torsdag den 28. april 2011

8 dage til SVScon

I dag er der 1 uge og 1 dag til SVScon. For os arrangører er det dog kun 1 uge, da vi starter med at stille op torsdag aften. De sidste ting er ved at falde på plads, nogle ting kan dog først ordnes på selve dagen. Vi har modtaget vores armbånd, som i år har et lidt mere kreativt design. I går lavede Morten og jeg bannere til cafeteriet, så det bliver nemmere at finde Eventrum 1 og 2. Vi mangler dog stadig de sidste indkøb.

Det virker helt uvirkelig, at der er så kort tid til. Tiden er bare fløjet af sted. Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med at afholde det nu. Det er så underligt at stå ude i hallen og tænke på, at om lidt over en uge, vil den være fyldt med over 600 glade mennesker - 100 mere end sidste år. En stigning vi slet ikke havde regnet med, da vi begyndte forberedelserne for alvor i januar-februar. Gad vide hvor mange, vi ville have været oppe på, hvis der ikke havde været Sakura Festival...

Det jeg glæder mig mest til, er nok bare at være en del af connen - se folk have det sjovt. Jeg glæder mig til, vi skal afholde events og se hvordan de bliver modtaget. Jeg håber, at folk kommer til at nyde weekenden, have det sjovt og få nye venner. Jeg krydser fingre for, at vi kan komme igennem en SVScon uden at skulle have folk på skadestuen. Please folk, tænk jer om.

onsdag den 20. april 2011

SommerCons hjemmeside opdateret

SommerCon ser ud til at have fået en mere informativ hjemmeside. Dog tegner det ikke til at blive en helt almindelig con, som vi kender det i Danmark. Det ser ud til at fokusset er på networking nordiske arrangører og deltagere imellem.

Citat fra hjemmesiden:
"The convention is primarily a gathering of people that host conventions and attend them from the nordic countries. The convention aims to gather different groups of users from conventions that host events ranging from sci fi to anime."

Det lyder lidt som noget Snorfcon / Djicon - men med almindelige deltagere også. Det lyder også til, at der bliver nogle af de aktiviteter, som vi kender fra andre conner, så som konsoller, konkurrencer og fremvisninger. Informationsmængden er dog stadig begrænset, så det er lidt svært at skabe sig et helt konkret billede af, hvad SommerCon egentlig er. Indtil videre finder jeg det lidt rodet, men mon ikke der kommer mere info i løbet af den næste tid. Jeg ved heller ikke, hvor mange der rent faktisk kender til SommerCons eksistens, og om SommerCon overhovedet regner med, at siden bliver besøgt endnu.

Det er hvis bare at vente og se. Som arrangør synes jeg, at det kunne være meget sjovt og interessant at få mere kontakt til deltagerne fra connerne og høre deres meninger. Men der vil nok bliver snakket om nogle andre ting end vi gjorde til Djicon, for fortroligheden skrumper nok lidt, når samtalerne rykkes til et mere offentligt rum.

tirsdag den 19. april 2011

Fejl 40

Da rabatperioden for SVS udløb, og prisen steg, sendte systemet en infomail ud om dette. Vi har så siden modtaget en række mails fra utilfredse tilmeldte. Nogle mere høfligt skrevet end andre. Dette er bare et konstrueret eksempel:

Hvorfor fanden får jeg en mail om, at jeg ikke har betalt?! Jeg har betalt for lang tid siden. Jeg har en kvittering og alt muligt. Så hvorfor siger I nu, at jeg ikke har betalt? Jeg gider i hvert fald ikke at betale igen! Det kan I godt glemme.

I starten troede vi, at der var en fejl i systemet, men det drejer sig om en fejl 40. Det er meget svært at skrive et venligt, høfligt og forklarende svar på sådan en mail, hvor man samtidig skal forsikre dem om, at alt er i orden, men det er man jo nødt til. Jeg har mest af alt lyst til at skrive sådan her:

Hør her lille ven. Hvis du nu kun havde tilmeldt dig en gang, ville der ikke være noget problem. Så det er din egen fejl, at du får ekstra mail(s).

Der er en del som har tilmeldt sig flere gange, så selvfølgelig får de en mail, om at de ikke har betalt for de X antal ekstra tilmeldinger, de nu har lavet. Nogle laver kun en dobbelttilmelding, men vi har seriøst nogle, som har tilmeldt sig op til 5 gange! Vi formår at fange nogle af dobbelttilmeldingerne, men vi kan først slette de ekstra, når der er betalt, for vi ved jo ikke hvilket kvitteringsnummer, der vil blive benyttet. Næste år bliver systemet sat op, så man kun kan tilmelde sig en gang per mail eller sådan noget.

søndag den 17. april 2011

Turen gik til Art Bubble

I går gik turen så til Art Bubble. Vi ankom lige som borgmesterens velkomst sluttede. Der var en mindre udstilling af både belgiske, franske og danske tegneserier. Den store udstilling Tegneserier for millioner åbner først om et par dage. Mange af tegningerne var originaltegninger, som aldrig havde været udstillet før. Mit kendskab til europæiske tegneserier er ikke så stort, så jeg kunne kun genkende store serier som Tin Tin, Asterix og Spirillen. Det var dog ganske interessant at se de mange forskellige stilarter.
Bagefter begav vi os videre til standområdet i en anden bygning. Standene var ikke alle helt så store, som jeg havde regnet med. Det var ofte svært at komme rundt og forbi folk, og det var ikke fordi der var så mange gæster, som vi er vant til ved conner. Folks alder var dog noget højere. De fleste gæster var forældre med børn i alderen 7-10 og mænd omkring de 30. For en gangs skyld hørte jeg til den yngre gruppe... hehe. Man kunne også tydeligt se på Faraos medbragte varer, at publikummet var et andet. Der var kun enkelte mangaserier. Fantask derimod havde taget en 3-4 kasser manga med, og jeg endte da også med at købe to. Der var flere ting, som jeg havde lyst til købe. Nogle af standene havde original farvelagte Anders And tegninger lavet og signeret af Carl Barks - men de lå også i prisklassen 500-1200 kr. Men nøj, hvor havde jeg lyst til at købe en. De var også rigtig flotte. De kunne også købes indrammet. Jeg tror, at man skal have en lidt anden pengepung for at gå til tegneseriefestival. Det var mere samlerorienteret.
Det fedeste ved festivallen var dog Anders Ands bil i 1:1 efter min mening. Den stod udstillet udenfor. Vi tilbragte ca. 2 timer på festivallen. Jeg havde regnet med, at vi ville være der noget længere, men vi havde været igennem alle standene. Der var nogle småaktiviteter, men de foregik i mindre rum, hvor det var svært at komme til, så dem sprang vi over.

Alt i alt var det meget interessant at være til tegneseriefestival. Det er meget anderledes end en con. Det var mere "industriorienteret" med signeringer o.lign, hvor jeg synes, at de danske conner fokuserer mere på det sociale. Jeg er stadig mest til at tage til con, men nu har jeg også prøvet det andet.

onsdag den 13. april 2011

Omg der kommer mange til SVS

Sidste år var der 532 deltagere til SVScon. I år er der på nuværende tidspunkt 582 som har betalt. Der er allerede 51 mere end sidste år. Der er også tilmeldt over 800, og der er faktisk kun ganske få dobbelttilmeldinger imellem. Jeg tror i hvert fald vi bliver over 600 - måske endda 650 eller 700. Det ville være pænt vildt. Jeg havde slet ikke turde håbe på en forøgelse, eftersom vi ligger samme weekend som Sakura festivallen.

SVS er også ved at være skræmmende tæt på. Jeg glæder mig meget, men jeg er også lidt nervøs. Der er jo stadig en masse ting, som vi skal have styr på. Men argh... vi er begyndt at tælle uger nu. Jeg går da helt amok, når det bliver dage... Bare det hele nu går godt.

Man kan også se at vi nærmer os på mængden af betalinger og tilmeldinger til diverse ting. Hvorfor skal danskere altid ordne den slags i sidste øjeblik..? Vi har f.eks. fået 10 cosplaygrupper til SVScosplayshow på en uge... og nogle lige omkring deadline.

tirsdag den 12. april 2011

Kita Træf 11.01

Kita Træf 11.01 var endnu et hyggeligt træf i gode rammer. Den nye bestyrelse løftede opgaven godt sammen med planrådet. Der var stadig nogle ting, som kan forbedres, men overordnet forløb træffet godt. Stor ros.

Weekenden igennem var der både quizzer, konkurrencer og lege. Jeg scorede en masse achievement. Jeg vandt Gæt en lyd med 30,5 rigtige. De næste to havde 17,5 rigtige. Hehe^^ Mit hold vandt også holdquizzen - og endelig kom Wing Zero, da der skulle gættes Gundam. Nu skal jeg så bare have fundet en ny Gundam, jeg kan gætte på. Jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg skulle være længe oppe fre-lør nat, men jeg endte med at lave bogstavjagt sammen med Kevin i flere timer. Hver gang vi troede, vi havde lavet en god sætning, opdagede vi, at vi manglede et bogstav. Jeg havde gang i flere ideer: hobbit fangirls, Ota Solgryn, Noob på sukker og meget mere. Den bedste vi lavede sammen var dog: Pals er Kita shogun, men vi manglede et a for, at den kunne gælde. Jeg vandt dog stadig for længste sætning med: Fanboy på sukker blev hidsig nu.

Som noget nyt var der et Chibi Cosplayshow. Det blev udsat 30 min, fordi en af grupperne ikke kom til tiden. Til et lille hyggeligt event som Kita er det såmen også okay at vente på en gruppe, men til SVS havde vi nok diskvalificeret gruppen. Der er også forskel på at have 40 og 400-500 mennesker ventende. Jeg synes, at det var den bedste gruppe som vandt. Actet var originalt og underholdende hele vejen igennem. Det handlede om en "naturforsker", som observerede en fangirl.

Bortset fra fredag var vejret rigtig godt, hvilket var en stor fordel med Kitas lokaler. Man er begyndt at kunne mærke pladsmanglen mere, men det er på ingen måde på "J-Popcon i Valby niveau". Kita er dog ved at se på nye lokaler, så det bliver spændende at se, hvor vi kommer hen. Jeg kommer dog til at savne Husets brunch. Det er altså luksus at kunne vågne og gå direkte ned og spise så meget man vil af en rigtig lækker brunch til 60 kr.

onsdag den 6. april 2011

En måned til SVS - status

I dag er der en måned til SVScon løber af stablen i Sportscenter Herning. Der er pt. 435, som har betalt og 771 tilmeldte. Så trods dobbelttilmeldinger, tror jeg bestemt, at vi når de 531 som vi var sidste år - hvis ikke flere. Rabatperioden udløber om en uge tid, så det kommer til at strømme ind med betalinger. Og selvom vi har skrevet, at vi skal have modtaget betalingen senest den 15. april, vil der garanteret stadig være nogen, som venter med at betale til den dag og regner med, at de kan få rabat. Hvorfor skal danskere vente til sidste øjeblik, når de skal betale noget, selvom de ved, at de skal med..? Det er jo først nu, at vi begynder at have et ordentligt indblik i, hvordan vores økonomi kommer til at se ud i år. Godt, at vi ikke skal betaler for en hel masse på forhånd.
Vi er stadig i gang med at planlægge de sidste detaljer omkring layoutet i multihallen, men det er på plads i store træk. De forskellige events er også ved at være faldet på plads, og nogle af dem ligger allerede klar til afholdelse. Vi har bestilt armbånd. De får et noget anderledes design i år. Morten reddede mig også lige fra at bestille 1000 armbånd med datoerne 6-8. marts. ^^; Gopherhattene skal også snart bestilles. Der var rent faktisk en del færre gophere, som meldte tilbage i forhold til, hvor mange der havde tilmeldt sig i systemet - 12 mindre. Vi regner dog stadig med at have nok. ^^

Jeg glæder mig rigtig meget til dette års con. Jeg synes, at det er vildt underligt, at der kun er en måned til nu. Det ser desværre ud til, at jeg må droppe conbogen og mit personlige cosplay i år. Men det kan connen jo også godt gå foruden. I stedet for en conbog, lægger vi måske nogle informationspdf'er op, som folk kan printe hjemmefra.
Det bliver fedt at stå og byde over 500 glade deltagere velkommen. Jeg bliver garanteret nervøs, som jeg plejer, men det er en ubeskrivelig følelse. Jeg skal egentlig have sammensat en velkomst i PowerPoint... Det bliver nogle travle dage, men jeg glæder mig. I år får jeg forhåbentlig også nogle flere pusterum, eftersom jeg har et eventteam til at hjælpe med at afholde events.
Jeg kan rigtig godt lide at give noget tilbage til miljøet. Jeg elsker at planlægge og organisere ting. Det er hårdt til tider - især under connen, men man må jo tage det hele med. Jeg bliver glad, når jeg ser folk have det sjovt til SVS, når jeg læser om folk der glæder sig, når jeg ser billeder og videoer fra tidligere år. Jeg føler mig lidt stolt. Jeg er med til at sørge for, at alle disse mennesker mødes. Jeg giver dem et sted, hvor de kan være dem selv og mødes med ligesindede, så de kan se, at der er andre derude ligesom dem.

Ses vi om en måned..?

mandag den 4. april 2011

Anime foråret 2011

Så er det ved at være tid igen. Enkelte serier af forårets animesæsoner er allerede startet. For en gangs skyld ser der faktisk ud til at være et meget bredt udvalg af serier. Der er selvfølgelig et par klassiske shounen serier, harem og ecchi serier og selvfølgelig moe slice of life serier. Sidstnævnte har desværre optaget utrolig meget plads i de seneste sæsoner, så det er virkelig rart at se, at studierne tør lave mere til andre målgrupper igen.
Jeg regner selv med at kigge på følgende serier (noget flere end i vintersæsonen):

Ano Hana - en slice of life dramaserie, som virker til at have en mere seriøs historie
Appleseed XIII - det er Appleseed, hvis ikke for historien så for animationen
C: The Money of Soul and Possibility Control - lyder til at være en ganske interessant mystery dramaserie
Hanasaku Iroha - den leder mine tanker hen på Honey and Clover, som jeg var meget glad for
Health and Education for 30-year olds - just for the fun...
Moshidora - mest pga. Production I.G
Sket Dance - beskrivelsen lyder okay, men jeg har lidt bange anelser om, at det udvikler sig til den gængse shounen serie
Steins; Gate - lyder også som en interessant mystery serie
Toriko - lyder lidt som Yakitate Japan bare med gourmet mad
Under the Innocent Sky - denne her er nok blah eller yay

Jeg har nok størst forventninger historie- og castmæssigt til Ano Hana , C: The Money of Soul and Possibility Control, Hanasaku Iroha og Steins; Gate.