mandag den 31. december 2012

Musikken i anime 2012

En af grundene til at jeg foretrækker anime frem for manga er lydsiden. Musikken kan virkelig understrege en scene og være med til at bygge den op. Den kan også forstærke følelserne og skabe en stemning. Så for at udtrykke min begejstring for musikken, har jeg valgt at lave et helt blogindlæg dedikeret til det. Jeg vil dog kun komme omkring musik fra de anime, som jeg har set færdige eller stadig er i gang med at se. I hver kategori er der 3 nominerede.

Bedste soundtrack
  1. Fate Zero: Yuki Kajiura: Hun forstår at lave storslået baggrundsmusik til især dramatiske kampscener. Hun har skabt musik, der passer rigtig godt til Fate universet, og som er med til at bygge atmosfæren og stemningen op. 
  2. Last Exile: Fam, the Silver Wing: Hitomi Kuroishi: Musikken er et af de få plusser ved denne serie. Den er meget i Last Exile stil og ånd. Der er både de store episke musikstykker og de små legende, som passer så godt til flyvescenerne med de mindre fly.
  3. Sakamichi no Apollon - Kids on the Slope: Yoko Kanno: Med sin musik sætter Yoko Kanno scenen for denne serie. Hun skaber fornemmelsen af at være tilbage i den tid, og bidrager dermed væsentlig til seriens setting. Musikken er desuden rar og afslappende at lytte til på en regnvejrsdag.
Vinder: Sakamichi no Apollon - Kids on the Slope: Yoko Kanno


Bedste OP
  1. Fate Zero: to the beginning - Kalafina: Jeg har en forkærlighed for Yuki Kajiura, og jeg kan især godt lide hendes seneste musikgruppe Kalafina. De leverer en smuk men stærk sang til Fate Zero 2. Den sætter stemningen virkelig godt til serien. I selve OP-sekvensen bliver de forskellige karakterer også præsenteret rigtig fint. De forskellige scenarier passer også fint sammen med sangen og de skift, der er i den.
  2. Sakamichi no Apollon: Sakamichi no Melody - YUKI: En flot artistisk OP-sekvens, hvor alle karaktererne bliver vist, imens der er noder hen over billedet, hvilket et meget passende til serien. Melodien passer også til seriens stil og stemning. 
  3. Bakuman 2.: Dream of Life - Shouhei Itou: Igen får vi en virkelig god præsentation af de forskellige vigtige personer og flere af deres indbyrdes forhold til hinanden. Musikken fades også ofte ind over den sidste scene inden OP'en starter, hvilket fungerer rigtig godt. Ligesom serien er sangen også glad og positiv.
Vinder: Fate Zero: to the beginning - Kalafina


Bedste ED
  1. Accel World: →unfinished→ - KOTOKO: Både ED-sekvensen og sangteksten passer virkelig godt til serien. Den understreger Harus følelser og drømme gennem symbolik, som dog er ret åbenlys. Melodien er upbeat med et godt flow præcis som serien.
  2. Psycho-Pass: Namae no nai Kaibutsu - EGOIST: Denne ED leverer et godt indtryk af seriens stil og setting især igennem sin ED-sekvens. Desuden kan jeg godt lide sangen i sig selv, da den har en god melodi.
  3. Last Exile: Fam, the Silver Wing: Starboard - Hitomi Kuroishi: En meget "Last Exilesk" ED, som leder mine tanker hen på Last Exiles ED. Melodien svæver let og skrøbeligt, og der er valgt en meget passende sangerinde til den.
Vinder: Accel World: unfinished - KOTOKO


Bedste beat
  1. Mirai Nikki: Dead END - Faylan: Jeg synes, at den engelske udtale er forfærdelig, men sangen har et rigtig godt beat - især starten er fed.
  2. Jormungand: Perfect Order: UNDER/SHAFT - Maon Kurosaki: Upbeat og ligefrem ligesom serien. Der er også nogle gode skift i tempoet.
  3. Btooom!: No Pain, No Game - Nano: En god vel sammensat sang med et godt beat, hvor især starten frem til verset er stærk.
Vinder: Btooom! OP

søndag den 30. december 2012

Persongalleriet i anime 2012

Ligesom sidste år har jeg valgt at lave et blogindlæg dedikeret til personerne fra årets anime. Der er en ændret en smule i kategorierne, men størstedelen er de samme. Når jeg ser en anime bider jeg meget mærke i personerne i den. Er de interessante? Udvikler jeg sympati for dem? Bliver jeg irriteret på dem? Der skal gerne være nogle spændende og interessante personer, hvis jeg skal synes godt om en anime. Det er dog ikke nødvendigvis den samme type person, som jeg finder interessant i alt anime, jeg ser. Jeg har dog tendens til at blive irriteret på visse stereotyper. Af den grund er de nye kategorier "Mest irriterende tøs" og "Mest irriterende hankønsvæsen" også blevet tilføjet i år. Personerne er udvalgt fra de anime, som jeg har omtalt i Anime 2012, men der vil også optræde personer fra serier, jeg stadig er i gang med. Der er tre nominerede i hver kategori. 


Bedste persongalleri
  1. Bakuman 2: Nu i år ved jeg egentlig ikke, hvorfor jeg ikke nominerede Bakuman allerede sidste år. Serien har mange interessante personer - endda flere som skiller sig ud. Af den grund er det også herligt at få lov til at se dem fortsat udvikle sig. Der er også en virkelig god dynamik imellem personerne - ikke bare blandt hovedpersonerne, men også alle bipersonerne. De sætter hver især kulør på serien på deres egen måde. 
  2. Sukitte Ii na yo: Sukinayo byder på et mindre persongalleri, som indeholder de klassiske stereotyper i en shoujo serie, men i dette tilfælde har jeg faktisk ikke noget imod det. Personerne fungerer godt sammen, og jeg kan godt lide de fleste af dem. 
  3. Uchuu Kyoudai - Space Brothers: Det er virkelig rart at se et voksent persongalleri. Selvom det er voksne mennesker, vi ser i Space Brothers, viser serien, at de også kan udvikle og ændre sig. Det er også et varieret og realistisk persongalleri. Der er spor af stereotyper, men i løbet af serien, bliver personerne deres egne.
Vinder:  Bakuman 2


Bedste personudvikling 
  1. Bakuman. 2: Det er virkelig rart at se en serie, som tør strække sig over noget tid og lade personerne gennemgå en naturlig udvikling. Personerne udvikler sig både gennem de udfordringer, de møder og i sammenspillet med hinanden. De vokser hele tiden, og man kommer bare til at holde mere og mere af langt de fleste.
  2. Chihayafuru: Personerne starter vidt forskellige steder, men i løbet af serien formår de at udvikle en forståelse for hinanden og hinandens interessepunkter. Der opstår sammenhold og venskab imellem dem.
  3. Sukitte Ii na yo: Denne serie er nomineret på forhåbninger om personudviklinger, som vi har fået et kig på. Der er lagt i ovnen, jeg håber bare at serien kan nå at komme omkring det hele. Indtil videre tegner det fint. Som seer er jeg også meget engageret i især Meis udvikling, som de andre personer støtter hende i.
Vinder: Bakuman. 2

Bedste kvindelige hovedperson
  1. Chihaya Ayase - Chihayafuru: Jeg nominerede også Chihaya sidste år, selvom jeg dengang ikke havde set Chihayafuru færdig. Hun gør dog bare hele serien mere seværdig. Hun er en pige med ben i næsen, der ved, hvad hun vil og kæmper for det. Hun udvikler dig også gennem serien, og jeg glæder mig til gensynet i januar, når sæson 2 af Chihayafuru kommer.
  2. Koko Hekmatyar - Jormungand og Jormungand: Perfect Order: Her name is Koko. She is loco. - en "mantra" man lærer, når man ser Jormungand. XD Koko kan gå fra at være sød og smilende til at udstråle kulde og sende de vildeste dræberøjne. Hun har strategisk sans og karisma. Der er mere under overfladen hos Koko, hvilket jeg godt kan lide.
  3. Tachibana Mei - Sukitte Ii na yo: Sød, uskyldig, kær - sådan vil jeg beskrive Mei. Hun adskiller sig meget fra de to andre nominerede, men jeg kan stadig godt lide hende. Selvom hun er tilbageholden og usikker, så er der alligevel noget ved hende, der får hendes karakter til at træde frem, så man kommer til at holde af hende.
Vinder: Chihaya Ayase


Bedste mandlige hovedperson
  1. Kirigaya Kazuto (Kirito) - Sword Art Online: For en gangs skyld kan jeg sådan nogenlunde forstå, hvorfor alle pigerne falder for ham her. Kirito er cool. ^^ Han er stærk og har et strejf af bad boy over sig. 
  2. Natsume Takashi - Natsume Yuujinchou Shi: Med Natsume får man både det seriøse og det sjove. Humoren er ikke en man ruller rundt på gulvet af, men i stedet den der bringer et smil frem på læberne, fordi man føler med karakteren.
  3. Nishimi Kaoru - Sakamichi no Apollon: Igennem serien kører både Kaorus humør og følelsesliv op og ned - og det er en tur, man gerne tager med på, fordi man hurtigt får interesse i ham. Han er nem at relatere til.
Vinder: Natsume Takashi - Natsume Yuujinchou Shi


Bedste kvindelige biperson
  1. Itou Serika - Space Brothers: Serika deler min glæde for mad. ^^; Hun er en meget sympatisk karakter. Selvom Mutta ser hende som perfekt, er det rart som seer at se hende som menneskelig med fejl og små særheder.
  2. Miyoshi Kaya - Bakuman. 2: Bakuman. 2 har lidt flere romantiske elementer, hvilket giver Miyoshi plads til at træde mere i karakter. Vi får mere indblik i hende som person og hendes følelser, hvilket er rart. Hun har et meget positivt sind. 
  3. Mutou Aiko - Sukitte Ii na yo: Da hun først bliver introduceret, er det som rivalinde til Tachibana Mei. På det tidspunkt er jeg ikke fan af hende, men da hun i stedet viser sig at være på Meis side, bløder jeg op overfor hende. På overfladen kan hun forekomme afvisende og kølig, men på bunden har hun faktisk et godt hjerte. Hun siger sin mening og handler, når der er brug for det.
Vinder: Mutou Aiko - Sukitte Ii na yo


Bedste mandlige biperson
  1. Hattori Akira - Bakuman. 2: Han tilføjer serien myndighed. Han hjælper også Mashiro og Takagi meget i deres udvikling. Desuden får vi også en mere udspekuleret side at se af Hattori i denne sæson. Vi ser ham også i nogle komiske situationer.
  2. Niizuma Eiji - Bakuman. 2: Han er stadig en af de sejeste personer i Bakuman serierne, selvom vi desværre ikke har set meget til ham her i 3. sæson. Måske stjæler han for meget rampelyset... XD Niizuma Eiji er sej, sjov og ærlig. Han støtter op om det, han tror på. Han er skør og det er aldrig kedeligt med ham på skærmen. Selvom hans personlighed er overgearet, bliver han aldrig for meget.
  3. Rider - Fate Zero 2: Rider eller Iskander stråler mest i samspil med sin umage master Weaver. Han er beslutsom, loyal og direkte. Han bidrager utrolig meget til Weavers udvikling. Af og til kan man ryste lidt på hovedet af ham, men det er med et smil på læberne.
Vinder: Niizuma Eiji - Bakuman 2


Mest irriterende tøs
  1. Gasai Yuno - Mirai Nikki: Hun fik mig næsten til at droppe Mirai Nikki, fordi jeg var blevet så træt af hende - både hendes personlighed, væremåde og stemme. Jeg kunne heller ikke begribe hendes enorme forkærlighed for Yukiteru, hvilket bare gjorde det hele værre.
  2. Hanaki Yuka - Natsuiro Kiseki: I starten er Yuka ikke så slem, men i løbet af serien, begyndte hun virkelig at gå mig på nerverne. Det er altså skidt, når jeg så Natsuiro Kiseki som afslapningsserie. Jeg havde bare meget svært ved at relatere til Yuka - jeg ved ikke, om hun bare var for barnlig.
  3. Kitagawa Megumi (Megu-tan) - Sukitte Ii na yo: Årh, hvor jeg hader de der plottende falske tøser. Hun er garanteret heller ikke forelsket i Yamato Kurosawa, hun forsøger sikkert bare at stjæle ham, fordi han har afvist hende. Hendes karakter er sikkert bygget op på den måde, fordi hun er rivalinden.
Vinder: Gasai Yuno - Mirai Nikki


Mest irriterende hankønsvæsen
  1. Amano Yukiteru - Mirai Nikki: Hvis folk synes, at Shinji whiner, så skulle de opleve Yukiteru! Han er både vattet, hysterisk og dybt usympatisk efter min mening. Han retter dog op på det til sidst i serien, hvor han udvikler sig, men vejen derhen er virkelig langsommelig.
  2. Sam Coyne - Ozma: Jeg husker Sam som en dybt belastende unge, der brugte det meste af tiden på at løbe rundt og skrige "Maya!" Han forekom mig desuden som meget tankeløs, ensporet og egoistisk.
  3. Shimao Atsushi - Natsuyuki Rendezvous: Jeg forstår virkelig ikke, hvad manageren i sin tid faldt for ved Shimao. Her i efterlivet virker han i hvert fald utrolig nedern.
Vinder: Sam Coyne - Ozma


Bedste par
  1. Kirito og Asuna: Selvom vi befinder os i en virtuel verden, udvikler disse to et længerevarende parforhold, som når forbi den til tider akavet tilnærmelsesfase. Jeg havde gerne set, at parforholdet også havde mødt nogle normale udfordringer, for det fremstår meget perfekt. Desuden mister Asuna noget kant, da hun glider ind i kæresterollen.
  2. Mashiro Moritaka og Azuki Miho - Bakuman. 2 og 3: Disse to har dannet par i flere år nu, men jeg har haft svært ved at relatere til deres forhold, fordi jeg fandt det for idealistisk - især i sæson 1. Igennem sæson 2 og 3 kommer der dog mere udvikling i forholdet. Mashiro sætter handling bag sine følelser, hvilket jeg godt kan lide.
  3. Takagi Akito og Miyoshi Kaya - Bakuman. 2 og 3: Det jeg godt kan lide ved dette par, er at de fremstår som et almindeligt par. De løber ind i problemer, som leder til sorger, men de taler om det og løser det. Deres forhold er nemt at relatere til, og derfor engagerede jeg mig i det.
Vinder: Takagi Akito og Miyoshi Kaya - Bakuman. 2 og 3


Bedste dyr/væsen:
  1. Apo - Space Brothers: Apo spiller faktisk en vigtig rolle - i hvert fald på et bestemt tidspunkt for Mutta. Han er desuden ret kær.
  2. Nyanko-sensei/Madara - Natsume Yuujinchou Shi: Sidste år nominerede jeg Nyanko-sensei i Bedste mandlige biperson, men i år valgte jeg at lave en kategori for dyr. ^^; Det er aldrig kedeligt med Nyanko-sensei i nærheden. Han bidrager ofte til seriens humor og er et godt modstykke til Natsume.
  3. Poyo - Poyopoyo Kansatsu Nikki: Det er en fed rund kat! Behøver jeg sige mere?! Poyo er sjov, sej, sød og utrolig elskelig. Det er aldrig kedeligt med ham - og man bliver altid i så godt humør af at se Poyopoyo Kansatsu Nikki. ^^
Vinder: Poyo

lørdag den 29. december 2012

Anime 2012

Ligesom sidste år vil jeg se tilbage på det forgangne år og de anime, jeg har fordrevet tiden med. Præcis ligesom sidst bliver det også et blogindlæg af den længere slags. I år har det dog været nemmere for mig at få overblik over, hvad jeg har set færdig, fordi jeg har skrevet om hver sæsons anime, jeg er begyndt på. Hvorimod jeg sidst måtte grave andre oversigter over sæsonerne frem. Her er først en oversigt over, hvad jeg har set færdig fra de forskellige sæsoner.

Fra efteråret 2011: 5 i alt

Fra vinteren 2012: 3 i alt

Fra foråret 2012: 6 i alt

Fra sommer 2012: 4 i alt

Fra efteråret 2012: 3 i alt

OVA'er: kun 1

Ongoing:
Bakuman. 3 (fra efterår 2012)
Poyopoyo Kansatsu Nikki (fra vinter 2012)
Psycho-Pass (fra efterår 2012)
Sukitte Ii na yo. - Say I Love You (fra efterår 2012)

I alt 22 anime jeg har set færdige. De ongoing serier er bare skrevet på, så I kan se dem, men jeg vil ikke komme nærmere ind på dem ellers her i blogindlægget. Sidste år delte jeg anime'erne op i fire forskellige grupper og fortalte lidt om, hvorfor de var havnet i deres givne gruppe. Det vil jeg gøre igen, men grupperne er ændret lidt i år for at passe bedre til dette års anime. Jeg har valgt at gøre det på denne måde, da jeg sådan kan komme omkring alle de anime, jeg har set. Der er sikkert nogle derude, som har andre meninger og præferencer end mig.

1. gruppe: Allround gode anime
Navnet siger hvis lidt sig selv. Det er anime, der som helhed er gode. De har en god historie, interessante personer, måske en spændende setting eller andet, der bidrager til at gøre dem seværdige.

Bakuman. 2
Jeg var meget begejstret for første sæson. Bakuman. 2 fortsætter heldigvis i samme spor og har en god overgang til de udfordringer, som vores to hovedpersoner nu står over for. Sammenspillet mellem karaktererne er stadig godt, og historien er interessant og spændende. Der er et rigtig godt flow, og jeg sad hele tiden og ville se næste episode. Omkring midtvejs blev jeg dog ramt af en ekstrem frustration - ved nærmere eftertanke tror jeg dog ikke, at det skyldtes, at serien blev dårligere, men i stedet at jeg engagerede mig så meget i de to hovedpersoner, at jeg følte deres frustrationer. Det er fedt, når en serie kan indfange en på sådan en måde. Se kun sæson 2, hvis du har set sæson 1!

Chihayafuru
Denne serie er lidt sløv i starten, men da vi først er kommet forbi barndomsminderne, kommer serien rigtig i sving. Jeg synes også bedre om personerne i deres teenager år. Omdrejningspunktet er umiddelbart kortspillet Karuta, men der er også plads til temaer som venskab, og der simrer også et trekantsdrama. Serien har et udmærket persongalleri, hvor især Chihaya skiller sig ud, hvilket ledte til, at jeg sidste år nominerede hende til Bedste kvindelige hovedperson. Personerne går dog generelt godt i spænd og er en af hovedårsagerne til at se serien.

Jormungand: Perfect Order
Gå ned og læs om Jormungand, inden du læser dette afsnit.
Den røde tråd, som jeg savnede i sæson 1, bliver synlig her i sæson 2. Perfect Order er desuden noget så sjældent som en 2. sæson, der er bedre end den første. Jormungand: Perfect Order byder igen på masser af action, men denne gang er der også et større mål. Ydermere får man en forklaring på seriens titel, hvilket jeg godt kan lide.

Natsume Yuujinchou Shi
4. sæson af Natsume har skruet en lille smule op for actionen og intensiteten. Af den grund har stemningen også ændret sig lidt. Om man synes, at det er til det bedre eller det værre, er nok forskelligt fra person til person. Jeg personligt har ikke noget imod det. Derudover er det meste ved det gamle. Humoren er intakt. Natsume selv udvikler sig gennem mødet med forskellige youkai og knytter bånd til både dem og enkelte mennesker. De forskellige "story arcs" er fortsat interessante og efterlader ofte en med et smil på læberne. I denne sæson møder vi desuden de mest nuttede youkai, jeg nogensinde har set. ^^

Tabisuru Nuigurumi: Traveling Daru
Det her er faktisk den eneste OVA fra i år, jeg har set. XD Den varer ikke engang 11 minutter. Det er en sød lille historie om en "daru" bamse, der bliver tabt af sin ejer, og som så forsøger at finde hjem igen. Fortællingen er hjertevarm, animationen flot og musikken meget passende.


2. gruppe: Gode anime, men med mangler
Det er ganske gode anime, som dog kan halte på enkelte områder, men som stadig er gode og seværdige.

Accel World
Denne serie er en underdog historie. Den handler om den usikre og buttede Haru, der bliver taget under vingerne af den smukke pige, som oven i købet er hans senpai. I starten er den en smule sløv, men da den først har introduceret sit univers, kommer der et virkelig godt flow i serien - jeg tror jeg slugte eps. 3-12 på en eller to dage. Den er spændende, og man vil hele tiden se mere. Personerne fungerer også ganske godt sammen. Halvvejs inde i serien falder serien desværre i niveau. Flowet er ikke nær så godt, og historien trækkes ned af for langtrukne sidehistorier. Den store mangel er dog, at der end ikke er forsøgt at lave en slutning. Den sidste konflikt bliver sådan nogenlunde løst, men den åbner op for lige så meget nyt.

Fate/Zero 2  
Sæson 2 starter egentlig godt ud og fortsætter direkte, hvor Fate/Zero sluttede. Der er knald på, og der sker mange begivenheder imens spillet folder sig ud. Så midt i det hele går det galt. Ind kommer 2 episoders flashback om Kiritsugus fortid. Det er såmen fine episoder. Problemet er, at der ikke er plads til dem i serien. De burde have været en sideløbende OVA i stedet for. Slutningen virker nemlig ekstremt forhastet. Da Morten og jeg så den sidste episode, troede vi, at vi var kommet til at springe en episode over, for det virkede altså til, at der var et gevaldigt hul mellem de sidste to episoder. Jeg havde virkelig glædet mig til sæson 2, som desværre ikke levede helt op til forventningerne.

Jormungand
På en måde henleder denne serie mine tanker på Black Lagoon. Den er fuld af action og forskellige lidt skøre karakterer, der kan deres kram. Med Jormundgand er det meget: What you see, is what you get. Det er action for fuld udblæsning, og engang imellem får vi også indblik i Kokos taktiske sans. Serien er sat sammen af forskellige "story arcs." Den mangler bare lige en sidste ting til at løfte sig op i 1. gruppe - måske en rød tråd eller mere indblik i karaktererne, for sammenspillet mellem dem fungerer.

Mirai Nikki (TV)
Mirai Nikki eller Future Diary har et ganske interessant koncept: mobiltelefoner der kan fortælle fremtiden, og hver mobiltelefon er tilpasset sin ejer. Det er et "survival game" og vinderen bliver den nye gud. Hovedpersonerne er den vattede Yukiteru og den psykotiske Yuno. Bryder man sig om disse to figurer og konceptet, vil man helt sikker synes om serien. Jeg så mest serien pga. konceptet og mysterierne. Da jeg var nået lidt over halvvejs, gik jeg dog i stå med serien i over et halvt år, fordi jeg simpelthen var blevet så træt af Yuno (og Yukiteru for den sags skyld...). Jeg fik dog taget mig sammen til at se serien færdig og blev belønnet med en interessant slutning.

Sakamichi no Apollon - Kids on the Slope
Åh... jeg vil så gerne synes virkelig godt om denne serie. Den havde alle forudsætningerne, da den startede. Desværre vil Sakamichi no Apollon lidt for meget på alt for få episoder. På den anden side så havde jeg nok også temmelig høje forventninger til serien. Det er stadig en god serie, men jeg ville meget gerne have udforsket forholdene mellem der forskellige personer noget mere. I starten balanceres venskabs- og kærlighedsdelene fint, og vi får et fint indblik i hovedpersonen Kaorus følelser og tanker. 3-4-5-kantsdramaet berøres dog efter min mening ikke nok. Til sidst kastes romance-delen dog også ud af vinduet til fordel for drama-delen i serien. Det der driver serien er personerne og musikken. Af den grund ville jeg virkelig ønske, at den i det mindste havde fået 24-26 episoder i stedet for kun 12. Slutningen virker nemlig forhastet.

Sword Art Online
BEWARE OF SPOIL! ! ! ! ! !
Andre vil nok kalde SAO for årets serie - der virker i hvert fald til at være utrolig meget hype omkring den. Jeg derimod har slået koldt vand i blodet. SAO er en ganske god serie med interessante elementer og flot sceneri. Jeg foretrækker dog klart første halvdel frem for anden. Jeg bryder mig bestemt ikke om, at der skulle tilføjes et lillesøster-element. Det havde passet mig bedre, hvis lillesøsteren var blevet væk, og vi i stedet havde set Asuna i hendes rolle i anden del, hvor det så var Yui, der sad i buret i toppen af træet. Jeg synes også godt, at serien kunne have haft lidt mere fokus. Optakten er ret langsom i starten i begge dele af serien, og pludselig er man nået til slutningen. Jeg sad faktisk og frygtede, at der ikke ville komme en slutning, fordi der blev brugt så lang tid på at komme hen til selve træet. Heldigvis kom der en acceptabel slutning.

Tonari no Kaibutsu-kun - My Little Monster
Jeg var i tvivl om, om jeg skulle placere My Little Monster i 1. eller 2. gruppe. Det er en god serie, som er tro imod sig selv. Den har sin egen humor og skøre karakterer - det er dog nok deres skyld, at den er endt i 2. gruppe. Da jeg skrev om serien i Anime efterår 2012, nævnte jeg, at karaktererne balancerede på en fin linje. Hen af vejen begynder Haru dog at blive liiidt belastende. Med en kærlighedserklæring allerede i eps. 1 troede jeg også, at serien ikke ville blive katten om den varme grød, men det kom den altså til at være alligevel - bare lidt på en anden måde.


3. gruppe: Godt potentiale, men ikke udnyttet godt (nok)
Anime, der har er rigtig godt udgangspunkt og potentiale til at udvikle sig, men desværre aldrig virkelig gør det. 

Black★Rock Shooter (TV)
For at være ærlig så husker jeg ikke Black Rock Shooter særlig godt. På trods af at vi kommer tæt på flere af personerne og ser deres indre konflikter, så kom jeg aldrig til at engagere mig virkeligt i dem. Da jeg så serien følte jeg, at jeg burde føle mere end jeg gjorde. Idéen bag serien er sådan set god, men uden sympati for personerne, mister serien meget. Det er ikke sikkert, at andre vil have det på samme måde som mig.

Btooom!
Forestil dig Battle Royal bare med forskellige bomber. Efter en skuffende kedelig eps. 1, hvorefter jeg bare syntes, at den mandlige hovedperson Ryouta Sakamoto var en idiot, var jeg lige ved at droppe serien. Jeg valgte dog at give den en chance mere, og det endte jeg med at blive glad for. Den kvindelige hovedperson viste sig at være mere interessant. Desuden blev action sekvenserne også bedre, og Ryouta blev mere sympatisk. Det store "men" her er dog, at serien overhovedet ikke kommer omkring alt det, den lægger op til. Serien er mest fokuseret på selve spillet på øen og ikke så meget det, der ligger bagved. De to hovedpersoner gennemgår dog en udvikling i løbet af serien, der ellers lægger heftigt op til en sæson 2.

Natsuyuki Rendezvous
Da jeg hørte om denne serie, forestillede jeg mig en historie lidt a la Mayama-Rika-romancen i Honey and Clover. Det er en medrivende historie, der fanger seeren og påvirker følelserne. Så jeg blev slemt skuffet over Natsuyuki Rendezvous. Udgangspunktet for historien er sådan set fint, fantasy elementerne er også okay, men personerne.... Manageren er sød, hvilket man ikke kan sige om de to mandlige rivaler. De virker begge to ret egoistiske og usympatiske - nej, det bliver egentlig ikke bedre hen af vejen. XD De er nok seriens største problem. Derudover føles serien virkelig lang, nok grundet det lave tempo. Jeg er i hvert fald glad for, at den kun er på 11 episoder.

Shakugan no Shana III (Final)
Efter min mening er slutningen på Shana serierne lidt noget rod. Det hjalp nok heller ikke, at jeg ikke kunne huske så mange af bipersonerne fra Shakugan no Shana, der ikke dukkede op i sæson 2, da det er ved at være en 5 år siden, jeg så sæson 1. Det positive ved Final er dog, at der kommer en slutning - vi kommer bare haltende derhen. Flowet bliver også ødelagt i starten med en recap episode. Jeg følte generelt, at jeg skulle trække mig det meste af vejen igennem serien, og det er ikke godt. Hører man til dem, der savnede action i sæson 2, vil man glæde sig over Final. Jeg savnede derimod mere fokus på person relationer - især da det vigtigste i Final vel må være SPOILER! ! ! ! ! ! ! Yujis forræderi (eller hvordan man nu vælger at tolke det).


4. gruppe: Let fordøjelig anime
Dette er serier, som er blevet set, men som ikke efterlader et større indtryk og nok hurtigt vil blive glemt.

Serien handler om 4 veninder, som går i middle school, hvoraf en skal flytte væk. Efter 2 episoder havde jeg egentlig sat serien på hold og regnede med at droppe den, men da jeg så i en periode manglede noget at se, fandt jeg den frem igen. Der er ikke det store at komme efter her. Personerne er dog heldigvis ikke helt klassiske stereotyper. De har hver deres sider, men fungerer fint i sammenspil. Dog vil nogle nok finde et par af pigerne lidt belastende. Jeg var f.eks. ikke fan af Yuka, men jeg kunne godt lide Rinko. Se den hvis du mangler noget letfordøjeligt underholdning, og du ikke har noget imod de fire piger - nå ja og popmusikken.

Tari Tari
Ligesom Hanasaku Iroha fra sidste år er denne serie flot at se på. Det er gjort meget ud af at skabe miljøet. Desværre finder jeg ikke skolemiljøet lige så dragende som den gamle romantiske inn. Tari Tari kommer aldrig rigtig i dybden hverken med sin historie eller sine personer. Den ene kvindelige hovedperson Konatsu er altså også lidt belastende, synes jeg. Tari tari er en fin lille serie, som man kan hygge sig med på en regnvejrsdag.
Denne serie tager udgangspunkt i en digtsamling og kærlighedshistorierne deri. Det er en romance serie med humor. Den starter egentlig fint ud. Hen af vejen bliver historierne dog mindre interessante - og hvad sker der lige for væddeløbsepisoden...?! I starten var historierne og personerne også flettet fint sammen, men for mig blev det altså noget rod i den sidste halvdel. Det man som seer i første omgang skal overkomme er dog tegnestilen.


5. gruppe: Direkte skuffende og dårlige anime
Denne gruppe minder om gruppe 3, men her er potentialet ikke bare ikke blevet udnyttet nok, det er blevet smidt om bord på en rumraket og skudt ud i rummet. Det er serier, jeg har forsøgt at falde for, men ak det hele blev bare værre og værre serien igennem.

Another
Horror anime har aldrig rigtig været min kop te. Af en eller anden grund valgte jeg så at give Another en chance alligevel. Suk... det fortryder jeg. Settingen var nok det, der lokkede mig til. Som serien skrider frem, måtte jeg dog sande, at jeg overhovedet ikke brød mig om måden historien blev håndteret på. Personerne var mig også fuldstændig uvedkommende. Another forsøger virkelig at være mystisk og creepy, og det fungerer i starten. Jeg sad dog tilbage med en meget tom fornemmelse, da jeg havde set hele serien. Det gør det ikke bedre, at jeg har set flere skrive, at de synes den er fed, god, spændende... whatever. Min tanke er, at hvis Another hører til blandt det bedste i horrorgenren, så skal jeg hvis bare holde mig væk i fremtiden, for nøj, hvor var den dog uinteressant.

DET ER EN OMMER GONZO!!! Der er intet Last Exile over Fam, the Silver Wing - det er nærmere "many Exile." XD Serien starter sådan set fint ud, selvom det er tydeligt, at starten er bygget op på samme måde som i Last Exile. Derefter mister Fam the Silver Wing dog fokus. Det er som om, at skaberne ikke ved, hvor de skal føre historien og personerne hen. Det hele bliver trukket i langdrag, for til sidst at ende i en underlig usammenhængende slutning. Dette er et eksempel på den moe-ficering, der sker med anime for tiden - og hvor galt det kan gå. Det nye cast fungerer overhovedet ikke lige så godt, som det i Last Exile - de mest interessante i Fam, the Silver Wing er de gamle, som er blevet ældre. Jeg vil dog råde alle Last Exile fans til at holde sig væk!
Der er nok en grund til at denne Leiji Matsumoto serie først er blevet til noget nu, hvor navnet kan sælge den... Personligt synes jeg i hvert fald ikke, at der er noget at komme efter her, så jeg er ked af, at det blev min første Leiji Matsumoto anime. Serien er fuld af stereotyper, som hverken er rigtig interessante eller sympatiske. Historien er heller ikke særlig spændende, og der bliver ikke forklaret meget om den verden, serien foregår i. Der er selvfølgelig også kun 6 episoder. Det endte dog med at være en fordel, for jeg havde droppet den, hvis den havde været længere.

mandag den 24. december 2012

The Eye Opening Encounter and the Door to the Future

Så er der sørme blevet den 24. december. Jeg synes, at det er lidt underligt, at vi allerede er nået hertil. Nu blev min lillejuleaften og dag også tilbragt på en ret atypisk måde, så det er måske derfor, jeg ikke helt kan få ind i hovedet, at det er jul nu... XD Der skal dog stadig lyde et "glædelig jul" herfra. Mellem jul og nytår kan I se frem til et par blogindlæg, hvor jeg ser tilbage på året der gik animemæssigt.


Vi lakker mod enden i Skip Beat. Det betyder, at det er tid til Bo version 2.0! Ren er stadig i problemer med hensyn til sin rolle, hvilket er blevet tydeligt for alle, da han er blevet bedt om at tage en pause af instruktøren. Kyoko pines dog også af Rens sorger. Hun vil så gerne hjælpe ham, fordi han har hjulpet hende, når hun havde tvivl og problemer. Hun synes dog ikke, at hun kan tillade sig at give ham råd, når hun stadig kun er en amatør og yngre end ham. Tadaaa! Ind træder Bo!



Rens og Bos samtale udvikler sig dog til noget, de ikke havde set komme. I denne episode er der i det hele taget en række ting, der går op for Ren - som han egentlig ville ønske, han aldrig var blevet klar over. Kyoko derimod er temmelig blank. XD Hun misforstår også stemningen et par gange og tror, at Ren er vred på hende. Nu hvor hun kender til Rens problem, går det hende også på, at hun ikke ved, hvordan hun skal hjælpe ham. Hun kan jo heller ikke sige for meget, for hun vil ikke afsløres som Bo. 


Hun formår hun dog at hjælpe Ren alligevel.

Dette er Skip Beats sidste episode, men serien slutter på ingen måde her. Der er ingen rigtig afrunding ud over, at Kyoko fortæller, at hun har ændret og udviklet sig - og stadig gør det. Vi får i stedet en optakt til, at fremtiden byder på flere spændende udfordringer og oplevelser.

Alt i alt er Skip Beat en underholdende serie. Det er ikke en serie, man behøver at tænke over, men den har alligevel nogle budskaber. Efter min mening, er det stærkeste ved Skip Beat karakteren Kyoko. Hun er en karakter, jeg faldt for med det samme efter forvandlingen. Hun er beslutsom, ihærdig og en fornøjelse at følge. Jeg kunne sagtens se meget mere Skip Beat, men jeg tvivler desværre på, at der kommer mere i animeform. Min anbefaling er: Se Skip Beat for Kyoko og humoren.

lørdag den 22. december 2012

The Day the World Opened and he was Pulled from it

Jeg har valgt at se to episoder i dag, da jeg ikke regner med at få tid til Skip Beat i morgen. Så må vi se, om jeg ser eps. 24-25 juleaftensdag eller først 1. juledag.


Kyoko sidder fast. Hun kan ikke forstå, hvorfor hendes karakter Mio hader karakteren Mizuki. Hun ved heller ikke, hvordan hun skal lave en original udgave af Mio. Da hun får noget betænkningstid, går det hele dog op for hende. Hun får en god ide, og løber fra settet - desværre uden tilladelse, hvilket vækker harme hos især Iizuka. Hvordan Kyokos Mio ser ud og opfører sig, vil jeg ikke afsløre. Det skal opleves! Lad mig bare sige, at hun overrasker alle.




Kyoko var fuldstændig in-character i forrige episode, og der skal flere klap med klaptræet til, før hun vågner op. 
 
 
Da hun vågner op fra sin døs, går det op for hende, hvad hun har gjort og beder meget om forladelse på sine grædende knæ. Hun gør sig også mentalt klar til at modtage Rens vrede. Selvom Kyoko fortaber sig i sin karakter, er der dog stadig noget af den drømmende Kyoko tilbage inden i hende. Som optagelserne går videre, får Kyoko overbevist flere og flere med sin udgave af Mio.
Ren derimod kommer i store problemer med sin karakter Katsuki, da han for alvor skal vise følelser. Han må endda gentage sin scene flere gange. Ren sidder godt og grundigt fast - så fast, at det eneste han kan gøre, er at kopiere originalen, hvilket er præcis det direktøren for LME advarede ham om.

fredag den 21. december 2012

The Ones Who want to outdo

I dag er der julewalk i Århus. De starter 13.30. Læs mere på Facebook, måske kan du nå at komme med.


Rens problem med at spille troværdigt skuespil i kærlighedsscener belyses mere i starten af denne episode. Direktøren for LME mener, at grunden til Rens problem er, at Ren aldrig har været virkelig forelsket. Han har datet og behandlet pigerne godt, men han har aldrig haft dybe følelser for dem. Uden at have oplevet disse følelser, hvordan skal Ren så kunne udtrykke dem i sit skuespil. Direktøren mener, at Ren bare vil ende med at kopiere den første udgave af Tsukigomori / Dark Moon, og sådan kan man ikke overgå originalen.

Kyoko derimod går i spåner, da hun opdager, at hendes rolle slet ikke passer til hendes forbillede af en rig fornem ung pige.

 
Hun overvinder det dog, da hun finder ud af, at Ren tager rollen i filmen, hvilket betyder, at hun kan få lov at opleve hans skuespil helt tæt på. Kyoko har dog aldrig før prøvet at bygge en karakter op, som det kræves i denne film. Så hun er usikker omkring, hvordan hun skal spille sin rolle. Den usikkerhed gør, at hun forfalder i sine egne tanker og kludre i det allerede under sin første scene. Derefter bliver hun sat på prøve af hende, der spillede Kyokos rolle i originaludgaven, for hun bifalder på ingen måde Kyoko. 


If looks could kill... men så igen, så ville der have været temmelig mange dødsfald i denne her serie... XD

torsdag den 20. december 2012

"Invitation" to come clean

Så er vi gået ind i 20'erne med hensyn til datoen. ^^ Nu er der kun 4 dage til jul. Vi fik også købt de sidste julegaver i dag. Nu skal de bare pakkes ind.


Jeg kunne slet ikke huske det, men her i eps. 20 er der altså både en ny OP og en ny ED. ^^; Den nye OP er fin, men jeg er ikke så vild med den nye ED - jeg er desuden heller ikke fan af den første.

Denne episode kommer omkring flere ting. Kyoko fortæller både Kanae og Rens manager Yukihito Yashiro om sin fortid med Sho, og hvorfor hun ville ind i showbusiness. Kyoko og Rens forhold behandles endnu en gang. Luften mellem dem bliver dårlig, da Kyoko lyver om, at hun ikke tog jobbet i musikvideoen for at få hævn. Andre personer mener dog, at Rens vrede skyldes, at han har følelser for Kyoko... Dun, dun, duuun! Den idé afviser Kyoko dog med det samme. 
 
