Så har Carlsen valgt at stoppe med at udgive One Piece på dansk. Dermed er Naruto den eneste fortløbende serie, som kommer på dansk. Mangaens "gyldne" tid i Danmark har længe været forbi. Det er da heller ikke fordi Carlsen har gjort det store for at holde sine serier kørende. Kvaliteten var dalende samtidig med at prisen steg og steg. De manga Carlsen udgav var generelt rettet imod et yngre publikum - nok i alderen 10-15 år. En målgruppe hvis eneste indtægt er de lommepenge forældrene giver dem og evt. løn fra et fritidsjob. Altså skulle manga gerne kunne laves billigt og sælges forholdsvis billigt. Det virkede til at være Carlsens indgangsvinkel. Ud fra hvordan det er gået med nedlukninger af serier og store prisstigninger, kan man vel konkludere, at Carlsens fremgangsmåde ikke holdt i længden. Carlsen fik sat sig mellem to stole - nye potentielle mangafans og inkarnerede fans, og de vidste ikke, hvordan de skulle fastholde nogen af dem som læsere. Det er trist, at One Piece nu også må stoppe, men det kommer heller ikke som den store overraskelse.
Forlaget Fahrenheit har valgt en meget anderledes tilgang til det at udgive manga på dansk. Indtil videre har de udgivet to mangaer af Jiro Taniguchi - en tredje er planlagt. Begge er henvendt til voksne. De er udgivet som one-shots, så man får en hel historie i en bog, hvilket er meget anderledes i forhold til Carlsen (og i sin tid Egmont), som hovedsaligt satsede på længere serier. Modsat Carlsens udgivelser (på nær Grimms manga) er der gjort mere ud af Fahrenheits udgivelser. Den første Min fjerne barndomsby er udgivet som hardback, og der er et interview med forfatteren i den. Formatet er også større. Manden der går tur er ikke så tyk som den anden, så den er kun udgivet som paperback men er stadig i god kvalitet. Prisen er da også derefter med 200-300 kr og ca. 150 kr. Man føler dog også, at man får mere for pengene. Og så henvender de sig som sagt også til et voksent publikum, som har flere penge til rådighed.
Jeg tror, at Fahrenheits fremgangsmåde er den vi kommer til at se i fremtiden. Det vil mere være nichetitler, som bliver udgivet og så bliver der gjort lidt mere ud af udgivelsen. Det skaber nok ikke så mange nye fans, men det kan måske være med til at vise folk, at manga kan være andet end ninjaer, kattepiger i korte lyserøde kjoler og farverige pirater.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar