men da helt klart workshops og lørdagens cosplayshow er højt på listen!

Hvor stor en rolle spiller cosplaygæsterne for dig?
Cosplaygæsterne betyder da noget, men jeg higer ikke efter at møde dem, som f.eks. hvis det er skuespillere på en con.
Men tilfældigvis har J-Popcon inviteret to af mine ynglingscosplayere: Elffi Cosplay og Calssara – specielt Calssara. Hun var en af de første cosplayere, som jeg fulgte på Facebook. Det var faktisk hende, som gav mig inspirationen til at deltage i cosplayshows, da jeg så, hvordan hun shinede på ECG-scenen for et par år siden. Der tænkte jeg: ”Det vil jeg også en dag!” 

Hvad synes du om temaet?
Jeg synes da, det er okay. Nu går jeg ikke så meget op i Pokémon, så jeg er nok den forkerte at spørge omkring det, men det skal da nok blive sjovt at se, hvad der er blevet fundet på i anledningen af temaet. Joooh, det kan da godt være, at jeg bliver lidt nostalgisk – jeg er fra den generation, da Pokémon kørte på TV2 søndag morgen og "vores" venner hed Ash, Brock og Misty! 

Hvad synes du om prisen på 395 kr. for hele connen? 
Well, jeg er sådan lidt ambivalent i forhold til prisen… Prisen kunne være meeeget værre, men samtidig synes jeg, at prisen er voldsom i forhold til selve eventet og de tilbud, der er dertil. Selvfølgelig er det ikke helt billigt at leje DGI-byen eller få stablet et stort fanevent op, som det nu er, men når jeg sammenligner billetweekendpriserne fra f.eks. London Film and Comic Con (som er én af de helt store i England) med weekendpriserne på J-Popcon (der er et par hundrede kroners forskel), så føler jeg da helt klart, at 395 kr. er mange penge i forhold til størrelsen på connen…

mandag den 15. februar 2016

Melissa vil gerne inspirere andre med sin optræden

32 dage til J-Popcon 2016. Mit næste optaktsinterview er med 22-årige Melissa Goncalves Kjærulff, som bor på Amager. Hun var til sin første (J-Pop)con i 2007 og har cosplayet siden 2008. Udover cosplay er hendes store hobby at lave videoer - både at planlægge, spille med i og redigere dem. Til dette års J-Popcon skal Melissa optræde i både Danish Cosplay Championship (DCC) og J-Popcons Cosplayshow, men her i interviewet er fokus på DCC. 


Hvordan blev du interesseret i cosplay?
Som ung pige introducerede min søster mig for manga, i forhold til at jeg skulle have noget at læse på en ferie. Hun havde selv en gruppe venner, som hun cosplayede med, og jeg så altid meget op til deres videoer og sammenhold. Jeg kan mindes, at vi var i Faraos Cigarer for at ose, og derinde overhørte vi nogen tale om conventions. Jeg er ikke sikker på, hvordan det helt gik til at vi fandt ud af det hele, men jeg ville meget gerne med fra starten af.
Selvom connen (J-popcon 2007) ikke var en success for mig, var showet det mest fascinerende jeg på det tidspunkt havde set. Jeg har altid elsket at optræde og har tidligere gået til teater, så jeg var meget inspireret af ideen om selv at lave sine egne shows. Allerede året efter stillede jeg op til en svensk convention med nogle venner. Jeg begyndte dog først at sy mine egne kostumer fra bunden nogle år senere.

Hvad går du mest op i mht. cosplay?
Da jeg startede ud handlede det nok mest om samværet, jeg husker helt specifikt at skabe cosplayplaner med alle jeg overhovedet kunne, selvom jeg ikke troede på, at det nogensinde ville blive til noget. Det var bare et element der holdt os sammen, og derfor betød det meget for mig – det var noget at samles omkring. Nu synes jeg det vigtigste er at have det sjovt, simpelt sagt. Om det så handler om at gå rundt i cosplay, optræde, lave videoer eller hvad man nu ellers bedst kan lide.

Hvorfor har du valgt at optræde i DCC? Er der en bestemt kvalifikation, du går efter at vinde?
Jeg har valgt at stille op, fordi jeg havde et act, jeg synes passer fantastisk til showet. Det er noget, jeg har tænkt længe over og jeg håber derfor selvfølgelig, at det går godt. Jeg tænker faktisk ikke så meget over det med at vinde, for jeg ved hvor mange fantastiske mennesker, der stiller op, og jeg glæder mig mest af alt bare til at se showet og selv bidrage med noget, som jeg virkelig håber publikum kan lide og bliver fascineret af. Mit dybeste ønske, når jeg optræder generelt, er nok at inspirere folk så meget, som jeg blev inspireret ved det første show, jeg så. 

Hvad skal du cosplaye, og hvorfor har du valgte den karakter?
Jeg har valgt at lave Columbine fra Tivoli. Som udgangspunkt valgte jeg Columbine, fordi hun passede til den optræden, jeg allerede havde fundet på. Der var dog også andre ting, der gjorde, at jeg valgte hende, blandt andet at jeg elsker det faktum, at ingen andre har cosplayet hende, at hendes karakter er virkelig gammel samt at karakteren har en hel specifik personlighed at gå ud fra – alle pantomimer har samme udgangspunkt og karakterer, men den version jeg har valgt er fra et Halloween show.
Jeg kan selvfølgelig meget godt lide hendes design og har tænkt på at lave det i et par år. Desuden ser jeg altid de gratis shows, der er i Tivoli, og de har altid gjort mig meget glad, så det har nok også spillet ind i valget. 

Hvorfor har du valgt at optræde som solo? Hvordan tror du, det bliver i forhold til at deltage sammen med en partner?
Som tidligere nævnt har ideen til actet eksisteret i ret lang tid, og det var faktisk meningen, at jeg skulle have optrådt med det sidste år med min søster. Dette blev desværre forhindret, så allerede for et år siden tog jeg et valg om at komme tilbage for selv at stille op. 
Jeg tror, det bliver meget stressende. Jeg har altid lidt af noget sceneskræk, og det der har hjulpet mig mest har været det faktum, at jeg ikke var alene oppe på scenen. På den anden side set er der ingen at stå til ansvar overfor, så hvis der går noget galt har man altså kun ødelagt det for sig selv. Desuden har man mere kontrol over, hvordan man mener tingene skal foregå.
For et par år siden optrådte jeg solo, hvor det desværre gik meget galt, fordi jeg ikke kunne trække vejret i mit kostume. Denne oplevelse gør mig nok ekstra nervøs, men jeg glæder mig også til at springe ud i at gøre det alene igen.

Hvor meget tid forventer du at skulle bruge i forbindelse med DCC?
Ifølge min erfaring bliver det meste af lørdagen opslugt af showet. Man skal møde op før showet i forhold til at blive bedømt af dommerne, og desuden er der lydprøver som altid bliver forsinket. Jeg har til andre conner oplevet, at jeg ikke kunne deltage i events, jeg ellers var meget interesseret i, fordi jeg var fanget backstage.
Det skal dog nævnes at J-Popcon har udviklet sig meget positivt i forhold til at man ikke føler sig klaustrofobisk, hvor man er lukket inde, og at man må se showet live, ulig andre conventions hvor man skal se det på et tv, hvor det mister hele pointen og man mister lysten til at optræde. Der er selvfølgelig også et møde om fredagen, men det varer aldrig særlig længe. Det med at rende rundt ved connen er først noget, jeg rigtigt gør brug af efter showet om lørdagen. 

Hvordan synes du, at DCC har udviklet sig gennem årene?
Det er helt utroligt, hvor meget showet har udvidet sig. Alene kostumemæssigt er kvaliteten steget så meget, at de fleste cosplays begynder at ligne noget der kunne være med i film og serier. Selve optrædenerne er også blevet løftet til et helt nyt niveau, hvor der spilles på alle følelser i publikum. Jeg bliver altid helt mundlam af, hvor dygtige folk er blevet.
Der er også større variation i hvad folk cosplayer – de første par shows jeg så havde kun japanske cosplays, hvilket nok var, fordi man dengang kun kunne vinde at blive repræsentanter til WCS (og så de ”normale” priser, dengang showet var blandet og ikke delt op i lørdag og søndag).
Nu er der ikke nogle grænser for hvor ens fantasi kan tage en, hvis man er villig til bringe dem til live (så længe man følger reglerne selvfølgelig). Jeg kan dog se, hvordan denne udvikling kan være stressende for de nye, der stiller op, da der kan være et pres omkring at nå niveauet før man tør stille op, hvilket selvfølgelig er ærgerligt, for de fleste der optræder nu, er kun blevet så dygtige ved at prøve sig frem. 

Tager du primært til J-Popcon for at kunne optræde i DCC?
Ja, det gør jeg. Det var egentligt tiltænkt, at SVScon skulle have været den sidste con vi deltog i, men jeg var meget knust over ikke at få lavet min optræden sidste år, så derfor tog jeg allerede dengang et valg om at komme for at gøre det i år. Jeg glæder mig dog også til at gå rundt og få skabt nogle minder.

Hvordan er dine forventninger til connen generelt? Hvad ser du mest frem til og hvorfor?
Før en con prøver jeg generelt at sænke mine forventninger, for jeg har så ofte oplevet at blive dybt skuffet. Jeg håber, at der er masser af konkurrencer og sjove casual events, for dem elsker jeg at deltage i. Jeg glæder mig til at se nogle af de folk, jeg ikke har set længe og at have et positivt udgangspunkt i connen.
Jeg ser meget frem til at optræde både lørdag og søndag. Der er mange elementer ved begge shows, jeg ser frem til, men jeg glæder mig super meget til at optræde søndag, da jeg stiller op med min søster, hvilket som regel er uendeligt sjovt. Generelt plejer det show også at være mindre stresset og mere hyggeligt.

Hvad synes du om temaet?
Jeg synes temaet er genialt fundet på! Sidste år var der noget kritik omkring, at deres tema var noget som nogle folk havde svært ved at relatere til. Pokemon er noget de fleste con-mennesker kender og elsker!
For mig kan jeg ikke lade være med at tænke på den første J-Popcon jeg deltog i, hvor man sad i en bus for at komme hen til cosplayshowet. På vejen hjem begyndte alle folk i min bus at synge Pokemon-temaet, hvilket på en måde skabte en form for samvær – alle var inkluderet. Hele temaet er meget nostalgisk, og selvom det i teorien ikke kan kaldes ”originalt” er det dog rigtigt godt fundet på. 

Hvad synes du om prisen på 395 kr. for hele connen? 
Det er et svært spørgsmål. Jeg har accepteret prisen, selvom jeg synes, det er en meget høj pris. Jeg ved godt, at stedet koster mange penge at leje, men der er bare ikke så mange eksklusive gæster, som der har været på tidligere tidspunkter, selvom prisen stadigvæk er høj.
Desuden kan det anses for problematisk, at prisen er steget så meget gennem årene. Jeg kan forestille mig, at det med den udvikling kommer til at koste 1000 kr. om 10 år – selvom det selvfølgelig er noget, jeg bestemt ikke håber for de fremtidige con-gængere.

torsdag den 11. februar 2016

"Det sociale spiller en kæmpe rolle."

Nu er der 36 dage til J-Popcon. Jeg fortsætter nedtællingen og optakten til J-Popcon her på bloggen med endnu et interview. Det er med Amira Laursen på 17 år, som bor på Sjælland. Hun har været i cosplaymiljøet, siden hun var 11 år men møder altså op "i civil" til dette års J-Popcon. 


Hvordan hørte du om J-Popcon?
Puha, det kan jeg ikke helt huske, men det må nok have været gennem mine cosplayvenner til en cosplay walk i København.

Hvad fik dig til at tage til din første J-Popcon i 2013?
Jeg var på det tidspunkt ikke ny i miljøet, men jeg havde aldrig været til en con. Så da jeg lagde mærke til, at alle mine venner tog dertil, tænkte jeg: ”det skal jeg da også til!”.

Hvorfor har du valgt at deltage til J-Popcon i år?
Det er efterhånden blevet til en ren rutine at melde mig til. Jeg ser J-Popcon som en måde at komme i kontakt med de venner, som jeg ikke kan se til daglig grundet transport og andet. Det er også primært den stemning og det samvær, der kommer til conner, som jeg er så glad for.

Har du cosplayet til J-Popcon de andre år du deltog?
Ja, det har jeg. Jeg har cosplayet primært som America fra serien Hetalia. Sidste år kom jeg dog ikke i cosplay heller.

Hvorfor skal du ikke cosplaye i år?
Grunden er rent økonomisk. Jeg har været uden arbejde i et år, så jeg har ikke haft nogen fast indkomst til at kunne betale for materialerne. Jeg bruger dog derfor i stedet tiden på at hjælpe mine venner med deres cosplay. 

[red. Her til højre kan I se et billede af et cosplay, som Amira har lavet til hendes bedste ven.]


Hvordan har du det med at komme uden cosplay?
Det er selvfølgelig en skam, at jeg ikke har kunnet komme og fremvise et cosplay, men for mig er J-Popcon langt større, og det drejer sig også om at se mine venner igen og have det sjovt - og det er to ting, jeg kan gøre frit derinde med eller uden cosplay på.

Skal du følges med nogen til connen?
Det skal jeg da! Jeg følges fast med mine to bedste venner. Min bedstemor bor i nærheden af connen, som vi overnatter hos under connen. Så tit sniger der sig et par venner eller to ekstra med os.