Indtil nu har vi ikke set så meget til Yashiro. Han har skam været en del med, men her træder han mere i karakter og presser Ren omkring hans forhold til Kyoko. Han blackmailer endda Ren. Det viser sig faktisk også, at Yashiro kan bidrage til komikken. Det er såmen rart at se lidt mere til bipersonerne. ^^
 
 
Der har tidligere været hentydninger til, at Ren ikke er helt fejlfri, når det kommer til skuespil. Vi så i eps. 11, at han overtænker nogle gange. I denne episode hører vi dog om hans helt store problem. Direktøren for LME mener ikke, at Ren kan spille kærlighedsscener, hvor der virkelig skal vises sårbarhed og følelser troværdigt - og Rens næste rolle er en meget romantisk betynget rolle. Dette bliver en af emnerne i den afsluttende "story arc."

onsdag den 19. december 2012

Genki skifter ud i toppen

Den 1. december kom Genki med en pressemeddelelse omkring nogle ændringer i strukturen i organisationen. Hovedpunkterne var:

1.       at der nu er en ny bestyrelse, og hvem den består af.
2.       at Allan P. går af som formand.
3.       at der er blevet lavet en ny forening kaldet Entia.


Personligt var jeg efterfølgende lidt forvirret omkring, hvordan det hele hænger sammen, hvem der laver hvad osv. Så jeg sendte en mail til Genki for at høre, om de ville være med til at interview med udgangspunkt i pressemeddelelsen. Det ledte til en Skype samtale med Lukas E.

Hvem var den gamle bestyrelse?
Førhen var der ikke nogen bestyrelse. Allan P. fungerede som formand/leder. Derudover hjalp Nadia N. og jeg selv også med at køre Genki.

Hvem er Genkis øverste myndighed? Er der en ny formand?
Der er ikke nogen ny formand. Vi ville gerne væk fra strukturen med én person siddende i toppen. Det skyldes primært, at Genki er vokset så meget. Det er også noget, som vi har snakket en del om et stykke tid. Så på sin vis er det kommet som en naturlig overgang. Nu er det så den nye bestyrelse, som er Genkis øverste myndighed. Sammen med de åbne møder skal det skabe mere åbenhed og gøre det nemmere for andre at få indblik i sagerne bag Genki og følge med i, hvad der sker.

Hvorfor har I valgt at have så stor en bestyrelse for Genki?
Vi ville gerne have et bredt udsnit af mennesker. Det er desuden et hold med stor entusiasme, og som har erfaring med forskellige områder inden for Genki. Med en stemme per person undgår man også, at en person kan gå ind og styre det hele.

Hvad er forskellen på bestyrelsen, den administrende gruppe og den nye forening Entia?
Bestyrelsen: Den mødes en gang om måneden. Bestyrelsen står for at tage de endelige beslutninger i de tilfælde, hvor det er nødvendigt. F.eks. tager den emner op, hvis den adminstrerende gruppe ikke kan blive enige. Bestyrelsen bliver dog ikke involveret i alt. Den er f.eks. ikke med til selve planlægningen af connen.

Den adminstrende gruppe: Den er faktisk lig med hovedarrangørerne, som planlægger og får connen til at køre rundt. Som del af gruppen skal man være gruppeleder.

Entia: Den nye forening er blevet oprettet som cover organisation i stedet for Genkai. Genkai havde fået ry for kun at dække anime, manga og cosplay, men vi vil gerne brede os lidt mere. I første omgang vil man som deltager dog ikke lægge mærke til synlige ændringer. Det er noget, der kommer til at ske gradvist.

Er Entias og Genkis bestyrelse den samme?
Ja

Last Scene

Tidligere på måneden slog jeg det ekstra eventinfo, jeg havde fundet sammen med minianmeldelsen af Skip Beat eps. 3. Denne gang har jeg dog valgt at lave to separate indlæg, da det er et interview, jeg vil bringe.


Dagens episode bygger videre på "story arc'en" (men det siger vel lidt sig selv ^^;). Kyoko er i panik over, at hun ikke kan spille scenen med Sho ordentligt, fordi hun lader sin hævntørst og sit had løbe af med sig. Hun frygter at blive fyret - at blive ubrugelig. 

Hun søger råd hos Tsuruga Ren men fortryder, da hun kommer i tanke om, at han ikke vil bryde sig om, at hun arbejder sammen med Sho, fordi han var hendes motiv til at komme ind i showbusiness. Kyoko får sig dog en god snak med Kanae. Her understreges det gensidige venskab, plus at Kyoko begynder at forstå, hvilke følelser hun skal grave frem for at udføre scenen.
Førhen har vi set Kyoko sparke røv med sit direkte skuespil og ligefremme attitude. I denne scene er det dog en meget følsom og mild Kyoko, vi får at se. Selvom eller måske netop fordi hun er mild, er hendes præstation dejlig at se.

 
Optagelserne afsluttes, men Sho kan alligevel ikke få Kyoko ud af tankerne. Oh la la... eller noget. XD Sho har jo aldrig brudt sig om Ren, så han kan heller ikke udstå, at Kyoko får et opkald fra ham.
Vi ser også lidt mere fra Kyokos barndom, hvor Sho altid bare kiggede på hende, når hun græd. Det var grunden til, at Kyoko stoppede med at græde foran ham og fandt et andet sted at græde. Der mødte hun så Corn. Det irriterer mig dog lidt, at vi stadig ikke får Corns ansigt at se ligegyldigt om tilbageblikket er fra hendes minder eller hans. De har jo pænt meget afsløret, hvem han er.