Jer, der jævnligt læser bloggen, ved nok godt, at jeg er stor tilhænger af Crunchyroll, hvor jeg har en betalende bruger. Jeg har brugt Crunchyroll til at se anime, siden de startede op i 2009. Jeg har dog ikke været betalende bruger konstant, men langt det meste af tiden. Der har nemlig som regel været en 3-4 animeserier, som jeg ser hos dem. Oftest er det nyudkomne aktuelle serier, men jeg benytter mig også ind imellem af deres bagkatalog - både til at stifte bekendtskab med nye serie og få et gensyn med gamle.
Crunchyroll er den største relevante streamingside for os animefans her i Danmark. Det betyder dog ikke, at alt deres indhold er tilgængeligt for os. Desværre har Crunchyroll flere animeserier, som de af en eller anden grund ikke køber licens til at vise i Danmark. Det er noget, der længe har undret mig, for så vidt jeg ved, er der ingen lokal udbyder at konkurrere med, ligesom der er i nogle af de andre europæiske lande. Jeg har hørt et rygte om, at Danmark af og til falder under "engelsktalende lande", og at det kan være grunden til, at vi ekskluderes. :(
I forårssæsonen fik jeg for alvor øjnene op for en anden streamingside kaldet Viewster. De er dog mere en generel indiestreamingsside, så deres animeudvalg er ikke så stort igen. Heldigvis havde de to af de animeserier, som jeg gerne ville se i sidste sæson; nemlig The Heroic Legend of Arslan og Fate/Stay Night Unlimited Blade Works TV. Det var derfor en oplagt mulighed at gøre Viewster nærmere bekendtskab.
Hos Viewster kan man ikke slippe for reklamer. Det varierer dog meget, hvor mange, der vises per episode, om der vises nogen, og hvornår i episoden de vises. Viewster målretter reklamerne til ens land. Man kan kun se anime i en opløsning - og jeg har ikke et godt nok øje til at fortælle jer, hvilken det drejer sig om, men det er ikke 1080p. :p Når man pauser på Viewster kommer der en reklame for deres app op, hvilket gør det noget mere besværligt, når man skal tage et godt screen shot. Hos Viewster er der af og til mulighed for tyske og spanske undertekster i stedet for de engelske, hvis man skulle foretrække det.
Efter at have skrevet en artikel til Metronaut om, hvordan man får sit anime, valgte jeg at afprøve Daisuki. Der er et mikroskopisk udvalg af serier, men der var tilfældigvis en, som jeg fandt interessant nok til at give en chance. Det var M3 the dark metal. Daisuki kan streame i 360p og 480p - begge dele lagger dog ind imellem på min computer, og jeg ser altså normalt Crunchyroll i 720p uden de store problemer... Det kan hjælpe at pause episoden og lade den buffe et stykke tid, inden man ser videre.
Jeg er helt klart stadig mest fan af Crunchyroll, men jeg tror, jeg kommer til at bruge Viewster i fremtiden også - i hvert fald hvis de fortsætter med at udvide deres katalog, som de gør nu, og især hvis de får serier, som jeg ikke kan se hos Crunchyroll.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar