torsdag den 8. juni 2017

Kita Con 2017 er aflyst

Ja, jeg tænkte jo nok, at det var der, det ville ende. I går blev det så officielt, da Anime Kita kom med følgende besked på deres Facebookside:
“Kære Kita’er 
Vi er i Bestyrelsen nået frem til at Kita Con 2017 er aflyst.
Aflysningen er på grund af følgende:
- Budgettet passede ikke, hvilket ville give underskud
- Mangel på struktureret tidsplan
- Mangel på arrangører 
Dette gør vi ikke med glæde og vi beklager at vi ikke har kunnet sige dette tidligere. Årsagen til den sene udmelding har været, at vi først i midten af maj fik de sidste detaljer på plads omkring maden, og det gav andre priser end først budgetteret. I sidste ende ville vi enten skulle hæve priserne eller aflyse. 
Vi skylder Anime Kita’s medlemmer at afholde en ordentlig con!
Vi har derfor hørt på jeres feedback, og vi vil fremover gøre vores bedste for at leve op til jeres forventninger. 
Derfor fortsætter vi allerede nu med planlægningen af Kita Con 2018. Det vi har forberedt indtil nu, tager vi med videre til næste år. Dette betyder bla. at vi formodentlig kan udmelde datoen, og lokationen allerede inden året er omme. Derudover er et mål, at tilmeldingen kan åbnes tidligt i 2018. 
Vi håber, I alle vil være med til at støtte op om Kita Con 2018, så vi kan få etableret en con i Nordjylland.”
Jeg tænkte, at jeg lige ville lade annonceringen synke ind hos folk, men her en dags tid senere er det stadig småt med reaktionerne på udmeldingen på Facebook. I skrivende stund er der kun tre, der har kommenteret, fem likes og seks der har reageret med sad smiley. Heller ikke i Facebookgruppen Anime Kita har udmeldingen vakt opsigt. 

Personligt forstår jeg ikke, hvordan en con kan stå og falde med maden... Det er jo ikke en festival for japansk mad, vi taler om. Så hiv da maden ud af regnskabet, og lad deltagerne selv stå for det. Og hvis det er så vigtigt, burde der have været styr på det for lang tid siden.
Jeg ved godt, at maden ikke decideret er listet som en af grundene til aflysningen, men der står, at det først kom på plads sent og derfor har skubbet udmeldingen. Altså må det også lægge til grund. 

De tre angivede grunde giver dog god mening, men det er ret sent at opdage disse mangler. Hvorfor har Anime Kita ikke set på dette allerede ved opstart af planlægningen. Skyldes det, at planlægningen først startede, da eftersøgningen efter arrangører kom 12. april..? Og at Anime Kita allerede der manglede en struktureret tidsplan - og arrangører. 

Det virker som om, at Anime Kita absolut intet har lært af sidste års finansielle fiasko med Kita Con 2016. Det kan godt være, at alle de nuværende arrangører af Kita Con ikke har prøvet at lave con før, men jeg synes da, jeg ser gengangere fra sidste år på listen. Jeg ved dog godt, at man stadig er grøn efter at have afholdt sin første con, men der må da være kommet noget erfaring ud af det. Hvorfor bliver de samme fejl gentaget? Eller måske endda forværret?

Det kan godt være, at Anime Kita har fået ny formand og der er kommet nye til i bestyrelsen, men der sidder trods alt også en tidligere formand i den. Og har man i Anime Kita prøvet at række ud til tidligere frivillige...? Det kan godt være, at de ikke er interesserede i at være frivillige igen, men de ligger inde med nyttig viden. 

Kommunikation er også et punkt, som Anime Kita har håndteret ret dårligt i forbindelse med postyret om Kita Con 2017. Dels er der "den skjulte annoncering". Dels er der manglende udmelding om lokation, hvilket blev lovet. Dels er der manglende forklaring på udeblivelsen af tilmeldingen. Dels var der ingen reaktion på kritiske henvendelser. 

Fra sin personlige profil skrev bestyrelsesmedlem Anders Gammelgård-Larsen 1. juni dette svar på en kritisk besked fra Kristine Sofie Højen:
"Hej Kristine
Vi beklager at der har været meget stilhed fra vores side. Vi ønsker også at alle Anime Kita's medlemmer skal være oplyste om hvad der foregår i den bagvedliggende planlægning af Con'en. Vi vil dog samtidig undgå at udmelde "falsk" eller tvetydig information der senere vil forvirre medlemmerne fordi den ikke er helt klarlagt. Derfor er problemet pt. at vi internt i bestyrelsen og i planrådet ikke har klar information at udmelde endnu.
Vi har læst og forstår samtidig godt de kritikpunkter vi har modtaget og vi arbejder på at forbedre disse.
Hilsen Anders, bestyrelsesmedlem og eventrådsformand."
Så I Anime Kitas bestyrelses optik er ingen kommunikation = ...? Ja, jeg forstår det ikke rigtigt. Måske er det godt nok, at de ikke meldte noget ud, for det ville jeg måske heller ikke forstå. XD 

Ej spøg til side. Helt ærligt forstår jeg godt, at det kan være svært at svare på kritiske henvendelser i et offentligt forum. Men. Hvis nu Anime Kita havde håndteret kommunikationen om Kita Con 2017 - og connen i det hele taget bedre, kunne de nok have undgået Kristines kritik. 

Jeg siger ikke, at Anime Kita skulle have fremlagt en lang rapport om deres problemer med tilmeldingssystemet, men et simpelt "Vi kan desværre ikke åbne tilmeldingen den 22. maj som lovet, da vi er løbet ind i nogle tekniske problemer. Vi undskylder meget. Vi arbejder på sagen." Eller noget i den dur. Så ville vi vide, hvor problemet lå, og at Anime Kita gjorde noget for at løse det. Når man ikke hører noget, kan det sætte alle mulige tanker og teorier i gang. Det er heller ikke så smart, at der ikke står noget på Anime Kitas hjemmeside om, at Kita Con 2017 er aflyst.

Jeg håber virkelig, at Anime Kita har lært af dette forløb. Det er trist at se en forening, der tidligere har kørt så godt, tabe store dele på gulvet. Derfor er det godt at høre, at de fortsætter med planlægningen af Kita Con 2018 med det samme. Så er de jo allerede foran i forhold til i år og sidste år, selv hvis connen skulle blive placeret i starten af året. Mit gæt er dog, at der igen vil blive sigtet efter en weekend i løbet af sommeren. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar