Oprindeligt havde jeg egentlig ikke tænkt mig at lave en Top 10 i år. Jeg følte nemlig ikke, at der havde været særlig mange gode animeserier. Jeg overvejde diverse alternative udformninger af dette blogindlæg. Et af dem var en niveauliste (hvor lyder "tier list" bare bedre i mit hoved).
Men efter at have arbejdet med det forgangne års anime i forbindelse med de tre andre blogindlæg; Musikken, Persongalleriet og Kategorier, blev jeg enig med mig selv om, at jeg godt kunne forsøge at lave en Top 10 over animeserier alligevel. Selvom der kun har været få gennemførte og gode serier, har der alligevel været nogle gode sider ved flere, end jeg umiddelbart troede. Fortsættelser er ikke kommet i betragtning i år.
Men efter at have arbejdet med det forgangne års anime i forbindelse med de tre andre blogindlæg; Musikken, Persongalleriet og Kategorier, blev jeg enig med mig selv om, at jeg godt kunne forsøge at lave en Top 10 over animeserier alligevel. Selvom der kun har været få gennemførte og gode serier, har der alligevel været nogle gode sider ved flere, end jeg umiddelbart troede. Fortsættelser er ikke kommet i betragtning i år.
Så jeg er altså endt med en klassisk Top 10 - eller sådan næsten da. Der er nemlig kun 8 serier på listen. De sidste pladser forbeholder jeg mig at gemme til Carole & Tuesday samt Demon Slayer, som jeg jo ikke har set til ende, og derfor ikke vil give en endelige bedømmelse. Jeg forestiller mig dog, at Carole & Tuesday ville få en plads på min Top 10 et stykke oppe, imens Demon Slayer nok ville rykke ind i den nedre del.
Jeg har dog rangeret min Top 10, sådan, at der ikke er huller, og vi starter således ved 8. pladsen. Men inden da:
Jeg har dog rangeret min Top 10, sådan, at der ikke er huller, og vi starter således ved 8. pladsen. Men inden da:
Honourable mention: Given
11 episoder
11 episoder
Jeg har valgt at have en Honourable mention igen i år. Jeg vil nemlig gerne komme omkring Given. Som musikanime havde den min opmærksomhed fra start. Desværre er det en meget langsom og ret farveløs start. Der begynder at ske lidt i midten, og i eps. 9 kommer gennembruddet. Dog er opsætningen til det så tydeligt, at det kan virke lidt belastende. Alligevel gav det mig kuldegysninger og skar i hjertet på mig, da Mafuyu synger, og vi endelig får hans baggrundshistorie og dertil knyttede følelser. Efterfølgende begynder serien at folde sine karakterer mere ud bl.a. igennem virkelig velfungerende humor.
Given viser altså til sidst, at den kan levere både på drama og humor. Havde hele serien været på højde med eps. 9-11, havde Given nok ligget godt oppe på Top 10. Klippet herunder illustrerer et af de humoristiske øjeblikke, som også driver historien videre. Nogle vil betragte det som spoil, men jeg syntes, at det var ret åbenlyst, at det var her vi ville ende. Klippet er fra eps. 11.
Given viser altså til sidst, at den kan levere både på drama og humor. Havde hele serien været på højde med eps. 9-11, havde Given nok ligget godt oppe på Top 10. Klippet herunder illustrerer et af de humoristiske øjeblikke, som også driver historien videre. Nogle vil betragte det som spoil, men jeg syntes, at det var ret åbenlyst, at det var her vi ville ende. Klippet er fra eps. 11.
13 episoder
Ja, jeg skrev godt nok, at vi startede ved 8. pladsen, men jeg har valgt at placere to serier på en delt plads. Jeg har kaldt det 7. pladsen, men jeg kunne også have kaldt det 8. pladsen.
Med Tsurune er Kyoto Animation vendt tilbage til fujoshi-materialet. I stedet for muskuløse svømmere i stramme shorts, byder Tsurune på elegante skytter med bue og pil. Karaktererne er desværre temmelig stereotype, men der skabes alligevel en fin dynamik imellem dem. Forholdet imellem hovedpersonen Minato og hans barndomsven Seiya er dog klart det mest interessante. De var også mine vindere i min nye kategori Bedste bromance.
Animation og lyd er i top, hvilket også er en af grundene til min begejstring for serien. Der er en ro og en ynde, og hvis man sætter pris på den slags, bør man se Tsurune.
Ja, jeg skrev godt nok, at vi startede ved 8. pladsen, men jeg har valgt at placere to serier på en delt plads. Jeg har kaldt det 7. pladsen, men jeg kunne også have kaldt det 8. pladsen.
Med Tsurune er Kyoto Animation vendt tilbage til fujoshi-materialet. I stedet for muskuløse svømmere i stramme shorts, byder Tsurune på elegante skytter med bue og pil. Karaktererne er desværre temmelig stereotype, men der skabes alligevel en fin dynamik imellem dem. Forholdet imellem hovedpersonen Minato og hans barndomsven Seiya er dog klart det mest interessante. De var også mine vindere i min nye kategori Bedste bromance.
Animation og lyd er i top, hvilket også er en af grundene til min begejstring for serien. Der er en ro og en ynde, og hvis man sætter pris på den slags, bør man se Tsurune.
12 episoder
Stars Align er på ingen måde en helstøbt og allround god anime. Der er så mange huller, og wtf sker der for "slutningen"..? Så hvorfor er den med på min Top 10.
Jo, jeg vil gerne hylde serien for dens ambitioner. Jeg kunne godt lide, at den forsøger at fortælle nogle andre historier, end dem vi ellers typisk ser i (sports)anime. Stars Align har fat i så mange interessante og i flere tilfælde problematiske relationer, og jeg ville ønske, at serien havde fået sine 24 episoder til at folde historien og dramaet ud over, for jeg var virkelig med på vognen det meste af vejen. Jeg ville så gerne have lært flere af karaktererne bedre at kende og fuldt deres udvikling.
Scenen herunder er lagt op af Funimation, men de køber kun licens til det amerikanske marked, så der kan man som dansker ikke se den. Jeg har i stedet set serien på Wakanim Nordic, men de har ingen videoer på Youtube.
Stars Align er på ingen måde en helstøbt og allround god anime. Der er så mange huller, og wtf sker der for "slutningen"..? Så hvorfor er den med på min Top 10.
Jo, jeg vil gerne hylde serien for dens ambitioner. Jeg kunne godt lide, at den forsøger at fortælle nogle andre historier, end dem vi ellers typisk ser i (sports)anime. Stars Align har fat i så mange interessante og i flere tilfælde problematiske relationer, og jeg ville ønske, at serien havde fået sine 24 episoder til at folde historien og dramaet ud over, for jeg var virkelig med på vognen det meste af vejen. Jeg ville så gerne have lært flere af karaktererne bedre at kende og fuldt deres udvikling.
Scenen herunder er lagt op af Funimation, men de køber kun licens til det amerikanske marked, så der kan man som dansker ikke se den. Jeg har i stedet set serien på Wakanim Nordic, men de har ingen videoer på Youtube.
24 episoder
Var der lige et spring fra 7. til 5...? Jep. Der er nemlig også to serier, der deler 5. pladsen.
Det er sjældent, jeg kaster mig ud i en isekai. Og det er endnu mere sjældent, at jeg virkelig godt kan lide en isekai. That Time I Got Reincarnated as a Slime gør bare så meget rigtigt.
Der er en sympatisk hovedperson i form af Rimuru, som faktisk bruger tid på at sætte sig ind i den nye verden han befinder sig i. Han forsøger at tilpasse sig sine omgivelser, finde sig til rette og forholde sig til den indflydelse hans tilstedeværelse har på verdenen, hvilket faktisk er både sjovt og interessant at følge.
Det lyder så almindeligt, når jeg skriver det, men nøj hvor gør det bare meget for både world building og etableringen af Rimuru som karakter. Hvis vi ser bort fra boob og haremsjokes/tropes er der også god humor i serien. Første story arc med goblinbyen er noget af det bedste serien efter min mening, og det er også der klippet herunder er fra.
I eps. 16 gør Demon Lord Milim (nomineret til Mest irriterende) sit indtog, og derefter falder niveauet i serien betydeligt. Hele ansvaret for det ligger dog ikke kun på Milim. Det er som om, at serien nu vil forsøge at favne et bredere plot. Jeg synes bare ikke rigtig det fungerer. Jeg er heller ikke vild med story arc'en med børnene. Jeg sad således med en lidt flad fornemmelse, da eps. 24 var slut, for serien er på ingen måde slut. Det er jo ofte tilfældet med animeserier, men måden eps. 16-24 udfoldede sig på, gav mig bare ikke rigtig lyst til at se sæson 2, som er annonceret til at komme i år.
Var der lige et spring fra 7. til 5...? Jep. Der er nemlig også to serier, der deler 5. pladsen.
Det er sjældent, jeg kaster mig ud i en isekai. Og det er endnu mere sjældent, at jeg virkelig godt kan lide en isekai. That Time I Got Reincarnated as a Slime gør bare så meget rigtigt.
Der er en sympatisk hovedperson i form af Rimuru, som faktisk bruger tid på at sætte sig ind i den nye verden han befinder sig i. Han forsøger at tilpasse sig sine omgivelser, finde sig til rette og forholde sig til den indflydelse hans tilstedeværelse har på verdenen, hvilket faktisk er både sjovt og interessant at følge.
Det lyder så almindeligt, når jeg skriver det, men nøj hvor gør det bare meget for både world building og etableringen af Rimuru som karakter. Hvis vi ser bort fra boob og haremsjokes/tropes er der også god humor i serien. Første story arc med goblinbyen er noget af det bedste serien efter min mening, og det er også der klippet herunder er fra.
I eps. 16 gør Demon Lord Milim (nomineret til Mest irriterende) sit indtog, og derefter falder niveauet i serien betydeligt. Hele ansvaret for det ligger dog ikke kun på Milim. Det er som om, at serien nu vil forsøge at favne et bredere plot. Jeg synes bare ikke rigtig det fungerer. Jeg er heller ikke vild med story arc'en med børnene. Jeg sad således med en lidt flad fornemmelse, da eps. 24 var slut, for serien er på ingen måde slut. Det er jo ofte tilfældet med animeserier, men måden eps. 16-24 udfoldede sig på, gav mig bare ikke rigtig lyst til at se sæson 2, som er annonceret til at komme i år.
12 episoder (af 12-13 minutter)
Først syntes jeg faktisk, at Senryu Girl var lidt kedelig, men så begyndte jeg at acceptere og dermed værdsætte serien, for det den er. Nemlig en rigtig sød serie om en misforstået dreng, der dog har beholdt sit lyse sind, og en genert pige, der kun kan udtrykke sig via senryu digte, og de to er forelskede i hinanden. Ignorer haremselementet. Det er Nanako og Eiji det handler om! Og det ved de andre piger også godt.
Med sit rolige tempo, sit positive livssyn og de lyse farver kan Senryu Girl desuden også fungere som healing anime.
Først syntes jeg faktisk, at Senryu Girl var lidt kedelig, men så begyndte jeg at acceptere og dermed værdsætte serien, for det den er. Nemlig en rigtig sød serie om en misforstået dreng, der dog har beholdt sit lyse sind, og en genert pige, der kun kan udtrykke sig via senryu digte, og de to er forelskede i hinanden. Ignorer haremselementet. Det er Nanako og Eiji det handler om! Og det ved de andre piger også godt.
Med sit rolige tempo, sit positive livssyn og de lyse farver kan Senryu Girl desuden også fungere som healing anime.
14 episoder
Surprise! Der er endnu en isekai på min Top 10 - og det er faktisk ikke ironisk ment. Da jeg begyndte på Ascendance of a Bookworm, havde jeg virkelig ikke regnet med, at den ville ende her på 4. pladsen af min Top 10. Men som tiden gik, og vi så Main tackle hverdagslivet i en anden verden, bruge viden fra vores verden til at forbedre sin situation, forholde sig til sin sygdom, og det at hun har taget en anden persons plads, kom jeg til at synes rigtig godt om serien.
