torsdag den 20. september 2018

Gensyn med min første Gundam

Som barn så jeg et par episoder hist og her af Gundam Wing på tysk tv. Serien kørte ikke på RTL2, som var min primære animekanal, hvilket nok var grunden til, at jeg kun så den sporadisk. Jeg fik dog set tilstrækkeligt til at hitte rundt i historien og dens karakterer i store træk:
  • Rumkolonierne er i krig med Jorden.
  • Relena er den rige smukke pige med politiske forbindelser.
  • Der er fem Gundampiloter, og Heero er hovedpersonen.
  • Maskemanden er Heeros nemesis. 
Jeg fandt serien spændende, selvom jeg aldrig fik set den i sin helhed. Den var nok også med til at antænde min interesse for mecha. 

For nyligt valgte jeg så at begynde på Gundam Wing fra start på Crunchyroll. Nostalgien strømmede mig i møde allerede ved første beat i Two-Mix' Just Communication. Som jeg jo så var vant til at høre på tysk... "Zeit und Raum, wir besuchen die Sterne. Hand in Hand reisen wir mit dem Licht." Og så er der robotlydene... ak ja, det var dengang den slags hørtes som en del af OP'en. Nostalgiens slør lå dog kun kort over mit udsyn...



Allerede efter første episode var mine to hovedkonklusioner:
  • Nøj, hvor er Heero nedern! Jeg troede ikke, han havde et dødsønske fra start.
  • WTF sker der for Relena. Hvem opfører sig sådan..?
Alligevel satte jeg mig til at se eps. 2-3 med det samme bagefter. Gundam Wing er jo en lang serie. 49 episoder. Den skulle jo lige have lov til at komme i gang. Desværre forstærkede disse to episoder blot mit oprindelige indtryk. Så jeg var glad, da Duo trådte ind på scenen. Jeg ville også gerne se mere af Quatre (som jeg forestiller mig, er den arketype, Armin fra AoT er blevet udviklet fra). 

Eps. 4 introducerer en kvindelig officer: Noin. Interessant, tænkte jeg. Rart med en kvindelig karakter, der er anderledes end Relena. Hvem råber ud over et hav: "Heero! Jeg er lige her, så skynd dig, kom og slå mig ihjel!"?! Desværre bruger Gundam Wing Noin til at pointere, at kvinder er svage. Wufei bliver i hvert fald ved med at køre i, at Noin fejler, fordi hun er kvinde. Suk... endnu en nedern Gundampilot. Det tegner ikke godt.


For mig er karaktererne i en anime meget vigtige. Jeg har brug for, at der er bare en, jeg godt kan lide. Det kan være, fordi karakteren er sympatisk, interessant, sjov og eller fordi jeg kan reflektere mig selv i den. Pt. er der INGEN i Gundam Wing, jeg godt kan lide. 
Af de fem Gundampiloter er der to, som er direkte nedern. Trowa virker meh. Duo er acceptable, men det er også nemt, når han sættes op direkte ved siden af Heero. Quatre er den mest sympatiske, men han har haft meget lidt skærmtid. 
Relena "ojou-sama" er direkte forfærdelig. Treize havde potentiale til at være interessant, men hans badescene i eps. 4 fik ham til at fremstå som en douche. Tilbage er så Zechs. Jeg er på ingen måde ovenud begejstret for Zechs, men set i lyset af alle de andre karakterer, er han den mest interessante. Indtil videre virker han også mere som hovedpersonen, da det nærmere har været ham, vi som seer har fulgt. 


I kan måske godt fornemme det, men jeg har virkelig svært ved at finde noget positivt ved Gundam Wing her efter at have set fire episoder. Det mest interessante har været at se, hvor anderledes den er i forhold til anime i dag. Her snakker jeg både character design, arketyper, animation, lyd men også  især voice acting. Jeg har dog svært ved at se det element bærer mig igennem 45 episoder mere. ^^;

onsdag den 19. september 2018

Anime efterår: del 1

Sommersæsonen er heldigvis ved at lakke med enden. Jeg har taget et hurtigt kig på den kommende efterårssæson, og den ser mere spændende ud. For mit vedkommende er det især sport og sci-fi mystery, der trækker. Jeg har valgt syv serier ud, som jeg regner med at se nærmere på, hvoraf den ene er en fortsættelse.


Golden Kamuy 2nd Season
Første sæson udviklede sig til at være okay. Det bedste var dynamikken mellem Asirpa og Sugimoto. Deres eventyr er langt fra afsluttet, så derfor regner jeg med også at se sæson 2. 



Hinomaruzumou
Dette er den første sportsanime med sumo som fokus, jeg nogensinde er stødt på. Traileren præsenterer de gængse stereotyper, og vores hovedperson ser da også ud til at være den klassiske underdog. Så det er egentlig ikke, fordi jeg forventer mig en hel masse af den her serie. Jeg synes blot, det kunne være interessant at se en anime håndtere sumo. Derfor skal den have en chance. 



Ingress the Animation
Ingress... Ingres... hvor var det nu, jeg havde hørt det navn før...? Nå ja, det var det spil Niantic lavede, før de kom med PokéMon Go. Beskrivelsen af serien lyder interessant nok: "This world around you is not what it seems. Our future is at stake, and you must choose a side. A mysterious energy has been unearthed by a team of scientists in Europe. The origin and purpose of this force is unknown, but some researchers believe it is influencing the way we think. We must control it or it will control us. "The Enlightened" seek to embrace the power that this energy may bestow upon us. "The Resistance" struggle to defend, and protect what's left of our humanity." Jeg forventer noget sci-fi mystery. Traileren efterlader dog ikke det store indtryk. 



Irozuku Sekai no Ashita kara
P.A. Works laver generelt smukke serier. Traileren har da også nogle flotte scener, men derudover fanger den mig ikke rigtigt. Hovedpersonen Hitomi virker flad. Jeg ved godt, at hun skal forestille at mangle følelser, men derfor kan hun godt fremstilles som en interessant figur. Netop det skiller hende jo ud og burde gøre seeren nysgerrig omkring hende. Jeg regner dog stadig med at give Irozuku Sekai no Ashita kara en chance og så må vi se.



Kaze ga Tsuyoku Fuiteiru
Denne serie fangede egentlig min opmærksomhed, fordi drengen med det mørke hår i forgrunden på promobilledet ligner Kageyama fra Haikyu! og så stod der Production I.G. Sportsanime lavet af Production I.G plejer at være dynamiske og se godt ud i hvert fald. Så jeg er spændt på at se, hvordan maratonløb kan blive gjort spændende og actionfyldt. Character designet appellerer allerede til mig.



RErideD
En interessant og spændende sci-fi action serie. Det er mit håb for RErideD. Traileren giver mig lidt en Erased-vibe mht. at redde en pige (med pagehår i en rød jakke) og måske noget med tidsrejser...? "Timeride" bliver i hvert fald nævnt. Jeg ser noget potentiale her. Og så er det en original anime serie. :)



Tsurune: Kazemai Koukou Kyuudou-bu
Character designet, musikken og den smukke enkelthed i trailen og ikke mindst lyden, da buen spændes sidst i traileren, er grundene til, at jeg skal se Tsurune: Kazemai Koukou Kyuudou-bu.


tirsdag den 18. september 2018

Hvor ville jeg ønske, Ballroom gav mig lyst til at danse

Siden jeg var barn har jeg elsket at danse. Så da jeg hørte om Welcome to the Ballroom blev jeg meget begejstret. En anime om dans! Den måtte jeg se! At det var Production I.G, der stod bag gjorde det endnu bedre.
I dag er det desuden sjældent, at animeserier laves på mere end 11-13 episoder fra start. Så når der kommer en anime på 24 episoder, kan det tolkes som, at det er en serie, som studiet virkelig tror på. 

Jeg var SÅ spændt. 

Og så slog Anime Strike sine klamme kløer i Welcome to the Ballroom og destruerede mine dansedrømme. 

Det er et års tid siden nu. Anime Strike er blevet aflivet, og anime findes nu som del af Amazon Prime Video i stedet for. Eftersom Morten ikke bryder sig om dans, har det betydet, at jeg kunne åbne døren ind til Ballroom alene. Jeg har således fået set hele serien siden i søndags. ^^;

MEN

Det betyder faktisk ikke, at Ballroom er en super god serie. Den starter meget fint, omend også ret klassisk for sportsanime. Vi har en gut uden interesser, som pludselig får øjnene op for noget særligt - i dette tilfælde dans - og han virker til at have et skjult talent for det. Samtidig er han så heldig at få en mentor, som er udøver i topklasse. Der er en vis Victor og Yuri vibe over Sengoku og Tatara Fujitas forhold - uden de romantiske undertoner altså!
Selvom de første episoder bruges til at skabe en kliché opsætning, så er Ballroom succesfuld mht. det vigtigste element: glæden ved sin sport. Fujitas omend naive begejstring for dans er smittende. Sportsanime bør gøre seeren interesseret i den givne sport. Måske endda give seeren lyst til at udforske den selv.


Efter Ballroom har etableret sin setting, sin hovedperson, hovedrivalen og "den smukke pige" karakteren, bevæger serien sig over i en 7-episoders story arc. Her er omdrejningspunktet en ny rival og dennes søster. Vi følger de to nye par gennem Tenpei Cup - det er altså et turneringsformat.

Story arc'en bruges til flere ting:
- udvikling af Fujita som danser
- lidt udvikling af Mako som danser og person
- indblik i dynamikken i et dansepar
- Shizuku går fra at være "den smukke pige" og lidt et trofæ til at være en rival
- at vise hvor fysisk krævende dans egentlig er


Især det sidste fylder meget. Det er normalt, at sportsanime viser hård træning og udøvere der yder lige det sidste. I Ballroom føler jeg dog, at det desværre fjerner fokus fra glæden ved dans. Jeg er mere efterladt med indtrykket "Dans er f*cking hårdt!" frem for "Hvor er dans sjovt!" Det bedste ville være, hvis de to blev kombineret. Så det blev til "Dans er sjovt, selvom det er hårdt."
Jo, der er nogle øjeblikke, hvor danseglæden skinner igennem. Og ja, det er også interessant at følge Fujitas kamp og udvikling. Selvfølgelig hepper jeg på ham og Mako. Det er bare som om, der er noget, der mangler. Jeg synes også, at turneringen blev strukket for langt. Jeg ved godt, at der er flashbacks og baggrundshistorie ind imellem, men når man genbruger scener igen og igen, mindskes effekten.
Når alt det så er sagt, så er de 11 første episoder faktisk den bedste del af Ballroom efter min mening.

I sidste halvdel går Gaju fra at være "ham naren, der er en rival" til at være "han er måske en nar, men nu er han min nar, for han er min ven." Det virker liiidt underligt, men uden den overgang kunne vi selvfølgelig ikke få den nye gruppedynamik med de seks unge dansere og henholdsvis pige- og drengesnakkene.

Lad os blive ved karaktererne. Fujita fungerer fint nok som seriens hovedperson. Jeg synes bare, det er en skam, at vi ikke får mere af hans baggrundshistorie. Hvorfor vil han stadig ikke fortælle sin far og bedstemor om sin passion for dans? Der kunne også gøres så meget mere ud af hans iver efter, at få nogen til at lægge mærke til ham. Skyldes det, at hans mor vendte ham ryggen som lille?
Den karakter, jeg bedst kan lide, er Kiyoharu Hyodo. Han er en anderledes rivaltype. Jeg er således glad for, at han ikke bliver bænket mere end en konkurrence - og selvom han ikke danser i den, påvirker han den stadig. Jeg havde således nok i Hyodo som rival i kombination med Shizuku. Jeg havde ikke brug for Kugimiya... som jeg egentlig også synes er ret nedern.

Med tilføjelsen af Chinatsu Hiyama åbnes der op for en hel masse muligheder. Hendes karakter irriterede mig dog desværre fra start, hvilket gjorde, at det føltes som en lang og sej kamp at følge hendes og Fujitas udvikling som par. Danseglæden viger også for frustration og stereotype mandschauvinistiske synspunkter, som f.eks. at Chinatsu er en hoppe, der skal tæmmes. Anden halvdel føles således som en masse spildt potentiale.


Alt i alt har Ballroom sine gode og dårlige sider - jeg havde bare forventet så meget mere! Jeg ved heller ikke rigtigt hvilket publikum, jeg skulle anbefale den til. 

mandag den 27. august 2018

My Hero Academia S2 - plads til hele heltegalleriet

Taber My Hero Academia pusten i 2. sæson...? Ja... og nej... S2 består af 25 episoder modsat S1, som kun var på 13. BONES var altså fra start klar over, at de havde mere tid at gøre med. Hvor vi i S1 nåede fire dele af Dekus historie på 13 episoder, bruger S2 hele 12 episoder på sportsfestivalen. Det er i hvert fald én måde at se det på. 

Tager man nogle andre briller på, så bruger S2 disse 12 episoder på at give os et indblik i nogle af bipersonerne samt introducerer nye. Vi lærer således nogle af Dekus klassekammerater bedre at kende. Fokus er især på Shoto Todoroki og hans baggrundshistorie. Det er dog meget i samspil med Deku. Det betyder, at Bakugo lidt er henvist til 2. pladsen som rival. En plads han bestemt ikke synes om.
Egentlig var jeg ikke så begejstret for, at der skulle tilføjes og bruges tid på nye karakterer, da jeg allerede synes, vi har nok i form af Dekus klasse plus lærerne og skurkene. På den anden side giver det flere muligheder i det lange løb - og det er jo på den bane My Hero Academia spiller. 
De små story arcs med de andre karakterer belyser også temaet helte fra forskellige vinkler. Så i forhold til world building og forståelse af samfundet og dets beboer, er tiden altså ikke bare spildt. 


Den næste del af blogindlægget kommer til at indeholde spoilers mht. sportsfestivalens sidste disciplin. Jeg har lige noget, jeg skal have luftet... ^^;

Jeg ved godt, at My Hero Academia er en shounen serie og altså henvendt til drenge. Jeg ved det godt. Alligevel irriterer det mig lidt, at der ikke er en eneste pige blandt semifinalisterne. Blandt de professionelle helte savner jeg også en virkelig badass kvindelig helt. Resten af sæson 2 gør heller ikke meget for at stille de kvindelige helte i et godt lys. Her tænker jeg især på Yaoyorozu og Itsukas praktikperiode. Jo, Midnight har sine øjeblikke, men for mig føles det stadig primært som om, hun er til pga. fanservice. 
Manglen på en kvindelig pendant til All Might skyldes nok heller ikke kun, at serien er til drenge. Jeg tror også, at Japans (verdens?) syn på kvinder spiller ind. Dette kvindesyn viser sig i drengenes tilgang i deres individuelle kampe, hvor de er oppe imod en pige. F.eks. snakkes der om, at man ikke bør gå så hårdt imod pigerne, og Iida vinder ved at skubbe en pige uden for kamparenaen. 
Bakugo derimod viser absolut ingen nåde i hans kamp mod Ochaco Uraraka - og bliver heftigt kritiseret af publikum for det. De buher ad ham, fordi han ikke tager hensyn til, at hun er en pige. 





Man slår ikke på piger, er det indtryk disse scener giver mig. Det er på ingen måde, fordi jeg vil opfordre til vold imod piger, men pigerne er gået ind i kampene på lige fod med drengene. Deku råber af Todoroki, fordi han forsøger at vinde kun ved halv kraft. Hvorfor er det anderledes, hvis kampen er mellem en dreng og en pige? 
Heldigvis sætter Aizawa / Eraser Head publikum på plads. Han påtaler ikke direkte kønsdebatten, men fokuserer i stedet på respekten for sin modstander. 


Anden del af S2 kan deles op i to: Praktik og den afsluttende eksamen. I begge dele følger vi flere forskellige. Den mest intense arc er naturligvis den med Hero Killer: Stain. Det er også her hovedhistorien drives væsentligt fremad. Det var klart min favorit. Her ser vi også, hvordan både Deku, Iida og Todoroki vokser/er vokset. 

Mht. de andres praktik kunne jeg godt have tænkt mig, at der var blevet gjort mere ud af Bakugos - altså at vi var kommet rigtig ind under huden på Bakugo. Jeg føler mest, at det bliver brugt som comic relief på trods af, at der hele tiden tales om, at Bakugo mangler nogle personlige egenskaber for at blive helt. 

Da det blev annonceret, at den praktiske eksamen ville være i 2-mandshold, var det forventeligt at Deku og Bakugo skulle være sammen. Det er også den eksamen, der bygges op til. Personligt synes jeg dog rigtig godt om Yaoyozoru og Todoroki vs. Eraser Head. Det var fedt at se Yaoyozoru få sin selvtillid igen. 


Det er efterhånden lidt af en prøvelse at se Deku og Bakugo interagere med hinanden. Deku rammer da også hovedet lige på sømmet ret tidligt i eksamen.


Deku har altid beundret Kacchan. Endnu en gang får vi adskillige flashbacks som bekræfter det. Hele story arcen er fortalt fra Dekua synsvinkel, hvilket er naturligt nok, da han jo er vores hovedperson. Jeg havde bare håbet på, at vi ville få lidt mere ud af Bakugo også. I mine øjne har han nemlig været lidt for endimensionel her i sæson 2.

My Hero Academia er fortsat god underholdning, men første sæson formåede at rive mig noget mere med end S2.

torsdag den 23. august 2018

My Hero Academia - shounen med hjerte

Som jeg tidligere gav udtryk for, er udvalget blandt sommerens anime hos Crunchyroll og Wakanim Nordic utrolig tyndt. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har fulgt så få serier i en sæson. Kun 3 stk. er det blevet til - og det er heller ikke fordi de ligefrem er fantastiske.

Jeg manglede altså noget at se. Jeg valgte derfor at kaste mig ud i My Hero Academia. Denne beslutning vil nok overraske især, dem der kender mig godt. Jeg ser nemlig meget sjældent shounen. Faktisk har jeg tendens til at gå udenom dem allerede ved første øjekast. Især hvis de bliver hypet. My Hero Academia fyldte meget i sfæren, da den udkom i 2016. Den skreg - eller nærmere brølede - "shounen"... og jeg løb skrigende væk.


Da sæson 2 udkom i foråret sidste år, skænkede jeg den heller ikke nogen form for opmærksomhed. Det samme gjaldt sæson 3, som startede her i foråret. 

I skrivende stund er der 57 episoder ude af My Hero Academia. For mig der typisk ser serier på 12-26 episoder, er det en del. "Det er alt for mange episoder, til at jeg gider forsøge at indhente den serie," tænkte jeg. Efterfølgende opdagede jeg, at jeg jo faktisk har set en 40 episoder af Attack on Titan - hvor mit engagement har været dalende. Og hvis jeg kan se en shounen serie med en så ulidelig hovedperson som Eren, så burde jeg måske give My Hero Academia en chance. 

Mit kendskab til My Hero Academia var ret begrænset. Jeg vidste, at det var noget med en helteskole og figurer med overnaturlige kræfter. I stil og tone mindede den mig desuden om Tengen Toppa Guren Lagann, som faktisk overraskede mig positivt, da jeg endelig fik den set tidligere i år. Nå ja, så vidste jeg også, at det er BONES, der står bag serien. For mig er det et kvalitetsstempel, når det kommer til animation og produktion. 

Så jeg overgav mig og lod episode 1 Izuku Midoriya: Origin tone frem på skærmen... og eps. 2... og 3... og 4... Derefter lagde jeg serien lidt fra mig. Egentlig fordi jeg havde tænkt, at jeg ville skrive et blogindlæg om mit første indtryk - og eps. 4 virkede som et godt sted at gøre det efter.
Som I kan regne ud, blev det blogindlæg ikke til noget. Andre ting kom i vejen, og som dagene gik, faldt entusiasmen for serien også. I dag tænkte jeg så: "Nå. Nevermind. Jeg får ikke skrevet det blogindlæg. Jeg prøver at se en episode mere." Nu sidder jeg så og skriver et blogindlæg alligevel... bare 9 episoder senere... ^^; Ja, jeg har set 9 episoder af My Hero Academia i går. Ja, det er resten af hele første sæson. Nej, det var ikke sådan, jeg havde tænkt, jeg skulle bruge min dag i går, inden jeg skulle på arbejde. 

Så hvad skete der? Jeg blev ramt af noget. Jeg kan ikke helt beskrive det. Jeg er dog ganske overbevist om, at den følelse jeg sad med, er præcis den følelse, en rigtig shounen serie drømmer om at skabe i sine seere. En følelse af at tro på hovedpersonen. En følelse af at man kan mere. Drømmen om at blive noget stort. Inspiration og opmuntring til at følge sine drømme. En herlig følelse.


Og nøj hvor passer soundtracket bare godt til serien. Musikken er i den grad også med til at skabe den ovennævnte følelse. Soundtracket forstår at understøtte både de dramatiske, sjove og følelsesladede scener. Det fyrer virkelig op under seeren. Hvis jeg havde set My Hero Academia dengang den udkom i 2016, havde soundtracket helt klart fået en nominering i min prisuddeling.

Historiemæssigt er der egentlig ikke meget nyt at komme efter. Det er heller ikke, fordi vi når en hele masse på de 13 episoder i sæson 1 - og så alligevel. Vi får Izukus baggrundshistorie, hans optagelsesprøve, hans skolestart og en smagsprøve på hovedskurkene. Set med shounen øjne er det faktisk meget pænt. Det er den klassiske underdog historie. Den er bare fortalt med rigtig meget hjerte. Jeg føler med og hepper hele tiden på Izuku. Hans forhold til barndomsvennen og rivalen Bakugo er også interessant at følge. Ved første øjekast virker det ret simpelt, men jeg har det indtryk, at det faktisk er mere komplekst.
My Hero Academia byder på et stort persongalleri (som så mange andre shounen serier). Det giver både plads til at lege med mange forskellige evner og character design, men det forøger også chancen for at seerne kan finde en at spejle sig i og/eller finde cool.

Min egen favorit er dog stadig Izuku. Han er lidt af et tudefjæs, men han har et godt hjerte. Jeg ser frem til at følge hans udvikling.


fredag den 17. august 2018

Kita Con 2018 i retrospekt

Den 13.-15. juli løb Kita Con nr. 2 af stablen. Connen foregik på Gistrup Skole lidt uden for Aalborg.  Kita Con formåede at lokke 55 deltagere til - inkl. staff. Så nogen vil nok spørge, om det kan kaldes en con med så få deltagere. Men. Det er jo op til dem, der afholder det. Bag connen står foreningen Anime Kita. Planrådet, som har arrangeret connen, består af 12 frivillige, hvoraf 10 deltog til connen. Her i blogindlægget kan I komme med om bagved. Jeg har nemlig lavet et interview med Planrådet omkring, hvordan de synes, Kita Con forløb.




Hvordan synes I, at connen gik sådan generelt?
Vi føler alle, at connen gik fint - og bedre end connen i 2016. Vi oplevede ingen nævneværdige problemer, nærmest ingen ændringer i programmet (aflysninger, flytninger m.v.), og selvom vi kun var lidt over 50 mennesker i alt, var det en hyggelig con, og der føltes ikke alt for tomt. Generelt var stemningen i top, og vi fra Planrådets side ser connen som en succes.
Der var bedre styr på tingene i år, og planlægningen har været mere omfattende og ude i god tid, hvilket har betydet, at der har været mindre stress på under connen og mere overskud hos arrangørerne. Naturligvis er der stadig punkter, vi kan arbejde på internt, så vi kan mindske arbejdet lige inden eller under connen.


Hvad er I mest tilfredse med? 
Louise (formand, Artist Alley-ansvarlig og Madansvarlig): Jeg fik desværre ikke oplevet hele connen, da jeg som madansvarlig befandt mig i køkkenet halvdelen af weekenden, men når jeg havde “fri”, oplevede jeg god stemning fra folk, og selvom der ikke summede af liv overalt hele tiden, virkede det til, at der var fin deltagelse til events, og at folk generelt hyggede sig. Derudover var der god stemning i Planrådet og blandt gopherne, så internt var det også en god oplevelse.

Hamun (PR- og Fotografansvarlig): At alle havde en positiv indstilling og var glade under connen.

Søren (Transport- og lageransvarlig): Vores hjælpsomme gophere.

Anders G. (Eventansvarlig): At der kun var enkelte events, der måtte aflyses, og at dette ‘kun’ skyldtes manglende deltagere og ikke tekniske/planlægningsmæssige problemer.


Hvad er I mindst tilfredse med, og hvad vil I gøre for at forbedre det frem mod næste gang? 
Louise: Jeg er som sådan ikke utilfreds med noget, men kan sagtens se nogle punkter, vi bør rette fokus mod næste år. Vi skal blive bedre til at forventnings-afstemme indbyrdes i Planrådet. Vi skal hver især blive bedre til at bede hinanden om hjælp, når der er behov (mig selv inklusiv). Der skal justeres lidt i events og/eller programmet efter deltagernes ønsker. Måske kan vi gøre noget for at gøre søndag mere spændende for deltagerne, så de fleste ikke blot tager hjem, så snart de er stået op og evt. har spist morgenmad (altså at få connen til at “strække” længere).

Hamun: At folk burde blive bedre til at spørge om hjælp. Jeg mener, når de frivillige (både Planrådet og gophere osv.) står i et problem, som de ikke kan løse, så spørg om hjælp. De skal ikke kun søge hjælp hos formand og næstformand, men også de andre frivillige. (Medmindre det selvfølgelig er noget, der eksempelvis er formandens ansvar.)
Ligeledes kan de conansvarlige (formand og næstformand) være bedre til at enten at uddelegere opgaver eller måske have en altmuligmand i Planrådet, som kan hjælpe til mange steder.

Søren: Der manglede rengøring. Søndagen da jeg tog min morgenvagt, var toiletterne godt beskidte, og madamme-poserne fyldt. Poserne i receptionen og køkkenet var også godt fyldt, men hvor ofte de er blevet skiftet, ved jeg ikke.

Anders G.: Indskrænkning af lokaler. Eventrum 3 (aka Fan-events), samt Brætspilscafé (ikke Brætspilsrum) kunne undværes.


Har I allerede nu idéer til udvikling af connen? F.eks. tilføjelse af nye områder, events eller funktioner.
På nuværende tidspunkt er Planrådet stadig primært i idéfasen. Evalueringen om søndagen til connen samt den online evaluering skal vi have drøftet på et møde inden længe, og derfra vil nye idéer udspringe og nye tiltag blive sat på dagsordenen. På nuværende tidspunkt kan vi derfor ikke annoncere noget endegyldigt om nye tiltag til connen i 2019.




Hvad var den bedste oplevelse til connen? 
Louise: Til trods for at det var åndssvagt hårdt at stå (næsten) alene med madlavningen til 25-30 mennesker to dage i træk, var det en fed oplevelse for mig personligt at blive udfordret og få flyttet mine grænser. I den forbindelse oplevede jeg også massiv støtte fra både Planrådet, gophers og congængerne, som enten var forståelige, tålmodige eller tilbød en hånd. Derudover var det fedt at opleve et godt teamsamarbejde med god stemning og rare mennesker, og det var for mig at se en større oplevelse at opleve connen “bag scenen” end som almindelig congænger (selvom det også er fedt i sig selv).

Hamun: At møde nye folk.

Søren: At prøve at hjælpe folk til at komme ud og møde andre.

Anders G.: At det at spille Tetris på Stepmania-måtter rent faktisk virkede, da det var et event, jeg har haft planlagt i over 2 år XD! (Kita Fight-On).


Stødte I på uforudsete problemer? Hvis ja, hvilke og hvordan håndterede I dem?
Som udgangspunkt forekom der ingen nævneværdige problematikker. Dem, der forekom, var hovedsageligt internt i Planrådet. Disse indebar bl.a. rengøring og manglende oversigt over, hvor på skolen vi kunne finde de nødvendige remedier (disse fik vi dog styr på hen ad vejen). Dertil var der lidt forvirring i.f.m. behov for og uddeling af tekniske apparater til de forskellige lokaler og events, men der var i større strækning tale om for mange apparater og tilhørende forvirring derom, så dette medførte ingen réelle problemer.
I de få tilfælde, vi oplevede utilstrækkeligt deltagerantal (som regel 0 deltagere - eks. et event søndag morgen) til events, blev disse aflyst, og programmet fortsatte som planlagt. Dertil var der problemer med en ultilregnelig computer, som frøs flere gange i starten af introduktionen om fredagen, således dette blev forsinket - computeren blev udskiftet med en funktionel (held i uheld var, at der i løbet af ventetiden var kommet mange flere tilskuere til scenen).


Var der events, I fandt særligt vellykkede?
Der var stor deltagelse til bl.a. Fredagsquizzen og Holdquizzen, som er “gamle kendinge” i Anime Kita. Konceptet med fan-events var også godt, selvom fællesevalueringen om søndagen tydede på, at dette nye koncept bør tilpasses lidt for bedre udførelse.
Vi vil også nævne madordningen (selvom dette ikke betegnes som et event). Der var stor opbakning fra deltagernes side, og trods ventetid både fredag og lørdag var stemningen i kantinen umiddelbart positiv.


Hvor mange frivillige hjælpere havde I, og var det tilstrækkeligt?
Vi havde i år 3 gophers foruden Planrådet. Det var varierende, hvornår der var behov for ekstra hænder, og i nogle tidsrum var der ikke så meget arbejde til dem, mens der i andre tidsrum måske godt kunne have været brug for et par ekstra. Men alt i alt føler vi, at det passede fint, selvom 1-2 gophers mere ville have været rart til at aflaste de forskellige arrangører fra eksempelvis receptions-vagter.


Havde I en fornemmelse af, om deltagerne primært var gamle Kita-medlemmer eller nye?
En blanding. Planrådet bestod hovedsageligt af gængse Kita-gængere, mens der blandt deltagerne både var mange kendte ansigter og en del nye - også nogle, der ikke bor tæt på Aalborg. Det var for os at se en perfekt fordeling. De “gamle” er med til at etablere den velkendte og elskede Kita-stemning, mens de nye tilfører ny energi - og så er det altid rart at møde nye mennesker.




mandag den 13. august 2018

Anime sommer: del 2

Gaaaab... Sommersæsonens tilgængelige serier på Crunchyroll og Wakanim efterlader ikke meget indtryk hos mig. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så sløv en sommer. Jeg er kun startet på fem serier - og så er der en mere jeg overvejer at begynde på: Starlight Promises. Men lad os springe videre til de fem serier, jeg har set noget af.


Attack on Titan 3 / Shingeki no Kyojin Season 3
Set: 4/? eps.
Sommerens mastodont. Eller er den nu også det..? Denne gang er der kortere imellem denne og den forrige sæson, men mit indtryk er stadig, at Attack on Titan hypen er blevet efterladt i støvet af My Hero Academia - i hvert fald her i Danmark. 

Indtil videre har Attack on Titan leveret flot action, hvilket er godt. Samtidig giver det mig også bange anelser, for betyder det så, at der vil være sparet senere i serien..? Får vi en eller flere "vi taler i grotten"-episode som pendant til "vi står og snakker i trætoppene"-episoden i sæson 2?


Da jeg har læst mangaen har jeg ingen problemer med at følge med i historien. Det betyder også, at jeg er spændt på at se, hvor meget vi får med her i sæson 3. Derimod har Morten kun set anime'en, og han har svært ved at føle sig engageret i historiens plot twist med Reiss familien. Det er rigtigt, at indtil nu har fokus ligget på titanerne som fjenden. Her i sæson 3 lægges der op til, at vi skal se mere på magtstrukturerne blandt menneskene inde bag murerne. Den slags finder jeg jo normalt spændende, men Attack on Titan gør sig altså bedre som action end drama og intriger. 

