fredag den 27. januar 2012

Anime vinter 2012

Årets første sæson af anime har desværre ikke budt på de mest interessante serier, hvilket også afspejler sig i antallet af serier, jeg følger. Jeg er dog også blevet mere kritisk, så hvis en serie ikke ser ud til at have noget (historie, personer eller setting) der lyder interessant, gider jeg ikke begynde på den. Jeg er således kun begyndt på 4 serier denne sæson.

Another: set 1 eps.
Indtil videre har jeg svært ved at bedømme denne serie. Den formår at skabe en creepy stemning, og som seer ved man, at der er noget galt. Dog formår den ikke at skabe interesse for seriens hovedperson og hans situation. Jeg har dog forhåbninger om, at det vil blive bedre, når man kommer længere ind i serien og også får nogle flere forklaringer (eller forståelige hints i det mindste). Efter en episode vil jeg dog kun kalde serien middelmådig, og hvis der ikke sker forbedringer efter et par episoder, kunne jeg godt finde på at droppe den.

Area no Kishi: set 2 eps.
Denne serie ser ud til at følge i fodsporene på Mitsuru Adachis sportsdramaserier Touch og Cross Game. Den lægger op til at handle om fodbold, men det fornemmes, at karaktererne og deres indbyrdes forhold vil være lige så meget i fokus. Opsætningen i Area no Kishi minder utrolig meget om de to førnævnte serier med to brødre der interesserer sig for samme sportsgren og så er der også lige en barndomsveninde midt i det hele, som også er ret atletisk. Plus at eps. 2 lægger op til, at der er sket noget tragisk og dramatisk. Dette træk fungerer dog ikke specielt godt, da jeg som seer i hvert fald ikke har nået at udvikle virkelig sympati og interesse for nogen af seriens karakterer. Denne serie har potentiale, men den kan også nemt falde til jorden, hvis den ikke formår at udføre sine træk bedre end de serier, jeg før har set dem i.

Natsume Yuujinchou Shi: set 3 eps.
Modsat 3. sæson lægger denne ikke ud med at forklare, hvordan tingene fungerer i serien, så jeg vil ikke anbefale nye at springe ind her. Serien holder samme høje niveau - den er interessant og som seer involverer man sig i karaktererne (mest gengangerne) og historierne. Dette er klart den bedste serie, som jeg ser denne sæson. Jeg har selvfølgelig også allerede bygget et forhold op til serien og dens karakterer. 

Poyopoyo Kansatsu Nikki: set 3 eps.
Kan man lide katte, vil man helt sikkert synes om denne serie. Det er korte episoder, der handler om en fed kat ved navn Poyo og den familie, han bor hos.

lørdag den 21. januar 2012

Farvel til One Piece

Så har Carlsen valgt at stoppe med at udgive One Piece på dansk. Dermed er Naruto den eneste fortløbende serie, som kommer på dansk. Mangaens "gyldne" tid i Danmark har længe været forbi. Det er da heller ikke fordi Carlsen har gjort det store for at holde sine serier kørende. Kvaliteten var dalende samtidig med at prisen steg og steg. De manga Carlsen udgav var generelt rettet imod et yngre publikum - nok i alderen 10-15 år. En målgruppe hvis eneste indtægt er de lommepenge forældrene giver dem og evt. løn fra et fritidsjob. Altså skulle manga gerne kunne laves billigt og sælges forholdsvis billigt. Det virkede til at være Carlsens indgangsvinkel. Ud fra hvordan det er gået med nedlukninger af serier og store prisstigninger, kan man vel konkludere, at Carlsens fremgangsmåde ikke holdt i længden. Carlsen fik sat sig mellem to stole - nye potentielle mangafans og inkarnerede fans, og de vidste ikke, hvordan de skulle fastholde nogen af dem som læsere. Det er trist, at One Piece nu også må stoppe, men det kommer heller ikke som den store overraskelse.

Forlaget Fahrenheit har valgt en meget anderledes tilgang til det at udgive manga på dansk. Indtil videre har de udgivet to mangaer af Jiro Taniguchi - en tredje er planlagt. Begge er henvendt til voksne. De er udgivet som one-shots, så man får en hel historie i en bog, hvilket er meget anderledes i forhold til Carlsen (og i sin tid Egmont), som hovedsaligt satsede på længere serier. Modsat Carlsens udgivelser (på nær Grimms manga) er der gjort mere ud af Fahrenheits udgivelser. Den første Min fjerne barndomsby er udgivet som hardback, og der er et interview med forfatteren i den. Formatet er også større. Manden der går tur er ikke så tyk som den anden, så den er kun udgivet som paperback men er stadig i god kvalitet. Prisen er da også derefter med 200-300 kr og ca. 150 kr. Man føler dog også, at man får mere for pengene. Og så henvender de sig som sagt også til et voksent publikum, som har flere penge til rådighed.

Jeg tror, at Fahrenheits fremgangsmåde er den vi kommer til at se i fremtiden. Det vil mere være nichetitler, som bliver udgivet og så bliver der gjort lidt mere ud af udgivelsen. Det skaber nok ikke så mange nye fans, men det kan måske være med til at vise folk, at manga kan være andet end ninjaer, kattepiger i korte lyserøde kjoler og farverige pirater.

mandag den 16. januar 2012

3 events i uge 3

I den kommende weekend er der hele 3 muligheder for at deltage i et arrangement i miljøet. 

Obaa afholder en forsinket jule-camp og julefrokost. Det finder som altid sted i en spejderhytte, hvor man kan vælge at være en del af en madordning. Der står ikke så meget om arrangementet hverken på Facebook eventet eller deres hjemmeside. Der skal dog være pakkeleg, så alle bedes medbringe to gaver til ca. 10 kr. Derudover forestiller jeg mig, at weekenden vil byde på generel hygge og noget anime. Er man ikke medlem eller har klippekort til Obaas arrangementer, koster det 50 kr. at deltage. For 50 kr. mere kan man også være med i madordningen.

København's Anime Forening (KAF) afholder også et weekendarrangement. Der vil være en række quizzer, konkurrencer og turneringer - heriblandt Mand eller kvinde quiz kendt fra HAF. Prisen for deltagelse er 75 kr. og 25 kr. for en soveplads. Til eventet vil der være et gameroom og en biograf. Eventet starter med en cosplay walk kl. 15.00 fredag. 

Siden AniMangas start i maj sidste år, har der været nogle hyggeevents arrangeret af et par af brugerne forskellige steder i Københavnsområdet. Nogle har snakket om, at de synes, det er for langt at rejse, så nu har en sønderjyde - nærmere betegnet en Alsbo(?) - taget initiativ til at lave et arrangement i Sønderborg. Det foregår på lørdag (med mulighed for overnatning) på Sønderskov Kollegiet. Dagen vil byde på introrunde, lidt quizzen, lidt anime og evt. noget fælles spisning, ser det ud til.

søndag den 15. januar 2012

Ny forening ser dagens lys

Allerede i den første uge af det nye år, var der aktivitet i fanmiljøet. Chibi Gaffa så dagens lys ved en stiftende generalforsamling kombineret med et hyggeevent på Campus Djursland i Grenå. Der mødte 17 op til generalforsamlingen, og i løbet af weekenden, kom deltagerantallet op på 27. Jeg vil sige, at det var en pæn sjat for sådan et arrangement. Deltagerne bestod både af nye ansigter og folk, der allerede er en del af miljøet. 
Det første "rigtige" event er også næsten på plads - eller i hvert fald datoerne for det. Det bliver den 24-26. februar. I fremtiden vil de så afholde events den sidste weekend i hver måned. Dermed er der kun en fri weekend i hver måned i den østlige del af Midtjylland. Anime Higashi har den 1. lørdag, Obaa den 2. lørdag og nu Chibi Gaffa den sidste lørdag. Så bor man i Østjylland, burde der være nok events at tage til - hvis man altså gider at rejse en lille smule for det. 

Chibi Gaffa har ingen hjemmeside, men man kan følge dem på deres Facebookside.

torsdag den 12. januar 2012

HAF Event 15

Om ca. 5 uger slår HAF dørene op til årets første event. Det finder sted på Kulturellen i Herning den 17-19. februar, og kan fungere som afrunding på vinterferien. Event 15 er et stort event, hvor der vil være planlagte aktiviteter weekenden igennem. Antallet af deltagere til de store HAF's er faldet igennem det sidste år. Det er dog svært at sige, hvad det skyldes, da de deltager der kommer, virker til at være glade og tilfredse. Måske er det fordi der er kommet flere og flere arrangementer til, og folk så må vælge mere omhyggeligt, eller også kan de bare ikke den weekend pga. familiefødselsdage eller lignende.

I år er det 5 år siden, at HAF begyndte at holde strukturerede events med quizzer, konkurrencer og andre sociale aktiviteter. Det er også 5 år siden, Mand eller kvinde quizzen blev introduceret. Selvom jeg har taget skade (jeg kan nærmest ikke se en anime, uden at overveje om nogle af personerne kan bruges i quizzen), ser de fleste deltagere stadig ud til at være problemer med at kende forskel på mænd og kvinder i anime og manga. Det er også stadig den populæreste quiz til HAF. Til Event 15 vil der også være 3 andre quizzer: Hit med anime'en, Holdquiz og Sandt eller falsk quiz. Der har tidligere været mangel på hjælp i forbindelse med events, men denne gang har flere hjulpet til med forberedelserne. Så må vi bare håber, at der også er nogle gophere som melder sig. Som ny kan det være svært at vide, hvad man går ind til som gopher, så denne gang er der lavet en beskrivelse af de opgaver, man vil blive involveret i.