Man kan godt se, at der ikke er skudt så mange penge i produktionen, men så længe historien er god, gør det mig ikke noget. Det er ikke sådan, at ting ser decideret grimme, dårlige eller forkerte ud. Stilen er bare meget simpel.
Surprise! Der er endnu en isekai på min Top 10 - og det er faktisk ikke ironisk ment. Da jeg begyndte på Ascendance of a Bookworm, havde jeg virkelig ikke regnet med, at den ville ende her på 4. pladsen af min Top 10. Men som tiden gik, og vi så Main tackle hverdagslivet i en anden verden, bruge viden fra vores verden til at forbedre sin situation, forholde sig til sin sygdom, og det at hun har taget en anden persons plads, kom jeg til at synes rigtig godt om serien.
Man kan godt se, at der ikke er skudt så mange penge i produktionen, men så længe historien er god, gør det mig ikke noget. Det er ikke sådan, at ting ser decideret grimme, dårlige eller forkerte ud. Stilen er bare meget simpel.
24 episoder
Mellem 4. og 3. pladsen er der et betydeligt spring. De sidste tre serier i min Top 10 ligger vitterligt et stort niveau højere end resten af listen. Hvis jeg havde lavet en tier list, var vi nu nået til S-tier. Jeg havde virkelig svært ved, hvordan jeg skulle fordele 2. og 3. pladsen. Kvalitetsmæssigt ligger de to tæt på hinanden. Jeg ved ikke, om det er fordi Vinland Saga står friskere i min hukommelse, men jeg kunne komme på flere mindre gode ting ved den end nr. 2.
Vinland Saga er nok den anime, jeg har haft de største forventninger til i år. Jeg har et par venner, som er meget begejstret for mangaen, og Morten har også læst en stor del af den. Derudover har den seinen som målgruppe.
Vinland Saga starter lidt langsomt ud med hovedpersonen Thorfinns baggrundshistorie. Thorfinn er dog lidt af en møgunge og moody/grumpy teenager så gudskelov for Askeladd, seriens antagonist. Serien byder også på andre interessante karakterer. Så for mig ender Thorfinn lidt i baggrunden. Jeg er med på, at animeserien kun fortæller en lille del af historien (mangaen har kørt i snart 15 år), og denne del er med til at forme Thorfinn på den lange bane. Askeladd er som sagt seriens antagonist, men hen ad vejen ender man faktisk med at heppe på ham. Hans historie udfoldes meget mere end Thorfinns. Set i bakspejlet og det store billede, giver det god nok mening.
Dramaet i serien fungerer også godt, især når det centrerer omkring Askeladd. Som jeg nævnte i forbindelse med Bedste personudvikling, er Vinland Saga også med på den front. Jeg var ikke begejstret for Canute i starten, men det nåede i den grad at ændre sig. Serien byder også på action og flotte kampe.
Jeg har dog en pet peeve mht. Vinland Saga, og det er, at oversættelser ikke bare skriver "Knud" i stedet for "Canute". Jeg ved godt, at japanerne ikke udtaler "Knud", for det kan de ikke, men når det nu er en historisk person, vi ved hedder Knud, så skriv det da. Men siden "Canute" er den officielle udgave, er det også den, jeg har brugt for ikke at skabe forvirring.
Mellem 4. og 3. pladsen er der et betydeligt spring. De sidste tre serier i min Top 10 ligger vitterligt et stort niveau højere end resten af listen. Hvis jeg havde lavet en tier list, var vi nu nået til S-tier. Jeg havde virkelig svært ved, hvordan jeg skulle fordele 2. og 3. pladsen. Kvalitetsmæssigt ligger de to tæt på hinanden. Jeg ved ikke, om det er fordi Vinland Saga står friskere i min hukommelse, men jeg kunne komme på flere mindre gode ting ved den end nr. 2.