Hvordan er dine forventninger til J-Popcon? Hvad ser du mest frem til og hvorfor?
Jeg har altid positive forventninger til J-Popcon. Jeg ser mest frem til at se alle mine venner og eventuelt møde nogle nye.

Så det sociale aspekt spiller en stor rolle for dig? Ville du stadig tage til J-Popcon, hvis du ikke kendte nogen på forhånd, der skulle med?
Det sociale spiller en kæmpe rolle. Jeg tror, at hvis jeg var helt ny i miljøet, ville jeg stadig tage med til J-Popcon, fordi der er en rig mulighed for at møde nye mennesker og opleve nye ting. Men jeg tror, at jeg med alderen er blevet så tryghedsafhængig, at hvis ingen, jeg kendte, kom, så ville jeg hellere vente til næste gang, de kom, hvis jeg skal være helt ærlig, hahahaha. 

Er der noget du håber, der er blevet ændret, forbedret og/eller tilføjet i forhold til sidste års J-Popcon?
Trods min kærlighed til connen, er der da et par ting, jeg ikke er fuldt ud tilfreds med. Efter så mange år til connen er visse ting begyndt at føles lidt monotont. Det kunne være fedt med nye boder i Dealer Room. Derudover kunne det være fedt med lidt mere fokus på de mere sociale begivenheder, f.eks. Maid-Café, som sidste år gik lidt sløvt. Til sidst skal jeg da ikke glemme at kommentere, at det alt ovenover nok generelt er, fordi der er mangel på nye initiativer.

Hvilke nye boder ville du gerne se blandt dealerne?
Jeg ved det faktisk ikke helt… Jeg er bare kørt lidt træt i den samme yaoi-bod, samme mangahjørne, samme pocky til 20 kroner for én pakke og samme merchandise. (især det med pockyen… Jeg savner nyt sjovt slik.)

Hvad synes du om temaet?
Temaet i år synes jeg, er en vild fed idé! Jeg sad for ikke så lang tid siden og så de første 2-3 episoder af Pokémon med min ven af nostalgiske årsager. Så jeg ser helt klart frem til at få den følelse af nostalgi igen til connen!

Hvad synes du om prisen på 395 kr. for hele connen? 
Det synes jeg, helt klart er for dyrt, især når det ikke umiddelbart er nemt at få en soveplads derovre, som ofte er inkluderet i prisen ved andre conner. Når man så også tillægger transport og mad gennem dagene, så kan det lige pludselig blive rigtig, rigtig dyrt. Genki kommer f.eks. kun op på de 280 kroner for weekenden. Prisen har nok meget at gøre med lån af lokaler, men jeg føler, at folk har klaget over prisen så længe, at de måske burde lede efter et andet sted, hvis det ville gøre det billigere hahahahaha. 

Hvad synes du om de nuværende lokaler?
Lokalerne, synes jeg, overordnet er fine. Det er godt tænkt at leje DGI-byen, for der er mange muligheder. Stadig synes jeg dog, at de kun tager højde for de store begivenheder som maid-café, gaming room, dealer room og så ’event room’. Deres små events bliver tit væk i mængden, fordi det er umuligt at finde et lille aflukket lokale tæt på svømmehallen. 

mandag den 8. februar 2016

Den første J-Popcon og den første cosplaykonkurrence

Om 39 dage går det løs til J-Popcon i DGI-Byen i København. J-Popcon afholder i år hele tre forskellige cosplaykonkurrencer, og jeg har derfor valgt at lave et interview med en kommende deltager i dem alle. Vi starter ud med Mette Holst Nielsen på 23 år fra Randers. Hun har været i cosplaymiljøet i 1,5 års tid, og det er første gang hun stiller op i en cosplaykonkurrence. Det bliver også hendes første J-Popcon, men hun har dog været til Genki, så helt ny inden for det der med conner er hun ikke. 


Hvordan blev du interesseret i cosplay?
Jeg har altid været rigtig glad for at læse manga, se anime samt spille pc-spil. Så fandt jeg ud af, at en af mine veninder gik til cosplaycons. Så begyndte jeg at researche, hvad cosplay var, og så var jeg bare helt solgt. :)

Hvad går du mest op i mht. cosplay?
Jeg kan selv rigtig godt lide at lave mine egne cosplay og elsker de små detaljer, man kan lave i sit cosplay, samt at man til dels har frie hænder til at komme med sine egne ideer til sit cosplay for at gøre det lidt mere personligt, men for mig er det lige meget om folk har købt eller lavet deres cosplay. Så synes jeg, det er vildt, hvis folk kan udnytte makeup og styling til at komme til at ligne den karakter, de cosplayer. 

