lørdag den 30. juni 2012

Turen gik til Japan - del 1: Pris

For mange (læs: skoleelever og studerende) er der dømt sommerferie de næste mange uger. Mange drømmer nok om en rejse til Japan. Jeg har besøgt landet 2 gange - senest sidste år. Sammen med min kæreste og 10 venner var jeg af sted i 26 dage. Det var en virkelig fed tur fyldt med en masse spændende oplevelser. I dette blogindlæg vil jeg give jer et indblik i nogle af de praktiske ting med hensyn til vores tur. Jeg planlægger så at komme omkring andre dele af rejsen i senere blogindlæg.

1. Pris
Mange tænker nok, at en rejse til Japan er forfærdelig dyr. Det kan den også nemt gå hen og blive, men det afhænger alt sammen af:
- hvornår man køber flybillet,
- hvor man ønsker at bo (og evt. hvornår man booker det)
- sæsonen man rejser i, 
- yenkursen, (den kan man dog ikke rigtig gøre noget ved)
- hvad og hvor tit man spiser,
og ikke mindst hvor meget man shopper. 

1.1 Flybilletter
Vi købte flybillet ca. 8 måneder før afrejse. Rejser man en stor gruppe sammen, anbefaler jeg at få booket sæder ved siden af hinanden, inden I står i lufthavnen. Prisen for flybillet Kastrup-Narita, Tokyo var ca. 5400 kr.
Da vi var så stor en gruppe valgte vi at bo på hoteller i stedet for hostels. Man kan dog spare en del, hvis man vælger hostel og ikke har noget imod de meget små rum og at dele bad med andre. Vi boede på 3 forskellige hoteller: 
- Hotel Edoya (traditionelt japansk) 7 nætter: ca. 1800 kr. (vi fik lidt jordskælvsrabat)
- Business Hotel Nissei (vestligt) 6 nætter: ca. 2700 kr.
- Shibuya Tobu Hotel (vestligt) 11 nætter: ca. 2200 kr.

1.2 Hoteller
Jeg kan varmt anbefale Hotel Edoya. Vi havde meget mere plads på 4-mands- værelserne der, morgenmaden var god og placeringen rigtig fin (i forhold til vores aktiviteter aka. Akihabara). ^^ Drengene var desuden rigtig glade for det store japanske fællesbad på øverste etage. (Okay, det lyder forkert/skummelt... Badet var kønsopdelt, så det var ikke derfor. :p Jeg tror, det skyldtes pladsen.)


Business Hotel Nissei havde en elendig morgenmad, værelserne var fine nok, men det bedste var placeringen nær Namba Walk og Den Den Town i Osaka. På dette hotel fandt vi en del engrish.


Da vi ankom til Shibuya Tobu Hotel, kunne vi tydeligt mærke, at vi var kommet til en anden bydel i Tokyo. Raten mellem mænd og kvinder gik fra at være ca. 90% nørder til at være 90% piger/kvinder. XD Det var fint at prøve at bo i en anden bydel, men hører man til den nørdede slags, vil man føle sig mere hjemme i det nordøstlige område af Tokyo. Hotellet hørte til den lidt finere slags, og både morgen- og aftenbuffeten var også ret fancy. De skulle dog også begge to tilkøbes ved siden af. Vi måtte heller ikke spille Dominion i lobbyen i dagstimerne... :( Placeringen var god i forhold til tøjshopping, karaoke, og Shibuya station er forbundet med mange undergrundsruter. De lagde ens tøj og tøjdyr pænt på sengen, når de gjorde værelset rent. ^^


1.3 Sæson
Hotelpriserne er meget afhængige af sæsonen. Sakura sæsonen er en af de dyreste at rejse i. Det samme gælder Golden Week. Vær generelt opmærksom på helligdage og højtider, når du planlægger din rejse - både hvornår de falder og hvornår de bliver afviklet i den by du befinder dig i.

1.4 Kurs
Yenkursen har meget at sige omkring den samlede pris. Jo lavere den er des bedre. Pt. står yen'en i 7,4 - puuha. Sidste sommer stod den i ca. 6,6. Det er måske ikke så stor en forskel, men i længden betyder det altså en del. Da jeg var af sted i 2008, var yen'en faktisk helt nede i 4,8. Sammenligning: 27000 yen for overnatning på Hotel Edoya
- yenkurs 6,6: 1782 kr.
- yenkurs 7,4: 1998 kr.
- yenkurs 4,8: 1296 kr.


De to sidste dele under "Pris": mad og shopping får deres egne blogindlæg, da jeg forestiller mig, at jeg sikkert kan skrive en god del (og/eller poste mange billeder) til de to emner. Der er også nogle flere praktiske ting, som jeg endnu ikke har været inde på. "Turen gik til Japan" blogindlæggene vil ikke komme direkte efter hinanden ligesom SVS conrapportdelene gjorde. Jeg vil derimod komme med dem, når der ikke lige er andet i miljøet, som har min opmærksomhed.

torsdag den 28. juni 2012

Laputa på japansk

I april skrev jeg, at Laputa: Castle in the Sky ville få dansk biografpremiere den 19. juli. Jeg forventede, at filmen ville få dansk dub og kun blive vist på japansk i få udvalgte biografer. Det har dog vist sig, at jeg ikke får helt ret. Laputa vil kun blive vist på japansk med danske undertekster. Filmen får dog kun premiere i Grand Teatret i København og Øst for paradis i Århus. Camera Film håber dog, at den også kan komme op i Aalborg, Odense og Kolding. En repræsentant fra Camera Film har skrevet et indlæg på AniManga, hvori dette nævnes. Jeg synes, at det var en skam, at filmen ikke kommer i flere biografer, så jeg sendte en mail til Camera Film, for at høre omkring mulighederne for en vestjysk premiere. Her er et uddrag af det svar, jeg fik:
"Grunden til at denne film og flere andre af Miyazakis titler kommer op i så få biografer, er fordi de enkelte biografer ikke mener at filmene kan lave nok billetter, til det økonomisk kan svarer sig for dem at hente filmen ind.
Vi vil hellere end gerne have filmen op i hele Jylland, men vi har desværre ikke opbakningen til dette og vi da vi ligger og konkurrere med film som Ice Age, så vil biograferne til en hver tid tage f.eks. Ice Age, da den laver flere billetter end f.eks. Laputa."
Manden har jo desværre ret. :( Jeg håber så, at der vil være mange, som tager ind og ser filmen i de få byer, hvor den nu får premiere, så der kan blive bedre udsigter for kommende Ghibli film i biografen. Hvis den kun kommer i Århus (som er det tætteste på mig), håber jeg, at den vil gå i en længere periode, så jeg måske kan komme til at kombinere en biograftur med noget andet i Århus. For selvom jeg gerne vil støtte filmen og se den i biografen, selvom jeg har den stående på dvd, så ved jeg også med mig selv, at jeg ikke få kørt til Århus for at tage i biografen 2 timer og tage hjem igen.

Har man spørgsmål ang. filmen, kan man kontakte Camera Film på camerafilm@camerafilm.dk Jeg fik svar indenfor en dag. Det er rart, at de er begyndt at række mere ud til miljøet. Otaku Batsu Aarhus er også blevet kontaktet omkring muligheden for en forpremiere. Jeg ved dog ikke, om det bliver til noget, og hvor mange man skal samle, for at forpremieren kan blive afholdt.

onsdag den 27. juni 2012

Osamu Tezuka "kommer til" Viborg

Hvis du ikke ved hvem Osamu Tezuka er, bør du læse op på din mangahistorie. ;) Han er skaberen af mangaer som Astro Boy, Black Jack, Jungle Taitei (måske bedre kendt som Kimba the White Lion), Metropolis og Buddha. Han har fået tilnavne som "mangaens far," "The God of Manga" og "Japans Walt Disney." I Danmark har vi mest stiftet bekendtskab med ham igennem en forkortet udgave af Astro Boy mangaen og animefilmen Metropolis.

Den 25. august byder Kunsthal Brænderigården i Viborg indenfor til en stor Osamu Tezuka udstilling. Udstillingen er en del af Viborg Animations Festival 2012, som finder sted den 27. oktober til 4. november og laves i samarbejde med Animationsskolen i Viborg. Udstillingen giver ikke alene mulighed for at se billeder fra udvalgte Osamu Tezuka værker, men der vil også være en biograf, hvor der vil blive vist nogle af hans animefilm. Hører man til de kreative eller vil man bare gerne vide mere om produktionen af tegnefilm, kan man deltage i forskellige tegnefilmsværksteder for forskellige aldersklasser, workshops, paneldiskussioner. 

Udstillingen skulle være den første af sin slags i Europa. Det er rigtig rart at se, at andre følger i Art Bubbles fodspor og skaber tegneserieudstillinger i Jylland også. Jeg regner bestemt med at smutte forbi udstillingen i Viborg, og så skal jeg nok skrive et indlæg om det. Om det lige bliver i løbet af Animations Festivalen ved jeg endnu ikke.


søndag den 24. juni 2012

HAF 15,1: En masse velkendte ansigter

Dette HAF-kommatræf var kendetegnet af hygge og velkendte ansigter. Trods HAF's tilstedeværelse ved SVScon og uddeling af flyers til en god sjat mennesker, mødte der desværre ikke nogen nye op til HAF 15,1. Os der kom hyggede os dog. Der blev spillet PS3, Kinect og forskellige bræt- og kortspil. Jeg tror, vi var en 20-25 stykker eventet igennem. Der var en meget afslappet atmosfære og alle virkede til at snakke med alle. 

Noget der nok afholdt en del fra at komme er måske, at de stadig har eksaminer. Heldigvis havde jeg min sidste i torsdags, så jeg var fri og færdig til at kunne nyde weekenden. ^^ Jeg har dog fuld forståelse for dem, der valgte at blive hjemme grundet eksaminer i den kommende uge. I ønskes alle held og lykke. You can do it! 


Da vi ikke var så mange til dette event, havde vi kun et lokale vi ryddede til sovepladser. De sidste fire, som kom til, sov så bare rundt om bordene i et andet lokale, så vi ikke skulle til at rydde det op for meget bagefter. Derudover var der et rum til Kinect, og så sad resten ellers i et andet lokale, hvor spisning, tegning, konsoller og brætspil var samlet.Vi havde også en dvd med, hvor man kunne se anime på. Den blev dog aldrig sat til. Jeg tror, at de fleste helst vil være sociale, når de kommer til events. PS3 spillene Chainsaw Lollipop og Catherine tiltrak dog en del tilskuere, og det sidste spil gjorde også mange af tilskuerne til kommentatorer og rådgivere. Det er et puzzle dating sim spil, som faktisk har en okay interessant historie. Vi snakkede i hvert fald en del om, hvordan selve historien kunne hænge sammen, og de valg men skulle foretage.

Det næste HAF er Event 16, som finder sted den 7-9. september.

fredag den 15. juni 2012

KKK: KAF - Kan'yo kommatræf

Her i weekenden er det blevet tid til KAF - Kan'yos andet weekendtræf. Det er ret tydeligt at foreningen og dens underafdeling er meget inspireret af HAF. De små Kan'yo arrangementer kaldes "komma træf" ligesom de små HAF hedder "kommaevents". Modsat HAF's kommaevents, koster det dog noget at deltage til dette Kan'yo træf. Der er heller ikke overnatning. Inspirationen fra HAF kunne også ses i KAF's sidste weekendtræf, da de afholdte Mand eller kvinde quiz, som ellers har været et slags trademark for HAF. Det ser også ud til, at KAF har taget Last man standing til sig, som både har været brugt til HAF og SVS.

Informationen om dette arrangement har jeg fundet i AniMangas kalender, som det første link også fører til. Der står nemlig ikke noget om kommatræffet på KAF's egen hjemmeside (eller jeg kan i hvert fald ikke finde det), hvilket jeg finder ret underligt - men måske det kræver at man er logget på... Måske man bare har brugt Facebook til at informere om det. Det ser dog ud til at kræve, at man tilmelder sig via deres eget system for at kunne deltage. Der er plads til max 50 personer, men ud fra Facebookeventet at dømme ser der kun ud til at komme halvt så mange. 

Weekenden vil byde på et par quizzer, turnering og animefremvisninger. Der er også et gameområde og et brætspilsområde. Derudover opfordres medlemmerne til selv at medbringe spil og andre ting, som man kan underholde sig med. Da dette træf ikke tilbyder overnatning henvender det sig mest til lokale eller folk der kender lokale, som de kan overnatte ved. Det er kun godt at se, at København igen ser ud til at have nogle mindre arrangementer, som folk kan deltage i. KAF kunne desuden fejre 1-års fødselsdag for et par uger siden. Tillykke med det.

tirsdag den 12. juni 2012

Interviews

Her på min blog er I jo kommet med om bag HAF og især SVS i flere omgange i kraft af, at jeg er dybt involveret i begge ting. Mine beretninger om andre arrangementer er oftest baseret på mine egne oplevelser ved at deltage der eller det info, jeg nu kan snuse op rundt omkring på nettet. Jeg hører også af og til ting igennem mit netværk, men jeg plejer at vente med at kommentere på dem, indtil der er noget (jeg betragter som) officielt ude.

I mit første indlæg her på bloggen, skrev jeg:
Bloggen vil fokusere på, hvad der sker i det danske fanmiljø, (...) Jeg vil lade mine tanker om conner og arrangementer i fanmiljøet forme sig ved hjælp af tastaturet. (...) Nogle gange vil jeg måske også bare reflektere over random ting i forbindelse med en anime, jeg har set, noget jeg har oplevet eller et fænomen i fanmiljøet.

Mit mål er ikke at samle alle nyheder, men at udtrykke mine tanker (forhåbentlig) til glæde for andre.
Jeg kunne godt tænke mig at dykke mere ned i fanmiljøet og se det fra flere vinkler. Så jeg er begyndt at overveje at lave interviews. Præcis hvordan det skal foregå, ved jeg ikke helt endnu. Det nemmeste er helt klart interviews via mail, men jeg er bange for at gå glip af mange nuancer der. Derefter har jeg overvejet Skype - både chat og samtale. Det bedste ville dog være at mødes med personen/erne, men det bliver nok svært i de fleste tilfælde. Jeg forestiller mig dog, at det måske kunne lade sig gøre i forbindelse med nogle af de arrangementer, jeg deltager til. Nogle folk i miljøet ser jeg også privat, så det kunne også være en mulighed. Jeg har et par interviews i tankerne, da det drejer sig om personer, jeg allerede har kontakt til. Jeg er dog også åben overfor forslag både med hensyn til personer og emner til interviews. Forslag kan skrives i en kommentar til indlægget her.

onsdag den 6. juni 2012

Ny østjysk con

Når folk forlader en con er det ofte med mange forskellige følelser. Det kan være glæde over at have haft en god weekend med fede oplevelser og måske nye venner. Nogle er også triste, fordi det hele er slut, og man skal tilbage til hverdagen. I år gik i hvert fald en deltager fra SVScon med lysten til at lave sin egen con i Jylland eller på Fyn. Hun lavede derfor en tråd på AniManga for at høre, om der ville være opbakning til sådan en con, og hvad folks holdninger var sådan generelt. Hun lagde ud med disse spørgsmål.
Hvad mener i - er der plads til endnu en jysk con udover den fantastiske SVS?
Er der overhovedet mulige locations til det i Århus?
Hvad skal en sådan con fokusere på?
I første omgang blev der diskuteret lokaler i Århus - mulighederne, priserne og kravene til at leje. Da OBAA allerede er en godkendt forening i Århus kommune, blev der taget kontakt til dem. Et forslag omkring samarbejde mellem de 3 østjyske foreninger OBAA, Chibi Gaffa og Anime Higashi blev også givet. Jeg tror dog, at det ville være ret svært at få 3 forskellige foreninger til at arbejde sammen om at arrangere en con. Umiddelbart ville det resultere i at alle tre eller fire grupper (inkl. initiativtager(ne)) skulle blev enige indbyrdes om deres holdning til en beslutning, inden det kunne diskuteres fælles. Jeg forestiller mig, at det ville blive en meget lang proces - bare det at få et svar på en invitation kan tage flere uger (reference til mine erfaringer fra bl.a. arrangeringen af Djicon). Et samarbejde med én forening som så er ansvarlig for lokalerne, kan jeg dog se mere ide i. At der ikke er noget officielt samarbejde betyder jo ikke, at folk fra foreningerne ikke kan hjælpe til med at lave connen. F.eks. stammer en del af SVScons eventteam fra Anime Kitas rækker, selvom der ikke er noget officielt samarbejde. 

Der er kommet mange gode input i tråden. Bl.a. er connen blevet navngivet i den. Det endelig valg blev KōyōCon - om C'et skal være med stort eller småt, ved jeg dog ikke. Kōyō skulle betyde noget med at se på efterårsblade, så det virker til at være en pendant til sakura. Oprindeligt havde initiativtageren tænkt, at connen skulle ligge i sensommeren og være et jysk alternativ til Genki. Det blev dog foreslået, at connen skulle fylde hullet efter J-Popcon i efteråret. Således ville der også være en con hvert kvartal og et halvt år mellem de to jyske og de to sjællandske. Eftersom der er Kita Træf i starten af november, lyder det umiddelbart til, at den nye con skal ligge slut november. Det afhænger dog af lokalerne.

Ønsket var, at connen skulle komme op at stå allerede i år, men der har været meget snak frem og tilbage omkring, om der var tid nok til forberedelserne. Lige nu er mit indtryk, at de gerne vil lave connen i år, men må de vente til næste år, er det også okay. Jeg må dog indrømme, at jeg er lidt bekymret, da der så vidt, jeg lige ved, kun er 2-3 arrangører samt 3-4 rådgivere. Jeg ser ikke nogen stabil arrangørgruppe.
Ja, i år var vi godt nok kun 3 hovedarrangører til SVScon, men derudover er der jo også andre folk involveret (og jeg havde for meget fritid XD). Jeg tror også, at det fungerer med kun 3 hovedarrangører i SVS, fordi vi har rutinen og efterhånden kender hinanden ret godt. 
Det bare er så sindssygt vigtigt at have en dedikeret gruppe bag connen, som arbejder godt sammen, kommunikerer ordentlig med hinanden og føler sig forpligtet overfor conarbejdet. Det gælder nok især, når det drejer sig om en ny con. Er 2-3 personer villige til at lægge rigtig mange timer og arbejder i projektet, kan det sikkert godt lade sig gøre at stable en con på benene så lidt personer, men jeg vil ikke anbefale det.

Indtil videre har jeg jo egentlig bare kommenteret på de forslag og de ting, der er skrevet i tråden. Tror jeg, at en østjysk con kunne fungere..? Måske. Det kommer an på så mange ting: ambitioner, tidsmæssig placering, men også især indhold. Jeg tror sagtens, at Danmark kan bære flere små specialconner som f.eks. Yaricon. Jeg tvivler dog på en con med stort set samme indhold og profil som de eksisterende - med mindre ambitionerne til deltagerantallet er lavt. Personligt er jeg nok ved at være en lidt "kræsen" congænger. Jeg tager til con for at opleve noget nyt eller specielt, noget jeg ikke kan finde til et større foreningsarrangement som f.eks. Kita Træf - især hvis jeg skal rejse længere for den (læs: over Storebælt :p). Så kommer KōyōCon op at stå (og har en lignende profil som de andre), vil jeg sikkert besøge den første år. Oplevelsen der vil så bestemme, om jeg vil vende tilbage igen. Chancen vil være større for mit vedkommende, fordi connen er i Jylland og sådan vil andre jyder måske også have det, hvorimod sjællændere vil tænke modsat. Så måske en østjysk con kan fungere... hvis bare ambitionerne tilpasses.

Men igen - ingen con uden folk til at arrangere den!

søndag den 3. juni 2012

DKos - nyt dansk cosplaymagasin

Den 31. maj udkom et nyt dansk cosplaymagasin ved navn DKos
Magasinet fokuserer både på asiatiske og vestlige cosplays, og skal virke som en inspiration for nybegyndere såvel som garvede cosplayere.
Dette er taget fra deres Facebookside, som indtil videre ser ud til at være der, de kommunikerer ud fra hovedsaligt. Bladet indeholder, photo shoots, tutorials, artikler om cosplay og cosplay tilbehør samt interviews med både danske og udenlandske cosplayere. Det lyder jo egentlig fint - men det lyder også meget, som noget vi har hørt før i Danmark - det lyder som Cosmag. Ifølge DKos adskiller de sig dog ved, at de også fokuserer på vestlige cosplays samt cosplay der er købt. Bag det nye magasin står 10 piger, hvoraf nogle tidligere har været med bag Cosmag.

Magasinet vil udkommer 4 gange årligt og følge den danske conkalender plus en ekstra udgivelse i december. Det betyder nok, at der vil være en conrapport i hvert nummer samt en god del billeder fra den seneste con. Umiddelbart lyder det som et godt udgivelsescyklus. Det burde være overkommeligt, og så ved læserne også sådan ca, hvornår de kan forvente en ny udgivelse. Magasinet er 90 sider langt, og kan læses ved hjælp af issuu, hvilket fungerer rigtig godt. Issuu er sikkert blevet valgt, da et par af pigerne bag DKos har erfaringer med det fra StarlightMagazine - et dansk magasin om lolita mode og subkulturen.

DKos er startet godt med deres første udgivelse. Der er nogle underlige orddelinger, men ellers ser magasinet ud til at være sat fint op. Der er en god blanding af forskellige artikler og interviews. Jeg kan desuden godt lide, at der står lidt om den anime eller det spil, der er er cosplay photo shoot fra. Jeg vil dog ikke kalde det en anmeldelse bortset fra i et tilfælde. Vol. 1 kommer omkring mange sider af cosplay både selve kostumet men også poseringer, kontaktlinser, make up og tendenser inden for SVScosplayshow. Den eneste artikel, jeg undrede mig lidt over var "Cosplay på vrangen." Ideen til artiklen virkede fint nok, men jeg synes, at det er som om, der mangles mere på artiklen. Der er ikke rigtig nogen direkte kommentarer til de tilhørende billeder.

Der skal dog lyde et "godt arbejde" fra mig. Jeg ser frem til at læse næste udgave også.