Vinland Saga er nok den anime, jeg har haft de største forventninger til i år. Jeg har et par venner, som er meget begejstret for mangaen, og Morten har også læst en stor del af den. Derudover har den seinen som målgruppe.
Vinland Saga starter lidt langsomt ud med hovedpersonen Thorfinns baggrundshistorie. Thorfinn er dog lidt af en møgunge og moody/grumpy teenager så gudskelov for Askeladd, seriens antagonist. Serien byder også på andre interessante karakterer. Så for mig ender Thorfinn lidt i baggrunden. Jeg er med på, at animeserien kun fortæller en lille del af historien (mangaen har kørt i snart 15 år), og denne del er med til at forme Thorfinn på den lange bane. Askeladd er som sagt seriens antagonist, men hen ad vejen ender man faktisk med at heppe på ham. Hans historie udfoldes meget mere end Thorfinns. Set i bakspejlet og det store billede, giver det god nok mening.
Dramaet i serien fungerer også godt, især når det centrerer omkring Askeladd. Som jeg nævnte i forbindelse med Bedste personudvikling, er Vinland Saga også med på den front. Jeg var ikke begejstret for Canute i starten, men det nåede i den grad at ændre sig. Serien byder også på action og flotte kampe.
Jeg har dog en pet peeve mht. Vinland Saga, og det er, at oversættelser ikke bare skriver "Knud" i stedet for "Canute". Jeg ved godt, at japanerne ikke udtaler "Knud", for det kan de ikke, men når det nu er en historisk person, vi ved hedder Knud, så skriv det da. Men siden "Canute" er den officielle udgave, er det også den, jeg har brugt for ikke at skabe forvirring.
12 episoder
Finding Neverland - jeg mener The Promised Neverland. Det andet er en film fra 2004 med Johnny Depp og Kate Winslet. Ikke desto mindre er det det, jeg som regel får kaldt serien. ^^; Men det er jo også lidt det børnene drømmer om. Kan man ikke godt sige det...? ^^;
Det er virkelig svært at fortælle om The Promised Neverland uden at spoile, men jeg skal forsøge. Handlingen udspiller sig på et børnehjem. En dag opdager to af børnene, at børnehjemmet slet ikke er det gode og dejlige hjem, de har troet. Det er et bur, og der ligger noget mørkt bag hele deres tilværelse. Selvom det er småt med world building, udspiller The Promised Neverland sig alligevel i en interessant verden. Eller det spændende er måske nærmere at se, hvordan karaktererne forholder sig til den og agerer i den.
Og der er flere interessante karakterer i serien, hvorfor den også blev nomineret i Bedste persongalleri og Emma og Isabella løb med sejren i henholdsvis Bedste kvindelige hovedperson og Bedste antagonist. Jeg vil også lige slå et slag for lille Phil. Hold nu op en god dreng.
Det er tydeligt, at der lurer en meget større verden og historie i The Promised Neverland, men den formår at holde fokus på det, der sker nu og her. På den måde leverer serien en velafrundet story arc. Jeg sad i hvert fald med en følelse af både forløsning, fordi noget var blevet afrundet, og spænding, fordi der blev lagt op til mere. The Promised Neverland har således et stabilt højt niveau sammenlignet med Vinland Saga.
Finding Neverland - jeg mener The Promised Neverland. Det andet er en film fra 2004 med Johnny Depp og Kate Winslet. Ikke desto mindre er det det, jeg som regel får kaldt serien. ^^; Men det er jo også lidt det børnene drømmer om. Kan man ikke godt sige det...? ^^;
Det er virkelig svært at fortælle om The Promised Neverland uden at spoile, men jeg skal forsøge. Handlingen udspiller sig på et børnehjem. En dag opdager to af børnene, at børnehjemmet slet ikke er det gode og dejlige hjem, de har troet. Det er et bur, og der ligger noget mørkt bag hele deres tilværelse. Selvom det er småt med world building, udspiller The Promised Neverland sig alligevel i en interessant verden. Eller det spændende er måske nærmere at se, hvordan karaktererne forholder sig til den og agerer i den.
