fredag den 15. juli 2016

Det sociale gør det sjovt at være frivillig.

1 uge til Genki. Mit sidste optaktsinterview er med Jamie Nohr Vetterlain på 20 år fra København, hvis interesser primært er cosplay, anime, manga, skrive og tegne. Ifølge Jamie er Genki den hyggeligste con, der er lige nu - den er ikke så stor som J-Popcon, men den er større end de mindre conner. Jamie skal være frivillig til dette års Genki - ligesom de sidste 5 år.


Hvilke år har du været med til Genki?
Jeg har været med til Genki hvert år siden 2011 - alle gangene som frivillig. Jeg tager altid med til Genki som frivillig, fordi det er pisse hyggeligt, og som frivillig møder man også nogle mennesker, og oplever, hvordan en con er støbt sammen. Man kan også være med til at gøre den god for con-goers.

Hvordan opdagede du Genki?
Jeg så deres stand til J-Popcon 2010 og blev nysgerrig. Da jeg ikke havde råd til billet, valgte jeg at søge ind som frivillig, som de reklamerede med på deres hjemmeside.

Hvorfor valgte du at tage med til din første Genki?
Jeg havde været til J-Popcon to år i træk og var meget interesseret i hele kulturen omkring conventions, bl.a. cosplays. Jeg var meget interesseret i at lære mere om det samt møde nye mennesker.

Hvorfor meldte du dig som frivillig til din første Genki? 
Jeg valgte, at blive frivillig da jeg ikke havde råd til billetten. Jeg søgte egentlig ind på stort set alle hold, da jeg egentlig bare var interesseret i at være med. Jeg endte på holdet, der dengang hed Dealerhall, som hedder Expo Hall nu, og er en sammensætning af Dealer, Artist Alley, Bring & Buy og Auktionen. Grunden til, jeg endte på det hold var, at de var de første der godkendte mig.

Hvilket team hører du under i år som frivillig, og hvorfor har du valgt det?
Jeg hører igen i år under Expo Hall, som jeg også har gjort alle de andre år. Jeg valgte det, da jeg kender stort set alle de gamle i teamet, og det er super hyggeligt at arbejde med dem. I år er jeg i underkategorien Night’s Watch, som er nattevagterne, der holder øje med Dealer Hall om natten.

Fortæl lidt om de opgaver, du har som frivillig.
Jeg har ikke så mange opgaver i løbet af hele connen, da jeg er nattevagt og derfor bare sidder og holder øje med, at ingen går ned og stjæler fra dealerne. Det er dog meget hyggeligt, da man altid har en partner at snakke med gennem natten.

Har du haft mulighed for at få indflydelse på dit vagtskema?
Ja, vi har altid haft mulighed for at bede om fri til bestemte events, hvis vi er interesseret i dem. Dog kan ikke alle ønsker lade sig gøre, men hvis der er events, vi gerne vil se, bestræber de sig efter, at give os tid til dem. Da jeg er nattevagt, har jeg dog ikke haft det store behov for dette.

I hvilket tidsrum er nattevagten?
Jeg kender ikke mit skema endnu, men typisk er det en halv nat ad gangen, men vagten er fra Expo Hall lukker, til den åbner igen, i min afdeling. 

Hvilke goder er der ved at være frivillig, og hvor meget betyder de for dig?
Altså, for det første får jeg billetten og sovepladsen betalt. Det betyder meget for mig, da det er en god måde at komme af sted på, hvis ikke man har så mange økonomiske ressourcer. Udover det synes jeg, at man får nogle rigtig gode venskaber og lærer de frivillige samt andre con-goers at kende på en anden måde. Det er også nice, at man skaber et teamwork, og vores ledere er altid friske på at høre feedback og forslag til forbedringer.

Hvad synes du, er det bedste og værste ved at være frivillig til Genki?
Det bedste er helt klart de mennesker, jeg møder hvert år, og den følelse man får af at være med til at stable noget på benene og vide, at det ikke havde været muligt uden os.
Det er svært at finde noget, jeg er utilfreds med, da jeg mener, at vi i hvert fald i vores team, har et rigtig godt arbejdsmiljø og sammenhold. Dog kan de kedelige arbejdsopgaver, så som at rydde op på connen efter den er slut, være lidt nederen, men det ender altid med at være hyggeligt, fordi vi frivillige er sammen om det.

Har du været frivillig til andre conner i fanmiljøet?
Nej, det har jeg ikke. Jeg har det fint med at være frivillig kun til Genki, da jeg gerne vil opleve f.eks. J-Popcon som gæst og ikke som frivillig. Jeg går ikke til så mange andre conner mere, efter SVScon lukkede.

Hvordan er dine forventninger til Genki? 
Jeg glæder mig rigtig meget, da jeg ved, at det bliver super hyggeligt blandt de frivillige og i mit team. Da jeg er nattevagt, har jeg fri om dagen og kan derfor nyde connens events til det fuldeste. Mine forventninger er lige så høje som de andre år, og jeg er endnu ikke blive skuffet.

Hvad ser du mest frem til og hvorfor?
Jeg ser mest frem til at opleve con-følelsen igen, da jeg elsker at være til conner. Jeg glæder mig til at se AMV-konkurrencen og cosplayshowet, da jeg altid er nysgerrig omkring, hvilke talenter der deltager i år. Udover det glæder jeg mig også rigtig meget til at se de venner, jeg ikke ser uden for conner.

Så det sociale spiller en stor rolle mht. at være frivillig hos Genki? Ville du stadig melde dig, hvis mange af de andre frivillige, du allerede kender, stoppede?
Det er helt klart en vigtig faktor for, at jeg melder mig til som frivillig, men jeg gør det dog også for at kunne komme af sted.
Det er altid hyggeligt at møde nye mennesker blandt de frivillige, og selvom der er nogle, der stopper et år, kommer der nogle nye, og der er måske en mere flydende udskiftning, end reelt at alle stopper. Så der er altid nogle jeg kender!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar