Anime 2020: Persongalleriet

Det er lidt småt med kategorierne i år, må jeg indrømme. Jeg har nemlig ikke opfundet nye, som jeg ellers plejer. Vi skal således kun omkring seks klassiske kategorier og en enkelt anderledes:

1. Bedste persongalleri
2. Bedste personudvikling
3. Bedste kvindelige hovedperson
4. Bedste mandlige hovedperson
5. Bedste kvindelige biperson
6. Bedste mandlige biperson
7. Mest irriterende

Sidste år var der 9 kategorier. Jeg har valgt, at der kun kan nomineres en karakter per anime i hver kategori. Der er tre nominerede i hver kategori.

Bedste persongalleri

• Fruits Basket 2
• Haikyu!!: To the Top 1
• My Next Life as a Villainess: All Routes Lead to Doom!

Jeg forsøger at undgå at genbruge tidligere vindere, men jeg synes, der er tilstrækkeligt med nye karakterer i den nye Haikyu!! til, jeg kunne forsvare at have den med. De nye karakterer er sjove og bidrager virkelig positivt til dynamikken men også udviklingen af de velkendte karakterer - især Hinata. På trods af at vi kun møder de fleste af dem i en begrænset perioder føler jeg alligevel, at de når at blive mere afrundet, hvorimod dem i My Next Life as a Villainess ikke når at bevæge sig sååå langt væk fra deres stereotype, selvom de generelt får år at løbe på. Persongalleriet i Haikyu!! er fortsat herligt selskab og løber således med sejren.

Vinder: Haikyu!!: To the Top 1

Bedste personudvikling

• Ace of the Diamond act II
• Fruits Basket 2
• Haikyu!!: To the Top 1

Haikyu!! byder også i denne omgang på personudvikling. Da jeg gerne vil fordele sol og vind mere lige, har jeg dog valgt at give sejren til Fruits Basket i denne kategori, nu hvor Haikyu!! fik den ovenstående. Fruits Basket har nemlig også et bredt og varieret persongalleri og byder på personudvikling i forskellig grad. Her i sæson 2 er det især Yuki, der er i fokus. 

Ace of the Diamond er endnu en sportsanime, der ligesom Haikyu!! formår at udvikle sine karakterer gennem deres sport. Især hovedpersonen Eiji Sawamura er kommet langt. Den formår også at få de nye karakterer tilpasset holdet og dynamikken på det. Jeg føler dog, at vi kommer dybere med karaktererne i Fruits Basket, der jo også har en del flere traumer at behandle. 

Vinder: Fruits Basket 2

Bedste kvindelige hovedperson

• Katarina Claes (My Next Life as a Villainess: All Routes Lead to Doom!)
• Nadeshiko Kagamihara (Room Camp)
• Rei Aragaki (The Gymnastics Samurai)

I år er der ikke den store kamp i denne kategori. Jeg beklager Nadeshiko og Rei. Katarina er min helt klare vinder. Hun er et frisk pust i isekai-genren. Jeg elsker, hvordan hun holder råd inden i sit hoved, og hvordan tankerne kan løbe af med hende. Det er utrolig underholdende at se hende interagere med de andre karakterer - og se hvor clueless hun ofte er.  

Vinder: Katarina Claes (My Next Life as a Villainess: All Routes Lead to Doom!)

Bedste mandlige hovedperson

• Yuki Souma (Fruits Basket 2)
• Shōyō Hinata (Haikyu!!: To the Top 1)
• Makoto Majima (Ikebukuro West Gate Park)

Selvom det var underholdende at se Hinata forbedre sin spilforståelse og sine evner, så var Yuki min første indskydelse, da jeg bare skulle komme på kandidater til denne kategori. Her i sæson 2 af Fruits Basket får vi set mange flere sider og nuancer af Yuki. Det er også skønt at se ham komme mere ud af sin skal og turde være uperfekt. Men også se ham knytte bånd til andre. Makoto er cool, men vi lærer ham aldrig for alvor at kende på de kun 12 episoder. Jeg ville gerne vide meget mere om ham.

Vinder: Yuki Souma (Fruits Basket 2)

Bedste kvindelige biperson

• Haruka Inokuma (Chihayafuru 3)
• Maria Campbell (My Next Life as a Villainess: All Routes Lead to Doom!)
• Echidna (Re:ZERO -Starting Life in Another World- Season 2)

De nominerede i denne kategori er faktisk tre vidt forskellige typer karakterer. Echidna hører nok egentlig mere hjemme i Bedste antagonist, men jeg følte ikke, at der havde været tilstrækkeligt godt udbud af dem til at have kategorien med, så Echidna endte her i stedet for og løber med sejren. Hun var nemlig det helt store positive indslag i Re:ZERO -Starting Life in Another World- Season 2.

Vinder: Echidna (Re:ZERO -Starting Life in Another World- Season 2)

Bedste mandlige biperson

• Hisashi Suou (Chihayafuru 3)
• Kei "Tsukki" Tsukishima (Haikyu!!: To the Top 1)
• Mirai "Sir Nighteye" Sasaki (My Hero Academia 4)

Tsukishima udvikler sig fortsat i det stille og presses også af andre til det. Det er en fornøjelse at følge og god underholdning. My Hero Academia 4 byder på mere end et par interessante mandlige bipersoner. Jeg har valgt Nighteye, fordi han er anderledes i forhold til de karakterer, vi ellers har mødt i serien. 

Det bliver dog karuta master Suou, der bliver kåret som vinder. Han har en interessant dobbelthed. Han kan være skræmmende og intens, når det gælder men er ellers lidt enfoldig og tåger en smule rundt i sin egen verden. 

Vinder: Hisashi Suou (Chihayafuru 3)

Mest iriterende

• Ai Magase (Babylon)
• Danjuro "Gentle Criminal" Tobita (My Hero Academia 4)
• Gou Mutou (Japan Sinks: 2020)

Selvom jeg generelt er mere tilfreds med de anime, jeg har set i år, har der desværre været flere karakterer, som gik mig på nerverne og trak nogle serier ned. Ai Magase startede som en interessant karakter, men så gik serien full on psycho på hende, så hun blev total ensidet. 

En af grundene til at jeg fandt Gentle Criminal så irriterende er, at jeg egentlig synes, at han kunne have haft en interessant historie, som serien ellers ikke har berørt, men han blev gjort til en klovn og hans arc var forfærdelig. 

Gou er her som repræsentant for det meste af persongalleriet i Japan Sinks. Nøj, hvor er den serie fyldt med tåbelige karakterer, der igen og igen tager dårlige beslutninger. 

"Vinder": Gou Mutou (Japan Sinks: 2020)

Anime 2020: Musikken

Her kommer det første "rigtige" blogindlæg i Anime 2020-serien. Her i blogindlægget kommer jeg omkring soundtrack, OP'er, ED'er og en enkelt insert sang. I forbindelse med Anime 2019 kårede jeg årets bedste OP, ED, sang, soundtrack og soundtracknummer. I denne omgang bliver det lidt anderledes. 

Selvom det overordnet har været et godt animeår, har der ikke været meget (ny) musik, som har efterladt et indtryk på mig. 

Jeg er fortsat super glad for Yuki Hayashis musik til Haikyu!! og My Hero Academia, men den lyd har jeg ligesom også opbygget en relation til igennem en del sæsoner. Der skal efterhånden kun nogle få sekunder til af nogle bestemte numre, før jeg får kuldegysninger og genkalder specifikke scener inde i mit hoved. Der er absolut ingen tvivl om, at begge universer har solide, medrivende og fængende soundtracks. 

Samtidig skal jeg dog være ærlig og indrømme, at jeg ikke kan skelne de forskellige sæsoners soundtrack fra hinanden. Altså ville de begge to blive bedømt på deres forgængere også, og det er ikke fair overfor de nye serier. 

Jeg har således valgt Fruits Basket 2 soundtracket som min favorit for Anime 2020. Det bidrager nemlig i den grad til at skabe den rette stemning i serien. De dramatiske og følelsesladede scener bliver stærkere og mere medrivende. Jeg værdsatte ligeledes de rolige scener. Også de mere komiske understøttes godt af soundtracket. Faktisk er det nok især de finurlige numre, jeg husker bedst. Så.

Bedste soundtrack: Fruits Basket 2 af Masaru Yokoyama

I OP-kategorien har jeg ikke valgt en vinder, da der ikke var én der skilte sig særligt ud. I stedet vil jeg præsentere 7 af dem, jeg synes bedst om fra det forgangne år fra de anime, jeg har set færdige. OP'erne står i alfabetisk rækkefølge efter deres tilhørende serie. 

Prism af AmPm ft. Miyuna & HOME af Asako Toki (Fruits Basket 2)

Jeg kan ikke vælge mellem Prism og HOME fra Fruits Basket 2. ^^; Det er helt klart HOME, jeg husker mest tydeligt. Jeg synes også, den passer virkelig godt til anden del af sæson 2. På den anden side er Prism mere catchy, og jeg kan bedre lide den visuelle side med præsentationen af karaktererne. Den er simpel men flot. 

Needle Knot af THE PINBALLS (Ikebukuro West Gate Park)

OP'en emmer af coolness men også kammeratskab. Samtidig er det en catchy lyd, og især starten har det med at blive hængende i hovedet på mig. 

 

Chiisana Hibi af flumpool (Kakushigoto) 

Hvis jeg alene skulle vælge, hvilken sang jeg bedst kan lide og har lyst til at høre, er det Chiisana Hibi. Den er catchy og gør mig i godt humør. Jeg føler bare ikke, at den passer specielt godt til anime'en, hverken med sangen eller billedsiden. 

Otome no Route wa Hitotsu janai! af angela (My Next Life as a Villainess: All Routes Lead to Doom!)

Begyndelsen lyder så meget som og ligner starten på et spil og passer dermed perfekt til serien. Jeg kan også godt lide, at vi på ganske få sekunder lærer Katarina at kende og får præsenteret hendes forhold til de andre karakterer. Læg mærke til, hvordan hendes tøj skifter til at matche den karakter, hun optræder sammen med. Jeg kan også godt lide de forskellige skift, der er i sangen, selvom den er så kort. 

Polaris af BLUE ENCOUNT (My Hero Academia 4)

Den start der... den giver mig kuldegysninger. Melodimæssigt rammer Polaris totalt My Hero Academia-ånden for mig. 

Shanghai Honey af Joutarou Aragaki (Daisuke Namikawa), Leonardo (Kensho Ono), Tetsuo Minamino (Yuki Kaji) (The Gymnastics Samurai)

Det her er ikke en ny sang, men en ny udgave sunget af de tre mandlige hovedpersoners seiyuu'er. Oprindeligt blev Shanghai Honey udgivet af Orange Range. Har du været i fanmiljøet i +12 år har du måske hørt den før. Sangen har dermed et virkelig nostalgisk touch for mig. OP'en er noget mere flashy end selve serien, men jeg kan nu stadig godt lide den. 

Nu til ED'erne. Ligesom med OP'erne har jeg heller ikke en ED, der er min favorit. Jeg vil dog nøjes med at nævne tre, jeg godt kunne lide. De kommer igen i alfabetisk rækkefølge efter den tilhørende anime.

Hitomebore af Band Harassment (Chihayafuru 3)

Simpel i sin billedside, men samtidig illustrerer den også en del af forholdet imellem de tre hovedpersoner Chihaya, Taichi og Arata. Der er helt sikkert også noget symbolik mht. blomsterne, som de hver er afbilledet sammen med. 

ad meliora af THE CHARM PARK (Fruits Basket 2)

SÅ smuk! Jeg er vild med den simple men flotte præsentation af de 13 stjernetegnskarakterer og deres dyreform. Melodien passer også godt til både billedsiden og selve serien. 

Kessen Spirit af CHiCO with HoneyWorks (Haikyu!!: To the Top)

OP'erne til Haikyu!!: To the Top formåede ikke rigtig at vække gejsten i mig. Jeg kunne bedre lide denne ED og synes egentlig, at sangen har mere karakter af en OP. 

Jeg slutter af med en enkelt (den eneste?) insert sang fra det forgangne animeår. Det er til gengæld en sang, jeg har hørt en del. Det er: 

Hero too af Chrissy Costanza (My Hero Academia 4). 

Den er super catchy og gjorde afslutningen på skolefestivalsarc'en meget bedre. Jeg har sat den fulde version af sangen ind herunder. 

Anime 2020: Oversigt

2020 har været et år, hvor jeg burde have haft mere tid til at se anime, fordi meget af samfundet har været lukket ned i perioder. Min ekstra tid er dog ikke gået til anime men læsning af bøger og tegneserier. Ergo er det "kun" blevet til 29 afsluttede anime i 2020. Til gengæld føler jeg, at jeg har været tilfreds med en langt større procentdel af den anime, jeg har set i forhold til tidligere år. Ja, der har helt klart været store skuffelser imellem, men generelt ser det super godt ud. 

Til sammenligning er her det samlede antal for tidligere år:

2019: 30

2018: 34

2017: 31

2016: Ikke opgjort

2015: Ikke opgjort

2014: 25

2013: 36 – wow, der er jeg da godt nok gået amok 

2012: 22

2011: 18

Når jeg ser så langt tilbage er 29 i 2020 faktisk ovenud pænt. Herunder kan I se, hvilke 29 anime, det drejer sig om. Det er altså disse anime, som blogindlæggene Anime 2020 vil fokusere på. 

Fra forår 2019:

Ace of Diamond: Act II

Fra sommer 2019:

That Time I Got Reincarnated as a Slime OAD / Tensei shitara Slime Datta Ken OAD

Fra efterår 2019:

Babylon

Chihayafuru 3

My Hero Academia 4

Fra vinter 2020:

A3! Season Spring & Summer

Haikyu!!: Land vs. Air OVA

Haikyu!!: To the Top 1

Id:Invaded

Magia Record: Puella Magi Madoka Magica Side Story

Room Camp / Heya Camp△

Smile Down the Runway

Fra forår 2020:

Arte

Ascendance of a Bookworm 2 + side story / eps. 14.5

Fruits Basket 2

Kakushigoto

My Next Life as a Villainess: All Routes Lead to Doom!

Sing "Yesterday" for me

Fra sommer 2020:

Deca-Dence

Japan Sinks

My Hero Academia OVA – Make It! Do-or-Die Survival Training

Re:ZERO -Starting Life in Another World- Season 2

Fra efterår 2020:

A3! Season Autumn & Winter

Adachi and Shimamura

Burn the Witch

Haikyu!!: To the Top 2

Ikebukuro West Gate Park 

Moriaty the Patriot

The Gymnastics Samurai / Taisou Samurai

Årtiets anime: Fantasy

I dette blogindlæg har jeg samlet mine favoritter fra det forgangne årti mht. fantasy. Jeg har valgt også at inkludere isekai her. Jeg dykker ned i seks forskellige universer. Honorable mention: Maoyu (2013), der havde nogle virkelig gode øjeblikke hen mod "slutningen" og havde potentiale, men ikke udnyttede det fuldt ud.

Det her bliver sidste blogindlæg om Årtiets anime for nu. I den næste tid vil jeg nemlig kaste mig ud i Anime 2020-blogindlæggene.

Log Horizon (2013, 2014)

Log Horizon udkom året efter Sword Art Online, og med sit setup hvor spillerne pludselig er fanget i et online spil, blev de to selvfølgelig sammenlignet. Personligt kunne jeg dog meget bedre lide, hvad Log Horizon udviklede sig til. Her accepterer spillerne, at de ikke kan vende tilbage til deres gamle liv og forsøger i stedet at finde sig til rette i spilverdenen. De udforsker, hvordan verdenen fungerer, og hvordan de kan påvirke og udnytte mekanismerne i den. World building er i den grad i fokus her i Log Horizon. 

Derudover byder serien på interessante karakterer, som går godt i spænd med hinanden, udfordrer hinanden og udvikler sig. Her vil jeg fremhæve hovedpersonen Shiroe, som er nøglespilleren i det politiske spil. Han illustreres som en dark mastermind, men det gøres på humoristisk vis, da Shiroes intentioner faktisk er gode. 

Så kan man leve med Naotsugus glæde ved bryster og en for mig unødvendigt rivalisering mellem  Akatsuki og Minori om Shiroes gunst, så er der altså en virkelig god historie i Log Horizon.

Desværre blev forfatteren til Log Horizon light novel serien, som anime'en er baseret på, anklaget og senere dømt for skattesnyd, hvilket nok gjorde, at man ikke havde lyst til at lave mere Log Horizon anime. Så det kom som en glædelig overraskelse, da jeg opdagede, at der ville komme en ny sæson alligevel her i januar. Og jeg glæder mig til at vende tilbage til Elder Tale - verdenen hvor Log Horizon udspiller sig. 

Noragami (2014, 2014)

Her i Noragami byder studiet Bones indenfor til action og komedie i en moderne verden med guder og ånder. Serien bæres især af sine karismatiske karakterer og deres relationer til hinanden. Både Yato og Yukine balancerer på grænsen til utålelige til tider, men Hiyori sørger for at hive dem væk fra kanten igen. 

Noragami kan få dig til at grine, men indimellem bliver det også dramatisk, og så kan serien også udløse feels hos seeren. Den generelle tone er dog munter og sorgløs på trods af Yatos finansielle... udfordringer. Disse bruges ofte som udgangspunkt for humoristiske indslag. 

Sæson 1 er på 12 episoder og den efterfølgende OVA er på 2. I 2015 kom der en sæson 2, men den har jeg ikke fået set endnu.

Yona of the Dawn (2014)

Yona of the Dawn er en omvendt haremsserie og henvender sig nok mest til piger. Når det så er sagt, så byder Yona of the Dawn faktisk også på en ganske udmærket om end klassisk udviklingshistorie med den privilegerede overbeskyttede prinsesse, der pludselig bliver kastet ud i et eventyr sammen med en tro følgesvend. Hun må så samle flere støtter for at genvinde sin retmæssige trone. 

I denne proces udvikler Yona sig selvfølgelig, bliver mere ansvarsbevidst og udvikler sin indre styrke og lederegenskaber. Yona er i det hele taget meget anderledes end den typiske kvindelige hovedperson i omvendte haremsserier. Hun har en stærk personlighed og en stærk vilje, og det er fuldstændig forståeligt, hvorfor hun er så populær. Og det er et stort plus for serien.

Yona er omgivet af bishounen, som alle tager udgangspunkt i en velkendt stereotype. Fyrerne fungerer dog godt sammen som gruppe og duoer, og der udvikles også venskaber imellem dem. Altså er det ikke kun deres relation til Yona, vi får lov til at udforske. 

Fantasyelementet kommer i form af drager. Dragekongen er genfødt i Yona og de fire drager (blå, hvid, grøn og gul), som følger ham, er genfødt i fire af fyrerne. Drageblodet giver fyrerne hver især særlige evner, som har præget deres opvækst og personlighed. 

Yona of the Dawn består desværre kun af en sæson, og der virker til at være meget mere historie at fortælle, for vi møder først den gule drage hen mod slutningen. 

Gate (2015, 2016)

Hvordan ville Japan Self-Defense Forces klare sig mod en drage eller andre fantasyvæsner? Det giver Gate dig svaret på. Ud af det blå dukker der nemlig en portal til en anden verden op i Tokyo, hvorefter det strømmer ud med fantasyvæsner. 

Gate byder således på masser af action men også politik og strategi. I midten af det hele står officer Youji Itami, demigudinde Rory Mercury, den vise magiker Lelei la Lalena og elveren Tuka Luna Marceau. 

Itami er meget nede på jorden og sørger i det hele taget for at tøjre serien til det seriøse og "virkelighedstro". Serien har dog masser af humor, så det er ment på den måde, når jeg skriver "det seriøse". For mig er Itami klart seriens bedste karakter. De tre piger repræsenterer hver deres stereotype, men generelt fungerer de godt, fordi det ofte gøres med et glimt i øjet. 

Sæson 2 går dog i en anden retning, og jeg var derfor ikke lige så begejstret for den, men når man har set sæson 1, vil man jo gerne se, hvordan det fortsætter. Desværre leverer sæson 2 ikke nogen slutning.

Re:ZERO -Starting Life in Another World- (2016)

Jeg var skeptisk over for Re:ZERO i starten. Jeg mener, hvor mange gange kan/skal vi se det samme udspiller sig igen og igen med få ændringer...? Lige præcis så længe, at det ikke når at føles alt for ensformig. Så bevæger vi også nemlig videre til et nyt "save point". Hurra for det. Det giver historien et fint flow og et passende spændingsniveau. 

Jeg faldt også hurtigt for Subaru Natsuki og hans personlighed. Han er lidt fjollet, men har gode intentioner og et godt hjerte. Samtidig kan jeg godt lide, at han ikke får nogen specielle kræfter i den nye verden - bortset fra, at verdenen genstarter, når han dør. Men Subaru skal stadig begå sig i den som et menneske med helt almindelig styrke og evner bevæbnet kun med sin loyalitet og sine talegaver. 

Hen ad vejen falder serien i kvalitet, det skyldes især, at Subaru falder ned i et dybt sort hul og har rigtig svært ved at komme op igen. Her brillerer best girl Rem til gengæld. Hun er også min yndlings kvindelige karakter. Jeg er nemlig ikke tilnærmelsesvis lige så begejstret for Emilia som Subaru er. Jeg synes, hun er lidt for intetsigende. 

Alt i alt er Re:ZERO en underholdende serie med action, magi, komedie og drama. Re:ZEROs anden del af anden sæson er netop startet her i 2021. 

That Time I Got Reincarnated as a Slime / Tensei shitara Slime Datta Ken (2018, 2019)

Første halvdel af That Time I Got Reincarnated as a Slime er klart bedst. Jeg elsker, hvordan hovedpersonen - hovedvæsnet? - Rimuru bruger tiden på at udforske og blive klogere på den verden, han pludselig befinder sig i. Det bedste er dog tiden i goblinlandsbyen. Det er fedt, hvordan world building og story telling blandes sammen og går op i en større enhed. Denne egenskab er Slimes styrke. 

Desværre ser vi mindre til den, som serien skrider frem. Det er som om serien gerne vil gøre historien til noget større med et ulmende plot imod Rimuru. På den ene side er det forståeligt, at Rimuru får fjender, da han er så stærk. På den anden side ville jeg bare gerne have mere af det, jeg fik i første halvdel. 

Det hjælper heller ikke, at jeg ikke er så begejstret for de fleste af karaktererne, som introduceres senere hen: primært Milim og børnene, som Rimuru kommer til at undervise. Jeg kom dog alligevel igennem OVA'en på 5 episoder, hvor vi følger Rimuru og hans elever til en prøve. Og jeg skal da også se sæson 2, når den går i gang her om snart. 

Årtiets anime: Dramedy

Jeg var i tvivl om, hvor jeg skulle placeret et par af serierne i dette blogindlæg. Jeg kom så på kategorien: Dramedy. Det førte dog til, at jeg også flyttede nogle serier fra mit oprindelige Drama-blogindlæg herover. Dramedy er en sammentrækning af drama og comedy, og disse anime byder netop på begge dele. Vi føler med karaktererne både i de sjove og dramatiske øjeblikke. 

Fullmetal Alchemist: Brotherhood (2009)

FMA:B har jo faktisk lidt af det hele; både action, drama, komedie, mystery og adventure. Det er virkelig en helstøbt serie. Serien har en hel perlerække af (personlige) fortællinger, som den formår at væve flot sammen til en større historie. FMA:B forstår at skifte mellem det sjove, det dramatiske, action og uhygge. Den kan både få mig til at skraldgrine, give mig de vildeste feels og få en tåre til at løbe ned af kinden. Jeg føler med karaktererne og hepper på dem. 

FMA:B har et kæmpe persongalleri, som er virkelig varieret, hvilket også er en af seriens forcer. Der er en fantastisk dynamik karaktererne imellem, og det er en fornøjelse at se de umage pairings, som ind imellem bliver tvunget til at arbejde sammen. 

Det er en anime, som udnytter sine visuelle muligheder til at underbygge sine scener. Der er gang i de store armbevægelser, og man føler intensiteten i de kritiske øjeblikke. FMA:B er et gyldent eksempel på, hvad anime kan som medie. Der er så meget, der simpelthen bare ikke fungerer og kan tages seriøst i en live action udgave. Her taler jeg ikke kun om effekterne men om hele udtrykket lige fra character design til udtrykkelse af humor. 

Jeg siger ikke, at Fullmetal Alchemist: Brother er "Anime of the decade", men... hold op hvor har den bare det hele!

Bakuman (2010, 2011, 2012)

Bakuman var en af de serier, som jeg havde svært ved at placere, for jeg følte ikke, at det var klassisk drama. Der er helt klart masser af humor og sjove scener, personudvikling og noget romantik. Og så har Bakuman sin helt egen form for action. Det er som sagt en serie, som er svær at putte i en kasse, men jeg har også en idé om, at skaberne gerne har ville lave en serie, der er lidt anderledes. 

Bakuman starter, imens vores hovedpersoner Mashiro og Takagi går i middle school og følger dem ind i begyndelsen på voksenlivet. I jagten på deres drøm møder de forskellige problemstillinger, som får dem til at vokse og udvikle sig både som individer men også som team. De udvikler sig også i mødet med en række andre mennesker, som udfordrer dem på forskellig vis. 

Bakuman har et stort og herligt persongalleri, som jeg er meget begejstret for. Det viste sig også tydeligt i mine prisuddelinger her på bloggen, hvor jeg  nærmest gik hen og opfandt nye kategorier for at få dem med. ^^; Der er bare så mange finurlige og interessante karakterer og så er der en fantastisk dynamik imellem dem. Jeg kan også godt lide, at der (for det meste) er tale om venlig og sund rivalisering. 

Jeg er også vild med, at Bakuman giver et indblik i mangaindustrien i Japan. Det omhandler godt nok en genre, som jeg sjældent ser eller læser, men det er virkelig spændende, medrivende og inspirerende at se det hårde arbejde, der ligger bag en mangaproduktion. 

Jeg er i det hele taget begejstret for Bakuman på så mange parametre. Klart en kandidat til "Anime of the decade" for mig. 

Usagi Drop (2011)

Usagi Drop handler om familie. Den 30-årige ungkarl Daikichi beslutter sig for at tage sig af sin bedstefars 6-årige datter Rin, da bedstefaren dør, og resten af familien vil sende hende på børnehjem. Daikichi ved intet om børn, men sammen finder de ud af det hen ad vejen. Usagi Drop er en hjertevarm serie, som bringer smilet frem på læberne. 

Daikichi og Rin går godt i spænd, hvilket er det bærende aspekt af serien. De påvirker også hinanden positivt. Daikichi bliver voksen og ansvarsbevidst på en ny måde takket være Rin. Hun får derimod lov til rigtigt at være barn i de trygge rammer, som Daikichi skaber for hende. Begge karakterer var da også repræsenteret, da jeg uddelte priser i 2011. Rin løb endda med to: Bedste kvindelige hovedperson og Mest elskelige karakter. Sammen vandt de Bedste duo. De få bipersoner, der er i serien, fungerer også godt. Men stjernerne er helt klart Rin og Daikichi. 

Usagi Drop er kun på 11 episoder, men det er 11 skønne episoder i godt selskab. Det er også en af de få anime, hvor jeg er glad for, at den slutter før mangaen gør, og hvor den ikke har samme slutning som mangaen, for dét blev simpelthen for underligt. 

Space Brothers (2012)

Det er sjældent, vi får anime om voksne til voksne. Det er endnu sjældnere, at en anime, som ikke er shounen, får lov til at køre 99 episoder i træk. Selv en kæmpe serie som My Hero Academia startede med 13 episoder og er siden blevet efterfulgt af tre separate sæsoner. Men Space Brothers kom også tilbage i 2012. 

Space Brothers handler om, at selvom man er del af jobmøllen og er 31 år, er det ikke for sent at prøve at opfylde sin barndomsdrøm. Man kan stadig række ud efter stjernerne og forsøge at indhente lillebror. Som 25-årig var det rart at se - og som 33-årig er det endnu bedre. ^^;

Space Brothers har et stort persongalleri, og de er herligt selskab. Mange stræber efter deres drømme, på at forbedre sig, på at blive klogere, udfordre og udvikle sig selv. Der er ingen skurke men venlig konkurrence og rivalisering. Der er en virkelig god dynamik imellem karaktererne. Serien er - man fristes til at sige selvfølgelig - rig på personudvikling. Space Brothers og dens karakterer har da også gjort sig bemærket i mine prisuddelinger.

Space Brothers har også en rigtig god humor. Den kan være lidt til den spøjse og fjollede side, men det hænger godt sammen med hovedpersonen Mutta Nanbas personlighed. Humoren reflekteres fint i OP'erne. 

Serien har dog bestemt også sine dramatiske øjeblikke. Også i den virkelig tunge ende. Generelt er tonen dog optimistisk. På den måde minder den om Bakuman. Og ligesom med Bakuman har jeg igen været i tvivl om, hvor i al verden jeg skulle gøre af Space Brothers. Når man sammenligner med de andre serier her i blogindlægget, er Space Brothers overordnet set noget mere munter. Men med sin kontinuerlige udviklingshistorie og de dramatiske scener, der trods alt er, syntes jeg ikke, den hørte hjemme i Comedy. 

March comes in like a lion / 3-gatsu no Lion (2016, 2017) 

Denne serier er baseret på en manga af Chika Umino, som også er skaberen af Honey & Clover; en af mine yndlingsanimeserier. Så jeg havde pænt høje forventninger til March comes in like a lion. Den er lidt langsom i opstarten, men jeg må sige, at den kommer efter det. Det udvikler sig til en hjertevarm historie. 

March comes in like a lion handler om det unge shogitalent Rei Kiriyama på 17 år og de tre Kawamoto-søstre Akari, Hina og Momo. Rei bor alene i en trist lejlighed, som kun indeholde det absolut nødvendige. Hjemme hos Kawamoto-søstrene er der lys og varme. Det er et hjem. Her finder Rei kærlighed og tryghed. Søstrene byder ham indenfor i deres familie. 

Rei er generelt socialt akavet og dårlig til at kommunikere og interagere med andre mennesker. I løbet af serien åbner han dog mere op, begynder at stå ved sig selv - og stå ved dem han holder af. Rei opdager også, at livet er mere end shogi, som han ellers er blevet opfostret med. Shogien fylder dog stadig en del af serien, og det er da også bl.a. igennem mødet med sine modstandere, at Rei vokser. Så ja, der er også noget sportsanime over March comes in like a lion. De indre i kampe i Rei er dog meget mere i fokus. 

I sæson 2 får Hina lov at skinne. Her viser Rei, hvor meget han har udviklet sig - og hvor meget Hina betyder for ham. Det er hjerteknusende at følge Hinas kamp i skolen imod mobning, og jeg har bare lyst til at række armene ind igennem skærmen og give hende et kram. Hold da op, hvor skulle der bare være flere piger som Hina. 

March comes in like a lion handler altså især om relationerne mellem mennesker, hvordan vi udvikler os i mødet med andre, men også hvordan vi kan være der for hinanden. Serien har desuden en virkelig god humor efter min mening, så det er også en serie, jeg har grint meget til. Den bruger mediets muligheder til fulde både i sit udtryk og til symbolik. Efter to sæsoner er serien dog ikke afsluttet, så jeg håber, at vi får mere engang i fremtiden. Traileren herunder er til sæson 2.

Fruits Basket (2019)

Ja, der er tydeligvis romantiske elementer i Fruits Basket. Kunne den være placeret under Romance? Ja da! Havde jeg glemt den, da jeg skrev det blogindlæg? Måske... heheeeh... ^^; Men nu er den altså her under dramedy, og det synes jeg sådan set også passer rigtig godt. 

Da Carlsen udgav Fruits Basket på dansk, læste jeg et enkelt bind og lagde den fra mig igen. Jeg brød mig ikke rigtig om den kvindelige hovedperson Tohru. Ergo satte jeg mig heller ikke til at se animeserien fra 2001, og jeg sprang let og elegant hen over denne reboot - eller det vil sige, det gjorde jeg jo i sidste ende ikke, for ellers ville du jo ikke sidde og læse det her nu. Efter at have hørt Arkada på Glass Reflection omtale den nye Fruits Basket positivt flere gange, valgte jeg at give den en chance - og nu 10-12 år senere ser jeg så anderledes på Tohru og dermed er min begejstring for serien også steget. Meget. 

Fruits Basket er sød og fjollet men også rørende. Serien rummer mere end hvad man tror ved første øjekast. Vi er ikke helt så dybt nede i menneskers psyke som i nogle af de andre serier her i blogindlægget, men vi er godt på vej. 

Fruits Basket ser det skrøbelige og sårbare i mennesker. Den viser vores behov for at blive set, anerkendt og elsket - især af vores forældre og familie. Vores behov for at føle os forbundet med andre for ikke at blive ensomme. Fruits Basket har så meget mere at byde på end et trekantsdrama. 

Visuelt er serien også en fornøjelse at se på. Farverne og lyset bruges til at understrege karakternes sindsstemning. De viser også, at selvom serien igen og igen nævner den her forbandelse og noget der truer i fremtiden, så har serien et positivt livssyn. Der ér håb - og det hele er startet med Tohru. De enkelte karakterer skal dog også hanke op i sig selv og tage deres egne beslutninger. Men de inspireres af Tohru og/eller får modet fra hende. 

Jeg er virkelig glad for, at jeg gav serien en chance, og jeg venter spændt på 3. (sidste?) sæson.