Til sidst bliver jeg også nødt til at kommentere på den ny OP. Som sang synes jeg egentlig at Red Swan er udmærket, men den passer slet ikke til Attack on Titan. Det samme gælder billedesiden. Den er alt for glad, positiv og farverig. Den sætter mig slet ikke i den rigtige stemning til serien. OP'en... føles bare forkert. Min tanke er, at man som produktion ikke siger nej, når HYDE og Yoshiki fra X Japan vil lave noget til en, og det er derfor vi er endt med "Fly to heaven~ ~".



Angolmois: Genkou Kassenki
Set: 4/12
Angolmois var en af de få serier, som jeg havde forventninger til her i sommersæsonen. Jeg så frem til et historisk action drama med god animation. Indtil videre har serien dog ikke efterladt det store indtryk.
Historien er, hvad den nu er. Så serien står og falder med sine karakterer - og pt. falder den... 1/3 inde i serien, er der ingen af dem, der siger mig det store. Hovedpersonen er OK, men jeg kan ikke finde ud af prinsessen. I nogle tilfælde kan det være godt, da det er med til at skabe interessante karakterer, men her irriterer det mig bare. Det er som om hun har to sider, men serien kan ikke helt bestemme sig for, om det er noget den vil spille på og i så fald hvordan.

I foråret gav Megalo Box os et notalgisk og råt look, der passede perfekt til serien og var med til at booste dens historie. Det er som om Angolmois forsøger at gøre det samme, men desværre virker det mere som en distrahering. Jeg havde især svært ved at abstrahere fra filtret i eps. 4. Jeg så det konstant oven på billedsiden, hvilket blev en irritation.

Angolmois bliver kun på 12 episoder, så jeg regner med at give den et par episoder mere i håb om, at den kan udvikle sig til noget mere (og i mangel på bedre serier i sæsonen). Jeg håber på lidt mere strategi og krigsaction.



Holmes of Kyoto / Kyoto Teramachi Sanjou no Holmes
Set: 5/?
"Shoujo discount detektiv serie" - det er nok sådan jeg vil beskrive Holmes of Kyoto, hvis jeg skal gøre det helt kort. Mine forventninger til serien var dog heller ikke særlig høje, og således er jeg ved at have affundet mig med seriens princip.

Den bedste episode indtil videre har helt klart været eps. 4. Dels fordi den tager fat i og rykker Aois historie videre. Dels fordi det som dansker er sjovt at se Royal Copenhagen være med i en animeserier.

Episoderne er dog bygget meget op på samme måde. Jeg vil derfor mene, at man efter at have set et par vil kunne bedømme, om serien er noget for en. Er man stadig i tvivl, så se fire.



We Rent Tsukumogami / Tsukumogami Kashimasu
Set: 2/12 - droppet
Attack on Titan er ikke den eneste serie i denne sæson med en malplaceret OP. Tsukumogamis upbeat popsang passer på ingen måde til seriens setting, fortællinger eller stemning. Når det så er sagt, er Tsukumogami heller ikke rigtig, hvad jeg havde regnet med.
Jeg havde forventet en serie i stil med Natsume, men Tsukumogami er mere fjollet, dog uden at jeg vil kategorisere den som ren komedie. Serien fokuserer på fem tsukumogami og to "søskende" (not blood relatered... *SUUUUUK*). De fem Tsukumogami er meget forskellige, så der burde være rig mulighed for godt sammenspil og dynamik imellem dem. Jeg synes bare ikke det fungerer. Ingen af karaktererne siger mig noget, og det faktum at Oko og Seiji er søskende + potentielle kærester forværre det hele.



Muhyo & Roji's Bureau of Supernatural Investigation / Muhyo to Rouji no Mahouritsu Soudan Jimusho
Set: 1/12 - droppet
Bare få minutter inde i serien, var jeg ved at fortryde... men jeg tænkte, at det var lige tidligt nok at slukke igen. Muhyo og Roji havde jo knap fået en chance. Så jeg besluttede mig for at se eps. 1 færdig.
Da ED'en tonede frem på skærmen, sad jeg dog med samme fornemmelse som knap 20 minutter tidligere... og nej, det røde "øje" og den mystiske mand i døren gjorde mig ikke nysgerrig. Den her serie er bestemt ikke noget for mig. Karaktererne sagde mig intet - ja faktisk fandt jeg de to hovedpersoner tåbelige og overdrevne. Humoren er slet ikke mig. På den anden side tilhører jeg heller ikke målgruppen. Så måske andre vil have lyst til at følge Muhyo og Roji på deres opgaver, men jeg står af her.