Og der er flere interessante karakterer i serien, hvorfor den også blev nomineret i Bedste persongalleri og Emma og Isabella løb med sejren i henholdsvis Bedste kvindelige hovedperson og Bedste antagonist. Jeg vil også lige slå et slag for lille Phil. Hold nu op en god dreng.
Det er tydeligt, at der lurer en meget større verden og historie i The Promised Neverland, men den formår at holde fokus på det, der sker nu og her. På den måde leverer serien en velafrundet story arc. Jeg sad i hvert fald med en følelse af både forløsning, fordi noget var blevet afrundet, og spænding, fordi der blev lagt op til mere. The Promised Neverland har således et stabilt højt niveau sammenlignet med Vinland Saga.
23 episoder
Jeg er overhovedet ikke stødt på nogen på nettet, der giver Run with the Wind noget kærlighed. Det skyldes nok, at nettet generelt går til de her tilbageblik på andre præmisser end mig. Andre steder ser man på animeserier, det år de begynder. Eftersom Run with the Wind begyndte i efteråret 2018, bliver den fuldstændig forbigået af alle andre her i forbindelse med 2019. Det er sådan en skam, for det ignorerer halvdelen af serien og dermed også slutningen.
Run with the Wind er god hele vejen igennem, men det er jo først i anden halvdel, man ser frugten af alt deres arbejde. Personudviklingen strækker sig også ud over alle 23 episoder, så på den front går man også glip af noget ved kun at se på den del, der udkom i 2018.
Efter min mening har Run with the Wind alt, hvad en god anime skal have: et interessant og varieret persongalleri, en god historie, personudvikling, godt soundtrack og en god kombination af drama og humor.
Jeg er også imponeret over, at serien formår at gøre langdistanceløb interessant. Det er jo en sportsgren, hvor man lige så meget kæmper med sig selv som med en modstander. De indre kampe blev så brugt til virkelig god personudvikling. Serien lykkedes også med at skabe god spænding og intensitet, når det var nødvendigt, men det var på en underspillet måde, som passede godt til den. Jeg fik jo ligefrem selv lyst til at begynde at løbe. Det havde jeg bestemt ikke regnet med. (Ikke at det skete.)
Jeg kan også godt lide, at Run with the Wind fortæller en afsluttet historie. Da vi befinder os i en slice of life setting, kunne man sagtens lave en sæson 2, men det ville være med et helt andet udgangspunkt, og der ville være andre præmisser mht. målet.
Jeg er overhovedet ikke stødt på nogen på nettet, der giver Run with the Wind noget kærlighed. Det skyldes nok, at nettet generelt går til de her tilbageblik på andre præmisser end mig. Andre steder ser man på animeserier, det år de begynder. Eftersom Run with the Wind begyndte i efteråret 2018, bliver den fuldstændig forbigået af alle andre her i forbindelse med 2019. Det er sådan en skam, for det ignorerer halvdelen af serien og dermed også slutningen.
Run with the Wind er god hele vejen igennem, men det er jo først i anden halvdel, man ser frugten af alt deres arbejde. Personudviklingen strækker sig også ud over alle 23 episoder, så på den front går man også glip af noget ved kun at se på den del, der udkom i 2018.
Efter min mening har Run with the Wind alt, hvad en god anime skal have: et interessant og varieret persongalleri, en god historie, personudvikling, godt soundtrack og en god kombination af drama og humor.
Jeg er også imponeret over, at serien formår at gøre langdistanceløb interessant. Det er jo en sportsgren, hvor man lige så meget kæmper med sig selv som med en modstander. De indre kampe blev så brugt til virkelig god personudvikling. Serien lykkedes også med at skabe god spænding og intensitet, når det var nødvendigt, men det var på en underspillet måde, som passede godt til den. Jeg fik jo ligefrem selv lyst til at begynde at løbe. Det havde jeg bestemt ikke regnet med. (Ikke at det skete.)
Jeg kan også godt lide, at Run with the Wind fortæller en afsluttet historie. Da vi befinder os i en slice of life setting, kunne man sagtens lave en sæson 2, men det ville være med et helt andet udgangspunkt, og der ville være andre præmisser mht. målet.