Hvorfor har du valgt at deltage i J-Popcons cosplay craft konkurrence? Er der en bestemt kategori, du går efter at vinde? 
Jeg har valgt at stille op, fordi jeg nu har lavet et cosplay, jeg er rigtig tilfreds med og vil gerne vise det frem. Det er også en måde at styrke det mentale ved at stå på en scene. Jeg vil rigtig gerne lære at blive tryg ved at stå på en scene og er sikker på, at jo flere gange man gør det, desto mere sikker bliver man - men selvfølgelig håber man da altid på at vinde. Hvis jeg skulle vælge en kategori, skulle det nok være Bedste look-a-like. Da jeg rigtig godt kan lide at arbejde med makeup og styling, synes jeg, det er den rigtige kategori at stille op i. Derudover glæder jeg mig til at møde alle de andre, som stiller op; nogle mere øvet og nogen som måske er på samme niveau som jeg selv. 

Du håber måske at få mod på at stille op i en konkurrence, hvor du skal lave et act, en dag?
Ja, det kunne jeg godt overveje. Jeg synes, at når man laver en act, kan man leve sig mere ind i sin karakter. Så jo det kunne godt tænkes, at jeg stiller op i det.

Hvad skal du cosplaye, og hvorfor har du valgte den karakter?
Jeg skal cosplay Lady Sylvanas Windrunner fra World of Warcraft, har valgt Sylvanas fordi hun er en rigtig fed karakter, har selv spiller World of Warcraft i 8 år nu så hun er en af mine yndling karakter. Hun er en af dem som var min første prioritet at cosplay som da jeg startede. 

Hvor meget tid forventer du at skulle bruge i forbindelse med J-Popcons cosplay craft konkurrence?
Jeg har faktisk ikke nogen ide om hvor lang tid jeg skal bruge men regner da med at komme 3-4 timer før jeg skal ind til dommerne så jeg kan få styr på hvor jeg skal være og så styr på min nervøsitet. da det er mine allerførst konkurrence jeg stiller op i.

Hvorfor har du valgt J-Popcons cosplay craft konkurrence som din første konkurrence?
Fordi det en større con. Så har jeg chance for at møde andre, der stiller op, som muligvis er nybegynder, så vi kan hjælpe hinanden med at få mod til at stille os op på scenen.

Tager du primært til J-Popcon for at kunne være med i J-Popcons cosplay craft konkurrence?
Nej, jeg tager også til J-Popcon hele weekenden for at møde andre mennesker med sammen hobby, og bare for at have det sjovt. Måske vil jeg være med i nogle events, som folkene bag J-Popcon har stillet op til.

Skal du også cosplaye udenfor cosplay craft konkurrencen? 
Ja, jeg cosplayer fredag og lørdag også. Om fredagen regner jeg med at trække i mit Harley Quinn fra Batman. Jeg har valgt Harley, fordi jeg synes, hun er en sjov og skør karakter, og jeg så meget Batman the animated serie i fjernsynet, da jeg var barn. I dag kan jeg også godt finde på at sætte nogle afsnit på. Lørdag cosplayer jeg som Maya the Siren fra Borderlands 2. Jeg cosplayer Maya, fordi jeg synes, hun er en vildt sej karakter. Jeg spiller Borderlands med min kæreste, og der er jeg selvfølgelig Maya. 
Jeg cosplayer også udenfor konkurrencen, fordi jeg synes, det er sjovt at få muligheden for at cosplaye ens yndlings karakterer, når man ikke har mulighed for det i en travl hverdag. 

Hvordan er dine forventninger til connen generelt? Hvad ser du mest frem til og hvorfor?
Jeg ser selvfølgelig frem til cosplay craft konkurrencen, men jeg glæder mig også til at tilbringe weekenden med vennerne. Mine forventninger er, at det bliver en hyggelig og rar oplevelse både for mine venner og jeg selv.

Hvad synes du om temaet?
Jeg synes, det er super hyggeligt, at det er Pokémon som er tema i år. Jeg har spillet Pokémon-spil til mine gamle Gameboys, siden jeg var barn, så barndomsminderne kommer frem igen.

Hvad synes du om prisen på 395 kr. for hele connen? 
Jeg synes, det er en rimelig pris. Der er mange folk, der står bag at lave sådan et kæmpe arrangement. Jeg kommer dog hele vejen fra Jylland, så det bliver altid lidt dyrere med benzin, hotel og parkering, men det har jeg regnet med, inden jeg købte min billet til J-Popcon.