Læs mere om eventet og tilmeld dig på HAF's hjemmeside.

lørdag den 7. januar 2012

Sociale grupperinger

Mange betragter vores fanmiljø som yderst åbent og imødekommende, men selv her findes der sociale grupperinger. Folk finder sammen i større eller mindre grupper, som de er mest sammen med. Jeg tror dog ikke, at det er et dårligt tegn. Jeg tror, at det er en helt naturlig reaktion. Selvom vi alle deler interessen for anime, manga, cosplay og/eller noget andet inden for miljøet, så vil der altid være nogle, som vi slår mere klik med end andre - nogle der minder mere om en selv, hvis smag og holdninger minder om ens egne.

Disse grupperinger kan centrere om flere forskellige ting. Mange af dem der cosplayer, finder sammen om det og laver cosplaygrupper. Sammen planlægger de cosplay fra samme serie og laver det også sammen af og til. Nogle gang handler det også bare om at have kostumet på og derigennem blive en del af en gruppe - ligegyldigt om det er hjemmelavet eller købt. Det virker til, at det især er de yngre fans, som finder sammen i grupper på denne måde. Jeg forestiller mig, at det også er en nem måde at komme ind i en gruppe på. Cosplay kan også være en rigtig god isbryder, så man kan få startet en samtale med nye mennesker.

Min egen sociale gruppe har dog ikke meget med cosplay at gøre, og det var heller ikke det vi fandt sammen om. Jeg blev en del af en gruppe dengang jeg var med til at oprette HAF. Det at skabe noget nyt i miljøet, var det jeg havde til fælles med dem, "jeg kom i gruppe med." Siden 2006 har der været store ændringer i min sociale gruppe. Der er kommet en del nye til, men mange af "de gamle" er også forsvundet. Min gruppe er egentlig ikke særlig homogen. Aldersmæssigt spænder vi over et årti, der er en del forskellige faglige baggrunde lige fra ufaglært til Phd. Alligevel er vi kommet sammen i en gruppe, som efterhånden rummer en 20-25 personer. Det lyder nok som en stor gruppe (hvilket er ved at være ret upraktisk til nytår), men indenfor "hovedgruppen", er der da også nogle jeg snakker mere med end andre. 
Jeg har svært ved at sige præcis, hvad vores gruppe er "centreret" omkring. Det er ikke, fordi vi bor i nærheden af hinanden og som sagt er vi ret uhomogene. Vi har dog alle det til fælles, at vi er dem der "står bagved", når der laves arrangementer i miljøet. Vi organiserer og hjælper til på en eller anden måde hos et eller flere arrangementer. På den måde er vi ikke nær så meget "ude blandt de almindelige deltagere" altid. Vi hygger os omkring de opgaver vi har bagved. 

Jeg er utrolig glad for, at jeg er blevet en del af en så stabil social gruppe. Langt de fleste andre sociale grupper, jeg har tilhørt, har været tilknyttet min skolegang, og når man ikke længere gik i skole sammen, flød kontakten ligesom ud. Men jeg har på den ene eller den anden hvis haft en social gruppe i miljøet i over 5 år, og jeg tror at den vil vare ved mange år endnu. Ja, der vil sikkert ske nogle ændringer undervejs, men dem tager vi, når det sker.

tirsdag den 3. januar 2012

Årets først blogindlæg

Så er vi gået ind i 2012. Jeg har allerede på fornemmelsen, at der vil ske ting og sager i dette år. Der er flere nye initiativer rundt omkring i landet af forskellig slags, og mange af de nuværende udvikler sig konstant på hver deres måde. Jeg ser frem til, hvad året kan byde på af nye arrangementer. Fanmiljøet er stadig i vækst. Der kommer hele tiden nye fans til, som tager til events. Har man ikke noget imod at rejse Danmark rundt, så er der da også stort set mindst et event af lidt større størrelse i hver måned i det første halvår.
Januar: Københavns Anime Forenings weekend træf og Obaa's jule-camp
Februar: Herning Anime Forening Event 15
Marts: Kita Træf 12.01
Maj: SVScon 

Læs mere på de respektive hjemmesider. Og der kommer garanteret flere til løbende - både store og små.

Personligt glæder jeg mig til hele arbejdet med forberedelsen og afholdelsen af SVScon. ^^ Det bliver godt at komme virkelig i gang. Der er begyndt at være mere summen omkring SVS på Facebook nu. Så regner jeg med at tage til begge de store Kita Træf, og jeg er jo en del af HAF. Derudover har jeg dog ikke tænkt så meget over, hvilke arrangementer jeg skal med til. Det kommer an på en masse forskellige ting. Der er jo nok at vælge imellem bare i Danmark. Der skal nok blive noget at skrive om. ^^